Facebook går i gang med at bygge et nyt kæmpe-datacenter i Irland, hvor selskabet har udset et område i den lille by Clonee lige uden for hovedstaden Dublin som hjemsted for det store byggeri.

Det nye datacenter bliver Facebooks sjette og det blot andet af slagsen uden for hjemlandet USA.

Det hidtil eneste Facebook-datacenter uden for USA ligger i svenske Luleå, mens blandt andre Microsofts store, europæiske datacenter ligeledes ligger i Dublin-området.

Det kan du læse mere om her: Her er Microsofts vilde datacenter – kom med ind bag portene

Det nye datacenter skal drives alene af vedvarende energi, da Clonee er relativt vindomblæst. Det vil Facebook udnytte til at lade datacenteret drive af vind-energi.

“Det vil hjælpe os til at nå vores mål om at drifte 50 procent af vores infrastruktur med ren og vedvarende energi i slutningen af 2018,” skriver Facebooks chef for engineering, Jay Parikh i dette Facebook-indlæg.

Selskabet anvender samme princip i dets nyeste datacenter i Texas.

Datacenteret vil blive fyldt med servere og storage-enheder fra Facebooks egen Open Compute Project, som du kan læse mere om her.

Med Open Compute Project vil selskabet dele alle detaljer om design og lignende med alle andre datacenter-selskaber i håbet om, at de med tiden kan nå frem til en fælles standard, så omkostningerne ved at bygge og drive datacentre kan blive minimeret.

Facebook har haft europæisk hovedkvarter i Dublin siden 2009.

Selskabets beslutning om at bygge datacenteret skal ses i lyset af EU’s opgør med den såkaldte ‘Safe Habor’-regel, der ellers har sikret dataoverførsler mellem USA og Europa.

Det kan du læse mere om her: Databombe fra EU-domstol: Kan forbyde europæiske data-overførsler til USA

Beslutningen har været medvirkende til, at flere af de store it-selskaber har været nødsaget til at flytte dele af deres infrastruktur til Europa.

Det gælder blandt andre Apple, der har meddelt, at selskabet vil bygge et stort datacenter i Foulum ved Viborg.

Om syv dage bliver mængden af gratis lagerplads i cloud-tjenesten OneDrive reduceret til en tredjedel.

Har du en OneDrive-konto, så har du i dag 15 GB gratis lagerplads plus 15 GB dedikeret til foto, men dette bliver ændret til fem GB fra næste søndag. 

Det blev annonceret tilbage i november, hvilket skabte stor ravage blandt glade OneDrive-ejere.

Microsoft beklagede dengang dårlig kommunikation og lovede efterfølgende, at aktive OneDrive-brugere kunne undgå at miste de 15 GB x 2-lagerplads.

Det kan du læse mere om her: Nu svarer Microsoft på OneDrive-kritikken: Du kan få noget af den gratis plads igen

Det skal du gøre inden på søndag via dette link: 15 GB gratis lagerplads hos Microsoft OneDrive

Selv hvis du ikke bruger OneDrive i dag, kræver det kun to klik at tredoble mængden af data, som du kan bruge på et senere tidspunkt. 

Ikke længere uendelig plads
Reduceringen af mængden af gratis lagerplads er ikke det eneste, som Microsoft ændrer ved OneDrive. 

Brugere af Office 365 havde tidligere ubegrænset mængde lagerplads i OneDrive, men også det blev reducere til “sølle” 1000 GB. Det vil nok stadig være nok til de fleste privatbrugere. 

En af grundene til at Microsoft fjernede adgangen til ubegrænset mængde lagerplads er, at et fåtal placerede op imod 75 terabyte data i skyen, og juridisk kunne Microsoft intet gøre imod det. 

Det kan du læse mere om her: Microsoft skruer kraftigt ned for lagerplads i OneDrive: Du kan miste to tredjedele af din lagerplads
 

Den danske stat er i fuld gang med at forberede et stort opgør med sine store it-leverandører, der siden tidernes morgen har siddet solidt på mange offentlige it-områder – faktisk så solidt, at opgaverne ikke engang er blevet sendt i udbud, da der ikke har været andre mulige leverandører.

Det kan du læse mere om her.

Computerworld spurgte i sidste uge fremadstormende Netcompany om, hvorvidt selskabet mente, at det kunne løse opgaverne bedre og billigere end CSC.

Det mente selskabets administrerende direktør, André Rogaczewski, klart.

“Jeg vurderer umiddelbart, at vi kan levere løsninger på nye teknologiplatforme, der er op til 30 til 50 procent billigere end de nuværende i staten. Samtidig kan disse løsninger nemmere udskiftes, hvis en anden leverandør vinder et genudbud,” sagde han til Computerworld.

Det kan du læse mere om her.

Har udløst debat
Udtalelsen udløste debat på cw.dk, hvor Netcompany-chefen blev kritiseret for at udtale sig på et for tyndt grundlag.

“Skræmmende udtalelse. [...] Vil du stole på en mekaniker, der kunne servicere din bil til 1/2 pris, uden han har hørt hvilken bil, der er tale om, og hvad der skal serviceres,” skrev Computerworld-debattør, Jonas Rudbeck.

Samme holdning har andre af Computerworlds læsere, der blandt andet kaldte Netcompany-chefens udmelding for ‘modig,’ ligesom torbensierbak mener, at Netcompany-chefen ‘burde klynges op på det tilbud,’ hvis det ikke ‘var så væsentlige systemer.’

Han blev til gengæld taget i forsvar af andre debattører.

Kristoffer Hansen skrev, at Netcompany i forvejen ‘har solid erfaring med at overtage den type opgaver’ fra blandt andet CSC og IBM.

På den baggrund kan André Rogaczewski faktisk godt udtale sig ‘forholdsvist kvalificeret,’ mener Kristoffer Hansen.

Hertil kommer, at det uden tvivl vil kunne udløse en massiv besparelse, hvis man udskifter de mere end 20 år gamle systemer, som CSC i dag stadig anvender til at drifte offentlige systemer, mener debattør Per Stilling.

“Der er jo sket enormt meget inden for programmerings-sprog og infrastruktur siden da. Ligeledes findes der i dag standardprogrammel der ofte kan løfte store dele af opgaverne, ligesom de (ofte uden beregning) holdes løbende opdateret, sikre og tilføres nye funktioner. Dertil kommer hele grundtanken når systemet designes. I dag skal leverandører, fra kontraktuel side, sørge for at systemerne er forandringsparate og omkostningseffektive at vedligeholde,” skriver han.

Stammer fra datacentralen
CSC overtog en stribe af de tungeste især statslige it-systemer, da det amerikanske selskab i 1996 købte Datacentralen, som blev stiftet i 1959 for at varetage offentlige it-opgaver.

Salget skete dengang som resultatet af en beslutning om, at Datacentralen skulle privatiseres for på denne måde at udløse mere konkurrence.

Det har ikke været tilfældet i det ønskede omfang, viser Computerworlds nylige afsløringer.

En af Computerworlds debattører, Albert B. Hansen, peger på, at det offentlige efter hans mening bør vende tilbage til selv at håndtere egne it-løsninger – blandt andet fordi der er brug for virksomheder, der tager ‘socialt ansvar.’

“Vi skal tilbage til en tid, hvor det offentlige selv passer sine ting af egne, ansatte folk,” skriver han.

“Hele problemet opstod da man privatiserede offentlige driftscentraler til private aktører der så gik ud i den ene kampagne efter den anden for at få lønningerne ned i et niveau hvor kvalificerede folk ikke kan være med. Man tog udenlandske aktører ind uden de fornødne sikkerhedsgodkendelser og resultatet blev over tid pivåbne systemer som hackerne kunne godte sig med efter behag,” mener Albert B. Hansen.

Digitaliseringsstyrelsens forberedelser til et opgør med blandt andre CSC kan meget vel munde ud i ingenting.

Ifølge Computerworlds oplysninger har staten tidligere forsøgt at indlede et lignende opgør, men dengang fes det ud i ingenting.

Problemet forværres nemlig af, at CSC hævder ikke at kunne levere den system-dokumentation, der er absolut essentiel for at kunne formulere nyt udbudsmateriele.

Det er dokumentationen, der viser, hvad systemerne skal kunne, hvordan det er skruet sammen, hvor de indbyrdes afhængigheder er og så videre, og uden den, kan opgaverne ikke komme i udbud.

Det kan du læse mere om her: Skat har brudt loven i 19 år: Har underskrevet million-kontrakter med CSC i årevis uden at sende ordrerne i udbud

“Jeg vil da tro, at et udbud enten kan give bedre kvalitet (dokumentation, mulighed for at overdrage opgaven til andre efter et udbud etc.) og/eller en besparelse, men det er sgu vrøvl at sige at man mener, at man kan spare 50 procent. Det har man absolut ingen forudsætninger for at sige,” skriver CW-debattøren Søren.

Se hele debatten her: Netcompany kigger sultent på udfaldet af statens CSC-opgør: Vi kan løse opgaven til halv pris

Læs også:

Det store opgør på vej: Vil det lykkes for staten af frigøre sig fra dyb afhængighed af CSC og IBM?

Netcompany er Danmarks bedste sværvægter inden for it: Her er metoden bag successen

Kapitalfond køber halvdelen af Netcompany for 1,1 milliard kroner – stiftere tjener kassen for anden gang

De seneste to år har Apple-chefen Steve Zadesky angiveligt stået i spidsen for Apples store bilprojekt. Men nu har han sagt sit job op. 

Det skriver den amerikanske avis Wall Street Journal. 

Ifølge avisen forlader Steve Zadesky sit chef-job i Apple af personlige årsager.

Opsigelsen er ifølge Wall Street Journals kilder ikke relateret til hans resultater. 

I spidsen for stort projekt
Zadesky har arbejdet i Apple gennem 16 år, og gennem de seneste år har han altså ledet Apples ambitiøse planer om at udvikle en el-bil, der menes at have kodenavnet Project Titan.

Apple er i færd med at tredoble staben på projektet fra 600 personer til 1800 personer.

Det kan du læse mere om her: Apple sætter turbo på bil-udvikling med kæmpe-afdeling: Apple-bil vil være klar i 2019

Udviklingen af bilen foregår angiveligt på en hemmelig adresse i Silicon Valley, og dele af medarbejderstaben er headhuntet fra elbil-virksomheden Tesla Motors samt fra dele af den etablerede bilindustri. 

Dårligt nyt for Apple
Wall Street Journal vurderer, at Apples planer om at træde ind i bilindustrien lider et tilbageslag med Zadeskys afsked. 

Det skyldes ikke mindst, at Apple mister en mand med mange års erfaring hos Apple, hvor han har været med til at udvikle banebrydende produkter som iPod, iPhone og iPad samt at han har en fortid hos bilfabrikanten Ford.

Hos Apple abejdede Zadesky blandt andet sammen med Tony Fadell, der er grundlægger og CEO for virksomheden Nest som i dag er ejet af Google.

Du kan læse om Googles opkøb af Nest her: Derfor vil Google betale milliarder for lille termostat-firma

Fadell er ofte blevet udtråbt som “iPodens far”, og på Twitter skriver han, at det er et stort tab for Apple, at Zadesky nu stopper i virksomheden: 

Huge loss for Apple, they’re going to seriously miss you. Was awesome to work together on all the iPods & iPhones! https://t.co/IZySDSJiMw

— Tony Fadell (@tfadell) January 23, 2016

Ikke den eneste afgang
Zadesky er ikke den eneste højtprofilerede medarbejder med erfaring fra bil-branchen, der har forladt Apple.

Tidligere på året lykkedes det for Volkswagen at headhunte Johann Jungwirth, der var ansat som udviklingschef hos Apple og tidligere har været chef for Mercedes-Benz udviklingsafdeling i Silicon Valley.

Apples bilprojekt er ifølge Wall Street Journal løbet ind i “visse problemer”, og flere af ingeniørerne på projektet vurderer ifølge avisens kilder, at Apples ledelse har været for ambitiøse i de deadlines, der er blevet udstukket for projektet.

Flere medier har eksempelvis rapporteret, at bilen ifølge Apples målsætninger skal være klar i 2019.

Ifølge Wall Street Journals kilder betyder det dog formentligt ikke, at bilen ville være klar til salg i 2019, men blot at alle de væsentlige funktioner skal være færdigudviklet på dette tidspunkt.

Derfor vil der muligvis gå yderligere et par år, før de første forbrugere kan sætte sig bag rattet i en Apple-bil.

Omvæltning af bilen som konceptet
Apples ambitiøse deadlines skyldes formentligt, at det forventes at bilmarkedet står overfor en større omvæltning, hvor selvkørende el-biler i løbet af en årrække vil afløse de traditionelle biler med forbrændningsmotor.

Samtidig forsøger virksomheder med rødder i dele-økonomien som eksempelvis Uber at ruske op i hele ejerskabsmodellen, som vi kender i dag.

Hvis det står til Uber vil privat ejerskab af biler for mange mennesker i fremtiden blive afløst af on-demand-adgang.

Læs også:
Tech-giganter retter kanonerne mod bilindustrien: Volkswagen kan blive det nye Nokia
 
Amerikanske medier: Apples hemmelige bilprojekt får grønt lys af Tim Cook

Apple og Tesla i hård kamp: Er Apple på vej med en iCar?

Lars Larsen er teknisk ekspert hos Toyota, og beviset på, at man godt kan være iført blå skjorte som mekaniker – hvis man altså står for helbredsundersøgelsen af bilen.. Foto: Nicolai Devantier.

Hvis du husker din mekaniker med olieindsmurte overalls, en fedtet cykelkasket og med et tot bommulds-twist stikkende op ad baglommen, så er det længe siden, du har besøgt et moderne værksted.

I dag udelukker arbejdet knap en dueblå skjorte, som ellers er den fremherskende beklædningsgenstand i Audi-segmentet.

Din bil har nemlig ændret karakter, og alt mekanikken er i dag understøttet af it. Din bil er forsynet med massevis af computere, der kan fortælle den velklædte mekaniker alt om fejl og problemer.

Det er ikke længere et værktøjsbord med topnøglesæt og skruetrækkere, som i første omgang rulles frem, når din bil er på værksted.

Det er i stedet en Dell-bærbar.

Den digitale verden har gjort sit indtog i bilbranchen og udviklingen sker i øjeblikket med stormskridt.

Vi har været på besøg på den japanske bilproducent Toyotas specialværksted i Søborg i Københavns udkant. Et værksted som kun anvendes af hovedkontoret til analyse af de skader, der ikke kan håndteres af andre.

Her huserer Toyotas specialstyrker. Japanernes danske swat team.

Vi bliver inviteret indenfor af teknikeren med det helt danskklingende navn Lars Larsen. Han er bilnørd, hvilket samtidig betyder, at han er glad for it-udstyr og software.

Du kan se billederen fra værkstedet i dette galleri: Tag med på besøg i Toyotas ‘hemmelige’ værksted, hvor it næsten har sendt svensknøglen på pension

Reperationsudstyret ligner noget fra et revisorkontor, og man skal se langt efter olieklatter på de lyse gulvfliser. Foto: Nicolai Devantier.

Udstyret med SSD
Lars Larsen er en rolig og smilende fyr, der gelejder mig hen til en mørkegrå, ventende hybridbil, der skal inspiceres.

“Tendensen er, at bilerne bliver udstyret med flere og flere computere. Det kommer computere helt ud i lygterne, så man kan kontrollere alle funktionerne digitalt. Det er Toyota, der i øjeblikket bygger computerne, men en anden tendens er, at bilerne bliver forsynet med standardkomponenter,” fortæller han, mens han får rullet computerudstyret frem (og lige opdateret sin Windows 7).

“I vores nye computere er der SSD-harddiske, så de starter dejlig hurtigt,” siger han med et tilfreds smil på læben.

Det er nemlig ikke et værkstøjbord, der kører op ved siden af hybridbilen. Det er en Dell-bærbar med en ekstra skærm, der skal sluttes til bilens it-system, der så kan analysere bilens og dens chauffør.

“Du kan selvfølgelig også få en tablet-version, hvis du skal udføre analyser på farten,” fortæller han og hiver en hårdfør Panasonic-tablet frem.

Testudstyret består af en standard-pc, der er forsynet med Windows 7 og et Totota-udviklet analyseværktøj.

Bil og pc kobles sammen via et OBD 2-kabel (On-Board Diagnostics), der en standard, som bilbranchen er blevet enig om at anvende.

“Vi kan godt køre trådløst, men vi skal ofte overføre data til bilerne, og så skal forbindelsen helst være konstant, så man ikke misser data i opdateringerne. Det kender du også fra hjemmecomputeren, når du opdaterer. ”

Er du it-mand eller mekaniker?

“Jeg er mekaniker, men jeg har taget mange kurser, der handler om it. Det handler ikke så meget om hardware, men om at kunne analysere data.”

Når pc og bil er koblet sammen får man et overblik over bilens computer-antal. I denne hybridbil er der 25 forskellige computere placeret rundt omkring i bilens karosseri. En computer til bilens batteri, en til fartpilot og så videre. Foto: Nicolai Devantier.

Hvor meget data hiver I ud af bilerne?

“Vi kan hive meget data ud af en bil, men vi begrænser indsamlingen på flere områder. Alt, der handler om problemer med selve bilen, kan vi hente. Vi kan også optage data under testkørsler af en bil, som kan sendes til analyse i forbindelse med fejlfinding,” siger han og fortsætter:

“Men vi gør meget ud af ikke at opsamle personlige data. En airbag-computer logger eksempelvis data i forbindelse med et uheld, hvor den affyres. Det er både informationer om hastighed, om der drejes på rattet eller trædes på bremsen. Men de data henter vi kun, hvis kunden giver lov.”

Men politiet kan jo eksempelvis se en masse om uheldet via disse data?

“Vi har i et enkelt fået en henvendelse fra politiet i sådan en sag. Men det er data, som vi er meget påpasselige med.”

Du kan møde Lars Larsen her: “Styretøjet i bilen var blevet udskiftet med et brækjern og det sendte computeren helt i sort”

Indsamler I data til forskning i nye biler eller til analyse af en bilists kørsel?

“Når det handler om udvikling af bilerne, så er det endnu ikke så benyttet endnu, men det er et område, hvor der kommer til at ske rigtig meget i løbet af de kommende år.”

Toyota har netop skudt milliarder af kroner i et nyt udviklingscenter i USA, der skal udvikle nye robot- og selvtænkende teknologier til fremtidens biler, der i vid udstrækning ifølge Toyota skal kunne køre via kunstig intelligens.

Det kan du læse meget mere om her: Toyota investerer milliarder i nyt teknologi-samarbejde: Her er it-visionen for fremtidens biler

Bil og pc kobles sammen via et OBD 2-kabel (On-Board Diagnostics). Foto: Nicolai Devantier.

Mens vi snakker, har computeren opdateret hybridbilens 25 computere, og sende en liste med fejlkoder til Lars Larsens kommandocentral.

“Computer og bil genkender hinanden helt automatisk, finder blandt andet selv frem til den rigtige model. Denne bil kommer fra England, kan jeg se,” siger han, mens blikket falder på skærmen.

“Vi har en online-portal, hvor vi så samler alle informationer om vores biler og de fejl, der kan opstå.”

Via software-programmet kan der køres en helbredsundersøgelse af bilen, som registreres som fejlkoder i systemet.

“Her kan du eksempelvis se, at speedometeret har været koblet fra, mens der har været tænding på bilen,” fortæller han og peger på en besked markeret med gult.

“Det kan selvfølgelig også være, at batteriet har været skiftet eller gået dødt, så strømmen har været koblet fra.”

Er det et program som dette, der anvendes, når en bil køres til service?

“Ja, lige præcis. Mekanikeren bruger programmet til at gennemgå bilen og finde fejl. De forskellige fejlkoder har så en procedure, der skal gennemgås. Man kan også optage data under kørsel og så sende dem til analyse, for at finde fejl i specielle situationer. ”

En logfil over et kørselsmønster?

“Ja, præcis. Det er ligeledes muligt at få informationer om fysiske ting som eksempelvis motorens omdrejninger,” siger han og trykker på speederen, hvilket straks giver udslag i et koordinatsystem på pc-skærmen.

Hvor udvikler I software?

“I Japan. Der er en hel division, der udvikler. Vi har ligeledes et samarbejde med BMW om blandt andet dieselmotorer, og her leverer Toyotas softwareafdeling også programmerne til motorstyringen.”

Producenter som eksempelvis Tesla sende automatisk nye opdateringer afsted til bilejerne, der så selv kan installere dem. Det er ‘it-måden’ at opdatere på. Gør traditionelle bilproducenter også det?

“Vi gør ikke. Vi vil være sikre på, at der er en professionel person, der har sikret sig, at tingene er som det skal være. Dér tænker vi nok lidt mere konservativt,” lyder det fra Toyota-manden i den blå skjorte.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. Firmaer må ikke samle data om dine indkøb.

Detailbutikker, dagligvarekæder og lignende virksomheder må ikke lagre oplysninger om, hvor kunderne bruger deres betalingskort, og hvad de køber.

Det slår Forbrugerombudsmanden nu fast efter at have behandlet flere nye henvendelser om problematikken.

Forbuddet skal på denne måde beskytte forbrugerne mod, at deres oplysninger bliver misbrugt til markedsføring

Derved kommer butikkerne i samme båd som bankerne, der også har fået en besked om, at de ikke må indsamle oplysninger om deres kunders forbrugsmønstre til brug i forbindelse med markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har således i en sag fra 2014 vurderet, at forbuddet kun omfattede banker og andre udbydere af betalingstjenester.

Men nye henvendelser og den generelle udvikling på området har altså fået Forbrugerombudsmanden til på ny at se på tolkningen af reglerne. Og konkludere, at det forbud også gælder i butikkerne.

“Det vil efter vores opfattelse være i strid med betalingstjenesteloven, hvis en butik kortlægger en kundes forbrugsmønstre på baggrund af oplysninger om, hvor kunden bruger sit betalingskort, eller hvad kunden køber. Grundlæggende skal forbuddet beskytte kunderne mod, at deres oplysninger bliver misbrugt til markedsføring eller andre uvedkommende formål,” siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

I visse tilfælde må en virksomhed dog godt indsamle kundens betalingsoplysninger. Det gælder eksempelvis, hvis det er nødvendigt for at gennemføre en funktion, som udbyderen har knyttet til betalingskortet.

Indsamling af kundedate fra Telefon-producenterne
Der kan faktisk være behov for at se yderligere på dette område.

Bankerne har traditionelt været helt forbundet med betalinger, og butikkerne som det sted, hvor transaktionerne er blevet afviklet, men det behøver ikke være tilfældet i fremtiden.

Nets og andre virksomheder udbyder eksempelvis betalingsinfrastruktur til mobiltelefoner, hvor alle i princippet kan slå sig ned som transaktions-firma.

Det betyder, at firmaer som eksempelvis Microsoft eller Samsung kan tage andele af bankernes marked.

“Der er et magtspil i gang, hvor telefonproducenterne kan stjæle fokus fra bankerne. Det er heller ikke utænkeligt, at eksempelvis de store kreditkortfirmaer kan sætte sig på transaktionen ud mod slutkunden,” har Kristian T. Sørensen fra Market Development & Strategic Alliances hos Nets, tidligere fortalt til Computerworld.

Det firma, der skal vinde brugernes gunst, skal overholde en enkelt formålsparagraf.

“En bank kan ikke differentiere sig overfor en kunde ved at sige, at jeg har en meget federe infrastruktur. Dem der vinder, er dem, der tilbyder den bedste brugeroplevelse. Så simpelt er det.”

Hvordan Microsoft eller Samsung skal kapitalisere på betalinger er stadig lidt uvist, men baseret på den eksisterende forretningsmodel kan en forklaring lyde:

“Det handler om, at disse firmaer gerne vil være en del af dit daglige liv. Hver transaktion er en datagenerator, der kan anvendes i det eksisterende økosystem til kortlægning af din kundeprofil. Jo større økosystem, der kan skabes omkring et brand, jo stærkere bliver platformen.”

Så det ser altså ikke ud til, at Forbrugerombudsmanden kan slippe registreringen af betalingsmidler af syne lige med det første.

Du kan finde Forbrugerombudsmandens beslutning her.

Læs også:
Scor.dk er måske lidt for smart – Forbrugerombudsmanden ser nærmere på sagen

Telenor politianmeldt efter smartphone-reklame

Telefirma får ‘dummebøde’: Prisen per ulovligt opkald er 10.000 kroner

Coop får bøde for at have bombarderet én kunde med spam

Computerviews: Slagtilbud på slagtilbud. Sådan har situationen generelt været hos de danske mobilselskaber i de seneste mange år.

Selskaberne udkæmper en hæsblæsende kamp om, hvem der kan levere de billigste abonnementer, hvem der kan inkludere mest tale og data, og hvem der kan pakke de mest interessante indholdstjenester sammen med abonnementet.

Kampen om de danske mobilkunder finder ikke sted uden grund.

Danske mobilkunder er nemlig blevet ganske villige til at skifte teleselskab, hvis et bedre tilbud viser sig hos en af konkurrenterne.

Det fremgår, når man sammenligner Energistyrelsens nye telestatistik for første halvår 2015 med ældre rapporter om det danske telemarked.

I den nye rapport kan man læse, at det samlede antal mobilabonnementer i Danmark (eksklusiv dongles til mobilt bredbånd) ved udgangsen af første halvår 2015 lå på 7,2 millioner.

Hvis man så kigger på antallet af porteringer – hvor en abonnent medtager sit telefonnummer i forbindelse med skift af teleselskab – så blev der i første halvår 2015 indberettet 521.000 porteringer af teleselskaberne.

Det er en stigning på 9,1 procent i forhold til første halvår 2014 og svarer til, at 7,5 ud af 100 mobilnumre i første halvår 2015 skiftede selskab.

“Antallet af mobilporteringer lå på 521.000 i første halvår 2015. Med en enkelt undtagelse i andet halvår 2013 har niveauet ellers ligget på mellem 400.000 og 500.000 porteringer pr. halvår siden første halvår 2011,” skriver Energistyrelsen.

Læs også: 100 Mbit-bredbånd i Danmark femdoblet på et enkelt år – men der er et men….

Man skal så samtidig bemærke, at en del af de 7,2 millioner mobilabonnementer er erhvervsabonnementer, hvor man typisk ikke skifter selskab så ofte (blandt andet på grund af bindingsperioderne/kontrakterne).

Kigger man isoleret på de almindelige forbrugere, er andelen af mobilnumre, der skifter selskab, formentlig en del højere.

Samtidig er det også i høj grad de yngre kunder, der er mest aktive med at skifte selskab, da de typisk er mindre loyale som kunder og i øvrigt oftere køber en ny smartphone. Hos denne kundegruppe isoleret set vil andelen derfor også være endnu højer end 7,5 ud af 100.

Derfor skifter flere teleselskab
Et kig på telestatistikken fra første halvår 2009, der blev udarbejdet af det daværende IT- og Telestyrelsen, viser, at der dengang var 6,6 mobilabonnementer i Danmark (eksklusiv dongles), og at der i samme halvår blev foretaget 281.000 porteringer.

Der er dermed ingen tvivl om, at antallet af porteringer siden 2009 er steget hurtigere end antallet af mobilabonnementer, og det er der en række oplagte årsager til.

Læs mere: Ren nedtur for sms’en i Danmark: Så voldsomt er faldet i antal sendte sms’er

Hvor det for år tilbage godt kunne være et noget frustrerende arbejde at få flyttet sit mobilnummer fra et teleselskab til et andet, så er det i dag noget, der kan klares fra dag til dag.

Samtidig er en stor del af mobilabonnementerne i dag uden den maksimale bindingsperiode på seks måneder, så man kun har en opsigelsesperiode på 30 dage.

Endelig er der kommet en øget gennemskuelighed via teleselskabernes hjemmesider og forskellige tjenester til at sammenligne mobilpriser, og muligheden for at bestille og selvbetjene online har også været med til at vække danskernes appetit på at skifte teleselskab.

Sådan klarer dit teleselskab sig
Ifølge telestatistikken fra Energistyrelsen var det blandt de fire store danske teleselskaber 3, der hentede flest nye kunder fra første halvår 2014 til første halvår 2015.

3 øgede således antallet af abonnementer med 15,6 procent.

Værst var udviklingen hos TDC, hvor antallet af abonnementer faldt med 4,3 procent i samme periode.

Telenor havde ifølge statistikken fra Energistyrelsen en fremgang på 3,9 procent, mens Telia også gik frem med 3,1 procent.

Her er markedsandelene
TDC er dog det største mobilselskab i Danmark med over 2,7 millioner mobilabonnementer i første halvår 2015, hvilket er en markedsandel på 37,7 procent.

Telenor har over 1,7 millioner mobilabonnementer og en markedsandel på 24,4 procent.

Telia har over 1,2 millioner abonnementer og en markedsandel på 17 procent, og 3 kan klare 793.000 mobilabonnementer og en markedsandel på 11 procent.

Resten af mobilabonnementerne fordeler sig hos DLG Tele med 99.400 mobilabonnementer og en gruppe af øvrige selskaber, der står for 615.000.

Til trods for den hårde kamp om mobilkunderne, har de danske teleselskaber faktisk i de seneste måneder hævet prisen for det billigste abonnement. Få forklaringen på det her.

Læs mere:

Ren nedtur for sms’en i Danmark: Så voldsomt er faldet i antal sendte sms’er

100 Mbit-bredbånd i Danmark femdoblet på et enkelt år – men der er et men….

Vores data-forbrug på det mobile bredbånd eksploderer: Så voldsomt stiger forbruget

Prisstigninger hos de danske teleselskaber: Her er fremtidsudsigterne

Det gamle SIM-kort på vej væk: Nu kommer det nye e-SIM

En mini-computer kan være løsningen for dig, hvis du hverken har brug for at tage din computer med dig på farten eller en stor computer til meget krævende opgaver. 

De er små, kompakte og kan ofte sættes fast bag en skærm, men er begrænset af deres lille størrelse. For eksempel bliver de hurtigt varme, hvis du kører meget krævende programmer.

De førende mærker inden for mini-computere (med Windows) er Intels NUC- og Gigabytes BRIX-computere, men også Acer, Asus og Lenovo producerer de små computere til skrivebordet. 

Hvis du er mere til OS X, så leverer Apple også en lille computer i sin Mac Mini – dog endnu uden en Skylake-processor. 

Vi har taget et kig på kommende mini-pc’er med den nye Skylake-processorserie fra Intel, som alle enten lige er udkommet eller udkommer i begyndelsen af 2016.

Hvis du vil have lidt inspiration til, hvad små computere kan bruges til, så læs her om, hvorfor en af Grønlands største kommuner valgte at købe 200 NUC-computere i stedet for tunge stationære computere. 

Intel NUC

Intel NUC
Intel var for tre år siden med til at definere “mini pc”-genren med sin første NUC-enhed. 

Intel har indtil videre annonceret fire forskellige versioner af NUC med Skylake-processor, nemlig i3- eller i5-model, med plads til en M.2 SSD samt en i3- eller i5-model med plads til et lidt større 2,5″ drev.

NUC-computerne sælges “bare bone”, hvilket betyder, at du skal købe lagerplads, styresystem og hukommelse for sig.

Der er endnu ingen Skylake i7-model på gaden, og ligeledes er der heller ikke annonceret pris eller lanceringsdato.

Gigabyte BRIX PRO

Gigabyte BRIX Pro
Gigabytes BRIX-model er meget lig Intels egen NUC-serie. 

Det er en lille, kvadratisk model, som indeholder den nyeste Skylake-processor. Her er der plads til DDR4 SoDIMM-RAM og en M.2 SSD eller et 2,5″ drev alt efter, hvilken model du køber.

Ligeledes er både Intels NUC og Gigabytes BRIX Pro udstyret med Intels Iris Graphic 520, hvilket skulle give lidt ekstra juice til grafisk arbejde eller spil.

Men BRIX er – ulig NUC – udstyret med en Thunderbolt 3.0-port, hvilket giver mulighed for at tilslutte et eksternt grafikkort. Blandt andet har Acer og Razer lavet et par bærbare computere, som udnytter Thunderbolt 3.0 til netop dette.

Prisen er endnu ukendt.

Intel Compute Stick

Intel Compute Stick
Intel Compute Stick er mere micro, end den er mini.

Computeren kan nemt forveksles med et forvokset USB-stik og sættes direkte i din skærms HDMI-port.  

Intel foreslår selv, at man anvender den lille computer som en lille medie-computer eller som en meget let office-enhed. 

Vi havde sidste års Intel Compute Stick til test, og vi så potentialet, men blev skuffet over ydevnen i den daværende Atom-processor. 

Den nye Intel Compute Stick kommer i tre versioner.

En Atom-model, som er billigere end de to andre, og to forskellige versioner med en Intel Core M-processor. Den ene, en Core M3-6Y30 kommer med en Windows 10-version, imens den lidt stærkere – og dyrere – Core M5 6Y57 er uden styresytem.

Lenovo ThinkCentre M900 Tiny

Lenovo ThinkCentre M900 Tiny
Også Lenovo har lanceret en mini-pc med Skylake. ThinkCentre M900 Tiny er en lille, stærk computer med i7-processor (Skylake), og med alt indmad inkluderet i prisen. 

ThinkCentre M900 koster fra 5.700 kroner og op, hvilket er noget mere, end hvad prisen er for en NUC eller BRIX. 

De har tidligere kostet omkring de 3.500 kroner, men du skal huske på, at du hverken får hukommelse, lagerplads eller styresystem med for de penge, når du køber en NUC eller BRIX. . 

Læs også: 10 gode tips og tricks til Windows 10

Et krav er et krav er et krav

I de 20 år, jeg efterhånden har udviklet software, har der været et utal af strategier for at håndtere krav: Nummererede lister af målbare udsagn, use cases, user stories …

Men til trods for, at navnene på metoder og værktøjer har ændret sig, er det alligevel mange af de samme fejl, der begås, og ofte bliver de brugt på en måde, hvorpå det lige så godt kunne have været en anden metode, der anvendtes.

Om folk skriver en one-liner og kalder det et nummeret krav eller en user story, gør altså ikke den helt store forskel.

Men der er nogle ret klare forskelle i de forskellige tilgange, som det er vigtig at være opmærksom på.

Funktionelle krav
Et af de store problemer ved mange af de klassiske lister af krav, der blev sendt ud til budkrige i de “gode gamle dage”, var, at de for det meste kun indeholdt de funktionaliteter, systemerne skulle indeholde, og oftest også kun information om, hvad der skulle ske i de situationer, hvor alting gik, som det burde.

Det betød for eksempel, at der sjældent var informationer om, hvor mange samtidige brugere der skulle være på systemet, om systemet skulle kunne anvendes uden mus, eller om det var i orden at vise en blå skærm, når der skete et eller andet, som ikke lige var en del af den normale arbejdsgang.

Faktisk kan en ting, som at oppetiden hæves fra 95 procent til 99,99 procent, betyde meget mere for prisen end selv store funktioner.

Som leverandør var det selvfølgelig dejligt at kunne skrue på disse parametre, så man kunne finde den rigtige pris, som kunne vinde kontrakten, men det var oftest ikke befordrende for samarbejdet med kunden, når de så efterfølgende fandt ud af, hvordan leverandøren tolkede kravene.

Fokus på ikke-funktionelle krav
For at få bedre kravsspecifikationer begyndte man så i OOA/OOD at have fokus på både de funktionelle og de ikke-funktionelle krav; oftest organiseret efter huskereglerne som FURPS+ og lignende (Functionality, Usability, Reliability, Performance, Supportability…).

Når det gælder de funktionelle krav begyndte man også i højere grad at strukturere kravene til systemet ved at bruge use cases, som ikke kun havde fokus på hovedsuccesscenariet (hvor alt bare gik, som det ideelt set burde), men også beskrev, hvordan fejlsituationerne skulle håndteres.

Hermed fik man så skabt en mere detaljeret specifikation, hvor man også blev tvunget til at forholde sig til rigtig mange ting, som så gjorde, at kodningen efterfølgende blev nemmere (jeg har selv været med til at skrive kravspecifikationen til en stor del af en elektronisk patientjournal, og det blev godt nok til en del sider).

Krav i det agile mindset
Med det agile mindset er der selvfølgelig også kommet en ny tilgang til krav, hvor det hele er blevet til user stories.

Umiddelbart kan det se ud som et tilbageskridt, da man nu oftest er tilbage i en liste af one-liners uden støttehjulene med FURPS+ og use cases til at sikre, at alt kommer med.

Men fejlen er nok at se listen af user stories som en traditionel kravspecifikation.

Et af fundamenterne for user stories er nemlig antagelsen om, at delte dokumenter ikke er det samme som en delt eller fælles forståelse.

User stories er derfor mere overskrifter eller referencer, som den efterfølgende skabelse af en fælles forståelse kan hænges op på.

Hvordan man så efterfølgende mest effektivt skaber og fastholder den fælles forståelse, er meget afhængig af den konkrete situation, og det ligger egentlig uden for user story’en.

Her kan der være situationer, hvor use cases, workflows, mock-ups, personas og mange andre metodikker kan være anvendelige.

Det andet område, hvor jeg synes, at den agile tilgang tilføjer en ekstra dimension til kravstyringen, er i forhold til “definition of done”.

Her er det ikke kun eksterne parter som product owners eller kunder, der definere kravene til, hvornår en feature er færdig, men mindst lige så meget udviklingsteamet selv, der får lov til at indgå en intern kontrakt om, hvad teamet mener er godt håndværk og nødvendigt for, at kunden får det rigtige produkt.

Selvom “definition of done” er et meget vigtigt koncept i for eksempel Scrum, er der overraskende mange team, som ikke har indgået sådan en kontrakt, hvilket kan gå ud over kvaliteten og – mindst lige så vigtigt – teamgejsten.

Vær opmærksom på styrker og svagheder
Som jeg har forsøgt at eksemplificere, er der nogle ret store forskelle i tilgangene til krav i de forskellige perioder.

Det gælder lige fra antagelsen om, at kravene skal være så komplette og detaljerede som muligt, til user stories som i praksis bare er overskrifter, som man efterfølgende skal samarbejde om at skabe en fælles forståelse af (husk nu det agile manifest med “samarbejde med kunden frem for kontraktforhandling”).

Alligevel ser man mange gange User stories brugt i situationer, hvor målet er en detaljeret og komplet kravspecifikation, som vi kan styre leverandør eller kunde ud fra – hvilket det aldrig var skabt til.

Omvendt synes jeg, det er forkert at se værktøjerne fra de forskellige perioder, som om de udelukker hinanden, men formålet med at bruge dem har måske ændret sig.

For eksempel kan FURPS+ stadig være en god remse at huske på, når man skriver sine user stories, eller mens man skaber den fælles forståelse, så man også får tænkt de ikke-funktionelle aspekter ind.

Og use cases er i nogle situationer den mest effektive måde at få alle variationerne tænkt igennem og fastholdt.

Som sædvanlig handler det altså om at kende styrker og svagheder ved så mange værktøjer som muligt og så bruge det, der giver mening. Det vil sige det, som er med til at skabe den fælles forståelse – også for de sværere elementer, hvor man er som udgangspunkt er uenig.

Når snakken falder på gys og gru, er det svært at komme uden om Resident Evil. Capcoms ikoniske horror-spilserie fra midt halvfemserne mere eller mindre opfandt genren med afsæt i Alone in the Dark et par år tidligere. Nok kom det i en fjollet b-films-indpakning, men gruen og chok-effekterne var ægte. Ja, mange en kaffekop er blevet spildt over Resident Evil.

Det oprindelige Resident Evil fra 1996 blev starten på et mangeårigt forløb med det ene gruopvækkende spil efter det andet, kulminerende med Resident Evil 0 i 2003, der var det sidste af den gamle Resident Evil-skole, der med fireren to år senere gik i helt nye retninger.

Resident Evil 0 var en skelsættende udgivelse, det sidste af en svunden form for gys, hvor der var tid til at mærke uhyggen. Ikke som i dag, hvor chok-effekterne nærmest står i kø for at overrumple hinanden, vel vidende at det er det, der giver clicks på YouTube.

Ikke desto mindre har Capcom vurderet, er der er plads i markedet til et gensyn med Resident Evil 0, selvfølgelig nøje dikteret af sidste års Resident Evil-genudgivelse, der blev en bragende kommerciel succes, men ikke desto mindre var et vovet forsøg. Om Resident Evil 0 kan gøre originalen kunsten efter er tvivlsomt, for med nulleren er tale om et mere middelmådigt spil.

Men lad os først kaste et blik på, hvad vi konkret har med at gøre her. Capcom har løftet ResidentEvil 0 op til moderne standarder, både hvad angår opløsning, opdateringsfrekvens og onlinefunktionalitet, men ellers fremstår spillet mestendels uændret.

Spillets største problem er det umage par, de to hovedpersoner Rebecca og Billy. Du skal styre begge personer på samme tid, og det giver oftere end ikke anledning til frustration. Heldigvis kan man gøre den anden part inaktiv, så man kan udforske alene.

De meget detaljerede baggrundsbilleder og figurer klarer sig flot, selv efter moderne standarder, et resultat af den statiske kameraføring. Controller-understøttelse er også kommet med, komplet med klassisk tank-styring for nørderne, ligesom man selv kan vælge, om billedet skal skæres til i 16:9-format eller holdes i den oprindelige 4:3-størrelse. Teknisk kompetent nyudgivelse uden en finger at sætte på.

Modsat det oprindelige Resident Evil, der på mange måder er en tidløs klassiker, mærker man metaltrætheden i Resident Evil 0, eller rettere sagt de ændringer, Capcom måtte foretage for ikke at lægge serien præmaturt i graven i starten af det nye årtusinde.

Nulleren eksperimenterer mindre vellykket med den klassiske formular, blandt andet ved at introducere to samtidige hovedpersoner frem for en. I praksis styrer man to figurer på en og samme tid, og i Resident Evils klaustrofobiske omgivelser kombineret med den tunge styring giver det hurtigt anledning til frustration. Så støder man ind i hinanden, pludselig løber den inaktive figur i en fælde eller brænder for megen ammunition af, og det er kritisk i et spil, hvor ressourcerne er knappe.

Samtidig insisterer Capcom på, at figurerne død og pine skal samarbejde for at nå i mål, hvorfor man tvinges til at sende opsamlede nøgler og andre genstande frem og tilbage mellem hinanden i et kluntet interface, man aldrig rigtig bliver fortrolig med.

Når det er sagt, er den ikke helt gal med Resident Evil 0. Det velkendte gameplay, hvor farer lurer om hvert et hjørne, og ressourcerne (ammunition, helende urter mm.) må udnyttes til fulde for at overleve, er spot-on. Hvert et skud, hver en forplejning, tæller, fornemmer man, og de første par forsøg skal nok ende galt, indtil man lærer spillets layout og rutiner at kende.

Resident Evil 0 er af den gamle Resident Evil-skole med fastlåste kameravinkler, der får spillet til at virke som en film, og i øvrigt sørger for meget flotte og stemningsfulde omgivelser.

Fra tid til anden kammer det godt nok over i det obskure, og hverken historie eller design virker særlig troværdigt, men Resident Evil har altid sat spildesign over realisme, og kigger man på det gameplay-tekniske, så er det langt hen ad vejen imponerende håndværk.

Netop derfor holder Resident Evil 0 den dag i dag. Nok er det et produkt af sin tid, især det fastlåste kamera og den tunge styring vil virke besværlig for nye spillere, men leger man først efter dets præmisser, er Resident Evil 0 en skræmmende god oplevelse, dengang såvel som i dag.

Har man aldrig spillet den oprindelige skole af Resident Evil-spil, gør man klogt i at vælge remasteren af etteren, der udkom sidste år, men var man glad for denne, eller er man generelt bare glad for zombie-spil, bør man ikke vige udenom Resident Evil 0 Remastered.

Læs også: Anmeldelse: Nyt Battlefront er som at være med i en Star Wars-film