Toshiba samarbejder med det amerikanske Los Alamos laboratorium om at udvikle et system til myon-tomografi, der kan kortlægge skaderne på atomreaktorerne ved Fukushima-anlægget i Japan, som er alt for radioaktive til, at de kan undersøges med visuel inspektion.

Parterne har samarbejdet gennem flere år om at udvikle systemet, og de er nu kommet så langt, at de er klar til at indgå en formel aftale inden for de nærmeste dage, skriver New York Times.

Det betyder, at systemet kan installeres til næste år, så det kan benyttes af Toshiba, som har kontakten med værkets ejer, Tokyo Electric Power Co (Tepco), om oprydning.

Ifølge Japan Times skal det smeltede brændsel i reaktoren fjernes fra 2020, men opgaven er vanskeliggjort af, at man ikke kender de præcise skader på reaktoren og fordelingen af uran, plutonium og andre radioaktive materialer.

Myoner er velegnede

Myoner er en slags tungere storebrødre til elektroner – de er omkring 200 gange så tunge og har samme negative ladning.

De dannes i atmosfæren, når den rammes af kosmisk stråling. Det betyder, at 10.000 myoner hvert sekund passerer omkring gennem et areal på en kvadratmeter af Jordens overflade.

Når myoner bevæger sig gennem materialer, taber de energi ved at vekselvirke med de lettere elektroner, og det får dem til sidst til helt at stoppe.

Denne teknik blev i 1950’erne udviklet til bestemmelse af tykkelsen af materialer og undersøgelse af geologiske strukturer. I 1960’erne benyttede fysikeren Luis Alvarez eksempelvis metoden til at lede efter skjulte rum i Kefrenpyramiden i Egypten – ingen rum blev dog fundet.

Myoner vekselvirker dog også med atomkernen i de materialer, som de trænger igennem. Det påvirker kun i ringe omfang energien, men det afbøjer myoners bane.

Denne form for spredning kan benyttes til at bestemme egenskaberne af materialet – lidt på samme måde som spredning af røntgenstråling eller neutroner kan bruges til materialeundersøgelser.

Da spredningen for myoner er større, jo højere atomnummeret er, så er spredningsteknikken velegnet til at finde fordelingen af tunge grundstoffer som uran og plutonium i en baggrund af materiale med lavt atomnummer.

Denne form for myon-spredningstomografi blev udviklet af forskere ved Los Alamos National Laboratory i USA i 2003, hvor man har udviklet en såkaldt Mini Muon Tracker (MMT).

Detektion af myoner sker også ved Large Hadron Collider ved Cern, hvor man har installeret kæmpestore myondetektorer, der bruges til at bestemme resultatet af partikelsammenstødene.

MMT-teknikken er allerede kommercialiseret til brug for undersøgelser af containere i havne og ved landegrænser, hvor man ønsker at undersøge, om lasten indeholder radioaktivt materiale.

På under et minut kan man derved undersøge, om en container indeholder uran eller plutonium.

Lang eksponeringstid

Når teknikken skal bruges til at kortlægge, hvordan uran og plutonium præcist fordeler sig i den smeltede reaktorkerne, har man brug for et meget mere detaljeret billede end ved undersøgelse af transportcontainere.

Det kan tage op til flere måneders eksponering at opnå et komplet tredimensionelt billede.

Den 36-årige japanske fysiker Haruo Miaydera er en af fysikerne, som har været med til at udvikle teknikken hos Los Alamos National Laboratory, hvor han blev ansat i 2006 efter at have studeret partikelfysik ved Tokyo University.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 foreslog Miaydera, at myon-spredning kunne være et godt værktøj til at undersøge reaktorerne.

Toshiba fattede interesse for hans forskning og ansatte ham i 2013. Han fortsatte samarbejdet med sine tidligere kolleger ved Los Alamos.

I december 2013 kunne Los Alamos fremlægge slutrapporten for projektet, der skulle påvise muligheden for at bruge myon-tomografi i forbindelse med Fukushima-oprydningen, og nu er man klar til at udvikle det egentlige system.

Los Alamos har primært bidraget med udviklingen af software,

I denne video fortæller Christopher Morris, der er en af de førende forskere omkring myon-tomografi ved Los Alamos, hvordan teknikken kan hjælpe oprydningsarbejdet ved Fukushima.

Domino’s Pizza har fået hacket sin franske og belgiske kundedatabase af hackere, der nu kræver løsepenge, hvis ikke oplysningerne skal offentliggøres. Det skriver Reuters.

Der skulle være tale om navne, adresser, telefonnumre, e-mail-adresser og kodeord, som har været på den server, Domino’s bruger til bestillinger.

Virksomheden skal ifølge Reuters betale €30.000, svarende til lidt over 220.000 kroner, hvis ikke de mange oplysninger skal offentliggøres.

»Vi har fået en rigtig skidt start på sommeren, og hvis vejret ikke er med os i den kommende tid, risikerer vi et voldsomt og ødelæggende iltsvind i danske farvande.«

Sådan lyder det fra biolog hos Naturstyrelsens Miljøcenter Odense Mikael Hjort Jensen, der i øjeblikket er i fuld gang med at danne sig overblik over udbredelse af iltsvind i Danmark. Meldinger om tusindvis af døde sild, hornfisk, ål, brisling og hummere i Limfjorden har sat skub i biologernes indsamling af data, fordi de frygter, at situationen kan blive meget værre.

»Iltsvindet i år er kommet tidligere end normalt, og det ser ikke ud til at gå i sig selv, men tværtimod brede sig. Det er en rigtig dårlig start, og det kan gå hen og gå galt. Alt afhænger nu af vejret, så det er hundesvært at sige, hvordan det udvikler sig,« siger Mikael Hjort Jensen.

Iltsvindet kommer tidligere i år, fordi vinteren har været mild, sommeren er kommet tidligt, og for mange næringsstoffer stadig findes i vores farvande. Det har sat gang i algeopblomstringer, især hen over pinsen. Thisted Bredning i den vestlige del af Limfjorden er et af de hårdest ramte områder med opskyl af store mængder fisk på kysten.

I Limfjorden er algerne fra pinsens opblomstring faldet til bunds, og samtidig har vind fra forskellige retninger blæst iltrigt overfladevand væk og trukket iltfattigt bundvand op til overfladen, så fiskene er døde.

Naturstyrelsen har også konstateret iltsvind i Skive Fjord, Lovns Bredning, i sønderjyske fjorde og omkring Fyn. Giftige alger er blevet udelukket som årsag til fiskedød.

Det tidlige iltsvind kommer på et tidspunkt, hvor danske biologer med spænding venter på at se effekterne af de milliarddyre vandmiljøplaner, som markant har sænket næringsstofudledningerne til danske farvande.

En ph.d-afhandling fra Aarhus Universitet viste for nylig, at en bedring var i gang. I dag trænger lys længere ned i vandet end for 23 år siden, og mere ilt bliver målt på bunden af danske fjorde.

Omvendt viste en gruppe forskere på Syddansk Universitet for nylig, at høje koncentrationer af organisk materiale stadig ligger ophobet på havbunden på grund af høje udledninger af næringsstoffer i årevis. Deres undersøgelser viste også, at materialet er overraskende svært at nedbryde for f.eks. bakterier. De satte streg under med udmeldingen: Vi kan ikke ad naturlig vej bringe vores fjorde tilbage til et niveau før de store udledningers tid.

»Vi står midt i nogle meget spændende år, hvor forventningen generelt er, at havmiljøet er i bedring, og nu skal vi se, om det kan klare et vejr, der fremmer iltsvind. Det tidlige iltsvind, vi ser nu, er tegn på, at havmiljøet formodentlig endnu ikke er tilstrækkelig robust,« siger seniorrådgiver Jens Würgler Hansen fra Aarhus Universitet, der er redaktør på de årlige iltsvindsrapporter fra DCE.

»Systemet er stadig presset, og sidste år så vi også meget iltsvind i forhold til de foregående tre år. Heldigvis fik vi en kraftig storm, der tilførte ilt til systemet,« siger Jens Würgler Hansen.

Iltsvind vil dog altid forekomme naturligt i nogle dele af vores farvande, f.eks. i Mariager Fjord, men f.eks. Kattegat bør altid kun være begrænset påvirket af iltsvind uanset vejrforholdene, lyder det fra Jens Würgler Hansen.

Er du blevet ramt af ransomware, altså malware som kryptere dine data og kræver løsepenge, er der som regel ikke så meget andet at gøre end at hoste op.

Men er det sket med malwaren Simplocker, kan du nu downloade modgift, som kan dekryptere alle data ganske gratis. En britisk datalogistuderende, Simon Bell fra University of Sussex, har nemlig hygget sig med at skille Android-malwaren ad og udvikle et antimiddel. Resultatet blev et lille Java-program, som tryller data på telefonen tilbage. Det skriver Ars Technica.

Opgaven er dog blevet gjort en hel del nemmere af, at folkene bag Simplocker ikke har gjort sig umage for at stoppe folk som Simon Bell. Koden er ikke obfuskeret, og selvom malwaren kommunikerer med en server og kunne lade serveren bestemme krypteringsnøglen, foregår al kryptering lokalt. Nøglen til krypteringen er kodet ind i malwaren, og så var det ikke svært for den datalogistuderende at finde nøglen til at låse data op igen.

Simplocker er ikke blevet spredt via Google Play endnu, så måske er malwaren bare et pilotprojekt, hvor det ikke har været vigtigt at standse forsøg på reverse-engineering. Den endelige version af Simplocker kan dermed sagtens blive langt sværere at kode modgift til, især hvis der bliver brugt en ny krypteringsnøgle for hver gang, malwaren er i brug, lyder vurderingen.

Se den tekniske gennemgang af malwaren og værktøjet til at ophæve ’forbandelsen’ i Simon Bells blogindlæg.

De ansatte hos NASA får ikke bare lov at arbejde med rumprogrammer – de har også verdens måske hurtigste netværk imens. Et lukket forskningsnetværk, som forbinder NASA med andre institutioner i branchen, er nemlig blevet så strømlinet, at forskerne har op mod tusind gange højere hastigheder til up- og download end den normale, private xDSL-forbindelse. Det skriver Wired.

Helt konkret har NASA målt en hastighed mellem Denver i den vestlige halvdel af USA og Maryland på østkysten på hele 91 gigabit pr. sekund. Og det er vel og mærke ikke igennem en direkte forbindelse, men via forgreninger i netværket, som er døbt ESnet.

ESnet, som bliver drevet af USA’s energiministerium, dækker nemlig en række byer over hele USA og kører via fiberforbindelser, som bliver lejet til privat brug. Og mens 91 gigabit pr. sekund er ikke imponerende i forhold til de hastigheder, man kan vride ud af en direkte fiberforbindelse, er det ifølge Wired meget svært at opnå i et større netværk. Der kan nemlig opstå forsinkelser undervejs i de mange knudepunkter og overgange, og alt udstyr skal være gearet til de høje hastigheder.

Forskningsprojekter kan kræve udveksling af store mængder data, som normalt ville kræve en stabel harddiske sendt med pakkepost. For eksempel genererer ét forsøg med partikelsammenstød i CERN’s LHC-accelerator 30 petabyte data, altså omkring 30.000 terabyte, som så skal behandles og filtreres.

Den slags datamængder vil stadig være krævende at få igennem selv det lynhurtige ESnet, for med maksimal hastighed vil det tage halvandet minut at overføre én terabyte.

At opnå en hastighed på knap 100 gigabit/sekund er dog heller ikke nok for ESnet, som allerede arbejder på at opgradere til 400 gigabit-udstyr på netværket. På længere sigt skal hastigheden op på én terabit pr. sekund.

Mange store danske virksomheder henter en stor del af omsætningen i udlandet. Men der er tilsyneladende ikke samme fokus på at få den internationale webside til at fungere tilfredsstillende uden for Danmarks grænser.

Det viser en ny undersøgelse, som firmaet Digicure står bag, hvor websider for Udenrigsministeriet og 32 danske firmaer med internationalt marked blev målt fra Irland og Californien. På flere af siderne skulle de besøgende nemlig være meget tålmodige, med Haldor Topsøes webside som bundskraber med 25 sekunders ventetid fra Californien, før hele siden er loadet.

Fra den amerikanske vestkyst tog det også over ti sekunder i gennemsnit at hente forsiden på Bestseller.com, Flysas.com, UM.dk (Udenrigsministeriet) og Flsmidth.com, viser målingerne, som blev gennemført hvert tiende minut i en uge.

Den hurtigste webside var Lego.com, som blev indlæst på 0,69 sekunder i gennemsnit fra Irland og 1,08 sekunder fra Californien.

Digicure kørte samme undersøgelse i marts 2013, og siden da er det gået ned ad bakke for de danske websider med internationalt publikum. Ventetiden er steget med 47 procent for besøgende fra Californien, oplyser firmaet. Dengang klarede Haldor Topsøe sig i øvrigt fint og lå i toppen, mens Udenrigsministeriet klarede sig værst med over 16 sekunders load-tid fra USA.

Der findes flere måder at forbedre svartiderne fra fjerne lande på. Den klassiske er at få siden duplikeret og cachet i flere verdensdele gennem et content delivery network (CDN), mens generelt lange svartider er et tegn på en for tung side, der trænger til oprydning og optimering.

Målingerne skete fra Amazons serverpark i Irland og Californien, og indholdet blev i sagens natur ikke cachet fra gang til gang. Det vil en browser normalt gøre, så gentagne besøg på en side vil normalt føre til væsentligt hurtigere load-tider.

Har du planlagt at se film på din iPhone på din ti timer lange flyvetur over Atlanten, er det fristende at give telefonen et ekstra skud strøm fra ladestationer, som efterhånden har fundet vej til mange lufthavne.

Men at plugge sin telefon ind i et USB-stik uden at vide, hvad der gemmer sig bag ved, kan være en sikkerhedsrisiko, for ud over strøm kan kabelforbindelsen også bruges til dataudveksling, uden at du opdager noget. Det skriver sikkerhedsblogger Brian Krebs,, som derfor har testet to bud på at beskytte sig mod fænomenet, som på engelsk har fået det mundrette navn ‘juice-jacking’.

De to dingenoter er døbt USB Condom og Juice-Jack Defender og fungerer på samme måde – ved at spærre for dataforbindelsen og kun lade strømmen passere. Dermed kan man med ro i sindet sætte sin telefon eller tablet til en fremmed USB-port hvor som helst ved at bruge omkring 60 kroner på en af de to løsninger, der fylder omtrent som en buttet USB-hukommelsespind.

Man kan også prøve at beskytte sig uden at investere i mere hardware ved altid at slukke telefonen helt, når man bruger et ukendt USB-stik til opladning. Det er dog ikke alle smartphones og tablets, der reelt bliver slukket helt, med mindre man piller batteriet ud, og så er man lige vidt.

En anden mulighed er at have en batteripakke med sig og så lade den op, når man har muligheden. Så kan energien overføres til telefonen senere uden risiko for direkte dataforbindelse til potentielt skumle computere.

Brian Krebs skriver ikke, om det er et udbredt fænomen at blive udspioneret via ladestationer, men konceptet har været bredt kendt i branchen siden sikkerhedskonferencen DefCon i 2011. Her blev de opstillede ladestationer nemlig brugt til at demonstrere, hvordan især iOS-enheder dengang nemt kunne lokkes til at synkronisere data med den ukendte ladestation.

De australske myndigheder slår nu hårdt ned på uautoriseret taxakørsel – fælles for chaufførerne er, at de bruger app’en Uber. Det skriver The Sidney Morning Herald.

Uber er navnet på en populær chaufførtjeneste og app. Tjenesten er blandt andet stor i USA, England og Australien. Med tjenesten kan brugere registrere sig selv som chauffører og byde på ture. Men i mange lande er det et problem, fordi man i mange lande skal have en taxalicens for at tage penge for at køre folk.

Og det slår de australske myndigheder nu altså ned på. Uautoriserede chauffører i Sidney har fået bøder på over 10.000 kroner og er blevet truet med sagsanlæg, mens der i et andet område samlet er uddelt bøder for over 250.000 kroner.

Uber skulle ifølge Sidney Morning Herald efter sigende dække chaufførernes økonomiske ansvar gennem en forsikring, der skulle beskytte op mod 27,5 millioner kroner.

Den anden dag landede et document på mit “bord” i Dansk Standard-gruppen for dokumentformater. Det var dokumentet ” EXPLANATORY REPORT – OASIS Submission of OpenDocument v1.2 to ISO/IEC JTC 1 [JTC1 N12033]”. Med andre ord: ODF TC i OASIS har ønsket at “forhøje” OASIS ODF 1.2 til en ISO-standard.

OASIS er en såkaldt ”PAS Submitter” i ISO, hvilket giver mulighed for mere eller mindre direkte ”ophøjelse” af eksisterende standarder som en ISO-standard, men uden (reel) medfølgende arbejde på selve standarden i ISO. OASIS ODF TC har brugt denne indgang til ISO for alle tidligere versioner af ODF, dvs fra den oprindelige ODF 1.0 til seneste version 1.1 inklusive rettelsesblade etc.

ODF bliver altså ikke vedligeholdt i ISO – man har aftalt, at selve arbejdet med at udvikle og forbedre ODF foregår i OASIS ODF TC, og så sendes den med jævne mellemrum til ISO for godkendelse – det nogen kalder ”rubber-stamping”.

For OOXMLs vedkommende lavede man en anden aftale efter indsendelse til ISO, nemlig at arbejdet med OOXML foregår i selve ISO og at det er hér, at standarden udvikles og forbedres. Når det så er sagt, så sker der relativt meget arbejde med OOXML i ECMA, og en stor del af vores arbejde i ISO stammer oprindeligt fra arbejdsgruppen for ECMA-376 – gruppen i ECMA, hvor OOXML blev ”født”.
ODF 1.2 blev godkendt i OASIS i september 2011 (og offentliggjort i januar 212), og nu næsten 3 år senere er den så landet på vores bord i ISO.

Jeg skrev straks til Dansk Standard og fortalte, at jeg foreslog, at vi stemte ”Ja” (teknisk set er dette ikke en opgave for udvalget for dokumentstandarder i Dansk Standard, da det er en JTC1-afstemning og vi kun arbejder med dokumenter på undergruppe-niveau i SC34), men jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg i tvivl, om hvorvidt ”Ja” er det rigtige.

For giver det overhovedet nogen værdi for nogen – tre år efter godkendelse i OASIS – at bede om et ISO-stempel? Er der nogen grund til at spilde ressourcer i ikke alene OASIS på dette, men også i ISO?

Og er spørgsmålet reelt ikke, om vi ikke er kommet dertil, hvor ODF har ”sejret ad helvede til” og er blevet irrelevant? Når nu det egentlige formål med ODF – at presse Microsoft til at underlægge dokumentformatet for Microsoft Office til international standardisering – er opfyldt, er det så ikke tid til at komme videre og bruge tiden mere nyttigt end at udvikle et dokumentformat, som ingen alligevel bruger?

Domino’s Pizza har fået hacket sin franske og belgiske kundedatabase af hackere, der nu kræver løsepenge, hvis ikke oplysningerne skal offentliggøres. Det skriver Reuters.

Der skulle være tale om navne, adresser, telefonnumre, e-mail-adresser og kodeord, som har været på den server, Domino’s bruger til bestillinger.

Virksomheden skal ifølge Reuters betale €30.000, svarende til lidt over 220.000 kroner, hvis ikke de mange oplysninger skal offentliggøres.