Aarhusvirksomheden Innoscan har specialiseret sig i lynhurtig inspektion af medicinampuller. Det gav sidste år en stigning i omsætningen på 50 pct., og i år forventer adm. direktør Mads Peter Lübeck, at man når en vækst på 30 pct.

Da virksomheden blev grundlagt i 1988 af fire ingeniører, var udgangspunktet visuel inspektion af insulinampuller for Novo. Men da kundekredsen i 2003 blev udvidet til også at omfatte franske Sanofi, begyndte det at gå virkelig stærkt. Siden er flere af de store pharmaproducenter kommet på listen: Pfizer, Bayer, MSD og Novatis/Sandoz. De var alle interesserede i Innoscans unikke og lynhurtige inspektion af fremmedlegemer i medicinampuller.

Men væksten har ikke været uden sværdslag, for når man er en gigantisk medicinproducent, kan det godt være svært at satse på inspektionsmaskiner fra en lille virksomhed, fortæller Mads Peter Lübeck:

»Novo og Sanofi gav os de referencer, vi havde brug for til at overbevise de store producenter om, at de godt kunne satse på os. Stille og roligt er virksomheder begyndt at komme til os, fordi de kan se, at vi kan noget, ingen andre kan.«

Medarbejderne ved det hele

En af årsagerne til, at kunderne stoler på Innoscan, skal findes hos medarbejderne.

»De ved simpelt hen ufatteligt meget om produktet og kundernes behov, og derfor møder kunderne heller ikke en sælger, men en tekniker eller ingeniør, som er klar til at udfordre dem,« forklarer han.

Derfor hænder det også ofte, at kunden sendes hjem for at genoverveje sin egen proces. Det gælder f.eks. fremkomsten af bobler i medicinen. Bobler ligner fremmede partikler, og derfor venter man normalt lidt med at scanne medicin­ampuller, til boblerne er forsvundet:

»Men vores instrument har en funktion, hvor vi kan undertrykke boblerne og spare ventetiden. Derfor skal producenterne ind at ændre deres proces, men opnår samtidig en større performance,« fortæller Mads Peter Lübeck.

Innoscan har netop gennemført et generationsskifte og fået italienske Stevanato Group med i ejerkredsen. Så finansieringen er på plads, og der ligger en klar strategi og en vækstplan. Nu skal der ansættes flere.

»Sidste år voksede vi med 15 medarbejdere fordelt mellem teknikere og ingeniører. Inden for de næste 12 måneder regner jeg med, at der skal ansættes yderligere 10,« siger Mads Peter Lübeck.

Knirkende rendegravere og skrig­orange stolper viser vejen ud til et af Københavns gamle industrikvarterer, hvor de to gamle B&W-haller til maj skal fyldes af 12.000 tilskuere til det internationale Melodi Grand Prix – Eurovision Song Contest 2014.

Vi er på Refshaleøen – eller ‘Eurovision Island’, som den midlertidigt omdøbes – men kigger man indenfor i de enorme, kolde industrihaller, hvor selv lastbilerne virker små, er det svært at forestille sig, at det er her, der skal være fest, musik og sceneshow – med tv-transmission til 170 mio. seere verden over.

60 meter bro skal erstatte søjler

For at give publikum fri udsigt til scenen er smedene i gang med at fjerne de tre midterste bærende søjler mellem de to sammenhængende haller. De to yderste søjler er blevet forstærket og indkapslet i et ekstra lag jerngitre, og dragerne mellem søjlerne er så småt ved at være væk.

Bæreevnen skal bevares gennem hele processen, for at taget ikke styrter ned. 20 meter oppe skal en bro – i form af et udvekslingsgitter på omkring 60 meter i længden – erstatte de tre søjlers bærekraft.

Jernsøjlerne er firkantede, to meter på hver led og omkring 20 meter i højden. Hele konstruktionen over søjlerne skal løftes otte centimeter, før de tre midterste søjler kan vippes ud og frigøres.

Ingeniøren bliver vist rundt i den gamle værftshal af Morten Pankoke, der er operativ chef i projektselskabet Host City Copenhagen, som står for ombygningen.

»Selv om vi næsten opnår den samme bæreevne ved at lave den tværgående bro, mister vi noget af statikken. Hallernes kæmpe blikvægge er ikke stabile nok i længden, så vi bliver nødt til at reetablere søjlerne bagefter,« forklarer han.

Når de to semifinaler og finalen er overstået 10. maj, har Host City Copenhagen to uger til at pakke sammen og genetablere søjlerne i hallerne, som normalt huser Det Kgl. Teaters lager, en paintballbane og en klatrebane oppe under loftet.

10 mio. kr. dyrere end forventet

De første beregninger på ombygningen lød på 35 mio. kr. Men det har vist sig, at fjernelsen af de tre søjler bliver 10 mio. kr. dyrere end først antaget. To af millionerne betales af ejendomsselskabet Reda, der ejer hallerne.

Host City Copenhagen angiver i en redegørelse, at de første beregninger har været for optimistiske.

Efter nye beregninger af forholdene samt en gennemgang af DR’s krav til tagkonstruktionens evne til at bære lyd-, lys- og kameraudstyr stod det klart, at der måtte en mere omfattende forstærkning til, eftersom DR ikke vil lempe på sine krav til den lyd- og lystekniske løsning.

Svære at varme op

De bærende søjler er langtfra den eneste tekniske udfordring forbundet med sangkonkurrencen. Der skal etableres fjernvarme, internetkabler, logistik- og transport. Og dertil kommer, at hallerne bliver svære at varme op. For næsten alt lys er LED med lav varmeudvikling.

»Vi isolerer ikke hallen, så det kan blive en udfordring at sikre varmen. Selvfølgelig varmer 12.000 mennesker en hel del, men inden de kommer ind og på plads, kan det være, at her bliver lidt køligt,« siger Morten Pankoke

Desuden skal der opføres telte omkring hallerne på omtrent samme kvadratmetermål som hallerne. Og generatorer bag scenen skal levere 11MW til at drive lyd, lys, barer og restauranter.

Morten Pankoke er dog fortrøstningsfuld. Mens han med store armbevægelser beskriver, hvor tusindvis af biler og busser skal parkeres et stykke fra hallerne, står vinterblæsten om de monumentale haller, der indtil videre minder meget lidt om en superarena til glitter, stilethæle og røde løbere.

Men det kommer de til, forsikrer han.

Semifinalerne afholdes 6. og 8. maj, og finalen 10. maj.

At være klarsynet en smule længere end konkurrenterne kan have store fordel i sportsverdenen, og en amerikansk neurolog har nu udviklet en app, som efter sigende har givet baseball-spillere et markant bedre syn.

App’en, som han kalder UltimEyes, er i sin enkelthed et lille program, der viser små grå pletter på skærmen, som man skal ‘fange’ med sin mus. Efterhånden bliver de mere og mere uklare, og det provokerer hjernen til at stramme op for at fortsætte ‘spillet’.

Og det har vist sig at have en mærkbar effekt, siger Aaron Seitz, som har udviklet app’en. Han har efterprøvet øjentræningen på 19 baseballspillere i Californien, og selv de, som i forvejen havde et skarpt syn, fik det skærpet endnu mere og forlænget den klarsynede distance med 31 procent i gennemsnit, fortæller han ifølge Popular Mechanics.

»Vi har brugt standard-synstavler, hvor man normalt står seks meter væk. Vi flyttede nogle af spillerne 12 meter væk fra tavlen, og de kunne stadig læse de nederste linjer. Jeg var rystet,« siger Aaron Seitz.

At kalde det øjentræning er i øvrigt en sandhed med modifikationer, for der er ikke tale om, at man får trænet musklerne i øjnene. Derimod får man stimuleret den del af hjernen, der har med synet at gøre, det såkaldte visuelle cortex.

Den danske synshjernespecialist Torben Helstrup giver dog ikke meget for Aaron Seitz’ opfindelse.

»Undersøgelserne er slet ikke udført ordentligt – der mangler både perspektiv og en kontrolgruppe. Det giver ingen mening at teste med traditionelle synstavler, for her måler man højkontrast i sort og hvid,« begynder han.

»I den virkelige verden er det gråt i gråt, så når vi navigerer rundt, er højkontrast ligegyldigt. Tavlerne er hurtige og effektive til at tjekke synet, men ikke så præcise. Desuden kan hjernen gætte helt vildt, når den ser på sådan en tavle – især hvis man har set på den før,« siger Torben Helstrup.

Han understreger, at man sagtens kan stimulere det visuelle cortex, men synsstyrken bliver ikke bedre af det, fordi nethinden har nogle fysiske begrænsninger.

Desuden kommer bolden med så stor hastighed, at øjet slet ikke kan følge den under alle omstændigheder, lyder det fra Torben Helstrup.

»Øjet kan beregne, hvor bolden slår ned – det er en del af træningen for sportsudøvere. Men bevægelser opfatter vi med det perifære syn og ikke det centrale syn, som man bruger til at se de små ting. I det perifære syn har vi ingen skarpe evner overhovedet. Man kan ikke træne i øst og blive bedre i vest,« understreger han.

App’en UltimEyes kan downloades til iPad HER.

Se en demo af Aaron Seitz’ app nedenfor.

Fisk det nyeste ladestik til iPhone og iPad frem, og du vil i metalhylsteret for enden af stikket finde et eksempel på en komponent fremstillet via Metal Injection Moulding (MIM).

Men lægger du telefonen fra dig, skal der spejdes noget længere for at finde industrielle MIM-komponenter fremstillet på dansk grund.

»På det danske marked er det stadig en overset teknologi. Der er mange, der ikke har fået øjnene op for teknologien. Den har ry for at være dyr, fordi materialer og værktøjer er dyre, men prisen er faldet gevaldigt på det metalpulver, der anvendes i processen,« fortæller Poul Verner Søgaard, procesansvarlig hos Grundfos-datterselskabet Sintex.

Virksomheden har siden 2007 arbejdet med MIM og bl.a.brugt den til små komponenter i Grundfos’ egne pumper. Indtil nu har man holdt kortene tæt ind til kroppen, men nu går Sintex målrettet efter at etablere sig som dansk MIM-leverandør.

Boomer i asiatisk elektronik

Metal Injection Moulding er en industriel fremstillingsproces, der har været kendt siden 1970’erne.

Den går ud på at blande rustfrit metalpulver med en såkaldt plasticbinder, hvorefter emnet sprøjtestøbes på en traditionel sprøjtestøbemaskine, inden plasticbinderen fjernes ved afdrivning, og emnet sintres. Det giver et emne med metals hårdhed, men med plastics fleksibilitet.

Metoden anvendes i USA inden for bl.a. militærindustrien og i Asien – som i eksemplet med iPhone – inden for elektronikfremstilling. Også i Europa er metoden i vækst, primært inden for bilindustrien. Men i Danmark er brugen af MIM fortsat begrænset ifølge Sintex, der kalder sig Skandinaviens eneste kommercielle MIM-leverandør.
MIM-teknologien bruges typisk til små emner under 100 gram med komplekse geometrier, der skal produceres i forholdsvis store styktal, og hvor traditionel die-bearbejdning eller svejsning er besværlig og tidskrævende. Eksempelvis inden for høreapparatsindustrien.

En af de danske høreapparatproducenter, GN Resound, benytter sig allerede af MIM til fremstilling af den såkaldte metal-hook, der fæstner apparatet til øret. Men komponenten leveres af en udenlandsk producent.

»Jeg er ret sikker på, at det er en overset teknologi herhjemme. Og det er, fordi man i en årrække har haft virkelig gode resultater med stærke plasttyper. Men nu kommer man ikke rigtigt længere med det spor. Vi hælder stadig mere indmad i høreapparaterne, og man bliver nødt til at gøre noget for at skaffe mere brugbar volumen indvendigt eller gøre komponenterne mindre, f.eks. via MIM,« siger GN Resounds udviklingschef, Thomas Olsgaard.

Konkurrerer ikke med 3D-print

Men med tanke på den solide danske høreapparatindustri kunne han godt se for sig, at MIM-produktion blev en nichekompetence for danske underleverandører:

»Jeg kunne sagtens forestille mig, at det kunne blive et nicheområde i Danmark, hvis granulaterne (metal- og plastpulverets kugler, red.) bliver små nok, og man får styr på sintringen i forhold til at kompensere for spild.«

GN Resound er en af de virksomheder, der har taget 3D-print til sig, og flere af de indvendige komponenter 3D-printes i dag. Hverken Thomas Olsgaard eller Poul Verner Søgaard ser dog nødvendigvis MIM som en direkte konkurrent til 3D-print.

»Kun på de små styktal. Men MIM-processen vinder på de mange mulige antal legeringer, som ikke er tilgængelige endnu i 3D-print,« forklarer Poul Verner Søgaard, der snarere ser præci­sionsstøbning som den store konkurrent.

Hos pladebearbejdningsproducenten Danpres kender direktør Søren O. Nielsen kun perifært til MIM, og endnu har han ikke mærket et behov fra industrien.

»Men det er et spændende område, og det kunne godt være en videreudvikling af vores 3D-scanner,« siger Søren O. Nielsen.

Den billige kinesiske arbejdskraft har længe holdt industrirobotterne stangen, men nu kommer de. Fra 2005 til 2012 steg salget af robotter i gennemsnit med 25 pct. årligt, og i 2012 blev der opstillet næsten 35.000 robotceller i de kinesiske produktionslinjer.

Det gør Kina til verdens største marked for robotter, og ifølge Den Internationale Robotforenining, IFR, vil landets behov for robotteknologi kun vokse frem mod 2016.

I den årlige rapport, som IFR udgav tidligere på efteråret, slår foreningen således fast, at der er et kæmpe automationspotentiale i kinesisk produktion. Hvor højt automatiserede industrier som i Japan, Sydkorea og Tyskland har installeret mellem 270 og 400 robotter pr. 10.000 ansatte, har de kinesiske virksomheder kun 20 pr. 10.000 ansatte.

For at nå op på de første tre landes automatiseringsniveau ville Kina skulle installere op mod én million robotter i de kommende år, skriver IFR endvidere i sin rapport.

Universal Robots er med

Førende robotproducenter som Kuka og ABB har længe haft kontorer i Kina, sidstnævnte har endda henlagt sit globale robothovedkvarter til Shanghai, og også danske Universal Robots er nu for alvor på vej ind på det kinesiske marked. Da Ingeniøren fanger adm. direktør Enrico Krogh Iversen på telefonen, er han således netop hjemvendt fra Shanghai, hvor Universal Robots i efteråret etablerede sit datterselskab.

I 2013 solgte Universal robotter for godt 10 mio. kr. til kineserne. Ud af en 2013-omsætning i omegnen af 140 mio. kr. lyder det måske ikke af så meget, men direktøren forventer, at salget vil vokse herover de kommende år.

»Der er ingen tvivl om, at behovet er kæmpestort. Robotter og andre former for industriel automation har stor politisk bevågenhed i Kina, og mange af de fabrikker derude med mange ansatte har et ønske om at automatisere i omfattende stil. Så ja, vi tror på, det bliver et kraftigt marked,« siger han.

Ifølge Enrico Krogh Iversen er de primære årsager til potentialet på det kinesiske marked, at lønningerne er stigende, arbejdsstyrken får bedre arbejdsvilkår, og at der er et politisk ønske om at kunne producere højkvalitetsemner. Dermed er han på linje med IFR, som foruden behovet for at opgradere produktionsfaciliteterne peger på, at den voksende købekraft i den kinesiske middelklasse vil bane vejen for bedre forbrugs- og medicoprodukter, hvis fremstilling tilsvarende vil kræve en høj grad af automation.

Foxbot spøger i kulissen

Det helt store spørgsmål er, i hvor høj grad kineserne er i stand til selv at mætte hjemmemarkedet via de lokale robotproducenter som Estun Robotics. I kulissen truer desuden den helt store ubekendte: elektronikproducenten Foxconn, som i 2011 annoncerede, at den ville erstatte en stor del af koncernens manuelle arbejdskraft med intet mindre end én million egenudviklede robotter, såkaldte Foxbots.

Det når Foxconn dog på ingen måde. IFR anslår, at koncernen indtil nu kun har produceret mellem 10.000 og 30.000 robotter til eget brug.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Foxbot’en og andre kinesisk producerede robotter om få år vil oversvømme Europa, Canada og USA og dermed blive en alvorlig konkurrent til eksempelvis Universal Robots på hjemmemarkederne. Ikke lige med det samme, hvis man spørger Enrico Krogh Iversen. Han tilføjer dog, at han ikke personligt har set Foxconns robot, som i robotkredse er blevet nævnt som en potentiel direkte konkurrent til den danske salgssucces:

»Jeg ser det ikke som nogen stor trussel på den korte bane. Der er noget teknologi, som de lokale kinesiske producenter ikke har adgang til endnu, og hvor japanske, tyske og danske robotproducenter stadig kan noget, som kineserne ikke kan.«

Den bedste måde at forholde sig til den østasiatiske konkurrence på, mener han, er at holde vores egen udvikling i gang, så danske producenter hele tiden kan være nogle skridt foran.

Dansk forsker forbavset

Men måske er vi ikke helt så mange skridt foran, som vi selv går og tror. Det er robotforsker og professor på Aalborg Universitet Ole Madsen i hvert fald ikke længere så sikker på, efter at han for et par uger siden var i Sydkorea i forbindelse med en robotkonference.

»Jeg havde godt hørt, at man kopierer derovre, men jeg er nok lidt forbavset over kvaliteten af de kopiprodukter, jeg så. Og hvis det, vi har set inden for andre områder, også sker inden for robotter, bliver det rigtig spændende,« siger han med henvisning til, at koreanerne i 1970’erne begyndte med at lave billige kopier af vestlige farvefjernsyn, men i dag er verdensførende inden for fladskærme.

Ole Madsen understreger, at han ikke har noget større empirisk belæg på området, men det, han så i Korea, kan tjene som en advarsel om, hvad der venter de danske robotproducenter i fremtiden af konkurrence fra først Sydkorea, men måske senere også Kina og Indien.

Konkret oplevede han en kopi af en DaVinci-operationsrobot, som der er verdenspatent på indtil 2015. Men koreanerne er klar med en kopi allerede nu. Tilsvarende så han en kraftmåler monteret i enden af en gribearm, som umiddelbart vurderet var fuldt på højde med de dyre vestlige produkter.

»Det er et kopiprodukt, men de har bragt det videre. Og de har kapacitet til at styre hele værdikæden, så de kan også fremstille de her robotter,« siger Ole Madsen.

Dansk robotproducent tøvende

Netop patentproblematikken er en af årsagerne til, at en anden dansk robotproducent, Scape Technologies, tøver med at bevæge sig ind på det kinesiske marked lige nu.

»Vi er ikke helt trygge ved patentsituationen og beskyttelse af rettigheder. Når man som vi arbejder med software, er der nogle uafklarede problematikker, så derfor er vi en lille smule tøvende,« forklarer administrerende direktør Søren Bøving, som ikke er i tvivl om, at kineserne på et tidspunkt begynder at sende deres egne industrirobotter ud på markedet.

Han tilføjer, at Kina naturligvis er interessant på sigt. Scape Technologies har da også allerede fået henvendelser fra Kina, men indtil videre koncentrerer den mindre virksomhed sig om hjemmemarkederne i Europa, USA og Canada.

Ifølge IFR’s rapport kan den igangværende faldende økonomiske vækst i Kina forventes at influere robotsalget negativt i 2013, men fra 2014 til 2016 forventes salget at vokse med 15 procent om året.

Også på globalt plan er der grund til optimisme. IFR estimerer, at det globale salg af robotinstallationer vil vokse med 6 procent om året frem mod 2016.