Vi lever i en spændende tid, hvor mobiltelefoner og computere er i færd med at teste nye former og formater – i takt med at nye teknologier bliver udviklet.

Tag nu bare den fleksible skærm.

Flere af de store producenter som Samsung og Nokia har allerede fremvist deres store planer for fleksible telefoner, men som altid handler det om at komme først.

Og i dette tilfælde blev det LG, der løb med den titel.

LG G Flex er den første kommercielle telefon med en bøjet skærm.

Bag den gemmer sig et imponerende inventar af hardware – blandt andet et bøjet batteri, der er sin første af slagsen.

Telefonen er imponerende, når man står med den.

Den er på gigantiske seks tommer – og jo: Seks tommer er stort for mange – og skærmens måde at bøje på er iøjnefaldende.

Det buede design tager noget tid at vænne sig til. A

lle har spurgt mig, hvad der var galt med min telefon, eller om den var i stykker, så det er ikke en diskret telefon at have på sig.

Det store spørgsmål er stadig, hvorfor den overhovedet har en buet skærm: Gimmick eller funktion?

LG har formået at skabe den buede skærm ved hjælp af blandt andet et P-OLED display – samme type som er i de nyeste versioner af Samsungs Galaxy-serie.

Hver pixel afgiver sit eget lys, så der ikke er behov for andre lyskilder i telefonen, hvilket sparer plads.

Samtidig har LG fremmanet, hvad firmaet kalder det første bøjelige batteri og har placeret det i en infrastruktur i telefonen, som bøjer med. Det giver en buet og samtidig fleksibel telefon.

Telefonen kan holde til, at man presser ned på den på bagsiden, så buen bliver flad, og man skal ikke frygte, at den går i stykker, hvis man sætter sig på den.

Dertil kommer LG G Flex med en ny version af Gorilla Glas, der buer. Yep: bøjeligt glas, der ikke splintres.

Men hvorfor har LG valgt at give telefonen en buet skærm? 

LG mener selv, at den kurvede skærm giver en bedre oplevelse, når man ser film på den.

Bevares bevares
Og bevares, telefonen er god at se film på, men efter personligt at have brugt andre phablet-telefoner har det mere at gøre med skærmstørrelsen end med den kurvede skærm.

Et andet argument er reflektion.

Samtlige telefoner på markedet i øjeblikket har skærme, som reflekterer langt det meste sollys direkte tilbage i ansigtet på dig, så snart du graver telefonen ud af din lomme en solrig dag.

Med en kurvet skærm ændres lysretningen, så reflektionen er mindre. Den er der dog så absolut stadig.

Den reelle grund er nok mere, at LG vil skille sig ud.

Samsung sidder som den absolutte konge på Androidmarkedet, og med Sony på en fin andenplads er der kamp om markedsandelene.

HTC, Huawei og LG kæmper hårdt for at retfærdiggøre deres plads på markedet, og hvad end om kurven gør LG G Flex bedre eller ej, så har den i hvert fald fået LG’s navn ud.

Skærmen skal dog have – gimmick eller ej – ros for at være rar at bruge, men opløsningen er alt for lav.

Telefonen mønstrer kun med en 720p skærm og altså ikke fuld HD, og det er simpelthen ikke godt nok på så stor en skærm til så høj en pris.

Om det er et aktivt valg fra LG eller om det har været umuligt at få fuld HD ind i en buet skærm er uvist, men det betyder, at mange af menuerne virker slørede og grynede.

Telefonens kanter er selvfølgelig buede og brydes kun af et miniUSB- og minijack-stik i bunden og simkort-hul i siden. Standby-knap og volumeknapper er placeret på bagsiden, hvilket man virkelig skal vænne sig til.

Telefonen er umiddelbart rar at holde ved, og LG mener selv, at den kurvede form skal være bedre at tale i, når man rent faktisk bruger telefonen til at tale i. Jeg tog mig selv i at bruge headset så meget som muligt, da telefonen er en kæmpe.

En selvhelende bagside
Selv om det buede design nok tager størstedelen af opmærksomheden ved LG’s telefon, skal man også med rette give opmærksomhed til telefonens bagside.

LG har præsenteret et anti-scratch-cover, som kan hele mindre ridser, som telefonen måtte få.

Og det virker faktisk!

Mindre ridser fra en nøgle i samme lomme, forsvinder efter et par minutter, og selv dybere ridser bliver mindre synlige med tiden.

Bagsiden er af en glossy gummi, som er dækket af en beskyttende film, men bliver ridsen eller skaden for dyb og altså bryder filmen, så er ridsen stadig permanent.

Bag på telefonen finder vi samtidig telefonens eneste hardware-knapper. Ligesom med LG’s G2-smartphone fra sidste år er standby- og volumeknapperne på bagsiden i et forsøg på – ifølge LG – at gøre telefonen nemmere at betjene.

Jeg kalder det et marketingsstunt. Efter to uger har jeg stadig ikke vænnet mig til det, og jeg ville langt hellere have knapperne på siden af telefonen. Det er nok en smagssag. 

Jeg blev dog glad for telefonens “tap-to-open” funktion, hvor man trykker to gange på skærmen, hvorefter den tænder. En funktion som også de fleste Nokia Lumia-telefoner længe har haft, og som er svær at vænne sig af med (Jeg tapper altid min iPad mindst tre gange, før jeg opdager, at det ikke virker).

LG er bevidst om, at det er en kæmpetelefon. Derfor er den udstyret med en feature, så man kan rykke softwareknapperne til den ene eller anden side, alt efter om man er venstre- eller højrehåndet. Smart.

Et gnidningsfrit Android
Telefonen kommer udstyret med Androidversion 4.2.2, men den nyeste opdatering, 4.4 Kitkat, er begyndt at rulle ud i Asien.

Sammen med en modificeret overflade – og en hardware som absolut ligger i den høje ende af skalaen – giver LG G Flex en flydende og gnidningsfri oplevelse.

Normalt kan man altid finde et eller andet sted, hvor Android ikke kan følge med, men efter flere forsøg med tunge spil, afspilning af video samtidig med krævende programmer, og hvad har vi, måtte jeg opgive: Den har virkelig kraften med sig.

Den grafiske overflade som LG har smidt ovenpå Android er overraskende god.

Normalt er jeg gedigen modstander af forudinstallerede launchers fra producenterne, da de ofte er generende, grimme og får systemet til at hakke (Her tænker jeg blandt andet tilbage på Samsungs Touchwiz, der helt op til Galaxy S3 stadig gav en dårlig oplevelse af en ellers rigtig god telefon).

Men LG’s overflade er god. Den er pæn, hakker ikke på noget tidspunkt og virker let og nem at arbejde med. Samtidig er der en masse små features, som ikke er i vejen, men i stedet er til stede, hvis man selv har brug for det.

Blandt andet kan man tilpasse telefonen, så den er nemmere at betjene med én hånd. Et flueben kan gøre, at telefonens softwareknapper hurtigt kan placeres i den ene eller anden side af telefonen, alt efter om man er højre eller venstrehåndet.

Telefonen byder også på features som Floating-apps og Splitscreen – en feature som Samsung tidligere har introduceret – Begge dele fungerer rigtig godt og uden problemer og giver mening på en skærm af den størrelse. 

En anden smart feature er, at telefonen kan bruges som en universelfjernbetjening. Featuren er ikke unik – HTC har indbygget det i One-serien – men funktionen er brugbar og brugervenlig. Det tog mig ikke mange sekunder at sætte op.

Smart. Funktionelt. Vi kan lide det.

Kameraet kommer med mange små og store ekstrafunktioner og filtre, men er meget enkel at bruge, hvis du bare vil benytte dig af de automatiske indstillinger.

Et straight up kamera
Kameraet i LG G Flex er et 13 megapixel monster, som tager pæne billeder. Jeg bruger ordet ‘pæne’ med en vis form for jysk undertone, for kameraet gør det ganske hæderligt. Det er ikke billeder som på de største af Nokias Lumia-telefoner, men Flex tager tydelige, klare og farverige billeder.

Alt er fra begyndelsen sat til automatisk i kameraindstillingerne, og for de fleste vil det også være nok. Men LG har udstyret telefonen med en stor bunke kamerasoftware, som kan give de interesserede flere udfordringer. 

Blandt andet har kameraet en funktion, hvor den kan tage billeder om natten uden brug af blitz. Det gør den udmærket, men telefonen kommer uden optisk stabilisator, og det er tydeligt på netop natbilleder, som bliver noget slørede.

Telefonen har indbygget muligheden for at bruge den som en universel-fjernbetjening, hvilket fungerer overraskende godt. Der gik kun sekunder, før jeg kunne tænde og slukke mit fjernsyn.

Der er ingen hardwareknap til at tage billeder, men man kan bruge volume-knappen som på de fleste andre Android-telefoner.

Problemet er selvfølgelig bare, at volumeknappen sidder på bagsiden af telefonen. Altså skal man ligge fingeren ind over kameraet for at ramme knappen. 

Telefonen kan derudover optage i UltraHD, altså med en opløsning på 3.840 x 2.160 pixel. Det kræver selvfølgelig, at du har mulighed for at afspille UltraHD på et fjernsyn eller skærm – telefonen kan ikke selv afspille UltraHD.

Konklusion:
Den kurvede skærm er ikke revolutionerende: Den giver et bedre brug, men det er marginalt, og den kurvede skærm er ikke grunden til, at man skal købe telefonen, med mindre at man godt kan lide at være ham/hende med en anderledes telefon.

Opløsningen er irriterende lav i forhold til telefonens størrelse. Med en opløsning på ‘kun’ 720P, bliver oplevelsen grynet og uskarp, og det er ikke i orden til prisen, som sniger sig op på 6.000 kroner.

Til 6.000 kroner kræver jeg 1080p og en ppi, der er på niveau med de nyeste iPhone-modeller og Nexus-telefoner. 

Skærmens lave opløsning betyder, at mange af menuerne virker grynede. Det bliver ikke bedre af, at LG har valgt en grafisk overflade, som har et grålig, uskarp udseende.

Til gengæld er mange af LG’s små forbedringer på Android ofte gode og velbegrundede, og der er for en gang skyld ikke alt for meget bloatware. Det er den første Android-telefon i lang tid, hvor jeg ikke som det første har installeret en anden launcher ovenpå.

Men den er stor, og for mange vil den nok være for stor.

Leder man efter en stor telefon (phablet), ville jeg nok gå efter en anden på markedet, alene på grund af prisen. Samsungs Note-serie har desuden indbygget stylus, og Nokias Lumia 1520 har et drømmende godt kamera. Begge er også noget billigere.

Fiberleverandøren Nianet overtager med øjeblikkelig virkning det nordsjællandske konsulenthus Syskon.

Købet bliver ifølge Nianets direktør Rasmus Helmich annonceret på et medarbejdermøde her til eftermiddag. Opkøbet sker for at sætte yderligere fart i Nianets forretning indenfor drift, outsourcing og ikke mindst cloud-tjenester til både privat og offentlige kunder.

Det vil ifølge planerne booste Nianets omsætning med 50 procent fra de nuværende knap 200 til 300 millioner kroner. Parterne har aftalt ikke at oplyse prisen for Syskon.

Med i købet følger 21 konsulenter med speciale i løsninger bygget på Microsoft, VMware, Citrix og EMC. De kommer fremover til at arbejde i Nianet hovedkontor i Glostrup, som også er adresse for Nianets nyeste datacenter. Samtidig overtager Nianet en række driftsaftaler på server-, netværks- og cloudløsninger.

De fire nuværende ejere følger som en del handelen med over i Nianet, hvor Syskons øverste chef Thomas Schmidt får rollen som ny salgsdirektør.

“Vi er i stigende grad på vej ind i markedet for cloud-services ligesom vores konkurrenter TDC og Global Connect. Men vi vil gerne et skridt videre. Mange af de kunder, vi har, efterspørger også konsulentbistand, når de skal migrere deres infrastruktur til cloud-løsninger og virtuelle miljøer. Den viden har Syskon, og vi forventer derfor, at vi i fremtiden vil kunne levere en dybere forståelse af kundernes it-infrastruktur,” siger Rasmus Helmich til Computerworld.

Ejet af 16 el-selskaber
“Vi skal i fremtiden i højere grad levere services rundt om den fiber-infrastruktur, som i dag er vores kerneydelse. Det gør vi for ikke at blive marginaliseret som en leverandør, der kun tilbyder kabler i jorden,” siger han.

Nianet er ejet af 16 el-selskaber, som i større eller mindre udstrækning tilbyder fiber-forbindelser til erhvervslivet. Med Nianets satsning øger man dermed konkurrencen i forhold til sine egne ejere, erkender Rasmus Helmich.

“Vi konkurrer i forvejen med de fleste af de store el-selskaber, som sidder i vores ejerkreds, hvor SE – det tidligere SydEnergi – allerede har lanceret lignende cloud-løsninger. Men vores fokus er mere på enterprise-kunder, hvor vores ejere fokuserer på små og mellemstore virksomheder. Men selvfølgelige kommer der med tiden en stigende grad af overlap,” siger han.

Richard (til venstre) skal som direktør i firmaet skære overflødige medarbejdere fra. Men det er ikke nogen let opgave, og hvordan fortæller han sin bedste ven ‘Big Head’, at han ikke længere er en del af Pied Piper? Foto: HBO/Jaimie Trueblood

Der er stor forskel på at være en talentfuld programmør til pludselig at forhandle millionkontrakter og være ansvarlig for en iværksætter-virksomhed. Foto: HBO/Jaimie Trueblood

“Hvis du ikke opfører dig som et røvhul, så dør firmaet!”

Den kontante besked får programmøren Richard, da han pludselig står med ansvaret for en it-iværksættervirksomhed, der er millioner af kroner værd.

Men det er svært kan gå fra at være en introvert nørd med et kæmpe programmeringstalent til pludselig at være benhård forretningsmand med jernpigge på albuerne.

Det er kort fortalt omdrejningspunktet i den nye komedieserie Silicon Valley, som har premiere på HBO Nordic i dag.

Jagten på succes
Ved lidt af et tilfælde har nørden Richard udviklet en komprimerings-algoritme, der kan revolutionere den måde, som vi henter og bruger filer på nettet.

Han arbejder til at begynde med hos firmaet Holli, hvor han er langt nede i hierarkiet og ofte bliver voksenmobbet af de øvrige ansatte.

Men da de opdager hans hobbyprojekt, bliver han pludselig kaldt ind til audiens hos Hoolis grundlægger og topchef.

10 millioner dollar, cirka 54 millioner kroner, får Richard tilbudt for at sælge sin fantastiske algoritme.

I stedet for at tage pengene vælger Richard dog at starte sin egen virksomhed og alliere sig med den selvstændige milliardær Peter Greogry, der som business angel skyder en million kroner i projektet som startkapital.

Men stakkels Richard aner ganske enkelt ingenting om forretningsplaner, og de store pengebeløb giver ham hjertebanken og får ham til spontant at tømme mavesækken ved upassende lejligheder.

Det lykkedes ham dog at samle et hold af nørder, der skal hjælpe ham med firmaet, som han til de flestes ærgrelse insisterer på at navngive Pied Piper (Rottefængeren).

Med på holdet er en anarkistisk og spydig canadier og en mopset pakistaner, der bruger mere tid på at slås verbalt end på at programmere.

Desuden hyrer Richard en projektleder, der som de øvrige er stærkt socialt handicappet. Han er mere pligtopfyldende end en spejderdreng, men er samtidig en stor undskyldning for sig selv.
Med i gruppen sniger dotcom-milliardæren Erlich sig ind.

Han har ladet Richard bo gratis i sit hus – sammen med de øvrige programmører – for til gengæld at få 10 procent af indtægterne af deres hobby-projekter, og nu ser han en stor mulighed for at score kassen på Pied Piper.

Mens programmørerne er introverte, fører Erlich sig frem. Hans ego er mere oppustet end en badebold, og han er lige så sympatisk som kakerlak.

“Vi to…vi er ligesom Steve Jobs og Steve Wozniak,” siger Erlich, mens han lægger armen omkring Richard, der ser beklemt ud. Han har svært ved at være et røvhul.

Det er Mike Judge – i midten – som står bag serien Silicon Vally. HBO/Jaimie Trueblood

‘Startup for dummies’
Tv-serien Sillicon Valley er skabt af Mike Judge, og han er især kendt for Beavis & Butthead samt King of the Hill.

Med Silicon Valley har han skabt en komedieserie, der fungerer som en forrygende og underholdende lussing til it-branchen, hvor ikke mindst hykleri og snobberi udstilles.

Det svært ikke at have sympati med splejsede Richard, der kæmper med flakkende øjne og har panik malet i hele ansigtet.
Især da hans tidligere arbejdsgiver Hooli forsøger at stjæle hans algoritme og lancere den først.

Tv-serien Silicon Valley kan egentlig betragtes som en slags visuel ‘startup for dummies’ – plastret til med eksempler på hvordan man ikke skal gøre.

Eksempelvis er det en rigtig dårlig idé at få udstedt en check til ens firma, hvis man endnu ikke har fået virksomhedens navn registreret officielt.

Og ligesom TDC, Nets og andre virksomheder har lært, er det fornuftigt at se sig godt for, inden man beslutter sig for et nyt navn – det kunne jo være, at andre allerede brugte det.

Og lad nu være med at hyre en tidligere straffet mexikaner med en graffitidåse til at designe virksomhedens logo: Det er dømt til at gå galt.

Som kugler fra en AK47
HBO Nordic er ikke rigtig slået igennem herhjemme endnu, og ifølge en opgørelse fra DR Medieforskning benytter blot en procent af de danske husstande tjenesten. Til sammenligning har 17 procent Netflix.

Med Silicon Valley har HBO Nordic dog fået en interessant vare på den virtuelle hylde, som især vil appellere til it-folk – og nå ja, nørder.

Der er massevis af referencer til alt fra Steve Ballmer-præsentationer til Steve Jobs’ påklædning: Den sorte rullekravetrøje. Den ynder dotcom-millionæren Erlich i øvrigt at føre sig frem i.

Når man spotter de mange it-referencer, er det svært ikke at klukke en smule. Tv-serien kører i et højt gear, og replikkerne fyres af i samme tempo som kuglerne fra en AK47.

Der er ganske enkelt ikke nogen stille passager.

Især Thomas Middleditch i rollen som nørden Richard gør det forrygende, og det er svært underholdende at følge ham i et nervøst forsøg på at træde i karakter som topchef og leder – for pludselig at få momentum og derefter at fejle fuldkomment.

Silicon Valley er – ligesom mange af HBO’s andre serier – af høj kvalitet, og samtidig er der satirisk bid, selv om it-branchen naturligvis bliver noget karikeret.

Efter at have set de første fem afsnit er jeg dog hooked og nysgerrig på at finde ud af, hvordan det dog ender med Richard og hans bizarre slæng af medarbejdere i kampen for at få succes blandt arrogante milliardærer, slibrige rygklappere og forretningsmænd med tunnelsyn i verdens it-mekka, Silicon Valley.

Nogle af tilhørerne begynder at hviske til hinanden, andre sidder helt åbenlyst med tunge øjenlåg, mens enkelte nede bagved diskret fisker deres smartphone frem.

På scenen står en af dine kolleger og forsøger fortvivlet at få folk til at følge med i den PowerPoint-præsentation, som han sad og flikkede sammen sent aftenen før.  

Ovenstående er måske et skrækeksempel, men alligevel et ikke helt urealistisk billede på, hvordan publikummet ofte reagerer, når de er vidner til middelmådige PowerPoint-præsentationer. 

De færreste af os ønsker at stå foran sådan et publikum.

Men heldigvis er det noget, som vi selv kan ændre på, hvis vi laver en god præsentation. En præsentation der er så gribende, at den suger tilhørerne ind og først spytter dem ud igen, når præsentationen er færdig. 

Men hvordan er det lige, man gør det? 

Det har David Bliss, der til daglig arbejder med præsentationer og kommunikation, skrevet en blog om på den amerikanske karriere-side Brazen Careerist.

Her skriver han, at publikum forventer, at din præsentation er flydende, naturlig og understøttes af veldesignede “slides”, og han giver desuden fire råd til, hvordan du kan blive bedre til at levere dine præsentationer.

1. Du skal eje pladsen på scenen
Du skal bruge din krop. Dine bevægelser er et kraftfuldt redskab, som du kan bruge til at fange dit publikum med og dermed undgå, at de bliver lullet i søvn.

David Bliss understreger, at det ikke betyder, at du skal ræse frem og tilbage på scenen, som var du et dyr i et bur. Tværtimod kan den slags mekaniske og gentagne bevægelser have en negativ effekt. Tænk på, hvordan du selv oplever det, hvis du ser folk, der går rundt i cirkler eller konstant klikker på deres kuglepen. Den slags udstiller folks nervøsitet.

Til gengæld fremhæver David Bliss folk som Steve Jobs og præsident Clinton, der gennem tiden har været dygtige til at eje scenen. Ifølge Bliss er det vigtigt at vise, at du ejer scenen, fordi det sætter dig i centrum og gør dig til det vigtigste element i præsentationen.

“Ifølge Bliss bør du huske på en helt simpel regel, der lyder: Du ‘ejer’ alt, hvad du rører ved’. ”

Ifølge Bliss bør du huske på en helt simpel regel, der lyder: “Du ‘ejer’ alt, hvad du rører ved”.

Rækker du eksempelvis ud og rører ved den skærm, der viser dine slides, tager du ejerskab over skærmen i publikums øjne. Det samme gælder alt andet, der ellers måtte befinde sig på scenen. Men husk – du skal rent faktisk røre ved tingene fysisk. En laser-pointer kan ikke erstatte den fysiske berøring.

Artiklen fortsætter på næste side…