Rundt omkring i galakserne findes der neutronstjerner i tæt pardans. Gennem tyngdekraften holder de uhyre kompakte himmellegemer hinanden fast i et fatalt greb, og stadig hurtigere og tættere kredser de rundt og rundt om deres fælles tyngdepunkt for til sidst at kollidere og ende som et sort hul.

Sådan lyder teorien i hvert fald. Ifølge Einsteins almene relativitets­teori vil massive objekter, der kredser om hinanden, udsende tyngde­bølger – små krusninger i selve rumtiden.

Bølger af tyngdekraft vil så at sige løsrive sig fra systemet og fare af sted med lysets hastighed, omtrent på samme måde, som der udsendes elektromagnetisk stråling, når elektriske ladninger accelereres. Den energi, som systemet mister i form af tyngdebølger, tages fra kredsløbet, og derfor vil de to objekter nærme sig hinanden.

Hvis man kan detektere tyngdebølgerne, åbner det et helt nyt vindue til universet. Ikke bare binære neutronstjerner, men også sorte huller i tæt kredsløb om hinanden samt supernovaeksplosioner udsender så kraftige tyngdebølger, at det burde være til at måle. En helt ny og anderledes form for astronomi kan give os langt bedre viden om de voldsomste begivenheder i universet, hvis det lykkes at konstruere tyngdebølgedetektorer, der er følsomme nok.

Det er præcis, hvad fysikere og ingeniører er i fuld gang med flere steder på kloden. Tyngdebølgedetektorer findes allerede, men hidtil har de ikke registreret et eneste signal, for de har simpelthen ikke været følsomme nok. Det skal der laves om på nu, da en helt ny generation af detektorer er på trapperne.

Længst fremme er de i USA, hvor de to LIGO-detektorer – en ved Livingston i Louisiana og en ved Hanford i Washington – netop er blevet opgraderet, så de er blevet ti gange så følsomme som før. LIGO står for Laser Interferometer Gravitational-Wave Observatory, for forskerne vil bruge interferens af laserlys til at afsløre tyngdebølgerne.

Afstande ændrer sig

De nye detektorer skal måle, hvordan rumtiden bliver deformeret, der hvor tyngdebølgerne kommer frem. Selve rummet ændrer sig, når en tyngdebølge passerer, så alting bliver strakt ud på den ene led og presset sammen på den anden. Effekten er dog ekstremt lille og svær at måle, men fysikerne har fundet en måde, hvorpå det skulle kunne lade sig gøre.

Ligo-detektorerne har to arme vinkelret på hinanden, som et kæmpe L, og hver arm er fire kilometer lang. Hvor armene mødes, deles en laserstråle op i to, og så sendes en laserstråle i hver retning gennem et lufttomt rør. Efter at have tilbagelagt de fire kilometer rammer laserstrålerne ophængte spejle, som sender dem tilbage igen. Laserlyset får lov til at fare frem og tilbage i vakuummet mange gange, før laserstrålerne mødes igen. Når det sker, vil lysbølgerne ophæve hinanden, hvis bølgetop møder bølgedal (modfase, destruktiv interferens), og så vil lyset forsvinde. Hvis det ikke er tilfældet, slipper der lys igennem til en lysdetektor.

Der er grænser for, hvor lange arme et interferometer kan have her på Jorden, men i rummet er der masser af plads, og derfor har forskerne da også planer om en rumbaseret tyngde­bølgedetektor. Med sådan en detektor kan man for eksempel måle de tyngdebølger, som ifølge den almene relativitetsteori udsendes, når to galakser og de supermassive sorte huller, der findes i midten af dem, smelter sammen.

I 2034 vil den europæiske rumfartsorganisation ESA opsende tre satellitter, der skal placeres i baner, så der hele tiden er en million kilometer imellem dem. Så skal afstanden mellem testmasser i hver af satellitterne løbende måles, for hvis der kommer en tyngdebølge forbi, ændrer afstanden sig en smule.

Missionen har fået navnet eLISA (evolved Laser Interferometer Space Antenna), og selv om der er 20 år til opsendelsen, er forskere fra blandt andet DTU Space i fuld gang med forberedelserne. Allerede til næste år skal ESA-satellitten Lisa Pathfinder op for at teste en del af den nødvendige teknologi.

Pointen er så, at en tyngdebølge vil gøre den ene arm en smule kortere og den anden en smule længere. Ikke ret meget, måske blot en titusindedel af diameteren af en atomkerne, men det vil være nok til, at interferensmønstret – og dermed mængden af lys, der opfanges af fotodetektoren – ændrer sig.

I analysen af data fra laserinterferometret gælder det om at finde de ægte signaler i den støj, der uvægerligt vil være der. Støjen stammer primært fra jordrystelser, der forplanter sig til spejlene, fra termisk støj i spejlene og fra uregelmæssigheder i laserlyset. I de nye Ligo-detektorer er spejlene for enden af de fire kilometer lange rør hængt op på en måde, så de er seismisk isoleret fra omgivelserne. De består af kvartsglas med en reflekterende belægning baseret på metallet tantal, for forskerne har fundet ud af, at den kombination giver den mindste termiske støj. Hvert spejl har en masse på 40 kg og en diameter på 34 cm – det er vigtigt, at de vejer forholdsvis meget, så trykket fra laserstrålerne ikke bringer dem i bevægelse, hvilket ville være en ekstra støjkilde. I øvrigt bruger de nye detektorer en langt kraftigere laser end de gamle – effekten er sat op fra 10 til omkring 200 watt, så signalet bliver tydeligere.

Adskillige detektorer på vej

Hvor den første generation af laser­interferometre ikke opfangede signaler, er den anden generation af detektorer så følsomme, at forskerne regner med at måle noget i retning af 40 tyngdebølger om året. Det kan eksempelvis være signalet fra neutronstjernerne, der kredser stadig hurtigere om hinanden for til sidst at kollidere. Det giver et tyngdebølgesignal, der bliver kraftigere og kraftigere for så pludselig at ophøre.

Det forudsætter selvfølgelig alt sammen, at Einstein havde ret, og at tyngdebølgerne findes. Men det er der nu også klare tegn på, at de gør. I 1974 opfangede de to astronomer Russell Hulse og Joseph Taylor signalerne fra en pulsar (en hurtigt roterende neutronstjerne), som viste sig at kredse tæt om et andet kompakt himmellegeme. Ud fra radiobølgerne fra pulsaren kunne astronomerne se, at de to himmellegemer kredser stadig tættere på hinanden. Det viste sig, at systemet mister energi – præcis som forudsat af den almene relativitetsteori – og siden har andre binære pulsarer vist sig at opføre sig på samme måde. I 1993 fik Hulse og Taylor Nobelprisen i fysik for dette indirekte bevis for eksistensen af tyngdebølger.

Nu er tiden så kommet til den direkte detektion, og det varer ikke længe, før Advanced Ligo kan begynde eftersøgningen. I Livingston mangler fysikerne blot at kalibrere systemet og forsøge at minimere støjen ved at tune laseren og de elektroniske systemer, og i Hanford er de næsten nået lige så langt. I løbet af 2015 vil detektorerne være klar til at måle tyngdebølger, for eksempel fra et par neutronstjerner eller sorte huller i dødsspiral op til 260 millioner lysår herfra.

USA er cirka et år foran de europæiske kolleger, som er ved at opgradere den lignende tyngdebølge­detektor Virgo tæt på Pisa i Italien. Her er de to arme dog kun tre kilometer lange, og jo længere arm, desto større følsomhed. Omkring 2018 skulle endnu en andengenerations tyngdebølgedetektor på størrelse med Virgo stå klar i Japan, så alt taler for, at det lykkes at fange en hel del tyngdebølger i dette årti.

Fordelen ved at have flere detektorer er, at data fra dem kan sammenlignes, og hvis tre eller fire af dem måler den samme tyngdebølge, bliver det muligt at regne sig frem til, hvor på himlen signalet kommer fra. Så kan man finde ud af, om der også kommer elektromagnetisk stråling fra samme område. På den måde kan astronomerne for eksempel finde ud af, om de korte gammaglimt, der indimellem registreres af satellitter, stammer fra kolliderende neutronstjerner, som samtidig udsender et karakteristisk tyngdebølgesignal.

De kan også blive klogere på de eksploderende stjerner, der kendes som supernovaer. Eksplosionen starter med, at kernen kollapser, og med de nye tyngdebølgedetektorer kan man få informationer om, hvordan det egentlig foregår. Og da tyngdebølgerne kommer frem med lysets hastighed, kan detektorerne give en hurtig melding om supernovaeksplosionen, så andre teleskoper kan rette ind mod området.

I første omgang regner forskerne med, at de nye detektorer først og fremmest vil opfange tyngdebølger fra binære systemer, hvor kompakte himmellegemer som sorte huller, neutronstjerner og hvide dværgstjerner kredser meget tæt om hinanden, samt fra supernovaer. Men de kan ikke udelukke, at tyngdebølgerne kan føre dem på sporet af hidtil ukendte fænomener i verdensrummet, så det er med stor spænding, at de imødeser de første signaler.

Byerne forandres i disse år. Gammel industri flyttes ud, og tilbage står tomme lagerhaller, uddøde fabriksområder – og renere byer. At man en dag ville bygge lejligheder i siloerne i den gamle Sojakage­fabrik i København, var der nok ikke mange, der troede for 20 år siden. Eller at man ville kunne bade i Københavns Havn. Men nu hopper københavnerne i havnen – og dyrker tomater i haver på taget som i projektet ‘ØsterGRO’.

Her er et 600 kvadratmeter stort tag på Æbelø­gade omdannet til køkkenhave med 90 ton muldjord, bistader og høns. Projektet vises på Dansk Arkitektur­centers netop åbnede udstilling, der handler om nye måder at bruge byens rum på. ‘Reprogramming the City’ – eller ‘Nye muligheder for byens rum’ hedder udstillingen, der er lille, men informativ.

For hvad skal man stille op med de tidligere industriområder, godsbaner og sporvognsterminaler? Mange kender The High Line i New York, en godsbane, der løb i ti meters højde på vestsiden af Manhattan. Den blev bygget i 1930’erne og var dengang en lettelse for trafikken i gadeplan: Togene var væk fra resten af trafikken, samtidig med at godstogene visse steder kunne køre direkte ind i fabrikkerne og lagerbygningerne.

Langsomt tog lastbilerne over, fabrikkerne flyttede ud, og fra 1980 stod The High Line som et tomt, rustent skelet, der mindede om en svunden tid. Man snakkede om at rive den ned, men nu er The High Line på initiativ fra en aktiv gruppe blevet en velbesøgt offentlig park, og sidste del mod nord er for kort tid siden blevet indviet.

En underjordisk park

På udstillingen kan man se et andet forslag til omdannelse af et tidligere industriområde, også i New York: The Lowline bliver det projekt kaldt. Det foregår nemlig så ‘low’, som man kan komme; en tidligere sporvognsterminal ved Williamsburg Bridge, der ligger under jorden, og som har stået ubrugt hen siden 1948. Her foreslår Raad Studio at oplyse området med naturligt lys, ledt ned fra overfladen via optiske fiberkabler.

Ifølge udstillingen har Raad Studio selv designet den solteknologi, de vil anvende. Teknologien vil udsende nok lys til at understøtte planternes fotosyntese, så man kan omdanne The Lowline til en underjordisk park.

Regent’s Canal i London er endnu et eksempel på en tidligere transportåre, der nu står ubrugt hen. Den blev brugt til lastepramme, men er nu rekreativt område. Studio YN foreslår at indsætte et svømmebassin i kanalen, så pendlere kan svømme til og fra arbejde, og så området får mere aktivt liv.

I Stockholm blev Tranebergsbron, der forbinder Kungsholmen med Stockholms vestlige forstæder, berømt i 1934 for at være verdens største brobue af beton. Dengang tænkte man dog ikke på fodgængere. Vil man krydse broen til fods, er det mildest talt ikke indbydende: 15 minutter langs heftig trafik. Derfor foreslår arkitektfirmaet Vision Division at tilføre selve brobuen trapper, så fodgængere nu kan komme over. Det vil tage tre minutter, har de regnet sig frem til. Og bropillerne vil de udnytte til udendørsgallerier.

Gamle telefonbokse

Der er heller ikke meget liv i de gamle telefonbokse. Østrigske Telekom har omdannet nogle af dem til ladestationer for elbiler, og i New York har projektet City 24/7 indgået en aftale med bystyret om at omdanne telefonboksene til touch skærme, der kan give informationer om trafik, nødhjælp, turisme og lokale tilbud. I Bremen i Tyskland har designeren Dennis Siegel fundet på at genbruge de elektromagnetiske felter, byens mange automater udsender. Han har udviklet en proto­type på en bærbar oplader til batterier, der indsamler energien fra storbyens elektriske apparater.

I Lima i Peru tapper de ikke energi, men rent drikkevand fra luften. Limas tekniske universitet, UTEC, indgik et samarbejde med et reklamebureau for at få flere til at søge ind på ingeniøruddannelserne og vise, hvordan ingeniører kan forbedre vilkårene i samfundet. Og hvordan gjorde de så opmærksom på sig selv? De omdannede et billboard til en reklame for universitetet, der samtidig omdannede luftens fugtighed til drikkevand.

Lima ligger omkranset af ørken og har en luftfugtighed på omkring 98 pct. Mange af byens indbyggere henter deres drikkevand i brønde, men nu kunne de hente det under reklame­søjlen, der via et osmosesystem – et luftfilter, en kondensator og et kulfilter – kan udvinde 95 liter rent vand om dagen.

QR-koder på facaden

Et andet eksempel på at bruge teknologi i byrummet er britiske Pave­gen, der har udviklet en flise, der udnytter energien fra fodgængeres fodtrin. De Pavegen-fliser, der blev lagt på West Ham-stationen i London i forbindelse med OL 2012 omdannede således fodtrin fra omkring en million forbipasserende til mere end 20 kWh energi, der blev brugt til at sætte fuldt blus på gadebelysningen på den flisebelagte strækning om natten – og halv lysstyrke dagen igennem ovenikøbet.

I Tokyo har Teradadesign Archi­tects givet en bygning liv ved at udstyre facaden med QR-koder. Dermed kan forbipasserende scanne koden med deres telefon og få oplysninger om, hvad der foregår. Eller som i Lissabon, hvor bystyret har givet grønt lys til at trække 500 år gamle brosten op af gadebelægningen for at erstatte dem med sort-hvide sten, der ligeledes udgør QR-koder. QR Chiado hedder projektet, der fortæller byens historie. Og så ser det tilmed æstetisk ud, som koderne er lagt ned som brostensbelægning. Siden er QR Chiado blevet eksporteret til Rio de Janeiro og Barcelona.

Udstillingen er fuld af eksempler på andre måder at bruge byen på. Uden for Dansk Arkitekturcenter på Christianshavn er et levende bevis på det. Her har ‘Making the City’, der er en gruppe på seks studerende, omdannet parkeringspladsen, der ligger ved havnen på en af Københavns bedste adresser, til et laboratorium for byliv. Folk skulle gerne bruge pladsen noget mere nu. Det bliver spændende at se, om de gør det.

Reprogramming the City, DAC, indtil 4. januar 2015 www.dac.dk

En brintdrevet elcykel med brændselsceller under bagagebæreren og brint i en beholder på siden er nu udviklet af australske forskere.

Cyklen, der bærer navnet Hy-Cycle, kan køre 125 km med fuldt batteri og brinttank og forskerne fra University of New South Wales kalder cyklen for en demonstration af brint som en ren og sikker energiform.

Brændselscellen har en effekt på 100 W og den kan oplade batteriet, som har en kapacitet på 518 Wh.

Brintbeholderen er af metalhydrid-typen, hvor brinten opbevares i et metalpulver. Den vejer 2,5 kilo, hvoraf selve metallet til opbevaring af 100 liter brint kun vejer 50 gram. De 100 liter brint svarer til 738 Wh energi i brændselscellen. Udskiftning af beholderen kan gøres på 30 sekunder.

Elcykler er blevet voldsomt populære i mange storbyer i verden, især i Kina. København har netop i år udskiftet de gamle rent mekaniske bycykler, med en ny model med elektrisk hjælpemotor.

Professor Kondo-Francois Aguey-Zinsou fra University of New South Wales, der har været med til at udvikle den nye cykel, håber, at storbyer som London og Paris ligger i målgruppen for Hy-Cycle.

Overskrifter i medier over hele verden har sat et budskab fra FN på repeat. År efter år lyder det, at Sahara og verdens øvrige ørkener breder sig, og ofte er forklaringen klimaændringer.

FN har nemlig i disse år særligt fokus på ørkenspredning, især gennem det storstilede projekt Great Green Wall, som i samarbejde med 11 afrikanske lande omkring Sahara vil plante en mur af træer fra øst til vest for at stoppe ørkenens spredning.

Der er dog et lille – måske stort – men i fortællingen: Sahara breder sig slet ikke …

Internationale undersøgelser foretaget af blandt andre danske forskere fra Københavns Universitet har i 30 år overvåget især Sahara fra rummet. De har samlet data fra den amerikanske satellitsensor AVHRR på NOAA-satellitterne hver dag, og billedet er entydigt, også i Sahel-området, der er et 6.000 kilometer bredt bånd tværs over Afrika i den sydlige overgang til Sahara:

»Den globale trend er, at ørkenområderne skrumper ind. Vegeta­tionen tager over, og det gælder især i Sahel-området. Det er forskere verden over enige om,« siger Rasmus Fensholt, lektor på Geografi på Københavns Universitet, der har bidraget til en stor international rapport om netop ørkenspredning i Sahel-området.

Den internationalt anerkendte forsker Andrew Warren fra University College London, der har over 30 års erfaring med ørkendannelse og erosion i Afrika, peger også på både australske og svenske undersøgelser, der viser, at ørkenen ikke breder sig:

»Ørkenspredning har været undersøgt i et utal af undersøgelser, og de seneste, jeg har set fra en arbejdsgruppe i Lund, kom til samme konklusion: Sahara spreder sig ikke,« siger Andrew Warren.

FN måler ørkener i kroner og øre

Men hvorfor fastholder FN så, at ørkenen spreder sig – og at den vil fortsætte med at sprede sig? Som f.eks. FN-organisationen FAO (UN Food and Agriculture Organisation) formulerer det i sin rapport om verdens naturressourcer: ‘Inden 2030 vil Afrika tabe to tredjedele af sin landbrugsjord til ørkenspredning, hvis der ikke gøres noget.’

Jo, nøglen til at forstå denne ‘misforståelse’ ligger i definitionen af ordet ørkenspredning, og hvordan man måler den spredning. Det engelske ord for ørkenspredning – som også bruges af FN – er desertification. Undersøgelser viser, at ordet er defineret på helt op til 100 forskellige måder verden over, men den mest gængse er ‘en proces, hvor frugtbart land omdannes til ørken’. FN’s definition er ikke langt fra denne. Overordnet lyder den: ‘forringelse af land i tørre, halvtørre og tørre sub-fugtige områder forårsaget af forskellige faktorer, heriblandt menneskelige aktiviteter og klimaændringer’.

Og hvor satellitforskerne måler desertification som udbredelsen af vegetation udtrykt – helt konkret – som antallet af grønne pixels på satellitbilleder, så måler FN’s ørkenkonvention UNCCD (United Nations Convention to Combat Desertification) det på en helt anden måde. Den måler nemlig på tre indikatorer: det økonomiske afkast af et stykke jord, jordens biodiversitet og udbredelsen af vegetation.

»Det er tre ret forskellige ting, som i nogle tilfælde ikke er sammenhængende. F.eks. vil omdannelsen af savanne til en plantage give et tab af biodiversitet, men en stigning i økonomi. Så pludselig er ordet ørkenspredning ikke så simpelt,« siger Rasmus Fensholt.

I en verden, hvor befolkningen langs Sahara bliver fordoblet hvert 20. år, udstiller FN’s ørkendefinition meget tydeligt, at landbrugsjorden bliver udpint og er for sparsom. Men det er helt misforstået, når det i medierne og i FN bliver koblet sammen med klimaændringer, lyder det fra satellitforskerne.

Grundlaget for at dyrke jorden er nemlig kun blevet bedre de seneste 30 år, og skal problemet løses, skal der fokus på det reelle problem: en stigende befolkning, der med kvæg udpiner jorden og dyrker den ineffektivt.

Når forskerne bruger NOAA-satellitterne til at fastslå, at ørkenen bliver grønnere, kan de dog intet sige om typen af vegetation. Med en opløsning på otte gange otte kilometer per pixel kan forskerne kun afgøre, om ørkenen bliver ‘grønnere’ – hvorvidt det grønne er ubrugelige græsarter eller værdifulde træer, siger billederne intet om.

Det gør den danske forsker Anne Mette Lykke fra Aarhus Universitet derimod. Hun har arbejdet 20 år i Sahel og har med egne øjne set ud over ørkenens kant – og der er ikke tale om frugtbar vegetation:

»Næsten alle vigtige træer, der bliver brugt til mad og medicin, er fældet, og vegetationen er for det meste domineret af græsser og buskagtig og tornet vegetation, der ingen værdi har,« siger hun.

Arter i tilbagegang er f.eks. Parkia-træer og Pteropus lucens, der bruges meget til huse og fremstilling af masker til turister. Årsagen er befolkningsvæksten, og hvor Sahels vegetation tidligere kun blev belastet af nomadernes kvæg, bliver den i dag flere steder udsat for konstant græsning fra kvæg tilhørende fastboere.

»Presset på de sidste naturområder er meget stort, også i nationalparker. Og de steder, hvor naturen er indhegnet, kan man se den blomstre fint. Så grundlaget for dyrkningen er der, men presset er for stort,« siger hun.

Vegetationen har bredt sig

Verdenssamfundets fokus på ørkenspredning startede for alvor i 1970’erne under store perioder med hungersnød, hvor flere bønder forlod Saharas randområder på grund af ørkenspredning – efter alle definitioner. I 1977 holdt FN sin første globale konference om voksende ørkener og herfra tog det fart.

Geograferne har desværre kun satellitdata 30 år tilbage, så deres første data tager altså udgangspunkt i slutningen af de store tørkeperioder. Siden da har vegetationen så bredt sig, men hvordan så det ud før 1980’erne?

»Vi har nedbørsdata fra blandt andet 1950’erne og 1960’erne, der viser, at det regnede langt mere lige før den store tørkeperiode. Så spørgsmålet er, om Sahara har brugt de sidste 30 år på at vende tilbage til sit udgangspunkt før 1980’erne. Meget tyder på det,« siger Rasmus Fensholt.

Flere steder langs Sahara er bønder vendt tilbage til tidligere golde områder. Det er især sket i Burkina Faso og Nigeria.

Mere CO2 øger planternes vækst

De sidste 30 år har vist en klar sammenhæng mellem udbredelsen af vegetation i Sahel-regionen og en øget mængde nedbør. Men nedbør er ikke hele forklaringen. Paradoksalt nok, har menneskets CO2-udledning også fået vegetationen til at brede sig.

»Mere CO2 får jo ikke kun den globale temperatur til at stige. Det er også til gavn for fotosyntesen, så planterne vokser hurtigere,« siger Rasmus Fensholt.

Andre forskere peger også på, at stigende temperaturer faktisk kan føre mere vegetation med sig, fordi varm luft kan indeholde større mængder fugtighed end kold luft. Den forklaring ligger blandt andet bag den tyske ørkengeolog Stefan Kröpelins forklaring på, hvorfor ørkenområderne i Sudan 1.000 f.v.t. var et frodigt landskab med fisk, krokodiller og landbrug.

Dengang var temperaturen nemlig høj og holdt bedre på fugten, der blev ført ind over landet fra havet. Men i takt med, at temperaturen dalede, tørrede floderne ud, og ørkenen spredte sig.

Ikke nødvendigvis positivt

Men Rasmus Fensholt advarer mod at tro, at vi nu bare skal spise røde bøffer, købe firehjulstrækkere og blæse på global opvarmning, fordi det er godt for plantevæksten.

»Hvis temperaturen bliver ved med at stige, så vil vandfordampningen på et tidspunkt ske så hurtigt, at fordelene ved øget nedbør og CO2-stigning bliver irrelevante,« siger Rasmus Fensholt, der ligesom Anne Mette Lykke advarer mod at tro, at livet er fint i Sahel.

Faktisk er de lokale beslutnings­tagere – med Rasmus Fensholts egne ord – ‘dødtrætte’ af at høre forskere som ham tale om den voksende vegetation, også kaldet greening.

»Selvom den på alle måder er bedre end ørkenspredning, er der masser af vegetation, som hverken kan spises af kvæg eller bruges på andre måder,« siger han.

I dag arbejder satellitforskerne på at supplere feltstudier med mere detaljerede billeder, der kan afsløre typen af vegetation i Sahel.

For to år siden offentliggjorde de amerikanske meteorologiske undersøgelser nemlig deres ellers kommercielle datasæt, som var højopløselige billeder af ørkenområder taget en til to gange om året. Med en opløsning på 30 gange 30 meter pr. pixel giver det i dag nye muligheder for, at forskerne kan bestemme, hvilken slags bevoksning der er vokset frem i Sahel-regionen. Og det kigger KU-forskerne nu på.

Danmarks arbejde med analyse af satellitbilleder kommer blandt andre Senegal til hjælp, hvor en del af Danmarks udviklingsbistand er gået til opbygningen af et miljøcenter, hvor senegaleserne nu selv kan analysere satellitbilleder og forudse svingninger i ressourcer som nedbør, kvæg og græs for at forberede sig på kommende hungersnød.

En brintdrevet elcykel med brændselsceller under bagagebæreren og brint i en beholder på siden er nu udviklet af australske forskere.

Cyklen, der bærer navnet Hy-Cycle, kan køre 125 km med fuldt batteri og brinttank og forskerne fra University of New South Wales kalder cyklen for en demonstration af brint som en ren og sikker energiform.

Brændselscellen har en effekt på 100 W og den kan oplade batteriet, som har en kapacitet på 518 Wh.

Brintbeholderen er af metalhydrid-typen, hvor brinten opbevares i et metalpulver. Den vejer 2,5 kilo, hvoraf selve metallet til opbevaring af 100 liter brint kun vejer 50 gram. De 100 liter brint svarer til 738 Wh energi i brændselscellen. Udskiftning af beholderen kan gøres på 30 sekunder.

Elcykler er blevet voldsomt populære i mange storbyer i verden, især i Kina. København har netop i år udskiftet de gamle rent mekaniske bycykler, med en ny model med elektrisk hjælpemotor.

Professor Kondo-Francois Aguey-Zinsou fra University of New South Wales, der har været med til at udvikle den nye cykel, håber, at storbyer som London og Paris ligger i målgruppen for Hy-Cycle.