Category Archives: computer

Fysisk træning er ikke alene godt for helbredet. Den resulterende sved kan også bruges til at oplade små biobatterier og dermed strømforsyne små elektroniske enheder.

Det fremgår af en præsentation på 248th National Meeting & Exhibition of the American Chemical Society i San Francisco af Wenzhao Jia fra Joseph Wangs forskningsgruppe ved University of California, San Diego.

Forskergruppen havde i første omgang sat sig for at udvikle en simpel sensor, der kan måle indholdet af laktat i sved. Laktat er den korresponderende base til mælkesyre (C3H6O3).

Sportsfolk overvåger deres laktatniveau under træning, og læger tjekker for unormalt høje laktat-niveauer hos bl.a. patienter med hjerte- eller lungesygdomme.

De eksisterende metoder er dog baseret på blodprøver og derfor relativt besværlige at bruge i praksis.

En midlertidig tatovering på overarmen

Wenzhao Jia har udviklet en fleksibel laktat-sensor, der kan overføres til kroppen som en midlertidig tatovering.

Sensoren indeholder et enzym, som fjerner elektroner fra laktat, og derved genererer en svag strøm.

Forskerne påførte sensoren på overarmen af 10 raske forsøgspersoner og lod dem motionere i en halv time på en motionscykel. Herved kunne forskerne følge, hvordan laktat-niveauet ændrede sig over tid og varierede med intensiteten af det udførte arbejde.

Dernæst fremstillede de et biobatteri, hvis anode består af enzymet, som tapper elektroner fra laktat, og hvis katode bestod af et molekyle, som gerne modtager elektroner.

15 forsøgspersoner afprøvede biobatteriet. Jo dårligere form forsøgspersonerne havde, jo mere svedte de, og des højere effekt kunne de generere.

Den maksimale effekt, der blev genereret var 70 mikrowatt per kvadratcentimeter hud.

Da elektroden kun har en størrelse på 2-3 mm, gav det en effekt på 4 mikrowatt,

»Det er for lidt til at drive et ur, som behøver mindst 10 mikrowatt,« indrømmer Wenzhao Jia.

Forskerne vil derfor nu forske videre i at generere højere effekt og lagre energien til senere brug.

Joseph Wang påpeger dog, at dette kun er det første eksempel på en elektrokemisk hudsensor og tilhørende batteri og fremhæver, at teknikken potentielt kan videreudvikles til en lang række anvendelser.

På denne video forklarer universitetet mere om perspektiverne i den nye forskning.

»Jeg ved godt, at det ikke er politisk korrekt at sige … Men det hele kan jo ikke gå op i vindmøller. En borerig har en praktisk betydning. Vi holder ikke op med at bruge olie dagen efter i morgen.«

Sætningen smælder i luften, der er tyk af lugten af varm olie, men brydes hurtigt af den metalliske lyd af jern mod jern og mågeskrig. Afsenderen, projektleder Erik Jensen, går roligt gennem Lindø Industripark, mod jack-up boreriggen Mærsk Gallant, der med sine 16.000 ton og tre ben tårner sig op mod solen.

Som på en myretue myldrer mænd omkring på den store stålkonstruktion for at sikre den en ti år længere levetid.

Den omfattende renovering har bestået af intet mindre end 220 delopgaver og har krævet 500 mands arbejdskraft fra projektets start i maj. Under Ingeniørens besøg er 150 mand i gang med den sidste finjustering af riggen.

Sveden løber fra plastikremmen i den grønne hjelm og ned i mine øjne. Verden er blevet en fedtet størrelse set gennem et par sikkerhedsbriller, og jeg har en klar følelse af at være i min egen private sauna i form af sikkerhedssko, handsker og en tyk brandsikker kedeldragt i str. ‘Mand’.

Mændene omkring mig går rundt i samme massive udstyr. De ligner en flok børn i flyverdragter, der er på vej ud i en kold januarnat. Men kalenderen siger juli, varmen bølger over asfalten og termometret banker mod de 30 grader. Flyverdragtholdet har arbejdet i lidt over 70 dage, da jeg besøger dem, og i dag er boreriggen på vej tilbage mod Nordsøen ud for Norge for at tjene penge.

»Når den er her, borer den jo ikke. Riggen tjener op mod 400.000 dollars (2,2 mio. kr., red.) i døgnet, når den borer, så hver dag, den ligger her på Fyn, tabes der penge,« siger Erik Jensen og smiler sit rolige smil.

Vejen ind i stålmyretuen

Med projektlederens to do-liste er det svært at fatte, hvor roen kommer fra. Mærsk Gallant får ny borekabine med opdateret software, ny kran, ny dieselgenerator, opgradering af beboelsesområdet fra 100 til 120 personer, nymalede overflader, renoverede ben, nye redningsbåde og en rutinerenovering af alt andet udstyr om bord. Årsagen til den gigantiske renovering er ifølge projektlederen ikke slid, men myndighedskrav.

Ultra Harsh Environment jack-up drilling-rig med tre ben på 148,5 meter.

Kan stå på havet året rundt i en vanddybde på 120 meter.

Består af 6 dæk, kan huse 120 mand og har en helikopterlandingsplads.

Fuldt funktionsdygtig til High Pressure/High Temperature-opgaver.

Automatisk og støvfrit kemisk mixer-system, digitalt drilling-system og dual mud-system med en kapacitet på 5.000 tønder.

Renoveringen af riggen på Fayard-værftet i Odense har krævet 500 mands arbejdskraft 12 timer i døgnet siden starten af maj 2014.

Bygget hos Far East Levingston Shipbuilding i 1993 og har arbejdet i Nordsøen lige siden.

»Norsk lovgivning stiller hele tiden større krav, og det må man rette sig efter. De nye tilføjelser er derfor sat op, ikke fordi de gamle ikke virkede, men fordi man går op i arbejdsmiljø og helse. Hvis man kan få noget, der ikke støjer så meget, så skal man installere det. De fire nye redningsbåde er også et krav, og den nye kran ved bagbord er kommet til, fordi der er krav om, hvor hurtigt og hvor langt den skal nå ud,« siger Erik Jensen.

Når han siger redningsbåde, er der tale om noget, der minder om store orange ubåde med plads til 75 mand pr. båd. Jeg kommer forbi alle elementerne på min rejse ind i stålmyretuen. Gangene er smalle, og pladsen er, hvad man i bolig­annoncer ville kalde ‘godt udnyttet’.

Blandt de større job møder vi også en 600 volt strømtavle med DC-drev, der er 15 meter lang og minder om et kontrolrum på et sci-fi-fly. En mand står svedende foroverbøjet og piller ved en printplade.

Erik Jensen leder vejen videre forbi den nye generator, der nu bringer antallet af hovedgeneratorer op på seks. De drives af dieselmotorer, og dunsten taler for sig selv. Som en orange, gennemsvedig kegle bevæger jeg mig sikkert efter projektleden til det rum, jeg har set mest frem til at opleve: drilling-kontrolrummet.

Rummet ligner broen på et skib, med store glasvinduer i fronten og på taget. Men det ligger ikke med havudsigt. I stedet kigger kontrolrummet indad i riggens mave. En dansker og en nordmand stirrer skiftevis op gennem glasloftet og ned på det dæksel, der indrammer hullet, hvor boret sænkes ned. En engelsk mand af indisk udseende roder ved en computerskærm.

I midten står to stole, der mest af alt ligner noget, man får en rodbehandling i. For enden af hvert armlæn er der en joystick og en skærm – og selvom jeg ikke er computernørd, kribler det lidt i håndfladerne. Det ligner det ultimative spil. Men jeg ved godt, at det ikke er en leg, når det tonstunge bor skal sænkes ned i havbunden på jagt efter olie.

»Det tidligere kontrolrum var 21 år gammelt, og man skulle flytte sig meget for at nå de forskellige knapper. Her kan man sidde tilbagelænet og styre boret med joysticks og touchskærme, og systemet er selvfølgelig udstyret med ny software,« fortæller Erik Jensen.

Jeg kigger nysgerrigt på skærmene for enden af stolene, og den engelske mand, der er specialist i drilling-kontrolsystemer, viser mig, hvordan man let kan trykke på skærmen og manøvrere rundt.

»Is it a sensitive system?« spørger jeg.

Manden trækker på skuldrene og svarer:

»No, but it’s tricky.« Det er underforstået, at jeg ikke skal tro, at man kan sætte sig ned og styre maskineriet, bare fordi man er god til ‘Counterstrike’.

Håndværk af en særlig støbning

Som vi nærmer os slutningen på rundturen, er det svært ikke at sende et lille beundrende blik i den garvede projektleders retning. Hvis jeg ikke når deadline, skubber redaktionen historien, uden at verden kollapser. Hvis Erik Jensen misser deadline, mister han et svimlende beløb hver evig eneste dag.

Men han er rolig. Mere rolig end de fleste, der har brugt halvandet år på at planlægge et projekt, der nu er ved at være afsluttet for hans vedkommende.

Men noget tyder på, at han har truffet det rette valg, da det blev besluttet, at renoveringen skulle foregå på Fyn. Den korte afstand fra Norge til Danmark er attraktiv tidsmæssigt, og værftet Fayard kom med det bedste bud rent økonomisk. Men det er ingen hemmelighed, at projektets budget er kravlet op mod de 100 millioner dollars, svarende til ca. 550 millioner kroner.

»Det gamle Lindøværft har både plads, værksteder og kraner, så det vejede tungt, da vi skulle beslutte, hvor vi ville opdatere riggen. Her har vi meget mere hånd i hanke med det, fordi alt kan foregå her, og vi ikke skal bruge tid på at vente unødigt,« konstaterer Erik Jensen.

Tid er penge. Det er den vigtigste lektie, denne journalist har lært på rundvisningen på Mærsks ‘metalmastodont’ Gallant.

Da vi forlader riggen, er det som at forlade et lille minisamfund – et samfund, der bliver endnu mere isoleret af havets bølger om kort tid. 50 Mærsk-mænd vil blive fast inventar på riggen ude på havet, hvor de får selskab af op mod 70 specialister, som de norske ‘lejere’ af riggen bidrager med.

Noget tyder på, at de små havsamfund, der graver efter sort flydende guld, ikke forsvinder i morgen – præcis som Erik Jensen sagde. I de kommende år vil Mærsk nemlig ansætte 3.000 mand til Maersk Drilling.

Hvor det forrige blog-indlæg omhandlede Google maps, så er det også interessant at se hvad Google mener jeg har interesser i.

På http://www.google.com/settings/ads er der lidt interessant læsning for mig (I har nok tilsvarende)

At der i listen over hvad Google mener jeg interesserer mig for står “Beauty og Fitness” er ikke lige hvad jeg ville sætte på listen, men det interessante er delen “Intelligence & Counterterrorism”. Jeg har ledt efter en del artikler om Edward Snowden og åbenbart er det logget som om at jeg er interesseret i terrorisme-aktiviteter.
Godt så…

Tilsvarende søgning kan laves fra min mobil-telefon og listen er ikke den samme.

Hvad der bekymrer mig mere er hvor mange hjemmesider, der er koblet til Google systemer. Har jeg kigget på tilbehør til mig kamera, så bliver jeg oftest spammer med reklamer på andre hjemmesider – netop for disse varer. Google har klart et meget skarpere billede af mig – end hvad jeg kan se på http://www.google.com/settings/ads

Det er vist meget interessant at vide i hvor høj grad Amazon, Google, Facebook osv synkroniserer deres informationer om os. Er der nogen af jer som ved mere om dette?

Dette billede rammer 100% min vurdering

/pto

Flere af mine venner på Facebook postede tilsammen en del Google-information, som er værd at samle op på her.
Jeg har delt de to historier i to blog-indlæg – dette og et andet (tryk her for at læse med).

Jeg bruger Google maps ret så ofte, især til at undgå at køre mod et sted hvor man kører for langsomt f.eks. ved ulykker.
Google maps på min Android mobil har jamret om at jeg bør tillade “Placeringrapporter”, og jeg har ikke tænkt mere over dette da jeg tillod det.

Det har en side-effekt, som jeg slet ikke bryder mig om. Selvom jeg ikke har haft Google maps kørende hele tiden, så logger programmet alligevel jævnligt min placering til Googles servere. På hjemmesiden https://maps.google.com/locationhistory kan man selv se hvor mobilen har været. Bemærk bla. at jeg har en tur til Malmø, hvor Google maps ikke var tændt, men turen er logget.

Man kan på samme hjemmeside slette egen historie, men mon ikke det reelt kun sletter min egen adgang til at se placeringsdata.
Der er en lille ekstra “twist” på denne del-historie: Hvis jeg på min Android har slettet at Google har adgang til min “Placering”, så kan Placeringsrapportering i en lavere undermenu stadig godt være sat til. Tak for dette…

/pto

I forrige blogindlæg ridsede jeg det historiske forhold imellem person-identitet og statsmagt op.

Som vi så var stort set alle identifikationssystemer baseret på hvad man idag vil kalde “ihændehaverbeviser”, selvauthenticerende dokumenter som den identificerede person bare kunne forevise og som normalt ikke krævede kontra-kontrol.

Problemet med disse selv-authenticerede dokumenter er at det er meget svært for maskiner at checke deres authencitet.

Tag pengeseddler som eksempel, de er også selv-authenticerende dog ikke for personidentifikationsformål.

Det er faktisk først i de seneste 10 år det er lykkedes at lave computerløsninger der kan afsløre falske pengeseddler bedre, billigere og hurtigere end en banks kassemedarbejder kunne, fordi det er en “fuzzy vision” opgave.

En pengeseddel mister ikke sin gyldighed fordi den har været foldet som papirfly eller sangskjuler, været håndvasket, fået en kaffering på en café eller bare været brugt så mange gange at den er ved at falde fra hinanden. Kun hvis den er trykt noget andet sted end Nationalbankens Trykkeri duer den ikke.

Da man centraliserede landets skatteindkrævning med “kildeskatten” i 1960erne, opstod der et identifikationsproblem imellem Peter Hansen, Peter Hansen og Peter Hansen og blandt mange andre overvejelser i den forbindelse, var at udstede en eller anden form for computerlæsbart selv-authenticerende ihændehaverbevis til borgerne til formålet. Et “borgerkort”.

Det blev dog relativt hurtigt opgivet, idet der ingen måde fandtes at gøre det både maskinlæsbart og selv-authenticerende på samme tid — assymetrisk kryptografi var endnu ikke i værktøjskassen.

I stedet nøjedes man med at tildele alle borgere et unikt numerisk mellemnavn som Det Centraler Person Register holdt styr på. Alle ID/AUTH problemer kørte videre som de hele tiden havde gjort: Personligt fremmøde foran offentligt ansatte der kendte alle i kommunen.

Det næste led i “rationaliseringen” af administrationsapparated var kommunalreformerne der fra 1965 til 1970 reducerede antallet af administrative enheder fra 1345 til 277 — fra 3500 borgere til 18000 borgere per enhed i gennemsnit.

De tre teknologier der gjorde denne kommunalreform mulige var privatbilen, telefonen og CPR nummeret.

Telefonen betød at personligt fremmøde ikke altid var nødvendigt for trivielle sagstrin, privatbilen gjorde turen acceptabel når det var og CPR nummmeret skiftede, uden at nogen tænkte ordentligt over de langsigtede konsekvenser, rolle fra ID til AUTH: Hvis man kontaktede kontoret, angav et navn og et personnummer der passede sammen, åbnede pandoras æske.

Som authentification er CPR nummeret elendigt, men et ihændehaverbevis på personidentitet ville have krævet at der altid var personligt fremmøde og medføre en umængde af fuldmagter, så CPR blev til AUTH og det virkede nogenlunde, folk kunne godt forstå at de skulle holde det hemmeligt.

Loven om folkeregistrering, fik i 1968 indskrevet bestemmelserne om CPR, loven var herefter på ialt 86 linier og 1076 ord.

Lovens §3 svarer præcis på det der idag er kernespørgsmålet for designet af NEMID2: Hvilke spørgsmål er det staten er villig til at besvare om sine borgere, til hvem og på hvilke betingelser vil de svare:

§ 3. Fra det centrale personregister (CPR) kan til private personer og virksomheder m. v., der forud over for registret kan identificere en bestemt person, videregives følgende oplysninger om vedkommende person:

1) navn

2) stilling

3) adresse, med mindre denne er beskyttet, og

4) oplysning om, at personen er umyndiggjort, afgået ved døden, forsvundet eller er udvandret af landet.

Stk. 2. Andre oplysninger om en forud identificeret person kan kun videregives til private, såfremt vedkommende person eller virksomhed m. v. kan godtgøre at have retlig interesse i at få den pågældende oplysning.

Stk. 3. På vilkår, der fastsættes i hvert enkelt tilfælde, kan der mod vederlag gives tilladelse til, at erhvervsvirksomheder fra det centrale personregister (CPR) får de i stk. 1 angivne data eller løbende ændringer i disse for en større afgrænset kreds af personer, der enkeltvis forud er identificeret over for registret. Forinden sådan tilladelse gives, skal der indhentes en udtalelse fra det i lov om offentlige myndigheders registre omhandlede registertilsyn. Tilladelsen kan til enhver tid tilbagekaldes. Det er en betingelse, at oplysningerne udelukkende skal bruges i konkrete retsforhold og ikke til etablering af relationer, som ikke eksisterer i forvejen, samt at modtagne oplysninger kun må videregives til private personer eller andre erhvervsvirksomheder, såfremt det udtrykkeligt er fastsat i vilkårene. I vilkårene skal i øvrigt fastsættes de nærmere betingelser for udleveringen og brugen af oplysningerne samt betalingen herfor.

I 2013 fylder Loven om CPR registeret 628 linier og 8729 ord, vel at mærke uden indholdsfortegnelsen og bilag 1 og den indeholder ikke en tilsvarende klar og tydelig beskrivelse af hvad der foregår.

Tværtimod, loven er idag et morads af mere eller mindre snævre undtagelser til undtagelsers og vage formuleringer og ingen vil kunne afgøre det præcise omfang af CPR nummerets rækkevidde uden advokatbistand.

Computere gør komplexe ting muligt og intet sted ser man det mere tydeligt end i lovgivningen.

Grunden til at det gik sådan er naturligvis at når først man havde CPR nummeret var det fristende at bruge det. Pengeinstitutterne fik besked på at få et CPR nummer på alle konti. Forsikringsselskaber fik besked på at få et CPR på alle policer. Skifteretterne skulle have et på hvert skøde. osv. osv.

Gradvist skal flere og flere have adgang til CPR nummeret og tilsvarende gradvist bliver det en ringere og ringere authenticator som flere og flere, f.eks privatdetektiver og sladderbladsjournalister prøver at misbruge.

Det førte også til en følelse af at man som borger ikke havde nogen anden identitet end sit CPR nummer og en generel fremmedgørelse i forhold til “systemet”, der kulminerede med Kim Larsens LP 231045-0637.

Kilder i pladebranchen påstår at “CPR-stuntet” blandt andet var for at få “lukket” hans CPR nummer så “visse personer” ikke kunne snage i hans personlige og økonomiske forhold.

Med den totalitarisme der indtræder efter terrorangrebet på New York i 2001 går det helt grassat, nu skal alle SIM kort, alle pengeoverførsler og en masse andre ligegyldige ting alle sammen være personhenførbare, altsammen i terrorbekæmpelsens hellige navn.

Efter “Strukturreformen” i 2007 er der 30-40.000 borger per kommune og CPR nummeret er for længt ubrugeligt som authentication.

Syv år senere ser det, efter at civile ulydighedsaktioner har afsløret CPR nummeret på stort set alle MF’er, endelig ud til at dette bliver udmøntet i lovgivning.

Fortsættes…

phk

‘Vi kan med glæde annoncere færdiggørelsen af ​​Flyspeck-projektet, der har givet et formelt bevis for Keplers formodning.’

Sådan blev det i søndags meddelt på Flyspeck-projektets hjemmeside.

Meddelelsen er ikke nogen stor overraskelse, men den er banebrydende.

Den fjerner nemlig ikke kun en lille tvivl om et bevis fra 1998, men baner vejen for, at computere foruden at kunne bruges til at udarbejde matematiske beviser også kan bruges til at tjekke matematiske beviser – tilmed bedre end noget menneske er i stand til.

Tvivlen, der er nu er fjernet, drejer sig som nævnt om det bevis, som amerikaneren Thomas Hales i 1998 gav for Keplers formodning fra 1611 om, at den tætteste måde til at pakke appelsiner, kanonkugler eller andre sfæriske objekter er at lægge den i den velkendte grønthandlerstabel.

Ved denne form for pakning vil en andel på pi/sqrt(18)= 0,74048 af rumfanget være kugler, mens resten er luft.

300 sider og 187.000 linjer kode

Til trods for, at beviset lå færdigt i 1998, var det først i 2005, at Annals of Mathematics offentliggjorde det.

Det skete, efter at en gruppe matematikerne var kommet til enighed om, at beviset nok var mindst 99 pct. korrekt, men at de ikke kunne garantere for alle de computerberegninger, der indgik i beviset.

Hales bevis var på 300 sider tekst og 187.000 linjer kode.

Det gik i store træk ud på at bevise formodningen ved en modstrid. Hales antog, at der fandtes en pakning af kuglerne, der havde en tæthed større end pi/sqrt(18) og viste, at dette førte til en modstrid. Derfor måtte den oprindelige antagelse være forkert.

Vejen til et formelt bevis

Allerede i 2003 satte Hales sig for sammen med flere af sine ph.d.-studerende og samarbejdspartnere at lave et formelt bevis, som ikke alene baserer sig på computerberegninger, men som også kan tjekkes med computerberegninger.

Det sidste er rent faktisk muligt med diverse matematiske hjælpeværktøjer.

Hales nye FPK-projekt (Formal Proof of Kepler conjuncture) skulle have et kort navn, hvor bogstaverne fpk kom i den rigtige rækkefølge. Valget faldt på ‘flyspeck’ eller fluelort på dansk.

Ved annonceringen af Flyspeck i 2003 var det Hales’ vurdering, at det kunne tage op til 20 år blive færdig.

Men efter at beviset nu er omskrevet til 300 sider ny tekst og kun 10.000 programlinjer, er det blevet tjekket med hjælpeværktøjerne HOL Light og Isabelle.

Opgaven har helt konkret bestået i at tjekke rigtigheden af mere end 23.000 uligheder.

Det har taget 5.000 processortimer eller omkring 156 timer i parallel på 32 kerner at nå frem til at eftervise rigtigheden af disse uligheder.

Chefprogrammøren for projektet, Alexey Solovyev fra University of Utah, gav i maj dette år en timelang beskrivelse af projektet under et besøg hos Microsoft. En beskrivelse, som der findes en videooptagelse af.

Fagfællebedømmelse kan være passé

Thomas Hales siger til New Scientist, at teknologien nu kan betyde et farvel til fagfællers vurdering i verifikationsprocessen (peer review).

‘Deres mening om korrektheden af et bevis har ikke længere nogen betydning,’ siger han.

Professor emeritus i matematik ved DTU Vagn Lundsgaard Hansen har tidligere over for Ingeniøren beskrevet processen med at acceptere et nyt omfattende matematisk bevis på denne måde.

»Kravet til et matematisk bevis er, at velmeriterede matematikere accepterer og anerkender beviset. Jo flere matematikere, der har mulighed for at sætte sig ind i beviset og kontrollere dets holdbarhed, jo bedre«.

Alan Bundy fra University of Edinburgh, UK, der ikke har været involveret i projektet, tilføjer, at han håber, at Flyspecks succes vil inspirere andre matematikere til at bruge hjælpeværktøjer til deres beviser.

»Dette eksempel kan blive normen i fremtiden,« siger han.

Gennem flere år har en række virksomheder arbejdet på at lave skærme, der danner farver ved hjælp af såkaldte kvanteprikker.

3M har nu udviklet en polymerfilm, der kan beskytte kvanteprikkerne mod at blive nedbrudt, når de udsættes for vand og ilt.

Det er forudsætning for at gøre kvanteprikteknologien til en kommerciel succes, forklarer Eric Nelson fra 3M, som for nylig fremlagde resultatet på 248th National Meeting & Exposition of the American Chemical Society i San Francisco.

Samsung er et af de firmaer, som gennem flere år har arbejdet på at udvikle skærme baseret på kvanteprikker. For tre år siden præsenterede de en fire tommers skærm.

Renere farver

En LCD-skærm anvender filtre til at producere de farver, som kan ses på skærmen. Det betyder, at man ikke danner helt rene farver.

»Det er eksempelvis svært at få roser til at se meget røde ud på en konventionel LCD-skærm,« siger Eric Nelson.

I en skærm baseret på kvanteprikker dannes farverne direkte i nanometerstore krystaller (kvanteprikkerne), når de belyses bagfra med lys med lav bølgelængde – typisk blåt lys med en bølgelængde omkring 450 nm.

Afhængig af kvanteprikkernes størrelse – som ligger på mellem 2 og 6 nanometer – omsættes dette til lys ved højere bølgelængder (grønt og rødt) i kvanteprikken.

3M får deres kvanteprikker fra firmaet Nanosys, der har beskrevet deres teknologi mere indgående i et whitepaper.

Polymerfilm holder vanddamp ude

For at undgå, at kvanteprikkerne skal nedbrydes ved kontakt med vand eller ilt, skal de dog indkapsles.

3M har udviklet en teknik, der indkapsler kvanteprikkerne mellem to lag polymerfilm, og hvor en coating giver yderligere beskyttelse.

Organiske lysdioder (OLED) er en anden teknologi, som giver flotte farver, men 3M forventer, at den nye QDEF-teknologi (quantum dot enhancement film) vil være meget billigere at producere. I forhold til konventionelle LCD-skærme vil QDEF-skærme dog være dyrere. På sigt vil omkostningerne dog kunne sænkes, vurderer 3M.

‘Vi kan med glæde annoncere færdiggørelsen af ​​Flyspeck-projektet, der har givet et formelt bevis for Keplers formodning.’

Sådan blev det i søndags meddelt på Flyspeck-projektets hjemmeside.

Meddelelsen er ikke nogen stor overraskelse, men den er banebrydende.

Den fjerner nemlig ikke kun en lille tvivl om et bevis fra 1998, men baner vejen for, at computere foruden at kunne bruges til at udarbejde matematiske beviser også kan bruges til at tjekke matematiske beviser – tilmed bedre end noget menneske er i stand til.

Tvivlen, der er nu er fjernet, drejer sig som nævnt om det bevis, som amerikaneren Thomas Hales i 1998 gav for Keplers formodning fra 1611 om, at den tætteste måde til at pakke appelsiner, kanonkugler eller andre sfæriske objekter er at lægge den i den velkendte grønthandlerstabel.

Ved denne form for pakning vil en andel på pi/sqrt(18)= 0,74048 af rumfanget være kugler, mens resten er luft.

300 sider og 187.000 linjer kode

Til trods for, at beviset lå færdigt i 1998, var det først i 2005, at Annals of Mathematics offentliggjorde det.

Det skete, efter at en gruppe matematikerne var kommet til enighed om, at beviset nok var mindst 99 pct. korrekt, men at de ikke kunne garantere for alle de computerberegninger, der indgik i beviset.

Hales bevis var på 300 sider tekst og 187.000 linjer kode.

Det gik i store træk ud på at bevise formodningen ved en modstrid. Hales antog, at der fandtes en pakning af kuglerne, der havde en tæthed større end pi/sqrt(18) og viste, at dette førte til en modstrid. Derfor måtte den oprindelige antagelse være forkert.

Vejen til et formelt bevis

Allerede i 2003 satte Hales sig for sammen med flere af sine ph.d.-studerende og samarbejdspartnere at lave et formelt bevis, som ikke alene baserer sig på computerberegninger, men som også kan tjekkes med computerberegninger.

Det sidste er rent faktisk muligt med diverse matematiske hjælpeværktøjer.

Hales nye FPK-projekt (Formal Proof of Kepler conjuncture) skulle have et kort navn, hvor bogstaverne fpk kom i den rigtige rækkefølge. Valget faldt på ‘flyspeck’ eller fluelort på dansk.

Ved annonceringen af Flyspeck i 2003 var det Hales’ vurdering, at det kunne tage op til 20 år blive færdig.

Men efter at beviset nu er omskrevet til 300 sider ny tekst og kun 10.000 programlinjer, er det blevet tjekket med hjælpeværktøjerne HOL Light og Isabelle.

Opgaven har helt konkret bestået i at tjekke rigtigheden af mere end 23.000 uligheder.

Det har taget 5.000 processortimer eller omkring 156 timer i parallel på 32 kerner at nå frem til at eftervise rigtigheden af disse uligheder.

Chefprogrammøren for projektet, Alexey Solovyev fra University of Utah, gav i maj dette år en timelang beskrivelse af projektet under et besøg hos Microsoft. En beskrivelse, som der findes en videooptagelse af.

Fagfællebedømmelse kan være passé

Thomas Hales siger til New Scientist, at teknologien nu kan betyde et farvel til fagfællers vurdering i verifikationsprocessen (peer review).

‘Deres mening om korrektheden af et bevis har ikke længere nogen betydning,’ siger han.

Professor emeritus i matematik ved DTU Vagn Lundsgaard Hansen har tidligere over for Ingeniøren beskrevet processen med at acceptere et nyt omfattende matematisk bevis på denne måde.

»Kravet til et matematisk bevis er, at velmeriterede matematikere accepterer og anerkender beviset. Jo flere matematikere, der har mulighed for at sætte sig ind i beviset og kontrollere dets holdbarhed, jo bedre«.

Alan Bundy fra University of Edinburgh, UK, der ikke har været involveret i projektet, tilføjer, at han håber, at Flyspecks succes vil inspirere andre matematikere til at bruge hjælpeværktøjer til deres beviser.

»Dette eksempel kan blive normen i fremtiden,« siger han.

Gennem flere år har en række virksomheder arbejdet på at lave skærme, der danner farver ved hjælp af såkaldte kvanteprikker.

3M har nu udviklet en polymerfilm, der kan beskytte kvanteprikkerne mod at blive nedbrudt, når de udsættes for vand og ilt.

Det er forudsætning for at gøre kvanteprikteknologien til en kommerciel succes, forklarer Eric Nelson fra 3M, som for nylig fremlagde resultatet på 248th National Meeting & Exposition of the American Chemical Society i San Francisco.

Samsung er et af de firmaer, som gennem flere år har arbejdet på at udvikle skærme baseret på kvanteprikker. For tre år siden præsenterede de en fire tommers skærm.

Renere farver

En LCD-skærm anvender filtre til at producere de farver, som kan ses på skærmen. Det betyder, at man ikke danner helt rene farver.

»Det er eksempelvis svært at få roser til at se meget røde ud på en konventionel LCD-skærm,« siger Eric Nelson.

I en skærm baseret på kvanteprikker dannes farverne direkte i nanometerstore krystaller (kvanteprikkerne), når de belyses bagfra med lys med lav bølgelængde – typisk blåt lys med en bølgelængde omkring 450 nm.

Afhængig af kvanteprikkernes størrelse – som ligger på mellem 2 og 6 nanometer – omsættes dette til lys ved højere bølgelængder (grønt og rødt) i kvanteprikken.

3M får deres kvanteprikker fra firmaet Nanosys, der har beskrevet deres teknologi mere indgående i et whitepaper.

Polymerfilm holder vanddamp ude

For at undgå, at kvanteprikkerne skal nedbrydes ved kontakt med vand eller ilt, skal de dog indkapsles.

3M har udviklet en teknik, der indkapsler kvanteprikkerne mellem to lag polymerfilm, og hvor en coating giver yderligere beskyttelse.

Organiske lysdioder (OLED) er en anden teknologi, som giver flotte farver, men 3M forventer, at den nye QDEF-teknologi (quantum dot enhancement film) vil være meget billigere at producere. I forhold til konventionelle LCD-skærme vil QDEF-skærme dog være dyrere. På sigt vil omkostningerne dog kunne sænkes, vurderer 3M.