Monthly Archives: August 2014

Til sidst stillede en ung journalist det spørgsmål, som sikkert lå de fleste af de fremmødte på pressemødet om Olafur Eliassons nye udstilling på Louisiana på sinde:

»Hvorfor gå rundt i et imiteret flodleje på et museum, når man kan gøre det ude i naturen?«

For det er, hvad størstedelen af Olafur Eliassons udstilling er: et islandsk flodleje. Trillebør på trillebør er kørt ind med mørkegråt, islandsk grus og store sten, så det nu danner et landskab af et stykke nordisk, afsidesliggende natur. Gruset knaser under fødderne, og man skal passe på ikke at snuble over store sten og forhøjninger og vare sig for bækken, der risler ned gennem udstillingsrummene. Dette in situ-værk er ikke for stiletklædte damer. Det er næsten som at gå ved en bræ i Norge eller Island.

Det imiterede landskab fylder hele museets sydfløj. Fire rum i alt, og i hvert rum er der kørt så mange læs småsten ind, at der visse steder kun er et par meter til loftet. Andre steder danner store, grå sten en forhøjning, så vandet klukker, når det løber ned over dem. Vandet er i øvrigt nedkølet, så luftfugtigheden bliver holdt nede, og ovenlyset er reguleret, så det konstant minder om dagslys – også hvis man er på museet efter mørkets frembrud.

‘Riverbed’ – ‘flodleje’ – som værket hedder, er tilsyneladende ikke imiteret fra et bestemt sted i Island. Snarere er det et billede af et stykke landskab, der dernæst er skabt af containerlæs fra en islandsk grusgrav.

En sammensætning

Men tilbage til det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor gå rundt på et museum, som om man gik ude i naturen? Hvorfor ikke bare tage en tur til Island for at opleve et flodleje, der med garanti slår dette? Et sted, hvor man kan opleve solens skiftende lys over landskabet, mærke vinden i håret og måske få et større vue end til disse fire hvide rum, der lukker sig som en kasse om et fiktivt landskab? Olafur Eliassons svar lød sådan her:

»Man kan ikke sammenligne det. Denne udstilling er en sammensætning af noget, der foregår i naturen, og den forventning, man har til noget, man skal se på et museum. Det er ikke bare som at tage til Grønland, for der ville man jo se noget andet.«

Ja, man ville se noget andet i Grønland. Og det er uventet at stå på et kunstmuseum, som om man stod ved en bæk i et øde landskab. Og hva’ så? Så er den vel ikke så meget længere, end at man kan fundere over, hvor mange ton der ligger her. Om konstruktionen kan bære det. Til det kan direktøren for museet sige, at det har været den teknisk set mest udfordrende udstilling, Louisiana har haft. De har skullet forstærke konstruktionen under det øverstbeliggende rum.

Man kan også tænke på, hvad de vil stille op med de børn, der kommer her? Nogle af dem vil uvægerligt begynde at lave dæmninger, rykke rundt på stenene og lave bunker og veje som i en sandkasse. Det er kustoderne opmærksomme på. En af dem mente endda, at det kunne blive lidt stressende at være kustode på netop denne udstilling, for bækken må ikke tilstoppes. Vandets rytme er i øvrigt nøje afstemt til landskabet, så det lige får det forløb, det er tænkt til.

Men nu er vi jo netop på et kunstmuseum, og så skulle den gerne være længere end de praktiske spørgsmål. Det er ikke kun en bunke grus. På den ene side handler det om natur og vores forhold til den. I tidligere epoker malede kunstmalerne landskaber og formidlede deres følelser om naturens storhed og menneskets plads i den. Der kunne man stille det samme spørgsmål: Hvorfor se på et billede af en skovsø hængende over sofaen – hvorfor ikke tage ud til den?

Her bliver naturen dog anderledes present – skovsøen eller bækken er her bogstaveligt talt. Og så alligevel – det er jo kun en parafrase. Som i et af Olafur Eliassons andre værker, der blev udstillet på MoMA i New York. Det var en mur af islandsk mos, der fik hele rummet til at lugte af … ja, mos. Så på den ene side handler det om menneskets forhold til natur: Hvad gør natur ved os? Hvor meget er vi natur? Hvem er stærkest – mennesket eller naturkræfterne? Som Olafur Eliasson sagde på pressemødet:

»Hvis vi forlod dette rum, hvor vi sidder, og overlod det til forfald, ville der jo ikke gå mange år, før naturen ville tage over, og der ville vokse buske og græs her.«

At møde sig selv

Det er ikke kun de spørgsmål, mødet med flodlejet i de hvide rum skal lægge op til. Det er mødet med os selv. Det er den fænomenologiske tilgang til kunsten, som Ola­fur Eliasson igen og igen vender tilbage til. Samme udgangspunkt kan man se i regnbuen over Aros i Aarhus, værket ‘Din blinde passager’ på Arken, hvor man midt i kunstværket netop ikke kun oplevede værket, men i lige så høj grad sig selv. Eller hvis man drager en parallel til græsk mytologi: Når Narcissus opdager sit spejlbillede i den blanke sø, fortager den smukke, stille sø sig. Intet er så dragende som os selv: Hvem er derinde?

Spørgsmålet er så, om man møder sig selv i ‘Riverbed’. Det må netop være op til den enkelte – og den enkeltes sansning og perception. Måske møder man ikke andet end en bæk i en bunke grus.

Med til udstillingen hører også ‘Modelrum’, der ligger i den anden ende af museet. Det er et bord med en stor samling af geometriske modeller, som Olafur Eliasson har arbejdet på sammen med den islandske matematiker og kunstner Einar Thorsteinn. Nogle af modellerne er 20 år gamle, og det er interessant at se nogle af forstudierne til en lang række af Eliassons arbejder. Her er en miniatureudgave af den bro, Olafur Eliasson har tegnet til Christianshavn. Der er noget, der kunne ligne forstudier til lamperne i Operaen, og eksempler på de fliser, der er brugt til beklædningen af koncertsalen i Reykjavik, som Olafur Eliasson har været med til at formgive. Ikke mindst er det fascinerende med formgivningen af de matematiske modeller, som også har optaget Eliasson. Fibonacci-tal, der bliver gengivet i forskellige spiralformede mønstre og modeller. Her kan man sikkert blive fri for at møde sig selv og reflektere. Man kan bare se på modellerne.

Olafur Eliasson: ‘Riverbed’, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, indtil 4. januar 2015. louisiana.dk

Trådløse højttalere er, ja, trådløse. Men amerikanske OM Audio har taget begrebet trådløst lidt længere. Med deres nye OM/ONE svæver selve højttaleren over en basestation. Selve ‘højttalerkuglen’ er godt 9 cm i diameter og vejer 340 gram.

Her drejer den nok så nydeligt rundt, mens en elektromagnet i basestationen holder højttaleren svævende 3 cm oppe i luften. Det skulle ifølge designerne betyder, at al energi, som skal tilgå musikken sendes ud i rummet og ikke ned i et bord, en hylde eller hvad Bluetoothhøjttalere normalt står på.

Finansieret med crowdfunding

Udviklingen er finansieret som et crowdfundingprojekt, hvor man for 179 dollar kan få tilsendt en højttaler, når den er klar. På den måde har OM Audio allerede fået skrabet 453.240 dollar sammen til udviklingen og produktion af højttaleren.

OM Audio påstår, at højttaleren har det samme lyd-output som en 10 watt-højttaler, selv om OM/ONE kun har en effekt på tre watt. De, som har hørt den, taler om, at lydtrykket er meget stort – op til 110 dB – men at lyden ikke er meget anderledes end fra normale små Bluetooth-højttalere. Til gengæld ser det meget cool ud, når der både svæver og drejer rundt.

Ifølge de tekniske specifikationer skulle der være batterikapacitet i 15 timer i højttalerkuglen, som du kan tage med dig og bruge som enhver anden trådløs højttaler. Der er også indbygget mikrofon, så du kan bruge den sammen med din smartphone til at modtage telefonopkald.

De første højttalere bliver sendt til køberne i november måned. Se en video om OM/ONE herunder:

Den amerikanske violinist Roger Frisch har som den måske første nogensinde givet klassisk koncert, mens han var under kniven på et operationsbord. Koncerten fandt dog ikke sted for at underholde et publikum, men som led i et kompliceret hjerneindgreb.

Ifølge Forskning.no blev Frisch i 2009 diagnosticeret med såkaldt ‘familiær rysten’, der, som navnet antyder, er rystelser i kroppen.

Lidelsen rammer oftest hænderne, hvilket naturligvis er et stort problem for en professionel violinist.

»Når jeg strøg buen over violinen, begyndte jeg at ryste. For de fleste er det måske ikke det store problem, men for en violinist afhænger karrieren af stabilitet i armene,« siger Roger Frisch i et interview på en video, som hospitalet Mayo Clinic – der gennemførte operationen – har lagt på YouTube.

Eksperter mener, at rystelserne skyldes, at de dele af hjernen, der kontrollerer bevægelser, sender forkerte signaler. Berøring af hjernen på det rette sted kan afhjælpe rystelserne betragteligt, men også dyb hjernestimulering er velegnet som behandling.

Nervespecialister fra Mayo Clinic i Minnesota placerede et optageinstrument i hjernen på Roger Frisch, for at finde ud af, hvor i hjernen de abnorme signaler kom fra.

Derefter implanterede de to elektroder, og fra et pacemaker-lignende instrument kunne lægerne nu sende elektriske impulser ind i hjernen på violinisten.

»Succesraten er utrolig høj, når apparatet bliver implanteret korrekt. Der sker en dramatisk forbedring, som varer i årevis,« siger Dr. Kendall Lee fra Mayo Clinic i et interview på videoen.

Men for at tydeliggøre præcis hvor impulserne skulle sendes hen for at påvirke de rystelser, der opstod, når Frisch spillede violin, var han nødt til at spille under operationen. Et accelerometer blev placeret på buen, så man kunne måle effekten, mens operationen stod på.

Og inden operationen var færdig, havde violinisten altså genvundet kontrollen med sine hænder. Tre uger senere var han tilbage på arbejdet.

Du kan se Roger Frisch spille violin på operationsbordet i Mayo Clinics video herunder:

I sommeren 2010 var borgerne i dele af Køge to gange ramt af alvorlige forureninger af drikkevandet, der gjorde mange syge og nødvendiggjorde kogning af vandet i dagevis. Årsagen var blandt andet, at det rene vand blev opbevaret i gamle nedgravede betontanke, som ikke kunne inspiceres, uden at de blev forurenet.

Som konsekvens af disse sager har Energiforsyningen i Køge besluttet at bygge et avanceret vandværk og har netop valgt rådgiverteam og et design, der efterkommer mange af de anbefalinger, som Ingeniørens Visionarium om drikkevand kom med i september 2010.

Direktør for Energiforsyningen i Køge Line Hollesen forklarer, at valget stod mellem at bygge nyt vandværk eller renovere det gamle:

»Selv en gennemgribende renovering af vores 122 år gamle vandværk kunne ikke give os to uafhængige linjer, så vi hele tiden kan forsyne borgerne med rent drikkevand, selvom der er vedligehold eller stop på den ene linje,« siger hun og tilføjer, at det nye værk også giver mulighed for at tilføje nye teknologier hen ad vejen. For eksempel blødgøring eller UV-bestråling af drikkevandet.

Lukket drikkevandssystem

Ud over to linjer bliver vandværket, der skal stå færdigt i 2016, overalt indrettet til at eliminere mulighederne for, at drikkevandet til Køges godt 30.000 borgere bliver forurenet.

Ingen steder i processen er der direkte adgang til vandoverfladen. Både beluftning og filtrering foregår i lukkede systemer, hvor den anvendte udeluft filtreres inden brug, og overløb er ikke muligt, hvorfor chancerne for tilbageløb mindskes.

Materialerne i anlægget kommer til at leve op til de krav, man stiller i fødevareindustrien, og de to store rentvandstanke skal derfor fremstilles af rustfrit stål, ligesom det er muligt at inspicere samtlige dele af processen udefra, forklarer projektleder Erling V. Fischer fra Krüger, der er totalrådgiver på projektet:

»Alle procesanlæg er opbygget uafhængigt af bygningskroppen, hvilket vil sige, at man kan skifte enkeltkomponenter ud uden besvær – efterhånden som teknologierne udvikler sig,« forklarer han.

Vandhus – ikke vandværk

Bygningen er i øvrigt placeret på grundens højeste sted, og alle pumper, tank- og filteranlæg samt rørføring er placeret i samme plan, ligesom al rørføring trækkes over gulv eller under loft. Samtidig findes der ingen kældre eller rørgange, hvor en opsamling af beskidt vand fra for eksempel gulvafløb senere vil kunne trænge ind i drikkevandssystemet.

Samtidig energioptimeres hele procesanlægget. For eksempel bliver de to rentvandstanke relativt lave men med stor diameter, for at pumperne ikke skal bruge energi på at løfte vandet højt op.

Endelig ligger det i projektforslaget, at der ikke kun bliver bygget et vandværk, men også et vandtestcenter til forskning- og undervisningsfaciliteter samt en vandpark, hvor besøgende kan lege med vand.

»Vand er fuldt af gode fortællinger om liv, leg og læring. Men i moderne byer er vandforsyningen usynlig, da den føres under jorden. Med vandhuset i Køge vil vi udstille vandets kredsløb og invitere til leg og læring om vand,« forklarer sagsarkitekt Christina Tolstrup fra Gottlieb Paludan Architects.

Afdelingsleder i Orbicon Omar Thomsen, som deltog i Ingeniørens Visionarium i 2010, betegner Køge Vandværk som et af flere nye, moderne vandværker, som er bygget eller på vej rundt om i landet – drevet af den nye vandsektorlov og en generel konsolidering i branchen:

»De nye vandværker vil forbedre drikkevandssikkerheden markant,« siger han.

Bilindustrien har dem i lange baner. Men når det kommer til flyindustrien er brugen af robotter nærmest ikke-eksisterende.

Det vil EU nu lave om på gennem projektet VALERI. Projektet har til formål at udvikle robotter, som kan indgå i de rutiner, de menneskelige arbejder udfører. Det foregår normalt ved, at et hold udfører selve monteringen, mens et andet arbejdshold udfører inspektion.

Hvis robotter kan indgå i sådanne rutiner, kan det ifølge José Saenz, der er projektkoordinator fra Fraunhofer Institute for Factory Operation and Automation, betyde, at mennesker kan frigøres til at arbejde med mere værdiskabende opgaver.

Men det er ikke uden problemer at erstatte menneskelig arbejdskraft ved bygning af fly med robotter. For et fly er ikke bare noget, der kan køre forbi på et transportbånd, og en meget stor del af selve flyet befinder sig også en hel del længere væk fra gulvet, end en bil normalt gør.

Der skal altså udvikles en helt ny type robot, som både kan køre rundt selv og arbejde i nogle helt andre højder, end man normalt ser.

Dertil skal robotterne være i stand til at arbejde tæt sammen med mennesker. Altså ikke noget med indhegnede robotter, som kun bevæger sig inden for et begrænset område. Derfor skal robotterne udstyres med kameraer og bevægelsessensorer, så de ikke kommer til at skade arbejderne.

Selv fremhæver VALERI-projektet, at en succesfuld udvikling af sådanne robotter vil betyde, at langt færre personer vil få arbejdsskader som forstrækninger og rygproblemer. Samtidig vil produktionsomkostningerne forblive konkurrencedygtige i Europa og dermed sikre, at produktionen ikke outsources til lavtlønslande.

Med i projektet er blandt andet Airbus-fabrikkerne i Spanien, Tyskland og Østrig og input herfra skal bruges i udviklingen af egnede robotter.

»Vi ønsker at udvikle robotter, der kan arbejde side om side med mennesker,« siger José Saenz.

EU-kommissionen har bevilliget 27,5 mio. kroner til projektet, som du kan se en video om her: