En enorm Volvo FH lastbil kommer kørende med 50 km/t. Chaufføren har sat fartpiloten til og opdager ikke bilen foran, som holder stille midt på kørebanen. Fire sekunder før en potentiel kollision advares chaufføren af et blinkende rødt advarselslys i forruden, derefter en alarm og let nedbremsning. Hvis lastbilen ikke bremses af chaufføren, bremser bilver til sidst hårdt op af sig selv og står fuldstændig stille mindre end en meter fra bilen.

Den type systemer vil fra 1. november 2015 være obligatoriske på alle større lastbiler, men allerede nu har Volvo valgt at indføre dem i deres 2- og 3-akslede FH-trækkere. Den model udgør cirka 50 procent af Volvos salg af lastvogne i Danmark.

Og automatisk nedbremsninger er godt for samfundsøkonomien. Der er lastbiler involveret i cirka en sjettedel af de danske trafikulykker, som ender med dødsfald. Hvert år dør 5-6 danskere på grund af lastbiler, som kører op i personbiler bagfra. Det er især den type ulykker, som et system som Volvos kan reducere antallet af.

Ifølge en rapport, som Cowi har udarbejdet for vejdirektoratet, så koster det samfundet cirka 1,8 mio. kroner, hver gang der ringes til alarmcentralen på grund af et uheld. Hvis der er personer, som er kommet til skade i uheldet, så løber prisen op på 4,8 mio. kroner, og hvis der er dræbte, så koster det samfundet hele 17,3 mio. kroner.

Og når det gælder lastbiler, så er netop omkostningerne ved uheld den største samfundsmæssige omkostning, forklarede Svend Torp Jespersen, der har stået bag rapporten hos Cowi, ved et arrangement på den gamle flyvestation Værløse, hvor Volvo demonstrerede systemet:

»Omkostningen ved uheld er udgør cirka en tredjedel og er større end samfundets omkostning ved både lastbilernes slid på vejene og forurening,« sagde han. Når det gælder personbiler, så er omkostningerne ved trængsel den største samfundøkonomiske faktor.

Volvos system kaldes ACB, og det består både af en adaptiv fartpilot, hvor hastigheden automatisk tilpasses trafikken, og altså også automatisk nedbremsning.

I modsætning til konkurrenterne på markedet har Volvo foruden en radar også monteret et stereo-kamera. I kombination er de to i stand til at detektere køretøjer foran lastbilen langt mere præcist, end lastbiler, der kun har radar. Dermed skulle der være langt mindre risiko for fejlalarmer. Systemet kendes også fra personbiler, men det er første gang, at det benyttes på en lastbil.

Systemet er altid slået til, når lastbilen kører over 15 km/t, og det kan altså bremse helt ned fra 50 km/t uden at ramme objektet. Hvis der for eksempel er is og sne på vejen, vil lastbilen dog ikke kunne nå at standse helt. Men, som de siger hos Volvo, så er det jo langt bedre at blive ramt med 20 end 50 km/t.

Vi fik mulighed for at prøve systemet i passagersædet på en FH-trækker.

Se Volvos egen præsentation af systemet:

Er du først kommet igennem nåleøjet til en jobsamtale, behøver du ikke bekymre dig om, hvorvidt dine faglige kompetencer er tilstrækkelige.

Jobsamtalen bruges nemlig sjældent til at tjekke kandidatens faglighed. Derimod er det din evne til at passe ind i virksomheden, der er under lup, viser en norsk undersøgelse af 67 jobinterview foretaget af forskningsinstituttet FAFO, Institut for arbejdsliv og velferdsforskning.

Af undersøgelsen fremgår det, at: ’… det er nærliggende at konkludere, at interviewet handler om at finde ud af, hvem der passer til jobbet, men vores erfaring er, at der i praksis mere er tale om, hvem der passer ind i organisationen.’

Hold øje med dit fremtidige job. Tjek Jobfinder

Hvorvidt kandidaten kan udføre jobbet, er som oftest afklaret via cv’et og jobansøgningen. De kandidater, der indkaldes til samtale, formodes derfor alle at have de nødvendige faglige kompetencer. De norske forskere konkluderer, at arbejdsgiverne bruger jobsamtalen til at teste kandidatens sociale kompetencer op imod virksomhedens kultur.

Det store spørgsmål under interviewet er med andre ord: Vil kandidaten passe ind? Eller som forskerne skriver: ’Er kandidaten den manglende brik i puslespillet?’

I undersøgelsen fremgår det, at arbejdsgiverne opererer med en opfattelse af ’vi’ – forstået som virksomhedens værdier.

’Antagelser og generaliseringer om den eksisterende arbejdskultur benyttes som referenceramme, som kandidaten måles i forhold til’, skriver forskerne i undersøgelsen ‘Kulturelt betinget naturlig beskjedenhed – En studie av jobintervjuets muligheter og begrensninger’.

Arbejdsgiverens personlige vurdering af virksomhedskulturen sætter altså en standard, som kandidaten vurderes op imod.

Udfordringen ved at bruge jobinterview på den måde er ifølge forskerne to forhold:

For det første betyder det, at arbejdsgiverne ofte ender med at benytte sig af kriterier, der langt hen ad vejen er subjektive – og dermed også svære for kandidaten at navigere i.

For det andet betyder det, at arbejdsgiverne leder efter svar på noget, de i princippet ikke kan spørge direkte om, nemlig kandidatens personlighed. Det er svært at stille direkte spørgsmål, der kan belyse kandidatens sociale kompetencer.

Arbejdsgiverne ender derfor ofte med at benytte sig af et komplekst sæt af spørgestrategier, der kan være svære at lure for kandidaten.

Som eksempel henvises til en arbejdsgiver, der forklarede et afslag med følgende kommentar:

‘Jeg forklarede, at interviewet i sig selv, selve substansen, alle svar på spørgsmålene var virkelig, virkelig gode. Men jeg kunne overhovedet ikke føle dig.’

Et af de områder, som mange arbejdsgivere forsøger at få belyst, er, hvorvidt kandidaten har humor. Når arbejdsgiverne efterlyser humor, er det imidlertid en ganske særlig form for humor, påpeger forskerne

‘Prøven er ikke, om man har humor generelt, men hvorvidt man har samme humor som dem, man bliver interviewet af. Det er en test af, om man er på bølgelængde.’

Kina bliver i disse dage nævnt som sandsynligt ophavsland til en række cyberangreb rettet mod danske virksomheder og myndigheder. Ifølge flere eksperter, som Version2 har været i kontakt med, er det dog aldeles vanskeligt at sige med sikkerhed, hvorvidt et givent land – Kina eller andre – står bag sådanne angreb.

Ifølge DR peger pilen på Kina som ophavsland til cyberspionage mod danske mål. Og i den forbindelse bliver en rapport fra sikkerhedsfirmaet Mandiant fra sidste år nævnt. Ifølge rapporten kan 141 angreb mod vestlige virksomheder spores tilbage til en enhed i det kinesiske militær.

Rapporten har fået en del omtale i alverdens medier, også her på Version2. Den er dog også blevet kritiseret. Adm. direktør i it-sikkerhedsfirmaet Taia Global inc Jeffrey Carr har således ad flere omgange kritiseret rapporten, særligt for ikke at tage højde for, at andre aktører end Kina også kan stå bag de såkaldte APT-angreb (Advanced Persistent Threat).

Og ifølge den uafhængige britiske it-sikkerhedsekspert Graham Cluely er det stort set umuligt at sige med sikkerhed, hvorvidt et angreb faktisk kommer fra et specifikt land. Og skulle den del lykkes, er det endnu vanskeligere at bevise, at selve landet faktisk står bag og ikke en uafhængig hackergruppe med base i Kina eller andetsteds.

»Det er ekstremt vanskeligt at være 100 pct. sikker på, hvilket land hackere muligvis opholder sig i. For slet ikke at tale om, hvorvidt hackerne er statssponserede,« skriver Cluely i en mail til Version2 og fortsætter:

»Jeg vil være ekstremt mistænksom over for nogen som helst, der peger fingeren mod et specifikt land, med mindre de er i stand til at hoste op med en forklaring på, HVORDAN de er nået frem til, at landet står bag.«

Graham Cluely påpeger, at det er nemt for hackere at overtage kontrollen med computere i et andet land og så bruge maskinerne til at gennemføre angreb.

»Med mindre du har fysisk adgang til en computer, hvordan ved du så, hvorvidt den bliver betjent af nogen, der sidder foran den, eller af en hacker i et andet land?«

Sikkerhedseksperten fortæller, at det undertiden er spor i computerkode, der henleder opmærksomheden mod eventuelle bagmænd. Men det er ifølge Graham Cluely let for en hacker i eksempelvis Frankrig at lægge beskeder ind i koden, der står på eksempelvis tysk. Altså et forsøg på at aflede opmærksomheden fra de sande bagmænd.

»Alt dette skal tages med i overvejelserne, før du når til en ting, der er endnu sværere at bevise: Var der en regering bag?«

Dermed ikke sagt, at Kina, Rusland, USA eller britiske myndigheder ikke skulle stå bag malware, der har til formål at spionere mod andre lande, understreger Cluely.

»Det ville være naivt at tro, at de ikke har gjort det. Men på den anden side er det meget svært at bevise, at de har,« skriver han.

Den danske it-sikkerhedsekspert og direktør i Solido Networks Henrik Kramshøj er enig i, at det er vanskeligt at sige med sikkerhed, hvorvidt et givent land står bag et hackerangreb mod et andet land.

»Det er ret svært. Man kan have nogle tegn, der peger i forskellige retninger, men det kan også være et røgslør,« siger Henrik Kramshøj.

Hvis han selv skulle hacke en virksomhed i Danmark, ville han først hacke en computer i eksempelvis Sydamerika og så gå via den.

»Så man ikke kan se direkte, hvor angrebet kommer fra. Så peger det på Sydamerika. Og gør man det et par gange, forsvinder sporet altså.«

Kunne man forestille sig en situation, hvor nogen eksempelvis har hacket en maskine i Kina, så det ser ud, som om angrebet kommer derfra?

»Ja, det kunne man sagtens. Det ville også være en måde at gøre det på. Efterlade nogle tydelige spor, der peger den vej.«

Dermed ikke sagt, at det er umuligt at finde frem til de rette bagmænd. Henrik Kramshøj nævner i den forbindelse muligheden for at designe en server, det faktisk er meningen, hackerne skal bryde ind i. Og når det sker, bliver hackernes maskiner inficeret med sporingssoftware.

En anden mulighed kunne være bevidst at lække data, der er let genkendelige. Eksempelvis en pdf med et særligt link, der kan bruges til at spore den, der måtte klikke på linket, forklarer Henrik Kramshøj.

Opdateret med kinesisk ambassades henvendelse til DR

Efter historierne om, at Kina skulle stå bag cyberspionage rettet mod Danmark, har den kinesiske ambassades chef for den politiske afdeling, Fu Wenyan, i en mail til DR Nyheder blandt andet skrevet:

»Da det er vanskeligt at skaffe beviser, mener vi ikke, at det er ansvarligt at drage konklusioner om, at angrebene kommer fra et bestemt land, eller at komme med beskyldninger mod nogle lande.«

»Vi er mere parate til at engagere os i dialog med andre lande for at opbygge forståelse og tillid og skabe en fælles indsats for at løse cyberudfordringerne. Men hvis Kina fejlagtigt bliver anklaget, vil vi bestemt aldrig acceptere det.«

Læs hele mailens ordlyd hos DR Nyheder

Uden produktion, ingen udvikling. Det er, lidt hårdt skåret, ideen bag iværksætter-konkurrencen Danish Tech Challenge, der for nylig er blevet skudt i gang hos Forskerparken Scion DTU:

»Vi har den grundholdning, at udvikling og produktion hænger nøje sammen. Vil Danmark fortsat være et land, der udvikler nye ideer og nye produkter, er vi nødt til at bevare en stærk fremstillingsindustri,« siger Jakob Svagin, projektleder for Danish Tech Challenge.

Frem til årsskiftet danner Scion DTU rammen om iværksætter-dysten, hvor 19 danske og internationale produktions-startups kæmper om at accelerere deres virksomheder mest muligt. Ud over kontorer, prototypeværksted og netværk får de adgang til sparring med forskere og rådgivere fra blandt andre DTU, konsulentvirksomheden Keystone og potentielle investorer.

Industriens Fond finansierer projektet med 2,9 millioner kroner – herunder præmien på en halv million kroner til vinderen, der kåres i begyndelsen af 2015.

Stor forskel på soft- og hardware

Hvordan adskiller I jer fra de mange eksisterende iværksætter-tilbud?
»I dag henvender de fleste tilbud sig til softwarevirksomheder, som udvikler i et andet tempo og ikke interesserer sig så meget for produktion, logistik og told. Derfor samler vi her en gruppe hardwarevirksomheder i et intensivt forløb, hvor de kan udvikle og hjælpe hinanden med at udvikle deres virksomheder inden for præcis de discipliner, som er relevante for produktion.«

Danish Tech Challenge har ikke sat tal på, hvor mange virksomheder der skal leve efter et givent antal år, eller hvor mange arbejdspladser de skal skabe:

»På sin vis er vi også selv en prototype. Men det er vores klare ambition, at det her skal være en tilbagevendende årlig begivenhed, og at vi løbende skal lære af andre, hvordan vi optimerer forløbet,« siger Jakob Svagin.

De 19 deltagere – efter at tre er droppet ud – er en blanding af danske og internationale virksomheder, af unge og lidt ældre iværksættere og af startups og mere etablerede produktionsvirksomheder.

Listen over deltagende virksomheder findes på Sciondtu.dk/dtc.

Det statsejede russiske selskab Rosatom har indgået et strategisk samarbejde med Sydafrika, som står for at skulle investere massivt i atomkraft. Aftalen åbner for, at de store sydafrikanske investeringer kommer til at gå til russiske -reaktorer, skriver flere medier, herunder russiske Ria Novosti.

I øjeblikket kæmper det sydafrikanske forsyningsselskab Eskom Holding, som leverer 80 procent af landets elektricitet, med at møde efterspørgslen på strøm. Det skal investeringerne i atomkraft råde bod på. Der bliver tale om at bygge værker med en kapacitet på 9,6 gigawatt, eller hvad der svarer til otte reaktorer.

Aftalen danner ifølge Rosatom grundlag for et storskala atomkraftværk-indkøb og udviklingsprogram for Sydafrika, som bliver baseret på opførelsen af nye atomkraftværker med den russiske version af trykvandsreaktor, VVER.

Investeringerne skal, udover at give sydafrikanerne det strøm de skal bruge, også afhjælpe landets afhængighed af kul.

Det sydafrikanske finansministerium udtalte i februar 2013, at det var ved at undersøge mulighederne for et atomprogram til 300 milliarder rand, eller hvad der svarer til 156,3 milliarder kroner.

Areva, EDF, Toshiba, Westinghouse Electric, China Guangdong Nuclear Power Holding, Rosatom and Korea Electric Power havde alle udtrykt interesse i at bygge kraftværkerne.

»Denne aftale åbner op for sydafrikansk adgang til russiske teknologier, finansiering, infrastruktur og giver en passende og solid platform for fremtidigt samarbejde,« siger den sydafrikanske energiminister, Tina Joemat-Pettersson.

Hun regner med, at planerne om at producere mere atomkraft i Sydafrika vil være implementeret i 2030.

Rosatom er lige nu ved at bygge 29 kraftværker i 19 lande udenfor Rusland, Blandt andre Indien, Kina, Tyrkiet, Vietnam, Ungarn og Finland.

Aftalen kan være give implikationer for elektricitetspriserne i Sydafrika, mener Anne Fruhauf, der er analytiker for det New York-baserede konsulentfirma Teneo Intelligence. Allerede nu stiger priserne på strøm. Sydafrikas energiregulator godkendte i sidste måned en fem procents stigning i tariffen, som kommer oven i en aftale på otte procent, og priserne ser ud til at stige yderligere, når et finansieringshul på 225 milliarder rand skal dækkes.

»Det helt store spørgsmål vil være finansieringsdetaljerne og ejerskabet,« skriver Anne Fruhauf i en email til Bloomberg.

Sydafrika har allerede to atomreaktorer, som sammenlagt leverer fem procent af landets strøm. Med de nye værker vil den andel nå op på 25 procent.

Blodets temperatur og slagterigulves hældningsgrad er for de fleste ikke blandt de første ting, man tænker på i forbindelse med dyrevelfærd. Men på Danish Meat Research Institute (DMRI) i Taastrup er man ikke interesseret i de billeder af dyr i naturlige omgivelser, som forbrugerne måske ser for sig, når de skal forestille sig, at en gris har haft det godt, inden den blev slagtet og omdannet til bacon eller flæskesteg.

Her udarbejdes der forskningsbaserede metoder, der kan gøre dyrevelfærd rentabel for kødindustrien.

»Der er ret stor forskel på, hvad forbrugeren forbinder med dyrevelfærd, og hvor det så rent faktisk er vigtigt at sætte ind. For det er altså på slagtedøgnet, at grisen udsættes for langt mest stress fra udefrakommende faktorer. Og derfor er det her, det er vigtigst at gøre noget,« siger seniorkonsulent Margit Dall Aaslyng.

De ansatte på DMRI, der er verdens største forskningscenter af sin slags, har blandt andet undersøgt, hvordan man indretter slagterierne på en måde, der lader grisen bruge sin egen nysgerrighed i forbindelse med inddrivningen og giver dyret mindre stress. Ved at lade dyret gå lidt op ad bakke og lade inddæmningen foregå i mindre grupper, får man mere rolige grise, da det gør situationen mere naturlig for dem.

Det letter slagteriets arbejde – og giver bedre kødkvalitet.

»Vi vil gerne være søde ved dyrene, men vi vil også gerne tjene penge på det,« siger Margit Dall Aaslyng og tilføjer, at man også arbejder på at bruge svinenes blodtemperatur som indikator for, hvor stressede de er.

Teknologisk Institut købte DMRI – der dengang hed Slagteriernes Forskningsinstitut – af de danske slagterier i 2009 og igangsatte byggeriet af det nye 6.600 kvadratmeter store og 150 millioner kroner dyre forskningscenter for slagteriteknologi, der officielt indvies i dag.

Det er en forskningsinstitution, der er langt tættere på industrien, end eksempelvis universiteterne er.

»Vi indgår en kontrakt med kødindustrien hvert år, hvor de så udstikker de problemstillinger eller udfordringer, de gerne vil have sat fokus på,« forklarer Benny Sandersen, der chef for centrets forretningsudvikling.

Over en bred kam udvikler DMRI maskiner og løsninger til industrien, men sælger dem ikke selv. I stedet forelægges de udviklede designs af maskiner for relevante producenter, der så kan byde ind på at gøre udstyret kommercielt tilgængeligt for kødindustrien.

DMRI udvikler også avanceret måleudstyr til blandt andet slagterierne. For at forbedre dyrevelfærden har man for eksempel skabt systemet VisStik, der kontrollerer, at alle grise er stukkede – og dermed døde – inden de skoldes.

Et kamera på en oplyst baggrund tager to billeder af hver gris for enden af slagterækken og kontrollerer, om der løber blod fra grisen. Hvis det ikke er tilfældet, alarmeres personalet til manuel kontrol af, om grisen er stukket.

»Det er simpelthen uacceptabelt, at en gris ryger i skoldningskarret, hvis den ikke er død,« siger Margit Dall Aaslyng.

Økonomien i teknologierne er dog altafgørende, og det hele handler bestemt heller ikke om dyrevelfærd. Ifølge Benny Sanders er konkurrencedygtighed og effektivitet øverst på ønskelisten hos kødindustrien.

Blandt andet arbejder kødforskerne på at bruge CT-scanninger til at måle midterstykker af svin. Ud fra på forhånd indtastede parametre kan scanningen afgøre, hvilket kødprodukt det enkelte midterstykke egner sig bedst til.

Det sammenlignes med, hvilke bestillinger der er på den givne dag, inden skæremaskinen automatisk får besked på, om et givent stykke skal være ribbensteg eller svinekam.

»Det kan eksempelvis være et utrolig fedt stykke kød. Det kan du godt lave bacon af, men den danske forbruger bliver nok lidt træt af det. Til gengæld er koreanerne måske voldsomt begejstrede for det fede bryststykke, og på den måde kan man optimere produktionen på en intelligent måde,« forklarer seniorkonsulent Lars Bager Christensen.

Cyklister og buspassagerer i København kan se frem til at få skåret 10 procent af deres rejsetid frem mod 2018. Selvom målet kan synes beskedent, er det ikke desto mindre skelsættende.

Baggrunden er, at de københavnske planlæggere har lyttet til Trængselskommissionens og DI’s branchedirektør Michael Svanes råd om at indføre målbare pejlemærker for transportsystemets kvalitet. Det er nemlig måden, hvorpå man systematisk kan følge udviklingen i mobilitet og fremkommelighed.

På den måde undgår man, påpeger Michael Svane i et indlæg på Altinget, et ensidigt fokus på den kollektive transport, som ikke nødvendigvis indebærer mest mulig mobilitet for pengene. I stedet skal man tage temperaturen på trafikken løbende og på det grundlag træffe beslutning om de nødvendige investeringer.

Så på samme måde som kommuner over hele landet indfører servicemål for alt fra børnepasning til sagsbehandlingstider, opstiller København nu servicemål for, hvor lang tid en tur gennem byen må tage på cykel, i bil og med bus.

Samtidig forpligter København sig til færre dage med forsinkelser på de daglige ture til og fra arbejde og til, at bilisterne – trods mere hidsig trafik – ikke får længere rejsetid, men færre forstyrrelser og et bedre flow.

Det nikker teknik- og miljøudvalget ja til på sit møde i mandag eftermiddag. Kommunen kan gøre det, takket være investeringer på over 100 millioner kroner i nye trafiksignaler og intelligent trafikledelse.

»Københavnere og byens mange pendlere oplever desværre alt for ofte køer og forsinkelser, når de skal til og fra arbejde. Nu kan alle trafikanter, uanset om de bruger cykel, bus eller bil, få sammenhængende ruter med grønne bølger og få stop,« siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø).

»I København har vi ikke mulighed for at udvide vejene. Derfor er vi nødt til at skabe så effektiv en trafik som overhovedet muligt på de arealer, vi har til rådighed. Det betyder, at vi skal prioritere fodgængere, cyklister og buspassagerer højest, fordi vi på den måde får udnyttet kvadratmetrene bedst. Det vil samtidig bidrage til mindre støj, luftforurening og CO2-udledning,« fastslår Morten Kabell.

Gælger kun visse veje

Men ikke alle veje skal kunne det samme. Derfor skal det nye servicemål gælde for de veje, der er vigtige for pendlere med bil, bus og cykel. Samtidig vil fodgængerne få høj prioritet i indre by og på en række lokale strøggader i de enkelte bydele, f.eks. ved at undgå lange ventetider ved kryds og tilstrækkelig grøntid, når fodgængerne skal krydse vejen.

Så der bliver ikke opstillet servicemål for mindre beboelsesgader. Men her vil den intelligente trafikstyring blive brugt til at sikre, at vejene ikke fungerer som attraktive smutveje for bilisterne.

Københavns cyklister får syv sammenhængende strækninger gennem byen, hovedsagelig de såkaldte supercykelstier, hvor de kommer til at opleve få stop og altså en 10 procent kortere rejjsetid.

På gader, hvor A- og S-busserne kører, får busserne højeste prioritet, og på den måde vinder også de 10 procent kortere rejsetid.

Flere biler, samme trængsel

I takt med at der bliver flere Københavnere og mere gang i væksten, stiger biltrafikken også. Men for at den stigende trafik ikke skal resultere i mere trængsel, er kommunens servicemål til bilisterne uændrede rejsetider.

Bilisterne bliver prioriteret på de fire største indfaldsveje til København og på dele af Ring 2. Det sikrer sammenhæng med det øvrige regionale vejnet for bilpendlerne og lokker bilisterne til at holde sig til de overordnede veje frem for at skyde genvej gennem beboelsesområder.

»Hvis biltrafikken glider og har få stop på de overordnede veje, er gevinsten stor på grund af mindre udledning af partikler og mindre støj,« siger Morten Kabell, der dog erkender, at det er nødvendigt at gribe til roadpricing, hvis rejsetiden for erhvervstrafikken skal ned.

Ved større gravearbejder og arrangementer træder særlige servicemål i kraft for de strækninger, der bliver berørt. Her vil kommunen sikre færrest mulig forsinkelser ved hjælp af intelligent trafikstyring og en god planlægning af gravearbejder og arrangementer.