70 procent af omsætningen hos it-giganten KMD stammer fra landets kommuner, hvor formanden for it-chefernes forening, Jørgen Kristensen Rasch, peger på et par ønsker til profilen af den nye KMD-styrmand efter Lars Monrad-Gyllings exit.

“KMD’s nye CEO skal fra et kommunalt markeds- og samarbejdsperpektiv for det første udvise ydmyghed, for det andet evne at lytte og for det tredie acceptere medstyring,” fortæller Jørgen Kristensen Rasch.

Han forklarer, at nu har KMD, der i dag har monopol-systemer for en milliard kroner om året hos landets kommuner, landet en udfasningsaftale, som varsler en ny vej.

Jørgen Kristensen Rasch er tilfreds med den nye aftale, hvor KMD bliver stillet ligesom alle andre leverandører i forhold til de kommende udbud på området.

Samtidig vurderer KITA-formanden, at Lars Monrad-Gyllings uovertrufne gode taktiske evner og politiske tæft ikke i samme grad fremover bliver det vigtigste hos den nye KMD-chef.

“I stedet bliver det et samarbejde på mere lige vilkår, hvor KMD er én blandt flere leverandører, der bygger bæredygtig og sammenhængende digitalisering til kommunerne,” siger Jørgen Kristensen Rasch.

Passende tidspunkt
Derfor er det også et passende tidspunkt for Lars Monrad-Gylling at takke af på.

Lars Monrad-Gylling har da også i sine 15 år stået i spidsen for så forskellige it-projekter som omlægningen i forbindelse med kommunanalreformen til salget til kapitalfondene.

“Han har haft en ekstrem god evne til at netværke politisk og sætte KMD på den nationale dagsorden for digitalisering – og samtidig faktisk leveret på det operationelle plan,” vurderer KITA-formanden.

Hvis man skal pege på et område, som måske i mindre grad er lykkedes, er det at gøre KMD til Nordens største SAP-hus.

Hele øvelsen med at konvertere KMD’s gamle kommunale løsningsportefølje over på SAP blev påbegyndt lige omkring årtusindskiftet og er stadig ikke tilendebragt, påpeger han.

“Omvendt har hans involverering i dannelse og systemunderstøttelsen af Udbetaling Danmark været en geni-streg,” siger han og forklarer, at det fremtidssikrer mulighederne for KMD for at fastholde et marked, der er betalt af, men udenfor kommunernes beslutningsmæssige rækkevidde.

Jeg har for nylig skrevet en del artikler om åbne API’er, der er blevet et hot emne i it-industrien.

API’er – Application Programming Interfaces – er ikke bare afgørende for den enkelte udviklers kode-muligheder, for virksomhedernes forretningsmuligheder eller for samfundets digitale borgerservices.

Det er også en væsentlig del af fundamentet for mega-trends som internet of things og big data.

I 2011 konkluderede analysefirmaet Gartner i en rapport, at man kan spare op til 20 procent, hvis man anvender åbne API’er, fordi systemintegrationer typisk er en tung post ved større it-projekter.

På samme vis som åbne API’er er vigtige, er åbne data og åbne standarder det også – det hele hænger jo sammen i sidste ende.

Vi har allerede hørt om mulighederne ved, at danske myndigheder i langt højere grad skal stille åbne datasæt til rådighed.

Tænk lige over disse historiske fremskridt
Men perspektiverne er måske endnu større, end de fleste af os endnu forstår.

Jeg faldt i dag over et interessant interview på McKinseys hjemmeside med manden bag begrebet Web 2.0, Tim O’Reilly, hvor han taler om open data og nævner flere eksempler på, hvad et øget data-samarbejde og en højere grad af standardisering kan føre til.

“And you think about the standardization of railroad gauges, the standardization of communications, protocols. Think about the standardization of roads, how fundamental those are to our society.”

“I’m talking about things like GPS. The fact is that this is a military program that, through a crucial policy decision, was opened up for civilian use. If this was still just for fighter pilots, we wouldn’t have that Google self-driving car. We wouldn’t have maps on our smartphones.”

“And that’s why I think this idea of a platform and the idea of a market go hand in hand so well. Because when you build a really powerful, effective platform, you do enable a market,” lyder det blandt andet fra Tim O’Reilly.

Og manden har jo ret!

Det interessante spørgsmål her er så, om vi – dig som individ, virksomhederne, myndighederne og samfundet i dets helhed – gør nok for at fremme data-fremskridtet?

Og hvordan vi balancerer de mange muligheder i at anvende åbne data med derisici i forhold til privacy og overvågning, der også ligger i konceptet? 

Se interviewet
Der er flere gode pointer i interviewet med Tim O’Reilly. Se hele samtalen hos McKinsey eller udsnit via de tre videoklip herunder:

(Opdatér websiden, hvis du ikke ser videoerne …)

Teleselskabet Telenor har valgt at lukke sin mail- og hjemmesidetjeneste til upload af flade HTML-hjemmesider.

Det betyder, at omkring 120.000 nuværende og tidligere kunder skal til at flytte fra en Telenor-mailadresse til en anden webmail.

Lukningen skyldes ifølge selskabets hjemmeside, at tjenesterne ikke længere har den kvalitet, som man ønsker at tilbyde sine kunder.

“Vi har som bekendt haft en del problemer med vores mail-services, der er ret utidssvarende,” fortæller Telenors kundedirektør Jesper Hansen til Computerworld og fortsætter: 

“I den sammenhæng har vi simpelthen stået over for valget, om vi skulle foretage nye investeringer og konkurrere mod selskaber som Microsoft og Google eller helt lukke ned. På den baggrund har vi så valgt at lukke for mailservices,” siger han.

Find ny mail-adresse
Jesper Hansen forklarer, at de omkring 120.000 Telenor-mailbrugere snart skal ud at finde nye mailadresser.

Det skyldes, at brugernes nuværende Telenor-, Tiscali-, Cybercity- eller anden Telenor-mailadresse vil blive lukket og slukket for evigt over de kommende måneder frem mod juli.

Kundedirektøren bedyrer, at lukningen er en overvejelse om investeringer snarere end en besparelse på mailserver-driften for de gratis mail-adresser, der er blevet udstedt fra diverse Telenor-selskaber gennem årene.

“Vi har selvfølgelig mail-servere kørende, men jeg regner faktisk med, at lukningen af mailadresserne i første omgang ikke giver en besparelse, da vi vil have ekstra travlt, når kunderne ringer ind og skal have hjælp til at oprette nye webmails,” siger han.

20 år gamle adresser
De første af Telenors mail-adresser daterer sig tilbage til Cybercity-tiden i midt-90′erne da de blev stanget ud som en værdiforøgelse til de traditionelle modemforbindelser, som kunderne købte.

I alt findes der over en million Telenor-mailadresser, men selskabet har observeret brugen over tre måneders tid og kunne konstatere, at det kun var godt 10 procent, der rent faktisk loggede ind.

Ud af de 10 procent, svarende til 120.000 mailadresser, er kun omkring halvdelen nuværende Telenor-kunder, mens resten i mellemtiden har fundet andre teleselskaber.

Fortsættes …

Måske var du blandt de 250 deltagere på Computerworlds konference om it-sikkerhed i sidste uge?

Et af de centrale temaer var overvågning.

Ikke overvågning som i alt det der med NSA og Edward Snowden – nej, overvågning som i netværks- og data-overvågning/registrering i virksomheden og på medarbejdernes maskiner.

For den form for overvågning vinder frem mange steder, og det er der gode grunde til.

For det første er det kun ved at overvåge netværket og systemerne, at man kan spotte uønskede hændelser – eksempelvis at folk udefra forsøger at hacke sig ind.

Virksomhedskritiske data er i sagens natur kritiske for virksomheden, og derfor er der mange steder også et behov for at vide, hvilke medarbejdere der tilgår hvilke data – og at kunne se, hvis eksempelvis en masse data pludselig kopieres til et eksternt drev.

Det er aldrig rart at tænke på risikoen for interne læk, men det kan ofte være en nødvendighed.

Hvordan skal man gribe overvågningen an?
Det er via en intens overvågning, at man opdager eksterne og interne trusler, inden det er for sent.

Men hvor de fleste nok kan blive enige om, at det er et must at beskytte sig mod udefrakommende trusler, kan det være et mere ømtåleligt emne med den interne overvågning.

Med nutidens overvågningsteknologier kan man relativt nemt få et overblik over, hvad medarbejderne egentlig foretager sig.

Men hvor går grænsen for, hvad man skal overvåge?

Og måske endnu vigtigere: Hvordan forklarer og forsvarer man overvågningen over for medarbejderne på en måde, så der ikke opstår en tillidskløft?

Hvor går grænsen for dig?
Overvågning og registrering kan finde sted på mange niveauer, og hvad der er ret og rimeligt afhænger naturligvis i høj grad af, hvilken type virksomhed man er ansat i.  

Fra simpel registrering af handlinger i CRM-systemet over logning af web-trafik til konkret overvågning af e-mails.

Vores digitale arbejdsdag foran computerskærmen muliggør i princippet den totale overvågning og registrering. Men hvor går din egen grænse?

Afgiv gerne din stemme herunder og nuancér med din kommentar i debatten.