300.000 agurker, bunker af korn, rigeligt med ferskvand og en ordentlig bunke salt.

Sådan ser udbyttet ud efter ti måneder på et norsk landbrug i Qatars ørken, hvor sol, saltvand og gødning giver tro på, at en verdensbefolkning på ni milliarder mennesker i 2050 kan brødfødes, hvis ingeniørerne får lov at indtage ørkenen.

En times bilkørsel uden for hovedstaden Doha ligger forsøgsstationen for det norske projekt Sahara Forest Project (SFP). Det én hektar store anlæg blev præsenteret i december 2012, og SFP er nu på vej til at bygge et langt større anlæg på 20 hektar i Jordan.

Den norske regering underskrev for tre måneder siden en samarbejdsaftale, ifølge hvilken de betaler op mod 11 millioner kroner til projektet, der skal ligge ved havnebyen Akabar i den nordligste del af Akababugten i Det Røde Hav

I stor skala har SFP potentiale til at løse problemerne med udpining af landbrugsjorden langs Sahara, der – trods mere vegetation – giver ubrugelige planter til en befolkning, der fordobles hvert 20. år.

Rent drikkevand og kulde

Projektet i Jordan bygger videre på de gode erfaringer fra Qatar, hvor en kombination af simple teknikker har fået et 600 kvadratmeter stort kompleks af drivhuse i ørkenen til at konkurrere med traditionelle drivhuse på udbytte.

Drivhusene i Jordan er lagt tæt på kysten i stort set samme niveau, fordi de har brug for saltvand. Anlægget huser nemlig et afsaltningsanlæg, der skaber ferskvand. Afsaltningsanlægget er drevet af en dampturbine, der får sin energi fra opvarmet olie, der løber i lange rør langs store spejle, som koncentrerer Solens stråler mod rørene.

Ferskvandet bruges til at vande drivhusets agurker, og overskudsvarmen kan sendes gennem drivhuset for at holde planterne varme i kolde perioder eller skabe kondens og fugtig luft. Luften kan enten sendes gennem, rør som er lagt ud mellem rækkerne af planter, eller sendes op langs drivhusenes tagkonstruktion, der består af et dobbeltlag, luften kan bevæge sig inde i.

Den største udfordring er oftest varmen, og for at sænke temperaturen bliver drivhusene blæst igennem med luft, der presses gennem vægge af pap med bikubeformede huller, som konstant overrisles med saltvand. Fordampningen sænker luftens temperatur, og erfaringerne viser, at temperaturen kan sænkes med 15 grader i forhold til temperaturen udenfor.

For at få det hele til at spire skal der dog også bruges gødning, som bliver leveret af samarbejdspartneren Yara, der er en norsk gødnings- og kemivirksomhed, samt Qafco, der også producerer gødning.

Det saltvand, som ikke fordamper, ender med en saltprocent på 15 til 20 og kan genbruges udenfor. Erfaringer viste nemlig, at planter begyndte at gro i den kolde luft ved udluftningskanalerne fra driv­huset, og det har folkene bag SFP nu udnyttet.

Omkring drivhusene dyrker de nu op til 19 forskellige planter – især byg – fordi de indkredser ‘marken’ med porøse vægge af pap, som bliver overrislet med saltvand. Alene ørkenvindens bevægelse gennem papvæggene skaber en fordampning, der sænker udetemperaturen ved markerne med helt op til 10 grader.

På vej mod biobrændstof

På anlægget i Qatar bliver ventila­tionen gennem drivhusene drevet af strøm fra solceller, men på anlægget i Jordan vil ingeniørerne forsøge at udnytte mere elektricitet fra solkraftens dampmaskine.

Et yderligere udviklingsområde er bassiner med alger, som SFP eksperimenterer med i Qatar i et 50 kvadratmeter bassin i samarbejde med amerikanske Duke University i North Carolina samt det amerikanske energiministerium. Håbet er at finde og dyrke algearter, der er modstandsdygtige over for varme og salt og dermed kan indgå i produktionen af biobrændstof.

Den store vision er, at et tæppe af drivhuse skal sprede sig i ørkenområder langs kysterne og få træer og grøntsager til at vokse frem.

De fleste mennesker har en opfattelse af, at der skal være en balance mellem arbejdsindsats og belønning, så en medarbejder, der arbejder tre gange så lang tid som en anden medarbejder med samme arbejdsopgaver, skal have tre gange så meget i løn.

Adfærdspsykologen John Stacey Adams var i 1963 den første til at lancere denne rimelighedsteori.

En gruppe norske økonomer fra Norges Handelshøyskole i Bergen har nu sammen med hjerneforskere fra Haukeland Universitetssjukehus – også i Bergen – lavet en undersøgelse for at finde ud af, hvor i hjernen denne opfattelse er rodfæstet, og få afprøvet nogle simple hypoteser om, hvordan mennesker opfatter forskelle i aflønning.

De lod 47 sunde og raske mand­lige studerende i alderen 20-33 år deltage i et eksperiment, hvor de skulle udføre trivielt kontorarbejde som at fylde materialer i kuverter og indtaste oplysninger i en database.

Forsøgspersonerne skulle enten arbejde 30, 60 eller 90 minutter med udgangspunkt i en timeløn på 500 norske kroner, men de fik også at vide, at der kunne være en form for tilfældighed, så belønningen enten blev større eller mindre.

Efter arbejdets udførelse blev forsøgspersonerne sat sammen to og to, således at de samlet set havde arbejdet i 120 minutter. I en MR-scanner blev de bedt om at bedømme forskellige fordelinger af den samlede løn på 1.000 kroner for to timers arbejde.

Forfordeling virker urimeligt

Personer, der havde arbejdet i 30 minutter og blev sat sammen med en person, der havde arbejdet i 90 minutter, fandt ikke overraskende en fordeling på 250/750 neutral, mens de var stærkt utilfredse med at modtage mindre end 250 kr.

En aflønning på over 250 kr., som ville betyde en lavere timeløn til den anden person, blev bedømt positivt med stigende tilfredshed op til ca. 750 kr. En fordobling af standardlønnen til 500 kr. gav dog en relativ mindre øget tilfredshed end den tilsvarende nedgang i tilfredsheden ved en halvering af lønnen til 125 kr.

En aflønning på over 750 kr., som ville betyde en markant lavere løn til modparten, der havde arbejdet tre gange så lang tid, blev opfattet som mindre tilfredsstillende end en aflønning i området 500-750 kr., da glæden over at modtage mere blev opvejet af den eklatante mangel på rimelighed.

Undersøgelsen viste også, at personer, der havde arbejdet i 60 minutter, blev mere glade for en stigning i lønnen i intervallet mellem 250 kr. og 500 kr. end personer, der kun havde arbejdet i 30 minutter – som det vil være forventet i henhold til Adams’ rimelighedsteori.

Utilfredshed gav respons i halekernerne

Forskerne målte desuden forskellige steder i hjernen det såkaldte BOLD-respons (blood-oxygen-level-dependent), der viser blodets iltningsgrad.

Der var to områder, hvor blodets iltningsgrad var korreleret med de subjektive bedømmelser af aflønningen. Disse var lokaliseret i venstre og højre halekerne (nucleus caudatus), der er en del af hjernens belønningssystem (striatum), som er kendt for at have stor betydning, når det gælder motivation og regulering af adfærd.

Personer, der havde arbejdet i 30 minutter, og som udtrykte stor tilfredshed med en aflønning på mellem 250 kr. og 750 kr. (på bekostning af modparten), havde lav BOLD-respons i halekernerne, mens modparterne, der havde arbejdet i 90 minutter, og som var stærkt utilfredse med sådan fordeling, havde meget høj BOLD-respons.

Forskerne mener at have dokumenteret en slående lighed mellem de subjektive bedømmelser af ulige fordelinger og BOLD-respons i hale­kernerne.

De skriver i artiklen, at det er første gang, at der er fundet neurologisk evidens for rimelighedsteorien, der tilsiger, at aflønning skal være proportional med indsats.

Nordmændene finder det dog værd at notere, at der selv blandt forsøgspersonerne fra et land, som er et af de mest egalitære i verden, ikke er nogen som helst problemer med at anerkende indkomstforskelle, så længe disse er opnået på baggrund af arbejdsindsats.

En hel kontorvæg dækket af planter – det lyder måske som noget, der er umuligt at holde, og som vil rådne og gå ud i løbet af kort tid. Men sådan behøver det ikke at være, mener den danske virksomhed Natural Green­walls, der har udviklet et pottesystem, der automatisk afvander planterne, hvis de har fået for meget vand. Dermed undgår man overvanding af sine indendørsplanter og spredning af sygdom fra plante til plante.

Hemmeligheden er et rørsystem til overskudsvand, der går lodret ned igennem hele væggens højde og leder overskudsvand ned til et bundkar – men afvandingsrørene er isoleret fra de enkelte planter, så overskudsvand med eventuelle sygdomme ikke breder sig fra én plante til dens ‘underboer’.

Ulrich Grønning er idémanden bag det unikke danske system. Han har selv arbejdet knap 20 år i branchen for planteservice, men undrede sig over, at eksisterende løsninger var så svære at bruge. Og at de svinede.
»De særskilte afløbsrør holder overskudsvand for sig. Og samtidig er systemet med til at holde potterne og dermed plantevæggene pæne og rene. Systemet klarer selv vanding og afvanding. Dermed er det i min optik brugervenligt. Hvilket var lige præcis det, jeg gerne ville nå frem til,« fortæller Ulrich Grønning.

Den moderne violin blev opfundet i det 16. århundrede i Norditalien, sandsynligvis i Brescia, med udgangspunkt i tidligere tiders strenge­instrumenter.

Siden da har den karakteristiske facon givet en stor genkendelighed mellem violiner, der produceres i dag, og violiner, der blev fremstillet for 400 år siden.

Men der er synlige forskelle mellem violiner fra samme tid, og der er forskelle, som har udviklet sig over tid – også forskelle, som ikke har betydning for violinens lyd og dens funktionelle anvendelse.

Planteforskeren og musikentusiasten Dan Chitwood fra Donald Danforth Plant Science Center i St. Louis i USA har mere indgående med biologiske principper og avancerede statistiske hjælpeværktøjer undersøgt, hvordan violiner som andre komplekse morfologiske fænomener har udviklet sig.

Det har givet anledning til en ny opdeling af violiner i fire overordnede grupper, som illustrerer, hvordan violinmagere i nogle tilfælde har efterlignet hinanden og i andre situationer bevidst har giver violiner eget særpræg.

Dan Chitwood mener, der er mange ligheder mellem violiner og blade.

»Begge har flotte former, som afspejler funktionalitet, og som kan ændre sig over tid eller er et resultat af efterligninger. På samme måde som evolutionære forandringer i bladenes form fortæller os om mekanismer, der er afgørende for planters morfologi, giver en analyse af kulturelle innovationer som eksempelvis violiner et indblik i de historiske kræfter, der er med til at forme vores liv og kreativitet,« siger han.

Violinens udviklingshistorie

I en artikel i tidsskriftet PLOS One i oktober 2014 redegør han for forskellen mellem formerne på vio­liner, bratscher, celloer og basser ud fra en sammenligning af 9.000 instrumenter fremstillet over en periode på mere end 400 år siden omkring 1600 – men ikke mindst ser han nærmere på violinens udviklingshistorie, og hvordan de enkelte violinmagere har inspireret hinanden.

Der ligger naturligvis akustiske og musikalske overvejelser til grund for violinens form, men det er faktisk muligt at forandre violinens form tydeligt uden at gå på kompromis med lyden.

Dan Chitwood har hentet billeder af de flere tusinde violiner fra et website fra Tarisio Auctions. Disse er undersøgt med standard billedbehandlingssoftware og et statistisk hjælpeværktøj i form af en såkaldt principal komponent-analyse, der er en metode til at udtrække de vigtigste oplysninger fra store, forvirrende datasæt. Principal komponent analyse forenkler data ved at finde et mindre antal underliggende strukturer (kendt som hovedkomponenter), der tegner sig for størstedelen af forskellen mellem de mange data – som i dette tilfælde bl.a. kan være forholdet mellem violinens øvre, midterste og nedre del.

En lineær diskriminantanalyse og hierarkisk clusteranalyse bruges derefter til at skelne de enkelte vio­linmagere fra hinanden, præcis som det også gøres inden for bl.a. botanik, geologi og sociologi.

I det aktuelle tilfælde finder Dan Chitwood, at violinmagerne, som er repræsenteret med et større antal instrumenter (>45) i undersøgelsen, fordeler sig i fire hovedgrupper.

Den tidligste violinmager, der er medtaget, er Giovanni Paolo Maggini (ca. 1580 til ca. 1630), som var elev af en af de allerførste violinmagere i Brescia, Gaspara de Salò. Magginis violiner adskiller sig markant fra alle de øvrige violiner, der er undersøgt, ved at være meget brede forneden og have en forholdsvis kort midterdel. På den måde er Magginis violiner mere cello- eller kontrabasagtige end de andre violiner, der indgår i undersøgelsen. De udgør derfor deres helt egen gruppe.

En anden gruppe kaldes Stradivari-gruppen efter Antonio Stradivari (1644-1737), den måske allerkendteste violinmager. Han var den første til at lave violiner, der på den dominerende lineære diskriminantparameter adskilte sig fra Maggini.

Stradivaris stil blev for alvor kopieret af mange efter 1800.

Men eksistensen af to andre grupper, som Dan Chitwood har opkaldt efter Nicolò Amati (1596-1684) og Jakob Stainer (ca. 1617-1683), viser, at der har været andre kopi-grupper blandt violinmagerne.

Morfologi, som inden for biologien betyder læren om organismers form og opbygning, blev udviklet uafhængigt af hinanden af Johann Wolfgang von Goethe i 1790 og den tyske anatom Karl Friedrich Burdach i 1800.

Det er et modstykke til fysiologi, som betragter funktionsmåde. I tilfældet med musikinstrumenter vil en akustisk analyse udgøre en form for fysio­logisk undersøgelse.

Klassisk morfologi giver entydige betegnelser på planternes enkelte elementer og er en hjælpedisciplin for den systematiske beskrivelse af planteriget og dermed grundlag for evolutionslæren.

Det er bl.a. interessant, at Amati-gruppen indeholder Stradivaris elev Carlo Bergonzi (1683-1747).

Kompleks biologi

Dan Chitwood konkluderer, at der er slående ligheder mellem forandringerne i violinens form gennem århundreder og evolutionen i komplekse biologiske systemer.

Det er tydeligt, at formen er påvirket af slægtskabet mellem flere violinmagere og lærer-elev-relationen, og det har begrænset antallet af hovedgrupper til fire.

Ifølge Dan Chitwood kan man sagtens forestille sig, at violinen havde haft et radikalt andet udseende med samme akustiske egenskaber, hvis de oprindelige violinmagere i Brescia havde fået andre indfald.

De tre seneste violinmagere, der er med i undersøgelsen: Giuseppe Pedrazzini, Annibale Fagnola og Leandro Bisiach, der fremstillede vio­liner i første halvdel af 1900-tallet, tilhører dog alle Stradivari-gruppen, og de ligger endog afstandsmæssigt meget tæt på den gamle mester.

Dan Chitwood mener, det skyldes, at violinister mener, at en violin af høj kvalitet skal ligne en Stradivarius, snarere end der er reelle akustiske begrundelser herfor.

På det 110.000 kvadratmeter store testområde uden for Kreuzlingen i Schweiz tester forsvarsgiganten General Dynamics European Land Systems’ (GDELS) datterselskab Mowag sit bud på Danmarks kommende pansrede mandskabsvogn (PMV), den nye Piranha V.

Den er én fem kandidater, der i øjeblikket konkurrerer om en milliardkontrakt med det danske forsvar, som i 2015 skal vælge en ny PMV til at erstatte Forsvarets gamle M113-køretøjer.

Piranha V er det nyeste skud på stammen i Piranha-serien og endnu ikke i tjeneste nogen steder i verden. Den er bedre beskyttet mod eksempelvis miner og vejsidebomber end de tidligere Piranha-versioner, og Mowag har udstyret den med tyske MTU’s 6V199 TE21 turboladede dieselmotor, som præsterer 580 hestekræfter og en topfart på 110 km/h.

På testområdet i Schweiz bliver PMV’en udsat for 60 procents stigninger, grøfter, vådt føre, mudderbaner, et svømmebassin og to forskellige serier vejbump.

I næste uge skal EU’s stats- og regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles, og hvis alt går vel, lander de i løbet af fredag en aftale om fælles klima- og energimål for 2030.

Aftalen er opvarmning forud for COP21 i Paris til november næste år, hvor verdens ledere har lovet hinanden at indgå en global klimaaftale, der forhåbentlig sikrer, at vi kan holde den globale opvarmning på maksimum to grader i 2100.

Men hvis det skal kunne lade sig gøre, er det ikke nok at bygge flere vindmøller og installere flere solfangere. Energiformer som atomkraft er en nødvendighed, ellers kan vi ikke begrænse CO2-udledningen overhovedet, slår FN’s klimapanel, IPCC, fast i udkastet til sin femte rapport om klimaændringerne og effekterne heraf. En rapport, som skal danne beslutninggrundlag, når aftalen i Paris skal indgås.

Atomkraft udleder nemlig kun CO2 på niveau med produktion af vedvarende energi fra for eksempel vindkraft.

I hovedtræk skærer Vesten ned på brugen af atomkraft, mens Østeuropa og Asien udbygger.

I Europa bygger kun Finland og Storbritannien nyt, mens Tyskland, Sverige og Schweiz udfaser, og Frankrig vil skære markant ned på a-kraften.

Kina, Indien og Rusland udbygger brugen af a-kraft voldsomt, mens USA bygger videre trods den generelt skeptiske stemning i Vesten.

Vietnam, De Arabiske Emirater og Tyrkiet vil gerne bygge kraftværker.

»Nu, hvor FN melder ud, at atomkraft skal have en mere fremtrædende rolle i vores klimaplaner, tror jeg, at flere vil komme til at se mere positivt på det,« siger Erik Nonbøl, seniorforsker på DTU Risø og ekspert i reaktorfysik.

A-kraft har aldrig været på vej ud

Ulykken ved Fukushima Daiichi-­værket i marts 2011 blev af mange opfattet som dødsstødet for atomkraftens udbredelse, og Japan, Kina og Sydkorea lukkede midlertidigt ned for alle deres værker efter ulykken for at undersøge sikkerheden.

Den uafhængige årlige rapport World Nuclear Industry Status Report tegnede i 2012 da også et billede af en industri i dyb krise: Fire lande annoncerede, at de ville udfase atomkraft, fem lande besluttede, at de enten ikke ville engagere sig eller ikke re-engagere sig i atomkraft, ud af 59 igangværende konstruktioner var 18 forsinket med flere år, kreditrating-bureauet Standard & Poor’s nedgraderede deres vurdering af 75 procent af alle nukleare virksomheder og forsyningsselskaber, fire lande aflyste planlagte projekter – og så videre. Men på trods af denne krise har atomkraft aldrig været på vej ud af verdens energibillede.

»Selv om enkelte landes planer om at udbygge kapaciteten har været sat på standby, har langt de fleste holdt liv i dem. Især når vi kigger østpå,« siger Erik Nonbøl.

For mens Vesteuropa er splittet mellem lande som England og Finland, der opfører nye værker, og Tyskland og Sverige, der udfaser eller begrænser brug af kernekraft, bygger kineserne nye værker hurtigere end nogensinde set før.

Fra 2002 til 2013 har kineserne således sat 17 nye reaktorer i drift, mens 27 er under konstruktion, og endnu flere er på vej. I 2020 vil kineserne have tredoblet deres produktion af atomenergi til 58 GWe, i 2030 er kapaciteten planlagt til 200 GWe, og i 2050 lyder målet på det dobbelte.

Til sammenligning er det samlede output fra verdens 437 atomkraftværker i dag på GW. Kineserne har brug for atomkraft såvel som for biomasse, naturgas og vedvarende energi som alternativ i et land, hvor omkring 80 procent af landets elektricitet bliver produceret med kul, som bidrager til en svimlende luftforurening.

Også i Østeuropa er der planer om at udvide atomkraftens rolle.

»Med Ruslands støtte naturligvis,« lyder det fra Erik Nonbøl:

»At bygge kernekraftværker er en stor økonomisk belastning for et hvilket som helst land og da især et østeuropæisk. Men med mulighed for at købe russisk design og optage billige russiske lån mod at russerne får part i værkerne, har også østeuropæerne råd,« siger han.

Blandt de østeuropæiske lande, som lige nu er i gang med at bygge eller planlægge fremtidige atomkraftværker, er Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumænien, Bulgarien og Ukraine, der har planlagt konstruktion af to nye reaktorer og har 11 mere på tegnebrættet.

Der skal mere atomkraft til

Det Internationale Energiagentur, IEA, vurderer, at produktionen af atomkraft vil vokse med en tredjedel på verdensplan fra 2011 til 2035, hvis de nuværende planer om udvidelse holder. Det betyder, at atomkraftens andel af elproduktion vil ligge stabilt på 12 procent over årene.

Ifølge IEA’s beregninger er de 12 procent dog ikke nok til at holde den globale opvarmning på to grader. Selvom atomkraften har fået en genfødsel efter Fukushima, vil produktionen i 2025 være 7 til 25 procent under IEA’s såkaldte 2DS-mål, som giver 80 procents chance for, at verden når sit mål om to grader på den globale opvarmningskonto – forudsat, at vi halverer CO2-udslippet fra 2011 og frem til 2050.

Skal vi nå to graders-målsætningen, skal atomkraft udgøre 18 procent af verdens energiproduktion, konkluderer IEA.

Hovedparten af verdens nuværende atomkraftværker er af generation 2 bygget fra 1970’erne og frem. Disse værker har forskellige typer af sikkerhedssystemer, og de fleste er blevet opgraderet på sikkerheden flere gange, siden de blev bygget.

De værker, der i dag er under opførelse, er af generation 3 og i nogle tilfælde 3+. Et af de første 3+-værker, der er under opførelse, er det finske Olkiluoto 3, som bygges af franske Areva og er både berømt og berygtet for at blive ni år forsinket og op mod dobbelt så dyrt som planlagt. De væsentligste forskelle på generation 2 og 3 (herunder 3+) ligger i sikkerheden – tredje generation har et passivt sikkerhedssystem, der gør, at disse værker kan lukke ned uden elektricitet og manuel operatør.

Bedre uran-udnyttelse

Derudover opererer genera­tion 3 blandt andet med en højere udnyttelse af uran og en længere levetid. Mens tredje generation lige nu bliver bygget, arbejder verdens store kernekraftlande videre på udviklingen af genera­tion 4, som endnu kun har kørt på testniveau. Generation 4 består af seks reaktordesign, tre af dem termiske reaktorer og tre hurtige reaktorer, der fungerer med hurtige neutroner og kan bruge det radioaktive affald og lave energi af det hele og ikke kun af den ene procent naturlige uran, som almindelige reaktorer kan.

»Der er væsentligt større perspektiver i disse reaktorer, fordi de kan køre på uran-238, hvilket betyder, at der vil være uran-ressourcer til kernekraften langt ud over de 100 år, vi regner med nu,« siger ekspert i reaktorfysik Erik Nonbøl.

Uran-238 udgør over 99 procent af alt naturligt forekommende uran, men er langt mindre radioaktivt end for eksempel uran-235 og uran-233, hvilket i øjeblikket gør det uegnet som selvstændigt reaktorbrændstof.

Generation 4-værkerne vil desuden have langt højere udgangs­temperatur end generation 3.

»Hvor dagens reaktorer opererer med en udgangstemperatur på 270-300 grader, vil generation 4 være helt oppe på 500-700 grader,« siger Erik Nonbøl.

Den høje temperatur vil gøre værkerne i stand til at producere plutonium, som kan bruges som brændsel og gøre værkerne i stand til at udnytte op mod 90 procent af uranet, hvor de i dag kun udnytter omkring én procent.

»Samtidig åbner de høje temperaturer op for at bruge værkerne til brintfremstilling, som kan bruges til brændstof i andre henseender,« siger Erik Nonbøl.

Ifølge interesseorganisationen World Nuclear Association vil generation 4 være klar til implementering mellem 2020 og 2030. Erik Nonbøl mener dog, at der først kan blive tale om reel produktion tidligst i 2030.