At tro, vi fortsat kan lade leverancen af internet og bredbånd alene være et privat initiativ, er utopi og en bombe under vores samfund.

Det er nu over 40 år siden, at to computere på University of California i Los Angeles blev koblet sammen og udvekslede aldeles meningsløse data i den første test af det såkaldte Arpanet, det militære forsøgsnet, der blev forløberen for internettet.

Siden da er adgang til internettet blev betragtet som en privat sag på linje med telefon og tv. Noget, som den enkelte i dag må købe ud fra de tilbud, der findes i markedet, selv om den oprindelige opbygning var statsligt styret.

Internettet bliver basis-infrastruktur
En ren privat model for internettet giver måske mening, så længe internettet bliver anvendt til private ting, som man selv vælger til og fra, som man nu har lyst til.

Sådan er det bare ikke længere – og det ændrer sig endnu mere i fremtiden. Vi har allerede et krav om at kommunikere elektronisk med det offentlige fra 2015.

Allerede næste år skal alle borgere have en digital postkasse. En væsentlig del af det offentliges strategi i dag er, at borgerne skal kunne betjene sig selv elektronisk.

Så der er ingen tvivl om, at internettet er på vej til at blive en basis-infrastruktur for det danske samfund – hvis det ikke allerede er det.

“Vi er ved at bygge et samfund, hvor adgang til internettet, herunder også krav til høj hastighed, bliver helt afgørende for det enkelte menneske”

Og det bliver i endnu højere grad situationen fremover. Den nye velfærdsstrategi peger på en lang række områder, hvor teknologi er basis for nye løsninger, lige fra spiserobotter og vasketoiletter til videokonferencer med lægen, trådløs kommunikation og internetpsykiatri – og rundt om hjørnet lurer blandt andet biometri og fjernovervågning.

Der er med andre ord ingen tvivl om, at vi er ved at bygge et samfund, hvor adgang til internettet, herunder også krav til høj hastighed, bliver helt afgørende for det enkelte menneske.

Det står i skærende kontrast til det faktum, at et teleforlig fra 1999 – der altså er 14 år gammelt – lægger politikken for udrulning af bredbånd og specificerer, at dette er op til de frie markedskræfter.

For 14 år siden var kun cirka 20 procent af danskerne koblet på nettet, Internet Explorer var noget ret nyt, Google var lige startet, og den første netbank var lige åbnet. Der er sket meget siden da.

Fortsættes …

Austin, Texas: “Jeg vil bekymre mig om dette firma, selv efter jeg er død,” sagde Michael Dell i et interview med Forbes tidligere i år om kæmpefirmaet, der bærer hans navn.

“Jeg elsker dette her. Det er underholdning for mig. Jeg er begejstret over at have kontrol over min skæbne på en måde, som det ikke ville have været muligt med et firma, som er børsnoteret,” fortsatte han.

Men Michael Dell, som går på scenen senere i dag på Dell World i Austin, Texas er nok endnu mere begejstret end så mange andre topchefer, som roser firmaet, de står i spidsen for.

I Michael Dells tilfælde kan man sætte pris på den begejstring: 134 milliarder kroner. Det var, hvad det kostede at købe Dell-aktier og afnotere selskabet fra børsen.

Læs også: Dell solgt for 134 milliarder kroner

Han virker dog afslappet, når han, inden den officielle åbning på Dell World 2013, iført et let gråt jakkesæt og en bemærkelsesværdig dybsort frisure, trykker hænder blandt de 150 til 200 pressefolk og Dell-ansatte, som er samlet til drinks og pindemadder.

Ikke alle pengene var dog Michael Dells, men mens partnerne i kapitalfonden Silver Lake og Microsoft smed adskillige milliarder i puljen, så lagde Michael Dell personligt 750 millioner dollars i kontanter og sin ejerandel på 15,7 procent af Dell i aktier – vurderet til 3 milliarder dollars – på bordet for at afnotere selskabet fra børsen.

Beskidt krig om kontrollen over Dell
Afnoteringen var dog ikke uden drama. For Michael Dell var ikke den eneste, som kunne se potentialet i Dell. Investoren Carl Icahn var også interesseret. Og i flere måneder drillede og hånede han Michael Dell på Twitter, mens han prøvede at overbevise de øvrige aktieejere om, at Dells tilbud var for lavt.

I sidste ende var der dog mere snak end penge i Icahn, og Dell vandt kontrollen over det firma, han startede på sit kollegieværelse i 1984. Ikke at man skal have ondt af Icahn. For hans kritik af Dells overtagelse endte, ifølge Forbes, med, at Icahns ejerandel var 2,2 milliarder dollars værd, da Dell blev afnoteret.

Så det er store beløb, Dell og hans kammerater leger med. Specielt for et selskab, som i en verden med faldende pc-salg stadig baserer store dele af sin omsætning på traditionelle computere.

Det har dog ændret sig de sidste par år – men skal ændre sig endnu mere. For Dell vil, ligesom HP og andre it-giganter, fokusere på det værdifulde enterprise-marked. Men det er en svær transformation.

Fra hardware til enterpriseløsninger
Salg af hardware, Dells traditionelle forretningsområde, handler om hele tiden at høste kortsigtede og små gevinster i et voldsomt konkurrencepræget marked bestående af dybt illoyale kunder.

Salg af serviceløsninger og forretningskritiske, komplicerede og dyre it-løsninger til erhvervslivet handler i stor udstrækning om at oparbejde tillid og troværdighed gennem mange år, investere mange penge forud og først høste gevinsten flere år senere. 

Det er en langsigtet satsning mod langsigtede mål, hvor der ingen garanti er for, at man overhovedet vinder nogen ordrer.

Det er en rejse, som Dell er godt i gang med, og meget af den er sket gennem opkøb for milliarder. Force 10, Quest Software, Sonicwall og Perot systems er bare et par af de virksomheder, som er blevet spist de sidste par år.

Forskellen på før og nu er dog, at nu skal Michael Dell ikke længere retfærdiggøre sig konstant for det notorisk kortsigtede aktiemarked.

I stedet kan han nu, så længe hans partnere er tilfredse med afdragene, i forholdsvis ro og mag sætte sig i spidsen for at transformere det firma, som er mindst 134 milliarder værd.

Så når Michael Dell senere på dagen går på scenen på Dell World foran flere tusinde Dell-ansatte, partnere og mediefolk, er det som ubestridt leder af Dell.

Hvad han vil bruge den position til, bliver spændende at høre.

Hovedparten af deltagerne i undersøgelsen, der omfatter personer fra it- og telebranchen, har fast arbejdstid, der svarer til 38,5 timer per uge.

Fire procent arbejder over efter ordre fra chefen.

Studiet er gennemført i april og maj 2013, og den omfatter 1035 personer fra it- og teleindustrien.

Et studie fra Stockholms universitet har sat fokus på, hvor meget it-branchens ansatte bruger på overarbejde.

Resultatet er, at der hver uge i gennemsnit arbejdes fem timer mere end den normale arbejdstid – uden nogen form for ekstrabetaling.

Det vil sige, at de fem ugers ferie faktisk overhales af seks ugers gratis arbejde om året. Det svarer til, at hver eneste it-medarbejder arbejder gratis i en halv uge hver eneste måned.

Samtidig oplyser 63 procent af de it-ansatte i undersøgelsen, at de slet ikke har noget krav på overtidsbetaling i deres kontrakt.

Ligeledes oplyser hovedparten, at overarbejdet skyldes, at de ikke kan nå deres opgaver inden for den planlagte tidsramme.

Cirka 20 procent oplyser dog, at de bruger ekstra timer på arbejdspladsen, fordi de trives på jobbet.

Men de mange timer på kontoret betyder, at mange ikke kan få hverdagen til at hænge sammen.

Ingen grænser mellem fritid og job
Et af problemerne er, at grænserne mellem fritid og arbejde udviskes, og derfor arbejder mange mere end de planlagte 40 timer om ugen.

Øget fleksibilitet betyder også et øget krav til, at de ansatte selv kan trække en grænse mellem arbejde og fritid, hvilket undersøgelsen påpeger, at langt fra alle kan.

Andre studier viser, at de lange arbejdstider faktisk kan lede til en mindsket produktivitet.

“Deltagerne fortæller, at de sidder i store åbne kontorlandskaber, hvor man ikke kan koncentrere sig. De opgaver, der kræver koncentration, bliver man derfor nødt til at lave, når man kommer hjem eller ved at booke et møderum til sig selv, hvor man kan være i fred,” fortæller Christin Mellner, der har foretaget undersøgelsen, til Computerworlds svenske søsterside.

Og han fortsætter:

“Man er nødt til at forholde sig til de store mængder overarbejde. Hvorfor arbejder it-ansatte over hver eneste uge, for at klare jobbet?”

Kan du genkende resultaterne fra Sverige?

Har du overarbejde i samme omfang som dine svenske kollegaer?

Læs også:
Se hvor hurtigt dine kollegaer i it-branchen skifter job

Gratis download: Computerworlds lønstatistik

De danske business intelligence konsulenthuse, der har klaret sig bedst i 2013, er Affecto, Netcompany, Rehfeld Partners, Kapacity og Inspari.

Det er de firmaer, der har størst værkst i forretningen i 2013, viser en stor undersøgelse fra rådgivningsfirmaet Consulting League.

“Platon er stadig Danmarks største business intelligence konsulenthus med størst markedsandel,” forklarer CEO Christian Harbo fra Consulting League.

Men flere nye spillere er på vej ind på det danske marked.

“Senest har det svenske konsulenthus Stretch etableret sig i København, og BI-systemleverandøren timeXtender har for nylig også åbnet en konsulentforretning i Danmark for at få en større andel af de mange BI-rådgivningsprojekter, som er i kraftig vækst.”

“Flere er på vej,” forklarer Christian Harbo.

Markedet for business intelligence stormer frem med en vækst på mere end 200 procent siden 2010, viser rapporten.

Læs mere om det her.

Og det nyder ikke bare konsulenthusene, men naturligvis også softwareleverandørerne godt af.

“Microsoft og QlikView er de to business intelligence software leverandører, der klarer sig bedst.”

“Informatica og SAS Institute er de to business intelligence software leverandører, der klarer sig dårligst i analysen. SAS Institute’s tilbagegang skyldes primært deres teknologisk forældede data warehouse teknologi, som hos flere af Danmarks største banker og offentlige kunder bliver udskiftet med Microsoft SQL Server 2012,” forklarer Christian Harbo om undersøgelsens resultater.

Microsoft har generelt stor succes med SQL Server 2012 som data warehouse løsning og SharePoint, PowerPivot og Power View som rapporteringsværktøj, forklarer han.

QlikView har stor success med deres business analytics løsninger. Targit er med helt i front indenfor monitorering – dashboards, scorecards og alerts, forklarer han videre.

“SAP har størst markedsandel i enterprise-segmentet med deres “Business Object” løsning, som anvendes til både business analytics og rapportering,” lyder det fra ham.

SAP har dog udfordringer med at få gang i SAP HANA projekterne i Danmark.

IBM er globalt blandt de førende indenfor business analytics, CPM og data warehousing, men har ikke lige så stor succes i Danmark som i eksempelvis Sverige og resten af verden, ifølge analysen.

Fortsættes …