I den forløbne uge har titusindvis af gæster fyldt de store haller på årets industrimesse i Hannover. Udstillervirksomhederne har kæmpet om opmærksomheden, ofte med gigantiske stande med kørende fabriksudstyr eller med mere eller mindre kreative påfund.

Et af de mere spændende kom fra automationseksperten Festo, som i al sin enkelhed har forsøgt at kopiere den måde, en lyslevende kænguru hopper på. Kænguruen er en meter høj og vejer syv kilo. Den kan hoppe 80 centimeter i længden og op til 40 centimeter i højden.

Udviklerne hos Festo har brugt to år på at overføre de samme principper for oplagring af kinetisk energi, som man i dag ved, at naturens egne kænguruer også bruger. Det vil sige, at kænguruens brug af achillessenens som energilager er blevet udført i en mekanisk konstruktion. Udviklerne har simpelthen installeret en elastisk sene i den kunstige kænguru, som kan spændes, før den skal hoppe og oplagre energi når den lander igen.

Selve energitilførslen er forsøgt opbygget med to forskellige systemer. I det ene bruges komprimeret luft i en beholder og i det andet system produceres den komprimerede luft af en lille kompressor. Et sæt lithiumpolymer-batterier står for den elektriske forsyning af processorer og ventiler.

Selve bevægelserne sker ved at aktivere en kombination af pneumatiske aktuatorer og eletriske servoer.

For at sætte kænguruen i gang er det blot nødvendigt, at vinke til den – hvis man altså har et specielt bånd på armen … Kænguruen registrerer din arms position og bevægelse via en bluetooth-forbindelse.

Det er dog ikke kun for sjov og show-off, at Festo bygger en robotkænguru. I kænguruen er man i stand til at demonstrere en lang række af virksomhedens specialiteter: for eksempel evnen til at sætte elektrisk og pneumatisk teknologi sammen i en meget lille pakke og koordinere funktionerne. Energispørgsmålet er også kommet højt på dagsordenen hos verdens industrivirksomheder og med kænguruen viser Festo, hvordan energi kan oplagres og genanvendes.

Men ikke mindst, så er kænguruen sjov at se på og tiltrækker potentielle kunder.

Se Festos egen demonstration af kænguruen her:

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Glem alt om mørke vintre i gløde­lampens skær. Glem også halogenerne med deres skarpe og energislugende lys. Men glem især sparepærerne med deres langsomme opstart, flimrende lys, dårlige spektrum og kviksølvholdige gasser.

Efter flere års famlende forsøg med mere eller mindre heldige produkter er LED’erne nu værdige til at indtage rollen som vores foretrukne indendørsbelysning. Det gælder både i hjem, kontorer og industrivirksomheder.

Farven er gået fra skarpt blålig over hvidt og ned i de spektre, som gør dem behagelige at se på. Nu kan de gøre, at du nemmere falder i søvn, og afværge en snigende vinterdepression.

Næste gang du står nede i det lokale byggemarked og skal vælge belysning, kan det også godt være, at navnet på pakken ikke virker bekendt. Det skyldes ifølge Anne Bay, der er direktør i Dansk Center for Lys, at helt nye spillere er kommet til i de senere år. Hun er netop kommet hjem fra messen ‘Light+Building’ i Frankfurt.

»Bortset fra gamle kendinge som Philips og Osram kommer langt størstedelen af de nye spillere fra elektronik- og halvlederindustrien. Samtidig var markedet tidligere delt op i leverandører af lyskilder og leverandører af armaturer – nu er det hele rodet sammen,« siger hun og peger på store halvledervirksomheder som Samsung og LG, der både leverer lyskilderne og armaturerne.

Også danske virksomheder som Prolys.dk, Luminex og Chromaviso er med helt fremme i udviklingen.

Det varme lys

Hvor LED-lyskilder tidligere havde problemer med farveskalaen, så har producenterne nu udviklet andre løsninger, for eksempel hvide dioder baseret på violet lys, også kaldet NUV-dioder. Her er lysspektret bredt ud og farveægtheden dermed forbedret ved at lægge rød, grøn og blå fosfor på dioden. Ulempen er, at NUV-dioderne er dyre og mindre effektive.

I modsætning til sparepærerne kan LED reguleres trinløst. Det har en af de danske producenter, Prolys.dk, benyttet sig af og udviklet en kronepære med almindelig skruefatning, hvori der indgår to forskellige LED’er. Den ene har en farvetemperatur på 2.000 K, og den anden er på 2.800 K, Ra-værdien ligger på over 92. Det forklarer udviklingschef og medejer Mike Hjorth Andersen:

»Ved at skrue ned for farvetemperaturen, når der skrues ned for lyset, kan vi simulere en traditionel glødepære. På den måde sætter vi fokus på brugernes oplevelse af, hvad der er et behageligt lys, uden at det flimrer,« siger han.

Samtidig er prisen for alminde­lige LED-pærer til vores hjem drastisk faldende. Konkurrencen er ekstremt hård, og Mike Hjorth Andersen forventer, at vi i Danmark inden for det næste halve år vil kunne købe tre styk 40 watts-erstatninger for 100 kroner.

Ved at kombinere flere forskelligfarvede dioder i en enkelt lyskilde er det muligt at skabe alle toner af hvidt lys. Det kendes naturligvis fra forskellige typer af computerskærme, men bruges nu altså også i egentlige lyskilder. Lyskilderne indeholder enten kombinationer af kolde og varme LED’er eller RGB-dioder og hvide LED’er og er grundlaget for såkaldt ‘Human Centric Lighting’ eller på dansk ‘døgnrytmelys’.

Ifølge Anne Bay er netop døgnrytmelys det nye sort inden for belysning. Det skyldes opdagelsen i 2002 af den tredje receptor i øjet, som vi i dag ved har betydning for reguleringen af den menneskelige døgnrytme:

»Selv om det er kunstlys, kan det efterligne dagslyset og reguleres i løbet af døgnet, så menneskets naturlige døgnrytme understøttes,« fortæller hun.

OLED er langt fra gennembrud

Med OLED tager lyskilderne endnu et skridt. Lyskilden bliver her til en flade, som kan bøjes. I en OLED består det lysafgivende lag af en carbonforbindelse, og OLED har allerede fundet vej ind i display af forskellige størrelse på vores telefoner og til en vis grad også vores computerskærme. Men det kniber endnu med at udnytte dem til generel belysning:

»Det er ekstremt svært at få levetiden og lysstyrken op. Det skal nok lykkes, men der er et stykke vej endnu,« siger Mike Hjorth Andersen og peger på, at de mest lysstærke highpower LED’er i laboratoriet i dag ligger på 250 lumen/W, mens OLED’er kun ligger på 50-60 lumen/W fordelt over en større flade.

Heller ikke Anne Bay tror, at OLED’ernes gennembrud er lige om hjørnet. Foruden problemer med effekt og levetid kan OLED’er ikke bruges alle steder, da lyset er diffust i modsætning til LED’ernes retningsbestemte lys. Dermed mangler vi skygger, som er med til at give os formoplevelse og afstandsbedømmelse:

»Men jeg vil tro, at vi inden for 4-5 år vil se en langt større udbredelse af OLED-lys,« siger hun.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

»Glem House of Cards og Game of Thrones – den danske middelalderhistorie er meget vildere og har det hele: intriger, blodsudgydelser, magtkampe. Det overgår langt fantasien,« siger Christian Irgens.

Han er kommunikationschef på det nye Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som efter en gedigen saltvandsindsprøjtning på 140 millioner kroner åbner dørene i dag – mere end klar til at fortælle netop dén historie.

For de mange millioner har museet udgravet voldgraven og fyldt den med vand, opført et nyt museum, tegnet af arkitekterne Lundgaard & Tranberg, og ikke mindst fortalt den spændende middelalderhistorie med indlevelse og ny teknologi.

Da arkæologerne begyndte at udgrave det gamle voldanlæg, stødte de ikke bare på rester af flæskestegssandwich og gamle flasker – de fandt også to sammenstyrtede tårne fra den oprindelige kongeborg, der i perioden fra midten af 1300-tallet og et par hundrede år frem, var Danmarks største.

Dengang var der i alt ni tårne. Nu står der kun ét tårn tilbage i Vordingborg. Gåsetårnet. Det blev bygget i 1360’erne, og navnet henviser til Valdemar Atterdags hån over for de tyske magtcentre, han konstant kæmpede imod.

De to genfundne tårne menes at være styrtet sammen for 350-400 år siden efter at have levet en tid som ‘de skæve tårne i Vordingborg’, for arkæologerne har kunnet notere sig sætningsskader i fundamenterne. Men de ligger altså endnu i voldgraven, for det ville kræve yderligere finansiering at udgrave og genetablere dem.

Levende borg

Hvordan det oprindelige borganlæg har set ud, kan man nu alligevel få en god fornemmelse af på den iPad, man får udleveret ved indgangen.

Med såkaldt Augmentet Reality bliver borgen vækket til live på skærmen, mens man går rundt i området med iPad’en. Og borgen har været enorm. Omkring seks millioner mursten blev brugt til byggeriet, der blandt andet omfattede en 770 meter lang borgmur. Det vidner ikke bare om en stor borg, der var strategisk placeret midt i Danmark med gode søfartsmuligheder, det siger også noget om, at kongen var blevet rig. Teglsten var bekostelige.

Mursten er et af de seks temaer, Danmarks Borgcenter tager op i løbet af udstillingen. For danskerne kendte ikke til mursten, før italienske munke blev bragt hertil af biskop Absalon (1128-1201). Han havde et stort netværk inden for den katolske kirke efter at have studeret i Paris. Som Christian Irgens siger:

»På det tidspunkt kendte danskerne kun til at klaske ler op mellem nogle trækonstruktioner.«

Teknikken gjorde det muligt at bygge imponerende borge og kirker i et stenfattigt land som Danmark. Murstenene gav magten form.

Ny teknologi i formidlingen

Danmarks Borgcenter har især lagt vægt på historiefortællingen, så både børn og voksne bliver underholdt fra indgang til udgang. Indgangen er stadig det gamle bindingsværkshus, der har ligget der i århundreder, mens den nye bygning, der ligger i forlængelse af det, er en rå betonbygning støbt in situ og belagt med Cortén-stål.

En del af den nye bygning er gravet ned under jorden for ikke at forstyrre det fredede fortidsminde for meget.

Når man køber billet, får man udleveret en iPad og et par høretelefoner, og derefter kan man vælge forskellige formidlingsveje gennem udstillingen. Videoer og animationer som projektioner på væggene går igen i den nye udstillingsbygning. Her er også opført en stor jernkasse med en længde på cirka 12 meter som noget af det første, man møder. Her fortælles historien om kongen og kirken, kampen mellem det gode og onde – der også var central i middelalderens politiske intriger.

»Vi viser også kampen mellem det gode og det onde som en sindstilstand. For hvad er fordele og ulemper ved alliancerne? Hvad får man? Og hvad giver man køb på? Og hvordan forsvarer man det over for sig selv og for Gud?« siger Christian Irgens.

Et andet tema er magt. Udstillingsarrangørerne har udvidet for­ståelsen af begrebet, så det ikke kun handler om Valdemar Atterdag (1320-1375) og hans generobring af Danmark borg for borg, men også om magtens natur. 20 kendte danskere, blandt andre politikere som Mogens Lykketoft og Connie Hedegaard, soldater, arkæologer og historikere fortæller på forskellige videoprojektioner om magt. Hvordan får man – og tager man – magt i dag?

På moderne vis bliver den besøgende også opfordret til at se nærmere på sit eget liv: Hvor har vedkommende magt? Hvilke alliancer indgår han eller hun i?

Historien bliver fortalt i et lettilgængeligt sprog af skuespillerne Dan Schlosser og Jens Andersen, mens musik af Rasmus Zwicki akkompagnerer de besøgende. Der er også en særlig børne-app. Den inkluderer spillet Ghost Hunt, så man kan tage iPad’en med ud på det gamle borgareal, hvor borgen og de gespenster og væsner, folk troede på i middelalderen, bliver vakt til live, mens man med fantasifulde våben kan bekæmpe dem.

Ifølge Christian Irgens kan det endda blive svært at få børnene med hjem igen:

»Vi har lige afprøvet det på en syvårig dreng. Han ville ikke med hjem, før han havde været gennem de sidste tre poster og slået de sidste monstre ihjel,« siger han.

Når Danmarks Borgcenter har valgt at formidle historien sådan, er det netop for at tiltrække et andet publikum end dem, der normalt går på museum, fortæller Christian Irgens:

»Historieformidling på museerne har traditionelt været fortalt af historikere for historikere. Vi har villet gøre den fantastiske historie, der ligger her, tilgængelig for så mange som muligt. Og når man har adgang til ny teknologi, er det utroligt, så mange måder man kan fortælle historie på.«

Danmarks Borgcenter i Vordingborg åbner i dag. Se mere på danmarksborgcenter.dk, museerne.dk eller facebook.com/museumsydostdanmark.

Da Pihl & Søn gik konkurs i august sidste år, måtte konkurrenten Aarsleff nedskrive sit regnskab med 30 mio. kr., som de havde til gode hos Pihl. Desuden måtte Aarsleff overtage alt arbejde på de to store projekter, som entreprenøren udførte i et joint venture med Pihl – nemlig ombygningen af Nørreport Station og den nye Värtahamnen i Stockholm.

Konkurrentens konkurs kom angiveligt som en overraskelse for Aarsleffs administrerende direktør, Ebbe Malte Iversen, som i Børsen kaldte den ‘aldeles uventet’. Men Aarsleff havde haft bedre indsigt i Pihls forretning end de fleste, fortæller bogen ‘Sørens saga’, som udkommer i dag: Aarsleff var nemlig i begyndelsen af 2012 meget tæt på at købe Pihl.

Forfatteren, Poul Høegh Østergaard, har skrevet om og for bygge­branchen i mange år og var i gang med en portrætbog om Pihls mangeårige direktør og ejer, Søren Langvad, da krisen ramte entreprenørkoncernen med fuld kraft. Søren Langvads liv var uløseligt forbundet med Pihl, så gennem de mange samtaler, forfatteren havde med Søren Langvad, fik han også et indblik i hans forsøg på at sikre Pihl & Søns overlevelse i kampen mod kreditorerne.

Kontakt til Aarsleff

I efteråret 2011 er Søren Langvads holdning, at hans fire børn, som står til at arve Pihl & Søn, kan gøre med selskabet, hvad de vil. Efter hans død, men ikke før.

Allerede få måneder senere kradser krisen imidlertid så kraftigt hos Pihl, at Søren Langvad opsøger konkurrenten Aarsleff, som Pihl dog også har et nært samarbejde med.

‘For en umiddelbar betragtning det perfekte match. Begge er inge­niør­tunge anlægsentreprenører – Aarsleff hovedsageligt under jorden, Pihl over den og på vandet. De er skåret efter nogenlunde samme værdisæt og kender hinanden fra en stribe vellykkede joint ventures,’ skriver Poul Høegh Østergaard i bogen.

Aarsleff er ligesom Pihl & Søn vokset kraftigt efter årtusindskiftet. Fra 2004 til 2011 har Aarsleff næsten fordoblet sin omsætning til ca. 6,6 mia. kr. I modsætning til situationen hos Pihl er væksten imidlertid foregået med sorte tal på bundlinjen.

Hos Pihl har væksten været meget mere voldsom – en tidobling i omsætningen på ti år. I starten går det fint, men 2011 ender med et underskud på knap 200 mio. kr.

I bogen erkender Søren Langvad da også, at væksten har været for voldsom.

»For eksempel havde vi jo aldrig lavet boligbyggeri, men pludselig for en halv snes år siden fik vi en masse boligbyggeri og en masse nye folk ind til at styre det. Der blev lavet nogle grumme fejltagelser, der har kostet os det hvide ud af øjnene. Vi gik for massivt ind. Det skulle vi nok ikke have gjort. Firmaets styrke har været at få beslutningerne så langt ned i geledderne som muligt. Når man gør det, åbner man selvfølgelig også for, at der bliver truffet nogle forkerte beslutninger. Men det er jo også det, der skaber noget,« fortæller Søren Langvad i bogen i september 2011.

To måneder senere forlanger Danske Bank, som har 700 mio. kr. til gode hos Pihl, at de får lov til at lave en kritisk gennemgang af alle Pihls igangværende projekter. Banken har faktisk allerede udpeget en uvildig konsulent – nemlig Birgit W. Nørgaard.

Den økonomiuddannede Nørgaard har flere store lederposter og ikke mindst redningen og salget af ingeniørrådgiveren Carl Bro på cv’et. Især det sidste skræmmer ifølge bogen Søren Langvad.

Derfor ringer han i december 2011 til Aarsleffs administrerende direktør, Ebbe Malte Iversen.

»Han spurgte, om han måtte komme over at snakke med os. Det måtte han selvfølgelig gerne,« fortæller Ebbe Malte Iversen til Ingeniøren.

Kort tid senere sidder Søren Langvad sammen med Halldór P. Ragnarsson, der er udset til at efterfølge Søren Langvad i direktørstolen hos Pihl, i et mødelokale hos Aarsleff i Åbyhøj ved Aarhus.

»De ville gerne tale om et tættere samarbejde. Det var naturligt, for vi havde gennem mange år haft et godt samarbejde og en god forståelse for hinanden. Og vi havde stor respekt for Pihls styrker, især inden for projektledelse af større projekter.«

Mødet bliver fulgt op af flere samtaler i de følgende uger. Begge parter kan se gode synergimuligheder.

»Pihl havde gennem årene evnet at samle en gruppe af projektledere, som var gode til at arbejde meget projektorienteret med udpræget brug af underentreprenører: Altså til at tage et eller andet sted hen i Danmark eller udlandet og samarbejde med underentreprenører om løsningen af et konkret projekt, hvorefter de tager hjem igen eller ud på et andet projekt, hvor de skal indgå i en ny projektorganisation. Det kræver folk, der er geografisk mobile, fagligt mobile og med Sørens ord har en ‘polyteknisk kvalifikation’. Desuden kræver det en fleksibel organisation. Det ville være et godt match for vores virksomhed, hvor vi også har stærke kompetencer inden for projektledelse af store projekter, men i højere grad arbejder med egenproduktion,« forklarer Ebbe Malte Iversen.

Men samtidig med, at Pihl og Aarsleff fik aftalt, hvordan et eventuelt samarbejde skulle foregå – og ifølge bogen fik sat navne på ledere og nøglemedarbejdere – blev det også klart, at Pihls regnskabsbøger kunne gemme på uhyggelige overraskelser.

»På det tidspunkt vidste vi jo ikke, at 2011 ville ende med underskud på knap 200 mio. kr. Men tallene fra 2010 havde indikeret, at resultaterne var under pres. Og det stod klart i drøftelserne, at resultatet i 2011 ville blive ringe,« siger han.

Derfor var det også udelukket, at Aarsleff kunne overtage Pihl med det samme.

»Der var forskellige samarbejdsmodeller på bordet. Én af dem kunne ende med en overtagelse. Men det var udelukket, at det kunne ske hurtigt. Vi skulle se Pihls tal og udvikling over en længere periode. Og vi ville ikke have kunnet overtage dem i 2011, for deres gæld og lave egenkapital ville have sat vores soliditet for meget under pres,« siger Ebbe Malte Iversen.

Meldingen om, at Aarsleff ikke kan reagere hurtigt, får Søren Langvad til at trække følehornene til sig. I ‘Sørens saga’ skriver Poul Høegh Østergaard, at pengene ikke passede til det, som Søren Langvad havde forestillet sig. Men Ebbe Malte Iversen erindrer ikke, at der nogensinde kom et konkret købstilbud på bordet.

For at komme Danske Bank i forkøbet meddeler Søren Langvad i foråret 2012, at han vil overlade direktørposten til Halldór P. Ragnarsson og selv fortsætte som formand for bestyrelsen. Men Danske Bank kræver, at Birgit W. Nørgaard bliver bestyrelsesformand. Fordi Søren Langvad har deponeret sine aktier hos banken som sikkerhed for en kreditudvidelse, kan han ikke nægte. Birgit W. Nørgaard bliver direktør, og derefter bliver både Søren Langvad og Halldór P. Ragnarsson kørt ud på hvert deres sidespor.

Overtog Pihls projektledere

Efter Søren Langvads død i december 2012 og Pihls konkurs i august 2013 overtog Aarsleff som nævnt det fulde ansvar for at gennemføre de to byggerier, hvor de var i joint venture med Pihl: to projekter, som på tidspunktet for overtagelsen stadig så ud til at give overskud.

Aarsleff tilbød Pihls medarbejdere på projekterne at fortsætte hos dem, og derudover tilbød de ansættelse til mange af de ingeniører, som netop havde mistet jobbet.

I dag har cirka 50 tidligere Pihl-­ansatte job hos Aarlseff.

»Organisatorisk har vi på sin vis opnået en del af det, som oprindeligt var intentionen med det tættere samarbejde. Vi har overtaget de fleste medarbejdere fra de projekter, hvor vi arbejdede i joint venture, og så er der kommet nogle andre dygtige og erfarne projektledere til, som vi tidligere har arbejdet godt sammen med på andre projekter.«

Om samarbejdet med Pihl kunne have ændret entreprenørens skæbne tør Ebbe Malte Iversen ikke spå om.

»Men en udvidelse af vores samarbejde kunne måske have haft en signalværdi, der kunne have bidraget til, at Pihl havde fået en mere sikker udvikling,« vurderer han i dag.