Folkevognskoncernen tilbagekalder nu en række forskellige modeller på grund af flere tekniske problemer. Hjemkaldelsen omfatter ikke kun modeller med VW-logoet på kølerhjelmen, men også andre af koncernens mærker, herunder Audi.

Det største antal biler, 1,6 mio., risikerer at få knas med den meget omtalte automat-gearkasse DSG med dobbeltkobling. Den har der tidligere været kritik af, fordi mange ejere har klaget over sammenbrud, og fordi den er meget dyr at reparere.

De 1,6 millioner biler, som bliver kaldt tilbage, skal have skiftet olien i deres DSG-gearkassen. Tidligere har VW foreskrevet syntetisk olie, men nu skal der i stedet mineralsk olie til at forhindre problemer, mener koncernen.

Herudover er 800.000 af koncernens VW Tiguan, der er produceret mellem 2008 og midten af 2011 ramt. Årsagen er, at modellen er i risiko for at have problemer med lyset.

Endelig tilbagekalder VW også 239.000 VW Amarok på grund af mulige lækager fra brændstofledninger.

Ifølge internationale medier sker en stor del af tilbagekaldelserne i Kina, hvor det er koncernens største nogensinde.

Selv om der er tale om et stort antal biler, er det ikke så alvorligt som de tilbagekaldelser, Toyota var nødt til at gennemføre på grund problemer med gaspedalen, vurderer eksperter over for Reuters. Der er dog stadig tale om et stort problem, forklarer leder af den private tænketank Center of Automotive Management, Stefan Bratzel.

»Bilfabrikanter, der afhænger af stor vækst som VW, skal være enormt forsigtige med ikke at betale dyrt for væksten med tab i kvalitet,« siger han til Reuters.

Et nyt forslag til en lov om vandmiljøplaner gør det sværere for eksempelvis landbruget at klage over, hvordan loven er blevet til. Det møder kritik fra blandt andre Landbrug og Fødevarer, som var med til at standse ministerens første udkast til vandplaner. Her kalder viceformand Lars Hvidtfeldt lovforslaget et nyt forsøg på at undgå Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser.

»Nu pakker man vandplanerne ind i bekendtgørelser, og dem er der ikke klageadgang til,« siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug og Fødevarer, i en pressemeddelelse.

To eksperter i miljøret, som Politiken har talt med, er dog uenige om, hvorvidt der er tale om normal procedure eller et indgreb i retten til at klage.

Professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh kalder forslaget ‘et uhørt vidtgående indgreb i borgernes rettigheder’, mens hans modstykke fra Aarhus Universitet, professor Ellen Margrethe Basse, udtaler til avisen:

»Det er ikke usædvanligt med begrænset klageadgang i forhold til overordnede planer. Og der er jo stadig en individuel beskyttelse, hvis en person er berørt af en konkret afgørelse.«

Sådan ser miljøministeren også på diskussionen. Ida Auken (SF) sammenligner det med, at det ikke er muligt at klage over hastighedsbegrænsninger generelt, men over en specifik fartbøde.

Ministeren lægger vægt på, at det nye lovforslag giver mulighed for lokale vandråd, som netop Landbrug og Fødevarer har efterlyst.

»De første vandplaner blev gennemført af den tidligere regering uden nogen form for inddragelse af omverdenen. Det vil jeg lave om på, og derfor skal der i de næste vandområdeplaner kunne oprettes lokale vandråd, som kan komme med forslag til forbedringer af vandmiljøet. Jeg synes, at det giver god mening, at de lokale organisationer og foreninger giver deres besyv med, når det handler om lokale vandløb,« siger Ida Auken i en pressemeddelelse.

Landbrug og Fødevarer overvejer nu at klage til den myndighed, der skal håndhæve FN’s såkaldte Aarhuskonvention. Aarhuskonventionen skal sikre, at borgere har mulighed for at klage over afgørelser i miljøsager.

Vi fortrænger og ignorerer ulemperne ved digitalisering af vores verden. Der er rigtig meget at glæde sig over ved forvandlingen fra analogt til digitalt, mildest talt fantastiske muligheder, der gør livet lettere. Men der er også indbyggede problemer.

Det er nemt at ryste på hovedet ad politiet, der deler administrator-passwords og nu kan hackes. Men virkeligheden er, at de fleste af os tumler klodset rundt mellem stribevis af websites med et virtuelt nøgleknippe, som på upraktisk vis både skal huskes og fornyes. Grænsefladen mellem os og maskinen er langt fra at være på vores betingelser, og vi forstår intuitivt ikke, hvor sårbare it-systemer er over for misbrug, og hvor vidtrækkende konsekvenserne kan være. Delte passwords er blot et menneskeligt symptom på, at vi har svært ved at erkende teknologiens omsluttende væsen.

Når verden bekymrer sig over, at demokratiers efterretningstjenester indsamler nogle borgeres digitale spor for at udundersøge, om de er terrorister, eller når de spionerer allierede magthaveres mobiler, er det måske forståeligt omend banalt. Den nødvendige og uhyggelige debat, der ikke tages, er skalering. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at et diktatur atter kan opstå i Europa. Det vil næppe nøjes med at hente oplysninger om de få tusinde brugere, som Facebook årligt afleverer på opfordring til såvel USA som store lande i Europa, ifølge New York Times.

Føj til, at ansigtsgenkendelse snart er en app i enhver mobiltelefon, og mareridtet med sammenkøring af personoplysninger på amatørplan er den næste folkesport. Det er som en sværm af action plots, science fiction-film og spionromaner, der træder ud i virkeligheden, og som flere lande forsøger at forholde sig lidt til. Såmænd også Danmark, men ikke ambitiøst nok.

På en sikkerhedskonference i Bonn i sidste uge spåede den tidligere israelske ministerpræsident Ehud Barak ifølge Frankfurter Allgemeine, at det, vi har set indtil nu, intet er i forhold til, hvad kriminelle og terrorister bliver i stand til i løbet af få år for at ramme kritisk infrastruktur som sygehuse og finansinstitutioner. Deutsche Telecoms bestyrelsesformand, René Obermann, opfordrede til etablering af en lukket Schengen-Cloud til landene i pas-unionen, så europæerne ikke skal bekymre sig om den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA.

Obermann glemte dog Europas egne sikkerhedstjenester. Efter 11. september for over tolv år siden er der blevet iværksat en række tiltag omkring telelogning og datasporing uden brug af retskendelser. Værktøjer, politiet har kunnet bruge til at begrænse koordinerede terrorangreb i Vesten, hvor talrige menneskeliv med stor sandsynlighed er reddet.

Men diskussionen er essentiel. Og man kan i den grad savne en tilsvarende hjemlig debat på topniveau, der hæver sig over, om vi skal bruge Javascript i NemID, eller om de er kloge nok i Digitaliseringsstyrelsen. Mens vi jubler over netbank, liker løs på offentlige Facebook-sider – blottet for bare bryster – og ønsker os intelligente elmålere til jul, bliver vi mere og mere vævet ind i en sårbar digital infrastruktur, som ligger uden for egen rækkevidde og demokratisk råderum. Den omstændighed er en af tidens allerstørste, glemte problemstillinger.

Undervandsrobotter er meget dyre maskiner, der bliver brugt til f.eks. at kortlægge havbunde eller tjekke olieledninger ved boreplatforme.

Går de i stykker, har man imidlertid et problem, for enten skal de fiskes op, eller også kan man risikere helt at miste dem, hvis man taber kontakten til dem under isen.

Derfor satte to kandidatstuderende fra DTU Elektro sig for – efter forslag fra deres vejleder Mogens Blanke – at udvikle en metode, hvormed robotterne bliver selvhjulpne, fortæller den ene af de to nu færdiguddannede civilingeniører, Thomas Falkenberg.

»Vi har set på en ROV – remotely operated vehicle – som skal bruges til undersøgelser langt nede under isen. De er sommetider nødt til at være helt autonome, fordi de skal til områder, hvor der ikke kan sejle et stort skib med,« forklarer han.

ROV’en – og i dette tilfælde en Nereid UI, som ikke er bygget endnu – bliver programmeret, så den selv kan finde frem til det rette sted. Til gengæld er der samtidig en risiko for, at den kan få problemer undervejs såsom fejlende propeller eller andre dele, der bliver beskadiget af skarpe isflager.

»Går en propel i stykker, tror robotten måske, at den stadig virker og er på vej fremad. Men i virkeligheden er den på vej til højre. Det kunne også være en sensor eller gyro, der er røget, som giver konsekvenser for robottens adfærd,« siger Thomas Falkenberg.

Derfor har han sammen med sin makker, René Tavs Gregersen, indhentet en masse måledata fra det tekniske universitet i Norge gennem Mogens Blanke, som er adjungeret professor på det norske universitet. Data er trukket fra undervandsrobotten Minerva, og derpå kunne de gennemføre matematiske simuleringer af, hvordan en undervandsrobot bevæger sig.

Derefter byggede de det nye system i Matlab og endte op med en række algoritmer, der kan diagnosticere forskellige typer fejl i robotten, udsende en alarm internt i robotten, som herefter går i gang med at rekonfigurere kontrolsystemet og kompensere for fejlene.

»Hvis en propel i højre side er gået i stykker, kan det være, at den skal slukke for en i venstre side også – eller tage en ekstra propel i brug,« siger han.

Gruppen har dog ikke konkret implementeret systemet i en robot, da der ikke er en til rådighed på DTU, men blot foretaget simuleringerne, der viser, at det ville virke.

»Det virker på de data, vi har fået fra Norge, så vi har bevist, at vores metoder virker,« siger Thomas Falkenberg.

Han understreger, at selv om propelproblemer er typiske, så tager systemet også højde for problemer med sensorer, der måler på hastighed, rotationshastighed, acceleration, positionering og orientering.

»Man kunne også kigge på fejl, der opstår, hvis skroget bliver beskadiget, så hydrodynamikken ændrer sig. Det har vi dog ikke gjort i denne opgave,« siger han.

Han understreger, at den største udfordring var at få usikkerheder i måledata bragt af vejen, da der var uoverensstemmelser mellem måledata fra Norge og de simulerede.

»Men så handler det om at lave det lidt mere robust og indbygge ekstra sikkerhed. Så selv om det hele ikke passede helt perfekt, kan det stadig fungere,« pointerer Thomas Falkenberg.

Han fortæller desuden, at metoden ikke er isoleret til undervandsfartøjer, men kan bruges til andre automatiske systemer i f.eks. skibe, biler eller på fabrikker.

»Det er underordnet. Det eneste, det går ud på, er hvordan systemet skal se ud, når alt virker, og hvordan det ser ud nu,« siger Thomas Falkenberg.

Thomas Falkenberg understreger, at deres model er lidt anderledes end mange andre, fordi den ser robotten som et samlet system i stedet for f.eks. at holde problemer med en propel eller sensor som to adskilte problemer.

»Desuden har denne type strukturanalyse ikke været anvendt før på netop undervandsfartøjer, som også for mig har været spændende at arbejde med,« siger han.

Makkerparret er nu i gang med at skrive en videnskabelig artikel om metoden, men har ellers ikke planer om at gå videre med projektet.

Danske virksomheder holder skarpt øje med konsekvenserne af den europæiske kemikalielovgivning, Reach, der i disse år begynder at vise sig – og de kan ikke lide, hvad de ser.

Et hul i lovgivningen levner nemlig fortsat plads til import af produkter med farlige kemikalier fra Kina og risikerer dermed at øge Kinas konkurrencefordel eller tvinge europæiske virksomheder til Østen.

»Det er uhensigtsmæssigt og risikerer at flytte arbejdspladser ud af landet. Vi kan opleve en ulige konkurrencesituation, men håber på, at EU er klar til at justere lovgivningen, hvis det får den uheldige effekt,« siger Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri (DI).

Linjen i Reach-reglerne er nemlig netop at forhindre ulige konkurrence ved at stille samme krav til kinesiske som til europæiske produkter. Når et forbud f.eks. rammer et bestemt kemikalie i produkter produceret i EU, så følges det af et forbud mod import af produkter med samme kemikalie.

Mange kemikalier havner imidlertid kun på den såkaldte autorisationsliste, hvilket betyder, at virksomheder skal søge om tilladelse til at anvende kemikaliet i en bestemt produktion. Og det krav gælder ikke produkter, som er produceret uden for EU.

For eksempel overvejer EU i øjeblikket at sætte skummidlet azodicarbonamid på autorisationslisten, fordi det giver overfølsomhed og allergi. Kemikaliet bliver blandt andet brugt til produktion af liggeunderlag, og europæiske producenter, der fortsat vil benytte stoffet, skal altså igennem en særlig procedure. Alternativt kan de flytte produktionen til Kina, hvis de vil ligestilles med konkurrenter dér, der ikke er underlagt EU-kravet.

»Kæden hopper lidt af her, når målet er forbrugersikkerhed. Regler i Europa bør også gælde produkter fra Østen,« siger Jakob Lamm Zeuthen, miljøchef i Dansk Erhverv (DE).

Også verdens største kemikalieproducent, tyske BASF, er opmærksom på hullet og påpeger endnu et problem: Nogle stoffer på autorisationslisten, som f.eks. organiske opløsningsmidler, kan ikke altid spores i det endelige produkt.

Ud af 100.000 kemikalier i Europa er det under 1 procent, der er vurderet i Reach, og kun 22 kemikalier findes i dag på autorisationslisten. Endnu har ingen virksomheder haft kemikalier gennem godkendelsesprocessen, der omfatter alt fra arbejdsmiljø, til hvordan kemikalierne opfører sig i produkterne. Derfor savner DI og DE erfaringer. Og selvom de forventer, at de fleste vil finde alternativer til de farlige kemikalier, frygter både DI og DE, at en godkendelse bliver så besværlig og dyr, at den rammer små virksomheder.

»Små virksomheder kan afgjort have sværere ved at skaffe midler til at løfte bevisbyrden,« siger Jakob Lamm Zeuthen.

Reach har i flere år været voldsomt kritiseret af miljøorganisationer for at være sat i stå af industriens lobbyvirksomhed og være for langsom til at fjerne farlige kemikalier fra butikkerne.

Farlige fluorstoffer som PFOA, der er kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, er også kun optaget på den såkaldte kandidatliste i Reach, og der kan gå år, før kemikaliet bliver vurderet i en proces, hvor eksperter fra hvert medlemsland i EU over et halvt til et helt år drøfter reguleringen af kemikaliet.

»For virksomhederne har tidsperioden den fordel, at de kan nå at finde alternativer eller udfase brugen af kemikalierne,« fortæller Jakob Lamm Zeuthen. På det punkt er han helt på linje med Greenpeace, hvor politisk rådgiver Jan Søndergaard fremhæver, at det vigtigste er at få stofferne på kandidatlisten:

»Det sender et signal – ikke bare til europæiske virksomheder, men også til kinesiske. Men EU er håbløst bagud med at få kemikalier på listen,« siger han og henviser til, at kun 144 stoffer i dag er på kandidatlisten, mens omkring 30.000 stoffer brugt i EU er helt uden regulering.

Teknologier til energilagring er stadigvæk ikke kommercielle og derfor relativt kostbare. Alligevel udgør de essentielle brikker i det fremtidige fleksible energisystem.

Derfor bør vi sætte turbo på udviklingen af lagringsteknologier i et særligt forskningsprogram, der også skal omfatte nye materialer.

Det er hovedanbefalingen i DTU’s årlige og 12. energirapport, som denne gang giver et grundigt overblik over en hel række energilagringsteknologier. Her er det beskrevet, hvor teknologierne er i dag, hvilke perspektiver forskerne ser i den pågældende teknologi, og hvad kan de hver især bidrage med til fremtidens energisystem.

Rapporten konkluderer, at lagringsteknologierne både er velegnede til at stabilisere elsystemet og optimere udnyttelsen af de vedvarende og lokale energikilder. Eller som vicedekan Hans Hvidtfelt Larsen udtrykte det ved præsentationen af rapporten:

»En gasturbine kan producere strøm, når vinden ikke blæser. Men den kan ikke stille noget op, når der er for meget vind. Flere af de omtalte teknologier kan hjælpe på begge situationer, og så tror vi vi da også, at det er muligt at reducere prisen på teknologierne hen ad vejen.«

Endnu er teknologierne dog langt fra markedet og derfor meget dyre, men Hans H. Larsen påpeger, at man med disse lagringsteknologier kan spare dyre transmissionsforbindelser til udlandet.

Rapporten behandler mange typer af lagringsteknologier, der spænder fra de termomekaniske, hvilket dækker over pumpelagre, svinghjul og trykluftlagre, over de elektrokemiske, som er batterier, til kemisk lagring, der for eksempel omfatter konvertering af strøm til brint.

Et forskningsområde for teknologier til at lagre energi bør ifølge DTU omfatte pilot- og demonstrationsanlæg. Desuden råder rapporten til at indrette energimarkedet, så det værdisætter lagringsfunktionen og til at indføre en lovgivning, der sikrer, at integrationen sker så effektivt og billigt som muligt.

Formand for EUDP Torkil Bentzen mente dog i den videre debat, at det ikke er nødvendigt at oprette et specielt program til lagringsteknologier, da der findes mange forskningsmidler rundt omkring, som snildt kan bruges til dette formål.

Læ rapporten her.

Den udskældte RC4-kryptering har længe haft kendte svagheder, og mange eksperter har påpeget, at RC4 bør erstattes med nyere og mere skudsikre krypteringsformer. I denne uge meldte Microsoft endelig ud til deres kunder, at RC4 ikke længere bør anvendes.

Senest har Edward Snowdens afsløringer af NSA’s hemmeligheder skærpet sikkerhedseksperternes skepsis over for RC4’s integritet.

En figur som Jacob Appelbaum, der er uafhængig sikkerhedsekspert, associeret med Wikileaks og tidligere ansat hos University of Washington advarer således:

»RC4 er blevet brudt i realtid af NSA – stop med, at bruge det,« siger Jacob Appelbaum, der forsker i it-sikkerhed og er en førende Tor-udvikler ifølge the Register.

Nu lyder det altså også fra Microsoft, at udviklere skal droppe brugen af den udbredte RC4-kryptering, da den ikke længere er vurderet til at være sikker. Udmeldingen kommer samtidig med tirsdagens sikkerhedspatch, skriver Threatpost.com.

»Set i lyset af nylige undersøgelser af angreb på svagheder i RC4-krypteringen, anbefaler Microsoft, at kunder istedet bruger TLS1.2 i deres tjenester og begynder at udfase RC4,« skriver sikkerhedschef i Microsoft, William Peteroy i et blogindlæg ifølge Threatpost.com.

Den amerikanske netværksgigant Cisco har ligeledes anbefalet deres kunder, at anvendelsen af RC4 bør stoppe.

RC4-krypteringen bliver blandt andet brugt i populære protokoller såsom TLS (Transport Layer Security), der anvendes i stor stil på nettet, samt det kryptografiske system WEP, der bruges til at sikre WiFi-netværk mod indtrængende.

Nok er Javascript blevet en del hurtigere de seneste år – men det er stadig noget helt andet at køre kompileret C-kode direkte på maskinen. Derfor opfandt Google konceptet Native Client, som gør det muligt for browseren Chrome at køre C og C++-kode i en lukket sandkasse, men med mere direkte adgang til maskinens hardware end ellers.

Nu har Google forbedret konceptet, så man ikke længere skal udvikle applikationer til hver type arkitektur, men kan lave én applikation, der virker alle vegne – ligesom konceptet bag Java. Det skriver Digi.no.

Google kalder det Portable Native Client, der bliver forkortet PNaCl, der snedigt nok kan udtales ’pinnacle’. I stedet for at kompilere koden til en bestemt arkitektur, for eksempel x86-maskiner med Windows, bliver koden med PNaCl ikke kompileret færdig på forhånd, men sendes ud til brugerne i et ’mellemstadie’. Ude hos modtageren bliver koden så kompileret endeligt til den hardware, der er til stede.

Foreløbigt er Portable Native Client kun kommet i den nyeste version af Chrome-browseren til x86-platforme, men med tiden kan den også blive brugt på smartphones og tablets med Android eller andre styresystemer, der tillader den slags. På iOS er det umuligt, så længe Apple forbyder en browser at kompilere kode lokalt.

Vil andre browserproducenter også bygge PNaCl ind, er det muligt, så længe browseren understøtter Pepper.js, skriver Google i et blogindlæg om konceptet. Så bliver koden lavet om til Javascript i browseren.

Se eksempler på, hvad man kan med PNaCl

Truslen fra hackere har aldrig været større. Din virksomheds website kan være et mål for både industrispioner, aktivister og mere gemene berigelseskriminelle.

Version2′s whitepaperbibliotek bugner med gode råd til, hvordan du får styr på websikkerheden.

For eksempel Symantecs whitepaper Seks ting, der kan dræbe dit website – og hvordan du stopper dem. Her oplister sikkerhedsfirmaet, hvor kritisk det kan være, hvis din virksomhed ikke har tænkt over ting som malware og malvertising.

Du kunne også tage et kig på Impervas Fremtiden for websikkerhed: 10 ting, alle webapplikationsfirewalls bør kunne. Hvis du troede, at WAF var et populært udtryk til at beskrive, om de store gulvhøjttalerne hjemme i stuen kan accepteres af konen, kan du godt tro om. I Impervas whitepaper Fremtiden for websikkerhed: 10 ting, alle webapplikationsfirewalls bør kunne betyder nemlig forkortelsen – rigtigt gættet – web application firewall.

Endelig er der også whitepaperet Webapplikationssikkerhed for dummies fra Qualys. Mere end 55 procent af alle serversårbarheder kan henføres til webapplikationer, og whitepaperet handler om at forstå, hvordan man hurtigt finder og ordner sårbarheder i webapplikationer. Målet er selvsagt at forhindre angribere i at få kontrol over applikationen og få let adgang til server, database og andre backend-it-ressourcer.

The demo ghost, Murphy’s law, it worked yesterday… Høres ofte på konferencer, og da jeg organiserer en del konferencer, hører jeg det en hel del.

Konferencepræsentationer kan blive tørre og kedelige, og en måde at pifte dem op på kan være at vise en demo. En demo kan også være en måde at få ethos på plads i sin præsentation. Det er en god ide, ingen tvivl om det! Men at få en ide til at lykkes i praksis kan være vanskeligt. Der kan, og vil, gå alt muligt galt. Ofte er det internettet der driller, men der er en masse andre usikkerheder. Kommunikation til andet display kan ændre det visuelle udtryk og også ind imellem funktionalitet, taleren kan komme til at stave forkert når en metode live-kodes, hardwaren skal genstartes, etc. Det er naturligvis ikke kun på konferencer, man ser det. Det er også på gå-hjem-møder, i kurser, og i præsentationer til kunder og andre interessenter.

Men der er ting man kan gøre for at gøre det bedre. Man bør lave et ordentligt manuskript over hvad man nøjagtig vil gøre og hvilket output man forventer. Man skal selvfølgelig øve sig og øve sig inden. Hvis man skal taste en masse ind kan man have alle linjerne tastet ind på forhånd. Hvis man har en hel sekvens af demoer kan man lave et script der kører dem som kaldes med keyboard kommandoer. Hvis man skal gøre noget over en webside, så kan man pre-cache den eller køre den fra sin egen maskine. Hvis man har noget hardware der skal virke (og her tænker jeg også bare på forbindelsen til projektoren med alle de forskellige programmer man kommer til at køre), så test det ved podiet inden præsentationen. I sidste ende kan man optage hele skidtet på video derhjemme i fred og ro og vise den, hvis alt andet fejler.

Det er tit en fordel hvis man kan slukke for netværket mens man holder foredrag. Jeg husker med gru en præsentation hvor der løbende kom bud ind på skærmen fra folk der ville købe talerens bil, som åbenbart var sat til salg. Foredragsholderen opdagede ikke de mange små popups, men publikum sad bare og ventede på den næste. Hvis din demo er afhængig af forbindelse til Internettet så kan du selvfølgelig ikke slukke for nettet, men så kan du tilføje dårlig wifi til listen over ting der kan gå galt for dig. Og hvis lokalerne ikke bliver regelmæssigt brugt til tekniske events kan du være helt sikker på at wifien bryder klynkende sammen når nørderne fylder lokalet med 2-3 gadgets per person.

Det er ikke som om det her er ny information. Alligevel bliver talerne ved med at vise demoer der kikser på alternative måder, næsten hver gang der er en demo… Mor er ikke vred, mor er bare skuffet

Har du nogle gode tips til at undgå demo-kiks? Hvad er din mest pinlige demo-katastrofe?