Category Archives: computer

Byerne forandres i disse år. Gammel industri flyttes ud, og tilbage står tomme lagerhaller, uddøde fabriksområder – og renere byer. At man en dag ville bygge lejligheder i siloerne i den gamle Sojakage­fabrik i København, var der nok ikke mange, der troede for 20 år siden. Eller at man ville kunne bade i Københavns Havn. Men nu hopper københavnerne i havnen – og dyrker tomater i haver på taget som i projektet ‘ØsterGRO’.

Her er et 600 kvadratmeter stort tag på Æbelø­gade omdannet til køkkenhave med 90 ton muldjord, bistader og høns. Projektet vises på Dansk Arkitektur­centers netop åbnede udstilling, der handler om nye måder at bruge byens rum på. ‘Reprogramming the City’ – eller ‘Nye muligheder for byens rum’ hedder udstillingen, der er lille, men informativ.

For hvad skal man stille op med de tidligere industriområder, godsbaner og sporvognsterminaler? Mange kender The High Line i New York, en godsbane, der løb i ti meters højde på vestsiden af Manhattan. Den blev bygget i 1930’erne og var dengang en lettelse for trafikken i gadeplan: Togene var væk fra resten af trafikken, samtidig med at godstogene visse steder kunne køre direkte ind i fabrikkerne og lagerbygningerne.

Langsomt tog lastbilerne over, fabrikkerne flyttede ud, og fra 1980 stod The High Line som et tomt, rustent skelet, der mindede om en svunden tid. Man snakkede om at rive den ned, men nu er The High Line på initiativ fra en aktiv gruppe blevet en velbesøgt offentlig park, og sidste del mod nord er for kort tid siden blevet indviet.

En underjordisk park

På udstillingen kan man se et andet forslag til omdannelse af et tidligere industriområde, også i New York: The Lowline bliver det projekt kaldt. Det foregår nemlig så ‘low’, som man kan komme; en tidligere sporvognsterminal ved Williamsburg Bridge, der ligger under jorden, og som har stået ubrugt hen siden 1948. Her foreslår Raad Studio at oplyse området med naturligt lys, ledt ned fra overfladen via optiske fiberkabler.

Ifølge udstillingen har Raad Studio selv designet den solteknologi, de vil anvende. Teknologien vil udsende nok lys til at understøtte planternes fotosyntese, så man kan omdanne The Lowline til en underjordisk park.

Regent’s Canal i London er endnu et eksempel på en tidligere transportåre, der nu står ubrugt hen. Den blev brugt til lastepramme, men er nu rekreativt område. Studio YN foreslår at indsætte et svømmebassin i kanalen, så pendlere kan svømme til og fra arbejde, og så området får mere aktivt liv.

I Stockholm blev Tranebergsbron, der forbinder Kungsholmen med Stockholms vestlige forstæder, berømt i 1934 for at være verdens største brobue af beton. Dengang tænkte man dog ikke på fodgængere. Vil man krydse broen til fods, er det mildest talt ikke indbydende: 15 minutter langs heftig trafik. Derfor foreslår arkitektfirmaet Vision Division at tilføre selve brobuen trapper, så fodgængere nu kan komme over. Det vil tage tre minutter, har de regnet sig frem til. Og bropillerne vil de udnytte til udendørsgallerier.

Gamle telefonbokse

Der er heller ikke meget liv i de gamle telefonbokse. Østrigske Telekom har omdannet nogle af dem til ladestationer for elbiler, og i New York har projektet City 24/7 indgået en aftale med bystyret om at omdanne telefonboksene til touch skærme, der kan give informationer om trafik, nødhjælp, turisme og lokale tilbud. I Bremen i Tyskland har designeren Dennis Siegel fundet på at genbruge de elektromagnetiske felter, byens mange automater udsender. Han har udviklet en proto­type på en bærbar oplader til batterier, der indsamler energien fra storbyens elektriske apparater.

I Lima i Peru tapper de ikke energi, men rent drikkevand fra luften. Limas tekniske universitet, UTEC, indgik et samarbejde med et reklamebureau for at få flere til at søge ind på ingeniøruddannelserne og vise, hvordan ingeniører kan forbedre vilkårene i samfundet. Og hvordan gjorde de så opmærksom på sig selv? De omdannede et billboard til en reklame for universitetet, der samtidig omdannede luftens fugtighed til drikkevand.

Lima ligger omkranset af ørken og har en luftfugtighed på omkring 98 pct. Mange af byens indbyggere henter deres drikkevand i brønde, men nu kunne de hente det under reklame­søjlen, der via et osmosesystem – et luftfilter, en kondensator og et kulfilter – kan udvinde 95 liter rent vand om dagen.

QR-koder på facaden

Et andet eksempel på at bruge teknologi i byrummet er britiske Pave­gen, der har udviklet en flise, der udnytter energien fra fodgængeres fodtrin. De Pavegen-fliser, der blev lagt på West Ham-stationen i London i forbindelse med OL 2012 omdannede således fodtrin fra omkring en million forbipasserende til mere end 20 kWh energi, der blev brugt til at sætte fuldt blus på gadebelysningen på den flisebelagte strækning om natten – og halv lysstyrke dagen igennem ovenikøbet.

I Tokyo har Teradadesign Archi­tects givet en bygning liv ved at udstyre facaden med QR-koder. Dermed kan forbipasserende scanne koden med deres telefon og få oplysninger om, hvad der foregår. Eller som i Lissabon, hvor bystyret har givet grønt lys til at trække 500 år gamle brosten op af gadebelægningen for at erstatte dem med sort-hvide sten, der ligeledes udgør QR-koder. QR Chiado hedder projektet, der fortæller byens historie. Og så ser det tilmed æstetisk ud, som koderne er lagt ned som brostensbelægning. Siden er QR Chiado blevet eksporteret til Rio de Janeiro og Barcelona.

Udstillingen er fuld af eksempler på andre måder at bruge byen på. Uden for Dansk Arkitekturcenter på Christianshavn er et levende bevis på det. Her har ‘Making the City’, der er en gruppe på seks studerende, omdannet parkeringspladsen, der ligger ved havnen på en af Københavns bedste adresser, til et laboratorium for byliv. Folk skulle gerne bruge pladsen noget mere nu. Det bliver spændende at se, om de gør det.

Reprogramming the City, DAC, indtil 4. januar 2015 www.dac.dk

En brintdrevet elcykel med brændselsceller under bagagebæreren og brint i en beholder på siden er nu udviklet af australske forskere.

Cyklen, der bærer navnet Hy-Cycle, kan køre 125 km med fuldt batteri og brinttank og forskerne fra University of New South Wales kalder cyklen for en demonstration af brint som en ren og sikker energiform.

Brændselscellen har en effekt på 100 W og den kan oplade batteriet, som har en kapacitet på 518 Wh.

Brintbeholderen er af metalhydrid-typen, hvor brinten opbevares i et metalpulver. Den vejer 2,5 kilo, hvoraf selve metallet til opbevaring af 100 liter brint kun vejer 50 gram. De 100 liter brint svarer til 738 Wh energi i brændselscellen. Udskiftning af beholderen kan gøres på 30 sekunder.

Elcykler er blevet voldsomt populære i mange storbyer i verden, især i Kina. København har netop i år udskiftet de gamle rent mekaniske bycykler, med en ny model med elektrisk hjælpemotor.

Professor Kondo-Francois Aguey-Zinsou fra University of New South Wales, der har været med til at udvikle den nye cykel, håber, at storbyer som London og Paris ligger i målgruppen for Hy-Cycle.

En brintdrevet elcykel med brændselsceller under bagagebæreren og brint i en beholder på siden er nu udviklet af australske forskere.

Cyklen, der bærer navnet Hy-Cycle, kan køre 125 km med fuldt batteri og brinttank og forskerne fra University of New South Wales kalder cyklen for en demonstration af brint som en ren og sikker energiform.

Brændselscellen har en effekt på 100 W og den kan oplade batteriet, som har en kapacitet på 518 Wh.

Brintbeholderen er af metalhydrid-typen, hvor brinten opbevares i et metalpulver. Den vejer 2,5 kilo, hvoraf selve metallet til opbevaring af 100 liter brint kun vejer 50 gram. De 100 liter brint svarer til 738 Wh energi i brændselscellen. Udskiftning af beholderen kan gøres på 30 sekunder.

Elcykler er blevet voldsomt populære i mange storbyer i verden, især i Kina. København har netop i år udskiftet de gamle rent mekaniske bycykler, med en ny model med elektrisk hjælpemotor.

Professor Kondo-Francois Aguey-Zinsou fra University of New South Wales, der har været med til at udvikle den nye cykel, håber, at storbyer som London og Paris ligger i målgruppen for Hy-Cycle.

Overskrifter i medier over hele verden har sat et budskab fra FN på repeat. År efter år lyder det, at Sahara og verdens øvrige ørkener breder sig, og ofte er forklaringen klimaændringer.

FN har nemlig i disse år særligt fokus på ørkenspredning, især gennem det storstilede projekt Great Green Wall, som i samarbejde med 11 afrikanske lande omkring Sahara vil plante en mur af træer fra øst til vest for at stoppe ørkenens spredning.

Der er dog et lille – måske stort – men i fortællingen: Sahara breder sig slet ikke …

Internationale undersøgelser foretaget af blandt andre danske forskere fra Københavns Universitet har i 30 år overvåget især Sahara fra rummet. De har samlet data fra den amerikanske satellitsensor AVHRR på NOAA-satellitterne hver dag, og billedet er entydigt, også i Sahel-området, der er et 6.000 kilometer bredt bånd tværs over Afrika i den sydlige overgang til Sahara:

»Den globale trend er, at ørkenområderne skrumper ind. Vegeta­tionen tager over, og det gælder især i Sahel-området. Det er forskere verden over enige om,« siger Rasmus Fensholt, lektor på Geografi på Københavns Universitet, der har bidraget til en stor international rapport om netop ørkenspredning i Sahel-området.

Den internationalt anerkendte forsker Andrew Warren fra University College London, der har over 30 års erfaring med ørkendannelse og erosion i Afrika, peger også på både australske og svenske undersøgelser, der viser, at ørkenen ikke breder sig:

»Ørkenspredning har været undersøgt i et utal af undersøgelser, og de seneste, jeg har set fra en arbejdsgruppe i Lund, kom til samme konklusion: Sahara spreder sig ikke,« siger Andrew Warren.

FN måler ørkener i kroner og øre

Men hvorfor fastholder FN så, at ørkenen spreder sig – og at den vil fortsætte med at sprede sig? Som f.eks. FN-organisationen FAO (UN Food and Agriculture Organisation) formulerer det i sin rapport om verdens naturressourcer: ‘Inden 2030 vil Afrika tabe to tredjedele af sin landbrugsjord til ørkenspredning, hvis der ikke gøres noget.’

Jo, nøglen til at forstå denne ‘misforståelse’ ligger i definitionen af ordet ørkenspredning, og hvordan man måler den spredning. Det engelske ord for ørkenspredning – som også bruges af FN – er desertification. Undersøgelser viser, at ordet er defineret på helt op til 100 forskellige måder verden over, men den mest gængse er ‘en proces, hvor frugtbart land omdannes til ørken’. FN’s definition er ikke langt fra denne. Overordnet lyder den: ‘forringelse af land i tørre, halvtørre og tørre sub-fugtige områder forårsaget af forskellige faktorer, heriblandt menneskelige aktiviteter og klimaændringer’.

Og hvor satellitforskerne måler desertification som udbredelsen af vegetation udtrykt – helt konkret – som antallet af grønne pixels på satellitbilleder, så måler FN’s ørkenkonvention UNCCD (United Nations Convention to Combat Desertification) det på en helt anden måde. Den måler nemlig på tre indikatorer: det økonomiske afkast af et stykke jord, jordens biodiversitet og udbredelsen af vegetation.

»Det er tre ret forskellige ting, som i nogle tilfælde ikke er sammenhængende. F.eks. vil omdannelsen af savanne til en plantage give et tab af biodiversitet, men en stigning i økonomi. Så pludselig er ordet ørkenspredning ikke så simpelt,« siger Rasmus Fensholt.

I en verden, hvor befolkningen langs Sahara bliver fordoblet hvert 20. år, udstiller FN’s ørkendefinition meget tydeligt, at landbrugsjorden bliver udpint og er for sparsom. Men det er helt misforstået, når det i medierne og i FN bliver koblet sammen med klimaændringer, lyder det fra satellitforskerne.

Grundlaget for at dyrke jorden er nemlig kun blevet bedre de seneste 30 år, og skal problemet løses, skal der fokus på det reelle problem: en stigende befolkning, der med kvæg udpiner jorden og dyrker den ineffektivt.

Når forskerne bruger NOAA-satellitterne til at fastslå, at ørkenen bliver grønnere, kan de dog intet sige om typen af vegetation. Med en opløsning på otte gange otte kilometer per pixel kan forskerne kun afgøre, om ørkenen bliver ‘grønnere’ – hvorvidt det grønne er ubrugelige græsarter eller værdifulde træer, siger billederne intet om.

Det gør den danske forsker Anne Mette Lykke fra Aarhus Universitet derimod. Hun har arbejdet 20 år i Sahel og har med egne øjne set ud over ørkenens kant – og der er ikke tale om frugtbar vegetation:

»Næsten alle vigtige træer, der bliver brugt til mad og medicin, er fældet, og vegetationen er for det meste domineret af græsser og buskagtig og tornet vegetation, der ingen værdi har,« siger hun.

Arter i tilbagegang er f.eks. Parkia-træer og Pteropus lucens, der bruges meget til huse og fremstilling af masker til turister. Årsagen er befolkningsvæksten, og hvor Sahels vegetation tidligere kun blev belastet af nomadernes kvæg, bliver den i dag flere steder udsat for konstant græsning fra kvæg tilhørende fastboere.

»Presset på de sidste naturområder er meget stort, også i nationalparker. Og de steder, hvor naturen er indhegnet, kan man se den blomstre fint. Så grundlaget for dyrkningen er der, men presset er for stort,« siger hun.

Vegetationen har bredt sig

Verdenssamfundets fokus på ørkenspredning startede for alvor i 1970’erne under store perioder med hungersnød, hvor flere bønder forlod Saharas randområder på grund af ørkenspredning – efter alle definitioner. I 1977 holdt FN sin første globale konference om voksende ørkener og herfra tog det fart.

Geograferne har desværre kun satellitdata 30 år tilbage, så deres første data tager altså udgangspunkt i slutningen af de store tørkeperioder. Siden da har vegetationen så bredt sig, men hvordan så det ud før 1980’erne?

»Vi har nedbørsdata fra blandt andet 1950’erne og 1960’erne, der viser, at det regnede langt mere lige før den store tørkeperiode. Så spørgsmålet er, om Sahara har brugt de sidste 30 år på at vende tilbage til sit udgangspunkt før 1980’erne. Meget tyder på det,« siger Rasmus Fensholt.

Flere steder langs Sahara er bønder vendt tilbage til tidligere golde områder. Det er især sket i Burkina Faso og Nigeria.

Mere CO2 øger planternes vækst

De sidste 30 år har vist en klar sammenhæng mellem udbredelsen af vegetation i Sahel-regionen og en øget mængde nedbør. Men nedbør er ikke hele forklaringen. Paradoksalt nok, har menneskets CO2-udledning også fået vegetationen til at brede sig.

»Mere CO2 får jo ikke kun den globale temperatur til at stige. Det er også til gavn for fotosyntesen, så planterne vokser hurtigere,« siger Rasmus Fensholt.

Andre forskere peger også på, at stigende temperaturer faktisk kan føre mere vegetation med sig, fordi varm luft kan indeholde større mængder fugtighed end kold luft. Den forklaring ligger blandt andet bag den tyske ørkengeolog Stefan Kröpelins forklaring på, hvorfor ørkenområderne i Sudan 1.000 f.v.t. var et frodigt landskab med fisk, krokodiller og landbrug.

Dengang var temperaturen nemlig høj og holdt bedre på fugten, der blev ført ind over landet fra havet. Men i takt med, at temperaturen dalede, tørrede floderne ud, og ørkenen spredte sig.

Ikke nødvendigvis positivt

Men Rasmus Fensholt advarer mod at tro, at vi nu bare skal spise røde bøffer, købe firehjulstrækkere og blæse på global opvarmning, fordi det er godt for plantevæksten.

»Hvis temperaturen bliver ved med at stige, så vil vandfordampningen på et tidspunkt ske så hurtigt, at fordelene ved øget nedbør og CO2-stigning bliver irrelevante,« siger Rasmus Fensholt, der ligesom Anne Mette Lykke advarer mod at tro, at livet er fint i Sahel.

Faktisk er de lokale beslutnings­tagere – med Rasmus Fensholts egne ord – ‘dødtrætte’ af at høre forskere som ham tale om den voksende vegetation, også kaldet greening.

»Selvom den på alle måder er bedre end ørkenspredning, er der masser af vegetation, som hverken kan spises af kvæg eller bruges på andre måder,« siger han.

I dag arbejder satellitforskerne på at supplere feltstudier med mere detaljerede billeder, der kan afsløre typen af vegetation i Sahel.

For to år siden offentliggjorde de amerikanske meteorologiske undersøgelser nemlig deres ellers kommercielle datasæt, som var højopløselige billeder af ørkenområder taget en til to gange om året. Med en opløsning på 30 gange 30 meter pr. pixel giver det i dag nye muligheder for, at forskerne kan bestemme, hvilken slags bevoksning der er vokset frem i Sahel-regionen. Og det kigger KU-forskerne nu på.

Danmarks arbejde med analyse af satellitbilleder kommer blandt andre Senegal til hjælp, hvor en del af Danmarks udviklingsbistand er gået til opbygningen af et miljøcenter, hvor senegaleserne nu selv kan analysere satellitbilleder og forudse svingninger i ressourcer som nedbør, kvæg og græs for at forberede sig på kommende hungersnød.

Overskrifter i medier over hele verden har sat et budskab fra FN på repeat. År efter år lyder det, at Sahara og verdens øvrige ørkener breder sig, og ofte er forklaringen klimaændringer.

FN har nemlig i disse år særligt fokus på ørkenspredning, især gennem det storstilede projekt Great Green Wall, som i samarbejde med 11 afrikanske lande omkring Sahara vil plante en mur af træer fra øst til vest for at stoppe ørkenens spredning.

Der er dog et lille – måske stort – men i fortællingen: Sahara breder sig slet ikke …

Internationale undersøgelser foretaget af blandt andre danske forskere fra Københavns Universitet har i 30 år overvåget især Sahara fra rummet. De har samlet data fra den amerikanske satellitsensor AVHRR på NOAA-satellitterne hver dag, og billedet er entydigt, også i Sahel-området, der er et 6.000 kilometer bredt bånd tværs over Afrika i den sydlige overgang til Sahara:

»Den globale trend er, at ørkenområderne skrumper ind. Vegeta­tionen tager over, og det gælder især i Sahel-området. Det er forskere verden over enige om,« siger Rasmus Fensholt, lektor på Geografi på Københavns Universitet, der har bidraget til en stor international rapport om netop ørkenspredning i Sahel-området.

Den internationalt anerkendte forsker Andrew Warren fra University College London, der har over 30 års erfaring med ørkendannelse og erosion i Afrika, peger også på både australske og svenske undersøgelser, der viser, at ørkenen ikke breder sig:

»Ørkenspredning har været undersøgt i et utal af undersøgelser, og de seneste, jeg har set fra en arbejdsgruppe i Lund, kom til samme konklusion: Sahara spreder sig ikke,« siger Andrew Warren.

FN måler ørkener i kroner og øre

Men hvorfor fastholder FN så, at ørkenen spreder sig – og at den vil fortsætte med at sprede sig? Som f.eks. FN-organisationen FAO (UN Food and Agriculture Organisation) formulerer det i sin rapport om verdens naturressourcer: ‘Inden 2030 vil Afrika tabe to tredjedele af sin landbrugsjord til ørkenspredning, hvis der ikke gøres noget.’

Jo, nøglen til at forstå denne ‘misforståelse’ ligger i definitionen af ordet ørkenspredning, og hvordan man måler den spredning. Det engelske ord for ørkenspredning – som også bruges af FN – er desertification. Undersøgelser viser, at ordet er defineret på helt op til 100 forskellige måder verden over, men den mest gængse er ‘en proces, hvor frugtbart land omdannes til ørken’. FN’s definition er ikke langt fra denne. Overordnet lyder den: ‘forringelse af land i tørre, halvtørre og tørre sub-fugtige områder forårsaget af forskellige faktorer, heriblandt menneskelige aktiviteter og klimaændringer’.

Og hvor satellitforskerne måler desertification som udbredelsen af vegetation udtrykt – helt konkret – som antallet af grønne pixels på satellitbilleder, så måler FN’s ørkenkonvention UNCCD (United Nations Convention to Combat Desertification) det på en helt anden måde. Den måler nemlig på tre indikatorer: det økonomiske afkast af et stykke jord, jordens biodiversitet og udbredelsen af vegetation.

»Det er tre ret forskellige ting, som i nogle tilfælde ikke er sammenhængende. F.eks. vil omdannelsen af savanne til en plantage give et tab af biodiversitet, men en stigning i økonomi. Så pludselig er ordet ørkenspredning ikke så simpelt,« siger Rasmus Fensholt.

I en verden, hvor befolkningen langs Sahara bliver fordoblet hvert 20. år, udstiller FN’s ørkendefinition meget tydeligt, at landbrugsjorden bliver udpint og er for sparsom. Men det er helt misforstået, når det i medierne og i FN bliver koblet sammen med klimaændringer, lyder det fra satellitforskerne.

Grundlaget for at dyrke jorden er nemlig kun blevet bedre de seneste 30 år, og skal problemet løses, skal der fokus på det reelle problem: en stigende befolkning, der med kvæg udpiner jorden og dyrker den ineffektivt.

Når forskerne bruger NOAA-satellitterne til at fastslå, at ørkenen bliver grønnere, kan de dog intet sige om typen af vegetation. Med en opløsning på otte gange otte kilometer per pixel kan forskerne kun afgøre, om ørkenen bliver ‘grønnere’ – hvorvidt det grønne er ubrugelige græsarter eller værdifulde træer, siger billederne intet om.

Det gør den danske forsker Anne Mette Lykke fra Aarhus Universitet derimod. Hun har arbejdet 20 år i Sahel og har med egne øjne set ud over ørkenens kant – og der er ikke tale om frugtbar vegetation:

»Næsten alle vigtige træer, der bliver brugt til mad og medicin, er fældet, og vegetationen er for det meste domineret af græsser og buskagtig og tornet vegetation, der ingen værdi har,« siger hun.

Arter i tilbagegang er f.eks. Parkia-træer og Pteropus lucens, der bruges meget til huse og fremstilling af masker til turister. Årsagen er befolkningsvæksten, og hvor Sahels vegetation tidligere kun blev belastet af nomadernes kvæg, bliver den i dag flere steder udsat for konstant græsning fra kvæg tilhørende fastboere.

»Presset på de sidste naturområder er meget stort, også i nationalparker. Og de steder, hvor naturen er indhegnet, kan man se den blomstre fint. Så grundlaget for dyrkningen er der, men presset er for stort,« siger hun.

Vegetationen har bredt sig

Verdenssamfundets fokus på ørkenspredning startede for alvor i 1970’erne under store perioder med hungersnød, hvor flere bønder forlod Saharas randområder på grund af ørkenspredning – efter alle definitioner. I 1977 holdt FN sin første globale konference om voksende ørkener og herfra tog det fart.

Geograferne har desværre kun satellitdata 30 år tilbage, så deres første data tager altså udgangspunkt i slutningen af de store tørkeperioder. Siden da har vegetationen så bredt sig, men hvordan så det ud før 1980’erne?

»Vi har nedbørsdata fra blandt andet 1950’erne og 1960’erne, der viser, at det regnede langt mere lige før den store tørkeperiode. Så spørgsmålet er, om Sahara har brugt de sidste 30 år på at vende tilbage til sit udgangspunkt før 1980’erne. Meget tyder på det,« siger Rasmus Fensholt.

Flere steder langs Sahara er bønder vendt tilbage til tidligere golde områder. Det er især sket i Burkina Faso og Nigeria.

Mere CO2 øger planternes vækst

De sidste 30 år har vist en klar sammenhæng mellem udbredelsen af vegetation i Sahel-regionen og en øget mængde nedbør. Men nedbør er ikke hele forklaringen. Paradoksalt nok, har menneskets CO2-udledning også fået vegetationen til at brede sig.

»Mere CO2 får jo ikke kun den globale temperatur til at stige. Det er også til gavn for fotosyntesen, så planterne vokser hurtigere,« siger Rasmus Fensholt.

Andre forskere peger også på, at stigende temperaturer faktisk kan føre mere vegetation med sig, fordi varm luft kan indeholde større mængder fugtighed end kold luft. Den forklaring ligger blandt andet bag den tyske ørkengeolog Stefan Kröpelins forklaring på, hvorfor ørkenområderne i Sudan 1.000 f.v.t. var et frodigt landskab med fisk, krokodiller og landbrug.

Dengang var temperaturen nemlig høj og holdt bedre på fugten, der blev ført ind over landet fra havet. Men i takt med, at temperaturen dalede, tørrede floderne ud, og ørkenen spredte sig.

Ikke nødvendigvis positivt

Men Rasmus Fensholt advarer mod at tro, at vi nu bare skal spise røde bøffer, købe firehjulstrækkere og blæse på global opvarmning, fordi det er godt for plantevæksten.

»Hvis temperaturen bliver ved med at stige, så vil vandfordampningen på et tidspunkt ske så hurtigt, at fordelene ved øget nedbør og CO2-stigning bliver irrelevante,« siger Rasmus Fensholt, der ligesom Anne Mette Lykke advarer mod at tro, at livet er fint i Sahel.

Faktisk er de lokale beslutnings­tagere – med Rasmus Fensholts egne ord – ‘dødtrætte’ af at høre forskere som ham tale om den voksende vegetation, også kaldet greening.

»Selvom den på alle måder er bedre end ørkenspredning, er der masser af vegetation, som hverken kan spises af kvæg eller bruges på andre måder,« siger han.

I dag arbejder satellitforskerne på at supplere feltstudier med mere detaljerede billeder, der kan afsløre typen af vegetation i Sahel.

For to år siden offentliggjorde de amerikanske meteorologiske undersøgelser nemlig deres ellers kommercielle datasæt, som var højopløselige billeder af ørkenområder taget en til to gange om året. Med en opløsning på 30 gange 30 meter pr. pixel giver det i dag nye muligheder for, at forskerne kan bestemme, hvilken slags bevoksning der er vokset frem i Sahel-regionen. Og det kigger KU-forskerne nu på.

Danmarks arbejde med analyse af satellitbilleder kommer blandt andre Senegal til hjælp, hvor en del af Danmarks udviklingsbistand er gået til opbygningen af et miljøcenter, hvor senegaleserne nu selv kan analysere satellitbilleder og forudse svingninger i ressourcer som nedbør, kvæg og græs for at forberede sig på kommende hungersnød.

Danmark er kortlagt ned til mindste detalje – også i højden, hvor laserscanninger fra fly har afsløret terrænet. Men der er ikke helt styr på havdybden, i hvert fald ikke tættest på kysten, hvor skibe med ekkolod ikke kommer ind.

Det kan der nu rådes bod på, for netop herinde, hvor havet kun er op til cirka otte meter dybt, kan lyspulser fra en kraftig grøn laser om­ bord på et fly trænge ned til havbunden og op til flyet igen, hvor de reflekterede signaler kan opfanges af sensorer og efter en tur igennem computeren røbe havbundens kontur.

I Danmark blev metoden først afprøvet i april sidste år, hvor havbunden ud for 4,5 km af Nordsjællands kyst i omegnen af Rågeleje blev opmålt af ingeniørfirmaet Niras som led i et pilotprojekt på bestilling af Kystdirektoratet.

Siden har Niras brugt laser fra fly til at kortlægge den kystnære havbund i de områder, hvor der skal bygges broer over Storstrømmen og over Roskilde Fjord ved Frederikssund, så brobyggerne har tjek på havbundsforholdene.

For nylig er Vadehavet også blevet overfløjet, fortæller Laurids Rolighed Larsen, der er landinspektør hos Niras og leder arbejdet med opmåling af havbund:

»Vi har scannet Vadehavet i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet. De vil gerne vide, hvordan Vadehavet forandrer sig over tid,« fortæller han.

Klarer otte meter vand

Laserscanningen foregår ved at måle den tid, det tager, fra en laserpuls sendes af sted, til den reflekterede puls vender tilbage. Det lyder simpelt, men når det er havdybder, der skal opmåles, er det ikke helt enkelt.

Laserscanning fra fly bruges også over landjorden, og fra 2005 til 2007 blev hele Danmark kortlagt på den måde. De data er frit tilgængelige i Danmarks Højdemodel fra Geodatastyrelsen.

Højdemodellen er ved at blive opdateret, og Sjælland, Fyn, Langeland og Lolland-Falster er allerede blevet overfløjet igen. I efteråret kommer turen til Bornholm og den sydlige halvdel af Jylland, og i foråret 2015 kommer den nordlige del også med. Med otte gange tættere punkter bliver den nye model langt mere præcis end den gamle.

Her skal man nemlig tage hensyn til en lang række forhold, bl.a. at lyset bevæger sig langsommere igennem vand end gennem luft, og at lyset brydes i vandoverfladen.

Hvert sekund sendes 256.000 laserpulser mod havet, og efter en grundig analyse af de tilbagekastede signaler er resultatet 20-30 målepunkter pr. kvadratmeter på lavt vand – færre længere ude.

Det er nok til at identificere store sten, der ligger på havbunden, og kan være til fare for søfarten, så laser­opmålingen kan altså give mere præcise søkort og dermed større navigationssikkerhed.

Metoden kan også bruges, når der skal lægges planer for kystbeskyttelse – her skal man kende bundforholdene, hvis man for eksempel skal finde ud af, hvordan man bedst sandfodrer.

Med den grønne laser kan man måle vanddybder med en præcision på plus/minus fem centimeter, og metoden fungerer også over land. Det betyder, at vandløb og brinker kan opmåles, så man får et bedre overblik over vandløbenes tilstand.

»En opmåling af de kystnære hav­områder kunne få stor akademisk betydning, for eksempel inden for biologi og arkæologi« siger Laurids Rolighed Larsen.

»Metoden kan udvikles, så man kan identificere sådan noget som ålegræs og muslingebanker, og man kan også forestille sig, at marine­arkæologer kan bruge de præcise data til at opdage undersøiske fortidsminder.«

Danmark er kortlagt ned til mindste detalje – også i højden, hvor laserscanninger fra fly har afsløret terrænet. Men der er ikke helt styr på havdybden, i hvert fald ikke tættest på kysten, hvor skibe med ekkolod ikke kommer ind.

Det kan der nu rådes bod på, for netop herinde, hvor havet kun er op til cirka otte meter dybt, kan lyspulser fra en kraftig grøn laser om­ bord på et fly trænge ned til havbunden og op til flyet igen, hvor de reflekterede signaler kan opfanges af sensorer og efter en tur igennem computeren røbe havbundens kontur.

I Danmark blev metoden først afprøvet i april sidste år, hvor havbunden ud for 4,5 km af Nordsjællands kyst i omegnen af Rågeleje blev opmålt af ingeniørfirmaet Niras som led i et pilotprojekt på bestilling af Kystdirektoratet.

Siden har Niras brugt laser fra fly til at kortlægge den kystnære havbund i de områder, hvor der skal bygges broer over Storstrømmen og over Roskilde Fjord ved Frederikssund, så brobyggerne har tjek på havbundsforholdene.

For nylig er Vadehavet også blevet overfløjet, fortæller Laurids Rolighed Larsen, der er landinspektør hos Niras og leder arbejdet med opmåling af havbund:

»Vi har scannet Vadehavet i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet. De vil gerne vide, hvordan Vadehavet forandrer sig over tid,« fortæller han.

Klarer otte meter vand

Laserscanningen foregår ved at måle den tid, det tager, fra en laserpuls sendes af sted, til den reflekterede puls vender tilbage. Det lyder simpelt, men når det er havdybder, der skal opmåles, er det ikke helt enkelt.

Laserscanning fra fly bruges også over landjorden, og fra 2005 til 2007 blev hele Danmark kortlagt på den måde. De data er frit tilgængelige i Danmarks Højdemodel fra Geodatastyrelsen.

Højdemodellen er ved at blive opdateret, og Sjælland, Fyn, Langeland og Lolland-Falster er allerede blevet overfløjet igen. I efteråret kommer turen til Bornholm og den sydlige halvdel af Jylland, og i foråret 2015 kommer den nordlige del også med. Med otte gange tættere punkter bliver den nye model langt mere præcis end den gamle.

Her skal man nemlig tage hensyn til en lang række forhold, bl.a. at lyset bevæger sig langsommere igennem vand end gennem luft, og at lyset brydes i vandoverfladen.

Hvert sekund sendes 256.000 laserpulser mod havet, og efter en grundig analyse af de tilbagekastede signaler er resultatet 20-30 målepunkter pr. kvadratmeter på lavt vand – færre længere ude.

Det er nok til at identificere store sten, der ligger på havbunden, og kan være til fare for søfarten, så laser­opmålingen kan altså give mere præcise søkort og dermed større navigationssikkerhed.

Metoden kan også bruges, når der skal lægges planer for kystbeskyttelse – her skal man kende bundforholdene, hvis man for eksempel skal finde ud af, hvordan man bedst sandfodrer.

Med den grønne laser kan man måle vanddybder med en præcision på plus/minus fem centimeter, og metoden fungerer også over land. Det betyder, at vandløb og brinker kan opmåles, så man får et bedre overblik over vandløbenes tilstand.

»En opmåling af de kystnære hav­områder kunne få stor akademisk betydning, for eksempel inden for biologi og arkæologi« siger Laurids Rolighed Larsen.

»Metoden kan udvikles, så man kan identificere sådan noget som ålegræs og muslingebanker, og man kan også forestille sig, at marine­arkæologer kan bruge de præcise data til at opdage undersøiske fortidsminder.«

[View the story “Se billederne: En brandfarlig Kulturnat i IDA-huset” on Storify]

[View the story “Se billederne: En brandfarlig Kulturnat i IDA-huset” on Storify]

Biologer og ingeniører fra amerikanske universiteter er gået sammen om at finde principper for optimal bevægelse i sand.

Det har gjort det muligt at udvikle robotter, der kan kravle op ad stejle sandskrænter ved at benytte samme metoder, som anvendes af klapperslanger.

Som alle ved, er bevægelse i sand meget vanskelig, da sand er et materiale, der glider og flyder næsten som en væske.

I en artikel i Science beskriver Daniel Goldman fra Georgia Institute of Technology i Atlanta sammen med ni kolleger, hvordan Crotalus cerastes – en klapperslange der findes i den sydvestlige del af USA – flytter sig fremad sig i s-formede bevægelser.

En række forsøg ved den zoologiske have i Atlanta bl.a. med sand hentet fra Yuma-ørkenen i Arizona viste, at når den amerikanske klapperslange elegant kan krydse gennem ørkenen og bevæge sig op ad stejle skrænter skyldes det, at den kan øge længden af den del af sin krop, der er i kontakt med sandet.

Når slangerne bevægede sig fremad i sand uden hældning var omkring 30 pct. af kroppen i kontakt med sandet hele tiden – når de bevægede sig op ad en 20 grader hældning galdt det omkring 45 pct.

Den del af kroppen, der ikke var i kontakt med sandet, var tydeligt løftet op over sandet. Den maksimale hældning for den pågældende sandtype var 27 grader.

Andre slanger, der ikke udnytter den s-formede bevægelse, kan ikke udnytte dette princip, og de vil rutsje ned ad sandskrænten, når hældningen bliver for stor.

Et alternativ til denne metode til at opnå bedre kontakt med sandet ville være for slangerne at grave sig dybere ned i sandet. Men det er mere energikrævende.

Slangerobotten

Forskere fra Carnegie Mellon University, der er medforfattere til den videnskabelige artikel, har udnyttet denne viden til at designe en slangerobot, der kan kravle op ad sandskrænter med en hældning, der er meget tæt på den størst mulige.

Både slanger og robotter kravler langsommere opad end ligeud, men forskerne tillægger dette forskellige årsager.

Når slangerne sætter hastigheden ned, skyldes det en nedgang i frekvensen af de s-formede bevægelser, der kan hænge sammen med begrænsninger i musklerne.

Når robotterne bevæger sig langsommere opad, skyldes det, at afstanden mellem de s-formede spor i sandet bliver mindre, når robotten kravler opad, end når den bevæger sig lige ud.

I denne video forklarer forskerne om deres undersøgelser og deres robotdesign: