Ikke kun de danske ingeniørforeningers publikationer siden 1892 fyldte op i kælderen, da Mediehuset Ingeniøren for et par år siden flyttede efter 49 år på samme sted.

Tidsskrifterne er som nævnt ovenfor nu under digitalisering, men en anden samling af værdi var et gammelt dias-arkiv med ca. 10.000 reportagebilleder, som var gået ud af brug i starten af 00’erne, da alt fotoarbejde blev digitaliseret.

Disse billeder fra talrige bygge- og anlægsprojekter, diverse produkter og processer i virksomheder og institutioner var omhyggeligt kategoriseret, beskrevet og dateret, så dokumentationsværdien var enorm.

Teknisk Museum og portrætsamlingen

Vi nænnede derfor ikke bare at køre indholdet af de fem arkivskabe til forbrænding. Heldigvis har arkivskabene med alle dias – efter aftale med de fotografer, vi kunne kontakte – nu fået et blivende hjem hos Teknisk Museum i Helsingør.

Desuden fandt vi nogle kasser med bladets gamle fotoarkiv med 300-400 sort-hvide interviewportrætter af diverse ingeniørrelevante professorer, forskere og erhvervsfolk, gerne taget af professionelle pressefotografer og derfor af glimrende kvalitet. De har været bragt i bladet fra 1960’erne til slutningen af 1990’erne, hvorefter det hele blev til farvedias og derefter digitalt.

Disse fotografier nænnede vi naturligvis heller ikke at smide ud, og de er derfor nu indlemmet i portrætsamlingen på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. Her var man meget glad for den omhu, hvormed vore sekretariatsmedarbejdere havde noteret navne, titler og datoer på billederne.

Hermed er alle dele af ’ingeniørernes kulturarv’ bevaret for eftertiden.

Vi savner for resten ikke en kælder i vort nuværende domicil i Ingeniørhuset – nutidens arvegods gemmes ude i skyen.

Jeg har for nylig købt en Gigabyte Brix computer med en Intel Celeron N2807. Maskinen fik en 4GB RAM klods og en SSD disk i og da den leveres uden operativsystem, så måtte jeg i gang med at installere. Jeg smed en Ubuntu 14.04 på maskinen med XBMC for at se hvordan den arter sig. Som sådan virker maskinen perfekt med fuld HD. Alt kørte ud af boksen.

(der er både VGA og HDMI-udgang og tre USB-slots)

Der er desværre en systemfejl som afkobler WLAN fra tid til anden. Irriterende!

Det kunne godt være en fejl, som kan fikses med en ny BIOS – og da jeg har F3 og jeg kan hente en F4 BIOS så er det værd at prøve – og her starter krisen… Den nye BIOS kommer som en DOS/Windows .exe-fil. Det passer ikke så godt med den allerede installerede Linux-maskine.
Umiddelbart er der to veje frem (kommenter gerne nedenfor) – enten installere et Windows operativsystem alene til at patche BIOS’en eller FreeDOS.

Jeg har prøvet begge. FreeDOS kan jeg ikke installere. Brix-computeren har ikke “legacy BIOS” support – kun UEFI. FreeDOS booter bare ikke fra en USB-nøgle så jeg har ikke fået installeret ny BIOS.
Windows 7 laver Blue Screen Of Death så væk med den – men jeg kan da håbe (find selv på et bedre ord[1]) at Windows 8.x kan installeres – men det har jeg ikke prøvet endnu. Jeg har ikke en Win 8.x skive og har egentlig heller ikke lyst til at købe en.

Det generelle problem her irriterer mig en del. Der kommer helt sikkert en masse maskiner nu alene med UEFI – hvilket vist giver mig som Linux-bruger adgang til Ubuntu, OpenSuSE og Fedora/Red Hat. Med Debian (og de andre Linux-distributioner), så skal der installeres Windows 8 og trylles ekstra (se denne video).
Og hvad med FreeBSD?

Hvis nogen af jer har gode ideer (ud over at installere Windows 8.x) så skriv gerne nedenfor.

/pto

[1] At installere Windows 8.x er ikke noget jeg synes er interessant…. Fejlskud…

Er det bare, fordi konsekvenserne er så åbenlyse, at man får fornemmelsen af, at skybrud så ofte rammer storbyer som København? Ikke nødvendigvis. Både den såkaldte varme-ø-effekt og byernes høje huse kan nemlig øge risikoen for skybrud.

»Man kan godt forestille sig, at forskellen i den modstand, vinden møder over hav og over land, kan have betydning. Der er større modstand over land og især over en by som København med mange bygninger. Det kan danne et område, hvor luften bliver tvunget til vejrs«, har Niels Woetmann Nielsen, ph.d. hos DMI, tidligere forklaret til Politiken.

Varme-ø-effekten er en anden faktor, som meteorologerne måske skal til at tage endnu mere hensyn til. I storbyer absorberer bygninger og veje nemlig varme i løbet af dagen, og høje bygninger kan mindske varmeudstrålingen. Det betyder, at der om natten vil være en temperaturforskel mellem land og by.

For Københavns vedkommende kan placeringen ved havet desuden spille en rolle. Hvis vandet er varmere end byen, kan vind skubbe varm luft ind over byen, hvor den presses op af de høje huse. Når luftmassen stiger til vejrs, afkøles den og bliver overmættet med vand. Den overmættede luftmasse bliver herved ustabil, og det kan udløse kortvarige men kraftige byger.

Skybruddet 31. august har nu fået DMI til at overveje at ændre vejr­modellerne.

»På grund af den hændelse er vi nu interesseret i at gå ind og kigge nærmere på det – om det nu også holder. Så kan vi lave prognosen om, så den bedre fanger de vejr­situationer«, siger Niels Woetmann Nielsen til Politiken.

Uvisheden om, hvor voldsomt et regnvejr vil blive, er et af de største handicap, spildevandsfolk står over for, når regnen plasker ned som over København og Midtjylland i de sidste par uger.

»Det er fuldstændig essentielt at vide, om vi står over for regnmængder, som systemet er designet til at håndtere, eller en ekstremhændelse. Hvis det er en regn, der ligger inden for designgrænsen, forsøger vi at begrænse overløb så meget som muligt. Men hvis det pludselig viser sig, at der falder så meget vand, at der er tale om ekstremregn, så ændres strategien til bare at skulle have vandet væk. På det tidspunkt har vi imidlertid fyldt afløbssystemet helt op. En yderligere komplikation er, at vi skal have myndighedernes godkendelse, hvis vi skal tømme systemerne, før regnmålere på jorden beviser, at der er tale om ekstremregn,« fortæller projektleder Jesper Bandsholm Thyme fra Hofor.

I dag bliver forsyningerne sjældent advaret om skybrud, før vandet plasker ned, men inden for nogle måneder lancerer DMI en model, der forbedrer prognostiseringen af skybrud.

Men skal spildevandsfolkenes ambitioner om at blive bedre til at beskytte deres kunder mod oversvømmelser og forurening gå i opfyldelse, kræver det meget mere end bedre forudsigelser, fortæller lektor Michael R. Rasmussen fra Aalborg Universitet.

»En ting er have gode forudsigelser om, hvad der vil ske. Derudover skal du både have meget information om, hvad der sker i dine systemer, når vandet begynder at strømme ned, og så skal du have nogle håndtag, du kan dreje på, for at styre vandet. Ellers er det jo ubrugelig viden.«

I dag kan det nemlig i sjældne tilfælde ske for spildevandsforsyningerne, at de mister overblikket over, hvor vandet flyder hen under ekstremhændelser, erkender Jesper Bandsholm Thyme.

»Under normal drift måler vi trykhøjder, niveauer, og hvornår regnsvandsbassinerne er ved at være fyldte. Men under ekstremhændelser som 2. juli 2011 kan opstuvende vand og lyn sætte en del af sensorudstyret ud af spillet.«

Store informationsmængder

Derfor står forsyningerne med en udfordring, der består i at hente mere information ud af det udstyr, de i forvejen har monteret, og montere endnu flere sensorer, mener Michael R. Rasmussen.

»Hvis man skal kunne styre vandet rundt i systemet, så kræver det rigtig, rigtig meget information, og det er langtfra alle spildevandsforsyninger, der har de systemer i dag,« siger han.

De mange sensorer kan imidlertid udgøre et problem i sig selv, forklarer Michael R. Rasmussen.

»Forestil dig, at du måske har tusind sensorer i sådan et system, som på en eller anden måde skal fortælle dig sandheden om tilstanden i dit system. Men hvordan finder du af, om de måler rigtigt eller forkert? Og hvordan vil du kompensere for den manglende informa­tion? I det værste tilfælde går strømmen, og dine centrale installationer går ned, og hvad gør du så? Derfor er redundans, sikkerhed og kvalitetskontrol helt centralt, når man går over til denne type styring.«

Projektchef Morten Rungø fra DHI, som leder det nystartede projekt ‘Smart realtidsstyring af vandsystemer’, erkender, at der er store udfordringer, men han mener også, at de vil kunne håndteres.

»Det er meget vigtigt, at de nye systemer bliver implementeret med en tilbagefaldsstrategi. Men i andre brancher har man i årevis baseret sig på automatisering og styrbarhed – eksempelvis på rensningsanlæggene. Der vil være sensorer, der står af, og det vil koste noget, men erfaringen er, at de samlede fordele er større end ulemperne. Desuden er vi nødt til at gøre noget, for vi har ikke råd til bare at udbygge kloakkerne, selv om der kommer mere vand.«

Etiske udfordringer

Realtidsstyringsprojektet i Aarhus kører til 2017. I løbet af den tid forventer Morten Rungø, at man kan udvikle en terrænmodel, der kan modellere vandets afstrømning på overfladen og analysere sig frem til, hvordan kloakken skal ændres.

»I Aarhus har man allerede en del styrbarhed i kloakkerne. Men det skal være bedre, så man f.eks. kan flytte vandet mellem bydelene. Desuden skal vi have styr på vandet på overfladen. Det kunne eksempelvis være lukbare nedløbsriste, så man kan forhindre, at regnvandet trænger ned og bliver blandet med spildevandet for derefter at komme op på overfladen et andet sted.«

Hvis forsyningerne bliver meget bedre til at styre, hvor vandet bevæger sig hen, venter der imidlertid etiske udfordringer:

»Så skal man vurdere, hvilken del af byen man helst vil have oversvømmet. Der kan man selvfølgelig tage en beslutning baseret på, hvor den samfundsøkonomiske omkostning vil være mindst, men spørgsmålet er, om det er rimeligt eller ej, at man pådutter folk et problem, som de er uden skyld i, og som de ikke havde i forvejen. Man skal gøre sig klart, at der stadig er nogle, der kommer til at betale en regning et sted, og at de måske skal kompenseres,« siger Michael R. Rasmussen.

Utallige gange er det personlige flyvende fartøj blevet ‘opfundet’. Lige fra gyrokopteren på toppen af Arne Jacobsens fremtidshus fra 1929 til Moller Skycar 400. Fysisk har de mange forsøg måske kunnet løfte sig fra jorden. Men ingen er blevet det dagligdags transportmiddel, så mange havde håbet på.

Nu gør englænderen Chris Malloy forsøget med en såkaldt Hoverbike, som vel kan oversættes med ‘luftcykel’. Det er noget mindre end en flyvende bil og en del større end en almindelig cykel.

Med to roterende propeller skulle luftcyklen være i stand til at flyve med en person på op til 130 kg i 45 minutter. Kraften kommer fra en almindelig tocylindret benzinmotor på 1.170 ccm. Den yder 80 kW. Den skulle være i stand til at flyve i højder op til tre kilomter (der må være koldt deroppe) og 148 km på en fuld tank, som rummer 30 liter.

Droneversion flyver allerede

Ideen til Hoverbiken kom tilbage i 2011, og siden har Chris Malloy og hans virksomhed Malloy Aeronautics eksperimenteret, blandt andet ved at udvikle en mindre version i dronestørrelse, som allerede nu kan købes på virksomhedens hjemmeside til levering i november. Det er erfaringerne fra dronen, som har givet ham mod på at udvikle en fuldskala-version, som Malloy Aeronautics nu søger finansiering til på crowd funding-sitet Kickstarter.

Men han understreger også, at han ikke gør noget nyt. Han tager simpelthen kendte komponenter og sætter dem sammen på en ny måde.

Da den første prototype begyndte at tage form i Chris Malloys garage, begyndte interessen fra omverdenen også at tage til. I løbet af kort tid havde rygtet spredt sig, og han blev opsøgt af diverse universiteter og organisationer, som arbejder med redning og overvågning. Mest overrasket blev Chris Malloy, da repræsentanter fra den amerikanske hær og fly- og våbenproducenten Lockheed Martins udviklingsselskab ‘Skunk Works’ dukkede op for at se ideen til has Hoverbike.

Den første testflyvning med en full size Hoverbike er endnu ikke gennemført. Chris Malloy og hans team, som det nu er blevet til, har testet prototypen, mens den var spændt fast til jorden. Her kunne de teste, hvordan fartøjet reagerede på forskellige input fra piloten.

Ifølge Chris Malloy skulle Hoverbiken være meget mere stabil i luften end en almindelig helikopter, men hvis uheldet skulle være ude, så kan piloten enten have sin egen faldskærm med, eller stole på de to indbyggede faldskærme i selve fartøjet.

Se Hoverbikes Kickstarter-video her:

Det skal være slut med våde overraskelser som den, en stor del af københavnerne fik natten til søndag forrige weekend, hvor DMI først efter regnens ankomst udsendte varsel om skybrud.

Informationer fra ombyggede skibsradarer skal fremover bruges til at forudsige, hvor og hvor kraftigt skybrud vil ramme. Det er målet i et nyt projekt i Aarhus, hvor data skal bruges til at spotte skybrud på forhånd, så spildevandsforsyningen kan nå at reagere ved at tømme kloak­systemet, omstille rensningsanlægget til regndrift og dirigere vandet gennem afløbsystem og veje på den mindst skadelige måde.

»Hvis man kan se, hvor regnen vil falde, kan man aktivt gribe ind og styre, hvordan vandet skal strømme gennem byen. Det kan måske ikke forhindre oversvømmelser under monsterregnhændelser, men man kan minimere skaderne – og ved lidt mindre hændelser helt undgå dem,« siger projektchef Morten Rungø fra firmaet DHI, som står i spidsen for projektet, ‘Smart realtidsstyring af vandsystemer’.

Sammen med de andre projektdeltagere – Aarhus Vand, DTU Miljø og DTU Compute – arbejdes der med at bruge data fra de ombyggede skibsradarer, som flere spildevandsselskaber i dag bruger til at give øjebliksbilleder af, hvor nedbøren rammer, og efterfølgende til at analysere nedbørsdata.

Projektet bygger videre på tidligere initiativer, som har prøvet at bruge radardata til at forbedre DMI-vejrmodellernes evne til at forudsige skybrud.

Udfordringen er, at tordenbyger har en relativt kort levetid på helt ned til 30-40 minutter, fra de begynder, til de har tømt sig selv, fortæller lektor Michael R. Rasmussen fra Aalborg Universitet:

»I dag kan vi i de værste tilfælde først spotte tordenbygen på en radar en halv time før. Men vi er begyndt at kunne ekstrapolere data ud, som vi kan lægge ind i DMI’s vejrmodeller. Det forbedrer kvaliteten af forudsigelserne fem-seks timer frem.«

I dag begynder man desuden at kunne genkende mønstre i radar­data, som siger noget om risikoen for, at der opstår skybrud.

DMI arbejder med radardata

DMI selv arbejder også med radardata som et element i deres kommende vejrmodel. Det sker i erkendelse af, at de nuværende modeller, der bygger på vejrsatellitter, jordbaserede målestationer og vejrballoner, ikke kan forudsige det enkelte skybrud og slet ikke lang tid i forvejen.

»Skybrud – og især dem, der giver rigtig meget regn – er ofte meget lokale fænomener, som hidtil ikke er blevet fanget i vores modeller. Den nye model vil kun kunne se 6-8 timer ud i fremtiden, men til gengæld vil vi kunne køre den hyppigere end de store modeller og med et bedre dataudgangspunkt, som gør det lettere at opdage en risiko for skybrud,« oplyser klimatolog og pressechef Niels Hansen fra DMI.

Ud over bedre prognostiseringsværktøjer vil projektet i Aarhus udvikle et værktøj, der kan simulere vandets bevægelser på overfladen og analysere, hvilke ændringer af kloaksystemet der skal til, hvis de nye prognoser skal benyttes til at forebygge oversvømmelser:

»Mange steder er afløbssystemerne passive, så vandet bare flyder nedad mod rensningsanlægget. Så der skal bygges nogle styringsmuligheder ind, så man eksempelvis kan tilbageholde vand i bydele, der ikke er så hårdt ramt, eller pumpe vand fra ramte til uberørte bydele, så det hele ikke stuver op nedstrøms,« siger Morten Rungø.

Verden tørster efter vand, og derfor er der bud efter afsaltningsanlæg. Det marked har Danmarks pumpe­gigant, Grundfos, længe leveret pumper til. Den type pumper er kendetegnet ved, at trykket skal være meget højt, mindst 70 bar, for at vandet kan presses igennem de membraner, der filtrerer saltet fra.

Pumpen i Grundfos’ katalog var dog teknologisk sakket bagud af dansen, fortæller projektleder Dan Hartmann. Derfor besluttede han og fire andre kolleger, at det var tid til at udvikle en ny – og den beslutning har ført til et produkt, der nu er indstillet til Ingeniørens Produktpris 2014.

I stedet for at oprette projektet på traditionel vis i Grundfos’ udviklingsafdeling, fik de fem kolleger grønt lys til selv at kaste sig ud i udviklingen:

»Vi blev en slags interne iværksættere, som selv skulle drive processen og forsøge at få andre til at bidrage,« fortæller Dan Hartmann.

Teknologisk havde gruppen nogle stærke instrumenter i værktøjskassen. For siden Grundfos sidste gang havde sendt sådan en pumpe på markedet, også kaldet en booster eller trykforøger, var der kommet en helt ny generation af elmotorer med permanente magneter. Den type motorer kan køre med langt højere omdrejninger end traditionelle pumper – helt op til 5.000 omdrejninger i minuttet:

»Dermed kunne vi slippe for en gearing mellem motor og pumpe. Det gør modulet langt simplere end tidligere,« fortæller Dan Hartmann.

Meld dit produkt til Ingeniørens Produktpris inden onsdag 8. oktober. Der udpeges fem kategorivindere og en hovedvinder, som offentliggøres i Ingeniøren fredag 28. november 2014.

Du kan læse mere og tilmelde dit produkt på ing.dk/produktprisen – her kan du også se retningslinjerne og omtale af tidligere års vindere.

Produktprisen uddeles i fem kategorier, som er:

Bæredygtighedsprisen, som gives til et ‘grønt’ produkt.

Velfærdsprisen, som går til et produkt, der hjælper mennesker.

Globalprisen, som er til et produkt med eksportpotentiale.

Innovationsprisen er kategorien til den geniale og overraskende løsning.

Iværksætterprisen går til et nyt produkt fra et nyt firma.

Ingeniørens Produktpris er blevet uddelt i 15 år, og i 2013 gik hovedprisen til virksomheden Dako for det automatiske kræftanalyseinstrument Dako Omnis.

Vægt og servicetid ned

På omkring ni måneder havde gruppen specificeret konceptet og efter cirka 2,5 år var modulet med motor og pumpe klar til markedet.

Væk er klodsede remtræk, kobling og besværlige oliesystemer. Vægten er blevet reduceret fra 1.200 kg til bare 300 kg uden at det er gået ud over trykket, som kan blive helt op til 82,7 bar.

På grund af den mere simple opbygning er holdbarheden også blevet væsentligt forøget. Men hvis der endelig skulle ske noget med pumpen, kan en udskiftning af for eksempel en akseltætning klares af en enkelt person med tre stykker værktøj på 30 minutter. Tidligere tog den operation to personer en hel dag.

Dan Hartmann synes naturligvis, at det er et fantastisk produkt, Grundfos har udviklet. Men han er især begejstret over processen:

»Det har været utrolig spændende at arbejde i et lille internt team. Der har været et enormt engagement og gåpåmod til at overvinde forhindringer – præcis som hos rigtige iværksættere,« siger han.

Fysikere og meteorologer har gode forklaringer på, hvordan tornadoer kan dannes, og hvilke vejrbetingelser der skal være til stede.

De har derimod svært ved at udtale sig om, hvorvidt tornadoer rent faktisk vil blive dannet, når disse betingelser er til stede.

Dertil kommer, at det er umuligt at bestemme en tornados øjeblikkelige intensitet uden at inddrage øjenvidnerapporter, ligesom det heller ikke er muligt at give forudsigelser om fremtidig intensitet eller forventet varighed.

Disse problemer er medvirkende til, at tornadoer er årsag til flere end 50 dødsfald om året i USA, hvor vejrfænomenet for alvor hærger.

Tornadoforskningen er derfor af naturlige årsager koncentreret i USA, og i en artikel i september­udgaven af Physics Today giver tornadoeksperterne Paul Markowski og Yvette Richardson fra Pennsylvania State University en oversigt over, hvad vi i dag ved – og måske mere interessant ikke ved – om dannelsen af tornadoer, og hvilke tiltag der gøres for at give bedre varsler.

Den første forudsætning for, at en tornado kan opstå, er dannelse af en såkaldt mesocyklon i en tordensky. Meteorologerne har på det overordnede plan godt styr på, at en sådan mesocyklon kan opstå, når en horisontal hvirvelstrømning langs jorden bliver vippet opad, så den bliver omsat til en vertikal hvirvelstrømning.

Et Guldlok-problem

Den horisontale hvirvelstrømning opstår pga. såkaldt vindshear, som skyldes, at lufthastigheden generelt er stigende med højden over jorden – i den nederste del af atmosfæren kan vindhastigheder variere med helt op til 20 m/s.

Kraftig nedbør eller neddrift af luft kan være med til vippe hvirvelstrømningen.

Mesocyklonen findes kun inde i tordenskyen, den når ikke ned til jorden.

Forskerne har brugt mange ressourcer på at finde de mekanismer, der kan skabe en forbindelse nede fra jorden op til mesocyklonen og sætte tornadoen i gang.

Paul Markowski og Yvette Richardson sammenligner med eventyret om Guldlok og de tre bjørne, hvor en lille pige med gyldent hår finder de tre bjørnes hus i skoven og begynder at spise af deres grød. Den første skål er for varm, den næste er for kold, men den tredje er lige tilpas.

På samme måde skal temperaturen af den luft, der strømmer ind mod en begyndende tornado, ikke være for varm eller for kold, men lige tilpas. Neddrift af luft, der finder sted i tornadoens nærhed, skal heller ikke være for lille eller for stor, men lige tilpas.

Der er dog stor usikkerhed om disse forhold, da der mangler gode data.

Generelt tager det et par minutter for en radar at scanne et helt stormsystem, og inden for dette tidsrum kan hastigheden i hvirvelstrømningen øges 10 til 100 gange.

Paul Markowski og Yvette Richardson bemærker, at det er endnu sværere at få observationer af temperatur, fugtighed og lufttryk.

‘Det er uheldigt, da tornado­dannelse er meget følsom over for disse variable,’ skriver de.

Noget af den bedste viden om tornadodannelse stammer fra projektet Vortex2, der gennemførte en række målinger i 2009 og 2010 med mobilt måleudstyr, hvor bl.a. en tornado 5. juni 2009 i Wyoming er godt dokumenteret.

Den gennemsnitlige advarselstid for, at en tornado kan ramme et område, er i dag på 13 minutter.

Der er ikke sket en forbedring af dette varsel de seneste 20 år.

Teknologiske forbedringer

I 2002 opstillede National Weather Service i USA et mål om, at varslingstiden skulle øges til en halv time, og Paul Markowski og Yvette Richardson nævner en række teknologiske forbedringer, der kan hjælpe forskerne med til at nå dette mål.

De peger bl.a. på, at radarsystemer nu er bedre i stand til at skelne mellem forskellige former for nedbør i form af størrelsen af vanddråber og hagl.

Problemet er blot, at med en gennemsnitlig afstand på 250 km mellem vejrradarer er de fleste tornadoer for langt borte til at blive opdaget eller identificeret i detaljer. Vejrradarerne kan sagtens detektere mesocyklonen, men det er ikke det samme som at detektere en tornado.

En løsning vil være at supplere med mindre radarsystemer, som det allerede forsøges omkring Dallas/Fort Worth i Texas.

Det vil dog ligge mange år ud i fremtiden at gøre dette til et landsdækkende system, vurderer Paul Markowski og Yvette Richardson.

De fleste advarsler udsendes på baggrund af radarobservationer af specifikke vejrforhold i tordenskyer, der kan udløse tornadoer. Det kaldes warn-on-detection. Ud over den korte varslingstid giver det anledning til, at antallet af falske alarmer er tæt på 75 pct. Meteorologer vil nemlig hellere varsle for ofte end for sjældent.

National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har et forskningsprogram kørende, der skal undersøge muligheden for warn-on-forecast.

Warn-on-forecast skal i høj grad basere sig på computersimuleringer, der løbende opdateres i realtid med data fra observationer.

NOAA har siden 2010 haft et projekt herom kørende, som har skal skabe tilstrækkelig viden til, at man i 2018 kan beslutte, om warn-on-forecast skal implementeres eller ej.

Paul Markowski og Yvette Richardson mener, at projektet står over for en ‘skræmmende udfordring’, men at det kan være med til at give en dramatisk forøgelse i varslingstiden, hvis projektet lykkes.

Primtal fascinerer både professionelle matematikere og amatør­matematikere. Et af de mere kuriøse spørgsmål drejer sig om, hvor stor afstanden mellem to på hinanden følgende primtal kan være.

Det er en problemstilling, hvor en dansk amatørmatematiker sidder på flere verdensrekorder, og hvor professionelle matematikere nu har fremlagt et nyt bevis for, hvordan denne størrelse kan udtrykkes.

Mere præcist drejer problematikken sig om funktionen G(X), der er antallet af heltal mellem X og det næste primtal, eksempelvis G(3)=1, G(113)=13, G(9.551)=35 osv.

Den danske amatørmatematiker Jens Kruse Andersen er blandt verdens bedste, når det gælder om at finde store afstande mellem primtal. Han vedligeholder et website med det passende navn prime­records.dk, hvor hans egne og andres resultater kan findes.

Antallet af tal mellem to primtal kalder vi G(X), hvor X er det mindste af to primtal, der følger efter hinanden. Eksempelvis G(2)=0, G(3)=1, G(5)=1, G(7)=3 osv.

Lad nu n være et heltal større end 1 og betragt rækkefølgen n!+2, n!+3, n!+4, n!+5, …, n!+n. 2 går op i det første led, 3 i det næste osv., indtil n går op i sidste led (led nr. n-1). Ingen af disse tal i rækkefølge er altså primtal.

Hvis X er det mindste primtal mindre end n!+2 er G(X) > n-1. Da vi kan vælge n vilkårligt stort, kan G(X) også være vilkårlig stor eller for n → ∞ har vi G(X) → ∞.

Eksempler: Med n=5 får vi rækkefølgen 122, 123, 124, 125. Det mindste primtal mindre end 122 er 113, og det næste primtal er 127, dvs. G(113)= 13 > (5-1)=4.
Med n= 4 får vi rækkefølgen 26, 27, 28. Det mindste primtal mindre end 26 er 23, og det næste primtal er 29, dvs. G(23)=5 > (4-1)=3

Sammen med Michiel Jansen har Jens Kruse Andersen rekorden for den største afstand mellem to primtal, der følger efter hinanden. Den er fundet for tallene 226.007#/2.310 – 2.305.218 og 226.007#/2.310 + 1.006.634, som begge har 97.953 cifre. Afstanden er 3.311.851. #-tegnet betegner produktet af alle primtal, der er mindre end eller lig med tallet foran – det kaldes for n primorial eller n primultet (eksempelvis er 7# = 7 x 5 x 3 x 2 = 210).

De to rekordprimtal er mere præcist karakteriseret som værende sandsynlige primtal, dvs. tal, der enten er ægte primtal eller deler mange af de samme egenskaber – men som i princippet godt med en meget lille sandsynlighed kan være sammensatte tal.

Det er forholdsvis enkelt at vise, at G(X) kan være vilkårligt stor, men det er faktisk muligt at gøre det bedre.

Finsk matematiker lagde fundamentet

Den finske matematiker Erik Johan Westzynthius er kun kendt for én ting: at han i 1931 beviste, at G(X)/logX kan være vilkårligt stor (logX betegner den naturlige logaritme – ikke titalslogaritmen). Dette forhold kalder matematikerne for merit, som for Jens Kruse Andersens primtalsrekord er 14,68 – størst kendte merit er på 35,43 og er fundet af Michiel Jansen i 2012 for to tal med en afstand på 66.519.

Westzynthius’ formel blev yderligere forbedret i 1935 af den ungarske matematiker Paul Erdös og i 1938 af den skotske matematiker Robert A. Rankin. Rankins udtryk er det samme, som den viste formel i illustrationen, men med f(X) erstattet af et tal c. Rankin kunne vise, at formlen holdt for c=1/3. Dette resultat er siden gradvist forbedret, senest af den ungarske matematiker János Pintz, som i 1997 beviste, at formlen gjaldt for c=3,56.

I to artikler offentliggjort med en dags mellemrum på arxiv.org i slutningen af august er det nu vist, at c kan være vilkårligt stor – eller erstattes med en funktion f(X) som går mod uendelig for X gående mod uendelig. Bag den første af de to artikler stod fire matematikere anført af Kevin Ford fra University of Illinois og med deltagelse af den kendte matematiker Terence Tao fra University of California, Los Angeles, og bag den næste stod den unge britiske matematiker James Maynard p.t. tilknyttet Université de Montréal.

Et favoritproblem

Paul Erdös beskrev i 1990 i et bogkapitel, ‘Some of my favourite unsolved problems’, at det var et af hans favoritproblemer, og han udlovede med egne ord ‘måske noget overilet’, en dusør på 10.000 dollars for et bevis. Erdös døde i 1996.

Jens Kruse Andersen, der har en bacheloruddannelse fra Københavns Universitet i datalogi med bifag i matematik, finder det nye bevis interessant, men han mener ikke, det får nogen betydning for jagten på nye primtalsrekorder, som er det, der interesserer ham mest:

»Når jeg har arbejdet på et program, finder jeg det meget tilfredsstillende, når det søgte resultat bliver fundet. Det er også sjovt, når ens resultater publiceres på rekordsider på internettet,« siger han.

Fra i dag kan alle og enhver bladre i de nøjagtig 100.150 sider teknologi- og samfundshistorie, som rummes i fire gamle ingeniørtidsskrifter, der udkom i årene 1892 til og med 1940, og som udgør første fase af digitaliseringen af ‘ingeniørernes kulturarv’.

Via en særlig søgeside på ing.dk kan man finde oplysninger om stort set alle større infrastrukturprojekter fra perioden – broer, havne, skibe, jernbaner, elværker, veje, kloakanlæg, kanaler, landvindinger, fabriks­anlæg og f.eks. kulturbygninger – ofte med gengivelse af de originale konstruktionstegninger. Desuden kan man følge teknologidebatten og samfundsudviklingen i denne interessante periode af danmarkshistorien.

I alt 300.000 sider, men …

Foreløbig finder du disse fire tidsskrifter i det digitale arkiv: Ingeniøren (1892-1940), Tidsskrift for Ingeniør- & Bygningsvæsen (1906-1937), Polyteknikeren/Polyteknisk Tidsskrift (1919-1928) samt Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik (EMI) (1920-1935).

I alt udgør ‘ingeniørernes kulturarv’ ca. 300.000 tidsskriftssider op til år 2000. Når vi i første omgang kun har digitaliseret en tredjedel heraf, skyldes det både ophavsretlige og økonomiske problemer.

Det viste sig umuligt at få de store ingeniørfonde gjort interesserede i finansieringen af det samlede projekt med et budget på ca. 1,7 mio. kr., hvoraf en afgift til Copydan som betaling for en såkaldt aftalelicens over 10 år udgjorde 400.000 kr.

Vi besluttede derfor til en start at gennemføre en tredjedel af projektet op til og med 1940, hvorved de ophavsretlige problemer i praksis bortfaldt. Finansieringen blev sikret ved en donation på 150.000 kr. fra IDA’s Videnformidlingsfond og dernæst 430.000 fra IDA’s hovedbestyrelse.

‘Et fantastisk materiale’

Vi har givet teknologihistorikeren Jan Pedersen fra Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet lejlighed til på forhånd at afprøve søgefunktionerne og bladre i de gamle tidsskrifter. Han melder tilbage med denne vurdering:

‘Jeg må sige, jeg er vildt imponeret. Søgefaciliteten fungerer, så vidt jeg umiddelbart kan se, fint. Kvaliteten af gengivelsen af materialet er fremragende: tydeligt og harmonisk billede; mulighed for at søge inden for resultatet; mulighed for at konvertere resultatet til PDF.

Selskabet for Historisk Teknologi, HITEK, er vært ved et møde i IDA om digitaliseringsprojektet 1. oktober kl. 15-18. Erik Lyngsø-Petersen, Ingeniøren, vil her fortælle om digitaliseringsprojektets forudsætninger, problemer og hidtidige forløb.

Desuden vil direktør Jens Funder Berg fra firmaet Visiolink fortælle om teknikken bag digitaliseringen af de gamle publikationer og deres præsentation i en moderne it-sammenhæng. Endvidere vil vi drøfte, hvorledes vi kommer videre med finansiering af resten af projektet. Gratis adgang, tilmelding på: ida.dk/event/310969

Det er et fantastisk materiale, I har gjort tilgængeligt med dette initiativ, og jeg håber meget, de senere faser også går igennem. Til lykke med det foreløbige resultat. Jeg ser frem til at benytte denne ressource i årene fremover’, skriver Jan Pedersen.

Selve scanningerne er sket hos et firma i Schweiz og den efterfølgende OCR-scanning hos en specialist i Norge. Den avancerede søgefunktion, som indgår i leverancen fra firmaet Visiolink i Aarhus, der har været ‘hovedentreprenør’ på projektet, giver mulighed for at søge inden for bestemte tidsperioder og datoer, enten i et enkelt af tidsskrifterne eller i dem alle under ét. Søgningen kan ske på både enkelte ord, navne, firmanavne, emner og på sætninger og ordstrenge i både artikler og i de fleste annoncetekster.

Hvordan kommer vi videre?

Vi overvejer nu, hvorledes vi kan finde midler til at digitalisere de resterende godt 200.000 sider, som i givet fald vil kunne gennemføres i to faser, der vil koste hhv. ca. 550.000 og 600.000 kr.

Fra 1940 og op til nutiden gennemgik Danmark den mest gennemgribende teknologiske forvandling nogensinde. Den udvikling afspejler sig i alle detaljer i Ingeniøren 1940-1967 (ca. 55.000 sider), Ingeniør- & Bygningsvæsen 1937-1975 (ca. 40.000 sider), Ingeniørens Ugeblad 1957-1975 (ca. 30.000 sider) og det nuværende Ingeniøren 1975-2000 (ca. 80.000 sider), hvortil kommer nogle mindre publikationer.

Medmindre vi kan skabe interesse for at støtte projektets færdiggørelse hos en relevant fond, som nu ved selvsyn kan overbevise sig om materialets kultur- og teknologi­historiske værdi, kan crowdfunding være en mulighed.