Hvis du bor i Københavns Kommune og smider dine brugte metaldåser, plastdunke og udtjente mobiltelefoner i hver sin skraldespand, har du på blot et år været med til at femdoble kommunens bunker af affald, som kan genanvendes.

For et år siden begyndte Københavns Kommune nemlig at køre beholdere til henholdsvis metal-, plast- og elektronikaffald ud til hovedstadens borgere – i alt 23.000 nye beholdere. Alene mængden af indsamlet metalaffald fra husholdningerne er siden steget til 237 ton – fra under 50 ton i 2012 – og udviklingen fortsætter med at sprænge rammerne.

Det viser tal fra Københavns Kommune, som Ingeniøren har fået indsigt i. De nye skraldespande er led i kommunens ‘Genbrug er guld’-kampagne, der vil være fuldt udrullet i januar 2014.

Ayfer Baykal (SF), den afgående Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune, har fra starten sat alt på et bræt for, at strategien med de nye skraldespande i hovedstaden skulle blive en succes.

»Jeg mener, vi skal skabe en genanvendelsesindustri herhjemme, der kan give arbejdspladser for både jakkesæt, kjoler og kedeldragter. Det kræver blandt andet, at der indsamles mere affald,« siger Ayfer Baykal.

Hun henviser til, at ‘Genbrug er guld’-kampagnen også handler meget om oplysning til borgerne. Vi skal lære, at når vi bruger de nye skraldespande, skaber vi ikke voksende bunker af skrald – vi medvirker til at indsamle værdifulde råstoffer i form af metaller og plast, som jordkloden er ved at løbe tør for.

Kun en tredjedel bliver genanvendt

På dansk jord er sagen dog, at genanvendelsesprocenten for husholdsaffald er meget lav. Kun en tredjedel af borgernes skrald bliver smeltet om til nye dåser og plastikbøtter. Resten ryger i kommunernes glubske forbrændingsanlæg.

Det viser Miljøstyrelsens seneste opgørelse fra 2011, som indeholder de nyeste tal for, hvad der sker med affald i Danmark. Men miljøminister Ida Auken (SF) vil med den nye ressourcestrategi, som blev præsenteret i oktober, hæve det tal til 50 procent inden 2022.

»Med ressourcestrategien går vi efter at udnytte vores ressourcer bedst muligt ved at genanvende mere. For det er nødvendigt i forhold til at passe på de værdifulde råstoffer som eksempelvis metaller,« fortæller Ida Auken.

Odense og Aarhus er bagud

Vender man blikket væk fra hovedstadens succesfulde ordning og ser på Aarhus og Odense, tegner situationen sig dog væsentlig anderledes. Her skal borgerne ud på genbrugsstationerne, hvis brugte dåser fra tomater, plastikbakker og forældede mobiltelefoner skal genanvendes.

Begge kommuner hævder over for Ingeniøren, at genbrugsstationerne er populære, men ifølge flere eksperter rykker indsamlingen af affald først, hvis man kommer helt tæt på borgerne – altså med en sortering lige ved skraldespandene – netop som tilfældet er i København.

Ole Morten Petersen er direktør i Dakofa, som laver beregninger for kommuner og private aktører af, hvilket indsamlingsmetoder, der virker. Han siger:

»Den kildesortering, som foregår i København lige nu, er en virkelig vigtig forudsætning for, at vi får indsamlet de meget værdifulde råstoffer. Al forskning viser, at jo tættere kommunen kommer på borgerne i forhold til at indsamle affald, desto bedre. Derfor er det en klog vej, hovedstaden er gået i forhold til at få større mængder og bedre kvalitet. Og miljømæssigt,« siger han.

I Odense Kommune har man pr. dags dato ikke noget system, der kommer lige så tæt på borgerne, når det handler om at få fat på metal, plast og elektronik. Ifølge Thomas B. Jørgensen, der er administrerende direktør i Odense Renovation, skal det dog forklares med byens sammensætning.

»Det er rigtigt, at afleverer man ikke metal, plast og elektronik på genbrugsstationerne i Odense, ryger det i forbrændingsovnene. Men vi er et bylandskab med langt flere parcelhuslignende kvarterer end i København. Og jeg fastholder, at genbrugsstationerne i Odense er populære og den rigtig vej at gå her,« fortæller Thomas B. Jørgensen.

I den jyske hovedstad Aarhus må Louise Åstrøm-Andersen, der er afdelingschef for AffaldVarme, vedgå, at kommunen i dag ikke har en særlig instans i forhold til metaller, plast og elektronik, som ryger ud ved husholdningerne og dagsrenovationen. Hun påpeger dog, at Aarhus i flere år nu har bygget nedgravede containere til at håndtere almindeligt skrald og glas. De vil teknisk kunne omstilles, så de også kan fyldes med brugte metaldåser og lignende.

»Vi er i gang med lave nye planer for kommunens affaldsindsats i 2014. Det er en politisk beslutning, hvorvidt fokus skal øges. Jeg kan bare sige, at det teknisk godt kan lade sig gøre at indsamle de tre fraktioner med vores nuværende nedgravede containere. Det er klart, at der skal satses på, at vi får større mængder af metal, plast og elektronik indsamlet. Men den rigtige metode i Aarhus ligger endnu ikke fast,« fortæller afdelingslederen.

Forening glad for københavner-sats

Set fra Dansk Affaldsforening, der har været meget aktiv i kølvandet på miljøminister Ida Aukens ressourcestrategi, viser Københavns Kommunes indsats, at indsamling af affald ude ved borgerne faktisk er relativt nemt at gå til.

Foreningens direktør Jacob H. Simonsen forklarer:

»København tyvstartede for et år siden på det, som ministeren her mod slutningen af 2013 har sat fokus på. Og der er tale om et supergodt, brugbart tilbud til borgerne i hovedstaden. Og borgerne har jo i den grad taget tilbuddet til sig«.

Foruden metal er indsamlingen af plast i hovedstaden også eksploderet. I 2012 noterede Københavns Kommune en samlet indsamlet mængde på lidt over 28 ton. I 2013 er det tal foreløbig på 215 ton, viser altså kommunens optælling. Og mængden af gamle mobiltelefoner, brugte DVD-afspillere og fjernsyn med gamle billedrør er steget voldsomt på blot et år.

Entanglement er et helt centralt begreb for forståelsen af kvantemekanikken og udvikling af kvantecomputere og kvanteinformationssystemer.

Det får nu følgeskab af – og konkurrence fra – et nyt begreb, der kaldes kvantediskord eller kvante­uoverenstemmelse.

Når det er vanskeligt at lave kvantecomputere, skyldes det, at entanglement er svært at håndtere i praksis. Diskord lider ikke af denne skavank.

Da det samtidig har vist sig, at det i visse tilfælde er muligt at opnå samme beregningsmæssige fordele med kvantediskord som med entanglement, er interessen for diskord eksploderet i de seneste år.

På DTU Fysik har Lars Skovgaard Madsen i 2012 afsluttet et ph.d.-projekt, hvor han målt, hvordan støj og eksterne påvirkninger har betydning for mængden af diskord i systemet. En artikel herom er blevet offentliggjort i Physical Review Letters.

Hans vejleder, professor Ulrik Lund Andersen, forklarer: »Vi har lavet nogle af de første eksperimenter, der viser, at dæmpning i systemet, kan øge mængden af diskord.«

Dermed kan forstyrrende forhold, som vil ødelægge i systemer baseret på entanglement, være en fordel i systemer baseret på diskord.

Korrelationer i ny kontekst

Det var to forskellige forskergrupper, der uafhængigt af hinanden introducerede begrebet kvantediskord i 2001.

Den ene gruppe omfattede Leah Henderson fra University of Bristol og Vlatko Vedral fra Imperial College, London; den anden bestod af Harold Ollivier og Wojciech Zurek fra Los Alamos National Laboratory i USA. De undersøgte begge mere systematisk sammenhængen og forskellen mellem klassiske og kvantemæssige korrelationer.

Det var Ollivier og Zurek, som opfandt ordet ‘kvantediskord’ som et udtryk for forskellen mellem den totale korrelation og den klassiske korrelation for de to systemer. Entanglement er på den måde den maksimale diskord, det er muligt at opnå.

Ulrik Lund Andersen forklarer forskellen mellem klassiske og kvantemæssige korrelationer på denne måde:

Forestil dig, at du har et par sko i en kasse. Åbner du kassen og konstaterer, at den første sko, du får fat i, er en højresko, så ved du også, at anden sko er en venstresko.

Det er en ren klassisk korrelation.

Kvantemæssige korrelationer opstår i forbindelse med to partikler, som kan have to forskellige kvantemæssige tilstande. Er partiklerne bragt i superposition af de to tilstande, og er de ‘entangled’, svarer situationen til, at begge sko vil være en venstresko og højresko på samme tid, indtil man tager en sko op af kassen. Bliver den ved denne proces til en venstresko, bliver den anden automatisk til en højresko.

Alt dette har stået klart for fysikerne i det seneste halve århundrede. Men det er ikke hele fortællingen.

De teoretiske undersøgelser i 2001 viste, at entanglement ikke kan redegøre for alle ikke-klassiske korrelationer, og at adskilte tilstande almindeligvis indeholder korrelationer, der ikke kun er klassiske.

»Det har fysikerne på en eller måde vidst gennem mange år, men det var først i 2001, at det blev præcist beskrevet, hvad man skulle forstå ved dette,« siger Ulrik L. Andersen.

Den første udnyttelse af diskord

Den forbedrede teoretiske forståelse vakte dog ikke den helt store opsigt, da den kom frem, for det stod langtfra klart, om det overhovedet var en interessant opdagelse.

I 1935 satte Albert Einstein med artiklen: ‘Can Quantum Mechanical Description of Physical Reality Be Considered Complete?’ et frontalangreb ind på Niels Bohrs beskrivelse af kvantemekanikken.

Debatten om artiklen forblev uafklaret, indtil den nordirske fysiker John Bell i 1964 viste, hvordan man kunne udføre et eksperiment, der kunne afgøre, hvem der havde ret. Den franske fysiker Alain Aspect gennemførte i 1982 dette vanskelige eksperiment og viste, at Bohr havde ret.

Allerede samme år som Einsteins artikel lancerede den østrigske fysiker Erwin Schrödinger dog udtrykket ’Verschränkung der Voraussagen’ eller ‘sammenfiltring af forudsigelser’. Schrödinger skrev, at ‘såfremt to separate objekter, for hvilke vi hver især har maksimal viden, kommer i en situation, hvor de påvirker hinanden og dernæst adskilles, så opstår der det, someg har beskrevet som en sammenfiltring af vores viden om de to objekter’. Han oversatte selv Verschränkung til det engelske ‘entanglement’.

I 2008 skete så noget afgørende. Forskere ved University of New Mexico i USA viste, at det er muligt at udføre en kvanteberegning uden brug af entanglement ved at udvikle en metode til at implementere den såkaldte DQC1-algoritme med brug af diskord.

DQC1 eller ‘deterministic quantum computation with one pure qubit’ kan anvendes til at beregne summen af alle diagonalelementer i en kvadratisk matrix (sporet).

For en matrix bestående af 2n søjler og rækker kræves det med en klassisk metode også 2n trin at beregne sporet. Med en kvantemetode baseret på entanglement kan man nøjes med n trin. For store værdier af n er det en afgørende forskel.

Den amerikanske gruppe viste, at man kunne opnå det samme med diskord og angav muligheden for, at den beregningsmæssige fordel også kunne findes i andre tilfælde.

En forskningsgruppe fra University of Queensland lavede samme år en eksperimentel eftervisning heraf. Disse artikler fik for alvor interessen for diskord til at eksplodere.

Diskordforskerne Kavan Modi og Hugo Cable har for nylig ridset situationen op i New Scientist.

De anerkender, at diskord er et kontroversielt emne. Det er et synspunkt, Ulrik Lund Andersen deler.

Andre forskere udtrykker ligefrem skepsis, forklarer Modi og Cable, som også åbent melder ud, at det endnu ikke er påvist direkte, hvordan diskord fører til kvanteberegninger.

»Tilstedeværelsen af diskord kan være et tilfælde. Denne opfattelse taber dog terræn, i takt med at flere anvendelser, der udnytter diskord, opdages,« skriver de.

På den baggrund noterer Modi og Cable, at forskning i diskord, som tidligere blev betragtet som lettere obskurt, nu vinder frem i takt med de klare beviser for, at støjende kvanteenheder kan finde anvendelse i kraftfulde kvanteteknologier.

Kavan og Modi peger på, at diskord muligvis også kan spille en rolle, når det gælder om at forklare overgangen fra kvantesystemer til klassiske systemer.

Det var Erwin Schrödinger, der både opfandt begrebet entanglement og eksemplet med katten, der var død og levende på samme tid. Kan det mon blive diskord, der lader Schrödingers kat slippe ud af sit kvantefangenskab?

Indenul vil Sundhedsstyrelsen efter planen komme med en revurdering af de hidtil gældende aktionsværdier for PCB i bygninger, som bestemmer, om og hvor hurtigt en bygning skal PCB-saneres. Hvis værdierne bliver sænket, kan det give mange kommuner en ekstraregning, fordi de så bliver tvunget til hurtigt at renovere endnu flere bygninger, end det allerede er planlagt.

Omvendt kan det også vise sig, at Sundhedsstyrelsen hæver værdierne, fordi det ikke kan dokumenteres, at der kan opstå helbredseffekter ved de nuværende niveauer.

Sundhedsstyrelsens udmelding kommer blandt andet til at basere sig på et opdateret litteraturstudie af den tilgængelige viden om sammenhængen mellem PCB i indeluft og helbredet. Rapporten bliver imidlertid først offentliggjort, når Sundhedsstyrelsen har meldt de nye aktionsværdier ud.

Den seneste offentliggjorte rapport om PCB og helbredseffekter kommer fra en forskergruppe under ledelse af klinisk professor Jens Peter Bonde fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital.

På vegne af Arbejdstilsynet har gruppen gennemgået den eksisterende litteratur om de mulige sammenhænge mellem PCB i arbejdsmiljøet og forskellige sygdomme – især kræftsygdomme.

Den overordnede konklusion er, at man måske ikke behøver at være så nervøs for PCB, fortæller Jens Peter Bonde:

»Vi kan ikke se nogen klar overhyppighed af kræft. Selv ikke blandt de, der arbejdede på de fabrikker, som fremstillede PCB, og som derfor er blevet udsat for PCB i luften og i nogen grad også direkte på huden i et omfang, der er mange gange større end det, vi bliver udsat for i dag.«

Store mængder giver leverskader

Nogle arbejdere har udviklet hudsygdomme efter at have haft hudkontakt med flydende PCB-blandinger, men ellers er der kun indikationer på, at PCB kan give leverskader og leverkræft.

»Man kan se, at der er en sammenhæng mellem PCB i blodet og leverens funktion. I dyreforsøg kan man se, at dyr, der bliver udsat for meget høje doser, udvikler leverkræft. Et par forsøg har givet indikationer på, at der kan være en sammenhæng. Så PCB er sundhedsskadeligt, hvis man bliver udsat for det i tilpas store mængder,« siger Jens Peter Bonde.

Rapporten ‘Belysning af de mulige sammenhænge mellem erhvervsmæssig PCB-eksponering og risiko for udvikling af sygdom’ er udarbejdet af Ellen Bøtker Pedersen, Peter Jacobsen, Allan Astrup Jensen, Charlotte Brauer, Lars Gunnarsen, Harald W. Meyer, Niels E. Ebbehøj og Jens Peter Bonde på opdrag af Arbejdsmiljøforskningsfonden under Arbejdstilsynet.

Rapporten samler resultaterne fra 46 artikler om PCB og arbejdsmiljø fra 1966 til 2012 og nævner også de danske undersøgelser af beboerne i Farum Midtpunkt.

Fokus er især på sammenhængen mellem PCB og kræftrisiko.

For folk, der ikke direkte arbejder med PCB, kommer langt den største del af PCB-påvirkningen via den mad, vi spiser. Derfor mener Jens Peter Bonde, at man ikke skal gå i panik, når man opdager endnu en skole, børneinstitution eller kontor, hvor der kan måles PCB i luften – og måske også i blodet hos brugerne:

»Det var overraskende og ubehageligt, at der kunne måles PCB i blodet på folk fra Farum Midtpunkt. Men heldigvis er der mest tale om de flygtige ikke-dioxinlignende PCB-typer, hvor vi ikke er så nervøse for effekten. Derfor kan rapporten her bruges til at slå lidt koldt vand i blodet.«

Ingen grund til at lempe regler

Selv om rapportens resultat med forfatternes ord er beroligende, er der ifølge Jens Peter Bonde ingen grund til at lempe de skrappe sikkerhedsregler omkring PCB-håndtering, der bl.a. medfører, at renoveringsarbejdere skal have heldragter på, og at selv slibestøvet skal indsamles og destrueres. Alle tiltag, der gør PCB-renovering meget dyrt.

»Det er et godt princip at undgå unødig påvirkning, på samme måde som vi undgår cadmium og bly, selv om der ikke er nogen, der har bevist, at der en sundhedeffekt ved de niveauer, vi arbejder med i dag,« siger han.

I har kigget på påvirkningen af voksne mennesker. Kan det ikke tænkes, at børn påvirkes anderledes?

»Man kan bestemt argumentere for, at børn er mere følsomme over for kemiske påvirkninger mht. hjernens og reproduktionsorganernes udvikling i puberteten. Så der er al mulig grund til at være på vagt. Men når det er sagt, så må vi også tage udgangspunkt i, hvad vi egentlig ved i dag. Selv om vi kan se sammenhænge selv ved lave miljømæssige påvirkninger, er der ikke nogen, der har bevist, at der er tale om årsagssammenhænge. Derfor er det fornuftigt at kortlægge PCB-forekomsten i bygninger, men det er ikke nødvendigt at gøre noget på tre måneder eller på et år. Man skal tage det roligt og tænke sig om.«

Bortset fra, at dragten er hvid og næppe indeholder den amerikanske skuespiller Robert Downey Jr., så ligner Nasas nye robot med navnet Valkyrie noget fra filmen Iron Man.

Nasa har dog ikke tænkt sig at bekæmpe skurke med den nye robot, hvis brystkasse består af en stor, blinkende lampe. I stedet skal den sendes til Mars. Valkyrie er 182 centimeter høj og fyldt med kamerateknologier, som skal sikre den en sikker gang på Mars’ overflade.

Valkyrie er både udstyret med sonar og LIDAR (light detection and ranging), som laver afstandsmålinger med høj præcision. LIDAR-teknologien kan også bruges til at bestemme Mars-overfladens struktur.

Udover at have et væld af kameraer monteret på hjelmen, kan robotten bevæge alle led som arme, hals og ben. Og i forbindelse med hvert led har Nasa sat et kamera på, som kan overvåge Valkyries bevægelser, forklarer Nicolaus Radford, projektleder på Dexterous Robotics lab hos Nasa. Dertil kan den hvide robot lukke sine fingre, så den eksempelvis kan dreje på håndtag og lignende.

Robotten bliver drevet af et 2 kWh-batteri, som den bærer i en kasse på ryggen. Ifølge det amerikanske tech-medie Cnet.com giver det energi nok godt en times drift, før Valkyrie igen skal oplades. Den 124 kilogram tunge robot skal i første omgang være Nasas deltager i det amerikanske forsvars robotkonkurrence.

Men Valkyrie er bygget, så den er fuldt brugbar og har dele, der kan udskiftes ganske nemt. Ifølge Nicolaus Radford fra Nasa kan eksempelvis højre arm lige såvel bruges i venstre side. Det samme gælder for den hvide robots ben, der også kan udskiftes på godt 15 minutter.

Lignende program

Nasa har i forvejen et robotprogram kaldet Robonaut, der tidligere har kastet Robonaut 1 og Robonaut 2 af sig. Både de to og den nye Valkyrie-robot er designet og udviklet på Nasas store Lyndon B. Johnson Spacecenter lidt uden for Houston i Texas.

Valkyrie er dog ifølge Nasa selv det mest vidtgående projekt, som endnu er kommet ud af rumagenturets robotbyggeri.

Se en video af Nasas nye Iron Man her:

Vi har hos Mediehuset Ingeniøren netop igangsat første fase af projektet ‘Digitalisering af ingeniørernes kulturarv’, som vil gøre fire tidsskrifter på i alt ca. 100.000 sider, der udkom fra 1892 til 1940, til læsestof for alle interesserede via internettet.

Projektet er muliggjort ved, at IDA for nylig gav et tilskud på 430.000 kroner, hvilket sammen med 150.000 kroner, som IDAs Videnformidlingsfond tidligere har bevilget, dækker omkostningerne.

Teknisk er projektet gjort muligt af den udvikling, som scannings- og præsentationsteknikken – herunder OCR (Optical Character Recognition) – har gennemgået den seneste halve snes år. Teknologien er nu udviklet til et niveau, der gør det muligt at præsentere de gamle årgange på enhver skærm i en form, der tillader læseren at bladre i digitale udgaver af siderne og søge på ordniveau i materialet.

Kollegial erfaringsudveksling

For nylig kunne vi her i bladet berette, at den eneste tegning af den gamle tørdok på Helsingør Værft, som ingeniørerne hos Rambøll havde at gå ud fra, da de skulle projektere konstruktionerne til Museet for Søfart, befandt sig i et 56 år gammelt nummer af Ingeniøren.

»Vi ledte efter originale tegninger til tørdokken i halvandet år, men vi fandt ikke en eneste, kun artiklen i Ingeniøren fra 1953,« fortalte bygherrens projektchef.

Men det er faktisk ikke så underligt, at en tegning i et gammelt ingeniørtidsskrift blev en vigtig historisk kilde til detaljeret viden om den gamle tørdok. De gamle blade rummer nemlig en helt enestående samling af, hvad man kan kalde ‘kollegial erfaringsudveksling’.

Det var gerne de direkte implicerede ingeniører og andre fagfolk, som over for fagfæller beskrev ikke alene alle betydende bygge- og anlægsprojekter, men også andre betydende teknologiske udviklinger, som vort land har gennemgået siden slutningen af 1800-tallet.

Der er ikke mange broer, havne, skibe,ernbaner, elværker, veje, større kloakanlæg, kanaler, landvindingsprojekter, fabriksanlæg, rådhuse, kulturbygninger og andre dele af landets infrastruktur, som ikke er beskrevet – ofte med gengivelse af de originale konstruktionstegninger.

Hertil kommer, at ingeniører siden det første nummer af det oprindelige Ingeniøren udkom 2.uli 1892 ivrigt har diskuteret konsekvenserne af den teknologiske udvikling. Siden begyndelsen af 1900-tallet har de stadigt aktuelle emner som f.eks. vindkraft, arbejdsmiljø, vand- og luftforurening, trafikplanlægning, erhvervsudvikling og mange aspekter af globaliseringen været diskuteret.

‘Tekniske ingeniører’ søges

Man kan måske undre sig over, at de gamle udgivelser ofte har dokumentarisk værdi på et så detaljeret plan, som i tilfældet med tørdokken i Helsingør. I vore dage er det sjældent, at vi i Ingeniøren direkte gengiver målsatte konstruktionstegninger af havneanlæg, broer, skibe, elværker og f.eks. lokomotiver og andre maskiner, som de gamle blade er fyldt med.

Forklaringen er, at datidens mere overskuelige teknologiske situation gav plads til sådanne detaljer. Allerede omkring 1950 var de traditionelle ingeniørretninger (bygnings-, maskin-, elektro-, kemi- og skibsbygning) så at sige begyndt at krakelere.

Mængden af teknologiske specialer udviklede sig hastigt, ‘modulstudier’ med stor grad af frit valg på tværs af de gamle studieplaner blev indført og retningerne udviskedes. I vore dage er det såmænd kommet så vidt, at Novo Nordisk i sidste uge indrykkede en annonce, hvor man søgte ‘tekniske ingeniører’.

Af den grund er det længe siden, at et tværfagligt, teknisk nyhedsblad som Ingeniøren kunne dække alle specialerne på samme detaljeringsniveau, som det var muligt for de gamle tidsskrifter Ingeniøren og Ingeniør & Bygningsvæsen. Begge blade blev da også i løbet af 1960’erne afløst af mere tværfaglige og nyhedsorienterede publikationer.

De vigtigste ingeniør-publikationer er:

1. Det oprindelige ‘Ingeniøren’ 1892-1967, ca. 130.000 sider.

2. ‘Tidsskrift for Ingeniør- & Bygningsvæsen’, 1906-1937, ca. 20.000 sider.

3. ‘Ingeniør & Bygningsvæsen’ 1937-1975, ca. 40.000 sider.

4. ‘Polyteknikeren’/’Polyteknisk Tidsskrift’, 1919-1928 ca. 2.000 sider.

5. ‘Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik’ (EMI), 1920-1935, ca. 1.200 sider.

6. ‘Ingeniørens Ugeblad’ 1957-1975, ca. 30.000 sider.

7. ‘Forskning’ 1966-1971, ca. 2.000 sider.

8. ‘Management’ 1966-1975, ca. 6.000 sider.

9. ‘Ingeniøren’ 1975-2000, ca. 85.000 sider.

Projektets startproblemer

Eksemplet med tegningen af tørdokken i Helsingør fik mig til endnu engang at undres over, at inge­niørbaserede institutioner som Knud Højgaards Fond, Cowi- fonden og Velux-fonden ikke ville støtte projektet. For et tilskud på kun ca. 1,3 mio. kr. kunne de have gjort alle 300.000 sider ingeniørtidsskrifter fra 1892 til 2000 frit tilgængelige i digitaliseret form.

Efter forgæves ansøgninger til disse fonde vurderede vi, at det var nødvendigt at gøre starten på projektet mere overkommelig. Både den samlede tekniske investering og ikke mindst omkostningerne ved afklaring af rettighedsproblemerne, som med prisen på en såkaldt ‘aftalelicens’ til Copydan på 400.000 kr. vejede ganske tungt i det oprinde­lige budget, var åbenbart afskrækkende.

Derfor indleder vi nu med en første fase, som slutter med årgang 1940, hvorved problemet med rettighederne i realiteten bortfalder. Omkostningerne på i alt ca. 580.000 kr. indeholder også system­opsætningen, så ‘sideprisen’ ved tilføjelse af flere tidsskriftsårgange i de efterfølgende faser bliver lavere.

Vi søgte derefter Realdania om et tilskud på 430.000 kr. til første fase. Men her kunne man heller ikke finde pengene. Vi overvejede derfor at indsamle beløbet ved såkaldt ‘crowdfunding’ blandt ingeniører og andre interesserede faggrupper, da IDA trådte til med det manglende beløb.

Derfor kun frem til 1940

Første fase omfatter det oprindelige Ingeniøren 1892-1940, Tidsskrift for Ingeniør- & Bygnings­væsen, 1906-1937, Polyteknikeren/Polyteknisk Tidsskrift 1919-1928 samt Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik (EMI) 1920-1935.

Når vi stopper på dette spændende sted i danmarkshistorien, skyldes det ikke kun rettighedsproblemet. Ved at medtage fire tidsskrifter i første fase – i stedet for at digitalisere et enkelt længere frem i tiden – får vi mulighed for at afprøve de ret komplekse søgefunktioner. Man skal nemlig kunne søge med ord og sætninger og på datoer og tidsintervaller både i de enkelte tidsskrifter og på tværs af alle fire.

Vi har heldigvis igennem alle årene indsamlet og opbevaret to komplette samlinger indbundne årgange af stort set alt, hvad ingeniørorganisationerne har udgivet. Heraf vil det ene sæt, som Datamuseet i Ballerup velvilligt opbevarer for os, gå til grunde – eller blive sikret for eftertiden – i digitaliseringsprocessen. Bevaringsaspektet er ikke uvæsentligt – gammelt papir gnaves langsomt til støv af tidens tand.

Som ‘hovedleverandør’ på projektet har vi valgt firmaet Visiolink i Aarhus, der har stor erfaring med tilsvarende scanningsprojekter for blade og aviser. Takket været IDA er kontrakten nu skrevet under, og engang ianuar henter vi årgangene til første fase i Ballerup. Om alt går vel er de 100.000 sider i luften inden sommerferien næste år.

Herefter vi skal skaffe pengene til projektets næste fase (eller faser!). Hvis ikke der melder sig en velvillig fond, som kan se det ideelle formål med at gøre ingeniørernes kulturarv tilgængelig for alle, vil finansieringen formentlig skulle ske igennem crowdfunding i samarbejde med IDAs Selskab for teknologihistorie, HITEK, som naturligvis meget gerne vil medvirke til projektets realisering.j

HITEK holder møde om kulturarven og digitaliseringsprojektet hos Medie­huset Ingeniøren 12. marts 2014. Tilmelding via ida.dk.

I nutiden skorter det ikke på advarsler om at uddelegere opgaverne og huske at pleje familien og fritidsinteresserne for at undgå stress. Men stress er ikke kun en erhvervsrisiko, der har vist sig i vores travle tidsalder, fremgår det af en nekrolog i Ingeniøren, som er emnet for dagens udgave af vores historiske gæt et årstal-julekalender. Nekrologen indledes således:

‘Direktør for Aktieselskabet Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri David Halley, M. Ing. F., er den 4de ds. om Aftenen pludselig afgået ved Døden ramt af et Hjerteslag i den forholdsvis unge Alder af 44 3/4 Aar.’

Altså historien om en ingeniør, der i en ung alder blev direktør for B&W og som efter alt at dømme døde af stress ved simpelthen at arbejde sig ihjel.

Davis Halley var skotsk ingeniør, der oprindeligt arbejdede som værkstedsbestyrer hos et maskinfirma i Glasgow. Han kom første gang til B&W i København for at overvære prøverne på maskinerne til et skib til flåden, som hans firma havde leveret.

‘Her lagde man Mærke til den unge energiske Mand, og efter Etatsråds Wains Død, blev han derfor kaldet til København for at overtage en lignende Stilling hos B&W … med en efter danske Forhold meget høj Gage.’

‘Halley var i besiddelse af en stor Arbejdsevne, som han fik rigelig Brug for … Han skaanede heller ikke sig selv, idet han tog sig personligt af saa at sige de mindste Detaljer. Maaske har dette opslidende arbejde også været direkte Aarsag til hans tidlige Død, der ramte ham saa godt som midt i hans Arbejde.’

Halley efterlod sig hustru og flere børn og fik et smukt eftermæle: ‘Under hans Ledelse er Selskabets Virksomhed stadig holdt på Højde med Tidens krav, Marinen behøvede saaledes ikke længere at gaa til Udlandet for at faa sine store maskiner …’

Hvornår bragte vi historien?

Se svaret i julekalenderen i morgen, 16. december.

Svaret på spørgsmålet fra 14. december

Vi skrev om gadebelysning i 1926.

Et hold forskere fra den schweiziske École Polytechnique Fédérale de Lausanne har påvist en ny metode til at øge kapaciteten af fiberkabler, skriver ScienceDaily på baggrund af forskernes videnskabelige artikel i Nature Communications.

De har nemlig set en mulighed for at tidoble hastigheden i fiberen ved at pakke pulserne bedre – en opgave, som forskere over hele verden har arbejdet på i årevis med mere eller mindre held.

I kommunikationssystemer må pulserne af lys ikke ligge for tæt, da de derved kan forstyrre hinanden og ikke kan aflæses korrekt efter transmission gennem et kabel. Derfor er der i dag et stort tomrum i kablerne, som forskerne gerne vil udnytte.

At pakke pulserne rigtigt har været noget af en udfordring, men de franske forskere ser ud til at have haft succes med at frembringe en slags puslespilsløsning, hvor spidse pulser kan sendes af sted hurtigere efter hinanden end normalt, uden at der opstår mærkbar interferens.

Faktisk mener de at kunne udnytte fiberen fuldstændigt, så der ikke er spildplads i kablet – og har de ret i det, vil det som nævnt kunne medføre en mulig tifoldig dataoverførselshastighed.

En af de involverede forskere, Camille Brès, fortæller, at siden dataoverførsel via fiber kom frem i 1970’erne, er datahastigheden i snit blevet tidoblet hvert fjerde år.

»Men gennem de seneste år har vi nået en flaskehals, som forskere over hele verden forsøger at komme igennem,« siger hun.

Gennembruddet er baseret på pulser, der er beskrevet ved en sinc funktion (sinc(x)=sin(x)/x). Denne puls er et specialtilfælde for mere generelle Nyquist-pulser, der er opkaldt efter svenskeren Harry Nyquist, som sammen med Claude Shannon spillede en stor rolle i udviklingen af digital kommunikation i 1930′ern og 1940′erne.

Det betyder, at pulserne har en spidsere form end normalt, så de kan passes sammen som puslespilsbrikker. Det medfører stadig en smule interferens, men ifølge forskerne er det ikke så meget, at det får nævneværdig betydning på modtagersiden.

Teorien er velkendt, men det skulle være første gang, det er lykkedes i praksis at få et så fornuftigt resultat ud af ændringen af pulserne.

Et af de helt afgørende resultater er, at forskerholdet anvist en simpel metode til at generere de eftertragtede sinc-pulser med en laser og en modulator, så de bliver 99 pct. perfekte.

Når sinc-pulserne er eftertragtede at bruge, skyldes det, at de er karakteriseret ved at have et firkantet frekvensspektrum.

Fordelen ved denne metode i forhold til andre metoder til at øge kapaciteten i optiske fiberkabler er endvidere, at teknikere ikke behøver at pille ved de eksisterende fibre – det kræver blot en ny type sender for at få pulserne rigtigt af sted.

Der skal lukkes godt op for hanerne på Shell Prelude FLNG, når verdens største sø-fartøj fra 2017 skal producere 3,6 millioner kubikmeter naturgas om året.

Prelude har med sine 488 meter i længden og 74 meter i bredde nemlig ikke blot slået danske Maersk Majestic i at være verdens største skib, men Prelude komme også til at fungere som verdens største, flydende naturgasanlæg.

Ombord skal skibet rumme 200.000 kubikmeter flydende naturgas, LNG. Gassen bliver komprimeret, så den kan sendes over på den type skibe, der normalt fragter gas. De kan kendes på de karakteristiske kupler på dækket.

Ole Hededal, der er lektor ved DTU Byg, og som forsker i geoteknik og offshore-industrier, ser store muligheder i det anlæg, Shell nu har bygget.

»Hele procesdelen med at behandle gassen og køre den salgsklar ude på havet vil blive lidt af en bedrift, hvis Prelude kommer til at køre, som Shell lover. Det er der ingen tvivl om,« siger Ole Hededal.

Prelude FLNG vil, når fartøjet er helt færdigbygget i 2015, blive fragtet til 250 kilometer ud fra Australiens nordvestlige kyst. Her ligger et af de naturgasfelter, som Shell kalder for ‘døde’. Det betyder, at der er masser af naturgas at bore efter, men at feltet ligger på så dybt vand og langt ude på havet, at en traditionel rørføring er alt for dyr og teknisk svær.

Utrolig mobil

At lægge et flydende objekt, der fortrænger 600.000 tons vand, og som koster i omegnen af 25 milliarder kroner, ude midt på havet indebærer i sagens natur også en risiko. For i et område med kraftig storm, bølger på op til 20 meter og cykloner i kategori 5-skalaen, skal fartøjet kunne modstå lidt af hvert.

Derfor er fartøjet designet, så dets tre agter-thurstere på hver 6.700 hestekræfter automatisk regulerer skibets bevægelse rundt om det stykke, hvor naturgasrørene er tilsluttet. Den del af fartøjet går under betegnelsen drilling pool. Her skal 150 Shell-arbejdere kontrollere, at naturgassen opsamles korrekt.

»Anlægget bliver på den måde mobilt, fordi det kan flytte sig efter vejrforholdene og meget fleksibelt i forhold til rørføringen fra skibet og ned til havbunden. Teknisk set skal vi naturligvis se det i aktion, men på papiret ser det lovende ud,« fortæller Ole Hededal fra DTU.

Samler mange teknologier på havet

Også Sigurd Solem, der er geolog ved Dansk Fjernvarmes Geotermiselskab, er imponeret over Shells nye anlæg. Han lægger især vægt på, at det er godt, vi kan udnytte de naturgasfelter, som med traditionelle rørledninger er for dyre at nå.

Samtidig er der en vækst i gang i Asien i forhold til at omstille dele af skibstrafikken til LNG, der både sænker skibenes CO2-udledning og udslippet af skadelige partikler.

»Dermed giver Shells store satsning på det her Prelude-skib rigtig god mening. Der tegner sig både et marked for det flydende naturgas. Og vi har at gøre med en brændsel, der er væsentlig bedre for miljøet end diesel,« fortæller Sigurd Solem.

Efter at have kigget noget af Shells materiale igennem i forbindelse med søsætningen af Prelude FLNG i sidste uge i Sydkorea, siger Sigurd Solem dog:

»Når det er sagt, er teknologien til at kondensere gas langt fra ny. Det samme gælder den teknik, man bruger til at hente gassen op fra havbunden under Prelude. Men det er nyt, at man kombinerer alle teknologierne ét sted i flydende form,« siger geologen.

Hvad der dog ser temmelig avanceret ud, er det system, som Shell Prelude får til at frakoble og kontrollere de rørledninger, der forbinder skibet og havbunden. Rørledningerne, der er forankret på skibet i fire sæt af hver fire ledninger, kan frakobles, hvis Prelude pludselig befinder sig i en cyklon eller andet voldsomt vejr.

Både Sigurd Solem og Ole Hededal er da også enige om, at Preludes meget fleksible konstruktion i forhold til vind og vejr ikke er set i den skala før, som tilfældet er med Shells nye kæmpe – hvis altså det kommer til at fungere, når fartøjet tages i brug fra 2015.