Det er på mandag USAs højesteret hører sagen “Alice Corp” om softwarepatenter.
Jeg har lige skrevet et blogindlæg om det ovre på ing.dk og på mandag aften når jeg har læst “transcript” kommer der endnu et indlæg om hvad der skete også derovre.
Dommen falder inden Juli.
phk
Den danske racerkører Kevin Magnussen fik hjælp fra computeren, da han for nylig sikrede sig en podieplads i det australske Formel 1 Grand Prix. Undervejs i løbet fik han nemlig opdateringer på brændstofforbruget med hjælp fra SAP Hana. Det oplyser SAP i en pressemeddelelse.
SAP Hana bruges til hurtige dataanalyser og benyttes af McLaren-Mercedes-holdet til at analysere de data, som indsamles under løbet. Det kan blandt andet bruges til at sikre, at brændstofforbruget holdes under maksimalgrænsen på 100 kilogram på et løb.
Under det australske Formel 1-løb fik Kevin Magnussen således under løbet besked om, at han ikke skulle forsøge at overhale løbets daværende nummer to, Daniel Ricciardo. Det ville have kostet for meget brændstof.
Daniel Ricciardo endte efter løbet med at blive frataget sin andenplads, som i stedet gik til Kevin Magnussen, fordi han havde overskredet de 100 kilogram brændstof.
Ifølge SAP sidder der 120 sensorer på Formel 1-raceren, som sendes til holdets servere, og under et løb bliver der genereret tre terabyte data. Disse data kan bruges til at beregne 20.000 forskellige kørselsscenarier, som holdet kan bruge til deres taktik undervejs.
Dataene kan også efterfølgende bruges til at analysere løbet, så kørerene kan forbedre deres kørsel.
»Jeg ved, hvor meget tid Kevin Magnussen bruger på at analysere alle tænkelige situationer forud for sine løb. På den måde er han på forkant med de fleste scenarier, der kan ske under et Formel 1-løb. Det vil i sidste ende betyde flere point på Formel 1-kontoen. Det så vi under det australske Grand Prix, og det kommer vi også til at se fremover,« udtaler business analytics director Jesper Schleimann fra SAP Danmark ifølge pressemeddelelsen.
Der var en gang, hvor firmaets computermand ofte kunne genkendes på sin tykke sweater. Da der stod ‘maskinstue’ på døren til datacenteret var det ikke ualmindeligt at holde temperaturen på under 15 grader. I dag kan servere og andet udstyr imidlertid holde til drift i rum ved temperaturer på over 40 grader, men det er ikke ensbetydende med, at islændersweater og varm kaffe skal byttes ud med bermudashorts og piña colada.
»Der er nogle serverproducenter, der garanterer, at deres udstyr kan tåle op til 40 grader, men man kan jo ikke køre med 40 grader i sit datacenter, bare fordi man har to servere, der kan tåle det,« siger enterprise account manager Jørgen Bjerg fra Schneider Electric til Version2.
Jo tættere man ligger på den øvre grænse for, hvad udstyret kan tåle, jo mindre margin har man til at reagere, hvis noget af køleudstyret bryder sammen, eller belastningen og dermed varmeudviklingen pludselig stiger voldsomt.
»Der er også mere elektrisk slid, jo højere temperatur man har,« påpeger Jørgen Bjerg.
Den elektriske modstand stiger, når temperaturen stiger, så alle komponenter i det varme datacenter bliver belastet hårdere i et varmt datacenter. Den højere temperatur kan desuden også udtørre eksempelvis olien i kuglelejer i blæserne hurtigere.
Til gengæld skal der bruges mindre energi til at køle udstyret, hvis man kan tåle en højere temperatur. Selv i et mindre datacenter med en håndfuld rackskabe kan det være en energibesparelse på mange tusinde kroner om året.
Anbefalingen lyder i øjeblikket på at holde en temperatur i datacenteret på cirka 27 grader. Der er dog mange, der vælger en lidt lavere temperatur på eksempelvis 23 grader for at gøre det mere udholdeligt for medarbejdere, som skal opholde sig i datacenteret i længere tid.
I de gamle datacentre var det almindeligt at køle hele rummet ned. Nu bliver mange datacentre konstrueret med kolde og varme gange, hvor køleluften og den opvarmede luft holdes adskilt.
Det sker blandt andet ved at lægge et tag over gangen mellem rackskabene og sætte døre på enderne. Samtidig forsegles alle åbninger i racket med afblændingsstykker, så luften kun passerer gennem blæserne.
»Det lyder banalt, at man skal bruge blændeplader, men folk flytter en server og har så pludselig huller, så der sker en ‘kortslutning’, hvor den kolde luft kan smutte ud til den varme. Man skal tvinge luften den rigtige vej gennem systemet,« siger Jens Krogh Løppenthien, direktør for Schneider Electrics IT Business-afdeling, til Version2.
Den mest almindelige model med kolde og varme gange er at isolere den kolde luft i en lukket gang og så lade den varme luft fylde selve rummet. Men i sit eget datacenter har Schneider Electric valgt at gøre det omvendt og isolere den opvarmede luft i en lukket gang.
»Regner man på det, så er der en lille fordel ved at isolere den varme luft,« siger Jørgen Bjerg.
Det skyldes, at man ved at køle hele rummet med it-udstyr ned og så holde den varme luft indespærret i en lukket gang, også får kølet nødstrømsanlæg, eltavler og andet udstyr. Samtidig er det ofte mere behageligt at opholde sig i den kolde luft end i den varme luft, der har været en tur gennem serverne.
Modellen, som Schneider Electric har valgt, kan dog ikke bruges alle steder. Hvis man har sit udstyr stående hos en co-locationudbyder, så skal man ofte dele en hal med flere andre kunder, hvor man ikke kan kontrollere, hvor gode de er til at holde på den varme luft.
Derfor vil det i sådan en delt datacenter bedre kunne betale sig at isolere den kolde luft og så blæse den varme luft ud i hallen.
Selv hvis man ikke har et egentligt datacenter, men blot et lille serverrum, så kan der også være besparelser at hente ved at se på luftstrømme og temperatur. Det kan eksempelvis være at holde styr på alle kabler, så man ikke blokerer for ventilationen i udstyret, og så skal man måske pille døren af rackskabet.
»Vi ser stadig racks med glasdøre. Det ser sexet ud, men det isolerer, og der kommer ikke luft igennem. Så i dag bruger vi perforerede døre, der sikrer ventilation,« siger Jens Krogh Løppenthien.
Regnestykket for, hvornår det kan betale sig at rydde op i datacentret og gøre kølingen mere effektiv, indeholder adskillige faktorer. Eksempelvis kan besparelsen afhænge af, hvorvidt man kan trække sit energiforbrug fra. Den mulighed har kommuner eksempelvis ikke, og derfor vil en sparet kilowatttime have en større økonomisk besparelse, end hvis energiudgiften kan trækkes fra.
Samtidig koster det at opgradere sine rackskabe og køleanlæg, så besparelsen skal have en vis størrelse i forhold til afskrivningsperioden, før det bliver en god forretning. Og endelig er det en balancegang mellem at bruge mindre energi på at køle datacenteret eller serverrummet ned og så undgå for høje temperaturer, som kan nedsætte levetiden på de elektroniske komponenter, der kan koste i driftsstabilitet og vedligeholdelse.
Dansk Industris branchefællesskab for it, tele, elektronik og kommunikation får ny direktør. Adam Lebech skal dermed afløse Tom Togsverd, der efter næsten 15 år på posten stoppede i slutningen af januar.
Den nye direktør er en erfaren embedsmand og kommer fra en stilling som kontorchef i økonomi- og indenrigsministeriet, hvor han blandt andet har arbejdet med digitalisering af den offentlige sektor.
Før det var Adam Lebech kontorchef i it- og telestyrelsen, ligesom han også har arbejdet i både finansministeriet og ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling.
Adam Lebech tiltræder stillingen som direktør i DI ITEK d. 1.maj
Læs også: Tom Togsverd stopper som ITEK-direktør
Kassettebånd fra en svunden tid.
ComputerViews: Der er et sted i min kælder – mellem flossede edderkoppespind og gråt mur-puds – hvor man finder musik-mediernes gravplads.
I en mørnet flyttekasse fra forrige årtusinde fandt jeg netop dér for nogle dage siden min samling af kassettebånd. Den er ganske pæn, samlingen. I hvert fald målt på kvantitet.
Kassettebåndet er min generations lp. Båndmediet er fra dengang, da musikken bare var mere ægte.
Og i hvert fald fra dengang, da man måtte slide mere for at skaffe sig de cool numre med bands som Guns N’ Roses, Smashing Pumpkins og Metallica.
Man kopierede fra venner og bekendte, fra biblioteket, fra P3′s sendeflade og fra Gud ved hvor. For det var sådan, man gjorde dengang (kom ikke og sig at du ikke gjorde), og der var ingen, der talte om pirateri.
Igennem årene førte det ene bånd til det andet, og før jeg så mig om, havde jeg fået en ganske pæn musiksamling.
Den troede jeg så, at jeg skulle nyde godt af til tid og evighed – især fordi jeg havde brugt det meste af mine teenageår på at sidde klar til at trykke Record, når Wind of Change med Scorpions eller Bang med Gorky Park endelig var on air.
Men kassettebåndene i flyttekassen er i dag intet værd. Som i intet overhovedet.
For jeg ejer ikke længere nogen afspiller, og selv hvis jeg gjorde, tvivler jeg på, om jeg ville kunne leve med at skulle spole frem og tilbage imellem numrene og vende båndet hver halve time.
Mon ikke også lydkvaliteten er blevet noget forringet i årenes løb?
Compact Disc post-mortem.
Cd’en sejrede over alt og alle – og nu er den død
Bedre vil det formentlig gå, hvis jeg begynder at afspille indholdet fra den anden flyttekasse, der også gemte sig kælderen.
Compact Disc’en var i sandhed lidt af en revolution, da den gav sig til at indtage danskernes musikreoler.
Så slank, så funklende, så ren i lyden: Cd’en var mediet over alle medier, mente man, og selv om lp-fans og kassettebånds-folket (jeg selv inklusive) for en tid holdt stædigt fast i, at cd’en var alt for skrøbelig over for ridser og for digital og klinisk i lyden, sejrede den ad helvede til.
Og så burde denne lille historie slutte.
Problemet er bare, at de der par hundrede cd’er, jeg brugte de fleste af mine spareskillinger på fra cirka 1990 og frem til cirka 2006, jo ikke længere opbevares i dagligstuen. I stedet ligger de gemt og glemt i en diarré-brun flyttekasse i kælderen.
Det gør de, fordi en fyr ved navn Steve Jobs mente, at kombinationen iPod + iTunes var en rigtig god idé. Og havde ret.
For omkring 2005 købte jeg min første iPod, og stille og roligt begyndte mine musik-indkøb at blive foretaget i iTunes Store og andre online-butikker i stedet for hos den lokale cd-pusher.
Cd’ens død var ikke lige så brat og brutal som kassettebåndets (måske først og fremmest, fordi man havde brugt så mange penge på cd’er, at det gjorde ondt at smide dem ned i kælderen), men cd’erne er i dag for mit vedkommende et fortidens medie. Præcis som kassettebåndet.
iPod og iTunes ændrede alt.
Minidisc levede stærkt, døde ung.
Musiksamlingen på harddisken
Jeg havde en lang periode, hvor jeg brugte de fleste af mine aftener og weekender på at rippe mine cd’er til computerens harddisk, så de kunne synces til min iPod og senere også til smartphonen.
Selv de gamle, støvede kassettebånd fik lidt af en revival, da jeg gav mig til at overføre de vigtigste koncertoptagelser, interviews og special-udsendelser fra radioen til den digitale musiksamling på C-drevet.
Jeg tænkte dengang, at det var OK at bruge tid på det arbejde, for nu var det jo sidste gang, at jeg skulle aflive den gamle musiksamling og skabe en ny. Når først musikken ligger på computeren, lever den evigt, var min logik.
Og det var for så vidt også sandt – bortset fra at jeg senere måtte sande, at musikken var rippet i en alt for ringe kvalitet og derefter måtte gentage arbejdet, da jeg havde fået en større harddisk og bedre pc-højtalere.
Der var sågar også en periode, hvor jeg måtte betale løsesum for at få frigivet nogle af de muskfiler, der var købt på iTunes i de første par år, fordi de alle indeholdt et Digital Rights Management-lag, som der gik kuk i.
Mens dette stod på, måtte jeg så også erkende, at den visuelle del af min musiksamling – alle vhs’erne – var ved at lide samme skæbne som kassettebåndene.
For i kælderen ligger såmænd også en mindre samling videobånd, der formentlig aldrig vil blive vist på flimmerkassen igen. Afspilleren er for længst ædt af lossepladsen.
Den korteste levetid fik det Sony-udviklede Minidisc-format, der i nogle få år trådte ind på musik-scenen som det bedste medie til optagelser.
Jeg fik endda købt både en bærbar afspiller og et musikanlæg med Minidisc-slot. Og så døde det medie også og endte sine dage i et diskret hjørne af gravpladsen i kælderen.
Musik-streaming ala Spotify.
Bedst som jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at al min musik – nu rippet i en ordentlig kvalitet og struktureret og navngivet knivskarpt – skulle leve for evigt på computerens harddisk, skete der for et par år siden noget ganske uventet.
Selv AAC-filerne (for det var det format, jeg endte med at satse på) blev forældede.
Nogle halvskøre svenskere fandt nemlig på den idé, at de digitale musik-filer slet ikke skulle opbevares lokalt hos brugeren, men i stedet skulle streames fra nettet via tjenesten Spotify.
Mine AAC-filers dage var dermed talte, og Spotify og musiksamling på abonnement tog over.
Her befinder mange af os sig så i dag; vi lejer os til musikken og nyder på den måde at have adgang til hele Led Zeppelins katalog når som helst og hvor som helst.
Aldrig mere skal en musiksamling erklæres død. Streamingen er kommet for at blive. 4ever.
For der kan da ikke være bedre måder at tilgå musikken på, vel?
Vil det ske igen?
Jeg har ikke svaret, men jeg har tænkt tanken mere end én gang på det seneste.
Neil Young, der 10 år før min fødsel sang After the Gold Rush, har gang i et projekt, der skal genføde musikken i en ordentlig kvalitet.
“Vi lever i en digital tidsalder, og desværre har vi kun fem procent af det indhold i musikken, som vi plejede at have,” har Neil Young udtalt om baggrunden for de nye Pono-afspillere, der leverer musikken i FLAC-format (Free Lossless Audio Codec).
“Den afspiller masterfiler. Den afspiller den bedste lyd, man kan få. Det kan ikke blive bedre end det her. Det her er det, de laver i studiet, den højeste opløsning,” siger Young.
Og han er ikke alene om at levere det budskab, for en lang række musikere bakker allerede op om mission Pono.
Og nu siger jeg ikke, at Pono eller lignende koncepter kommer til at blive det nye giga-hit hos musikelskere. Selv hvis det gør, kan streaming vel også levere den form for kvalitet, hvis bare man har den nødvendige båndbredde og afspiller til rådighed?
Men tanken er interessant: Er musik-streaming endestationen, eller vil musiksamlingen skifte karakter endnu en gang i fremtiden?
Mens svaret blæser i vinden, vil jeg nok beholde de gamle flyttekasser i kælderen nogle år endnu. Bare for en sikkerheds skyld. Og for mindernes.
Læs også:
Kan dette produkt genføde musikken efter Mp3-massakre?
Docken kræver strøm fra den medfølgende strømforsynig. Og ikke mindst et USB 3.0-stik på værtscomputeren, for at du kan bruge alle funktionerne.
Først blev diskettedrevet flået ud. Så røg CD/DVD-drevet på din bærbare. I stedet har din mobile makker fået lav vægt, en kraftig processor, lang batterilevetid og en slank profil.
Men ud over tabet af DVD-drevet er bagsiden af de slanke modeller, at der ofte kun er plads til få USB-stik, og at forbindelser som VGA eller HDMI kræver en dongle.
Det er ikke mindst sandt på den Microsoft Surface Pro 2, som har været denne anmelders rejsemakker, siden den skubbede Macbook Air ud sidste år. For mens Surface-modellerne kan det samme som en normal bærbar, er der én USB 3.0-port, et stik til høretelefoner og et lille displayport-stik – og intet andet.
USB 3.0-dock giver flere stik
Det er her, en USB 3.0-baseret dock, som den USB3SDOCKHDV fra StarTech vi tester her, har sin eksistensberettigelse. For med blot én USB 3.0-port (og 220 volt strøm) får du adgang til alle de muligheder, som en stationær normalt vil stå for.
Dermed bliver vores Surface Pro 2 noget mere alsidig.
På grund af behovet for 220 volt strøm og en længde på 26 centimeter samt en bredde på 8 centimeter er løsningen ikke så mobil som de mange dongles, jeg normalt rejser med, men til gengæld er løsningen samlet i én boks.
Selve designet er blot en sort boks med rundede hjørner, hvor du i siden tilslutter strømmen samt USB 3.0-stikket.
Men det er på bagsiden, at produktet viser sit værd. Her finder du DVI-, HDMI- og VGA-stik til en monitor eller et tv samt stik til 1 gigabit-netværk, udgang til mikrofon og høretelefoner samt 3 USB 3.0-porte.
Alsidig udvidelse Det er på bagsiden, at produktet viser sit værd. Her er der DVI-, HDMI- og VGA-stik til ekstern skærm. Samt 1 gigabit netkort og 3 USB 3.0-stik (det sidste er gemt på siden).
Dermed kan du både have keyboard, mus, kablet opkobling og ekstern skærm tilsluttet på samme tid – med en ekstra USB-port reserveret til USB-nøgler eller en kortlæser.
Det eneste vi umiddelbart savnede var en lille diode, som kan vise, hvorvidt der er sat strøm til docken eller ej. En detalje, men en meget rar detalje, når man skal fejlsøge, hvorfor der ikke kommer et billede på skærmen.
Artiklen fortsætter på næste side…
3D-printerne er i disse år for alvor ved at bevise sit værd, og nu har hollandske læger formået at printe et plastic-kranium til en patient.
Det printede plastickranium indgik i en 23 timer lang operation på Utrechts Universitets, hvor en 22-årig kvinde var under kniven – og en 3D-printer.
Hun havde inden operationen klaget over kronisk hovedpine på grund af en fortykning i sit eget kranium, hvilket gik ud over hendes synsevne og motorik.
Det var derudover kun et spørgsmål om tid, før andre hjernefunktioner ville blive reduceret.
Derfor tog de hollandske læger kontakt til den australske medicinal-rådgivningsvirksomhed Antomics, som har specialiseret sig i 3D-printning, og som hjalp den unge patient med at få et helt kranium i printet plastic.
Det skriver DutchNews.nl.
Printere erstatter cement
Operationen fandt sted for tre måneders tid siden, og nu forlyder det, at den unge kvinde har fået sit syn tilbage, og hun nu er uden smerter.
Efter operationen er fortykningen på fem centimeter nu igen blevet reduceret til den normale tykkelse på 1,5 centimeter.
Lægerne ser store muligheder i 3D-printere, efter at de tidligere har udført denne type operationer med cement, som dog sjældent passede særlig godt.
“Nu kan vi bruge 3D-prints til at sørge for, at alle dele sidder helt perfekt. Det er en kæmpefordel, ikke bare kosmetisk, men også fordi denne type patienter ofte får bedre hjernefunktioner, hvis man sammenligner med den gamle metode,” forklarer lederen af operationen, neurolog Ben Verweij.
Hospitalslægerne mener samtidig, at 3D-printeren kan hjælpe patienter med andre typer smerter omkring kraniet eller ligefrem i tilfælde med en anden type knogleproblemer.
Andre hospitaler benytter også 3D-printere til kropsdele, men det er første gang, at et helt kranium er blevet erstattet med et printet ditto.
Læs mere:
Galleri: Vildt byggeprojekt: Dette 15 meter høje hus bliver printet
Video: 12-årig bygger open source-printer af Lego
Sofie Irgens, Head of IT Business Management, VELUX IT.
Gert Thrane Christensen, VELUX IT.
Ud med Notes-mail og Cisco-telefoni til fordel for Office 365 og Lync.
Sådan lød slagplanen for Velux Gruppens it-afdeling.
Strategien var, at kommunikationen skulle blive mere personlig og mindre mail-båret og i højere grad via video og chat-sessioner i ét samlet system – og gerne via skyen.
Syv måneders forberedelse betød, at vinduesproducenten kunne gennemføre den kæmpe it-udrulning i 40 lande på bare seks uger og helt uden problemer.
“Vores medarbejdere har beskrevet udrulningen af Office 365 og Lync som et af de mest succesfulde it-projekter i Velux Gruppens digitale historie,” fortæller Gert Christensen og Sofie Irgens fra Velux it, der er arkitekterne bag forløbet.
En platform er nok
Beslutningen om skiftet blev taget i december 2012, og i marts 2013 gik projektet for alvor i gang.
“Ud over Notes havde vi også et telefonsystem baseret på en Cisco-platform. Men da vi besluttede os for at gå Office 365-vejen, var det samtidig en kærkommen lejlighed til at barbere ned til en platform, da kommunikationsdelen er stærk i Office og Lync,” fortæller Gert Christensen.
Velux Gruppen er en kommunikationstung organisation, der har salgsselskaber i 40 lande, produktion i 11 lande og hovedkontoret i Danmark fordelt på forskellige lokationer i kongeriget.
Visionen bag ændringen af den digitale kommunikation er at skabe en mere global og forenet virksomhed med globalt samarbejde, men med et lokalt funderet salg.
Det bedste fra to verdener.
“Vi vil gerne være lokale, der hvor vi har behov for det. Vores salgsselskaber er således meget fokuserede på lokale markeder. Men alt, hvad der ligger bag salget, eksempelvis regnskab, logistik eller it, vil vi køre som globale processer. Vores ansatte sidder i en global organisation, og de skal hurtigt og nemt kunne arbejde sammen på tværs af grænser.”
I den proces har vinduesproducenten store forventninger til kommunikationsmulighederne i Microsofts software.
“Vi får stærke værktøjer. Det er eksempelvis meget enkelt at opgradere en chat til et telefonopkald eller til en videokonference. Det bringer folk sammen, og det er lige præcis det, vi vil,” lyder det fra Sofie Irgens fra Velux Gruppen.
Foto: Velux.
Hurtig og smerteløs
Da beslutningen var i hus, begyndte Velux-folkene at gøre infrastrukturen klar til skiftet.
Både den tekniske og den bløde del, bestående af medarbejdere.
Hen over sommeren 2013 kørte firmaet en række pilotprojekter, men den egentlige implementering tog blot seks uger fra start til slutningen i december 2013.
“Det var hårdt, men også sjovt. Det er ikke en simpel opgave at migrere 5.500 mail-bokse fordelt over hele verden,” siger Gert Christensen.
Kogt helt ned i en suppeterning var udfordringen, at når medarbejderne går hjem fredag eftermiddag og lukker Notes, møder de et nyt telefon- og mailsystem, når de kommer igen mandag morgen.
“Det skulle bare virke, og det gjorde det,” siger Gert Christensen med tilfredshed i stemmen.
I den proces havde den interne kommunikation til medarbejderne en solid rolle, der strakte sig over næsten syv måneder.
“Der er en del teknik, der skal være på plads, der skal designes en helt ny telefonnummerplan og lignende, men brugerne skal også være klar til at modtage den nye platform.”
Den forberedelse bestod blandt andet i oplysningskampagner, undervisning og informationsmøder.
“Vi beskrev det simpelthen som en flyttedag, og skabte en guide med syv trin til, hvad medarbejderne skulle gøre for at være klar til flyttedagen.”
Og Velux medarbejderne tog godt imod skiftet. Både hjerte og hjernen var med i flytningen fra IBM’s software til Microsofts platform.
Omvendt skulle den tekniske del ske i et hurtigt ryk.
“En del af den tekniske strategi var, at vi ville være konsekvente i vores skifte. Vi ville trække plastret af kort og hurtigt uden at trække smerten ud.”
Og det var igen den rigtige strategi for Velux Gruppen.
Fordelene dukker frem
Fordelene ved den nye implementering er så småt begyndt at vise sig, selv om der kun er gået et par måneder.
Intentionen om at binde medarbejderne sammen via chat og video, fremfor via almindelige mails, vinder nemlig markant frem.
“Andelen af vores konferenceminutter er steget med 50 procent i forhold til tidligere. Vi har endnu ikke regnet på, om antallet af mails er faldet i takt med den udvikling, men det holder vi øje med i de kommende måneder.”
Forretningsområderne har så småt taget teknologien til sig og er begyndt at rykke tættere sammen.
På vej i skyen
Skiftet fra Notes til Office var naturligvis begrundet i en businesscase, hvor fordele og ulemper blev analyseret.
“Det, der faldt ud til Office 365 og en cloud-løsning, var dels, at det var omkostningseffektivt, dels at vi fik et værktøj, hvor telefoni og videokonference blev integreret i et enkelt system,” fortæller Sofie Irgens.
“I forbindelse med cloud-teknologien havde vi nogle bekymringer omkring datasikkerhed, men da vi fik lejlighed til at dykke ned i løsningen og så, hvordan data bliver opbevaret i Irland, var vi ganske tilfredse.”
Det har dog ikke været en 100 procent udflytning.
Velux Gruppen tager nemlig stadig hånd om en del af infrastrukturen lokalt og har således ikke lagt det hele ud i skyen.
“Teknologien er efter vores vurdering ikke helt klar endnu, og der kommer nok til at gå lidt tid, før vi kan rykke alt ud som cloud-løsning,” vurderer Gert Christensen.
“Men vi er klar.”
Læs også:
Fem konkrete råd: Slip af med den forældede software
B&O: Sådan droppede vi Notes og gik i skyen
Nigeria er Afrikas mest befolkningsrige land. Men mange danskere kender formodentligt bedst landet for dets periodevis gode fodboldlandshold og en blomstrende svindelindustri.
De fleste af os har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med de såkaldte Nigeria-svindlere.
Ofte handler svindlen om arvesager, lotto-gevinster og ægteskabstilbud, og vi støder som regel på svindlerne i vores indbakke eller på sociale netværk og datingsider.
Men på trods svindlens store udbredelse er det de færreste af os, der ved, hvem der gemmer sig bag skærmen og præcist, hvordan de gør.
Det har det amerikanske internetmagasin Mother Jones dog forsøgt at finde ud af.
Svindlerne tjener godt
En af mediets skribenter har været på besøg i Nigeria, hvor hun mod en betaling på 130 dollar fik et interview med to repræsentanter for landets svindelindustri.
De to svindlere er i midten af 30′erne og oplyser, at de hedder Danjuma og Sheye. De har hver især en formue på omkring 60.000 dollar. Det betyder, at de befinder sig i den høje ende af indkomstskalaen i et land, hvor mere end 70 procent af befolkningen lever for mindre end 2 dollar om dagen.
Tidligere kunne bare et enkelt svindeljob indbringe op mod 12.000 dollar, men efterhånden som der er kommet større opmærksom omkring denne form for svindel, er det blevet sværere at hive de helt store beløb ud af folk. I dag tjener de ofte kun 200 dollar pr svindelsag, fortæller de.
“I USA er de blevet meget kloge,” siger den af de to fupmagere til det amerikanske medie.
Ifølge Mother Jones er der i stigende grad blevet slået ned mod svindlerne i USA. Eksempelvis er Western Union, der er svindlernes foretrukne måde at modtage penge på, begyndt at advare mere aktivt mod denne type svindel.
Går efter Saudi Arabere
Andre steder i verden er der dog tilsyneladende ikke samme opmærksomhed omkring svindlen. Ifølge de to fupmagere kommer de mest lukrative ofre fra Saudi-Arabien.
“Der har de så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre med dem,” lyder det.
Svindlen tager som regel sin begyndelse med, at Nigeria-svindlerne tager kontakt til deres ofre på internettet. De to svindlere, som Mother Jones har talt med, bruger som regel Facebook samt diverse dating-sider.
Når de har fået kontakt med folk, forsøger de at opbygge et fortrolighedsforhold, som de blandt andet bruger til at få et indtryk af, hvor velhavende personen er.
Og hvis offeret virker som et attraktivt bytte, vil svindlerne langsomt begynde at intensivere forholdet – ofte ved at flirte.
Ofte ender det med, at svindleren lover at besøge offeret i vedkommendes hjemland.
Artiklen fortsætter på næste side…