Ingeniørrådgivningsvirksomheden Rambølls hovedkvarter og hotel- og kontorkomplekset Copenhagen Towers er genboer i Ørestad, og begge byggerier henter kulde op fra brønde i områdets grundvandsreservoir.

Virksomhederne kunne have sparet penge ved at dele regningen for de op til 110 meter dybe boringer, men de to systemer er helt adskilte.

»Set med nutidens øjne giver det ingen mening, at vi har vores eget energilager under vores bygning, når man har præcis det samme i hotellet lige overfor. Det var dog det muliges kunst, da bygningerne blev projekteret, da lovgivningen reelt ikke åbnede mulighed for koordinering på tværs,« siger Thorkild Feldthusen Jensen, der er direktør i Rambølls vand- og miljødivision.

Og situationen er den samme for stort set alle de 40-50 energilagre – kaldet Aquifer Thermal Energy Storage eller Ates-anlæg – der i dag er anlagt i de danske grundvandsmagasiner. Med undtagelse af et anlæg i Bjerringbro, der gemmer overskudsvarme fra kølingen af Grundfos’ fabrik og sender den ind i fjernvarmenettet, når der er behov, og varmen er dyrest, er de ikke tænkt ind i en forsyningsmæssig sammenhæng.

»Når man tænker på køling til kontorhuse, er individuelle løsninger altid udgangspunktet. Men når man står med en ny udstykning, bør man planlægge dækningen af kølebehovet, ligesom man planlægger strømforsyning og varmeforsyning,« mener Thorkild Feldthusen Jensen.

Potentiale for 2.000 anlæg

Med de relativt få anlæg, der er etableret i dag, kan den manglende koordination virke som en bagatel, men mange flere anlæg kan være på vej, fortæller direktør Stig Niemi Sørensen fra virksomheden Enopsol, der har været involveret i de fleste danske energilagre.

»I København har man trukket rør til fjernkøling i områderne omkring Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og Rigshospitalet, men mange andre steder vil det være billigere at lave decentrale løsninger, hvor flere bygninger i et lille område deles om et Ates-anlæg. Men man kan også bruge det i landsbyer, hvor man skal udfase oliefyr. I Holland, som er på størrelse med Jylland, har man allerede bygget 2.000 anlæg, og jeg tror, at der er potentiale for lige så mange i Danmark.«

Lovgivning i vejen

Imidlertid har de færreste forsyningsselskaber hidtil kunnet se fidusen med energilagrene. Men det er der en god forklaring på, fortæller Henrik Lorentsen Bøgeskov, der er Hofors chef for fjernkøling.

»Der har været nogle rammebetingelser, der gjorde, at vi ikke kunne gå ind i det. Eksempelvis måtte vi som fjernkølingsselskab ikke eje en varmepumpe og sælge spildvarmen. Men der er netop kommet en ny bekendtgørelse, hvor der bliver åbnet op for, at fjernvarmeselskaber gerne må bruge varmepumper til at producere varme – og de må også sælge spildkølingen til nogen som os. Så nu er der mulighed for, at vi kan gå ind og udnytte synergierne i samproduktion af varme og køling.«

Pilotforsøg på vej i Nordhavn

Lovændringen vil ikke nødvendigvis føre til mange flere Ates-anlæg, for der kan være både geologiske og miljømæssige forhindringer som sætningsskader som følge af grundvandssænkninger, drikkevands­interesser og risikoen for at sprede jordforureninger. Hofor Fjernkøling planlægger derfor nu at lave et pilotforsøg i Nordhavnen, hvor man ud over havvands­køling også vil etablere et mindre Ates-anlæg, hvis grundvandsforholdene tillader det.

I Rambøll mener fjernvarmespecialist Anders Dyrelund, at forsyningsselskaberne bør inddrage Ates-anlæg i energiplanlægningen, som i fremtiden nok vil bestå af lige dele varme- og køleplanlægning:

»Mange selskaber står for både varme -og vandforsyning og har derfor ekspertisen til at håndtere boringerne, så de kommer til at virke effektivt uden at komme i konflikt med vandindvindingen. Når man har mange fjernvarmekunder med kølebehov, vil det være naturligt også at servicere dem, og synergien mellem Ates, fjernkøling og varmeproduktion vil komme alle kunderne til gode i form af lavere priser.«

Det skal være slut med at finde cpr-numre og personfølsomme data, der ligger og flyder på kommunale hjemmesider. Henover sommeren tester det kommunale digitaliseringsfællesskab, OS2, en webscanner, der kan crawle siderne for persondata, og til efteråret har alle kommuner mulighed for at bruge scanneren – på tværs af CMS’er.

Websanneren vil kunne registrere alle typiske personhenførbare data såsom cpr-numre, adresser og navne. Efter hver scanning foreligger en rapport, hvor data er markeret med enten grøn, gul eller rød alt efter, hvor kritiske de ser ud til at være.

Løsningen er baseret på Open Source, så det er frit for alle kommunerne at implementere og drive den selv, men OS2 vil samtidig etablere en fælles drift af scanneren, hvor kommunerne kan bestille scanninger enten ad hoc eller med faste intervaller, så de selv slipper for driften.

Det er op til den enkelte kommune, hvorvidt den vil gøre brug af scanneren, men formand for OS2 og digitaliseringschef i Lyngby-Taarbæk Kommune, Jens Kjellerup, siger til Version2, at han forventer, at »majoriteten af landets kommuner vil bruge produktet. Herunder samtlige af de 30 kommuner, der er medlem af OS2.« Indtil videre har 16 kommuner givet tilsagn om at finansiere scanneren.

Aarhus Kommune: Scanner skal forhindre, at læk ikke gentager sig

En af de kommuner er Aarhus Kommune, der i april opdagede, at cpr-numre med dertil hørende navne og titler på 1.600 borgere lå frit fremme på en af kommunes website. Ti måneder gik der, før kommunen opdagede lækket, der var sket på grund af en menneskelig fejl.

Efterfølgende lovede digitaliseringschefen i Aarhus Kommune, Rasmus Ry Nielsen, at man ville gøre sit ypperste for at forebygge gentagelser. Derfor har kommunen også meldt sig under fanerne på den nye webscanner, som kan operere på tværs af CMS’er i modsætning til de scanningsværktøjer, som kommunen anvender nu.

»Vi vil bruge OS2-scanneren til at scanne alle nye, såvel som gamle kommunale sites. Frekvensen har vi endnu ikke lagt os fast på – men den bliver høj,« skriver Rasmus Ry Nielsen i en mail til Version2.

OS2-webscanneren er baseret på en webcrawler, som kan crawle et hvilket som helst CMS-system. Ved at bruge en crawler bliver scanneren uafhængig af den enkelte teknologi, som et website er bygget op af.

Scanneren er ikke bygget op omkring ny teknologi, »men nogle gange ser vi først behovet, når det dukker op,« siger Jens Kjellerup på spørgsmålet om, hvorfor man det først er nu, at kommunerne får en fælles løsning.

Fordi teknologi og koder eksisterer i forvejen, forventer Jens Kjellerup, at det vil gå hurtigt med at »få plottet de data ind, som opgaven kræver«, og derfor kan løsningen som sagt være klar allerede efter sommeren.

Hvad nytter det at investere milliarder i elektrificering, nye signaler hastighedsopgraderinger og helt nye banestrækninger, hvis togoperatørerne ikke kan finde ud af at tiltrække passagererne?

Det dilemma har transportminister Magnus Heunicke (S) bokset med hele foråret, hvor hans embedsmænd har forhandlet en ny trafikkontrakt med DSB, som sidder på 90 procent af passagertogstrafikken i dag.

Selv om den nuværende kontrakt udløber i år, er parterne imidlertid stadig ikke kommet frem til en løsning – men mange ideer er på bordet.

Hverken DSB eller Transport­ministeriet vil udtale sig særlig meget om forhandlingerne, men de seneste års rapporter om alternative materielstrategier, effektivisering af DSB og mulighederne for en radikal omorganisering giver sammen med enkelte udtalelser fra parterne alligevel et fingerpeg om, hvor forhandlingerne er på vej hen.

2014 DSB’s trafikkontrakt skal forhandles på plads inden udgangen af året.

2015 Folketingsvalget skal senest foregå i 2015. Skifter regeringsmagten, har blå blok allerede lagt op til at udlicitere flere strækninger. Den elektrificerede strækning mellem Esbjerg og Lunderskov åbner. Der er mulighed for at sende kørslen i udbud.

2018 Arrivas kontrakt på kørslen i Midt- og Vestjylland udløber. Der er dog option på at forlænge kontrakten til 2020.

2021 Femerntunnellen åbner. Det er forventningen, at der skal indkøbes ca. 45 togsæt til at køre som regional- og intercitytog mellem København og Hamborg.

Skal DSB splittes op?

Et af de store spørgsmål er naturligvis DSB’s rolle. Siden opsplitningen af DSB og Banedanmark har DSB både været togoperatør og haft ansvar for driften af stationsbygninger og værksteder.

På grund af problemerne med IC4 har DSB desuden fået gjort sig selv til togproducent. Selv om DSB er blevet kraftigt effektiviseret over de senere år, kan organisationen derfor stå over for endnu større ændringer.

En af de ting, der overvejes, er nemlig, om DSB skal splittes op i to eller tre forskellige selskaber, så ét selskab vil stå for udbud af togdriften i Danmark, et andet vil være operatør, og et tredje stå for driften og udviklingen af stationerne.

I dag ejer DSB 301 stationer, men perroner og spor ejes og serviceres af Banedanmark, og nogle steder har de lokale kommuner også en del af stationsområdet. Ifølge en konsulentrapport fra 2011 betyder det delte ejerskab, at ingen tager ansvar for stationerne, og en del af dem forfalder.

Embedsmændene skeler angiveligt til Sverige, hvor stationerne drives af et selvstændigt selskab, som nogle steder har sørget for at få konferencefaciliteter, butikker og supermarkeder ind på stationerne – og i Holland er de sågår helt nede på perronerne. Det gør det mere attraktivt at tage toget, når man bogstaveligt talt kan klare sine indkøb på vejen, men i Danmark er stationerne ikke blevet tilsvarende udviklet.

Uden stationsansvar vil DSB blive mere ligestillet med de andre operatører som Arriva, der gennem interesseforeningen Danske Tog presser på for at få sendt flere strækninger i udbud. Selvom grundarbejdet til et udbud af kørslen mellem Fredericia, Odense og Svendborg er lavet, har regeringen indtil videre afholdt sig fra at sende flere strækninger i udbud. Det vil oppositionen imidlertid gerne lave om på.

»Der er meget, der taler for, at vi rører i gryden og organiserer jernbanedriften på en ny måde,« siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, således.

DSB har på sin side afvist, at de vil byde, hvis de strækninger, de kører på i dag, sendes i udbud. Risikoen for at blive anklaget for ulovlig statsstøtte er for stor, har selskabets bestyrelsesformand, Peter Schütze, tidligere fortalt til Jyllands-Posten.

Et kompromis, der kunne sikre en bred politisk aftale, kunne imidlertid være, at DSB blev forpligtet til at udbyde en vis procentdel af sin trafik. På sigt kunne det føre til, at DSB’s rolle bliver at udbyde togtrafikken i Danmark. Om DSB – eller en del af DSB – i den situation skulle kunne være operatør er endnu uafklaret.

Eventuelle udliciteringsplaner vil imidlertid først kunne føres ud i livet, når arbejderne med signaler og elektrificering er overstået, for det er svært at udlicitere strækninger, hvor operatøren ikke kan vide, hvor påvirket hans togdrift vil blive.

Skal købe op mod 290 nye tog

For passagererne er det tredje uafklarede spørgsmål måske det vigtigste: Hvornår får vi et ordentligt, driftsikkert og komfortabelt superlyntog, der kan opfylde ambitionerne i timeplanen? Og hvornår bliver DSB’s øvrige materiel udskiftet?

DSB’s direktør, Jesper Lok, har tidligere udtalt, at han regner med, at DSB skal købe op mod 290 tog. En del skal erstatte IC4, nogle skal køre til Tyskland, når Femernforbindelsen åbner – hvis DSB skal drive den strækning – og andre skal erstatte Øresundstogene, hvoraf mange er fra starten af 1990’erne. IC3 og det elektriske søstertog IR4 er også ved at være oppe i alderen, men de kan måske levetidsforlænges, indtil elektrificeringen er overstået i slutningen af 2020’erne.

Men har DSB med en gæld på 16 mia. kr. overhovedet råd til at investere i eksempelvis Bombardiers dobbeltdækkertog Twindexx, som DSB’s direktør, Jesper Lok, i 2011 talte for? Ja, mener kontorchef i Transportministeriet Lasse Winterberg:

»Det med, at DSB ikke har en krone at købe tog for, er jo, som man tager det. Halvdelen af den nuværende kontraktbetaling til DSB på 4 milliarder kroner går jo til forrentning og afskrivning af tog. Og hvis vi antager, at den næste kontrakt ligner den, der er i dag, så er der jo en grundbevilling til at købe tog. Vi skal have analyseret det i bund, men det burde række til at komme i gang,« siger han.

Politikerne kræver hyldevarer

Politikerne fra begge sider af salen kræver, at DSB køber standardtog, og for at sikre det har transportministeren hyret Deloitte til at kvalitetssikre købsprocessen.

»Man har brændt nallerne så grundigt på IC4, så nu er alle partier enige om, at vi skal have hyldevarer. Velafprøvede, gennemtestede, stensikre hyldevarer, som vi bare kan male DSB på siden af og sætte på skinnerne,« siger Arne Lund, der er trafiksekretær i Enhedslistens folketingsgruppe.

Men spørgsmålet om, hvor meget man må ændre, før et standardtog ikke længere er så standard mere, er tilsyneladende stadig et af de spørgsmål, som DSB og Transportministeriet ikke kan blive enige om.

En anden mulighed, der også er under overvejelse, er, at staten overtager ejerskabet til togene, og at operatørerne på de forskellige strækninger leaser dem af staten. En tredje mulighed er, at staten køber kapacitet af en togproducent, som så skal garantere for drift og vedligehold af togene i en given periode. Den model bliver i dag brugt nogle steder på den østrigske jernbane.

Spørgsmålet om ejermodeller og konkrete togmodeller bliver formentlig ikke afklaret under efterårets kontraktforhandlinger med DSB. Det vil tage nogle år, vurderer Lasse Winterberg.

»Når trafikkontrakten med DSB er indgået, så har vi de overordnede retningslinjer. Og så er forventningen nok, at der derefter går et par år eller tre, inden beslutningsgrundlaget for et eventuelt togkøb er oparbejdet tilstrækkeligt til, at nu vil man sende udbudsmateriale ud,« siger han.

Så passagererne må væbne sig med tålmodighed, før der er gode tog til alle.

Det er lille og besværligt – og har teknologisk set altid haltet lidt bagud. Men med et Leica-kamera kommer man helt tæt på og får samtidig en følelse af at være tilbage til dengang, apparatet blev opfundet.

Sådan lyder den prisvindende danske krigsfotograf Jan Grarups skudsmål af Leica-kameraet, der fylder 100 år i år.

»Som en af de eneste krigsfotografer bruger jeg Leica – M-serien med små søgere. Det har en helt unik kvalitet, og det er ikke et intimiderende kamera,« siger Jan Grarup, der har specialiseret sig i at gå tæt på ofre for krig i for eksempel Afghanistan og for naturkatastrofer som i Haiti.

»Alle de andre professionelle kameraer er bedre, hurtigere og kan meget mere. Så det at bruge Leica handler om følelser, fornemmelser og stoflighed. Leica er nærmest blevet en filosofi,« siger fotografen, der i 2011 vandt Leicas egen fotopris, Oskar Barnack Award.

1849 Leica bliver grundlagt som Optical Institute af Carl Kellner.

1869 Ernst Leitz I overtager virksomheden og omdøber den til Ernst Leitz Optical Industry og gør virksomheden til den største producent af mikro
skoper i 1907. Virksomheden begynder også at producere kikkerter.

1914 En ansat, Oskar Barnack, har udviklet et lille mobilt kamera, som Ernst Leitz II tager patent på efter at have brugt det i New York. Kameraet bliver senere kendt som ur-Leica. Lei­ca-navnet er en sammentrækning af Leitz og camera.

1925 Ernst Leitz II har overtaget firmaet efter sin far og satser nu på kameraer. Leica Model A bliver præsenteret på Leipzig Spring Fair. I 1935 er kameraerne den mest indbringende forretning i virksomheden.

1954 Leica M3 lanceres med et helt nyt system, hvor én søger bruges til både at fokusere og se det udsnit af en scene, man fotograferer. En skrueanordning på objektivet påvirker linser i søgeren, så billedet er i fokus, når to billeder mødes i søgeren. Det er også blevet nemmere at sætte film i kameraet, og M3 er stadig den reference, Leica fremstiller M-kameraer efter.

1960 Alberto Korda tager det ikoniske portræt af Ernesto ‘Che’ Guevara med et Leica M2 (en forenklet udgave af M3) og et 90 mm Leica objektiv.

1968 Leicaflex SL er det første spejlreflekskamera på markedet, men bliver overhalet på elektronik og automatik af japanske producenter. Først i slutningen af 1970’erne indhenter Leica konkurrenterne med R3 og R4.

1972 Nick Út tager med sit Leica-kamera billedet af den vietnamesiske pige Kim Phúc, der løber nøgen og forbrændt væk fra en napalmbombet landsby under Viet­nam­krigen.

1996 Det første digitale kamera fra Leica kommer på gaden, men pga lange scanningstider er det primært til reproduktioner til museer eller arkiver eller til studiooptagelse. Først ti år senere lanceres M-kameraet i en digital version. I 1996 lancerer Leica også deres første digitale spejlreflekskamera, R8.

2009 Leica lancerer sit første kompakte digitale kamera, X1, med 12,2 megapixels. På trods af den høje opløsning er hver pixel stadig meget stor og fanger meget lys. Dette sikrer lav billedstøj og korrekt farveskelnen.

Kilder: Leica og Wikipedia

Lilleput-æraen

Leica er kendt som 35 mm fotografiets forfader. Tilbage i 1914 var det en ansat i den tyske virksomhed Leitz Werke Wetzlar, Oskar Barnack, der opfandt og byggede kameraet, som han døbte ‘Liliput’. Senere er det blevet kendt som ur-Leica.

Men på grund af Første Verdenskrigs indtræden blev det lille, handy kamera først rigtigt lanceret og udbredt i 1925.

Indtil da måtte fotografer arbejde med storformat-kameraer af træ, der krævede stativer og et mørkt klæde til at dække fotografen, mens han fokuserede. Så de små Leica-kameraer startede en helt ny æra fra cirka 1930-1970, fordi fotografer pludselig kunne være mobile med et eller flere små kameraer og arbejde ubemærket og hurtigt.

Og det er stadig de egenskaber, en fotograf som Jan Grarup værdsætter ved Leica.

»Jeg kan gå tæt på, uden at jeg træder ind over den intime sfære hos de mennesker, jeg fotograferer. Det har kolossal betydning i mit arbejde, at kameraet ikke tager al opmærksomheden« siger han.

»Faktisk ser de nogle gange på mig med sådan et ‘Nååh, den stakkel, han har ikke råd til et ordentligt kamera’, og så bærer de mere over med, at jeg er der,« griner han.

Historien i søgeren

Da verden først havde fået øjnene op for den lille kamerarevolution, blev det en stor succes, og nogle af de mest ikoniske billeder er taget med et Leica.

De mest kendte tæller blandt andet Robert Capas ‘Falling Soldier’ fra Den Spanske Borgerkrig, det kendte portræt af den cubanske revolutionsleder Ernesto ‘Che’ Gue­vara, fanget i linsen af Alberto Korda, og den nøgne og forbrændte pige Kim Phúc, der er fotograferet af Pulitzer Prize-vinderen Nick Út under Vietnamkrigen.

Frem til 1970’erne var Leica det førende kameramærke, men så begyndte japansk producerede SLR-­kameraer (spejlreflekskameraer) med automatik, motorer osv. at slå igennem og fik mange pressefotografer til at skifte fra Leica M-kameraer til de smarte japanske modeller fra blandt andet Nikon og Canon.

Langsomme i optrækket

Leica M var i sin tid unikt, fordi man blandt andet kunne fokusere linsen og se det udsnit af en scene, man fotograferede, via en separat søger.

I 1980 demonstrerede Leica som de første autofokus i form af deres ‘Correphot’ baseret på et Leica­-flex SL2, som de fremviste på Leica ‘Olympiad of Color Photography’. De lancerede aldrig systemet, som de dømte til ikke at have nogen fremtid. Så helt frem til 2009 har alle Leica-kameraer været med manuel fokus – på nær kompaktkameraer som Minilux, Digilux 1, Digilux 2, D-Lux og C-Lux, der er udviklet sammen med Panasonic.

Heller ikke digitalteknologien troede den hæderkronede kameraproducent på, skønt de allerede i 1996 lancerede Leica S1 Alpha og Leica S1 Highspeed mellemformat-kamaraer, hvoraf det største havde hele 75 megapixels.

»De har været langsomme til at udvikle kameraer, og selvom de er kommet efter det, er de stadig ikke på niveau med Canon og Nikon,« siger Jan Grarup, der kalder sit favoritkamera ‘langsomt’ og ‘besværligt’.

»Det er ikke en hidsig terrier, men et langsomt kamera. Alt er manuelt, så man skal lære at bruge det. Men så er det også svært at bruge andet,« siger fotografen.

Fantombilleder

For Jan Grarup er det især lysfølsomheden i objektiverne, der er helt unik. Objektiverne er kendt for at tegne nøjagtigt og skarpt.

»Leica har mere stoflighed over sig og er på mange måder måske mere virkelighedstro,« siger han.

»En ting, jeg ikke bryder mig om ved de nye professionelle kameraer, er, at de er på et teknisk niveau, der næsten kan gengive noget, der ikke findes i virkeligheden. Men det er ikke en teknisk bedømmelse fra min side, men mere noget med fornemmelse og følelse.«

Selvom Leica ikke laver kameraer for alle, er firmaet respekteret i branchen af de fleste på grund af historien bag.

Mange af de store fotografkoryfæer har ‘skudt’ med det, men det bliver ifølge Jan Grarup valgt fra i dag, fordi det er ‘vanvittigt dyrt’ – et M-kamera uden objektiv koster lige under 50.000 kr. – og besværligt i forhold til mere automatiserede kameraer.

»Så man tager det ikke til sig, hvis man ikke ser fidusen i at komme tilbage til noget af det oprindelige fotografi,« vurderer han.

Dollarmilliardæren, supernørden og rumfartsfirmaet SpaceX’s direktør og chefdesigner, Elon Musk, havde overraskelser i ærmet, da han 30. maj præsenterede version 2 af rumkapslen Dragon. Den største var, at rumkapslen, der er designet til at bringe astronauter helskindet ud i rummet og tilbage til Jorden igen, kan lande uden brug af faldskærme.

Alle tidligere bemandede rumkapsler har ellers brugt faldskærme det sidste stykke tilbage til Jorden. Amerikanerne er landet i havet med Apollo-rumkapslerne, mens russerne og kineserne har bragt mennesker helskindet tilbage til sletterne i Kasakhstan eller Mongoliet med rumkapslerne Souyz og Shenzhou.

Også den første udgave af Dragon-rumkapslen, der har leveret udstyr og forsyninger til Den Internationale Rumstation, ISS, fire gange, landede ved hjælp af faldskærme, men Dragon V2 klarer sig altså uden. I stedet sørger nyudviklede raketmotorer for nedbremsningen og en – forhåbentlig – blød landing.

Rumfærgerne gik på pension i 2011, og siden har kun de russiske Soyuz-­rumfartøjer kunnet transporteret astronauter til og fra Den Internationale Rumstation, ISS. USA vil gerne kunne selv, og den amerikanske rumfartsorganisationen Nasa samarbejder med private rumfartsfirmaer på feltet.

I første omgang har det handlet om at støtte udviklingen af raketter og rumkapsler, der kan bringe gods op til ISS. Projektet Commercial Orbital Transportation Services (Cots) må siges at være en succes, idet to amerikanske firmaer, nemlig SpaceX og Orbital, har formået at transportere udstyr og nye forsyninger op til rumstationen.

Næste skridt er persontransport, hvor Nasa-programmet hedder Commercial Crew Development (CCDev). Her er tre rumfartsfirmaer stadig med i spillet, nemlig Boeing, Sierre Nevada Corporation og SpaceX. Tilsammen har de fået tildelt mere end en milliard dollars fra Nasa, der regner med, at USA igen kan sende astronauter op i 2017.

Derudover gør raketterne det muligt at lande fuldstændig kontrolleret hvor som helst på kloden, og ikke mindst gør de det nemmere at genbruge rumkapslen, som ikke får buler ved landingen. I princippet skal der bare påfyldes nyt brændstof, så er kapslen klar til en ny opsendelse på toppen af en Falcon 9-raket.

Raketmotorerne er 3D-printede

Dragon V2 er udstyret med otte SuperDraco-motorer, der hver kan levere en trykkraft på 71.200 newton. De er konstrueret med et 3D-printet forbrændingskammer af superlegeringen Inconel, der primært består af nikkel, krom og jern, og de er arrangeret parvist, så hvis en raketmotor skulle fejle på vej ned, kan makkeren kompensere ved at øge kraften.

Rumkapslen kan lande med raket­motorerne, selv om en eller to af dem skulle stå af på vejen ned, men den beholder dog faldskærmene for en sikkerheds skyld. Nogle kilometer over landjorden testes raketmotorerne, og hvis ikke de fungerer upåklageligt, udløses faldskærmene, så rumkapslen lander på traditionel vis.

SuperDraco-motorerne kan ikke kun bruges til manøvrering i rummet og ved landingen. De er også en central del af det sikkerhedssystem, som skal beskytte astronauterne, hvis der sker et alvorligt uheld ved opsendelsen. Hvis løfteraketten fejler, kan rumkapslens raketmotorer bringe astronauterne i sikkerhed.

Inde i Dragon V2 er der god plads til op til syv astronauter, og kaptajnen kan få fuldt overblik ved hjælp af store berøringsfølsomme skærme, der dog suppleres med et panel med masser af almindelige knapper, så rumfartøjet kan kontrolleres, selv om skærmene skulle gå i sort.

Før den nye rumkapsel sendes op med besætning, skal den selvfølgelig testes grundigt. Redningssystemet skal både testes, mens kapslen er på toppen af en raket, der endnu ikke har forladt Jorden, og mens rumraketten er på vej op. Derefter skal Dragon V2 flyve rundt på egen hånd – blandt andet efter at være blevet sluppet fri af en helikopter i tre kilometers højde – i en lang række afprøvninger af styrbarheden og test af bløde landinger.

Serien af test kan starte senere på året, og i løbet af 2015 vil en ubemandet udgave af Dragon V2 foretage en automatisk dokning til ISS, hvis alt går efter planen. Bemandede flyvninger bliver tidligst i 2016.

Flere er med i rumkapløbet

SpaceX er ikke det eneste firma, der med solid økonomisk og teknisk støtte fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa er ved at udvikle rumkapsler til persontransport. Flygiganten Boeings bud på en bemandet rumkapsel hedder CST-100 (Crew Space Transportation), men efter præsentationen af Dragon V2 står det klart, at det p.t. er SpaceX, der i hvert fald på den front fører det private rumkapløb. Boeing håber at sende CST-100 til ISS i 2017 – først ubemandet, og derefter bemandet.

Også firmaet Sierra Nevada Corporation er med i opløbet med rumflyet Dream Chaser. Ligesom Dragon V2 har Dream Chaser og CST-100 plads til syv personer, men hvor Boeings rumkapsel skal lande i vandet ved hjælp af faldskærme præcis som de gamle Apollo-rumkapsler, skal Dream Chaser lande på en landingsbane som rumfærgerne.

Mens de private rumfartsfirmaer kæmper for at få lov til at sende mennesker i kredsløb nogle få hundrede kilometer over Jorden, er ingeniørerne hos Nasa og samarbejdspartneren Lockheed Martin i fuld gang med at samle rumkapslen Orion, der skal bringe op til fire astronauter meget længere ud. Nasa har planer om en bemandet mission til en asteroide omkring 2025, og i løbet af 2030’erne er målet Mars.

Om et halvt års tid skal en ubemandet Orion sendes op fra Kennedy Space Center, kredse et par gange om Jorden i en højde af 5.800 kilometer og så vende tilbage. Ved denne første testflyvning sker opsendelsen med en Delta IV Heavy-raket, men fra 2017 skal Orion sendes til vejrs med den nye kæmpemæssige løfteraket Space Launch System, som er nødvendig, hvis astronauterne for alvor skal på langfart.

Bridgespillere kan med fordel anvende kvantemetoder i visse af deres meldinger.

Det beskriver en international forskergruppe anført af Sadiq Muhammed fra Stockholms Universitet i det videnskabelige tidsskrift Physical Review X.

De forklarer nemlig, at under den indledende fase i spillet, hvor det gælder om at komme frem til den rigtige melding, kan medspillerne have brug for at benytte en såkaldt random access code, der inden for kommunikationsteorien beskriver, hvordan man bedst muligt kan komprimere en information bestående af to bit til en enkelt bit, således at modtageren med størst mulig sandsynlighed kan få viden om begge de oprindelige to bits.

Der er nemlig en forskel på, hvordan denne random access code kan udføres henholdsvis efter klassiske metoder og kvantemetoder.

I forbindelse med et relevant meldeforløb kan man øge sandsynligheden for at gætte rigtigt med hensyn til at komme i den rigtige melding fra 88,75 pct. til 89,53 pct., redegør Sadiq Muhammed og hans kollegaer for.

Det lyder måske ikke af meget, men selv den mindste forbedring kan være afgørende, og da kvantemetoden ikke strider mod de officielle bridgeregler, så er det bare om at komme i gang.

Forskerne har tilmed eksperimentelt eftervist rigtigheden af deres teoretiske analyse

Der er dog nogle rent praktiske problemer, som nok vil hindre udbredelsen af teknikken ved almindelige bridgeborde. Men det kan måske også bare betragtes som en ingeniørmæssig udfordring.

Første eksempel på et dagligdagsproblem

Mere generelt bemærker forskerne, at de eksperimentelt har lavet den første demonstration af et kvante-kommunikations-kompleksitets-problem (CCP) i et praktisk dagligdags problem.

CCP blev beskrevet af Andrew Chi-Chih Yao i 1979 og var medvirkende til, at han blev tildelt Turing prisen i 2000.

Forskerne bemærker også, at de har etableret en forbindelse mellem spilteori, kompleksitet af kommunikation og kvantefysik, som også kan have betydning uden for bridgeverden.

Med hensyn til bridge, så skriver de afslutningsvis, at det internationale bridgeforbund må afgøre, om kvantestrategier skal forbydes i fremtiden.

Det vil i givet fald kræve en regelændring, og det vil i så fald være det første eksempel på et forbud mod kvantestratgier inden for en anerkendt sportsgren, skriver de i artiklen.

At melde slem eller ikke melde slem – det er problemet

Under meldefasen i bridge kæmper to hold, hvor spillerne på det ene hold kaldes øst og vest, og spillerne på det andet hold kaldes nord og syd, om få meldingen.

Under meldeforløbet kan medspillerne gradvist give mere og mere information om kortfordelingen. Denne information får både medspiller og modspillere.

Kort fortalt gælder det om at melde så højt som muligt i forhold til det antal stik, man kan tage. Får man eksempelvis 12 stik (en lilleslem) med ruder som trumf og modparten kun et stik, så giver det flere point, hvis meldingen også lyder på 12 stik, end hvis meldingen kun lyder på 11 stik.

Det er den sidste fase af meldeforløbet, som Sudiq Muhammed har analyseret.

I henhold til visse meget almindeligt brugte meldesystemer, kan en spiller oplyser om styrken af sin hånd ved en melding, som giver medspilleren information nok til at beslutte, om det vil være fornuftigt eksempelvis at melde 12 stik med ruder som trumf, eller om det er for risikabelt, så man skal nøjes med at melde 11 stik.

Ofte ønsker den spiller, som skal tage den endelige beslutning om 11 eller 12 stik, enten at kende antallet af nøglekort hos medspilleren i form af antallet af esser og trumf konge – i andre situationer ønsker han blot at vide, om medspilleren har trumf dame til at supplere de kort, han selv besidder.

Problemet er blot, at spilleren, der skal afgive sin melding ikke ved, om han skal oplyse antallet af nøglekort eller om han har trumf dame eller ej?

Spilleren har en informationsmængde på to bit, hvor den ene bit viser antaller af nøglekort, og den anden bit oplyser om trumf dame, men han må kun sende én bit. Det er præcist den situation, som inden for teorien om kompleksitet af kommunikation kræver brug af en random access code.

Praktiske problemer

For at bruge en kvante random access kode med de fordele, en sådan har i forhold til en klassisk random access kode, så skal de to medspillere have adgang til hver sin partikel, der er en del af et entangled partikelpar.

Det er her, de praktiske problemer for at gennemføre systemet ved bridgebordene rundt omkring i verden opstår.

Hvis man spiller bridge i et avanceret optisk laboratorium med adgang til lasere, optiske fibre, beamsplittere, detektorer mv., så er det dog ikke noget problem for de to medspillere at udføre de relevante beregninger, der har betydning for, hvordan den ene medspiller skal vælge en melding, som herefter kommunikeres på sædvanlig vis, og hvordan den anden medspiller skal fortolke denne melding, så han med størst mulig sandsynlighed får den oplysning, han ønsker: Enten antallet af nøglekort eller viden om besiddelse af trumf dame.

Touchskærme til smartphones og tablets kan få helt nye anvendelser, hvis man indbygger optiske bølgeledere under overfladen.

En canadisk forskningsgruppe har i samarbejde med en forsker fra glasproducenten Corning i USA vist, hvordan det er muligt at fremstille sådanne optiske bølgeledere med lave tab på en hurtig og effektiv måde med anvendelse af femtosekundlasere.

De har specielt undersøgt Cornings Gorilla Glass, der anvendes i en lang række smartphones og mobile enheder, da glasset er meget holdbart og modstandsdygtigt over for ridser.

De har i første omgang benyttet teknikken til at fremstille en temperatursensor, som kan indbygges direkte i glasset, og en ny form for optisk autentifikation, der er unik for den mobile enhed.

Teknikken er beskrevet i en videnskabelig artikel i Optics Express.

En af artiklens forfattere, Raman Kashyap fra Polytechnique Montreal, udtaler i en pressemeddelelse udsendt af Optical Society of America, at nu hvor forskerne har præsenteret metoden, er det op til andre at finde anvendelser for den.

Sådan laves bølgelederen

En bølgeleder som eksempelvis en optisk fiber holder sammen på lyset ved at have en kerne med et højere brydningsindeks end det omgivende materiale kaldet kappen.

I et transparent materiale kan der ske en ikke-lineær absorption, når lysintensiteten er omkring 10^13 watt pr. kvadratcentimeter. For en laserpuls med en varighed af 100 femtosekunder svarer det til en energi på en joule pr. kvadratcentimeter.

Ved denne energitæthed sker der også en ændring af brydningsindeks i det belyste materiale, hvorved den ønskede bølgeleder kan dannes.

Denne form for laserskrivning har været kendt siden midten af 1990’erne, men tabene i de dannede bølgeledere har været forholdsvis høje – omkring 0,1 – 0,2 dB/cm.

Kashyap og Co. har nu i Corning Gorilla Glass opnået et fremstille en bølgeleder, der ligger 150 mikrometer under overfladen, med et tab på kun 0,027 dB/cm.

Bølgelederen har et ovalt tværsnit og har et indre område på 13 x 44 mikrometer og et ydre område på 50 x 67 mikrometer.

De har benyttet en laser med en effekt på 600 mW med en pulslængde på 300 fs og en repetitionsfrekvens på 600 Hz og fokuseret laserstrålen med en linse for at opnå den krævede energitæthed.

Det vil være muligt at fremstille en cirkulær bølgeleder, hvis man ønsker det, ved at bruge en cylindrisk linse til at fokusere laserstrålen, skriver forskerne.

Gorilla glas har højt stress

Forskerne skriver i deres artikel, at de formoder, at det indre område primært dannes på grund af det elektriske felt og det ydre område på grund af varme, der fjerner stress i glasset.

I denne form for bølgeleder kan fire forskellige bølgetyper udbrede sig. Forskerne har også lavet en singlemode bølgeleder med et tab på 0,053 dB/cm, som de mener er det laveste, der nogensinde er opnået.

Forskerne har spekuleret over, hvorfor tabene er så lave i Gorilla Glass i sammenligning med de resultater, som andre har opnået i andre glastyper. De er kommet frem til, at det formodentligt hænger sammen med det høje interne stress, findes i Gorilla Glass.

Når varmen lokalt fjerner dette stress, dannes et område med lavt brydningsindeks uden om bølgelederen, som er med til at forbedre egenskaberne af bølgelederen.

Temperatursensor

Med teknikken har forskerne fremstillet en temperatursensor, der er baseret på et såkaldt Mach-Zender interferometer, der har to grene for lyset.

Når lys sendes ind i interferometret fordeler det sig i de to grene. Når de to grene mødes igen, opstår der interferens mellem de to signaler, og det påvirker intensiteten af udgangssignalet.

Interferensen påvirkes af forskellen i den optiske vejlængde (som er brydningsindeks gange den fysiske vejlængde) i de to grene.

På grund af den termiske udvidelseskoefficient af Gorilla Glass på 9,1 x 10^-6 pr. grad Celsius vil interferensen derfor også afhænge af temperaturen.

Unik identifikation af smartphone med infrarødt lys

Forskerne har også vist, at det er muligt at lave en unik optisk identifikation af af mobil enhed ved at lave bølgeledere med små huller, hvor lyset kan strømme ud.

Det kan give et unik fingeraftryk for den enkelte enhed, som eksempelvis kan læses med en infrarød detektor.

Det kan være en ekstra form for sikkerhed f.eks. i forbindelse med pengeoverførsler med smartphones.

Raman Kashyap fortæller, at de to systemer potentielt kan videreudvikles til kommercielle anvendelser inden for et år.

Pressemeddelelsen fra Optical Society of America nævner også muligheden for at indbygge sensorer for blodsukker i smartphones og for at lave dna-analyser med den nye teknik. Det er dog ikke noget, som den videnskabelige artikel nævner, og det står ikke helt klart, hvordan det skal gøres.

Frank J. Andersen skriver:

I disse energisparetider lyder det ofte, at man skal lade bilen trille frem mod lyskrydset og bruge motorbremsen. Men hvorfor er det mere benzin­besparende, at bilen triller i gear end i frigear?

Jørgen Jørgensen, afdelingsleder i den tekniske rådgivning hos FDM, svarer:

Svaret på dette er ikke entydigt, da det kommer an på, hvor langt der er til lyskrydset. Er der kort til krydset, vil det typisk være billigere bare at slippe speederen og trille det sidste stykke. Det skyldes, at alle nye biler siden engang i 1990’erne er udstyret med en påløbsafbrydelse, som gør, at man lukker for brændstoftilførslen, når man slipper speederen, så katalysator og partikelfiltre ikke bliver beskadiget.

Hvis man kobler ud og sætter bilen i frigear, vil der derimod stadig være en tilførsel af brændstof, om end den er lille, mens det så at sige er bilen, der driver bilen, når man bare slipper speederen.

Er der langt til krydset, risikerer man imidlertid, at bilen går i stå på halvvejen, hvis man slipper speederen. Og da det koster noget at få startet bilen igen, vil der ikke være noget sparet her, og så vil det være billigere at koble ud, hvorved man har større chance for at nå hele vejen.

Når det så er sagt, er det tvivlsomt, at nogen vil se den store forskel på brændstofregnskabet, uanset vane og metode, og så skal man jo også se på, hvad der forstyrrer trafikflowet mindst muligt, så man ikke kører sit eget lille økonomiløb.

Nogle spørger også om, hvorvidt det slider for meget på koblingen at koble ud hele tiden, men det gør det ikke. Det kan den sagtens klare. Så man behøver ikke frygte en ekstra mekanikerregning, hvis man har for vane at koble ud.