Danmark er kortlagt ned til mindste detalje – også i højden, hvor laserscanninger fra fly har afsløret terrænet. Men der er ikke helt styr på havdybden, i hvert fald ikke tættest på kysten, hvor skibe med ekkolod ikke kommer ind.

Det kan der nu rådes bod på, for netop herinde, hvor havet kun er op til cirka otte meter dybt, kan lyspulser fra en kraftig grøn laser om­ bord på et fly trænge ned til havbunden og op til flyet igen, hvor de reflekterede signaler kan opfanges af sensorer og efter en tur igennem computeren røbe havbundens kontur.

I Danmark blev metoden først afprøvet i april sidste år, hvor havbunden ud for 4,5 km af Nordsjællands kyst i omegnen af Rågeleje blev opmålt af ingeniørfirmaet Niras som led i et pilotprojekt på bestilling af Kystdirektoratet.

Siden har Niras brugt laser fra fly til at kortlægge den kystnære havbund i de områder, hvor der skal bygges broer over Storstrømmen og over Roskilde Fjord ved Frederikssund, så brobyggerne har tjek på havbundsforholdene.

For nylig er Vadehavet også blevet overfløjet, fortæller Laurids Rolighed Larsen, der er landinspektør hos Niras og leder arbejdet med opmåling af havbund:

»Vi har scannet Vadehavet i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet. De vil gerne vide, hvordan Vadehavet forandrer sig over tid,« fortæller han.

Klarer otte meter vand

Laserscanningen foregår ved at måle den tid, det tager, fra en laserpuls sendes af sted, til den reflekterede puls vender tilbage. Det lyder simpelt, men når det er havdybder, der skal opmåles, er det ikke helt enkelt.

Laserscanning fra fly bruges også over landjorden, og fra 2005 til 2007 blev hele Danmark kortlagt på den måde. De data er frit tilgængelige i Danmarks Højdemodel fra Geodatastyrelsen.

Højdemodellen er ved at blive opdateret, og Sjælland, Fyn, Langeland og Lolland-Falster er allerede blevet overfløjet igen. I efteråret kommer turen til Bornholm og den sydlige halvdel af Jylland, og i foråret 2015 kommer den nordlige del også med. Med otte gange tættere punkter bliver den nye model langt mere præcis end den gamle.

Her skal man nemlig tage hensyn til en lang række forhold, bl.a. at lyset bevæger sig langsommere igennem vand end gennem luft, og at lyset brydes i vandoverfladen.

Hvert sekund sendes 256.000 laserpulser mod havet, og efter en grundig analyse af de tilbagekastede signaler er resultatet 20-30 målepunkter pr. kvadratmeter på lavt vand – færre længere ude.

Det er nok til at identificere store sten, der ligger på havbunden, og kan være til fare for søfarten, så laser­opmålingen kan altså give mere præcise søkort og dermed større navigationssikkerhed.

Metoden kan også bruges, når der skal lægges planer for kystbeskyttelse – her skal man kende bundforholdene, hvis man for eksempel skal finde ud af, hvordan man bedst sandfodrer.

Med den grønne laser kan man måle vanddybder med en præcision på plus/minus fem centimeter, og metoden fungerer også over land. Det betyder, at vandløb og brinker kan opmåles, så man får et bedre overblik over vandløbenes tilstand.

»En opmåling af de kystnære hav­områder kunne få stor akademisk betydning, for eksempel inden for biologi og arkæologi« siger Laurids Rolighed Larsen.

»Metoden kan udvikles, så man kan identificere sådan noget som ålegræs og muslingebanker, og man kan også forestille sig, at marine­arkæologer kan bruge de præcise data til at opdage undersøiske fortidsminder.«

Overskrifter i medier over hele verden har sat et budskab fra FN på repeat. År efter år lyder det, at Sahara og verdens øvrige ørkener breder sig, og ofte er forklaringen klimaændringer.

FN har nemlig i disse år særligt fokus på ørkenspredning, især gennem det storstilede projekt Great Green Wall, som i samarbejde med 11 afrikanske lande omkring Sahara vil plante en mur af træer fra øst til vest for at stoppe ørkenens spredning.

Der er dog et lille – måske stort – men i fortællingen: Sahara breder sig slet ikke …

Internationale undersøgelser foretaget af blandt andre danske forskere fra Københavns Universitet har i 30 år overvåget især Sahara fra rummet. De har samlet data fra den amerikanske satellitsensor AVHRR på NOAA-satellitterne hver dag, og billedet er entydigt, også i Sahel-området, der er et 6.000 kilometer bredt bånd tværs over Afrika i den sydlige overgang til Sahara:

»Den globale trend er, at ørkenområderne skrumper ind. Vegeta­tionen tager over, og det gælder især i Sahel-området. Det er forskere verden over enige om,« siger Rasmus Fensholt, lektor på Geografi på Københavns Universitet, der har bidraget til en stor international rapport om netop ørkenspredning i Sahel-området.

Den internationalt anerkendte forsker Andrew Warren fra University College London, der har over 30 års erfaring med ørkendannelse og erosion i Afrika, peger også på både australske og svenske undersøgelser, der viser, at ørkenen ikke breder sig:

»Ørkenspredning har været undersøgt i et utal af undersøgelser, og de seneste, jeg har set fra en arbejdsgruppe i Lund, kom til samme konklusion: Sahara spreder sig ikke,« siger Andrew Warren.

FN måler ørkener i kroner og øre

Men hvorfor fastholder FN så, at ørkenen spreder sig – og at den vil fortsætte med at sprede sig? Som f.eks. FN-organisationen FAO (UN Food and Agriculture Organisation) formulerer det i sin rapport om verdens naturressourcer: ‘Inden 2030 vil Afrika tabe to tredjedele af sin landbrugsjord til ørkenspredning, hvis der ikke gøres noget.’

Jo, nøglen til at forstå denne ‘misforståelse’ ligger i definitionen af ordet ørkenspredning, og hvordan man måler den spredning. Det engelske ord for ørkenspredning – som også bruges af FN – er desertification. Undersøgelser viser, at ordet er defineret på helt op til 100 forskellige måder verden over, men den mest gængse er ‘en proces, hvor frugtbart land omdannes til ørken’. FN’s definition er ikke langt fra denne. Overordnet lyder den: ‘forringelse af land i tørre, halvtørre og tørre sub-fugtige områder forårsaget af forskellige faktorer, heriblandt menneskelige aktiviteter og klimaændringer’.

Og hvor satellitforskerne måler desertification som udbredelsen af vegetation udtrykt – helt konkret – som antallet af grønne pixels på satellitbilleder, så måler FN’s ørkenkonvention UNCCD (United Nations Convention to Combat Desertification) det på en helt anden måde. Den måler nemlig på tre indikatorer: det økonomiske afkast af et stykke jord, jordens biodiversitet og udbredelsen af vegetation.

»Det er tre ret forskellige ting, som i nogle tilfælde ikke er sammenhængende. F.eks. vil omdannelsen af savanne til en plantage give et tab af biodiversitet, men en stigning i økonomi. Så pludselig er ordet ørkenspredning ikke så simpelt,« siger Rasmus Fensholt.

I en verden, hvor befolkningen langs Sahara bliver fordoblet hvert 20. år, udstiller FN’s ørkendefinition meget tydeligt, at landbrugsjorden bliver udpint og er for sparsom. Men det er helt misforstået, når det i medierne og i FN bliver koblet sammen med klimaændringer, lyder det fra satellitforskerne.

Grundlaget for at dyrke jorden er nemlig kun blevet bedre de seneste 30 år, og skal problemet løses, skal der fokus på det reelle problem: en stigende befolkning, der med kvæg udpiner jorden og dyrker den ineffektivt.

Når forskerne bruger NOAA-satellitterne til at fastslå, at ørkenen bliver grønnere, kan de dog intet sige om typen af vegetation. Med en opløsning på otte gange otte kilometer per pixel kan forskerne kun afgøre, om ørkenen bliver ‘grønnere’ – hvorvidt det grønne er ubrugelige græsarter eller værdifulde træer, siger billederne intet om.

Det gør den danske forsker Anne Mette Lykke fra Aarhus Universitet derimod. Hun har arbejdet 20 år i Sahel og har med egne øjne set ud over ørkenens kant – og der er ikke tale om frugtbar vegetation:

»Næsten alle vigtige træer, der bliver brugt til mad og medicin, er fældet, og vegetationen er for det meste domineret af græsser og buskagtig og tornet vegetation, der ingen værdi har,« siger hun.

Arter i tilbagegang er f.eks. Parkia-træer og Pteropus lucens, der bruges meget til huse og fremstilling af masker til turister. Årsagen er befolkningsvæksten, og hvor Sahels vegetation tidligere kun blev belastet af nomadernes kvæg, bliver den i dag flere steder udsat for konstant græsning fra kvæg tilhørende fastboere.

»Presset på de sidste naturområder er meget stort, også i nationalparker. Og de steder, hvor naturen er indhegnet, kan man se den blomstre fint. Så grundlaget for dyrkningen er der, men presset er for stort,« siger hun.

Vegetationen har bredt sig

Verdenssamfundets fokus på ørkenspredning startede for alvor i 1970’erne under store perioder med hungersnød, hvor flere bønder forlod Saharas randområder på grund af ørkenspredning – efter alle definitioner. I 1977 holdt FN sin første globale konference om voksende ørkener og herfra tog det fart.

Geograferne har desværre kun satellitdata 30 år tilbage, så deres første data tager altså udgangspunkt i slutningen af de store tørkeperioder. Siden da har vegetationen så bredt sig, men hvordan så det ud før 1980’erne?

»Vi har nedbørsdata fra blandt andet 1950’erne og 1960’erne, der viser, at det regnede langt mere lige før den store tørkeperiode. Så spørgsmålet er, om Sahara har brugt de sidste 30 år på at vende tilbage til sit udgangspunkt før 1980’erne. Meget tyder på det,« siger Rasmus Fensholt.

Flere steder langs Sahara er bønder vendt tilbage til tidligere golde områder. Det er især sket i Burkina Faso og Nigeria.

Mere CO2 øger planternes vækst

De sidste 30 år har vist en klar sammenhæng mellem udbredelsen af vegetation i Sahel-regionen og en øget mængde nedbør. Men nedbør er ikke hele forklaringen. Paradoksalt nok, har menneskets CO2-udledning også fået vegetationen til at brede sig.

»Mere CO2 får jo ikke kun den globale temperatur til at stige. Det er også til gavn for fotosyntesen, så planterne vokser hurtigere,« siger Rasmus Fensholt.

Andre forskere peger også på, at stigende temperaturer faktisk kan føre mere vegetation med sig, fordi varm luft kan indeholde større mængder fugtighed end kold luft. Den forklaring ligger blandt andet bag den tyske ørkengeolog Stefan Kröpelins forklaring på, hvorfor ørkenområderne i Sudan 1.000 f.v.t. var et frodigt landskab med fisk, krokodiller og landbrug.

Dengang var temperaturen nemlig høj og holdt bedre på fugten, der blev ført ind over landet fra havet. Men i takt med, at temperaturen dalede, tørrede floderne ud, og ørkenen spredte sig.

Ikke nødvendigvis positivt

Men Rasmus Fensholt advarer mod at tro, at vi nu bare skal spise røde bøffer, købe firehjulstrækkere og blæse på global opvarmning, fordi det er godt for plantevæksten.

»Hvis temperaturen bliver ved med at stige, så vil vandfordampningen på et tidspunkt ske så hurtigt, at fordelene ved øget nedbør og CO2-stigning bliver irrelevante,« siger Rasmus Fensholt, der ligesom Anne Mette Lykke advarer mod at tro, at livet er fint i Sahel.

Faktisk er de lokale beslutnings­tagere – med Rasmus Fensholts egne ord – ‘dødtrætte’ af at høre forskere som ham tale om den voksende vegetation, også kaldet greening.

»Selvom den på alle måder er bedre end ørkenspredning, er der masser af vegetation, som hverken kan spises af kvæg eller bruges på andre måder,« siger han.

I dag arbejder satellitforskerne på at supplere feltstudier med mere detaljerede billeder, der kan afsløre typen af vegetation i Sahel.

For to år siden offentliggjorde de amerikanske meteorologiske undersøgelser nemlig deres ellers kommercielle datasæt, som var højopløselige billeder af ørkenområder taget en til to gange om året. Med en opløsning på 30 gange 30 meter pr. pixel giver det i dag nye muligheder for, at forskerne kan bestemme, hvilken slags bevoksning der er vokset frem i Sahel-regionen. Og det kigger KU-forskerne nu på.

Danmarks arbejde med analyse af satellitbilleder kommer blandt andre Senegal til hjælp, hvor en del af Danmarks udviklingsbistand er gået til opbygningen af et miljøcenter, hvor senegaleserne nu selv kan analysere satellitbilleder og forudse svingninger i ressourcer som nedbør, kvæg og græs for at forberede sig på kommende hungersnød.

Danmark er kortlagt ned til mindste detalje – også i højden, hvor laserscanninger fra fly har afsløret terrænet. Men der er ikke helt styr på havdybden, i hvert fald ikke tættest på kysten, hvor skibe med ekkolod ikke kommer ind.

Det kan der nu rådes bod på, for netop herinde, hvor havet kun er op til cirka otte meter dybt, kan lyspulser fra en kraftig grøn laser om­ bord på et fly trænge ned til havbunden og op til flyet igen, hvor de reflekterede signaler kan opfanges af sensorer og efter en tur igennem computeren røbe havbundens kontur.

I Danmark blev metoden først afprøvet i april sidste år, hvor havbunden ud for 4,5 km af Nordsjællands kyst i omegnen af Rågeleje blev opmålt af ingeniørfirmaet Niras som led i et pilotprojekt på bestilling af Kystdirektoratet.

Siden har Niras brugt laser fra fly til at kortlægge den kystnære havbund i de områder, hvor der skal bygges broer over Storstrømmen og over Roskilde Fjord ved Frederikssund, så brobyggerne har tjek på havbundsforholdene.

For nylig er Vadehavet også blevet overfløjet, fortæller Laurids Rolighed Larsen, der er landinspektør hos Niras og leder arbejdet med opmåling af havbund:

»Vi har scannet Vadehavet i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet. De vil gerne vide, hvordan Vadehavet forandrer sig over tid,« fortæller han.

Klarer otte meter vand

Laserscanningen foregår ved at måle den tid, det tager, fra en laserpuls sendes af sted, til den reflekterede puls vender tilbage. Det lyder simpelt, men når det er havdybder, der skal opmåles, er det ikke helt enkelt.

Laserscanning fra fly bruges også over landjorden, og fra 2005 til 2007 blev hele Danmark kortlagt på den måde. De data er frit tilgængelige i Danmarks Højdemodel fra Geodatastyrelsen.

Højdemodellen er ved at blive opdateret, og Sjælland, Fyn, Langeland og Lolland-Falster er allerede blevet overfløjet igen. I efteråret kommer turen til Bornholm og den sydlige halvdel af Jylland, og i foråret 2015 kommer den nordlige del også med. Med otte gange tættere punkter bliver den nye model langt mere præcis end den gamle.

Her skal man nemlig tage hensyn til en lang række forhold, bl.a. at lyset bevæger sig langsommere igennem vand end gennem luft, og at lyset brydes i vandoverfladen.

Hvert sekund sendes 256.000 laserpulser mod havet, og efter en grundig analyse af de tilbagekastede signaler er resultatet 20-30 målepunkter pr. kvadratmeter på lavt vand – færre længere ude.

Det er nok til at identificere store sten, der ligger på havbunden, og kan være til fare for søfarten, så laser­opmålingen kan altså give mere præcise søkort og dermed større navigationssikkerhed.

Metoden kan også bruges, når der skal lægges planer for kystbeskyttelse – her skal man kende bundforholdene, hvis man for eksempel skal finde ud af, hvordan man bedst sandfodrer.

Med den grønne laser kan man måle vanddybder med en præcision på plus/minus fem centimeter, og metoden fungerer også over land. Det betyder, at vandløb og brinker kan opmåles, så man får et bedre overblik over vandløbenes tilstand.

»En opmåling af de kystnære hav­områder kunne få stor akademisk betydning, for eksempel inden for biologi og arkæologi« siger Laurids Rolighed Larsen.

»Metoden kan udvikles, så man kan identificere sådan noget som ålegræs og muslingebanker, og man kan også forestille sig, at marine­arkæologer kan bruge de præcise data til at opdage undersøiske fortidsminder.«

[View the story “Se billederne: En brandfarlig Kulturnat i IDA-huset” on Storify]

[View the story “Se billederne: En brandfarlig Kulturnat i IDA-huset” on Storify]

Biologer og ingeniører fra amerikanske universiteter er gået sammen om at finde principper for optimal bevægelse i sand.

Det har gjort det muligt at udvikle robotter, der kan kravle op ad stejle sandskrænter ved at benytte samme metoder, som anvendes af klapperslanger.

Som alle ved, er bevægelse i sand meget vanskelig, da sand er et materiale, der glider og flyder næsten som en væske.

I en artikel i Science beskriver Daniel Goldman fra Georgia Institute of Technology i Atlanta sammen med ni kolleger, hvordan Crotalus cerastes – en klapperslange der findes i den sydvestlige del af USA – flytter sig fremad sig i s-formede bevægelser.

En række forsøg ved den zoologiske have i Atlanta bl.a. med sand hentet fra Yuma-ørkenen i Arizona viste, at når den amerikanske klapperslange elegant kan krydse gennem ørkenen og bevæge sig op ad stejle skrænter skyldes det, at den kan øge længden af den del af sin krop, der er i kontakt med sandet.

Når slangerne bevægede sig fremad i sand uden hældning var omkring 30 pct. af kroppen i kontakt med sandet hele tiden – når de bevægede sig op ad en 20 grader hældning galdt det omkring 45 pct.

Den del af kroppen, der ikke var i kontakt med sandet, var tydeligt løftet op over sandet. Den maksimale hældning for den pågældende sandtype var 27 grader.

Andre slanger, der ikke udnytter den s-formede bevægelse, kan ikke udnytte dette princip, og de vil rutsje ned ad sandskrænten, når hældningen bliver for stor.

Et alternativ til denne metode til at opnå bedre kontakt med sandet ville være for slangerne at grave sig dybere ned i sandet. Men det er mere energikrævende.

Slangerobotten

Forskere fra Carnegie Mellon University, der er medforfattere til den videnskabelige artikel, har udnyttet denne viden til at designe en slangerobot, der kan kravle op ad sandskrænter med en hældning, der er meget tæt på den størst mulige.

Både slanger og robotter kravler langsommere opad end ligeud, men forskerne tillægger dette forskellige årsager.

Når slangerne sætter hastigheden ned, skyldes det en nedgang i frekvensen af de s-formede bevægelser, der kan hænge sammen med begrænsninger i musklerne.

Når robotterne bevæger sig langsommere opad, skyldes det, at afstanden mellem de s-formede spor i sandet bliver mindre, når robotten kravler opad, end når den bevæger sig lige ud.

I denne video forklarer forskerne om deres undersøgelser og deres robotdesign:

»Denne her bil er vanvittig. Det er ligesom at lette fra dækket på et hangarskib. Det er helt vildt.«

Sådan sagde Elon Musk, grundlæggeren af Tesla Motors, da han torsdag aften i Los Angeles kunne løfte sløret for firmaets nye topmodel ‘Model S P85D’. Den nye ‘performance-model’ er ikke bare blandt de hurtigst accelererende biler i verden – det er også lykkedes at forbedre effektiviteten, så elbilen har fået endnu længere rækkevidde.

Tesla har nemlig valgt at udstyre hele sin nye D-serie med to motorer, hvilket gør, at bilerne trækker på alle fire hjul. Den bagerste motor på 350 kW og motoren ved forhjulene på 165 kW giver tilsammen bilen vanvittige 691 hestekræfter.

Grundlæggeren selv hævder, at den forbedrede energieffektivitet skyldes, at bilens elektroniske system med millisekunders nøjagtighed udnytter energien fra henholdsvis for- og bag-hjulsmotoren, så de begge konstant bidrager til fremdriften på mest effektive vis.

Rækkevidden på den dyreste af modellerne er dermed oppe på 442 kilometer – godt 16 kilometer længere end forgængeren, mens modellen under, Model S 85D, faktisk klarer sig endnu bedre og holder batteri i knap 460 kilometer. Tallene er fra det amerikanske miljøagentur EPA, der har testet specifikationerne.

Det nye firehjulstræk er især en god nyhed for Tesla-fans i lande med tendens til glat føre, da den tidligere model kun havde træk på baghjulene. Men det er også en god nyhed for fartdjævle.

Fuld fart og autopilot

Ifølge forskellige medier er Elon Musks beskrivelse af bilens accelerationsevne ingen overdrivelse. Bilen går fra 0 til 60 mph (knap 100 km/h) på 3,2 sekunder. Det er en forbedring på et helt sekund i forhold til forgængeren P85 og placerer bilen på omgangshøje med nogle af de hurtigste biler nogensinde produceret.

Ligeledes har tophastigheden fået et nøk opad og P85D’eren topper ved 250 km/h. Topmodellen bliver den første på markedet og forventes i USA til december, mens de lavere ydende 85D og 60D skulle komme på gaden fra februar.

Derudover er de nye udgaver også udstyret med sikkerhedsmæssige features og har blandt andet 360 graders sonar og et væld af kameraer og sensorer, der gør bilerne i stand til automatisk at sætte hastigheden efter skiltene og sågar skifte vognbane.

Teknologi-mediet The Verge har fået lov at tage en prøvetur i den nye topmodel, som du kan se på videoen herunder.

Spar 20 procent på dine ombygningsudgifter. Det lyder måske som et tilbud fra et byggemarked, men i dette tilfælde er det resultatet af en undersøgelse som rådgivningsfirmaet Cowi står bag.

I samarbejde med ejendomsadministrationsselskabet Datea har Cowi beregnet, hvor meget man kan spare ved at vælge materialer, der kan genbruges under den næste ombygning. Og der er meget at hente, forklarer chief innovation manager Jasper Steinhausen fra Cowi.

»Lejemål bliver kortere og kortere. I dag er de fleste måske fem år, men flere og flere vælger 3-årige lejemål. Derfor bliver der bygget om hyppigere og hyppigere. Ved at vælge materialer, som er lette at pille ned, skille ad og bruge igen, kan man spare rigtig meget.«

Cowi har kigget på fem af de komponenter, der næsten altid bliver ændret ved ombygninger: trægulve, tæpper, lette vægge, tilhørende glasvægge og døre, loftsplader og ophæng/skinnesystemer og lysarmaturer og lyskilder.

»I dag sker der typisk det, at man flår tæppet af, river væggene ned og måske også tager loftet med. Så smider man det ud, og bygger noget nyt op i stedet.«

Selv om materialeomkostningen i den løsning umiddelbart er billigere i indkøb, så er den det ikke på sigt.

»Hvis du køber modulvægge, bruger et trægulv, der er tykt nok til at blive slebet, olieret, lakeret og tonet flere gange, opsætter lofter, der er lette at ændre, og tæpper, der ikke er limet fast, men som kan tages op og lægges ned igen, så skal du betale 10 procent mere i indkøb, men din næste ombygning vil blive 50 procent billigere og den næste igen vil være 20 procent billigere.«

Set over en 15-årig periode, hvor et lejemål typisk bliver ombygget tre gange, vil man derfor kunne spare 20 procent af omkostningen til de fem komponenter. Og de samlede omkostninger til hele ombygningen vil være omkring 10 procent lavere.

»Og hvis du eksempelvis skal bygge om hvert tredje år, så bliver fortjenesten endnu større,« understreger Jasper Steinhausen.

Men hvis det er så god forretning, og ombygningsklare komponenter allerede findes på markedet, hvorfor bruger ejendomsselskaberne dem så ikke bare?

»Vi er nødt til at starte med at tage en dialog med vores kunder – altså ejendomsejere – om det. For der følger mange ting med, som rykker på den måde, hele branchen fungerer på i dag,« siger projektleder og teamchef Martin L. Christensen fra Datea.

»Eksempelvis skal man diskutere selve håndteringen. Eksempelvis logistiken ved nedtagning, transport og lagerføring af de materialer, som ikke direkte kan genbruges i samme lejemål.«

Logistikken er et potentielt problem medgiver Jasper Steinhausen, men det er til at løse.

»Norges største ejendomsselskab, Entra Ejendomme, vil meget gerne begynde at bruge denne strategi og har indledt forhandlinger med komponentleverandørerne, hvor det bliver en del af kontrakterne, at de skal stå for logistikken omkring mellemlagring af komponenterne. Det koster selvfølgelig lidt penge, men det bliver formentlig ikke meget.«

I Jasper Steinhausens optik ligger den største barriere for at tænke mere helhedsorienteret omkring ombygningsprojekter i at potentielle besparelser på driftsbudgettet sjældent giver mulighed for at øge anlægsbudgettet. Derfor kræver det en beslutning på ledelsesniveau hvis eksempelvis sygehuse, plejehjem, institutioner og andre bygningstyper, der hyppigt bygges om, skal kunne høste gevinsterne.

»Der er en masse forhold, der gør det svært at konvertere fremtidige besparelser på driftsbudgettet til et øget anlægsbudget. Blandt andet skal man tænke noget mere langsigtet, end man er vant til. Hvis besparelsen først kommer efter fem år – som er længere end både valgperioder og de sædvanlige budgetlægningsperioder – så bliver det svært at overbevise beslutningstagerne om, at de skal satse på de langsigtede besparelser, men det er det, der skal til, hvis vi skal kunne rykke på det.«

Cowi holder i dag et seminar for beslutningstagere om fordelene ved at tænke i cirkulær økonomi.

Det kan være afsindigt svært at navigere i straffeloven, når du som projektleder skal enten handle eller fragte i lande, hvor korruption dukker op ved hvert gadehjørne.

For hvordan finder man ud af, hvad man må og ikke må? Er det okay, at betale sig ud af en klemt situation, hvis man møder en tolder, der beder om et ekstra ”gebyr”? Og bryder du loven, hvis du inviterer en samarbejdspartner ud at spise i håb om en bedre aftale?

Find dit næste job på Jobfinder

Partner Lisa Bo Larsen og advokatfuldmægtig Nicholas Ørum Keller fra advokatfirmaet Kromann Reumert gav et bud, da Ingeniøren og projekt:netværkets event projects:acrossbounderies løb af stablen d. 7. oktober.

Hvad gør du for eksempel, hvis en tolder beder dig om et gebyr for at sende dine vare til en kunde, selvom du ved, at du allerede har betalt alle tænkelige gebyrer? Svaret er enkelt. Hvis du bestikker tolderen, bryder du loven.

Men hvordan ved man, at der er tale om bestikkelse? Jo, hvis man betaler en person for at udføre en handling, de ellers ikke ville have udført, eller ikke udføre en handling, de ellers ville have foretaget, er der tale om bestikkelse.

»I Danmark må man ikke bestikke en offentlig ansat og den offentligt ansatte må ikke bede om bestikkelse for en ydelse. Det står i straffelovens §122 og §144. Nogenlunde samme regler gælder for privatansætte under §299,« forklarer Nicholas Ørum Keller ved firmaets oplæg.

LÆS OGSÅ: Ledelsesrådgiver: Moderne ledelse er livsfarlig

En deltager foreslår at man altid skriver ind i kontrakter, at varer kan risikere forsinkelse, hvis man møder udfordringer (korruption red.) på vejen. En anden deltager spørger, om man ikke bare skal bede om en kvittering. Det bifalder de to oplægsholdere.

»Dokumentation er fuldkommen essentiel, når man står i en situation, hvor man kan risikere at blive beskyldt for at være korrupt. Hvis du kan dokumentere med en kvittering, at du er blevet opkrævet et gebyr, som du i god tro har betalt, så er det sværere at anklage dig for bestikkelse,« siger Lisa Bo Larsen.

Dokumentation er vigtig, da både danske (Straffeloven), engelske (Anti-Bribery Act) og amerikanske (Foreign Corrupt Policies Act) love slår hårdt ned på korruption.

Én ting kan dog overskygge reglerne, og det er fare for liv og helbred. Hvis militær eller politi kræver bestikkelse for at lade dig gå, er det i alles interesse, at du kommer derfra i god forvaring.

Forskel på ”smørelse” og ”bestikkelse”

Der er ingen tvivl om, at der er tale om korruption, når man giver penge for en ulovlig ydelse. Men hvad hvis man betaler en offentlig ansat for at udføre et lovligt job hurtigere? Her er der ikke tale om bestikkelse, da man ikke påvirker modtageren til at handle anderledes end normalt ved at ‘smøre’ dem.

»Smørelse er at give en embedsmand penge for noget, der ikke er ulovligt, men som han skulle gøre i virkeligheden. I nogle lande er dette lovligt. I Storbritannien er det ulovligt, men i USA er det okay. I Danmark har der været meget diskussion, fordi straffeloven ikke tager entydigt stilling,« konstaterer Nicholas Ørum Keller.

Ifølge Lisa Bo Larsen er der dog ingen tvivl om, at det er ulovligt. Men det kan ikke udelukkes, at man vil kunne være straffri, hvis man tager forbehold. Reglerne omkring smørelse i Danmark er nemlig stadig lidt uklare. Her pointerer partneren igen, at det handler om dokumentation.

Smørelse eller ikke smørelse

Kromann Reumert har derfor formuleret en rettesnor for, hvornår smørelse er rimelig:

»”Gaven” skal have en rimelig værdi og ikke være ekstravagant. Både modtager og giver skal forstå sammenhængen. Man skal bruge sin sunde fornuft og tidspunktet kan også spille ind. Hvis du f.eks. giver dine medarbejdere julegaver hvert år anses dette ikke for smørelse af medarbejderne,« siger Nicholas Ørum Keller.

Man må derfor gerne invitere sine kunder eller samarbejdspartnere ud og spise, på sightseeing eller til fodboldkamp, så længe det har et forretningsmæssigt formål og ikke påvirker kunden til at handle drastisk anderledes end de ellers ville have gjort.

Du kan komme langt med stædighed

På workshoppen præsenteres lederne for en række scenarier, der skal få dem til at gruble over, hvor grænsen går mellem bestikkelse og smørelse. Enkelte deltagere har selv stået i scenarier, hvor de er blevet bedt om at betale ekstra. Men ifølge Kromann Reumert kan man i nogle tilfælde undgå det fuldkommen.

Et kendt eksempel på, at stædighed ind imellem er vejen frem i korruptions-landskabet er Mærsk. Virksomheden besluttede sig kort og godt for, at de ikke ville betale ”smørelses-gebyrer” mere – koste hvad det koste vil.

»De stod fast og tjener voldsomt mange penge på det. Så det kan godt lade sig gøre at bryde med korruptionen, hvis man er stædig og tålmodig nok. Og hvis man har kræfterne i virksomheden,« siger Lisa Bo Larsen.

De 5 skarpe: Sådan forholder du dig til korruption
› Sæt dig ind i reglerne – og din virksomheds retningslinjer
› Pas på ikke at få vekslet samfundets/branchens udfordringer til et
personligt problem!
› Hvis du er i tvivl – så spørg din chef
› Hvis det er ulovligt – så lad vær!
› Hvis du er på den rigtige side af grænsen – så dokumenter!

Til næste år vedtager Folketinget efter planen anlægsloven for den fire milliarder kroner dyre Storstrømsbro, så den kan stå færdig, når den faste femernbæltforbindelse er klar i 2021. Så inden VVM-redegørelsen, der skulle have været klar i september, er sendt på gaden, er Vejdirektoratet ved at gøre licitationsmaterialet klar og har i den forbindelse inviteret otte entreprenører, der er storspillere på den globale anlægsscene, til teknisk dialog om projektet.

Den tekniske dialog handler om så vigtige emner som frihedsgraden i den endelige opgave, nye tekniske løsninger, betalingsbetingelser og ikke mindst at skærpe Vejdirektoratets rolle som bygherre, har Vejdirektoratets anlægschef, Erik Stoklund Larsen, som står i spidsen for byggeriet af Storstrømsbroen, tidligere forklaret:

»Jo større kendskab til markedet vi har, jo bedre udbudsmateriale kan vi skrive, hvilket betyder, at vi i sidste ende får bedre bud. Det ville være uklogt ikke at lytte til, hvad markedet har at sige om opgaven.«

Blandt deltagerne er, ifølge Berlingske, verdens største entreprenør, franske Vinci Construction, der har næsten 180.000 ansatte og en omsætning i fjor på over 40 milliarder euro, samt Sydkoreas største entreprenør, Hyundai Engineering & Construction, som har erfaring fra en række mellemøstlige udviklingsprojekter og sidste år vandt en kæmpeordre på Doha New Port i Qatar.

Spanien deltager med Acciona Infraestructuras, der blandt andet har bygget Hong Kongs sekssporede Ting Kau-bro og står bag den tyske kanslerbygning i Berlin. Fra Holland kommer BAM Civiel, som har anlagt Amsterdam Arena med plads til over 50.000 tilskuere. Fra Italien deltager to selskaber, Gruppo de Eccher, der både er aktive hjemme og i Rusland og Salini Impregilo, der er i færd med at anlægge Cityringen i København og fra Danmark Per Aarsleff samt makkerparret MT Højgaard og schweiziske Züblin, der er prækvalificeret til Banedanmarks Masnedsundbro.

Ud over en tosporet landevej og dobbeltrettet cykel/gangsti får Storstrømsbroen elektrificeret jernbane i to spor, hvor togene kan køre op til 200 kilometer i timen.

Den nye, knapt fire kilometer lange, storstrømsbro afløser den udslidte model fra 1937, som kun har ét jernbanespor og en tosporet landevej. I 2011 blev der konstateret revner i broen, der skyldes metaltræthed i stålkonstruktionerne. Og senere undersøgelser har vist, at den vil være alt for dyr at renovere.

Halvdelen af omkostningerne til projekteringsfasen kommer fra EU, der har bevilget 112 millioner kroner. Formålet med EU’s TEN-T-midler er at styrke det indre europæiske marked ved at støtte grænseoverskridende transportkorridorer.