Udstødningen fra de tusinder af lastbiler, der dagligt drøner rundt på de danske motorveje, er ikke alene en miljømæssig belastning med tonsvis af CO2 og farlige partikler.

Den er også en kæmpe energiressource, fordi motorens spildvarme i udstødningen kan udnyttes og omsættes til strøm ved hjælp af en termoelektrisk generator. Det mindsker belastningen på bilens generator og sparer dermed brændstof.

Iværksættervirksomheden TEGnology fra Vejle har arbejdet på teknologien i årevis, og i januar fik virksomheden tildelt 2,3 mio kr. fra Energistyrelsen til arbejdet med at udvikle et billigt og effektivt termo­elektrisk modul (TEM) til Volvos lastbiler.

En af udfordringerne ved at udvikle termoelektriske moduler til lastbiler er, at de skal kunne fungere ved meget høje temperaturer. Her mener TEGnology at have erobret sig en konkurrencefordel ved at samarbejde med Aarhus Universitet om udvikling af materialer, der kan fungere ved helt op til 400 grader celsius.

»Det er unikt for termoelektriske moduler, og fordi vi har licens til at producere materialet, giver det os et forspring på markedet,« siger TEGnologys direktør, Paul Egginton.

»Vores test af modulet har vist, at det kan yde 100 W og dermed reducere presset på bilens indbyggede generator og få bilen til at køre 10 pct. længere på literen – og på længere sigt kan vi måske optimere modulet, så bilens egen generator helt kan undværes,« siger han.

Adgang til nyeste forskning

Samarbejdet med Aarhus Universitet opstod i 2009, da TEGnologys grundlægger, Flemming Bjørn Hansen, i sin søgen efter ny viden gentagne gange stødte på en bestemt forskers navn.

»Så tog jeg ganske enkelt telefonen og ringede til Center For Materialekrystallografí, som siden slutningen af halvfemserne har haft den specifikke ekspertise på området for termoelektriske materialer og som på daværende tidspunkt næsten havde materialet zinkantimonoid klar til produktion. Dermed fik jeg en hurtig og nem adgang til den nyeste forskning på området, og universitetes forskere blev glade, fordi de på den måde fik afprøvet deres materialer i praksis. Senere i samarbejdet blev det så et krav, at der også skulle forskes i det andet halvledermateriale magnesiumsilicid, så vi kunne komme videre med modulet,« siger Flemming Bjørn Hansen.

TEGnology er nu klar med sin anden prototype af modulet, og efter en række succesfulde test hos det tyske firma Mahle bliver TEM’en til sommer præsenteret på den store messe Thermoelectrica i USA, hvor testmodulerne gerne skulle stå klar til salg, og hvor firmaet håber at skabe kontakter i industrien.

Poul Gunder Nielsen har stillet fem spørgsmål om køkkenkværne.

Janus Søgaard Kirkeby, Project Manager, Solid Waste Management, Cowi, svarer:

1) Er det ikke rigtigt, at køkken­kværne giver den optimale adskillelse af det organiske og det uorganiske husholdningsaffald?

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad der menes med ‘den optimale adskillelse’. Det er muligt, at køkkenkværne kan frasortere en meget stor mængde madaffald – og måske mere end ved separat indsamling – fra det resterende affald, men der er ikke foretaget mange undersøgelser af dette i Danmark.

2) Har kloaksystemet kapacitet nok til dette?

Kloaksystemet vil i de fleste tilfælde ikke have noget problem med at modtage og transportere den ekstra belastning, som faktisk udgør en relativ lille merbelastning ift. nuværende. Der kan dog være lokale omstændigheder (f.eks. underdimensionerede eller dårligt vedligeholdte kloakker), som gør, at køkkenkværne ikke er hensigtsmæssige i visse områder. Der kan også være øget risiko for højere koncentration af svovlbrinte i kloaknettet, især på lange kloakledninger.

3) Kan renseanlæggene effektivt omdanne dette organiske affald til gas og gødning?

Renseanlæggene kan, hvis de har en rådnetank, omdanne affaldet til biogas, som kan bruges til el- og varmeproduktion. Der sker dog et tab af materiale – og dermed energi – i renseanlægget, hovedsageligt fra beluftningsprocessen på renseanlægget. Derfor vil der typisk dannes mere biogas, hvis affaldet indsamles separat.

4) Er metoden energimæssigt forsvarlig?

Ja, men som skrevet ovenfor så kan energioverskuddet være større, hvis affaldet indsamles separat – også selvom der anvendes mere diesel til indsamling.

5) Hvor udbredt er den – i ind- og udland?

I indland er den meget lidt udbredt. I USA derimod er det meget udbredt i de fleste stater – over 50 procent af alle boliger har installeret en køkkenkværn.

Poul Gunder Nielsen har stillet fem spørgsmål om køkkenkværne.

Janus Søgaard Kirkeby, Project Manager, Solid Waste Management, Cowi, svarer:

1) Er det ikke rigtigt, at køkken­kværne giver den optimale adskillelse af det organiske og det uorganiske husholdningsaffald?

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad der menes med ‘den optimale adskillelse’. Det er muligt, at køkkenkværne kan frasortere en meget stor mængde madaffald – og måske mere end ved separat indsamling – fra det resterende affald, men der er ikke foretaget mange undersøgelser af dette i Danmark.

2) Har kloaksystemet kapacitet nok til dette?

Kloaksystemet vil i de fleste tilfælde ikke have noget problem med at modtage og transportere den ekstra belastning, som faktisk udgør en relativ lille merbelastning ift. nuværende. Der kan dog være lokale omstændigheder (f.eks. underdimensionerede eller dårligt vedligeholdte kloakker), som gør, at køkkenkværne ikke er hensigtsmæssige i visse områder. Der kan også være øget risiko for højere koncentration af svovlbrinte i kloaknettet, især på lange kloakledninger.

3) Kan renseanlæggene effektivt omdanne dette organiske affald til gas og gødning?

Renseanlæggene kan, hvis de har en rådnetank, omdanne affaldet til biogas, som kan bruges til el- og varmeproduktion. Der sker dog et tab af materiale – og dermed energi – i renseanlægget, hovedsageligt fra beluftningsprocessen på renseanlægget. Derfor vil der typisk dannes mere biogas, hvis affaldet indsamles separat.

4) Er metoden energimæssigt forsvarlig?

Ja, men som skrevet ovenfor så kan energioverskuddet være større, hvis affaldet indsamles separat – også selvom der anvendes mere diesel til indsamling.

5) Hvor udbredt er den – i ind- og udland?

I indland er den meget lidt udbredt. I USA derimod er det meget udbredt i de fleste stater – over 50 procent af alle boliger har installeret en køkkenkværn.

Måske lyder en tankekontrolleret benrustning mere som en effekt fra filmen Iron Man end moderne lægevidenskab. Men det er ikke desto mindre, hvad en brasiliansk forsker forventer at virkeliggøre ved åbningen af VM i fodbold i juni 2014, skriver Washington Post.

Her skal en teenager, der er lammet fra livet og ned, efter planen kunne gå ind på banen og sparke den første kamp i gang – alene ved hjælp af tankens kraft, der skal aktivere et mekanisk exoskelet spændt omkring benene.

Mekaniske metalbøjler skal støtte og bøje teenagerens ben, mens bøjlerne bliver stabiliserede af gyroskoper, der bliver drevet af et batteri, der skal ligge i teenagerens rygsæk. Tyskproducerede sensorer vil skabe en følelse af pres, når hver fod rammer jorden.

Til sidst vil teenageren efter måneders træning med en virtual reality-simulator være i stand til at styre alt dette gennem et udstyr, der omsætter tanker til handling.

Vil gøre kørestole overflødige

Efter årtiers forskning lader det således til at være lykkedes for forskere fra projektet Walk Again på Duke University at give nyt håb til ofre for slagtilfælde og bilulykker samt sårede soldater, der har mistet lemmer eller førligheden i hænder, arme og ben.

»Med tilstrækkelig politisk vilje og investeringer kunne vi gøre kørestole overflødige,« lyder det fra den brasilianske neurolog Miguel Nicolelis, der står i spidsen for projektet.

Han betegnes som lidt af en pioner inden for feltet, siden han i 1990’erne var med til at udvikle den første tanke-kontrollerede arm.

Begyndelsen på den blev til ved hjælp af rotter, som fik indsat en elektronisk chip i den del af hjernen, som kontrollerer muskelbevægelser. Fra chippen sad der rækker af ledninger, som opfangede de elektriske impulser, der blev genereret af hjernecellerne, og sendte signalerne videre til en computer.

Så lærte rotterne at få vand ved at røre og aktivere en arm, og forskerne studerede de signaler, som rotten samtidig udsendte. Ved at efterligne neuronernes mønstre, kunne de sende signalerne direkte videre til armen, og rotterne lærte efterhånden at aktivere armen uden at røre den.

I 2008 lykkedes det så forskerne at få en robot i Japan til at gå på et løbebånd, fordi den via en computer fik signaler fra en abe, der gik på et løbebånd i laboratoriet på den anden side af verden – som denne video viser:

Måske lyder en tankekontrolleret benrustning mere som en effekt fra filmen Iron Man end moderne lægevidenskab. Men det er ikke desto mindre, hvad en brasiliansk forsker forventer at virkeliggøre ved åbningen af VM i fodbold i juni 2014, skriver Washington Post.

Her skal en teenager, der er lammet fra livet og ned, efter planen kunne gå ind på banen og sparke den første kamp i gang – alene ved hjælp af tankens kraft, der skal aktivere et mekanisk exoskelet spændt omkring benene.

Mekaniske metalbøjler skal støtte og bøje teenagerens ben, mens bøjlerne bliver stabiliserede af gyroskoper, der bliver drevet af et batteri, der skal ligge i teenagerens rygsæk. Tyskproducerede sensorer vil skabe en følelse af pres, når hver fod rammer jorden.

Til sidst vil teenageren efter måneders træning med en virtual reality-simulator være i stand til at styre alt dette gennem et udstyr, der omsætter tanker til handling.

Vil gøre kørestole overflødige

Efter årtiers forskning lader det således til at være lykkedes for forskere fra projektet Walk Again på Duke University at give nyt håb til ofre for slagtilfælde og bilulykker samt sårede soldater, der har mistet lemmer eller førligheden i hænder, arme og ben.

»Med tilstrækkelig politisk vilje og investeringer kunne vi gøre kørestole overflødige,« lyder det fra den brasilianske neurolog Miguel Nicolelis, der står i spidsen for projektet.

Han betegnes som lidt af en pioner inden for feltet, siden han i 1990’erne var med til at udvikle den første tanke-kontrollerede arm.

Begyndelsen på den blev til ved hjælp af rotter, som fik indsat en elektronisk chip i den del af hjernen, som kontrollerer muskelbevægelser. Fra chippen sad der rækker af ledninger, som opfangede de elektriske impulser, der blev genereret af hjernecellerne, og sendte signalerne videre til en computer.

Så lærte rotterne at få vand ved at røre og aktivere en arm, og forskerne studerede de signaler, som rotten samtidig udsendte. Ved at efterligne neuronernes mønstre, kunne de sende signalerne direkte videre til armen, og rotterne lærte efterhånden at aktivere armen uden at røre den.

I 2008 lykkedes det så forskerne at få en robot i Japan til at gå på et løbebånd, fordi den via en computer fik signaler fra en abe, der gik på et løbebånd i laboratoriet på den anden side af verden – som denne video viser:

Det var midt i et af de utallige møder, der blev holdt, at beslutningen blev taget – meget hurtigt. Det her møde var særlig slemt, og til sidst blev det for meget for den britiske udvikler Rob Ashton, som rejste sig op, sagde sit job i det belgiske firma op på stedet, og skred.

Samme dag var han på vej væk fra Belgien, på vej mod nye eventyr, som han dengang ikke vidste, hvad skulle være for nogle. Han havde bare fået nok af det fastlåste job i en stor virksomhed.

»Jeg blev udvikler, fordi jeg ville udvikle spil og tjene en masse penge på det. Men ligesom mange andre fandt jeg ud af, at der ikke var mange jobs i spiludvikling, så jeg endte i en stor virksomhed, hvor jeg åbenbart var så god til at kode, at jeg ikke skulle bruge min tid på det længere, men kun på møder, politik, være team lead og så videre,« fortalte han i et oplæg på udviklerkonferencen Warm Crocodile, der blev holdt i København i denne uge.

I stedet gik han ’på valsen’, som det hed i gamle dage, når håndværkere tog på en slags dannelsesrejse rundt i Europa.

»Jeg indså, at jeg havde spildt otte år af mit liv på at arbejde for firmaer, hvor jeg spildte tiden. Jeg skrev på min blog, at jeg ikke var på udkig efter et nyt, fast job. I stedet ville jeg komme og gøre hvad som helst for folk, der ville betale flybilletten og sørge for kost og logi. Mit mål var at komme ind i en uge eller to og på den tid kode en cool løsning,« sagde Rob Ashton.

Andre mål var at lære nye folk at kende rundt omkring – og at få lidt kulør på den britisk-blege krop. Det fik han på Hawaii, men året som omrejsende udvikler førte ham også blandt andet til Litauen, Hebriderne i Skotland, Sverige, Grækenland og San Francisco.

Han fik sjældent løn for sig arbejde, og når han gjorde, gik pengene til rejser. Men overalt var folk meget hjælpsomme, forklarede han, så han klarede sig fint igennem og fik fantastiske oplevelser, både professionelt og privat.

Da han blev hyret til en opgave i Grækenland, anede han ikke, hvad den gik ud på, men fik tilsendt to ph.d.-afhandlinger, han kunne læse på flyveturen.

»Jeg læser aldrig ph.d.-afhandlinger, for de er så utroligt lange. Men de her læste jeg, og så ankom jeg og skulle løse en opgave i et sprog, jeg aldrig havde set før, på ni dage. Jeg kunne ikke engang lave en ’hello world’. Så jeg brugte meget af tiden på at glo ind i skærmen og føle mig dum, eller sidde på en rom-bar og græde ned i glasset. Men jeg fik det lavet og det shippede,« sagde Rob Ashton, som eksempel på, at man kan mere end man lige tror – forudsat at der er nok rom i nærheden.

Erfaringerne fra et års rejsen rundt var også, at man ikke skal skyde skylden på forskellige sprog, når man bakser med et kodeproblem, for det er som regel ikke der, problemet ligger.

»Jeg plejede at være .Net-udvikler, men er det ikke længere, for .Net er forfærdeligt. Men jeg fik undervejs udviklet en masse kode i .Net og shippet det hurtigt – så det var ikke platformen, der var problemet før. Det var dårlige værktøjer, dårlig ledelse, sikkerhedsregler, som betyder man ikke må installere noget på sin arbejdscomputer eller at det går alt for langsomt med at få produktet klar. Det er alt sammen på grund af store virksomheder – det er store virksomheder (enterprise), der er problemet!« sagde han.

Efter et helt års rundrejse, har han nu igen fået et fast job – men et helt andet slags end før.

»Jeg har lært noget om, hvad jeg ønsker mig af et job. I mit nye job kan jeg arbejde fra hvor-som-helst, jeg vil, og det er i Erlang, som jeg ikke kender endnu,« sagde han og opfordrede andre til at se på deres eget liv.

For selvom forpligtelser som huslån og børn betyder, at ikke alle bare kan trække stikket ud og rejse ud, kan man godt gøre noget selv, hvis man er utilfreds med sit liv, pointerede han.

»Vi kan prøve at finde et bedre job, eller gøre noget for at forbedre det nuværende. Og så er det også vigtigt at gøre det, man gerne vil, når man ikke koder. Du kan dyrke sport, tage frivilligt arbejde og så videre,« sagde Rob Ashton.

Som eksempel viste han et billede af sin optimale work-life-balance. Han var til det internationale Melodi Grand Prix i Malmø sidste forår, og sad med en bærbar på skødet og kodede Closure, mens han drak øl og så showet.

Men evnen til at opsøge nye muligheder kræver også, at man ikke selv gror fast i det, man kan – eller tror at man aldrig bliver god nok til at arbejde i nye sprog, for eksempel.

»Hvis du vil videre, gælder det om at lære nye ting og teknologier. Du kan med bare to timer om ugen lære noget nyt, og så er du foran 99 procent af alle andre. Og man skal ikke op på ekspert-niveau, før man kan løse en opgave, har jeg lært,« sagde Rob Ashton.

Sammenlagt var hans årelange udflugt en stor succes – først og fremmest fordi det så blev helt klart for ham, hvad han ønskede sig af sit liv og sit job.

»Det sidste år har kostet mig en masse penge, mit hus, en kæreste, at jeg ikke har spillet Xbox eller GTA5 – men det var det hele værd. Jeg er en glad mand nu,« sagde han.

Warm Crocodile Conference blev holdt den 15. og 16. januar i København. Version2 er mediepartner på konferencen.

Det var malwaren Trojan.POSRAM, som gjorde det muligt for hackere at stjæle kreditkort-informationer om op til 110 millioner kunder hos indkøbskæden Target i USA.

Sådan lyder det i en rapport om operation Kaptoxa, som hackerangrebene mod Target og andre butikskæder er blevet døbt, forfattet af Secret Service med hjælp fra en række andre myndigheder i USA. Det skriver Wired.com.

Trojaneren er bygget på BlackPOS – hvor POS står for ‘point of sale’, altså kasseapparatet – som blev udviklet i Rusland i 2013 og er kendt af antivirusfirmaerne. Så for at undgå, at malwaren blev genkendt af antivirus, blev den nye variant grundigt ændret.

Ved hjælp af andre hackerværktøjer blev Trojan.POSRAM listet ind på butikkernes computere, med den opgave at holde øje med indholdet af RAM, når bestemte programmer skrev til hukommelsen, nemlig den software, der blev brugt til at håndtere betalingerne.

Ved at tage data om betalingskort direkte fra hukommelsen, undgik hackerne at skulle bryde den kryptering, der normalt bliver brugt til betalingsdata alle andre steder end lige netop i hukommelsen under transaktionen.

De stjålne data blev gemt lokalt, og én gang i døgnet, på skiftende tider imellem klokken 10 og 17, blev data sendt videre via NetBIOS til en central host, der også var oprettet af hackerne på ofrenes interne netværk. Herfra kunne dataene så hentes løbende via FTP.

Ingen af de elementer, der blev brugt af hackerne, var hver for sig noget ekstraordinært, men tilsammen var det en kompliceret operation, lyder vurderingen fra sikkerhedsfirmaet iSight.