Der er afsat næsten 40 millioner kroner til et nyt projekt, hvor AgroTech og Aarhus Universitet i samarbejde skal bekæmpe madspild hos landmænd i Danmark.

Danskerne går hvert år glip af frugt og grøntsager svarende til lasten på et fyldt lastvognstog, der strækker sig fra Aalborg til den tyske grænse, når i alt 30 procent af den samlede produktion ender som madspild.

Med AgroTech i spidsen starter et nyt projekt, hvor Aarhus Universitet leder den forskningsmæssige del, der skal undersøge, hvordan spildet fra jord til bord kan reduceres markant.

»Spildet betyder, at produktionsomkostningerne bliver for høje, og at primærproducenterne går glip af indtjening på en tredjedel af produktionen, selvom de allerede har haft udgifter til at dyrke, høste og lagre,« siger forskningsleder og lektor Merete Edelenbos fra Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet.

Forskningsteamet ved Aarhus Universitet vil have fokus på at mindske råvarespildet ved at udvikle metoder til forbedret kvalitetsvurdering af produkterne i de enkelte led i forsyningskæden, så spild bedre kan undgås.

Merete Edelenbos peger på, at spildet ofte opstår på marken, hvis produkterne ikke svarer til kvalitetskravene.

Andre gange opstår spildet på lageret, hvis alle produkter høstes, og varerne enten ikke kan sælges eller bliver dårlige og sygdomsramte under oplagringen.

»Det er særligt den del, vi vil kigge på. Man har ikke teknologien, der kan advare om, at man når nogle kritiske punkter undervejs på lageret. Vi vil finde metoder til at bestemme holdbarheden af især løg og rodfrugter, så man undgår spildet på lageret,« siger forskningslederen.

AgroTech vil derefter i samarbejde med de forskellige aktører i værdikæden implementere metoderne, så dyrkning, høst, lagring og klargøring optimeres, og spildet bliver mindre.

Økonomisk og bæredygtigt

Projektets ledere forventer, at resultaterne af projektet vil kunne skabe en yderligere årlig værdi for primærproducenterne på 180 millioner kr. ved at reducere det nuværende råvarespild med op til 30 procent.

Samtidig vil reduktionen af råvarespildet gøre produktionen af fødevarer mere bæredygtig og ressourceeffektiv. En reduktion på 30 procent af det samlede madspild vil ifølge AgroTech formindske klimabelastningen med næsten 14.000 ton CO2. Det skyldes et mindre behov for vand og næringsstoffer.

Der er afsat fire år og 37,3 millioner kroner til projektet, hvoraf 14,6 mio. kr. finansieres af Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Resten finansieres af de deltagende virksomheder og forskningsinstitutioner.

Seks Sikorsky-helikoptere af typen VH-92 får nu en opgradering til knap syv milliarder kroner, der skal gøre dem egnede til brug for en kommende amerikansk præsident og andre topfolk i 2019.

Detaljerne omkring de nye helikopterer er få, men ifølge nyhedssitet Verge bliver de blandt andet udstyret med en høj grad af redundans i de elektroniske systemer samt større kabiner og høj modstandsdygtighed over for sammenstød med fugle.

Gennemprøvet model

Den grundlæggende udgave af VH-92 er allerede blevet produceret i mere end 200 eksemplarer, hovedsageligt til olie- og gasindustrien samt redningsopgaver.

Sikorsky har leveret helikoptere til USA’s præsident siden 1957, da Dwight Eisenhower var den første præsident til at bruge en helikopter som transportmiddel.

I 2009 var Lockheed Martin ved at overtage rollen som præsidentens helikopterleverandør, men omkostningerne i det projekt løb pludselig så meget løbsk, at prisen blev fordoblet – præsident Obama beskrev projektet som ‘et eksempel på en indkøbsprocess, der går amok’.

Siden kom opgaven i et nyt udbud, hvor kun Sikorsky bød – og fik ordren, skriver Reuters.

Efter opgraderingen af de seks eksisterende helikoptere, skal 15 nye produceres inden 2023. Opgraderingen og nyindkøbet har været efterspurgt af forsvaret i mere end et årti, da flere af præsidentens helikoptere er fra 1974.

Seks Sikorsky-helikoptere af typen VH-92 får nu en opgradering til knap syv milliarder kroner, der skal gøre dem egnede til brug for en kommende amerikansk præsident og andre topfolk i 2019.

Detaljerne omkring de nye helikopterer er få, men ifølge nyhedssitet Verge bliver de blandt andet udstyret med en høj grad af redundans i de elektroniske systemer samt større kabiner og høj modstandsdygtighed over for sammenstød med fugle.

Gennemprøvet model

Den grundlæggende udgave af VH-92 er allerede blevet produceret i mere end 200 eksemplarer, hovedsageligt til olie- og gasindustrien samt redningsopgaver.

Sikorsky har leveret helikoptere til USA’s præsident siden 1957, da Dwight Eisenhower var den første præsident til at bruge en helikopter som transportmiddel.

I 2009 var Lockheed Martin ved at overtage rollen som præsidentens helikopterleverandør, men omkostningerne i det projekt løb pludselig så meget løbsk, at prisen blev fordoblet – præsident Obama beskrev projektet som ‘et eksempel på en indkøbsprocess, der går amok’.

Siden kom opgaven i et nyt udbud, hvor kun Sikorsky bød – og fik ordren, skriver Reuters.

Efter opgraderingen af de seks eksisterende helikoptere, skal 15 nye produceres inden 2023. Opgraderingen og nyindkøbet har været efterspurgt af forsvaret i mere end et årti, da flere af præsidentens helikoptere er fra 1974.

Energibesparelser og -effektivitet er et varmt emne, som mange ingeniører er optaget af. Måske er det en af forklaringerne på, at Danfoss i år er gået frem på samtlige parametre og genvinder sin 2.-plads i Ingeniørens profilanalyse.

»Jeg tror, vi har været bedre til at kommunikere, hvad Danfoss gør, med nogle konkrete eksempler på løsninger på de projekter, vi har,« siger kommunikationsdirektør Mette Refshauge.

Blandt andet har der været stor opmærksomhed om løsninger til de nye vækstmarkeder som f.eks. Kina, hvor virksomheden arbejder med fjernvarme og genanvendelse af overskudsvarme fra det lokale stålværk.

»Det er en god sag som global virksomhed,« siger hun.

Desuden har Danfoss haft travlt med at bygge ud i Indien, og endelig har årsrapporten og de finansielle resultater vist, at Danfoss er stærk på vækstmarkederne, fremhæver Mette Refshauge:

»Det er med til at tegne en skarp og stærk profil af Danfoss.«

Energieffektiv løftestang

Siden sidste år er der desuden kommet mere fokus på energieffek­tivitet, fremhæver Mette Refshauge, der ser hele den politiske energi­effektivitetsagenda som en klar løftestang for ingeniørernes syn på Danfoss’ image.

»Der har især været fokus på løsninger, der har kort tilbagebetalingstid, og som står klar inden for en kort tidshorisont. Det er en af de helt store trends for Danfoss og det område, hvor vi har en stor del af vores produkter inden for. Så der er vi måske blevet mere synlige og mere aktuelle for omverdenen,« vurderer hun.

På årets liste er Danfoss gået fra en 4.-plads til en 1.-plads på punktet Ansvarlighed over for omgivelser og miljø. Til gengæld – og lidt paradoksalt – mener kun en femtedel af de uddannede ingeniører, at Danfoss signalerer ‘social ansvarlighed’, når man beder dem sætte værdiord på virksomheden. For at tage den gode nyhed først mener kommunika­tionsdirektøren, at det er energieffektivitets­agendaen, der gør, at virksomheden scorer højt på Ansvarlighed over for omgivelser og miljø.

»Men jeg ved ikke, hvorfor kun 19 procent synes, vi er ‘socialt ansvarlige’. Jeg tror, at det er vigtigere for vores interessenter, at produkterne er af høj kvalitet,« siger hun.

Stadig tung bagi

Danfoss’ kerneværdier er kvalitet, troværdighed og innovation, og ingeniørerne giver virksomheden en høj score inden for ‘kvalitetsbevidsthed’.

Til gengæld halter det stadig med at klistre et ord som ‘nyskabende’ på en af Danmarks største virksomheder. Det vil kun en tredjedel af ingeniørerne.

»Vi er nyskabende, når der er god fornuft i det. Men det undrer mig ikke, at vi på det danske marked er associeret med mere traditionelle værdier, end vi er på andre markeder,« forklarer Mette Refshauge.

»Men vi kommer til at bruge nogle kræfter på at fortælle den fremadrettede fortælling om Danfoss, for vi er helt opmærksomme på, at danskerne har den opfattelse af os, mens vi på andre markeder – som vækstmarkederne – opfattes meget mere som innovative og fremadskuende.«

Hvis hun skal sammenligne med sin ‘konkurrent’ i profillistens top, Novo Nordisk, har de været gode til at få hele befolkningen til at forbinde insulinpenne med innovation.

»Så hvis vi skal slå Novo, skal vi kommunikere bedre om, hvilke trends vi bidrager med inden for energi, klima, infrastruktur og cold chain, som er nogle megatrends globalt,« siger hun.

I scorer også lavt på værdiordene ‘energisk’ og ‘vinderkultur’, men højt på ‘gammeldags’. Det kunne tyde på en lidt tung organisation. Er det, som det skal være?

»Vi er meget stolte af vores arv, historie og tradition – men nej, vi har en ambition om at fortælle en mere opdateret, fremadskuende fortælling om Danfoss, og det vil vi arbejde med i det kommende år,« lover hun.

Løn er ikke løn

Et parameter, der i høj grad har været med til at trække Danfoss op i år, er Løn og goder. Dér er virksomheden gået fra en samlet 12.-plads til en 4.-plads – helt uden at ændre noget.

»Vi har selvfølgelig ikke været ude at skrue op for lønningerne i det år, der er gået,« slår Mette Refshauge fast.

»Men når man spørger til det i profilanalysen, tror jeg ikke nødvendigvis, folk ser på tallet på lønsedlen. Det er motiverende at være en del af en succes og nogle konkrete og spændende løsninger. Så vi er nok mere blevet bedre til at fortælle, hvilken virksomhed vi er,« gætter hun.

Og nogle af de øvrige parametre kunne tyde på, at hun gætter rigtigt, for virksomheden er gået fra en 7.-plads til en 4.-plads på Karrieremuligheder og fra en 7.-plads til en 4.-plads på Faglig udvikling. På parameteret Balance mellem familie- og arbejdsliv er Danfoss desuden gået fra en 5.-plads til en 1.-plads.

»Der har ikke været konkrete historier på området, så jeg tror, det handler om sammenhængen mellem en spændende virksomhed og en attraktiv arbejdsplads,« vurderer Mette Refshauge.

Drømmen om 1.-pladsen

Sidste år gik det ikke efter Danfoss’ adm. direktørs hoved. Niels B. Christiansen satsede på at slå den mangeårige vinder, Novo Nordisk, men røg i stedet fra en 2.-plads ned på en 6.-plads.

Så med dette års genvundne selvtillid tror Mette Refshauge igen på udsigterne til en 1.-plads næste år.

»Vi er ikke utilfredse med at ligge nummer to, men vi vil selvfølgelig altid gerne være bedre,« siger hun.

»Derfor bliver vi ved at fortælle historien om Danfoss – med fokus på Danfoss som arbejdsplads og på det bidrag, vi yder til vores omgivelser.«

Læs magasinet Profil 2014

De første tre danskere er døde, efter at de er blevet smittet med en særlig stafylokok, MRSA CC398, som har inficeret de danske svinestalde. Med 30 millioner grise i det danske landbrug burde der være grund til at slå alarm og sikre sig, at smitten ikke griber om sig.

De ansvarlige ministre for fødevarer og sundhed har gjort det modsatte og stukket hovedet i busken. Ingen af dem har lyst til at sætte tiltag i værk, som kan forhindre, at smitten bliver til en epidemi. Faktisk vil de ikke engang stå frem og forklare, hvorfor de bliver siddende på hænderne.

Derfor kan vi kun gætte på, at de måske synes, at tre dødsfald er for lidt til at reagere. Der dør trods alt tusindvis af danskere hvert år af forskellige infektioner, og resistente bakterier på hospitalerne slår langt, langt flere ihjel end svine-MRSA. Den tavshed kan ikke forsvares. For alle fakta peger på, at vi kun er ved begyndelsen på problemet.

CC398 opstod i mennesker, men først da den fandt vej til svin, udviklede den resistens på grund af landbrugets forbrug af antibiotika. Endnu kan bakterien i de fleste tilfælde slås ned med antibiotika, men multiresistent MRSA er set.

Første infektion med svine-MRSA blev fundet i 2006. Siden er antallet af diagnosticerede smittebærere steget støt og mere end fordoblet fra 2012 til 2013 til 643 personer. I starten blev kun medarbejdere på svinefarmene ramt, men i 2012, hvorfra de seneste tal stammer, var 49 smittet uden at have været i kontakt med dyrene. Det gælder også for alle de tre afdøde: Ingen af dem havde været på et landbrug. Samtidig viser amerikanske undersøgelser, at naboer til svinefarme har fordoblet risikoen for at blive smittet.

77 pct. af de slagtesvin, som Fødevarestyrelsen i 2012 kontrollerede, bar MRSA-bakterien. Siden har ministeriet helt uforståeligt og i strid med forskernes anbefaling ikke villet bevilge penge til en ny undersøgelse. Vi ved derfor ikke, om der er millioner af smittede svin på de farme, som mange danskere bor tæt på, som en af forskerne konstaterede i Ingeniørens oprulning af sagen. Men vi kan godt gå ud fra, at der bliver flere raske smittebærere, som spreder bakterien stadig længere ud i samfundet. Det kan ramme os alle og ikke kun medarbejdere i landbruget.

Desværre er det ikke længere tilstrækkeligt at bede landbruget om at skrue ned for antibiotikaforbruget. Bakterien er nemlig allerede resistent, og der skal mere radikale løsninger til at fjerne den fra staldene.

Heldigvis har landbruget tidligere vist, at en målrettet indsats kan bære frugt. De fleste af os husker de mange år, da det var strengt forbudt at spise rå æg. I dag har danske fjerkræavlere sammen med myndighederne så godt som afskaffet salmonella herhjemme. I 2012 fik vi særstatus i EU, så vi kan afvise udenlandske æg med salmonella. Så sent som sidste år blev reglerne strammet igen, så danske æg er underlagt Europas skrappeste salmonellakontrol. De fleste har nu glemt, at op imod 20.000 danskere årligt blev syge af salmonella i større eller mindre omfang gennem 00’erne.

Salmonellahandlingsplanen kostede milliarder, og det bliver dyrt at slippe af med svine- MRSA. Men vi har ikke råd til at lade være.

En ejerandel til Københavns Kommune på 95 procent i stedet for 55 procent af byudviklingsselskabet By & Havn er en af konsekvenserne af torsdagens godt 11 milliarder kroner dyre metroaftale mellem staten og kommunen.

Og det glæder teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten, selv om der følger en gæld på 16,5 milliarder kroner med i aftalen.

»Djævelen ligger jo altid i detaljen. Så det bliver spændende at se, hvad vi kan med den øgede ejerandel. Men umiddelbart venter jeg, at vi kan bruge ejerskabet mere aktivt, så vi i højere grad kan anvende grundene i Nordhavnen og Ørestaden til at gavne Københavns klimaplaner og miljømål,« siger Morten Kabell.

Nordhavnen bliver ellers markedsført som en meget grønt og bæredygtigt anlagt bydel, men du er ikke tilfreds?

»Nej, vi mangler stadig en masse rekreative områder og at kunne bygge mere alment, end vi hidtil har kunnet. Der er kommet ekstremt lidt alment, men for mig er social bæredygtighed også vigtig.«

Staten gik efter pengene

Hvordan har statens andel i By & Havn kunnet spærre for de ambitioner?

»For de statslige repræsentanter i By & Havns bestyrelse har det været mere vigtigt at få penge i kassen.«

Men nu får kommunen jo en gevaldig gæld, så I bliver vel også nødt til at skele til pengepungen?

»Ja, selvfølgelig. Men historisk ser kommunen mere langsigtet på vores investeringer og på, at vores grundsalg og ejendomme skal understøtte den udvikling, vi ønsker. Staten har derimod ønsket sig penge i kassen nu og her.«

Tunnel under Svanemøllebugten

Et af de nyere konfliktpunkter mellem staten og Københavns Kommune var størrelsen på det Nordhavnsvejprojekt, som nu efter planen bliver forlænget til en decideret biltunnel under Svanemøllebugten. Kommunen håbede længe at kunne anlægge et fremtidssikret projekt, men den daværende borgerlige transportminister Hans Christian Schmidt (V) sagde nej.

Har den frustration ikke også medført et håb om større råderet i sådan nogle sager?

»Jo, det er klart, at hvis vi selv kom til at bestemme, hvordan vi kan gøre det godt for københavnerne, er det tilfredsstillende. Jeg synes ikke, hverken den tidligere eller nuværende regering har kunnet levere det, København har brug for,« siger Morten Kabell.

I folkemunde er den seks etager høje bygning på Esplanaden 50 kendt som ‘Huset med de blå øjne’ på grund af vinduerne, der reflekterer vandet i Københavns Havn. Selv på en opklaret forårsdag virker A.P. Møller – Mærsks hovedsæde dog noget tilknappet, som det ligger der bag velfriserede plæner og pertentligt rene flisegange.

Men facaden snyder.

For inde bag de spejlende blå øjne er en regulær kulturrevolution de seneste år skyllet gennem det gamle konglomerat.

Med ‘åbent skib’ for folket, tre millioner Facebook-venner, medieadgang til topledelsen og kapitalmarkedsdage for finansverden er Mærsk- gruppen begyndt at omfavne offentligheden, som den i årtier har omfavnet nye markeder kloden rundt.

Opret et cv på Jobfinder – den lige vej til en ny karriere

Da vi træder ud af elevatoren på sjette sal, er her mere glas end mahogni. Mere summen fra kaffeautomaten end tunge tik-tak fra antikverede standure. To år efter patriarken hr. Møllers død er der mere erhverv end klenodie over direktionsgangen på Esplanaden. 

Gruppen har sendt sin højeste topchef, den 1,98 meter høje Claus Hemmingsen, til interviewet. Ud over at være medlem af den seks mand store direktion, Executive Board, er han også CEO i Maersk Drilling, den ene af gruppens fire grundpiller.

Vi er her for at høre, hvordan Mærsk vil omsætte åbenheden til forretning. Et godt omdømme kan styrke selvfølelsen hos enhver virksomhed. Men er det også godt købmandskab?

»Det er ikke nogen enkel opgave at dokumentere værdien af åbenhed på bundlinjen,« indleder Claus Hemmingsen, da vi har sat os til rette i de behørigt lyseblå stole.

»Men jeg tror på, det har en positiv effekt på forretningen, når vi får 750 ansøgere til et driller trainee-program, hvor vi optager 12. Så mange fik vi slet ikke før i tiden. Det har også en positiv effekt, når vi får fortalt historien om vores verdensklasse-simulator hos Maersk Training, og de store olieselskaber begynder at tale positivt om den.«

Den store omkalfatring

Bag de konkrete eksempler gemmer sig også et behov for at synliggøre de mange virksomheder i gruppen.

Før i tiden var A.P. Møller – Mærsk nærmest synonym med containerrederiet Maersk Line. Men i de senere år har Mærsk haft et ønske om også at ekspandere de andre ben i gruppen. For at det skal lykkes, er det afgørende, at kunder, investorer og andre stakeholders får et større kendskab til, hvad de enkelte selskaber arbejder med og præsterer, forklarer Claus Hemmingsen.

Når man taler åbenhed i Mærsk, svarer ‘før i tiden’ til årene inden 2007, hvor Nils Smedegaard Andersen tog over som CEO og indledte en omkalfatring af det traditionsbundne – og i nogles øjne traditionsramte – konglomerat.

For Claus Hemmingsen rækker Mærsk-historien dog væsentligt længere tilbage – faktisk mere end tre årtier til 1981, hvor han entrerede Mærsk som shippingelev:

»Vi er gået fra helst ikke at ville i medierne – ikke fordi vi ikke ville stå ved det, vi gjorde, men nærmere som udtryk for en ydmyghed over for de resultater, vi leverede,« siger han og trækker linjen op til i dag, hvor gruppen langt oftere stiller organisationen og sågar topcheferne til rådighed for offentlighedens nærmest ubegrænsede appetit på et kig ind bag den syvtakkede stjerne.

Hvor går grænsen for åbenheden?

»Der er naturligvis nogle begrænsninger i forhold til kontrakter og medarbejdere og forretningsfølsomme oplysninger, hvor vi ikke føler, det er os beskåret at tale. Men så længe vi bliver spurgt til forretningen og vores virke, ser jeg egentlig ikke nogen klar grænse.«

Jagter 3.000 nye medarbejdere

Åbenhed giver synlighed. Og synlighed er hård valuta på et globalt jobmarked, hvor Mærsk-gruppen konkurrerer med attraktive internationale arbejdsgivere om morgen­dagens talenter.

For Maersk Drilling, Claus Hemmingsens egen del af gruppen, er synligheden og det gode omdømme blandt ingeniørerne særligt vigtigt.

Virksomheden, der beskæftiger cirka 3.300 mennesker med at bore og klargøre brønde for olieselskaber, har siden 2011 investeret mere end 28 milliarder kroner i nye borerigge og -skibe. Det kræver sit mandskab – nærmere bestemt 3.000 nye medarbejdere frem mod 2016, hvoraf cirka 200 vil være ingeniører.

»Den åbenhed, gruppen har lagt for dagen, har stor betydning for, at vi kan tiltrække de dygtigste mennesker. Men det betyder i den grad også noget for vores nuværende med­arbejdere, at de ser deres arbejdsplads profileret.«

Offshore er fortsat et erhverv i vækst, men også en industri, der for mange er lig med voldsomt grej og mænd i beskidte kedeldragter.

»Når der skal laves en tv-udsendelse, eller når vi selv skal producere en video, er det  jo ikke nødvendigvis interessant at vise en driller, der sidder i 20 minutter bag en skærm og arbejder med et joystick. Dér vil medierne hellere vise nogle store rør og olie, der sprøjter, for at give fortællingen liv. Sandheden er blot, at der ikke skal være nogen olie, som sprøjter omkring på drill-floren,« forklarer Claus Hemmingsen og understreger behovet for diversitet i en global virksomhed anno 2014:

»De ansøgere, vi får i dag, er hurtigere til at tilpasse sig ny teknologi, hvor de ældre generationer nok har mere føling med selve boreprocessen. Vi har i allerhøjeste grad brug for begge dele.«

Diversitet er afgørende

A.P. Møller har altid haft et smæld af Dannebrog over sig, og hovedaktionæren, Mærsk-familien, lægger stadig vægt på sit danske ophav. Men selv om dansk arbejdskraft fortsat udgør en vis kerne, så rækker dansk ikke i en global hverdag:

»Vi er utroligt glade for kvaliteten af danske ingeniører, for deres fokus på kreative løsninger og deres høje arbejdsmoral. Men vi sætter også stor pris på de østeuropæiske ingeniører, der er stærke på matematikken. Eller på andre nationaliteter for den sags skyld. Og når vi sætter kontor op i Luanda (Angolas hovedstad, red.), går vi gerne efter lokale med et stærkt lokalt kendskab,« forklarer Claus Hemmingsen.

»Diversitet er afgørende for os, og vi arbejder ikke med kvoter for, hvor mange af vores medarbejdere der skal være danske. Vi går efter de dygtigste.«

Alene i Maersk Drilling arbejder der for tiden 52 forskellige nationaliteter.

Ny teknologi skaber vækst

Med kombinationen af transport og energiudvinding er A.P. Møller – Mærsk en teknologi-intensiv koncern, som i disse år investerer store milliardbeløb – regnet i dollars – i fornyet vækst. Og de teknologiske overvejelser rækker helt til tops i organisationen:

»Teknologi fylder mere på vores dagsorden i Executive Board, end de fleste formentlig tror. Da Maersk Line skulle vælge skrogtype til Triple E-serien, blev det nøje diskuteret på vores møder. Det samme gælder optimering af løftegrejet til at håndtere de enorme mængder gods i vores havneterminaler. Eller automatiseringen af arbejdet på vores rigge, så vi kan få mennesker ud af harms way (fareområdet, red.),« forklarer Claus Hemmingsen.

Maersk Drilling er en af gruppens mest teknologitunge virksomheder med cirka 200 ingeniører ansat. Her er teknisk nyudvikling afgørende i kampen for at forblive en attraktiv partner for kunder og leverandører – og for at indfri målet om et resultat på en milliard dollars i 2018:

»Der er to formål med vores vækststrategi. Dels er vi udset som en mere central del af gruppen, hvilket kræver, at vi bliver en større og mere stærk spiller både for vores kunder og internt. Dels vil vi gerne være mere interessante for leverandørerne, så de vælger os som samarbejdspartner i udviklingen af ny teknologi. Begge dele tror vi på lykkes, når vi kommer op på 25-30 rigge.«

Ved indgangen til 2014 opererede Maersk Drilling 16 borerigge – med yderligere 8 nybyggede rigge og boreskibe under levering frem til 2016. Dertil kommer forretninger i Egypten og Venezuela, hvoraf sidstnævnte er sat til salg.

Simulering sparer millioner

Virksomheden koncentrerer i dag kræfterne om dybvandsmarkedet, hvor der bores i dybder ned til 12 kilometer, og om ultra-harsh-segmentet, som ikke mindst i den norske del af Nordsøen byder på nogle af klodens hårdeste betingelser for olieefterforskning.

»Teknologisk set er der ikke afgørende forskel på at bore i ultra-harsh-miljøer og på dybt vand. Men på dybt vand-segmentet udvikler brugen af data sig for tiden markant,« siger han og uddyber:

»Vi har en masse udstyr nede i brønden, som hiver data op, mens vi arbejder. De data bliver i dag analyseret inden for en 12-24 timers periode. Kan vi skære 10 procent af den tid ved at anvende simuleringsteknik fra andre industrier, sparer vi hurtigt olieselskaberne for store beløb, når de daglige omkostninger ligger i omegnen af en million dollars.«

Jeres kolleger i Maersk Line har investeret massivt i Triple E-serien på et tidspunkt med stor overkapacitet på containermarkedet. Alene siden 2011 har Maersk Drilling forpligtet sig til investeringer på 5,2 milliarder dollars – i en periode med særdeles høje kontraktpriser. Risikerer I ikke at investere på toppen?

»Siden 2005 har vi opereret i et utrolig stærkt marked. Og vi tror stadig på markedet. Det er rigtigt, at vi lige nu oplever en snert af overkapacitet i dybvandssegmentet, ligesom nogle olieselskaber har udsat planlagte efterforskninger for i stedet at trimme forretningen. Den afmatning forventer vi vil vare endnu 12-24 måneder. Men vi er i markedet på den lange bane. Og den langsigtede efterspørgsel efter olie er ikke alene intakt, den vil også skulle indfris på dybt vand, for det er her, de resterende oliereserver findes.«

Nej tak til skifergas

I de seneste år har teknologien til udvinding af skifergas frigjort nye olie- og gasreserver, særligt i USA, der i 2013 tangerede Rusland som verdens største producent af fossile kulbrinter.

»Skifergas er en forsyningskilde, vi ikke så komme for fem år siden,« medgiver Claus Hemmingsen, »og jeg tror, den vil være en del af forsyningen i mange år frem. Især i USA. Men selv om det tager en smule efterspørgsel ud af markedet, vil skifergas ikke fundamentalt forandre markedet.«

2007: Medlem af Executive Board, svarende til direktionen, i A.P. Møller – Mærsk-gruppen.

2005: Adm. direktør i Maersk Drilling.

1981: Ansat som shippingelev. Har desuden arbejdet for APM Terminals og været udstationeret for Maersk Line i Hongkong og Singa­pore. Har en Executive MBA fra IMD i Schweiz.

Hvorfor ikke?

»For det første begynder man ligesom ved al anden udvinding med de lettest tilgængelige brønde. Men når de er udtømt, vil prisen på de resterende brønde være nogenlunde den samme som ved udvinding på dybt vand, hvilket kræver en oliepris på 75-80 dollars pr. tønde, før du rammer breakeven.«

Og Maersk Drilling har ingen planer om at bevæge sig ind på markedet:

»Skifergas opererer onshore, mens vores ekspertise ligger i offshore og de mere komplekse operationer. Så nej, vi har ikke overvejet at gå ind i det.«

Klar tale er også åbenhed – og vi har nået målet for interviewet. Men har Mærsk også nået målet for åbenheden?

»Åbenhed er ikke et stykke arbejde, du bliver færdig med. Men jeg oplever, at vi har fået et åbent og solidt forhold til vores mange stake­holders i dag, så overordnet set tror jeg, vi er ved at være der, hvor vi gerne vil være.«

Tommy Brandi Krog har tidligere arbejdet i A.P. Møller – Mærsk

Læs magasinet Profil 2014

Både det danske og det svenske forsvar kendte til det russiske overvågningsfly, der den 3. marts var tæt på at kollidere med et SAS-fly, der var lettet fra Kastrup.

To danske F16-jagere var fløjet op på siden af det russiske fly og havde identificeret det, inden det passerede kun 90 meter fra SAS-flyet. Det russiske fly fløj uden den transponder, som gør det muligt for den civile luftkontrol at identificere og følge flyet, men det kunne ses på det danske forsvars primærradar.

»Det russiske fly havde været i området i lang tid, og vi havde fulgt ham på radaren hele tiden. Vores F16-fly havde fløjet lige ved siden af ham lidt mere end en time inden hændelsen,« siger oberst i flyvertaktisk kommando og chef for operationsdivisionen, Søren Andersen.

Hvorfor advarede I ikke SAS-flyet i bedre tid end det lykkedes for svenskerne, hvis I konstant fulgte det på radaren?

»Flyet var under svensk kontrol, og Flyvevåbnet kunne ikke vide, om SAS-flyet allerede havde fået en kurskorrektion. I et kontrolleret luftrum ser radarbilledet sådan ud hele tiden, og der var intet usædvanligt, som gjorde, at Flyvevåbnet så behov for at reagere,« svarer Søren Andersen.

Han pointerer desuden, at Flyvevåbnet er i konstant kontakt med den danske flyvekontrol, men ikke den svenske. Han ved derfor ikke, hvordan denne sag er blevet håndteret af myndighederne i Sverige, som har ansvar for det luftrum, hvor flyene nærmede sig en kollision.

Flyvevåbnet var på vingerne for at identificere flyet, efter at russerne var blevet spottet på det danske militærs primærradar. Flyvevåbnet blev derfor i luften, til der var sikkerhed for, at der var tale om et russisk fly, som af de svenske myndigheder er beskrevet som et overvågningsfly af typen Iljushin Il-20 m.

»Vores primære formål med at flyve flyet i møde var at identificere det. Det fløj fuldt lovligt i internationalt luftrum uden for 12-mils-grænsen, men inden for Sveriges flyvekontrolansvarsområde,« siger Søren Andersen med henvisning til de 12 sømil fra kysterne, der betragtes som dansk farvand og luftrum.

De to danske F16-fly betød også, at de civile flyveledere kunne se, at der var fly i området og tage hensyn til det, så længe de to danske fly befandt sig i nærheden af det russiske. Det skyldes, at alle fly i det danske forsvar flyver med transponder, medmindre der er tale om øvelser i lukkede områder eller om skarpe indsatser i for eksempel Libyen.

Tyve usynlige fly om året

Uden at kende det eksakte tal vurderer Søren Andersen, at flyvevåbnet ca. 20 gange om året opdager fly, der flyver i nærheden af dansk luftrum uden transponder, og som dermed er usynlige for civile luftfartsmyndigheder og fly.

»Jeg har ikke umiddelbart tallet, men det er bestemt ikke noget, der sker hver dag. Når det sker, er det altid russiske fly, der er tale om,« siger han.

Samtidig vurderer obersten, at flyvevåbnet er i stand til at opdage alle de tilfælde, hvor fly flyver uden transponder i nærheden af Danmark. Udover de russiske militærfly flyver nogle mindre privatfly også efter de såkaldte visuelle flyveregler uden transponder.

Mens kommunerne stadig river sig i håret over fordelingen af 20 MW-puljen, bygger Hvidovre Hospital et nyt kæmpe solcelleanlæg, der skal producere 700 MWh årligt og spare omkring en million kroner om året på elregningen.

Regionsrådet i Hovedstaden har netop bevilget hospitalet 20 millioner kroner til opsætning af et anlæg, der kommer til at fylde 6.000 kvadratmeter på det 10.000 kvadratmeter store tag.

Hospitalet har endnu kun fået foretaget en screening af projektet og kan derfor ikke angive præcist, hvor stor effekten på anlægget bliver. Først skal den rette entreprenør findes via et EU-udbud. Anlægget skal stå færdigt til foråret 2015.

Anlæggets produktion skal afsættes direkte i bygningen under den såkaldte nettomålerordning, så strømmen bliver både gratis og afgiftsfri for hospitalet, der årligt har energiomkostninger for i alt 60 millioner kroner.

Projektdirektør for Hvidovre Hospitals byggeafdeling Finn Bloch forklarer, at solcellerne blot bliver et supplement til hospitalets høje strømforbrug, der formentlig vil ligge over anlæggets peak-kapacitet døgnet rundt.

»Vi har jo den fordel, at vi har et meget stort strømforbrug nærmest døgnet rundt, så vi er ikke så afhængige af, at strømmen kun skal bruges på bestemte tider. Forskellen er altså bare, at vi skifter noget af den ‘sorte’ strøm, vi alligevel bruger, med grøn energi,« siger Finn Bloch.

Besparelserne på el-regningen skal ifølge Finn Bloch kunne betale anlægget hjem over en periode på højst 15 år.

Harme i kommunerne

Det enorme solcelleanlæg er ekstra salt i såret for flere af landets kommuner, der i øjeblikket stor i en penibel situation efter fordelingen af den kommunale 20 MW-pulje. Puljen var kommunernes chance for at få økonomi i deres solcelledrømme, da de ellers er forpligtet til at udskille hvert enkelt anlæg i et selvstændigt elforsyningsselskab.

Det krav regionerne derimod ikke ligger under for. Det har blandt andet fået Kommunernes Landsforening til at rette sin vrede mod klima-, energi-, og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) og bede ham ændre på reglerne, så der er lige vilkår i de forskellige dele af den offentlige sektor.

Da kommunernes solcellepulje blev overtegnet, samme dag som den åbnede, med næsten det dobbelte af puljens kapacitet, betød det, at Energinet.dk måtte trække lod om samtlige anlæg. Flere af kommunerne havde allerede etableret anlæg, som ikke fik dispensation, og står nu med overvejelser om at pille dem ned igen med millioner af spildte skattekroner til følge.