Er man vokset op i Danmark, er det svært at have undgået en tremmesofa. Om det så var på et lærerværelse eller hjemme hos en læge eller gymnasielærer, ja, så befolkede den sofa så mange hjem i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, at den ikke bare blev et æstetisk statement, men også et politisk.

En investering i en tremmesofa var også en fasttømring af et politisk ståsted. Der var sandsynligvis ikke mange ejere af tremmesofaer, der stemte til højre for midten.

Men Børge Mogensens ikoniske sofa er også smart – og smart tænkt. Den kan let forvandles fra en topersoners sofa, man kan sidde og konversere i, til et møbel, man kan lægge sig i på langs; den ene ende kan fires ned og fæstnes med lædersnore.

Tremmesofaen er designet i 1942, men blev først sat i produktion over 20 år efter, da den havde optrådt i en film med Ghita Nørby i en af hovedrollerne. Da var tiden også moden til en sofa, der ikke var polstret.

Tremmesofaen står også her på Designmuseum Danmarks kommende udstilling om 100-års fødselaren Børge Mogensen – iført ternet stof som det, tekstilkunstneren Lis Ahlmann havde designet til sofaen. Endda selv om den sandsynligvis slet ikke er tegnet af Børge Mogensen, fortæller museumsdirektør Anne-Louise Sommer:

»Børge Mogensen og Hans J. Wegner holdt en sommerferie, hvor de arbejdede sammen om møbler til Snedkernes Efterårsudstilling. Derefter besluttede de, hvem der skulle lægge navn til hvilket møbel. Der kom så til at stå, at Børge Mogensen havde tegnet tremmesofaen, men som Christian Holmsted Olesen, der er inspektør her på museet, og som har forsket i Wegner, påpeger, ligner lædersnorene snarere en idé, Wegner kunne have fået,« siger hun.

2 x 100 år

Anledningen for udstillingen er 100-året for Børge Mogensen. Ligesom det er 100-året for kollegaen Hans J. Wegner. Designmuseum Danmark har valgt at fokusere på Hans J. Wegners design med en stor udstilling, der sal efter sal præsenterer mesterens møbler. Fortællingen om Børge Mogensen er noget mindre – i hvertfald her på museet. For breder man fortællingen ud til også at handle om, hvordan den generation af møbeldesignere formgav velfærdsstaten Danmark, ja, så har Mogensen en stor plads.

Hans møblers udtryk er mere bastant og mere kantet – knap så raffineret som vennen og klassekammeraten Hans J. Wegners, til gengæld designede han en af de mest solgte træstole i landet, Folkestolen.

Børge Mogensen (1914-1972) blev født i Aalborg og kom ind på Kunsthåndværkerskolen i 1936, hvor han blev undervist af professor Kaare Klint.

To år forinden havde han fået sit svendebrev som snedker. Som 28-årig blev han i 1942 ansat som leder af tegnestuen for FDB Møbler. Møblerne havde svært ved at vinde indpas, og i 1950 opsagde Børge Mogensen sin stilling for at tegne sine egne møbler.

I den efterfølgende periode tegnede han de kendte stole Skalstolen, Jagtstolen og Jagtspisestolen foruden opbevaringsmøblerne.

Kilde: Lars Hedebo Olsen: Børge Mogensen

En overgang stod den så mange steder, at den blev synonym med velmenende danske demokratiske tanker; et møbel, der ikke pralede, men var godt, holdbart og gedigent formgivet. Den stod i offentlige institutioner, i Brugsens cafeteria – og selvfølgelig indgik den også i interiøret i de huse, Børge Mogensen tegnede til sig selv, og som man også kan se billeder af her på udstillingen.

Folkestolen står her ved siden af dens forlæg: Kirkestolen, som Wegner og Mogensens læremester, Kaare Klint, tegnede til Bethlehemskirken i 1936. Det er en simpel træstol med armlæn og flettet sæde.

»Børge Mogensen er interessant, fordi han om nogen viderefører den tradition, Kaare Klint lagde for dansk møbelkunst. Kaare Klint underviste her,« siger Anne-Louise Sommer og viser rundt i det, der engang var et hospital, men siden 1926 blev til Museet for Kunstindu­stri, og hvor Kunsthåndværkerskolen også holdt til. Her blev det meste af den generation af møbel­arkitekter, der har sikret dansk design et godt ry, uddannet. Her blev eleverne sat til at måle. Måle kroppe, måle afstande, måle forhold mellem krop og møbel, ja måle og måle for at finde de rette proportioner.

»At opfatte kroppen på den måde internaliserer sig hos dem alle. Det bliver en del af det at lave møbler, at de passer til kroppen. Det er også tydeligt hos Børge Mogensen,« siger Anne-Louise Sommer.

Mogensen og hans klassekammerater lærte ikke bare at tilpasse proportionerne, de lærte også, at simpelt var godt. Et enkelt, elegant udtryk, hvor man kunne fornemme håndens arbejde med træet.

Designet til masseproduktion

Hvor Hans J. Wegner tegnede kunstneriske og kreative møbler, blev Børge Mogensen snarere set som folkets designer. I 1942 blev han hyret af det daværende FDB Møbler til at tegne en møbellinje, der skulle være såkaldt prisvenlig og henvende sig til et større marked. Også af den grund koncentrerede Børge Mogensen sig om at konstruere møblerne så simpelt som muligt.

»Windsorstolen blev for eksempel forenklet, så den lettere kunne produceres,« siger Anne-Louise Sommer og henviser til den træstol eller pindestol med armlæn, som også vandt indpas i mange danske hjem i 1960’erne og 1970’erne.

Men folkelige? Ja, det var Børge Mogensens møbler så nok alligevel ikke. I hvertfald ikke hvis der med folkelige menes møbler, arbejderklassen ville have. De ville – måske forståeligt nok – have behagelige møbler, de kunne tage sig en middagslur i, ikke hårde træmøbler som dem, FDB mente, de skulle sidde i. De var også forholdsvis dyre. Men Børge Mogensen mente, at man vel kunne købe et møbel ad gangen og så med tiden få råd til et helt sæt.

Børge Mogensens anden meget kendte sofa, Ambassadesofaen, var måske nok magelig – han havde selv en i sit eget hjem – men meget bekostelig. Den produceres stadig, og priserne begynder ved de 65.000 kr.

Noget andet, Børge Mogensen blev optaget af, var systematiske opbevaringssystemer, næsten som dem, man i dag kan få i Ikea, og som var noget anderledes indrettet end de store klunkeskabe, folk var vant til. Boligens Byggeskabe hed et af systemerne. Det kan også ses her på Designmuseum Danmark omend i den modsatte ende af udstillingen. Enkelt, praktisk og i god kvalitet – som de værdier, møblerne og velfærdsstaten byggede på.

Udstillingen ‘Møbler til folket! Børge Mogensen 100 år’ åbner på Designmuseum Danmark 23. maj og varer til 11. januar 2015. designmuseum.dk.

Et grundigt kig ud i universet afslører en mangfoldighed af galakser. Nogle er fladtrykte og har spiral­arme, andre er elliptiske, og nogle lader sig ikke kategorisere så nemt, fordi de har irregulære former.

Der findes kæmpegalakser med billioner af stjerner og dværg­galakser med få milliarder. I nogle galakser er der stadig fuldt knald på stjernedannelsen, andre er faldet til ro og gør ikke meget væsen af sig.

Alle disse meget forskellige galakser er dukket op i løbet af de 13,8 milliarder år, der er gået siden big bang. Præcis hvordan det er gået for sig, kan man nu se i den mest realistiske simulering af universets udvikling, der hidtil er lavet. En imponerende computersimulering, der viser forskerne, at deres bedste kosmologiske teorier i hvert fald ikke er helt skæve.

Forskerne bag projektet, der går under navnet Illustris, har ladet et virtuelt univers udvikle sig igennem 13 milliarder år. Simuleringen starter 12 millioner år efter big bang, hvor mørket hersker over universet. Ikke en eneste stjerne er tændt, men det mørke stof har samlet sig i filamenter, som brint og helium bliver gravitationelt tiltrukket af. Hvor koncentrationen af gas bliver størst, opstår stjerner og galakser.

Nu kan man med sine egne øjne se, hvordan flade spiralgalakser som Mælkevejen dannes. Man kan følge klynger af tunge stjerner eksplodere som supernovaer og sende nye grundstoffer ud i intetheden. Galakser kolliderer og smelter sammen, og supermassive sorte huller i midten af galakserne vokser sig store og trækker stof til sig, samtidig med at de forvandles til veritable kraftcentre med enorm indflydelse på omgivelserne.

Måske findes du ikke rigtigt. Måske er du bare bits og bytes i en enorm computersimulering, der er sat i gang af en uhyre avanceret civilisation. En simulering så uhyre detaljeret, at alt det, vi opfatter som hørende til vores univers, er med i den – fra det mindste til det største.

Det er en tanke, som den svenske filosof Nick Bostrom har leget med, og han er kommet frem til, at det er ganske sandsynligt, at vi alle blot er del af en simulering. Det har så fået tre fysikere til at regne på, om vi kan finde ud af, at vi er en del af en computer­simulering, som jo trods alt må være af endelig størrelse.

Resultatet blev, at det i princippet – omend måske ikke i praksis – altid vil være muligt at afgøre, om vi kun eksisterer i en computer.

Læs mere på simulation-argument.com

2.000 års beregninger

Det har taget forskerne fem år at udvikle den uhyre omfattende simulering, og det havde ikke været muligt at køre den, hvis de ikke havde haft kraftige supercomputere til rådighed.

Hele simuleringen krævede 16 millioner CPU-timer, og hvis forskerne havde kørt den på en almindelig, gennemsnitlig pc, ville det have taget mere end 2.000 år at foretage alle beregningerne. Heldigvis havde de adgang til supercomputere, ikke mindst SuperMUC i Tyskland og Curie i Frankrig – henholdsvis nummer 10 og 20 på listen over verdens hurtigste supercomputere. 8.192 processorkerner, 25 terabyte arbejdshukommelse og mere end 200 terabyte lagerplads på harddiske blev taget i brug i de tre måneder, det tog at genskabe universet.

Problemet med at simulere universet er, at det er så frygtelig stort, og at det rummer så meget i forskellige størrelsesskalaer – lige fra de mindste elementarpartikler til ekstremt store strukturer kaldet supergalaksehobe. Det er umuligt at få det hele med i en model, så man må træffe nogle hårde valg.

På den ene side kræver en realis­tisk simulering, at man lader tingene udvikle sig i et tilstrækkeligt stort virtuelt volumen, hvor der er plads til tusindvis af galakser. På den anden side skal modellen være så detaljeret som muligt, så man kan zoome ind på individuelle galakser og følge deres udvikling gennem tiden – med stjernedannelse, supernovaer og sorte huller.

Illustris ligner virkeligheden

I Illustris-simuleringen er universet en terning, der er 347 millioner lysår på hver led. Til at starte med rummer den kun mørkt stof, brint og helium, men efter 13 milliarder år er det blevet til 41.416 galakser.

Det er selvfølgelig ikke voldsomt mange i forhold til de langt over 100 milliarder galakser, der findes i den del af universet, vi kan observere, men pointen er, at galakserne i Illustris-universet har fået vidt forskellige størrelser og former, præcis som i det virkelige univers. Antallet af elliptiske galakser i forhold til antallet af spiralgalakser svarer til det, man kan observere, og indholdet af galakserne såvel som afstanden imellem dem er også passende. Det er første gang, en simulering er kommet så tæt på virkeligheden.

Illustris tager udgangspunkt i den mest udbredte model for big bang-kosmologi, nemlig Lambda-CDM-modellen. Ifølge den domineres universet af mørk energi og koldt, mørkt stof, og universets udvikling kan beskrives ved hjælp af kun seks parametre. Illustris viser, at fysikernes teori holder vand, for ud fra Lambda-CDM-modellen og de fysiske love er det rent faktisk muligt at fremtrylle et univers, der ligner vores. Ikke blot er bestanden af galakser genskabt, simuleringen rammer også, hvor meget gas universet indeholder, hvor det gemmer sig, og hvad gassen består af – i hvilket omfang den rummer grundstoffer, der er tungere end brint og helium.

Plads til forbedringer

En model af universet kan naturligvis altid forbedres, for eksempel ved at gøre detaljeringsgraden endnu større. I Illustris-simuleringen består det virtuelle univers af 12 milliarder elementer, og det er langtfra nok til, at enkelte stjerner kan ses. Der er altså grænser for, hvor langt man kan zoome ind, og hvor små strukturer, man kan få øje på.

Forskerne har da også identificeret adskillige tilfælde, hvor modellen ikke passer helt med virkeligheden. For eksempel er stjernerne i forholdsvis små galakser for gamle, for i simuleringen begynder stjernedannelsen alt for tidligt i disse systemer. Så der skal arbejdes videre på modellen, men først vil holdet bag Illustris stille alle data til rådighed for andre forskere, som kan stille virtuelle teleskoper ind på netop det astronomiske område, der interesserer dem. De kan så spole frem og tilbage i tiden og for eksempel nøjes med at se densiteten af det mørke stof, temperaturen af gassen i og imellem galakserne eller kemien i gassen. Forhåbentlig kan simuleringen inspirere astrofysikerne til at udvikle endnu bedre teorier, der forklarer universets fænomener på en overbevisende måde.

Se en video af simuleringen her:

LED-lys stormer frem på markedet, hvor det især erstatter de kviksølvholdige sparepærer. Men LED-lyset har brug for egen strømforsyning, der typisk indbygges i en almindelig krone-pære eller et lysstofrør og derfor skal være små og holdbare.På DTU Elektro har ph.d.-studerende Mickey Madsen udviklet en innovativ strømforsyning, der er skrumpet ca. 80 pct. i størrelse og materialeforbrug og dermed også væsentligt i pris sammenlignet med dagens standard.

Tricket i den nye strømforsyning er at øge switch-frekvensen fra normalt 100-200 kHz til 30-60 MHz. Når frekvensen stiger, risikerer man at brænde halvlederne af, fordi der afsættes en masse energi i halvleder­nes små paracit-kapaciteter, hver gang de tændes og slukkes. Men det problem har Mickey Madsen fundet en løsning på:

»Ved at anvende kredsløbs- topologier, der normalt bruges til radiokommunikation, er det muligt næsten at eliminere switch-tabene. Foruden nogle detaljerede formler, der giver et indledende design, har det krævet en række opfindelser samt meget knowhow at opnå høj effektivitet ved disse frekvenser. Med så høj switch-frekvens skal switchen tændes og slukkes med nanosekunders præcision,« fortæller Mickey Madsen.

Den meget høje frekvens gør, at flere af de traditionelle komponenter kan ændres. For eksempel kan spolerne laves uden kernemateriale eller lægges i selve printet. Derved undgås brug af sjældne jordarter og bekymringer for forsyningssikkerhed af disse, og desuden kan elektrolytiske kapacitorer udskiftes med keramiske.

Strømforsyningen dør først

»De fleste strømforsyninger i LED-belysning holder op med at fungere lang tid før lyskilden i LED’en. Det skyldes især, at elektrolytten i kapacitorerne tørrer ud. Det slipper vi for med de keramiske,« forklarer Mickey Madsen.

Derved forøges LED-pærernes levetid væsentligt ved, at strømforsyningen ikke dør før lyskilden, som er tilfældet i den nuværende teknologi. Effektiviteten af strømforsyningen ligger på omkring 87 procent på nuværende tidspunkt, og Mickey Madsen forventer at ramme 90 procent inden august.

Sideløbende med den teknologiske udvikling er Mickey Madsen godt i gang med at transformere de små strømforsyninger til et kommercielt spinout, som får navnet Nordic Power Converters. Proto­typer af strømforsyningen er netop nu ude hos en række af de store producenter af LED-teknologi.

Teamet er nu vokset med fire forskere, og til at hjælpe med at udvikle forretningen, lede virksomhedsdannelsen og håndtere nye investorer har Mickey Madsen allieret sig med den erfarne virksomhedsudvikler Regnar Paaske:

»Vi har indledt dialog med forskellige potentielle investorer i ind- og udland. Eftersom teknologien har globalt potentiale, har vi positiv interesse og feedback fra investorer i Silicon Vally og Seattle samt flere danske investorer. Vi planlægger at gennemføre første investeringsrunde senest i løbet af efteråret,« siger Regnar Paaske.

Indtil da kører projektet på DTU Elektro og er finansieret af en række projekter, bl.a. et projekt støttet af Højteknologifonden, Grundfos og en række andre danske virksomheder samt et EU-projekt under Copenhagen Cleantech Cluster.

»Det er ikke forventningen, at vi selv skal stå for produktionen. Vi ser på forskellige modeller, men lige nu ser det mest ud til, at strømforsyningen vil blive produceret af andre på licens,« fortæller Regnar Paaske.

På DTU Cleantech Bazar 22. maj kan interesserede møde Nordic Power Converters.

Hvis man vil vide, om der er nanopartikler i kroppen på mus, behøver man blot at kigge på deres hud. Mus injiceret med guld-nanopartikler får nemlig blåviolet hud, og nanostrukturer kaldet kvantepunkter – en særlig form for nanopartikler – kan få musenes hud til at lyse gult, grønt eller rødt i ultraviolet lys.

Det har forskere fra University of Toronto i Canada fundet ud af, og de har skrevet om deres opdagelser i det videnskabelige online-tidsskrift Nature Communications.

Forskerne ville gerne finde ud af, om tilstedeværelsen af nanopartikler i kroppen kan afsløres på en simpel måde. Det viste sig, at nanopartikler akkumuleres i huden på musene, og at der er en sammenhæng mellem antallet af nanopartikler i huden og i indre organer som lever og milt.

Ved at måle på huden alene kunne forskerne få en idé om, hvor mange nanopartikler, musene var blevet udsat for. Nanopartikler fra blodbanen blev aflejret i læderhuden lige under overhuden.

Forskerne regner med, at det samme gælder for mennesker, så måske kan en simpel optisk analyse eller en biopsi af huden fortælle, i hvilket omfang man har nanopartikler i kroppen. Hidtil har det ellers været svært at afgøre, om man er blevet udsat for nanopartikler, der mistænkes for at være sundhedsskadelige.

Resultatet viste dog også, at forskellige former for nanopartikler afslører sig på forskellig vis, så det er langt fra givet, at metoden kan bruges uanset nanopartiklernes art, størrelse, form og overfladekemi.