Category Archives: computer

Det kan ende med en miljøkatastrofe, der kan få vidtrækkende konsekvenser i flere lande, hvis olieboringer eller transport af olien går galt i den canadiske del af Beauforthavet. Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden, der har brugt industriens egne simuleringsteknikker til at følge en olieulykkes omfang i 22 forskellige scenarier.

»Udviklingen i Arktis kommer med en masse risici, og olieboringer i Beauforthavet er exceptionelt risikable, særligt når boringerne finder sted på dybt hav. Med den nye viden, som rapporten her repræsenterer, kan vi se, at selv små oliespild kan få store konsekvenser, som man bør overveje, når man lægger sine planer,« siger David Miller, der er direktør for WWF Canada, i en pressemeddelelse.

Ved hjælp af en software-model kaldet Simap har organisationen sat scenarier op for oliespild fra boringer under dybt vand, udslip i overfladevand og fra olie- og godstransporter til havs, samlet her i en interaktiv grafik.

Modellen bruger data for vindretning og -hastighed, havstrømme, fastliggende og flydende isflager samt vandets temperatur og saltholdighed. Det kombineres med geografiske data om kystlinjer, naturtyper, dybde og former i det undersøiske terræn.

Et oliespild i Canadas del af Beauforthavet vil ifølge simuleringsmodellen ikke begrænse sig til Canada. I en stribe af scenarierne vil olien også påvirke Alaska, og i et par af scenarierne vil olien sprede sig helt til Rusland.

Ifølge rapporten vil olie kombineret med flydende eller landfast is involvere flere processer, som har indflydelse på, hvor olien vil ende. Hvis olien slipper ud i overfladevandet, kan det foruden at blive spredt i vandet, blive absorberet af overfladesne, sætte sig mellem isflager og blive indkapslet i isen. Olieudslip under vand kan blive fanget og ophobet i iskapper og flager.

Det er den canadiske afdeling af WWF Verdensnaturfonden, som står bag rapporten om Beauforthavet. Herhjemme overvejer den danske afdeling at lave en lignende for olieboringer i Grønland.

»Man borer nu eller har i de seneste år boret efter olie mange steder i Arktis. Og man ved alt for lidt om, hvad der vil ske, hvis det går galt. Vi håber at kunne udarbejde lignende rapporter for eksempelvis Grønland, så man også der kan blive klogere på en olieulykkes konsekvenser,« siger generalsekretær i WWF Danmark, Gitte Seeberg.

»Det er vanvittigt«.
Sådan lyder meldingen samstemmende fra flere af Folketingets partier på baggrund af Version2′s historie om, at rejsekort-passagerer risikerer at skulle betale ekstra, når toget eller bussen er forsinket.

»Det er da vanvittigt, folk burde jo nærmest få penge tilbage, når deres tog er forsinket. De har jo ikke fået den ydelse, de har betalt for,« lyder det fra transportordfører hos regeringspartiet de Radikale Andreas Steenberg.

Og han forventer som minimum, at trafikselskaberne i tilfælde af forsinkelser gør de rejsende opmærksomme på, at det kan betyde ekstra udgifter for passagerer med rejsekort. Hovedaktionær i Rejsekort A/S, DSB, har tidligere har oplyst til Version2, at kunderne kan få udgifterne refunderede, såfremt de henvender sig til kundeservice.

»Det må de (trafikselskaberne, red.) arbejde på at oplyse om. Og så synes jeg, de skal arbejde på at få lavet om i it-systemerne, så de kan tage hensyn til dette,« siger Andreas Steenberg.

Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested er heller ikke videre imponeret over situationen, hvor rejsekort-kunder risikerer at skulle betale ekstra, som direkte konsekvens af forsinkelser i den offentlige transport.

»Det forekommer helt vanvittigt, det må jeg sige. Og jeg kan kun sige, at hvis der er nogen som helst mulighed for at ændre på det, så skal det selvfølgeligt gøres,« siger Henning Hyllested.

Der lader dog umiddelbart ikke til at være en teknisk løsning på problemet i sigte. Christian Linnelyst, chef for salg og produktmarketing hos DSB, har tidligere oplyst til Version2, at Rejsekort-systemet på nuværende tidspunkt ikke kan håndtere forsinkelser på en måde, så passagerer i udgangspunktet ikke bliver takseret for ekstra zoner som følge af forsinkelser.

Christian Linnelyst vil dog se på, om passagererne kan informeres klart og tydeligt i tilfælde af forsinkelser.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen forventer også, at der kommer en teknisk løsning på problemet, så passagerer, der har betalt for meget, ikke selv skal henvende sig til kundeservice efterfølgende for at få deres penge igen.

Han vil bringe sagen op på et planlagt møde med transportminister Magnus Heunicke (S).

»Vi skal have et møde omkring rejsekortet med ministeren, og der er det her selvfølgeligt noget vi vil bringe op. Men jeg går da ud fra, som givet, at det her er noget, rejsekort-bestyrelsen tager op af egen drift. For selvfølgeligt skal folk ikke betale for noget, de ikke får. Det er helt klart en forudsætning for os,« siger Kristian Pihl Lorentzen og fortsætter:

»Vi vil jo gerne have flere til at tage den kollektive trafik, det er en af idéerne med rejsekortet. At det skal være lettere. Og så skal folk jo ikke føle, at de bliver snydt.«

Hvad siger du til, at det på nuværende tidspunkt ikke er teknisk muligt at løse?

»Jeg tror på, meget kan lade sig gøre. Mit livs motto er: hvor der er en vilje, er der en vej. Man skal ikke give op så let.«

Hvad med klippekortet?

Direktørsamarbejdet i hovedstaden (DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen) har tidligere meldt ud, at pap-klippekortet skal i hovedstaden skal udfases 12. oktober. Men det må være en forudsætning, at rejsekortet fungerer tilfredsstillende, før det sker, mener Kristian Pihl Lorentzen.

»Vi forudsætter, at rejsekortet fungerer sikkert og tilfredsstillende, før man går ind og udfaser klippekortet. Det nye må virke fuldt tilfredsstillende, før man afskaffer det gamle. Det er vores holdning til det.«

I første omgang forventer Kristian Pihl Lorentzen, at der kommer nogle løsninger på bordet, der kan afhjælpe problemet med overtaksering ved forsinkelser.

Hvis der nu ikke findes en løsning inden 12. oktober, tror du så, det kan få betydning for udfasningen af klippekortet?

»Ja, det kunne da godt ske. Men lad os nu høre ministerens svar.«

Version2 har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Magnus Heunicke. Det har endnu ikke været muligt, da han holder ferie.

Sådan hænger det sammen

Den bizarre situation, hvor passagerer risikerer økonomisk straf ved forsinkelser, skyldes rejsekortets regler om maksimum rejsetid. Det er en tidsbegrænsning på, hvor lang tid det højst må tage at bevæge sig et givent antal zoner i et takstområde. Et takstområde er eksempelvis Hovedstadsområdet, Fyn område Øst eller Nordjylland.

I Hovedstadsområdet må det maksimalt tage 1 time at rejse 2 zoner, 1 time og 15 minutter at rejse 3 zoner, og så fremdeles. Så hvis en 2-zoners rejse fra check ind til check ud tager længere end 1 time indenfor Hovedstadsområdet, bliver rejsen automatisk takseret til et højere antal zoner, der svarer til den endelige rejsetid ved check ud. På den måde kan en 2-zoners rejse, der i udgangspunktet koster 15 kroner i Hovedstadsområdet ende med at blive takseret til 20 kroner eller mere, alt efter rejsens varighed.

For rejser mellem takstområderne er prisen uafhængig af rejsetid. Så hvis en rejsekort-passager checker ind i København og ud i Vejle, koster det ikke ekstra som følge af reglerne om maksimum rejsetid, hvis toget bliver forsinket undervejs.

Trafikselskabet Movia har tidligere over for Version2 forklaret, at maksimum rejsetid forhindrer, at passagerer kan rejse mere eller mindre ubegrænset rundt i et takstområde og kun betale for eksempelvis 2 zoner. Det selskabet kalder cirkel-rejser.

Et 2-zoners klippekort er også tidsbegrænset. Men til forskel fra klippekortet, så bliver rejsekort-kunder automatisk trukket for ekstra zoner, hvis maksimum rejsetiden overskrides. Også hvis det skyldes, at toget eller bussen bliver forsinket. Men rejsekort-systemet kan altså på nuværende tidspunkt ikke tage højde for eksempelvis et kvarters forsinkelse af et s-tog eller en bybus.

En ny jordobservationssatellit fra firmaet DigitalGlobe kan levere langt skarpere billeder af jordoverfladen, end det hidtil har været muligt at få fra en kommerciel satellit.

Den 2.800 kg tunge satellit WorldView-3 er netop blevet sendt op fra Vandenberg Air Force Base i Californien med en Atlas V-raket, og i de næste syv år vil den kredse om Jorden i en bane 620 km over jordoverfladen.

Billederne fra satellitten har en opløsning på 31 cm, hvilket vil gøre det nemt at skelne en personbil fra en varevogn og få øje på ting som kloakdæksler og postkasser. Det er den hidtil bedste opløsning fra en kommerciel satellit.

Faktisk er billederne så skarpe, at DigitalGlobe skulle bruge en særlig tilladelse fra det amerikanske handelsministerium (Department of Commerce) for at få lov til at sælge dem. Tidligere har det været ulovligt at levere billeder med en opløsning bedre end 50 cm til andre end den amerikanske stat, men nu er den grænse sat ned til 25 cm.

Forgængeren WorldView-2, der blev sendt op i 2009, bød på en opløsning på 46 cm. Allerede her var billederne altså skarpere end den gamle grænse, og de skulle forringes en smule, før de måtte sælges.

Dette problem har DigitalGlobe nu ikke længere, og firmaet kan nu levere billeder med høj opløsning til alle, der vil betale for dem. Det kan for eksempel være landbruget, skovbrug, olieindustrien og mineindustrien.

Også internetfirmaer som Google og Microsoft kan bruge billederne til korttjenester som Google Maps og Bing Maps – specielt i områder, hvor der ikke findes billeder fra fly.

WorldView-3 kan ikke kun tage almindelig fotos i synligt lys, men kan også dele lyset op i forskellige bølgelængder. Det er ikke mindst nyttigt for landbruget, hvor man nu lettere kan skelne mellem afgrøderne og finde ud af, hvilke marker der er ramt af sygdomme, tørke eller har fået besøg af invasive arter.

Også mineindustrien kan få glæde af de multispektrale billeder, hvor opløsningen er 124 cm. Det bliver nemlig muligt at se forskel på forskellige mineraler på billederne.

Satellitten har også et infrarødt kamera, for visse infrarøde bølgelængder har lettere ved at trænge igennem dis, tåge, støv og røg, så man bedre kan se, hvad der gemmer sig nedenunder. Desuden gør et instrument kaldet CAVIS (Cloud, Aerosol, water Vapor, Ice, Snow), som måler på indholdet af atmosfæren, det nemmere at korrigere for tåge eller støv på billederne.

WorldView-3 kan dække 680.000 kvadratkilometer om dagen, og den kan sende data ned til Jorden med en hastighed på 1200 Mbit/s.

Australske ingeniører har brudt grænserne for, hvad soldrevne elbiler kan opnå. Det er vel at mærke sket med en bil, som de forventer klar til de australske veje om et år.

Bag bilen eVe står et hold af ingeniører og studerende fra University of New South Wales, der går under navnet Sunswift. Det har en lang række eksperimentalbiler bag sig. Holdet blev især kendt i starten af 2011 for en kakkelbordslignende bil kaldet Sunswift eVe, der kørte 88,7 kilometer i timen udelukkende på solceller.

Men på de sidste fire år har den trehjulede, usikre, kakkelbords-lignende bil udviklet sig til et mere klassisk biludseende og taget et teknologisk tigerspring.

Med solceller kan eVe køre 800 km

På et testbane, Australian Automotive Research Center, i Victoria kørte bilen for nylig 500 kilometer med en gennemsnitsfart på 100 kilometer i timen på kun én opladning. Dermed slog australierne den tidligere verdensrekord på 73 km/h, der blev sat i 1988.

Opladningen af eVe kan klares med en helt almindelig ledning i stikkontakten, men den næsten fem meter lange eVe er også belagt med fire kvadratmeter solceller og mulighed for at koble yderligere to kvadratmeter på.

Under testet i Victoria var alle solceller dækket til for at teste bilens evner fra den 60 kilogram tunge batteripakke, der leverer 16 kWh ved 160 V. Eftersom bilens motor, der er fremstillet af det australske videnskabscenter CSIRO, kun forbruger energi svarende til en brødrister, så kunne eVe altså tilbagelægge en afstand, der er længere end turen fra København til Berlin (437 km, hvis man tager færgen). Havde Sunswift fjernet dækket fra solcellerne, kunne bilen have kørt videre til Amsterdam (800 kilometer) og nået tophastigheder på 140 km/h.

Selvom eVe nok ligner en almindelig bil mere end sine forgængere, så er den stadig bygget meget eksperimentel med tynde kulfiberplader og små hjul. Vægten er også en fjerdel af en almindelig bil. Men nu arbejder Sunswift på at få den ud af kravlegården på forskningscentret i Victoria, hvor den måtte tilbagelægge de 500 kilometer ved at køre rundt og rundt på en 4,2 kilometer lang cirkelbane.

Flere forskere mener nu at have fundet årsagen til de gigantiske huller i jorden, der er opstået i Sibirien over sommeren.

Ifølge den russiske arkæolog Andrei Plekhanov, der har stået i spidsen for en ekspedition ned i det største krater, har optøet permafrost resulteret i, at metangas er eksploderet op igennem jordskorpen. Og det er ikke beskedne mængder metan.

»Luften ved kraterets bund indeholdt en koncentration af metan på op til 9,6 procent. Den normale koncentration i luft er på 0.000179 procent,« siger Plekhanov ifølge Nature.

Temperaturen på den sibiriske tundra har været usædvanligt høj de seneste to somre – faktisk hele fem grader højere end sædvanligt.

Flere eksperter mener, at global opvarmning over længere tid er synderen. Blandt andet peger den tyske geokemiker Hans-Wolfgang Hubberten på, at permafrost i 20 meters dybde er blevet omkring to grader varmere over de seneste 20 år på grund af stigende lufttemperaturer.

Denne sommer er tre kæmpe huller i jorden opdaget i den sibiriske permafrost

Det største krater er omkring 30 meter bredt og 60 meter dybt

Luften i det største krater indeholder en koncentration af metan, der er 50.000 gange større end i normal luft

Permafrost-hydrologen Larry Hinzman fra University of Alaska istemmer den forklaring og advarer om, at der vil komme flere store kratre i området.

»I den sibiriske permafrost ligger store mængder af metangas fanget og danner såkaldte gashydrater. Metan er stabilt ved bestemte temperaturer, men i takt med at permafrosten bliver varmere – og dermed svagere – er det ikke længere i stand til at holde på trykket fra gassen under overfladen,« udtaler han.

På CNN påpeger journalist og forfatter Alan Weisman, at den udledte metangas er en seriøs trussel mod klimaet, og at det vil forstærke den opvarmning, der ligger til grund for problemet til at starte med.

Weisman påpeger, at luftbåren metan skaber en 86 gange større drivhuseffekt end kuldioxid.

»I takt med at temperaturerne stiger, vil vi se det opvarmede land og hav prutte eller bøvse mere metan ud. Det bidrager så til yderligere opvarmning, og disse farlige udbrud vil accelerere,« skriver Weisman og kalder fænomenet for ‘mere skræmmende end asteroidenedslag’.

Men fortsatte gasudledninger og tøende permafrost kan få flere følger end de store huller i jorden. De sibiriske søer vil også forsvinde sammen med permafrosten.

Ifølge et forskningsprojekt ledt af Katey Walter Anthony fra University of Fairbanks tørrer søerne ind, i takt med at permafrosten tør op. Og det kan få seriøse konsekvenser, da søerne hjælper med at holde på en betragtelig del af drivhusgasserne.

»Det kan omvende den vigtige stabiliserende rolle for klimaet, som søerne har haft igennem 5000 år,« udtaler Katey Walter Anthony.

Også på havbunden ud for Sibirien har et svensk forskerhold fundet store søjler af udledt metan, som man også mener er et produkt af netop stigende temperaturer.

275 millioner kroner fik Haldor Topsøe i offentlig støtte til at udvikle sine brændselsceller. Det endte mandag med, at selskabet Topsøe Fuel Cells blev lukket med et samlet tab på 1,5 milliarder kroner til følge.

112 millioner kroner kommer fra det energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogram, EUDP. Her erkender bestyrelsesformand Torkil Bentzen, at en stor del af pengene vil være spildt, men han fortryder ikke et sekund, at Topsøe fik de mange penge bevilget hen over årene.

»Pengene er givet lige efter bogen. Hvis en superkompetent og solid virksomhed som Topsøe går ind med mange penge i en samfundsnyttig energiteknologi og vurderer, at der er et marked for den – og vi er enige med dem om dette – så støtter vi projekterne,« siger han.

Torkil Bentzen tilføjer, at historien desværre viser, at også dedikerede og kompetente virksomheder kan blive ramt af, at en teknologi både bliver dyrere og tager længere tid at udvikle, end man troede.

Betyder det, at hvis en virksomhed vil satse penge nok på noget, så følger I med?

»Vi går ikke ind, hvis vi ikke selv tror på, at teknologien har en chance for at nå et marked, eller hvis vi ikke tror, at en virksomhed kan magte opgaven. Vi har selv undersøgt brændselscelle-teknologien, og vi har troet på, at der var en god chance for, at det kunne lykkes. Men vi vidste godt, at der var en risiko. Det er jo netop formålet med EUDP, at vi skal gå ind og minimere risikoen for en lovende teknologi,« siger Torkil Bentzen.

Han peger også på, at Topsøe har mødt uforskyldt modvind. Før troede alle, at det ville blive dyrt at udlede CO2, og at de fossile brændsler ville stige i pris. Det stik modsatte skete. Derfor er det ifølge Bentzen svært for selv en stor virksomhed som Topsøe at forsvare en yderligere investering i en energiteknologi på 1,2 mia.

Men bør I ikke også netop holde øje med denne udvikling, så I sikrer, at de offentlige forskningspenge bliver brugt på de fagområder, der har den størst mulige relevans og udsigt til et reelt marked?

»Vi holder skam øje med udviklingen, men når en professionel virksomhed som Topsøe mener, at de er villige til at satse store beløb på teknologien, og der er hånd i hanke med projektet – som der har været hele tiden hos Topsøe – så det ser vi ingen grund til ikke at give penge til et projekterne,« siger Bentzen.

Hvis det nu havde været en anden virksomhed end Topsøe, ville det så have været en anden historie?

»Hvis en mindre virksomhed havde slået det her brød op, som Topsøe gjorde, så ville vi nok have haft et mere kritisk syn på det og sat færre penge i spil.«

SOFC-brændselscellebranchen har henover årene flere gange meldt ud, at kommercialiseringen ligger fem-ti år ud i fremtiden. Bør I ikke reagere på, at tidspunktet hele tiden rykkede sig og sætte en stopper for nye projekter?

»Det synes jeg ikke, at vi bør. Når sunde og fornuftige virksomheder tager penge op af lommen for at investere i forskning og udvikling, så kan vi ikke på afstand sige, at det ikke holder. Det føler vi os simpelthen ikke klædt på til. Hvis det er en fornuftig virksomhed med en fornuftig forretningsplan, så tror vi på projekterne.«

Får Topsøe-sagen nogen betydning for jeres fremtidig bevillingspraksis i EUDP?

»Nej. Vi har hele tiden haft fokus på, om virksomhederne kan nå i mål med deres arbejdsplaner. Vi har faktisk stoppet med at støtte projekter, hvilket vi også har fået kritik for.«

»Jeg vil tror ikke, at jeg kender nogle professorer, der kunne forudse det her med Topsøe. Og hvad angår brændselscelleteknologien generelt er der jo virksomheder, der arbejder med andre typer brændselsceller, som faktisk er begyndt at tjene penge, og nogle har også et lille overskud, så området er bestemt ikke dødt.«

I den nærmeste fremtid skal EUDP mødes med Topsøe for at finde ud af, hvordan man kan nyttiggøre og overføre mest muligt af den oparbejdede viden i projekterne og dermed mindske det reelle pengespild.

Brint- og brændselscelleteknologi har modtaget omkring en fjerdedel af de midler, som er blevet delt ud af EUDP. Det er dermed det område, der ifølge en evaluering i 2011 har fået mest støtte.

I et forsøg på at infiltrere syriske internetudbydere kom NSA til at slukke for Syriens internet i 2012. Sådan lyder det nu fra whistleblower Edward Snowden, skriver The Guardian.

NSA ville i 2012 nemlig frygtelig gerne analysere den syriske internettrafik, mens borgerkrigen udviklede sig og truede med at destabilisere Mellemøsten. Derfor blev en eliteenhed under navnet Tailored Access Operations sat til at infiltrere de syriske internetudbydere. Det endte frygtelig galt.

For i forsøget på at installere spyware i routerne hos de syriske internetudbydere kom NSA til at slukke for dem. Hele Syrien var nu med ét smidt af nettet.

Sikkerhedsvirksomheden Cloudfare analyserede på daværende tidspunkt ulykken og kunne konstatere, at det var første gang, et land i så høj grad måtte undvære internet. Cloadfare kunne ikke registrere nogen forespørgsler fra syriske ip-adresser overhovedet.

Selv da den egyptiske regering slukkede for nettet, kunne Cloudfare stadig registrere trafik fra landet. Men det var altså ikke tilfældet med Syrien.

På daværende tidspunkt var den almene teori i medierne, at den syriske regering stod bag for at destabilisere oppositionen.

Hos NSA frygtede man, at den store bommert ville blive opdaget, men den syriske regering havde travlt med at beskylde ‘terrorister’ for fejlen. Ifølge Snowden var det en stående joke i NSA, at hvis organisationen blev opdaget, kunne man altid sende skylden videre til Israel.

Mit arbejde betyder, at jeg jævnligt bliver spurgt til råds af familie, venner, kolleger og fremmede nede på havnegrillen om, hvilken gadget de skal vælge. Det er langt fra altid, de følger mine råd, for ofte vil de bare have bekræftet, at den, de har forelsket sig i, er den rigtige.

Nu skriver DR så noget om, at vi snyder os selv, når vi køber smartphones. Det er der ingen tvivl om, men i stedet for, at jeg bare brokker mig højlydt over smartphone-frådseri, så vil jeg give mine konstruktive råd. I know, so out of character.

For visse læsere er det følgende en ualmindelig lang liste af selvfølgeligheder og for andre vil det være som en ‘DB2 RULES’ t-shirt til Oracle Open World, men så kan den bruges til at udlevere til dem, der måtte plage jer efter smartphone-råd. Det kan så godt være, at de giver op over for en tekst, der er næsten lige så lang som en frame-by-frame-analyse af Hobbitten Part II, men til dem vil jeg sige: Køb nu bare den iPhone, dit rige (slettet af redaktionen).

Din smartphone holder ikke så længe som du tror

Jeg er på smartphone nummer fire siden 2008. I gennemsnit har mine telefoner holdt mindre end to år, før de er blevet udskiftet. Og årsagerne? Den første var af den gamle generation af smartphones, som var god til mails, men ikke til browsing. Den næste var første generation af de nye smartphones, og den blev hurtigt glemt af producenten, når det gjaldt softwareopdateringer, hvor de sidste havde gjort den ulideligt langsom. Afløseren for dén telefon holdt længere, indtil USB-stikket knækkede.

Regn ikke med, at din smartphone holder mere end halvandet år. Holder den to år, så er du kommet ud med et plus i regnskabet, godt for dig, men regn med halvandet år, når du skal vælge telefonen.

Pris pr. måned: En levetid på 18 måneder betyder, at du for 100 kroner om måneden kan få en telefon til 1.800 kroner. 200 kroner giver dig en telefon til 3.600 kroner og så videre. Den billigste iPhone 5S vil koste dig 300 kroner om måneden.

300 kroner svarer til næsten en uges forbrug af Nørrebro-pizzaer, lidt mindre i provinsen. Eller 30 no-name granatæbleshots. På et år bliver det til 360 shots, svarende til en mere end halvfuld gulvspand med dejlig granatæblesprut. En iPhone koster altså det samme som en spandfuld shots.

(Illustration ikke fundet)

De fleste smartphones kan det samme

Forskellen på en moderne smartphone til omkring 1.000 kroner og en smartphone til omkring 5.000 kroner er mindre, end producenterne vil have dig til at tro. Alle telefoner kan gå på Facebook eller søge på Google eller Bing efter, hvilken film det nu var hende dér også var med i.

Forskellene ligger hovedsageligt i mængden af indbygget lagerplads, skærmopløsningen og kvaliteten af kameraet.

Der kan også være en mindre forskel i generationen af processor og andet teknisk lir, som kan påvirke batteritiden, men det er umuligt at forudse alene ud fra de tekniske specifikationer.

Lagerplads: Du skal hovedsageligt bruge lagerplads til tre ting: Spil, musik og ting, du optager med kameraet. Så hvis du er storforbruger af én af de tre ting, så skal du vælge en telefon, som har mere end 16 gigabyte lagerplads eller mulighed for at udvide med et hukommelseskort.

Er din smartphone først og fremmest en telefon med mulighed for at bruge sociale medier, e-mail og webbrowsing, så er lagerpladsen ligegyldig. Der er nok.

Skærmopløsning: Der er absolut ingen grund til at gå op i skærmopløsningen. Høj opløsning er lækker, men på moderne telefoner er forskellen ikke pengene værd.

Kameraet er den afgørende faktor

Forskellen mellem de billigste og de dyreste telefoner ligger hovedsageligt i kameraet. Det er her, du kan mærke en forskel. Men det også her, du skal være ærlig over for dig selv: Tager du rent faktisk fotos, der kræver et godt mobilkamera?

Selv de bedste mobilkameraer tager kun hæderlige billeder. En lillebitte linse og en lillebitte sensor kan kun fange en begrænset mængde lys og dybde i et foto, så selvom du kan komme langt med de gode mobilkameraer, så udretter de ikke mirakler.

Et godt råd fra fotografer er desuden, at man skal tage fotos på de betingelser, som det kamera, man har til rådighed, dikterer. Derfor kan man tage fede billeder med en billig telefon, hvis man kender kameraets begrænsninger og forstår at udnytte dem.

Og det fører så til det vigtigste: Du bliver ikke superfotograf af at eje et dyrt kamera. Teknikken kan hjælpe dig, men øvelse og viden om komposition og fotografiske teknikker er langt vigtigere.

Og du bliver heller ikke til ‘Godly Master of Instagram’, bare fordi der sidder et fedt kamera i din telefon. Den skal op af lommen, før der sker noget, så hvis du er typen, der glemmer at tage billeder, så skal du ikke spilde penge på kameraet.

Du slipper ikke for research

Jeg læser så mange tech-artikler hver dag, at jeg kan være ved at brække mig over nyheder om, at nu kommer Samsung Galaxy S5 Compact Mini Extreme Kanye West Edition i en lidt anden nuance af pink. Og alligevel har jeg ikke overblik over smartphone-markedet på noget givet tidspunkt.

Der findes glimrende websteder – også på dansk – som ikke laver andet end at teste telefonerne. Tjek deres nyeste anmeldelser, sammenlign et par stykker af den samme model og se, om dens fordele og ulemper er noget du kan leve med. Se eksempelvis anmeldelserne hos Meremobil.dk, Mobilsiden.dk eller Lyd og Billede.

Hold især øje med datoen for anmeldelsen. Er den fra sidste år, så er telefonen måske billig i dag, men du risikerer også, at det om et år er slut med opdateringer.

Prissammenligninger er ok

Prisen bør være den afgørende faktor. Lad være med at købe en mobiltelefon, der er for dyr. Du kommer til at bruge flere penge, end du regnede med, og det er ok, men lad være med at bruge for mange penge. Sider til prissammenligninger kan være fine, men brug dem kun som en rettesnor.

Som hovedregel vil jeg fraråde at købe en mobiltelefon med et abonnement. Medmindre du er løbet ind i et usædvanligt godt tilbud, så kommer du til at betale mere for telefonen og abonnementet, end du ville, hvis du købte de to særskilt.

Det er muligt, du får et tilskud, men hvad hjælper det, når du betaler en formue for fri taletid og reelt kun taler 20 minutter om måneden med den lokale pizzamand. Hvis du ikke kværner konstant i telefonen eller ser live tv på din 45 minutters togtur hver vej til og fra arbejde, så kan et af de dyre abonnementer aldrig betale sig.

Vælg i stedet en billig pakke til maksimalt 130 kroner om måneden fra et billigt selskab, og køb telefonen i løssalg – eventuelt gennem teleselskabet, men uden binding.

Du får mere for pengene i dag

Den gode nyhed er, at du i dag kan få gode telefoner til overkommelige priser. Det kræver, at man gør sit forarbejde for at kunne skille det billige bras fra den gode handel. Samsungs modeller kan – efter mine personlige erfaringer – være en jungle. Hvis du ikke går efter topmodellerne, så vælg kun en model, du har fået personlige anbefalinger af eller endnu bedre selv har haft i hånden et stykke tid.

I stedet bør du se på nogle af de kinesiske producenter, som efter et par år med ubrugelige telefoner har fundet opskriften på at kunne levere en telefon til under 2.000 kroner, som ikke føles som en tur i rickshaw trukket af vinbjergsnegle. Men Huawei og kompagni kan stadig være et minefelt. Lyt til anmelderne og glæd dig derefter over de mange penge, du har sparet.

Nokia/Microsoft kan også levere en billig telefon, der fungerer, og app-manglen er ikke så udtalt, som den var for et år siden. Der er dog stadig især et par populære danske apps, som er fraværende. Som ren smartphone er det dog hér, man lige nu kan få mest for pengene.

Apple er næsten aldrig en god handel, hvis du selv skal betale gildet. Har din arbejdsgiver masser af penge, så trygl da endelig din chef om en iPhone, men ellers er iPhone kun for de rige og for kviklånssegmentet. Undtagelsen er, hvis du allerede er iPhone-bruger og dermed er bundet til Apples tjenester, eller hvis du bruger telefonen som spilkonsol.

Er du vild med Android og Googles tjenester, så tag et ekstra kig på Nexus-serien, som er den nyeste Android uden for meget fyld. Med få undtagelser har det været gode køb.

Nå ja, og så behøver jeg vist ikke nævne, at du skal holde dig fra afbetalingsordninger med dæmoniske renter og gebyrer, og at du kun skal købe en dyr tillægsforsikring, hvis du er på telefon nummer tre, der har været en tur i ‘vaskemaskinen’.

Jeg har været til visionarium idag hos V2, fire fra digitaliseringsstyrelsen, fire udefra, armlægning efter detroit reglerne.

Sådan cirka.

Det var en fornøjelse uden lige, som det altid er at være i intelligente passionerede menneskers selskab.

V2′s journalister skriver om hvad der gik for sig og konklusioner, sådan som de måtte kunne skimtes.

Men jeg vil gerne “gå meta” et øjeblik, for det var, endnu en gang, tydeligt at alle involverede sidder og fokusere på græsset lige omkring deres personlige havestol og glemmer at rejse sig op og skue over helheden og herligheden.

Rejsekortet og i noget omfang den nuværende NemID er et flot eksempel på hvor elendigt den metode virker.

IT er en game-changer, forstået på den måde at det gør det muligt at løse problemer på en anden måde end vi har gjort manuelt, men også og endnu mere, fordi det tillader os at løse ny problemer, særligt vigtige i den forbindelse, er de ny problemer IT skaber.

Hvis vi lige tager en meget hurtig danmarkshistorie, så var det meget lang tid således at de eneste borgerrettigheder du havde var dem du kunne vride ud af kongen, med flid, penge eller magt. Hvad kongen havde givet kunne kongen naturligvis tage — og en god del mere.

Og det var sådan set det.

Hvis du som dansker pakkede dine nelliker og vandrede syd på, og det kunne du stort set uhindret gøre, blev du forskellige varianter af tysker indtil du blev imperialist under kejseren. Hvor du stillede træskoene afgjorde alene din nationalitet, hvilket vil sige hvem du (evt.) betalte skat til og hvem du drog i krig for.

Og det var der forbavsende mange der egentlig gjorde. Den præcise grænse var typisk noget med noget vand eller en bjergkæde og gode driftige folk var lige velkomne på begge sider. Grænsebomme er et forbavsende nyt fænomen.

Ikke at folk ikke kiggede skeptisk på sådanne indvandrer, men de havde præcis de samme, dvs. ingen, menneskerettigheder som dem der var født og opvokset på stedet. Var man noget særligt var det af kongeligt privilegie, var man noget særligt af anden rang var det bare den lokale herremand der havde nikket lodret. Herremandens særstilling skyldes at han, evt. sammen med vennerne, kunne tæve kongen hvis det blev nødvendigt.

De primære behov for identitetsservices var hvem der var barnets far, hvem der havde betalt skat, begge dele ting der kunne afklares uden egentlig at ane hvem folk var. Hvem der skulle stille som soldat var derimod i udpræget grad et merit- og sekundært økonomisk spørgsmål og ingen interesserede sig for fodfolkets identitet, man tiltalte dem f.eks geografisk, fordi det var en militær fordel at have en lokalkendt ved hånden.

Men så begyndte folk at drikke kaffe i stedet for brændevin og at trykke bøger i stedet for at håndskrive dem og pludselig var pokker løs.

Allehånde købmænd og kobbersmede krævede “borgerrettigheder” og — guddødemig — “retfærdighed” osv. osv. osv. Man har ikke andet ballade ud af intellektuelle!

Af primært økonomiske grunde, sekundært af helsemæssige, tilstod konger alle mulige privilegier til alle mulige mennesker, stænder, byer og gud ved hvad.

Dermed opstod en ny type kriminalitet: At påstå man besad et kongeligt privilegium man ikke havde fået og der opstod et behov for at kunne identificere priviligerede personer, uden at det kun handlede om hvem der kunne tæve hvem.

Det blev klaret lidt ad-hoc, man fuskede rundt med lakstempler, signet-ringe, arvegods af forskellig beskaffenhed osv. I særlige tilfælde kunne en gammel amme der genkendte et modermærke var tungen på vægtskålen. Det skete ikke nær så tit som litteraturen kunne forlede en til at tro.

Ca. samtidig opstår fænomenet “rejsende”, dvs. folk der befinder sig et andet sted uden at være emigreret, men i et eller andet ærinde, ofte kommercielt. Her opstår de første “rejsedokumenter”. Kong dit eller dat udstyrer en eller anden starut med et brev hvor kongen skriver hvem han er, hvad hans forehavende er og beder de lokale myndigheder behandle ham pænt. En rest af dette system genfindes stadig i mange landes pas, hvor udstederen høfligt anmoder om at deres borger “gives fri passage og ydes nødvendig assistance” på side 2.

Ambassadører og andre “udsendte” får ved gensidig aftale (“akkreditering”) særstilling derved at de uanset at de bor og arbejder i et andet land er underkastet hjemlandets love, ligesom deres residens straffelovsmæssigt hører under hjemlandet.

Behovet for identifikationservices er nu steget dramatisk, men stadig ikke noget der ikke kan klares med pen, lak og segl. Ikke at man ikke havde identifikationsservices: Hvis det virkelig kom dertil måtte præsten bevidne om det var den person han havde døbt, konfirmeret, gift eller begravet.

Senere igen begynder menigmand at rejse som pokker. Jernbanen flytter folk rundt overalt. Præster og digtere, kunstmalere og købmænd — overalt vælter de rundt, indtil det bliver således at enhver hysterisk provinsbankdirektørfrue skal realisere sig selv i Paris.

I 1920 holder man et møde i Paris for at få styr på pas og toldhåndtering, nu da første verdenskrig havde lukket grænserne helt, dvs. med pigtråd og bomme og i 1929 holder en konference i den Warszawa og vedtager et sæt mindsteregler for hvad en billet og en bagagebillet skal indeholde og hvis forsikring der skal dække hvormeget når det går galt.

Først her, for under 100 år siden opstår behovet for at staten kan identificere sine borgere i stort systematisk omfang.

Ikke at stater ikke i begrænset omfang havde gjort det tidligere med særlige befolkningsgrupper, enten til fordel, f.eks håndværksmestre, eller ulempe, f.eks våbenføre mænd, men nu er det også almindelige mennesker, af hvilke der som bekendt er langt de fleste, der skal igennem møllen.

På daværende tidspunkt var der ca. 3mio danskere, af hvilke stadig kun en forsvindende brøkdel henvendte sig til øvrigheden og fik et pas udstedt.

Med flytrafikkens indtog opstod et behov for rationalisering og derfor er det faktisk ICAO, den internationale luftfartsorganisation der er styrmand på udformning og funktion af pas og det er nu mere normen end undtagelsen at danskere har et gyldigt pas.

Eller “rejsepas” som de korrekt hedder, for passet er principielt kun til brug i udlandet.

Da man indfører kildeskatten, får man behov for at kunne kende Peter Hansen fra Peter Hansen, Peter Hansen, Peter Hansen og Peter Hansen.

Hidtil har man ikke haft noget problem, den ene boede i Tjæreby, den anden i Boeslunde osv. og de betalte deres skat til sognerådet, senere kommunen og her vidste man nok hvem folk var. Men når alle skulle betale til Allerød blev det et problem at skelne imellem dem.

Derfor gav man dem allesammen et unikt numerisk mellemnavn. For at gøre det nemt brugte man fødselsdagen til de første seks ciffre så folk kun skulle huske fire “ny” ciffre.

Folkene bag CPR var faktisk ret skarpe på det punkt, ikke mindst med anden verdenskrig i frisk erindring, men over tid skete der et “mission-creep” og folk begyndte at anvende CPR nummeret som autentifikation frem for kun til identifikation som det var tiltænkt. Hvis man ringede til kommunen og gav dem et CPR nummer, åbnedes pandoras box automatisk og oplysningerne væltede ud, hvilket både journalister og privatdetektiver misbrugte.

Den fejltagelse, eller misforståelse er der langt om længe ved at blive sat en stopper for.

Ok, det blev en lidt lang kort historie, men den bliver nødvendig i de næste afsnit…

phk

»Jeg træder tilbage. Jeg skammer mig over regeringens handlinger. Undskyld.«

Sådan lød det første af en række usædvanlige udmeldinger fra den russiske premierminister Dmitry Medvedevs Twitter-profil. Det er dog et russisk hacker-kollektiv og ikke Medvedev selv, der har tweetet til minister-profilens flere end 2.5 millioner følgere. Det skriver BBC.

De falske Twitter-meddelelser, som er skrevet på russisk, fortsatte med at sige, at landets ledere ikke forstod sund fornuft. Et tweet erklærede, at Medvedev nu ville forfølge en karriere som freelancefotograf.

Det er det russiske hacker-kollektiv Shaltay-Boltay, der har taget ansvar for angrebet, og den russiske regering har bekræftet, at kontoen er hacket.

Shaltay-Boltay fortalte via Twitter, at gruppen har fået fingre i flere mail-kontoer og indhold fra flere iPhones, der angiveligt skulle tilhøre Medvedev.

Shaltay-Boltay, som er det russiske navn for den engelske ægge-børnerimsfigur Humpty Dumpty, fik i år en blog lukket ned af de russiske myndigheder og har tidligere lækket officielle Kremlin-dokumenter.

Alle falske tweets er nu fjernet, men de kan stadig læses via Moscow Times.