Monthly Archives: December 2013

Verdens hidtil mindste pacemaker er klar til patienter i kliniske forsøg, og den er ikke større end en stor vitaminpille, fortæller medikovirksomheden Medtronic, der har hovedsæde i USA.

Fordelen ved et så lille apparat er dels, at det er nemmere at implementere end de konventionelle apparater, samt at det har færre kosmetiske konsekvenser.

Denne Micra-model sidder allerede i en patient i Østrig, som er en af de personer, der vil deltage i de kliniske forsøg, som vil omfatte omkring 780 patienter.

Han eller hun har fået pacemakeren implanteret direkte i hjertet ved hjælp af et kateter, som indføres i vena femoralis, som er en vene, der går fra låret op mod hjertet.

Når apparatet er indført, fastgøres det på hjertevæggen med små tænder. Herfra giver det elektriske impulser, som pacer hjertet via en elektrode nederst på pacemakeren.

Fordi pacemakeren er så lille, er indgrebet begrænset, og derfor kan patienten restituere hurtigere. De slipper også for ledninger og for den lomme under huden, som man ellers skaber under en operation. På den måde bliver det heller ikke så synligt udadtil, at patienten bruger pacemaker.

Resultater fra de første 60 patienter forventes færdige tidligst i sommeren 2014.

Den artikel, vi er på jagt efter årstallet for i denne udgave af julekalenderen, konstaterer, at mange bilfabrikker de senere år har forsøgt sig med billigere biler for at tiltrække et bredere og mindre købedygtigt publikum. De heldigste forsøg herpå er de biltyper, der blot er en formindsket udgave af større modeller, konstaterer artiklen.

De mindre motorer gør det imidlertid mere tydeligt, at den gængse 3- og 4-trins gearkasse er en kompromisløsning, når det gælder om at udnytte motoreffekten fuldt ud.

‘Men hollænderne har i DAF 600 anvendt et transmissionssystem med en automatisk virkende, trinløs variabel virkende udveksling mellem motor og baghjul baseret på mekanisk kraftoverføring,’ fortalte vi i en grunddig artikel om den nye familiebil, der først ventede til Danmark om efteråret.

Gearingen med to kileremsvariatorer var en sensation, fremgik det:.

‘Vognens 2-cylindrede motor er placeret fortil, og vridningsmomentet føres fra en automatisk arbejdende centrifugalkobling gennem en fast lejret aksel til en lille gearkasse, der bl.a. rummer bakgearet, som indkobles manuelt.’

‘Fra de to tværgående udgangsaksler føres trækkraften til baghjulene gennem et par kileremsvariatorer af samme type, som hyppigt anvendes i værktøjsmaskiner.’

Hvornår skrev vi historien?

Se svaret i julekalenderen i morgen, 13. december.

Svaret på spørgsmålet fra 11. december

Vi skrev om sammenkomsten for ingeniører med damer i 1913.

Når nu fiberen ligger der, skal folk da have mulighed for at købe internetforbindelser på 1.000 megabit/s – i både download og upload – til en rimelig pris.

Sådan tænkte Baldur Norddahl, og med firmaet Gigabit forsøger han at sælge adgang til internet gennem TDC’s fibernetværk. Men telegiganten – som på grund af sin dominerende position er forpligtet til at give alle adgang til netværket – har i 10 måneder efter Gigabits anmodning stadig ikke åbnet for konkurrenten.

»Vi holdt møde med TDC i februar, hvor de sagde, at det var klar i løbet af tre måneder. Men vi har stadig ikke fået adgang. Nu siger de, at det sker til januar 2014, men det ved vi heller ikke, om passer,« siger Baldur Norddahl, partner hos Gigabit, til Version2.

Omkring 100.000 husstande i hovedstadsområdet og Nordsjælland bliver passeret af fiberkabler lagt ned af Dong Energy. TDC købte hele netværket i 2009 og har siden valgt ikke at markedsføre den mulighed for private kunder.

Men på grund af reglerne for en dominerende udbyder som TDC kan andre fiberudbydere sælge fiberadgang via TDC’s kabler, og så har kunden to muligheder: enten at købe et færdigt produkt fra TDC og lade TDC klare al teknikken eller at bede om adgang til den ’rå fiber’ og selv sætte det nødvendige udstyr op i teknikskabe og centraler til at forbinde kunderne med internettet.

Gigabit har valgt det sidste – men det lille firma er åbenbart det første firma, som prøver det.

»Vi er de første, som gør brug af det produkt. Vi vil bare have adgang til fiberen og så klare resten selv, for TDC’s egne switche kan ikke håndtere mere end 100 megabit/s. Og nu har vi fået én testforbindelse. Men TDC er ikke klar til at levere generelt,« siger Baldur Norddahl.

Efter at have løst forskellige tekniske problemer kom TDC for to uger siden med en ny forklaring på, at Gigabit ikke kunne få adgang: Selskabets it-systemer kunne ikke håndtere, at fiberen skulle lejes ud til andre, og derfor kan man ikke give adgang endnu.

»De kan godt lave forbindelserne, men kan ikke dokumentere det, og derfor vil de ikke levere. Jeg mener, at de burde kunne notere det ned i regneark nu og så kopiere data over, når de er klar med it-systemet. Det er lidt for nemt for dem af afvise os på den måde,« siger han.

Hårdt slag for et lille firma

Imens TDC altså foreløbigt har brugt ti måneder på at leve op til lovens krav om at give andre firmaer adgang til infrastrukturen, har forsinkelserne stor betydning for Gigabit.

»Det koster ikke dem noget at være forsinkede, men det koster os rigtig meget. Vi sidder med hele vores investering og kan ikke få kunder. Og TDC har vidst, at vi kom, i hvert fald siden februar,« siger fiber-iværksætteren.

At sælge adgang til de rå kabler er i øvrigt ikke et nyt koncept. Det er sådan, salg af ADSL-forbindelser er foregået i mange år, hvor konkurrerende firmaer så fik adgang til centralerne og kunne sætte eget udstyr op.

Til sammenligning er salget af fiberforbindelser som en færdig pakke en butik med kun de produkter på hylderne, som TDC vælger. Prismodellerne er derfor designet på samme måde som på internet gennem kobber, hvor priserne stiger en del, når man går fra for eksempel 30 til 90 megabit pr. sekund.

Hos Gigabit har man overvejet at klage til Erhvervsstyrelsen over TDC, fordi selskabet ifølge loven er forpligtet til at give konkurrenter adgang. Men det blev droppet.

»Vi valgte ikke at gøre det, for det ville nok i sig selv gøre, at det tog længere tid. Men måske vi skulle gøre det for en sikkerheds skyld,« siger Baldur Norddahl.

Trods forsinkelserne og TDC’s meldinger, der så løbende viste sig ikke at passe, er han fortrøstningsfuld over konceptet med at udfordre TDC med hurtige fiberforbindelser.

»Vi er tålmodige, og vi skal nok komme i gang. Men det er irriterende at se, at alting er klar – og at vi stadig ikke kan gå ud og markedsføre det,« siger Baldur Norddahl.

TDC: Det er et ‘særligt produkt’

TDC har i en skriftlig kommentar til Version2 svaret, at det tager tid, når Gigabit beder om et ‘særligt produkt’. TDC har et standardprodukt for adgang til rå fiber, men Gigabit har valgt en anden løsning, siger TDC.

»TDC lever fuldt ud op til lovgivningen på området. TDC er forpligtet til at tilbyde kunden en hyldevare – et såkaldt standardprodukt, hvilket TDC har implementeret. I tilfældet Gigabit har selskabet dog anmodet om et særligt produkt, der afviger fra vores standardprodukt. Vi har imødekommet Gigabits anmodning, men implementeringsfasen for et produkt, der afviger fra standardproduktet, er længere, fordi vi skal udarbejde et andet setup end vores eksisterende. Såfremt Gigabit havde bedt om standardproduktet i stedet, ville vi derimod hurtigere kunne levere det,« skriver TDC.

Version2 forsøger stadig at få en uddybende kommentar fra TDC.

Vejen ud af overvågningshelvedet er lang og op ad bakke.

Inden vi kan kommunikere i fred, skal vi have en computerplatform vi kan stole på.

Inden vi kan skrive noget troværdigt software, hvilket i sig selv er en ganske stor udfordring (“Reflections on trusting trust” osv.), skal vi have noget troværdigt hardware at køre på.

I teorien er det umuligt. En god nok simulation er umulig at skelne fra den virkelighed den simulerer.

Men indenfor rammerne af den vedtagne kosmologi, kan vi komme nogenlunde tæt på.

Det første krav vi må stille, er at vi som ejere har 100% kontrol over hvilken kode der udføres, i hele computeren.

Med nogle få undtagelser er jeg meget tæt på totalt at have opgivet x86 platformen som troværdig hardware.

Undtagelserne er boards som Soekris 5501 som anvender relativt simple chips fra forskellige leverandører: Sandsynligheden for at der er en eller anden obskur “management over ethernet” mode i en VIA ethernetchip tilfældigvis ved hvordan man overtager kontrollen med den AMD CPU den er koblet til over en normal PCI bus, er meget, meget lav.

I midten af spekteret finde man f.eks et ITX board med en Intel CPU, med en håndfuld forskellige obskure og ofte utilgængelige “supervisor” levels som er “mandatory” for at chippen overhovedet kan virke uden at brænde sig selv af, koblet til en Intel netværks-controller der implementerer en håndfuld underlige “remote management” features, bootet af en BIOS som mildest talt er uigennemsigtig.

Det kan godt være at man kan sikre sådan en platform (den er det næppe som default) men det vil være en utrolig dyr omgang, på grund af komplexiteten.

Men så snart der tilføjes separate indlejrede processorer, ACPI “embedded processor”, WLAN processors, “Trusted” Platform Modules, GPU osv. hvortil hvilke firmwaren ikke er tilgængelig og ikke umiddelbart mulig at lave reverse engineering på, er en “audit” helt uoverskuelig.

Den klassiske PC er med andre ord dømt helt ude som trusted platform, hvad enten det er som desktop, laptop eller server.

Kigger man på andre arkitekturer er der nogle muligheder i samme klasse som Soekris 5501 og nogle af dem har HW-faciliteter der i princippet kunne bruges til at konstruere en brugbar laptop eller workstation.

En af de absolut mest populære bud er RaspberryPI, men den må jeg desværre dømme ude.

På RaspberryPI er det GPU’en der har den virkelige kontrol med systemet og den er ikke alene lukket, den er lavet af det præcis samme firma — BroadCom — som er hovedårsagen til at man ikke kan stole på sin smartphone — fordi chippen fundamentalt set er konstrueret til brug i smartphones.

Men der er andre boards i “1GHZ ARM processor” klassen, oven i købet til priser der starter under en plovmand, hvor det er realistisk at lave et system audit, inklusive at disassemblere den i chippen indlejrede boot-kode og overbevise sig selv og andre om at der ikke ser ud til at være ugler i mosen.

Tilføj et LCD, et keyboard, en pege-dims, et batteri og kun det, så burde ikke være helt umuligt at lave en laptop der er acceptabel at arbejde på.

phk

Vi har fået rigtig mange forslag om at sætte en Arduino på ønskelisten til jul. Den lille computer er sjov, billig og har potentiale til mange projekter, men det er netop udfordringen: Hvad skal den bruges til?

Her har Kickstarter-projektet Drumpants fat i det helt rigtige. Forbind de seks sensorer til din Arduino, og du har et helt trommesæt, du kan gemme i bukserne, hvis du er typen, der ikke kan holde hænderne i ro.

Drumpants har dermed fat i én af tidens varmeste gadget-tendenser, såkaldt ‘wearable computing’. Men ikke i form af kiksede armbåndsure eller kamerabriller, der får dig smidt ud af kaffebarer.

Trommesættet består af en kontrolkasse, som man kan programmere med forskellige lyde, samt to striber med hver tre trykfølsomme sensorer, der er syet ind i en velcrostrimmel.

Sammen med en Javascript-webapp og en Arduino-computer kan man programmere sine Drumpants til at spille forskellige lyde, alt efter hvilke af de i alt seks følere, man aktiverer.

Opfindelsen har fået sit navn, fordi det netop var muligheden for at forvandle sine lår til et trommesæt, der inspirerede til projektet, men sensorerne kan også programmeres til andre formål.

Hvis man er den kedelige type, der er mere til Powerpoint end fede rytmer, så kan man ifølge skaberne af Drumpants programmere sit Drumpants-sæt til at skifte dias i en præsentation ved at klappe sig på låret.

Sensorerne behøver heller ikke blive gemt i bukserne, men kan placeres hvor som helst, velcroen kan få fat.

Hvis du vil være rigtigt irriterende, kan du også slutte en højttaler til sættet og på den måde underholde dine medpassagerer i toget om morgenen.

Hvis du har et tip til en spøjs julegave, som ikke står forrest i stormagasinernes vinduer så send os til tip her.

Se bag ved tidligere kalenderlåger:

#1: Rasberry Pi

#2: Mini papirscanneren Doxie

#3: PS4

#4: ‘Banantastaturet’ Makey Makey

#5: Lightpack

#6: Kom ind i cockpittet på din radiostyrede racerbil

#7: Sovebrillen

#8: 1D-printeren

Det er halvandet år siden, at norske SuperOffice lancerede en mobil udgave af virksomhedens CRM-system. Siden da har der været rift om licenserne på det lommebårne kundestyringssystem.

I en pressemeddelelse fra virksomheden fremgår det, at særligt danske kunder er vilde med det fleksible system. Ved udgangen af oktober var omsætningen på licenser til softwaren steget med 36 procent i Danmark målt over det seneste år.

Systemet kan tilgås fra tablets og smartphones og indeholder mere end simple kontaktinformationer på kunder og kalenderopslag. Den mobile udgave giver også adgang til forskellige dokumenter, kundehistorik og salgsopgørelser, der kan komme sælgeren til gode, når han er på farten.

»Vores Pocket CRM-løsning har ramt et hul i markedet og sælger som varmt brød. I dag har de fleste salgsfolk og konsulenter jo smartphones og tablets med på farten,« udtaler SuperOffices danske direktør Kim Toft Madsen.