Nej, jeg er faktisk så træt af at gentage mig selv at jeg ikke gør det.
Kan I ikke bare finde nogen af mine tidligere brok om IT havarikommission og om hvorfor mainframe-miljøer er en sikkerhedstrussel i arkivet ?
Og ja, jeg synes det er i særklasse ironisk at det er netop de borgere der har gjort sig umagen at melde sig på Robinson-listen for at beskytte deres privatliv den lille smule ekstra som det gik ud over.
phk
»Det er en kæmpe fejl, som kan have alvorlige konsekvenser for de 900.00 danskere, der er på Robinsonlisten. De er allesammen i risiko for, at deres identitet kan blive misbrugt.«
Sådan siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper i en pressemeddelelse, efter nyheden om, at CPR-kontoret ved en fejl sendte den såkaldte Robinson-liste ud med cpr-nummer og navn og adresse på 900.000 danskere, der har bedt om beskyttelse mod reklamehenvendelser.
Hun mener, at det bør være et wake up call for indenrigsministeren, som bør afskaffe cpr-nummeret som ID. En holdning, der ikke er ny i Enhedslisten, men som Pernille Skipper nu vil følge op på med et samråd. Ikke kun for at afklare, hvordan det kunne ske, men især for at få løsninger på bordet.
»Det går ikke længere, at regeringen blot lapper på problemerne omkring cpr-systemet,« siger hun.
Pernille Skipper efterlyser i stedet, at vi får et officielt ID-kort, som kan spærres, hvis det mistes.
Også andre politikere reagerede hurtigt på nyheden og tweetede om det. Hos Venstre mener it-ordfører Michael Aastrup, at hele systemet nu skal have et sikkerhedstjek:
»Helt uacceptabelt at 900.000 CPR nr har været lagt frem på nettet. Sikkerheden om hele CPR systemet bør nu vurderes, når det kan ske,« tweetede han.
Og Trine Bramsen, retsordfører hos Socialdemokraterne, tweetede om hvordan den slags uheld understreger, at CPR-nummer ikke skal kunne stå alene, når man for eksempel vil låne penge.
»Og netop derfor må CPR-nummeret aldrig alene kunne bruges som legitimation ved handler, optagelse af lån m.v.« skrev hun.
Brugen af cpr-numre har været til diskussion i årevis, men fik ekstra ild for nyligt, da først hackere offentliggjorde cpr-numre for SF’s politikere i Folketinget, og en aktivist dernæst offentliggjorde cpr-numre for ministre og andre politikere, der havde stemt ja til loven om Center for Cybersikkerhed.
Det er nemlig ikke svært at regne sig frem til en persons cpr-nummer, hvis man kender fødselsdagen, men det er alligevel strafbart at offentliggøre andre personers cpr-nummer, ligesom det i nogle sammenhænge bliver brugt som en ‘hemmelig oplysning’, for eksempel når man ønsker at spærre sit betalingskort.
Økonomi- og Indenrigsministeriet stod onsdag bag en alvorlig datalækage, da 900.000 danske CPR-numre lå til frit skue på den såkaldte Robinsonliste. Det skriver Børsen.
Robinsonlisten er et register, der bruges til at registre borgere, som ønsker markedsføringsbeskyttelse mod opkald fra telefonsælgere og reklamer med navn og adresse. Lækagen blev opdaget af Finn Gilling fra firmaet Gilling ApS, som arbejder som statens distributør af ejendomsoplysninger. Samtlige personer på Robinsonlisten var lagt frem med CPR-numre.
Han kontaktede med det samme CPR-kontoret, som senere på aftenen sendte ham en besked om, at listen var taget ned. Finn Gilling, som til daglig arbejder med personfølsomme data, siger til Børsen, at han betragter det danske CPR-system som så kompromitteret, at et CPR-nummer alene ikke længere bør kunne benyttes til nogen former for online-transaktioner.
CPR-kontoret, som bestyrer den centrale database, har sendt følgende besked ud til alle abonnementer på Robinsonlisten – uden at nævne problemet med læk af CPR-numre:
»Den 2. juli 2014 ca. kl. 14.51 blev Robinsonlisten for 2. kvartal lagt på CPR-kontorets hjemmeside. Ved en beklagelig fejl var filen i et forkert format og indeholdt fejl. CPR-kontoret fjernede listen ca. kl. 15.40. Listen er downloadet 18 gange inden for nævnte tidsrum.«
»Såfremt listen er downloadet i den nævnte periode, skal listen og eventuelle kopier heraf destrueres. Hvis listen er videreformidlet til andre, skal de vedkommende tillige straks kontaktes med besked om, at listen skal destrueres. I givet fald skal CPR-kontoret oplyses om, til hvilke personer listen er videresendt med henblik på CPR-kontorets kontakt til vedkommende for at sikre, at listen er destrueret. De virksomheder, der har downloadet Robinsonlisten i den ovennævnte periode, bedes inden kl. 16 i dag rette henvendelse til CPR-kontoret på [slettet] med oplysning om, at listen er destrueret.«
Version 2 følger sagen.
Microsoft holdt i flere år fast i et princip om ikke at lancere Office-pakken på iPad – i håbet om at den meget udbredte software-pakke ville kunne trække kunder til tablets med Windows – men skiftede mening og sendte Office til iPad på gaden i marts måned i år.
Nu hvor sluserne er åbnet for andre platforme, er der også fuld gang i en Office-pakke til Android-tablets, rapporterer The Verge, med forventet lancering i løbet af 2014. I øjeblikket er Microsoft i gang med en lukket beta-test af Office-pakken til Android, som udvalgte firmaer kan deltage i.
Dermed ser det ud til, at Android-versionen af Office kommer før en ny udgave af Office til Windows, som vil være optimeret til touch-skærme. Windows-versionen er nemlig planlagt til lancering i begyndelsen af 2015.
I pipelinen er også en ny udgave af Microsoft Office til Mac, som skulle være klar inden årets udgang. En Apple-venlig version går omvendt helt tilbage til pc’ens barndom, hvor Apple i en periode var dominerende. Det billede vendte dog drastisk, da IBM’s PC og et utal af kloner med MS-DOS og siden Windows overtog næsten hele markedet. Da Steve Jobs vendte tilbage til Apple i 1997 og skulle redde et firma på kanten af konkurs, skete det blandt andet med en aftale med Microsoft, hvor Bill Gates garanterede at fortsætte med at udgive Microsoft Office til Mac i fem år frem.
I maj måned slog EU-Domstolen fast, at en spansk mand skulle have lov til at få fjernet søgeresultater i Googles søgemaskine, så man ikke fik besked om en tvangsauktion, han måtte igennem for 16 år siden, når man søgte på hans navn.
Og den ret til at blive glemt af Google og andre søgemaskiner blev også slået fast for alle andre, som gerne ville have fjernet søgeresultater, som rippede op i gamle sager og ’tilsmudsede’ ens navn.
Men nu, hvor Google er begyndt at efterkomme nogle af de mange ønsker om at blive slettet, der strømmer ind, tegner der sig et meget uheldigt billede, mener journalist James Ball fra avisen The Guardian.
Google – som bestemt ikke er glad for ordningen – har nemlig valgt at sende besked til The Guardian, hver gang et link til en Guardian-artikel bliver gjort usynligt i søgeresultaterne. Og det tegner et meget broget billede af, hvad loven nu bliver brugt til i praksis, lyder vurderingen.
Første eksempel er en skotsk fodbolddommer, som måtte sige op efter en skandalesag i 2010, så søger man på hans navn i en europæisk variant af Google, dukker der ingen artikler op om sagen. Det er måske netop den slags sager, som loven giver mulighed for, men journalisten mener, at det primært vil være de ’rige og magtfulde’, som med hjælp fra konsulenter vil udnytte ordningen til det yderste.
De følgende eksempler bliver mere spegede, for de rummer blandt andet en artikel om franske kontorarbejdere og deres kunst af post-it-notes samt en hel oversigt over, hvad en bestemt journalist har skrevet i løbet af en uge.
Den britiske avis får ikke besked om, hvorfor disse websider nu bliver ’glemt’ hos Google ved bestemte søgninger og kan heller ikke appellere ’dommen’, som Google og andre søgemaskiner som udgangspunkt selv skal afgøre, når der indløber en klage. Er der tvivl, kan sagen ryge videre til en domstol, hvis for eksempel Google nægter at ’glemme’ en bestemt sag.
The Guardian ser naturligvis sagen som avisudgiver og mener, at ordningen fører til censur, som ikke bør overlades til Google at skulle bestemme over. Opfordringen fra den britiske avis lyder, at man som europæer skifter over til den amerikanske udgave af søgemaskinen på Google.com.
Da en 92-årig dement mand fra Odsherred i sidste uge forlod sit hjem og forsvandt, burde det have været så let at finde ham igen.
I stedet blev det dog alt andet end let, kommunen måtte sende helikoptere i luften, og den 92-årige mand fik med sin forsvinden prikket til en problematik, som mange mindre beboede kommuner kæmper med.
Normalt have det nemlig været let at finde frem til manden ved hjælp af den GPS-sender, han var iført, men dækningen på mobilnettet i området var så dårlig, at manden ikke var til at spore, og derfor måtte hele eftersøgningsmateriellet mobiliseres.
Nu vil borgmesteren i området have teleselskaberne og politikerne til at hjælpe med at lappe hullerne.
Det skriver Politiken.
»Det havde været et blink med øjet for os selv at finde borgeren, hvis der havde været ordentlig mobildækning. Men nu måtte politi og helikoptere lede efter ham hen over to dage. Det kunne jo have haft en tragisk udgang,« siger borgmester Thomas Adelskov (S) til avisen.
Han har sendt et brev til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og til teleindustrien med krav om, at priserne på statens telelicenser bliver sat ned til gengæld for skærpede krav til selskaberne. Det er den eneste måde, at selskaberne ønsker at investere i mobilmasterne, mener borgmesteren.
»Staten skal stille de rigtige krav og slække på forventningerne til indtjeningen fra licenser. Det er rart med en god sjat penge, men der er borgere, der lider under, at der ikke er ordentlig dækning,« siger Thomas Adelskov til Politiken.
Sidste år åbnede regeringen ellers for en pulje på 60 milliioner, som kommunerne kunne låne af til at udrulle bredbånd og mobildækning, ligesom kommunerne har fået bedre muligheder for at stille krav til dækning, når de sender aftaler i udbud.
Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, mener, at flere kommuner selv bør stille flere krav i deres udbud, før det vil give mening at skride ind fra national side.
»Redskabet er ikke blevet brugt ofte nok, og derfor er det svært at sige, om det har den ønskede effekt. Men derfor skal vi stadig stille krav til teleselskaberne som sådan, og det gør vi også løbende,« siger han.
Dette mener borgmesteren i Odsherred dog ikke vil hjælpe det store. Han henviser ifølge Politiken til kommuner i Nordjylland, der forgæves at opsat skærpede krav i deres udbud.
Borgmesteren kaster derfor bolden videre til teleselskaberne, som han mener også har et stort ansvar.
Direktøren for Teleindustrien, teleselskabernes brancheorganisation, Jakob Willer afviser pure, at det skulle være teleselskabernes ansvar, at kommunen ikke kunne lokalisere den ældre, demente mand.
Dog tager han positivt imod Thomas Adelskovs opråb. Han vil derfor have arrangeret et møde mellem telebranchens rejsehold og Odsherred Kommune om mulighederne for at sikre bedre dækning, skulle det lyde i et svarbrev fra Teleindustrien.
I England har statens it-projekter igennem de seneste par år været igennem en massiv omstilling, så enorme projekter og tommetykke kravspecifikationer til en leverandør blev afløst af små og mere fleksible projekter, hvor statens selv har styringen og it-kompetencerne, og så køber resten ind i mindre bidder.
Sådan en omvæltning er ikke på programmet i Danmark, men statens it-projekter har faktisk i halvandet år kunne køre på en kontrakt, som tillader agil udvikling undervejs, i stedet for den klassiske vandfaldsmodel, hvor alt er skrevet ned på forhånd, når udviklingen går i gang.
»I nogle tilfælde giver det rigtig god mening at arbejde agilt, så efter arbejdet med standardkontrakt K02 valgte vi at prioritere en standardkontrakt til agile projekter, for det var den lavest hængende frugt, som myndighederne havde mest brug for,« fortæller Morten Ellegaard, kontorchef i Ministeriernes Projektkontor i Digitaliseringsstyrelsen.
Kontrakt K03, som den blev døbt, var klar til brug i december 2012, efter en tæt dialog med branchen, og den er siden blevet brugt, også i nogle store projekter. Hvor mange i staten, som har valgt et agilt projekt, er der ikke tal på, for det bliver ikke målt.
»Der er ikke indberetningspligt, så vi har ikke en oversigt, men jeg kender til en del myndigheder, som arbejder agilt eller semi-agilt,« fortæller Morten Ellegaard til Version2.
Statens agile projekter kan dog ikke give los og være helt fleksibelt på alle parametre. Der er et krav om en fast pris og en fast tidsplan, når man indgår en kontrakt med en leverandør, fordi pengene til et større it-projekt skal bevilges på forhånd i det politiske system.
»Tid og pris betyder meget i staten, så her lægger K03-kontrakten ikke op til fuld agilitet. Men vi er relativt agile på ydelsen, så det er her, man kan finde frem til løsninger i samarbejde med leverandøren,« siger Morten Ellegaard.
Der er også indsat et krav om en minimumsleverance, som leverandøren skal kunne levere for den aftalte sum. I kontrakten skal man således have en række ’absolutte krav’, som så bliver suppleret med alt det, der er ’nice to have’, og som man så undervejs kan forsøge at nå med de resurser, der er til rådighed.
Desuden rummer kontrakten en leveranceforpligtelse inden for de forskellige delleverancer. Det er lidt konservativt, men det understøtter den måde, staten fungerer på. Vi ønsker ikke at forpligte os til at betale for en vare, man måske slet ikke får,« forklarer kontorchefen.
Det måske mest banebrydende i den agile kontrakt i staten er, at man som kunde kan afbryde samarbejdet undervejs, hvis det ikke fungerer.
»Det er ikke nødvendigvis gratis at udtræde af samarbejdet, og man skal tænke sig rigtig meget om, før man gør det. Men oplever man store problemer i de første uger, ser man ofte, at problemerne fortsætter. Så bør man ikke lade som ingenting og tro, at det løser sig, for det gør det meget sjældent,« siger Morten Ellegaard, som endnu ikke har hørt om en kontrakt, der blev droppet på den måde.
At skifte vandfaldsmodellen ud med en agil tilgang, så det bliver muligt at ændre projektet løbende, i takt med at udviklingen skrider frem, er i nogle kredse blevet udråbt som løsningen på mange af de problemer, som it-projekter bliver ramt af.
Men faktisk er der ikke sikre tegn på, at agile projekter generelt klarer sig bedre end ikke-agile-projekter, fortæller Morten Ellegaard, blandt andet med henvisning til den kendte Oxford-professor Bent Flyvbjerg, som forsker i fejlslagne projekter.
»At arbejde agilt er ikke nøglen til at lykkes med sit it-projekt. Der er mange parametre, som afgør, om et it-projekt bliver en succes eller ej, men ser man isoleret på agile projekter i forhold til vandfalds-projekter, så er der ingen signifikante forskelle på, hvordan projekterne overholder tid og budget,« siger han.
I stedet handler det om at bruge de agile metoder i de projekter, hvor det giver mest mening. Det er typisk i de projekter, hvor man fra starten ikke med sikkerhed ved, hvordan man bedst skruer løsningen sammen. Altså når man har svært ved at skrive en færdig kravspecifikation før en udbudsrunde.
Til gengæld er der også mange situationer, hvor det agile koncept, med tæt samarbejde mellem kunde og leverandør hele vejen, kan give problemer, hvis kunden ikke er klar til den ’belastning’.
»Man skal være dygtig som kunde, før det giver mening at kaste sig ud i et større agilt projekt. Man skal for det første have en projektleder, som reelt kan træffe dag-til-dag-beslutninger. Og så skal man have en projektgruppe, der reelt kan arbejde på fuld tid med leverandøren. Det er ikke alle, der har det til rådighed, og det er heller ikke altid hensigtsmæssigt,« siger Morten Ellegaard.
Klummen er den første i en serie af klummer som Steen Garbers Enevoldsen skriver for Computerworld om teorierne og praktikken bag din internetforbindelse.
Du kan læse mere om Steens job og hvad der venter din ADSL og VSDL-forbindelse senere i 2014 i artiklen Dine kobberkabler lever endnu: Sådan får du bedre internet.
Vi skal snakke kabler, og for at det ikke skal fylde en hel bog, holder jeg det på et nogenlunde overordnet plan. Men jeg er alligevel nødt til at slå nogle begreber fast, for at den kommende artikelserie giver mening.
Basis for al kommunikation mellem A og B er at et signal, x, sendes fra A.
I den anden ende modtager B så det signal som y. I det ideelle tilfælde modtages signalet fuldstændig uændret, altså y=x, og alle er glade. Den vej som signalet rejser mellem A og B kaldes transmissionskanalen, H, og det modtagne signal y kan således udtrykkes som en funktion af H og x, altså y=H*x. I det ideelle tilfælde er H=1, således at y=1*x = x.
Dimensionen for x og y er typisk spænding (V), og H er dimensionsløs, og udtrykkes i dB (decibel, en logaritmisk skala). Sidst skal vi huske på, at alle de ovenstående udtryk er frekvensafhængige, altså y(f) = H(f)*x(f).
Det handler om transmissionskanalen
Emnet for denne artikel er transmissionskanalen, H(f), som i DSL’s tilfælde udgøres af kobberkablerne.
Med telegrafen i 1860′erne benyttede man én leder mellem sender og modtager, og brugte så jorden som returvej. Dette blev med telefoniens fødsel lavet om i slutningen af 1800 tallet, hvor man begyndte at benytte to parsnoede ledere, og dette princip har holdt helt til i dag, og er fælles for alle de loop-typer som DSL vil møde i acces nettet.
De ældste kobber kabler stadig i drift i Danmark er fra ca. 1910.
Så hermed har vi det basale telekabel defineret. Et snoet kabel-par mellem central og slutbruger (et Twisted Pair). Grunden til at lederne snos er, at det reducerer følsomheden for støj.
Som billedet illustrerer så pakkes mange kabelpar i det der kaldes en bindergroup eller trunk, som kan bestå af nogle få par og helt op til tusindevis af individuelle par afhængig af hvor på strækningen kablet findes.
Telekabler i New York anno 1887.
I dag er telekabler gravet ned, men sådan har det ikke altid været. Dette billede er fra taget i New York omkring 1887, hvor man efterhånden erkendte at det nok ville være en meget god idé at grave dem ned.
Et kabel kan karakteriseres ved en masse fysiske parametre for materialer og dimensioner som vil tage for lang tid at komme ind på her (læs i stedet om Cable theory her og Primary line constants her), men hvis vi nu betragter de elektriske egenskaber for et kabel par, så kan et kabelsegment beskrives som en resistans (R) i serie med en induktans (L), samt en kapacitans (C) og en konduktans (G) i parallel, og beskrives med disse primære parametre i en såkaldt RLCG model.
Et kabelsegment kan beskrives som en resistans (R) i serie med en induktans (L), samt en kapacitans (C) og en konduktans (G) i parallel, og beskrives med disse primære parametre i en såkaldt RLCG model
Dette ligner meget et filter, hvilket også vil vise sig i de kommende simuleringer. Til sidst vil jeg lige komme ind på en vigtig parameter, som har stor betydning for kablets egenskaber og designet af den analoge frontend på et DSL modem: Den karakteristiske impedans.
En kobberleder har en længde-afhængig modstand på f.eks. 176 Ohm per kilometer, når vi snakker CAT5 kabel.
Men denne modstand er en ren DC modstand, altså hvis man sætter et batteri i den ene ende og en pære i den anden, kan Ohms lov, U=R*I, benyttes til at beregne strøm og spænding i en steady-state betragtning. Men med et DSL signal sender vi noget konstant foranderligt hen over linjen, og så viser det sig at kablet har det man kalder en karakteristisk impedans, Z_0, som er den modstand, et uendeligt langt kabel vil udvise.
Det interessante ved denne parameter er, når et signal påtrykkes kablet vil det bevæge sig med ca 2/3 af lysets hastighed ned mod den anden ende. Hvad der sker når signalet rammer den anden ende afhænger af den impedans, Z_L, som det møder. Hvis modtageren er perfekt termineret, altså Z_L = Z_0 ’absorberes’ hele signalet i modtageren.
Hvis derimod Z_L ~= Z_0 vil signalet i et vist omfang reflekteres tilbage mod afsenderen. Dette vil for det første betyde et signal, der opleves mere dæmpet af modtageren og dernæst vil det næste signal være ‘forurenet’ med ekkoet fra det foregående. Z_0 er for telekabler typisk omkring 100 Ohm.
Dæmpningen øges for højere frekvenser, og dæmpningen stiger med kablets længde.
Et typisk dansk kabel
Nok om baggrunden! Lad os sige pænt goddag til et kabel som er nogenlunde repræsentativt for hvad det gennemsnitlige DSL signal møder ude i det danske accesnet: 0,4 mm ledere, isoleret med polyethylene. Kablet er interessant at betragte i både frekvens og tidsdomænerne.
Lad os først kigge på frekvens ved at plotte kablets dæmpning som funktion af frekvensen. Vi kigger på frekvenser op til 17MHz, som er den højeste frekvens der benyttes af DSL systemer i Danmark (det kommer måske til at ændre sig… mere om dette i en senere artikel).
Plottet indeholder dæmpningen for hhv. et 500 meter og et 1000 meter segment. Der er to interessante ting at lægge mærke til her. For det første kan man se at dæmpningen øges for højere frekvenser, og dernæst at dæmpningen stiger med kablets længde.
I modsætning til f.eks. Ethernet, skal DSL altså kunne håndtere en meget varierende transmissionskanal. Hvordan vi gør dette kommer i en senere artikel.
Tidsdomænet viser vi ved at kigge på hvad der sker, når man påtrykker kablet en impuls, lidt på samme måde som hvis man klapper i hænderne i et rum vil der gå lidt tid før lyden dør ud, vil det elektriske signal målt på kablet først dø ud efter nogen tid.
Tidsdomænet viser vi ved at kigge på, hvad der sker, når man påtrykker kablet en impuls, lidt på samme måde som hvis man klapper i hænderne i et rum vil der gå lidt tid, før lyden dør ud, vil det elektriske signal målt på kablet først dø ud efter nogen tid.
Dette kaldes impuls responsen for kablet. Her kan vi se, at impuls responsen har en varighed på cirka 40 mikrosekunder, hvilket betyder at symbolraten for DSL systemet skal være noget længere end det, for at beskytte mod ISI (inter symbol interferens) – For DSL er den 250 mikrosekunder, eller med andre ord sendes der nye data på linjen 4000 gange i sekundet.
Så langt, så godt. Vi har nu set et godt kabel med de begrænsninger det indebærer. Men kabler er sjældent perfekte, så jeg vil runde denne artikel af med at opridse nogle af de problemer der kan være med kablingen som også skal kunne håndteres af DSL.
For det første vil en kabelstrækning mellem central og slutbruger ikke bestå af et langt, ubrudt kabel men af en række segmenter af forskellig længde som er splidset sammen.
Sammensplejsningerne kan give dårlig forbindelse over tid, og ikke mindst vil kabelsegmenterne bestå af varierende type og dimension, hvilket betyder at signalet møder en række diskontinuiteter hen over den samlede strækning. Hver af disse giver refleksioner på signalet, som betyder øget dæmpning.
Et af de store problemer som DSL møder, er såkaldte bridged taps, som på dansk kaldes stubbe. En stub er et kabel segment som ikke er i den direkte vej mellem sender og modtager.
Når signalet propagerer gennem kablet og møder en stub vil en del af signalet propagere op ad stubben (signalet splittes).
Når signalet propagerer gennem kablet og møder en stub, vil en del af signalet propagere op ad stubben (signalet splittes).
Når signalet kommer til enden af stubben, vil en refleksion opstå (med mindre stubben er perfekt termineret – og det er den sjældent. Det er som regel en ‘open’, altså intet tilsluttet).
Det reflekterede signal propagerer tilbage ned ad stubben og møder hovedkablet, hvor det atter splittes og en del propagerer mod modtageren og resten tilbage mod senderen.
Multistik og KAP stik
Der bør gøres kort proces med stubbe.
Stubbe kan findes både i access nettet og i slutbrugernes installationer, f.eks. hvis man sætter DSL modemmet til det første telefonstik, og undlader at afbryde de andre telefonstik (dette burde ikke være et problem hvis du har KAP stik eller multistik som vist her).
Hvad betyder en stub så for kablets karakteristik? Lad os først kigge på frekvenskarakteristikken, hvor det fremgår, at refleksionerne giver dyk i frekvensbåndet. Dykkene afhænger af stubbens længde – jo kortere stub, jo højere frekvens for det første dyk i dæmpningskurven.
Specielt VSDL har det svært med stubbe.
Så stubbe som er kortere end ca 25 meter vil ikke påvirke ADSL, men når vi snakker VDSL så kan stubbe helt ned til 2-3 meter have betydning, og dermed er installationen i hjemmet specielt vigtig når vi snakker VDSL.
Kigger vi på tidsdomænet vil refleksionerne fra stubbe i sagens natur også have en betydning for impuls responsen for det samlede kabel.
Stubbe skaber hvad der svarer til efterklang og rammer dermed påvirke din internetforbindelse.
Så stubbe gør at kablets impulsrespons bliver længere. Tager vi det over i lydverdenen kan det sammenlignes med at rummets efterklang bliver længere. Prøv at føre en samtale i et rum med meget hårde overflader, man har svært ved at forstå hvad der bliver sagt fordi ekkoet blander sig med stemmerne.
Nok om kabler i denne omgang. Vi har nu set, at kabler kan være en ganske mangelfuld transmissionskanal, og at det samme modem skal både kunne fungere på et nær perfekt 100 meter kabel og et elendigt 5 kilometer kabel med gamle ledninger og masser af stubbe.
Hvordan det gøres i praksis kommer de følgende artikler til at handle om.
Klummen er den første i en serie af klummer, som Steen Garbers Enevoldsen skriver for Computerworld om teorierne og praktikken bag din internetforbindelse.
Du kan læse mere om Steens job og hvad der venter din ADSL og VSDL-forbindelse senere i 2014 i artiklen Dine kobberkabler lever endnu: Sådan får du bedre internet.
Læs også om Steens mål med klummerne her: Rygterne om kobberets død er stærkt overdrevne.
Klummen er den første i en serie af klummer som Steen Garbers Enevoldsen skriver for Computerworld om teorierne og praktikken bag din internetforbindelse.
Formålet med klummen er at gøre Computerworlds læsere klogere på de internetkabler, som hver dag leverer forudsætningen for vores moderne tilværelse.
Jeg er civilingeniør og gennem det meste af min karriere har jeg arbejdet med forskellige aspekter ved transmission over kobberkabler, lige fra design af CPE og DSLAM’s til chipset arkitektur og standardisering.
I dag arbejder jeg hos Fullrate A/S som chef for Net udviklingsafdelingen, hvor vi hygger os med bl.a. udviklingen af nye produkter og ekspert/beslutningsstøtte systemer, samt metoder til forbedring af nettets stabilitet.
Jeg har en bred interesse i transmissionsteknologi, lige fra low-level algoritmer og op til overvejelser om hvordan man kan optimere back-end systemerne til at hjælpe supportere til at foretage de rigtige valg i en supportsituation.
Jeg skriver på egne vegne, omend jeg selvfølgelig skriver i kontekst af min baggrund og hverdag. Derfor kan eventuelle holdningstilkendegivelser i mine indlæg ikke tages til indtægt for en officiel holdning fra Fullrate’s side.
Mit fokus for de kommende artikler er at give læseren mulighed for at komme ordentlig ned i teknologien, og jeg vil derfor indimellem skrive indlæg, der er ganske tekniske. Nu er du advaret. Samtidig vil jeg gerne give et indblik i de udfordringer man møder når alle de forskellige aspekter i en ISP skal samles i det endelige mål: At flytte en masse bits – fotoner såvel som elektroner.
Når jeg ikke bliver betalt for at nørde, så gør jeg det for egen regning hjemme i kælderen. Jeg rister min egen kaffe (smagen er klasser over almindelig kaffe) og triller en gang i mellem en tur på min motorcykel.
“Rygterne om kobbers død er stærkt overdrevne…”
Digital Subscriber Line eller DSL er en paraplybetegnelse for teknologier som transmitterer data over telefonledninger. Ledninger!
De unge læsere måber, men det er søreme rigtigt! I gamle dage før mobilen overhovedet var en våd drøm foregik telefoni igennem kabler, der blev gravet ned i jorden.
Det lyder enormt støvet og gammeldags, ikke sandt? “Sådan levede vi i oldtiden: Arkæologisk udgravning afslører fire potteskår, et billedrørs TV og et telefonkabel…”
Hvis jeg nu tager “kundebrillerne” på, så er jeg interesseret i en internetforbindelse og fremføringsmetoden er mig inderligt ligegyldig, så længe jeg får den ønskede hastighed, stabilitet og latenstid til en pris, jeg vil betale.
Men nu er jeg ikke bare kunde, men i allerhøjeste grad også nørd, og jeg vil gerne bruge lidt tid på at fortælle om, hvorfor jeg med “nørdbrillerne” synes at DSL familien er en helt fantastisk fræk teknologi.
Tænk på, at med VDSL2 som, det yngste medlem af DSL familien, kan vi faktisk i dag overføre over 100 Mbps gennem et kobberkabel, der blev gravet ned i jorden på et tidspunkt da både Alan Turing og Claude Shannon allerhøjest var en kløe i deres respektive fædres underbukser.
I må da give mig ret i, at det er imponerende!
I en kommende serie af klummeartikler vil jeg give jer muligheden for et grundigt kig op under skørterne af den ‘dame’, som blev født for næsten 20 år siden med publiceringen af ANSI T1.413, samt et kig i krystalkuglen om hvor vi er på vej hen.
Kobberkablerne har været dømt døde i efterhånden en del år, men som I vil se, så er rygterne om kobberets død stærkt overdrevne. Der foregår stadig en rivende udvikling – og vi har slet ikke ramt loftet med 100 Mbps.
Hvis jeg skulle beskrive mit (internet-mæssige) utopia, vil jeg ikke tøve et sekund: FTTH! (Fiber To-The-Home). Den eneste bedre teknologi jeg kan komme i tanke om er en trådløs teknologi, der vil give samme hastighed, stabilitet og ikke mindst latenstid som fiber, men der er vi vist længere ude på overdrevet end både julemand og fred på jord, så den parkerer jeg hermed. Jeg håber, fremtiden vil vise at jeg tog fejl i alle tre tilfælde.
Så der har I det – Fiber er fremtiden, selv for en DSL nørd.
Jamen hvis fiber er fremtiden, hvorfor så spilde tid og penge på at rode rundt med teknologier til brug på oldnordiske kabler? Fordi kablerne er der!
Det kan sikkert regnes ud på mange forskellige måder, men et tal jeg har hørt fra Holland er, at ca. 80% af omkostningerne ved etableringen af en fiber slutbruger udgøres af udgifterne til gravning. Dette varierer selvfølgelig voldsomt med de geografiske omstændigheder (fiber under mark versus fiber under rådhuspladsen). Med en løsning på kobber slipper man for (en del af) den omkostning.
En økonomisk simulering af en 100% udrulning af 300 Mbps+ i Amsterdam (Kilde: R.f.d.Brinck, TNO) viser, at det koster cirka en trediedel at udrulle nyeste DSL teknologi, G.Fast (mere om dette i en kommende artikel) i forhold til en ren FTTH udrulning. Så det er altså kedelig økonomi, der er lyseslukkeren – og dette gælder i langt de fleste lande i Verden.
Hvor økonomi er fiberens problem, er teknikken DSL’s problem, for det er dæleme ikke en simpel opgave at få det til at virke stabilt og konsistent, som I vil komme til at høre meget mere om i den kommende klummeserie.
Hvis Raket-Madsens Laboratorium eller Copenhagen Suborbitals skulle få så stor succes, at vi koloniserer Månen, vil vi skulle etablere bredbånd et sted uden nogen eksisterende infrastruktur. Her vil det være en helt anden situation – hvis man alligevel skal grave, så er det naturligvis billigst og bedst at lægge fiber ned.
Kobber og fiber skal derfor ses som komplementerende teknologier. Nogle steder rulles fiber direkte til slutbrugerne og andre steder penetreres fiberen trinvist dybere og dybere ud i accessnetværket, og dermed kontinuerligt forkorter kobberstrækningen.
Dette foregår i faser, som gør at omkostningen kan spredes ud over en længere periode. Herved holdes etableringsomkostningen per kunde på et acceptabelt niveau.
Vi startede med “byer eller bydele” (centraler, FTTco) med ADSL over 0-6 km kobber (Vi er i gang med “kvarterer” (fremskudte skabe, FTTcab) med VDSL over 0-1,5 km kobber.
Næste skridt er måske “veje” (distributionspunkter, FTTdp) med G.fast over 0-250 m kobber.
Hermed er banen kridtet op for de kommende artikler, hvor jeg vil komme ind på den udfordring som xDSL skal løse. I ‘krigen’ om at få presset dine bits hurtigst muligt igennem en degraderet og fejlbehæftet transmissionskanal, uden at introducere for mange fejl gælder Sun Tzu’s gamle paradigme stadig: Kend din Fjende!
Derfor kommer den næste artikel i serien til at handle om selve kobberkablerne – Karakteristikker og fejlkilder. Jeg håber, at jeg har tændt din nysgerrighed!
Læs også: Dine kobberkabler lever endnu: Sådan får du bedre internet
Den gigantiske læk af CPR-numre, der har ramt den såkaldte Robinson-liste, kan få konsekvenser.
Sådan lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).
“Det er ganske enkelt en fejl, der ikke må ske. Jeg ser med dyb alvor på denne sag,” siger hun.
Margrethe Vestager forlanger nu en fuld redegørelse om, hvordan lækken af 900.000 danskeres CPR-numre kunne ske.
“Det er klart, at jeg meget grundigt vil overveje, hvilke konsekvenser denne sag skal have,” siger hun.
Sikkerhed i CPR er en illusion
Fejlen skete onsdag eftermiddag, da de 900.000 danske CPR-numre fra den såkaldte Robinson-liste over danskere, der ikke ønsker at modtage målrettede reklamer i deres postkasse, blev uploadet på nettet.
Normalt består listen af navne og adresse, men onsdag bestod listen for første gang i stedet af CPR-numre på grund af en fejl hos it-leverandøren CSC.
En række danske politikere kræver efter den meget store læk, at hele det danske CPR-system bliver taget op til genovervejelse og endda erstattet af et fysisk borgerkort.
Enhedslistens Stine Brix siger til Computerworld, at det er en illusion, at CPR-nummeret er hemmeligt.
Partiet har indkaldt Margrethe Vestager til samråd for at få styr på situationen, hvor Enhedslisten blandt andet vil kræve, at det 46 år gamle CPR-system bliver erstattet af et borgerkort med magnetstribe og chip.
Det kan du læse mere om her: Opposition efter CPR-læk: Amatøragtigt og totalt uacceptabelt.
Læs også: Sådan blev 900.000 CPR-numre blottet på nettet.