Nu kan du omdanne hele huset eller lejligheden til en virtuel spilverden og gemme dig for fjenden bag dine egne møbler.

3D-trackingsystemet WiTrack gør dette muligt ved hjælp af radiobølger, som sporer, hvor spilleren er med en nøjagtighed på ned til 10-20 cm, skriver MIT i en pressemeddelelse.

»I dag, hvis du spiller et spil med en Xbox Kinect eller Nintendo Wii, skal du stå lige foran spilkonsollen, hvilket sætter grænser for, hvilke spil du kan spille,« siger Dina Katabi fra MIT’s forskergruppe inden for computer science og kunstig intelligens.

»Forstil dig at spille et interaktivt spil, som omformer hele dit hjem til en virtuel verden. Spilkonsollen sporer dig, mens du løber ned ad rigtige gange, væk fra fjenderne, eller du kan gemme dig fra andre spillere bag sofaer og vægge,« siger hun.

Trackeren kalder MIT-forskerne for WiTrack og er en videreførelse af et tidligere system fra forskernes hånd, WiVi, som kunne ‘se’ mennesker gennem vægge ved brug af Wifi-signaler. Til WiTrack er forskerne dog gået væk fra Wifi for at højne nøjagtigheden med andre dedikerede radiosignaler.

Systemer bruger flere antenner: en til at sende signalerne og tre til at modtage dem. De tre antenner kredser personen ind ved at bruge refleksionerne fra personens krop til at fastlægge, hvor han eller hun befinder sig i forhold til antennerne. Samtidig kan systemet sørge for netop at fokusere på personen, så den ikke begynder at spore hjemmets sofa i stedet.

Det er selvsagt ikke første gang, at forskere arbejder med tracking gennem vægge, men ofte har det været tilfældet, at personen skulle være et trådløst apparat på sig for at samle signalerne op. Men dette er man fri for med WiTrack.

Det betyder, at forskerne også har udset sig andre områder, hvor systemet kunne være nyttigt. F.eks. kunne det holde øje med ældre, der måske har en øget risiko for at falde, uden at de behøver at bære et apparat på sig eller have kameraer installeret i hjemmet.

Næste skridt på vejen for MIT-forskerne er at videreudvikle systemet, så man kan storme flere personer rundt i huset og spille på samme tid uden at forstyrre hinandens signaler.

Læs hele rapporten her og se systemet nedenfor:

Forskere ved University of Utah i USA har udviklet en ny proces, der reducerer energiforbruget ved fremstilling af titan med 60 pct.

Det kan gøre grundstoffet meget mere anvendeligt eksempelvis til bilproduktion, hvor brændstoføkonomien kan forbedres med anvendelse med lettere materialer.

Titan er det niende mest almindelige grundstof i jordens skorpe, men dets anvendelse uden for specialbrancher som rumfart, militær, biomedicin osv. har været begrænset af dets høje pris, som skyldes en meget kostbar og energikrævende proces, der blev udviklet af Wilhelm Kroll i 1940 – og som kun marginalt er blevet forbedret med årene.

Et problem er, at titandioxid (TiO2) er en meget stabil forbindelse. Kroll udviklede en metode, der først omdannede titanholdige mineraler til titantetraclorid (TiCl4), som efterfølgende kunne reduceres med anvendelse af magnesium.

Der er udviklet andre processer til fremstilling af titan, men Kroll-processen, som kræver temperaturer omkring 1000 grader Celsius, er stadig den mest anvendte.

Zhigang Zak Fang og tre kolleger har nu udviklet et ny tretrinsproces, der kun kræver temperaturer omkring 500 grader Celsius. De kalder processen for DTRS, som dækker over ‘direct reduction of Ti-slag’.

Forskerne har baseret deres proces på en termodynamisk analyse, der viste, at når titanslagge (indeholdende TiO2) i en hydrogenatmosfære er i kontakt med MgH2, vil der fortrinsvis dannes TiH2 og MgO.

Forskerne skriver i deres videnskabelige artikel om den nye proces i Journal of the American Chemical Society, at et problem er, at reaktionen mellem MgH2 og TiO2 sker mellem faste stoffer, og en sådan er almindeligvis langsom.

Ved at øge temperaturen til 500 grader Celsius og have et tryk på 1 atmosfære af hydrogen kan man dog øge reaktionshastighederne dramatisk.

Næste trin består i at fjerne det faste MgO. Det foregår med brug af NH4Cl, hvorved der dannes MgCl2 og NH3 i flydende form samt H2O.

Sidste del af processen består i en dehydrogenering af TiH2, der finder sted ved 400 grader Celsius i en argon-atmosfære.

Den er stille som en ninja, designet som noget fra Star Wars, og har kræfter nok til selv de mest krævende brugere.

Så langt er anmelderne generelt enige om Apples nye bud på en stationær computer, den nye Mac Pro, designet til professionelt videoarbejde og andre opgaver, der udfordrer hardwaren til det yderste. Hos Techcrunch beskriver anmelderen Mac Pro som ‘absurd’, hvilket er ment positivt.

Men den runde, sorte maskine kommer med et heftigt prisskilt – op til 108.000 kroner, hvis man skruer helt op for specifikationerne – og så er den ikke så nem at udbygge eller skifte hardware i som forgængeren, der var langt større og var kasseformet som en traditionel stationær computer.

Det er nemt at få skallen af og komme til indmaden, for eksempel for at montere mere RAM, men du kan ikke lige smække en ekstra harddisk i, som man kunne med forgængeren. I stedet skal man forlade sig på de mange Thunderbolt og USB 3.0-forbindelser, maskinen er udstyret med. Det er sådan set nemt, men det er lige nu en dyr måde at udvide sin computer på, fordi Thunderbolt-udstyr ikke er så almindeligt, lyder kritikken for eksempel hos New York Times.

Et andet problem, som The Verge peger på, er at softwaren skal understøtte den nye Mac Pros hardware. Bruger man – som mange gør i dag – Adobes Premiere Pro til videoredigering, får man ikke de blæsende hurtige hastigheder, som en veludrustet Mac Pro giver de videofolk, som bruger Apples egen Final Cut Pro. Faktisk var en tre år gammel Mac Pro op til 25 procent hurtigere til at køre Adobe-softwaren, viste testen.

Det er så op til Adobes softwareudviklere at få Premiere Pro til at udnytte alle de mange kræfter i en ny Mac Pro, men indtil det sker, skal man lige overveje, om det giver mening at smide så mange penge efter ny hardware, lyder konklusionen.

Udover disse ‘hår i suppen’ er der rigtig meget ros, omend maskinen er for de få med enten rigtig mange penge, eller et særligt behov for den slags muskler. New York Times sammenligner Apples nye produkt med en Ferrai, som de færreste har råd til – og som stadig ville få tæsk på en Formel 1-bane.

Københavns hypede havnetunnelprojekt er ikke en lysende god forretning. Den kan ikke finansieres af brugerne, men må have hjælp af skatteyderne. Også selv om man udvider brugergruppen til at omfatte både trafikanter og nærliggende grundejere.

Havnetunnelen vil heller ikke mindske trængslen nævneværdigt, men kun få trafikken på Københavns centrale gader til at falde med et par procent.

Det fremgår af Transportministeriets strategiske analyse af havnetunnelprojektet:

Danmarks eventuelle deltagelse i en EU-patentdomstol skal til afstemning. Og i den forbindelse er der meget delte meninger om, hvilke konsekvenser det får, i forhold til mulighederne for at kunne patentere software.

I udgangspunktet er softwarepatenter slet ikke tilladt i EU, men hos blandt andet it-fagforeningen Prosa mener formand Niels Bertelsen, at der i praksis bliver givet patenter på software. Og at et ja til en EU-patentdomstol vil gøre den praksis mere udbredt, fordi domstolen ifølge Prosa-formanden formentlig vil læne sig tæt op af det nuværende europæiske patentkontor (EPO).

»Det er noget, vi frygter, det er helt klart. Vi kan se, at EPO er villige til at udstede patenter, som vi mener har softwarekarakter. Og hvis der kommer en tættere sammenkobling mellem patentdomstolen og EPO som organisation, så vil vi selvfølgelig også have en formodning om, at der vil ske en afsmitning den vej rundt,« siger Niels Bertelsen.

Han mener overordnet, at softwarepatenter vil være kvælende for blandt andet mindre virksomheder, der selv skriver kode. Funktioner, som virksomheden mener er en selvfølgelighed, kan nemlig vise sig at være dækket af et europæisk patent.

»Jeg tror, det vil blive et paradis for advokater og et helvede for udviklere. Jeg tror, det vil kvæle myriader af små virksomheder, fordi de simpelthen ikke vil have kræfter til at tage kampen op mod advokater, der specialiserer sig i patenter eller større virksomheder, der har patenter.«

Derfor anbefaler Prosa et nej til dansk deltagelse i EU-patentdomstolen. Men det er alene fordi, fagforeningen frygter, at domstolen i højere grad vil legitimere softwarepatenter, og altså ikke fordi, Prosa er modstander af patenter eller en domstol på området som sådan, understreger Niels Bertelsen.

Frygten for egentlige softwarepatenter som følge af en dansk deltagelse i en europæisk patentdomstol bakkes op af mangeårige modstander af softwarepatenter og medlem af bestyrelsen for IT-Politisk Forening Ole Tange.

Hans vurdering er, at EU-patentdomstolen vil blive sammensat af folk fra patentsystemet, og at EPO’s praksis på området derfor også vil blive videreført. Bedre var det, hvis Danmark stod udenfor, mener altså Ole Tange.

»Jeg har ikke kunnet finde noget, der indikerer, at man vil ændre den nuværende praksis fra EPO. Ved at stå uden for kan Danmark få højestret til at vurdere det, så det altså bliver nogen, som ikke er en del af patentsystemet, der skal vurdere, om patenterne er gyldige eller ej.«

I DI, tidligere kendt som Dansk Industri, er Chef for Erhvervsjura og CSR Kim Haggren positiv over for en dansk deltagelse i patentdomstolen.

»Helt grundlæggende må vi holde fast i, at vi i dag har et retsgrundlag, der forbyder det (softwarepatenter, red.), og det bliver jo ikke lavet om med den nye patentreform. Så er der diskussion af, om der skulle være en mere lempelig tilgang til området i EU-sammenhæng end i Danmark, og det tror jeg altså ikke er tilfældet. Det er jo ikke anderledes det retsgrundlag, patenterne bliver udstedt på, hvad entet det er det ene eller det andet sted. Og sådan vil det også være fremadrettet.«

Og når det er sagt, så kan Kim Haggren få øje på en masse fordele ved en EU-patentdomstol. Han peger på, at der i dag er en forskellig håndhævelse mellem medlemslandene på området, og det problem vil en central EU-patentdomstol kunne afhjælpe.

»Vi vil være bedst stillede ved at have en så ensartet opfattelse på det her område som overhovedet muligt, så vi ved, hvad vi skal rette os efter.«

Pointen omkring en ensartet opfattelse er Niels Bertelsen fra Prosa til dels enig i. Han savner også en klar rettesnor på området, og helst en, hvor det bliver slået entydigt fast, at softwarepatenter og det, der minder om det, ikke skal være lovlige i EU.

»Det, jeg håber mest på, er, at man fastslår med syvtommersøm, at softwarepatenter ikke kan og ingensinde vil blive indført. Og at man får defineret præcist, hvad et softwarepatent er,« siger han og tilføjer:

»Som sådan er jeg ikke imod patentdomstolen, men jeg er imod den afledte effekt. Nemlig at der er en stor risiko for, at der bliver indført softwarepatenter ad den vej.«

Blogger på Version2 og for Ingeniøren, it-udvikler Poul-Henning Kamp, oplyser i en e-mail til Version2, at softwarepatenter så vidt han ved allerede indført, og at afstemningen om EU-patentdomstolen derfor heller ikke handler om det:

»Mig bekendt er de allerede sneget ind ad bagvejen. Der er udstedt adskillige patenter, som jeg vil klassificere som rene softwarepatenter,« skriver han.

Poul-Henning Kamp mener dog ikke desto mindre, at en dansk deltagelse i en EU-patentdomstol er en dårlig idé:

»Et lille nystartet firma har simpelthen ikke en jordisk chance for at forsvare sig imod et stort internationalt konglomerat, der har flere ansatte i deres patent-afdeling, end Danmark har dommere,« skriver han og fortsætter:

»Derfor er ethvert tiltag der gør det nemmere for store firmaer at udtage patenter, simpelthen en nationaløkonomisk dårlig ide for Danmark.«

På forslag fra Marokko godkendte FN’s generalforsamling i juli 2012 en resolution, der erklærede 2014 for Det Internationale År for Krystallografi. Året skydes officielt igang med en konference i Paris 20.-21. januar 2014.

Målet med aktiviteterne gennem året er at øge kendskabet til krystallografi i den brede befolkning og den betydning krystallografi har for den teknologiske udvikling i det moderne samfund

Röntgen, von Laue og to gange Bragg

Røntgenstråling blev opdaget af Wilhelm Röntgen i 1895 – han blev belønnet herfor med den allerførste Nobelpris i fysik 2011. Men det var en anden tysk forsker og to englændere, der påviste, hvordan de energirige stråler kunne udnyttes.

Max von Laue opdagede i 1912, at røntgenstråling blev afbøjet (diffrakteret) i krystaller. Året efter viste, William Henry Bragg og William Lawrence Bragg (far og søn), at det var krystalstrukturen, der bestemte formen af afbøjningsmønsteret – om omvendt kunne man derved ud fra diffraktionsmønsteret finde atomernes placering i krystallen.

Max von Laue modtog Nobelprisen i fysik i 1914, de to gange Bragg modtog Nobelprisen i fysik året efter. På den tid gik det hurtigere end i dag med at modtage Nobelpriser for store nyopdagelser.

Det blev startskuddet til grundlæggelsen af krystallografi som en separat videnskab, som bl.a. anvendes til udvikling af nye materialer og lægemidler.

Krystallografiske undersøgelser foregår i dag med store synkrotroner som Max IV, der bygges i Lund, og nyere anlæg i form af fri-elektron lasere i bl.a. Hamburg.

Udover at Det Internationale År for Krystallografi markerer hundredåret for de første nobelpriser til von Laue og Bragg’erne, markerer det også 50-året for tildelingen af Nobelprisen i kemi til Dorothy Hodgkin i 1964, som hun modtog for kortlægningen af bl.a. penicillin og vitamin B12.

I alt er mere end 25 Nobelpriser i fysik, kemi eller medicin tildelt for opdagelser inden for krystallografi.

Efterfølges af Lysets År

Det Internationale År for Krystallografi arrangeres af International Union of Crystallography og Unesco.

Hos Unesco ser man det som en bindeled mellem Det Internationale År for Kemi i 2011 og Det Internationale År for Lys i 2015.

Fra et lager af metan – der overstiger mængden af CO2 fra afbrænding af verdens kendte fossile ressourcer – er russiske og amerikanske forskere begyndt at se langt højere udslip end tidligere.

Ved brug af en fjernstyret undervandsbåd, observationer fra fly, og både seismiske og akustiske målinger har forskerne fra University of Alaska og Russian Academy of Sciences opdaget, at udslippet af metan fra permafrosten under det Østsibiriske hav er mindst 17 millioner tons om året. Det er mere end dobbelt så højt som tidligere estimater.

Opdagelserne er offentliggjort i Nature og forskerne advarer om, at de har fundet usædvanligt brede metan-”skorstene” som er opstigende metan fra havbunden, der viser sig som runde huller i den efterhånden tynde is.

»Tidligere fandt vi lignende skorstene med en diameter på ti meter, men det er første gang, vi finder kraftfulde skorstene med en diameter på mere end 1000 meter, der bliver ved med at udsende metan,« siger en af forskerne Igor Semiletov fra det internationale arktiske forskningscenter ved University of Alaska til Independent. . Han vurderer at der er flere tusinde “skorstene” i området.

Igor Semiletov er en del af et forskningshold, der har overvåget havbunden ud for Sibirien i næsten 20 år, og han forventer, at der er flere tusinde metan-skorstene, der pumper drivhusgassen op i atmosfæren i et stadigt hastigere tempo. Isen ved Arktis forsvinder nemlig med en alarmerende hastighed, og de seneste rapporter fra det amerikanske energiministerium anslår, at Arktis vil være isfri om sommeren allerede i 2016, 86 år tidligere end tidligere klimamodeller har peget på.

De nyeste russiske og amerikanske undersøgelser har også vist, at temperaturen ved havbunden ud for Sibirien er steget med mellem 0,9 og 1,8 grader celsius over de sidste 14 år.

Forsker: Jeg er meget bekymret

For hver grad den globale opvarmning stiger, vil udslippet fra permafrosten stige og medvirke til endnu højere temperaturstigninger, og skrækscenariet er, at al metan bliver udløst, hvilket svarer til mere end den samlede mængde CO2 fra jordens kendte reserver af fossile brændsler. Om det sker er forskere over hele verden uenige om, men Natalia Shakhova, der også arbejder ved det internationale arktiske forskningscenter, lægger ikke skjul på, at hun er bekymret.

»Jeg er bekymret over den her process, jeg er virkelig bekymret. Men ingen kender tidshorisonten for det katastrofale udslip. Der er en sandsynlighed for massive fremtidige udslip indenfor de næste årti, men vi ved det ikke med sikkerhed,« siger hun til Independent.

Udslippene til atmosfæren sker især i forbindelse med storme, hvor metanbobler, der har samlet sig i vandmasserne, bliver frigivet til atmosfæren. Metan er cirka 25 gange mere klimaskadelig end CO2, men nedbrydes til CO2 og vand efter otte til tolv år.

Utilstrækkelig forankring mellem tagkonstruktion og betondæk og svage samlinger mellem remme og spær. Det er formentlig årsagen til at et kun to år gammelt tag fløj af et højhus ved Lyngby Station under stormen 28. oktober.

Det vurderer projektleder Ole Vorm fra ingeniørfirmaet Wessberg, som står for at projektere genopbygningen af taget.

»Vi er ikke klar med den endelige konklusion endnu, men hovedårsagen er, at taget blev lavet tættere uden at forankringen og samlingerne blev forstærket,« fortæller han til ing.dk.

Udover at arbejde for bygningens ejerforening er Wessberg også blevet engageret af forsikringsselskabet Tryg til at komme med en udtalelse om årsagen til uheldet, som mirakuløst ikke førte til menneskelige skader, selvom halvdelen af det omtrent 1.000 m2 store tag fløj omkring 100 meter væk og ramte rejsende og tog på den nærliggende Lyngby Station og biler på Lyngby Omfartsvej.

Ved renoveringen af taget blev det oprindelige bølgeeternittag pillet ned, og ovenpå den oprindelige tagkonstruktion blev der lagt et undertag af bræddebeklædning og derpå tagpap.

»Det giver et utroligt tæt tag, som skal ventileres for at undgå fugt og råd, så der er en ventilationsspalte langs tagrenden. Men når der pludselig kommer kraftig vind, kan der dannes et overtryk inde under taget samtidig med, at der kommer et sug på tagets yderside.«

Kombinationen af overtryk under taget og sug på oversiden betyder, at alle de gamle samlinger bliver udsat for en større belastning, end de gjorde med den gamle tagkonstruktion, hvor vinden på grund af utætheder i tagfladen kun kunne oparbejde et begrænset overtryk i tagrummet.

Svigtrækkefølgen er endnu ikke fastlagt, men Ole Vorms teori er, at et enkelt eller to brædder har løsnet sig først.

»Det kan være at den tætte bræddebeklædning ikke har været sømmet tilstrækkeligt fast. Hvis et bræt eller to så har løsnet sig, er der kommet et større hul, som vinden kunne komme ind ad. I starten betyder det, at der kommer et større overtryk under taget. Det vil gøre, at de gamle oprindelige samlinger får en meget større belastning.«

Den oprindelige tagkonstruktion, som det nye tag lå på, var lavet med tapsamlinger, der ikke er så stærke som moderne stålbeslag.

Men da taget oprindeligt blev konstrueret i 1960’erne var det helt normalt. Det blev heller ikke beregnet, hvilken vindlast taget skulle kunne klare, for det gjorde man ikke dengang.

»Dengang regnede man kun for egenlast og snelast. Det var helt normalt.«

I dag er hele tagkonstrutionen på højhuset fjernet.

»Der var stadig en del af taget tilbage efter den første storm, men vi kunne ikke nå at forstærke det, før den næste storm kom, så vi valgte at fjerne det helt.«

Wessberg er nu i gang med at lave udbudsmateriale til genopbygningen af taget. Ole Vorm regner med at udbuddet går i gang omkring 1. februar, og den vindende entreprenør kan være klar med et nyt tag cirka tre måneder senere.

Indtil det nye tag kommer op vil midlertidig isolering og en totalinddækning af taget sørge for, at beboerne på de øverste etager ikke kommer til at fryse.

Konklusionen på Wessbergs undersøgelse af årsagen til at taget kunne flyve af vil først være klar i det nye år. Og først derefter vil forsikringsselskabet Tryg tage stilling til, om de vil rette erstatningskrav mod de virksomheder, der var involveret i renoveringen af taget, fortæller storskadetaksator René Stougaard.

»Lige nu har vi ingeniørfirmaet til at fastslå den tekniske forklaring. Derefter skal vi afgøre, om vi eventuelt vil søge erstatning hos andre parter.«

Den 1. november 2013 skulle alle danske virksomheder og organisationer med et CVR-nummer være klar til at læse, hvad den offentlige sektor sendte af beskeder via Digital Post. Ellers kan der falde brænde ned, hvis en vigtig besked ikke bliver læst.

Men der er ingen lovkrav den anden vej – at staten og resten af den offentlige sektor også selv læser og besvarer Digital Post. Det fremgår af et svar fra finansminister Bjarne Corydon, på et spørgsmål fra Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen.

I spørgsmålet bliver finansministeren bedt om at oplyse, hvornår man som borger og virksomhed kan forvente, at staten generelt er klar til at modtage Digital Post.

Bjarne Corydon forklarer, at alle myndigheder ligesom virksomhederne siden 1. november har skullet have en digital postkasse. Så kan de nemlig kommunikere digitalt og sikkert med andre myndigheder. Men det er ikke et krav, at myndighederne læser, hvad borgerne sender til dem digitalt.

»Med hensyn til myndighedernes parathed til at modtage Digital Post fra borgere og virksomheder, så er der ikke noget lovkrav herom. Det er derfor grundlæggende den enkelte myndigheds eget ansvar at vurdere, om de vil tilbyde Digital Post som henvendelseskanal til kommunikation fra borgere og virksomheder,« skriver ministeren i svaret.

Hos nogle myndigheder bør borgerne dog kunne forvente at kunne sende en digital henvendelse, så Digitaliseringsstyrelsen har udpeget 120 forskellige myndigheder, som fremover skal leve op til det krav. De har nu fået besked, fortæller ministeren.

Til januar vil styrelsen så samle en liste over, hvilke myndigheder, der er klar til at kommunikere digitalt med borgerne.

Spørgsmålet S 675 blev besvaret lige før juleferien, men er faktisk en opfølger på et tidligere spørgsmål fra Michael Aastrup Jensen, ud fra Version2′s artikler om myndighedernes manglende brug af Digital Post. Her svarede finansministeren, at ‘enkelte statslige myndigheder’ er blevet forsinkede med arbejdet, men det svar var Michael Aastrup Jensen ikke tilfreds med og sendte altså et nyt spørgsmål afsted.