Monthly Archives: February 2014

Fire femtedele af verdens smartphonebrugere har ikke en iPhone. Ikke desto mindre var Apples banebrydende telefon i 2013 det mest indbringende amerikanske produkt – pladser over Coca Cola og Marl­boro.

En Iphone er dyrere end de fleste andre smartphones, og mange vil hævde, at den ikke er bedre. I flere tekniske undersøgelser scorer ­iPhone da også lavt, så hvordan formår den alligevel at opretholde sin status?

De fleste vil svare: på grund af designet. Det har den britiske designer Jonathan Ive stået i spidsen for i en årrække, og nu er der kommet endnu en biografi om manden.

‘Jony Ive – the Genius behind Apple’s Greatest Products’ hedder den, skrevet af redaktøren og journalisten Leander Kahney, der blandt andet skriver bloggen Cult of Mac og har skrevet for magasiner som MacWeek og Scientific American.

Det er med andre ord en inkarneret ­Apple-fan, der fører pennen. Leander Kahney er så vild med Apples produkter, at det næsten bliver en kedelig fællessang om, hvor fantastiske produkter det amerikanske firma har skabt. Der er ikke meget kritik at hente.

Men ser man bort fra, at forfatteren næsten kun har jubel og knæfald tilovers for Jonathan Ive, der kom til Apple i 1997, er det ikke desto mindre interessant at læse om de arbejdsprocesser, der har ført til, at Apple-brugere nærmest bliver afhængige af deres produkter. Once you go Mac, you never go back, som et uofficielt slogan siger.

Kigget ind bag facaden kan f.eks. skabe en undren over, at ingeniører og designere hos Apple næsten ikke kender til, hvad hinanden laver. Som en medarbejder siger i bogen:

‘Af alle de forskellige job, jeg har haft gennem min karriere, har jeg aldrig oplevet et mere hemmelighedsfuldt miljø. Vi var konstant under trussel om at miste vores job, hvis vi afslørede det mindste. Selv inden for Apple vidste vi ikke, hvad vore naboer arbejdede på. Hemmelighedskræmmeriet var som en pistol for panden. Træd lidt forkert, og vi trykker på aftrækkeren.’

Og så er Apple nok ikke verdens sjoveste sted at være ingeniør. I hvertfald er der ifølge bogen ikke mange ingeniører på det A-team, som udgør eliten af Apples kreative force. Af beskrivelsen af processen med iPod’en fremgår det, at designerne og Jony Ive har fået mere og mere magt med tiden:

‘Ive og den lille gruppe af designere fik større og større fokus, og det fjernede dem mere og mere fra resten af Apples team. Blandt andet kunne ingeniørerne notere sig, at de måtte overnatte på trestjernede hoteller, når de var i Kina for at overvære produktionen, mens designerne levede som stjerner på et hotel med fem stjerner. Sådan havde det ikke været ‘i gamle dage’.’

Afhængighedsskabende produkter

Apples produkter har fra starten ikke ‘bare’ skullet være maskiner. For Apple handler det om historien, opfattelsen, fornemmelsen og følelsen af at bruge deres produkter. De skal være ‘friends’, som Steve Jobs proklamerede. De skal have noget uimodståeligt, noget magisk tiltrækkende over sig. Som den amerikanske bestsellerforfatter Jonathan Franzen harcellerede sidste år i et interview i Politiken:

‘Det er et afhængighedsskabende produkt, og ja, du kan tage kokain i et stykke tid og stadig passe dit arbejde, men på et eller andet tidspunkt har du ikke lyst til at lave andet end at tage kokain.’

Produktet skal fænge, invitere og fængsle, fra man åbner pakken, til man forstørrer et billede på sin iPhone ved hjælp af fingrene eller morer sig stille over den lyd, der fortæller, at nu har man sendt en mail. Det lyder som det, ikonet viser: en papirflyver gennem luften. Let, simpelt og legende. Det er svært at fremkalde sure miner ud fra dét.

Få, for ikke at sige ingen, er så konsekvente i deres designfilosofi som Apple. Måske fordi Apple – i modsætning til f.eks. konkurrenten Samsung, der beskæftiger 1.000 designere på 34 forskellige centre rundt om i verden – arbejder ud fra kun ét designcenter.

På trods af hemmelighedskræmmeriet hersker her ifølge bogen en livlig atmosfære – akkompagneret af technomusik, der strømmer ud af højttalerne fra Jony Ives kontor. Men meget tættere på selve designprocessen kommer denne bog ikke.

Leander Kahney: ‘Jony Ive – the Genius behind Apple’s Greatest Products’, cirka 200 kr. på iTunes eller Amazon.

Siden de amerikanske Apollo- og de russiske Lunokhod-missioner har der ikke været aflagt mobile roverbesøg på Månen. I hvert fald ikke før kineserne kort før jul landede med Yutu – ‘Jadekaninen’.

Yutu har siden været plaget af problemer og brød ned tidligere på måneden, men ser dog ud til at have nogle funktioner i behold. Og der kommer ikke til at gå lang tid, før roveren får selskab. Allerede fra næste år er der flere missioner til Månen på tegnebrættet, bl.a. udsprunget af Googles Lunar X Prize-konkurrence, som skal give nutidens unge deres eget ’Apollo-moment’.

18 hold – herunder danske Euroluna – er stadig i spil til at lande på Månen inden udgangen af 2015. Og hvis holdene vil have del i den enorme millionpræmie, er kravet, at deres rovere skal bevæge sig mindst 500 meter og sende billeder hjem.

En overkommelig destination

Derudover har Kina planer om at sende en forbedret jadekanin til Månen i 2015, og i 2017 følger Indien med Chandrayaan-II, som bliver nationens første månemission.

Uden planlagt afrejsedato er Carnegie Mellon-universitetet desuden i gang med at udvikle en rover, som Nasa vil bruge til at udforske Månens sydpol, og så er der Nasas Space Exploration Vehicle, som tilmed er udstyret med toilet og bruser til de astronauter, der skal med på tur.

Når der pludselig er så stor fokus på Månen, skyldes det, at Månen er blevet en overkommelig destination, fastslår Kjartan Kinch, post.doc. på Niels Bohr Institutet.

Han har været med til at udvikle kameraerne på Nasa-roverne Spirit og Opportunity, men understreger, at mens både Mars- og Måne-rovere skal slås med barske nattemperaturer og et råt miljø for hjul og videnskabelige instrumenter, så har udviklerne og forskerne bag Måne-roverne åbenlyse fordele:

En rover er et krav

»Afstanden til Månen er så kort, at roverne kan sende data ned i noget nær realtid. Det betyder, at forskerne kan sidde i kontrolcentret på Jorden og afgive ordrer, der bliver udført med det samme. Til Mars er det p.t. kun muligt at sende en kommando hvert eller hvert andet døgn, så alt skal forprogrammeres.«

»Det betyder blandt andet, at Mars-rovere kun kan bevæge sig omkring 100 meter i døgnet, mens månebilerne kan køre noget stærkere,« siger Kjartan Kinch.

Han understreger samtidig, at selvom Månen er blevet mere tilgængelig, så er det stadig store udfordringer og bedrifter, virksomhederne og de nationale rumfarts­agenturer står over for.

Selvom amerikanerne og russerne er begyndt at søge nye udfordringer, så var det store sager for Kina at lande på Månen, og det bliver det også for Indien om et par år.

»Forskellen er blot, at vi forventer os mere i dag af en mission. Et landingsfartøj er ikke længere nok, der skal være en rover. Og i den forbindelse anser jeg da stadigvæk Apollo-missionerne som de største bedrifter inden for rumforskning,« siger Kjartan Kinch.

»Der findes en meget lille liste af lande på Jorden med teknisk knowhow til at gennemføre en sådan mission, og nu kan private organisationer også melde sig ind i klubben, fordi det er blevet en mission, der er til at betale. Så vi kommer til at se meget mere aktivitet på Månen,« siger Kjartan Kinch.

Den altid interessante amerikanske våbendebat har taget en ny drejning, efter at de første butikker er begyndt at sælge ‘smart guns’.

Smart guns er betegnelsen for en række forskellige pistoler, der er udstyret med intelligente teknologier, der kan forhindre andre end ejeren i at bruge våbnet. Samtidig kan pistolerne eksempel udstyres, så de ikke vil fungere nær skoler, der har være arnesteder for adskillige rædselsepisoder med massemord på børn og lærere.

Ifølge en artikel i Washington Post er der flere forskellige intelligente pistoler på vej ind i amerikanske butikker. En af dem er fra tyske Armatix, der sælger en pistol kaldet iP1. Pistolen er koblet med et armbåndsur gennem RFID-teknologi og kan kun affyres af den person, der samtidig bærer armbåndsuret. Intet ur, intet skud.

Et andet system fra irske TriggerSmart anvender en fingerring, mens blandt andre amerikanske Kodiak Arms Intelligun bruger fingeraftryk. Andre igen bruger stemmeidentifikation for at kunne anvendes eller apps, som blandt andre det californiske Yardarm.

Frygter upålidelighed

Fælles for systemerne er, at et våben ikke kan anvendes af eksempelvis et barn eller en indtrængende person, fordi pistolerne deaktiveres, hvis andre end ejeren bruger systemet.

Det fjerner naturligvis ikke de 300 millioner våben, der allerede er i omløb i USA, og som hvert år er årsag til 32.000 dødsfald – mere end halvdelen af de samlede naturlige dødsfald i Danmark.

Tilhængerne håber på, at de nye, sikrede pistoler vi vinde frem og reducere risikoen for ulykker og de tragiske skudepisoder som på Sandy Hook skolen i december 2012, hvor i alt 28 mennesker, primært børn, mistede livet.

Modstanderne er som altid anført af de våbenglade organisationer som National Rifle Association og National Shooting Sports Foundation. De advarer imod de nye pistoler, primært fordi de frygter, at teknologier som fingeraftrykslæsere ikke virker, når der er behov for pistolen.

I en afstemning blandt medlemmerne af National Shooting Sports Foundation mente 44 procent, at teknologierne ikke vil være pålidelige.

Tilhængerne peger på, at der også var modstand mod airbags og røgalarmer, der de kom frem.

Se Armatrix IP1 i funktion på denne video:

Klippet bliver vist i samarbejde med Discovery Channels serie ‘Forklaring Følger’, der bliver sendt mandag-torsdag kl. 20.30. Afsnittet om anlæg af den russiske metro bliver sendt mandag 24. februar.

Københavns nedslidte og teknologisk forældede signalsystem har de senere år skabt trafikkaos. Signalerne er gået i rødt, og trafikken har sneglet sig af sted. Men om et år har samtlige 365 signalregulerede kryds fået nye trafiksignaler og moderne styresystemer.

I dag er trimningen godt og vel halvvejs. Nu har knap 200 af byens trafikregulerede kryds i hele Indre By og langs alle de vigtigste hovedfærdselsårer gennem byen fået helt nye eller opgraderede styrecomputere og er koblet op på et ‘state-of-the-art’ overvågningssystem, 33 millioner er brugt, og trafikken har fået et andet glid.

Hvor meget tid trafikanterne vinder, når moderniseringen er helt gennemført, ved kommunen reelt ikke. Den i alt 50 millioner kroner store investering i et moderne signalsystem har været drevet af en grundlæggende nødvendighed af at skrotte en 40 år gammel teknologi.

Rød i stedet for grøn bølge

Hidtil har det kunnet tage flere dage at reparere et defekt trafiksignal, ofte fordi kommunen måtte indforskrive udenlandske teknikere, der stadig besad den nødvendige specialviden. På et tidspunkt var 100 lyssignaler for eksempel uden kontakt med den centrale trafikserver og trafiksignalerne ude af sync med hinanden. Uden synkronisering i en uge eller to lavede signalerne rød i stedet for grøn bølge.

Men alt det er ved at være en saga blot. I dag kunne problemet have været løst på fem minutter på en computer med et af de nye styreapparater. Kommunens miljøudvalg har netop frigivet de resterende 17 millioner kroner, der også vil gøre det muligt at koble alle trafiksignaler op på en helt ny overvågningscentral. Det vil give kommunen et hurtigt overblik og mulighed for øjeblikkelig reparation af de lyssignaler, der går i sort.

»Alt for mange cyklister, bilister og trafikpassagerer har de senere år oplevet at sidde fast i lange køer, fordi sidste holdbarhedsdato på kommunens trafiksignaler for længst var overskredet. Nu kan pendlerne se frem til færre ubehagelige overraskelser i form af uventede forsinkelser på vej til og fra arbejde,« siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Enh).

Et skridt mod intelligens

På få timer skal trafikken nu kunne komme op at køre igen. Men de nye trafiksignaler og overvågningscentralen gør det også langt nemmere og billigere at indføre intelligent trafikstyring, ITS, og få den københavnske trafik til at flyde bedre ved for eksempel at ændre på signalernes røde og grønne perioder, når trafikken ændrer sig på grund af vejarbejder, større uheld eller arrangementer, der kræver afspærring af nogle veje, sådan som Trængselskommissionen har anbefalet, minder Morten Kabell om:

»København investerer massivt i forbedringer af trafikken i disse år. Alle vores investeringer ligger inden forTrængselskommissionens anbefalinger af via lyssignaler og intelligent trafikstyring at afvikle trafikken i byen bedre og gøre det muligt at prioritere fremkommeligheden for cyklister og buspassagerer.«

Desuden bliver alle glødepærer erstattet med LED-teknologi. Når hele systemfornyelsen er gennemført, forventer kommunen med et slag på tasken, at trafikkens årlige CO2-udslip vil være nedbragt med 25.000 ton.

I april lægger Teknik- og Miljøforvaltningen sit forslag til en trafikledelsesplan frem og måneden efter et forslag til konkretisering af ITS-projekter.