Category Archives: computer

En helt ny bydel, Carlsberg Byen, skyder i disse år op på Carlsbergs gamle bryggeriarealer på Vesterbro i København. Et bykvarter, der forventes at rumme ca. 600.000 etage­meter, når byen er fuldt udbygget om 10-15 år.

For at gøre området mere attraktivt har konsortiet bag projektet besluttet at etablere et centralt fjern­kølingsanlæg, der kan sende kølevand ud til brugerne i et tostrenget system.

På en skoldhed sommerdag møder Ingeniøren senior projektchef for Carlsberg Byen Henrik Qvist Jensen og senior projektleder fra Frederiksberg Forsyning Jens Peter Truelsen på byggepladsen ved siden af den gamle værkstedsbygning, hvor de sidste betonelementer skal sænkes ned i de enorme buffertanke.

Om fjernkølingsanlægget siger Henrik Qvist Jensen:

»Vi vil gerne give bydelen en tydelig grøn profil, og vi tror på, at det kan lokke forretninger og erhvervsdrivende til området, fordi de fra indflytning slipper for at installere dyre og pladskrævende decentrale anlæg. Vi kræver tilslutningspligt til rørføringen, for at investeringen kan bære, men til gengæld får brugerne en fast afregning for afkøling,« siger han og tilføjer:

»Vi satte det desuden som krav, at kompressionskøleren skal drives af grøn energi, hvilket i praksis betyder, at det er overskydende strøm på nettet fra vindmøller eller el produceret om natten, hvor el er billigere. Alt i alt forventer vi, at anlægget bliver en gevinst for både Carlsberg Byen, brugerne og miljøet.«

Fornuftig økonomi

Hos Frederiksberg Fjernkøling, som er et aktieselskab under Frederiksberg Forsyning, og som både kommer til at eje og stå for driften og økonomien i anlægget, er der også optimisme at spore hos Jens Peter Truelsen:

»Vi sagde ja til aftalen, fordi vi kan se en fornuftig økonomi i afkølingsanlægget, og skulle tilslutningen af brugere til anlægget mod forventning svigte, har vi fået stillet en minimumsgaranti for det årlige kølebehov af Carlsberg Byen, så vi får dækket størsteparten af vores omkostninger ved at opføre anlægget. Samtidig er det naturligt for os at udvide vores aktiviteter på fjernkølingsområdet, da vi i forvejen har ekspertise og erfaring på området.«

Frederiksberg Forsyning kan ikke oplyse den samlede pris på anlægget, da dele af entreprisen stadig er i udbud, men når det står helt færdigt i 2016, forventes det med sin nuværende kapacitet at kunne dække behovet for afkøling, når byen er fuldt udbygget. Stiger efterspørgslen for afkøling, kan anlægget udbygges, og på længere sigt kan anlægget gøres ‘grønnere’ med supplering af grundvandskøling og varmepumper.

En helt ny bydel, Carlsberg Byen, skyder i disse år op på Carlsbergs gamle bryggeriarealer på Vesterbro i København. Et bykvarter, der forventes at rumme ca. 600.000 etage­meter, når byen er fuldt udbygget om 10-15 år.

For at gøre området mere attraktivt har konsortiet bag projektet besluttet at etablere et centralt fjern­kølingsanlæg, der kan sende kølevand ud til brugerne i et tostrenget system.

På en skoldhed sommerdag møder Ingeniøren senior projektchef for Carlsberg Byen Henrik Qvist Jensen og senior projektleder fra Frederiksberg Forsyning Jens Peter Truelsen på byggepladsen ved siden af den gamle værkstedsbygning, hvor de sidste betonelementer skal sænkes ned i de enorme buffertanke.

Om fjernkølingsanlægget siger Henrik Qvist Jensen:

»Vi vil gerne give bydelen en tydelig grøn profil, og vi tror på, at det kan lokke forretninger og erhvervsdrivende til området, fordi de fra indflytning slipper for at installere dyre og pladskrævende decentrale anlæg. Vi kræver tilslutningspligt til rørføringen, for at investeringen kan bære, men til gengæld får brugerne en fast afregning for afkøling,« siger han og tilføjer:

»Vi satte det desuden som krav, at kompressionskøleren skal drives af grøn energi, hvilket i praksis betyder, at det er overskydende strøm på nettet fra vindmøller eller el produceret om natten, hvor el er billigere. Alt i alt forventer vi, at anlægget bliver en gevinst for både Carlsberg Byen, brugerne og miljøet.«

Fornuftig økonomi

Hos Frederiksberg Fjernkøling, som er et aktieselskab under Frederiksberg Forsyning, og som både kommer til at eje og stå for driften og økonomien i anlægget, er der også optimisme at spore hos Jens Peter Truelsen:

»Vi sagde ja til aftalen, fordi vi kan se en fornuftig økonomi i afkølingsanlægget, og skulle tilslutningen af brugere til anlægget mod forventning svigte, har vi fået stillet en minimumsgaranti for det årlige kølebehov af Carlsberg Byen, så vi får dækket størsteparten af vores omkostninger ved at opføre anlægget. Samtidig er det naturligt for os at udvide vores aktiviteter på fjernkølingsområdet, da vi i forvejen har ekspertise og erfaring på området.«

Frederiksberg Forsyning kan ikke oplyse den samlede pris på anlægget, da dele af entreprisen stadig er i udbud, men når det står helt færdigt i 2016, forventes det med sin nuværende kapacitet at kunne dække behovet for afkøling, når byen er fuldt udbygget. Stiger efterspørgslen for afkøling, kan anlægget udbygges, og på længere sigt kan anlægget gøres ‘grønnere’ med supplering af grundvandskøling og varmepumper.

Mens ebola med uformindsket styrke hærger flere vestafrikanske lande, gror verdenssamfundets håb om en kur stærkere end nogensinde før i den lille amerikanske by Ownsboro, Kentucky.

Her producerer virksomheden Kentucky BioProcessing på sit knap 100.000 kvadratmeter store, indkapslede anlæg gensplejsede tobaksplanter, der bruges til at dyrke de tre antistoffer mod ebola, der er i ZMapp – det eksperimentelle middel, der tilsyneladende har reddet to amerikanske lægers liv.

Metoden er enkel og kan ifølge professor i biologi på Københavns Universitet John Mundy bruges til dyrkning af alle slags antistoffer og andre farmaceutiske proteiner:

»Der er i princippet ingen begrænsninger for anvendelsen af planter til at producere antistoffer.«

Selv har John Mundy og kolleger fra Rigshospitalet i gensplejsede udgaver af planten gåsemad produceret antistoffer til at forebygge rhesus-immunisering – den tilstand, der opstår, når en gravid kvinde danner antistoffer mod sit barn, fordi de har forskellige blodtyper.

Hvorfor antistoffer i planter?

Ideen med at producere lægemidler i tobaksplanter opstod i USA i 1990’erne. Salget af tobak styrtdykkede, men den daværende biotek-startup BioSource besluttede at betale landmændene for at lade genmodificeret tobak vokse videre. De ledte efter en testplatform for udviklingen af en eksperimentel malariakur. Teknologien virkede, men godkendelses- og kommercialiseringsprocesserne var dyre og langstrakte, og i 2006 gik virksomheden konkurs. Da havde den dog lagt grundlaget for de teknikker, der anvendes i dag.

Ifølge John Mundy er fordelene ved at dyrke antistoffer i planteceller frem for humane eller dyreceller mange. For det første er det billigt. I forsøget, hvor John Mundy og kolleger producerede antistoffer til brug ved rhesus-immunisering, regnede de sig frem til, at et lille væksthus med gåsemad ville være nok til at dække behovet for antistoffer til brug ved diagnosticering af tilstanden hos gravide kvinder på verdensplan. Pris: 11 mio. dollars per år.

Det aktuelle ebola-udbrud blev først registreret i februar 2014 i Guinea, men er siden sporet til at stamme fra en toårig dreng i en guineansk landsby, der blev smittet i december 2013.

Epidemien har ramt de fire lande Sierra Leone, Guinea, Liberia og Nigeria.

To amerikanske læger er blandt de smittede. De er blevet behandlet med ZMapp i USA og er i bedring.

En spansk præst blev det første europæiske offer. Han blev også behandlet med ZMapp, men døde 12. august.

De amerikanske myndigheder har godkendt en anmodning fra Liberia om at forsyne landet med små doser af ZMapp.

De canadiske sundhedsmyndigheder har meldt sig på banen med et andet eksperimentelt middel i form af en vaccine mod ebola.

Derudover er metoden hurtig.

»Hvis du har en pose frø med transgene tobaksplanter, skal du bare bruge en mark, og så kan du snart høste massevis af antistof,« siger John Mundy.

»Og så er det sikkert, fordi der mig bekendt ikke findes vira, der smitter fra planter til mennesker,« fortsætter han.

Netop overførslen af smitte har tidligere været en bekymring. Blandt andet i forbindelse med polio-vaccinen, som børn i Danmark har fået siden midten af 1950’erne. Vaccinen mod polio var blandt andet dyrket i nyreceller fra grønne aber. I 1980’erne fandt man ud af, at hiv-smitte er tæt beslægtet med SIV-smitten, som rammer aber.

»Og så stod man der og tænkte: ‘Holy shit, måske er det farligt at injicere folk med ekstrakter fra aber’,« siger John Mundy.

Europa er transgen-forskrækket

Selvom fordelene er der, og erfaringerne er gode, betyder det ikke, at plantedyrkningen vinder indpas fra den ene dag til den anden. Den nuværende ebola-epidemi synes dog at fremskynde processen. Virksomheden Mapp Biopharmaceutical Inc., der står bag ZMapp, havde fået godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder til at starte test af serummet på mennesker i slutningen af i år.

Alligevel er det allerede blevet anvendt til behandling af to amerikanske læger og en spansk præst. Samtidig er en dosis blevet sendt til Liberia til behandling af læger i landet. En godkendelse, der kommer fra selveste Barack Obama. Ifølge John Mundy bliver det imidlertid sværere at få godkendt den slags eksperimentel medicin fra planter i Europa, hvor bekymringerne for gensplejsning er mange.

»Så snart der er tale om transgen-planter, tænker folk i Europa: ‘Uha, nej, vi vil ikke have fremmede gener i vores land’,« siger han. Desuden har de store medicinalvirksomheder grundlagt deres produktion omkring humane celler, og det vil koste store summer at skulle overbevise diverse sundhedsmyndigheder om, at metoden fungerer, og de planteekstraherede antistoffer er lige så gode som dem, der dyrkes i humane celler, fordi det skal foregå over en lang, lang periode med mange forsøg.

»Det næste skridt i at evaluere vores rhesus-antistoffer ville have krævet forsøg med rhesus-immunisering af otte makakaber. Alene dette ville have kostet 480.000 dollars. Det har de færreste forskere råd til,« siger John Mundy.

Mens ebola med uformindsket styrke hærger flere vestafrikanske lande, gror verdenssamfundets håb om en kur stærkere end nogensinde før i den lille amerikanske by Ownsboro, Kentucky.

Her producerer virksomheden Kentucky BioProcessing på sit knap 100.000 kvadratmeter store, indkapslede anlæg gensplejsede tobaksplanter, der bruges til at dyrke de tre antistoffer mod ebola, der er i ZMapp – det eksperimentelle middel, der tilsyneladende har reddet to amerikanske lægers liv.

Metoden er enkel og kan ifølge professor i biologi på Københavns Universitet John Mundy bruges til dyrkning af alle slags antistoffer og andre farmaceutiske proteiner:

»Der er i princippet ingen begrænsninger for anvendelsen af planter til at producere antistoffer.«

Selv har John Mundy og kolleger fra Rigshospitalet i gensplejsede udgaver af planten gåsemad produceret antistoffer til at forebygge rhesus-immunisering – den tilstand, der opstår, når en gravid kvinde danner antistoffer mod sit barn, fordi de har forskellige blodtyper.

Hvorfor antistoffer i planter?

Ideen med at producere lægemidler i tobaksplanter opstod i USA i 1990’erne. Salget af tobak styrtdykkede, men den daværende biotek-startup BioSource besluttede at betale landmændene for at lade genmodificeret tobak vokse videre. De ledte efter en testplatform for udviklingen af en eksperimentel malariakur. Teknologien virkede, men godkendelses- og kommercialiseringsprocesserne var dyre og langstrakte, og i 2006 gik virksomheden konkurs. Da havde den dog lagt grundlaget for de teknikker, der anvendes i dag.

Ifølge John Mundy er fordelene ved at dyrke antistoffer i planteceller frem for humane eller dyreceller mange. For det første er det billigt. I forsøget, hvor John Mundy og kolleger producerede antistoffer til brug ved rhesus-immunisering, regnede de sig frem til, at et lille væksthus med gåsemad ville være nok til at dække behovet for antistoffer til brug ved diagnosticering af tilstanden hos gravide kvinder på verdensplan. Pris: 11 mio. dollars per år.

Det aktuelle ebola-udbrud blev først registreret i februar 2014 i Guinea, men er siden sporet til at stamme fra en toårig dreng i en guineansk landsby, der blev smittet i december 2013.

Epidemien har ramt de fire lande Sierra Leone, Guinea, Liberia og Nigeria.

To amerikanske læger er blandt de smittede. De er blevet behandlet med ZMapp i USA og er i bedring.

En spansk præst blev det første europæiske offer. Han blev også behandlet med ZMapp, men døde 12. august.

De amerikanske myndigheder har godkendt en anmodning fra Liberia om at forsyne landet med små doser af ZMapp.

De canadiske sundhedsmyndigheder har meldt sig på banen med et andet eksperimentelt middel i form af en vaccine mod ebola.

Derudover er metoden hurtig.

»Hvis du har en pose frø med transgene tobaksplanter, skal du bare bruge en mark, og så kan du snart høste massevis af antistof,« siger John Mundy.

»Og så er det sikkert, fordi der mig bekendt ikke findes vira, der smitter fra planter til mennesker,« fortsætter han.

Netop overførslen af smitte har tidligere været en bekymring. Blandt andet i forbindelse med polio-vaccinen, som børn i Danmark har fået siden midten af 1950’erne. Vaccinen mod polio var blandt andet dyrket i nyreceller fra grønne aber. I 1980’erne fandt man ud af, at hiv-smitte er tæt beslægtet med SIV-smitten, som rammer aber.

»Og så stod man der og tænkte: ‘Holy shit, måske er det farligt at injicere folk med ekstrakter fra aber’,« siger John Mundy.

Europa er transgen-forskrækket

Selvom fordelene er der, og erfaringerne er gode, betyder det ikke, at plantedyrkningen vinder indpas fra den ene dag til den anden. Den nuværende ebola-epidemi synes dog at fremskynde processen. Virksomheden Mapp Biopharmaceutical Inc., der står bag ZMapp, havde fået godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder til at starte test af serummet på mennesker i slutningen af i år.

Alligevel er det allerede blevet anvendt til behandling af to amerikanske læger og en spansk præst. Samtidig er en dosis blevet sendt til Liberia til behandling af læger i landet. En godkendelse, der kommer fra selveste Barack Obama. Ifølge John Mundy bliver det imidlertid sværere at få godkendt den slags eksperimentel medicin fra planter i Europa, hvor bekymringerne for gensplejsning er mange.

»Så snart der er tale om transgen-planter, tænker folk i Europa: ‘Uha, nej, vi vil ikke have fremmede gener i vores land’,« siger han. Desuden har de store medicinalvirksomheder grundlagt deres produktion omkring humane celler, og det vil koste store summer at skulle overbevise diverse sundhedsmyndigheder om, at metoden fungerer, og de planteekstraherede antistoffer er lige så gode som dem, der dyrkes i humane celler, fordi det skal foregå over en lang, lang periode med mange forsøg.

»Det næste skridt i at evaluere vores rhesus-antistoffer ville have krævet forsøg med rhesus-immunisering af otte makakaber. Alene dette ville have kostet 480.000 dollars. Det har de færreste forskere råd til,« siger John Mundy.

Ivar Lyhne spørger: Er der en teknisk forklaring på, hvordan et fosters hjerte starter med at slå?

Stig Haunsø, professor, dr.med. ved Hjertemedicinsk Klinik, Rigshospitalets Hjertecenter, svarer:

Jeg har forhørt mig rundt omkring hos forskellige kolleger, bl.a. inden for børnehjertesygdomme, og er kommet frem til følgende:

Fostrets hjerte udvikles ud fra to hjertetuber, som anlægges meget tidligt, omkring tre uger efter befrugtningen. Hjertetuberne består af myocytter, hjerteceller, som foretager rytmiske kontraktioner.

Tuberne foldes omkring fem uger efter befrugtningen, og herefter anlægges forkamre og hjertekamre. Sinusknuden, som sidder højt i hjertets forkammer, er udviklet af myocytter, og specialiseret til at udsende elektriske impulser med en fast hjertefrekvens (i depolariseret og repolariseret tilstand).

Udviklingen og starten af hjerteslagene er formentlig programmeret i generne, der findes således programmer til udvikling af særlige myocytter med elektrisk aktivitet (ionkanaler), der automatisk stimulerer myocytterne i forkamrene til kontraktion.

Der findes også specialiserede myocytter med elektrisk aktivitet, som er beliggende mellem forkamre og hjertekamre, hvorfra de elektriske impulser løber gennem et ledningsbundt til selve hjertemuskulaturen, som får hjerteceller i hjertekamrene til at trække sig sammen.

Den elektriske impuls løber altså fra sinusknuden gennem forkamrenes myocytter til AV-knuden og et særligt ledningsbundt, det His’ske bundt, og videre til hjerteceller i hjertekamrene.

Den elektriske stimulation sker altså via automatisk impuls fra sinusknuden.

Ivar Lyhne spørger: Er der en teknisk forklaring på, hvordan et fosters hjerte starter med at slå?

Stig Haunsø, professor, dr.med. ved Hjertemedicinsk Klinik, Rigshospitalets Hjertecenter, svarer:

Jeg har forhørt mig rundt omkring hos forskellige kolleger, bl.a. inden for børnehjertesygdomme, og er kommet frem til følgende:

Fostrets hjerte udvikles ud fra to hjertetuber, som anlægges meget tidligt, omkring tre uger efter befrugtningen. Hjertetuberne består af myocytter, hjerteceller, som foretager rytmiske kontraktioner.

Tuberne foldes omkring fem uger efter befrugtningen, og herefter anlægges forkamre og hjertekamre. Sinusknuden, som sidder højt i hjertets forkammer, er udviklet af myocytter, og specialiseret til at udsende elektriske impulser med en fast hjertefrekvens (i depolariseret og repolariseret tilstand).

Udviklingen og starten af hjerteslagene er formentlig programmeret i generne, der findes således programmer til udvikling af særlige myocytter med elektrisk aktivitet (ionkanaler), der automatisk stimulerer myocytterne i forkamrene til kontraktion.

Der findes også specialiserede myocytter med elektrisk aktivitet, som er beliggende mellem forkamre og hjertekamre, hvorfra de elektriske impulser løber gennem et ledningsbundt til selve hjertemuskulaturen, som får hjerteceller i hjertekamrene til at trække sig sammen.

Den elektriske impuls løber altså fra sinusknuden gennem forkamrenes myocytter til AV-knuden og et særligt ledningsbundt, det His’ske bundt, og videre til hjerteceller i hjertekamrene.

Den elektriske stimulation sker altså via automatisk impuls fra sinusknuden.

Til november skal de fleste danskere have en digital postkasse, så de kan modtage post fra myndighederne, men det er ikke sikkert, de kan sende post digitalt til myndighederne, skriver DR Nyheder.

Formand for seniorrådet i Skanderborg Kurt Rønne har således forsøgt at hjælpe en anden ældre medborger med at udfylde et skema digitalt fra Arbejdsskadestyrelsen.

»Jeg troede faktisk, det var mig, der ikke kunne finde ud af det, og derfor brugte jeg en dag på, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke,« siger han til DR Nyheder.

Kurt Rønne kontaktede Arbejdsskadestyrelsens it-support.

»Så skulle man printe det ud, udfylde det i hånden og sende den retur med post,« siger han.

It-chef i Arbejdsskadestyrelsen Peter Wiese beklager:

»Jeg vil gerne beklage, at der er en borger, som har haft en dårlig oplevelse med et skema. Men langt hovedparten af vores skemaer og blanketter kan godt udfyldes og returneres digitalt,« siger han til DR Nyheder og fortsætter:

»Vi er opmærksomme på, at der stadig er enkelte blanketter, hvor det ikke kan lade sig gøre, men vi arbejder på, at det.«

Peter Wiese kan ikke sætte en dato på, hvornår digitaliseringen i styrelsen er helt gennemført.

Arbejdsskadestyrelsens står ellers på Digitaliseringsstyrelsens liste over myndigheder, der kan modtage og besvare Digital Post fra borgere og virksomheder, men det betyder ikke, at de kan modtage al post digitalt.

»Det kan vi desværre ikke love fra første dag. Det er op til myndighederne selv, hvordan de vil foretage den her omlægning. Det vil være en omstillingsproces,« siger kontorchef Lone Berglykke fra Digitaliseringsstyrelsen.

Historien om de 275 millioner offentlige kroner til Haldor Topsøes nu lukkede brændselscelleeventyr er kun et af flere eksempler på, at støtten til teknologiudvikling i energisektoren foregår på en uhensigtsmæssig måde og bør ændres. Det mener direktør i TK Energy, Thomas Koch.

Han fremhæver, at man i tilfældet Topsøe står tilbage efter mere end tyve års forskning og udvikling uden en teknologi, der virker ordentligt, og med en fabrik til mange hundrede millioner kroner, som kun har produceret ganske få stakke, der desværre ikke har haft den fornødne kvalitet:

»Det har været uhensigtsmæssig brug af offentlige forsknings- og udviklingsmidler, og det skyldes, at offentlig støtte i alt for høj grad betinges af forretningsplaner med milestones. Derfor bliver det økonomer og direktører uden teknisk viden, der styrer projekterne – også i de faser, hvor det skal handle om at løse de tekniske udfordringer,« siger Thomas Koch.

»Det levner ikke tilstrækkelig plads til vanskeligheder eller uforudsete problemer med teknikken. Teknikerne og ingeniører kommer ikke igennem med deres indvendinger, fordi planen skal holdes,« tilføjer han.

Thomas Koch påpeger, at projekterer bare får lov til at køre videre og videre, uden at nogen smækker de offentlige kasser i. Det sker i hvert fald ikke, hvis værtsvirksomheden er stor og selv vil fortsætte, forklarede bestyrelsesformand for EUDP, Torkil Bentzen torsdag i forbindelse med lukningen af Topsøe Fuel Cell, der har fået 112 mio. kroner af EUDP gennem tiderne.

Thomas Koch kender støtte-systemet godt. Han er teknologiudvikler, der har gjort hele turen med fra nørdet forgasningsforsker på DTU, egen virksomhed i Køge med Vækstfonden som investor og en stor Shell-kontrakt i baglommen – via en bitter konkurs til rekonstruktion af en virksomhed, der i dag har overskud på teknologiudvikling.

»Stirling.dk-motoren er et andet eksempel, som Ingeniøren også tidligere har skrevet om. Her blev udvikler Henrik Carlsen trængt ud af virksomheden, som nægtede at høre på, at teknologien ikke var udviklet. Anlægget blev solgt alligevel, og virksomheden gik konkurs, fordi den ikke kunne overholde garantiforpligtigelserne til kunderne,« fortæller han.

Thomas Koch mener, at man bliver nødt til at dele udvikling af en ny teknologi op i en teknisk fase, hvor ingeniørerne regerer, og en fase, hvor markedsovervejelser og forretningsplaner kommer ind, hvis der er behov for dette. Men det skal først være, efter at firmaet har bevist, at teknologien rent faktisk virker, og kan sandsynliggøre, at den kan fremstilles til en pris, som nogen vil betale for den pågældende ydelse i den nærmeste fremtid.

»Man kan lære meget af de store virksomheder. Når Shell for eksempel skal købe nye teknologier ind, så skal de se, at teknologien virker, og at udstyret har tilstrækkelig holdbarhed. Ligesom de fleste store virksomheder også har helt faste procedurer for, hvordan de vurderer, tester og udvikler nye ideer. Kan ideerne/teknologierne ikke honorere de stillede krav, så dropper man teknologien eller gemmer den til senere brug,« siger han.

Teknikken bliver taber

Thomas Koch vurderer, at den overdrevne styring efter forretningsplaner på bekostning af teknologi og teknologudvikling – som kan være svær og sandsynligvis ikke følger en ret linje – findes i næsten alle de eksisterende støttekasser til energiteknologi.

Han mener i stedet, at den offentlige støtte til en energiteknologi bør deles op i tre trin, som kræver hver deres kompetencer og indeholder forskellige typer milestones:

• Trin 1 er udvikling af selve teknologien.
• Trin 2 er fremstilling af en prototype og vurdering af prisniveau samt sandsynliggørelse af et marked.
• Trin 3 er markedsføring.

»For hvert trin skal støtten til næste trin kun udbetales, hvis fasen før er gennemført med tilfredsstillende resultat. For meget perspektivrige teknologier, som eksempelvis SOFC, skal der være mulighed for flere projekter i første fase. På den måde mister vi ikke alle de penge på en teknologi, der grundlæggende bygger på forkerte antagelser, er for dyr, for svær at opskalere eller bare ikke har et marked,« siger Thomas Koch.

Han tilføjer, at det til gengæld kræver en virkelig kompetent evaluering af ideer og projekter – specielt på det tekniske plan. Og som noget af det vigtigste at disse evalueringer bliver respekteret og taget alvorligt. Samtidig med at man huske, at teknologiudvikling er svær og rummer mange udfordringer.