“Friheden, demokratiet og sikkerheden” i det danske samfund får snart en ny tjener, når Politiets Efterretningstjeneste (PET) om kort tid ansætter ny it-chef.

PET har netop offentliggjort et jobopslag for stillingen, som tro mod naturen i tjenestens arbejde er holdt i meget generelle vendinger.

Opslaget nævner for eksempel ikke noget om, hvor mange folk, der arbejder i efterretningstjenestens it-afdeling.

“Det kan vi ikke svare på, fordi vi ikke ønsker at afdække vores kapacitet. Men det er en pænt stor afdeling,” lyder det fra Anne Birgitte Barsballe, it- og videnchef i PET.

I opslaget løfter PET dog en smule af sløret for, hvordan man arbejder med sin interne it-arkitektur.

Den nye it-chef skal nemlig også arbejde med “eksekvering af it-projekter” og arkitektur baseret på “rest”-princippet.

Det indikerer, at PET har fokus på at udvikle mere skalerbare og fleksible it-løsninger frem for traditionelle forvaltningssystemer, som vi kender det fra eksempelvis Skat, Tinglysningsretten og Udbetaling Danmark.

“Vi har skiftet vores systemer og platforme ud, efter at vi i forbindelse med en terrorpakke fik en meget stor bevilling fra Folketinget, som vi har eksekveret over de seneste fire år,” fortæller Anne Birgitte Barsballe.

Den nye it-chef får desuden ansvaret for at “sikre drift af it-infrastrukturen herunder serverpark, netværk og applikationsplatforme med vægt på it-sikkerhed”, som det hedder i opslaget.

Anne Birgitte Barsballe ønsker dog ikke udtale sig konkret om, hvordan PET’s it-systemer er skruet sammen og hvilke systemer og platforme man arbejder med.

“Trusselsbilledet forandrer sig ret hurtigt, og derfor skal vi være agile i vores it-understøttelse af forretningen,” siger hun.

I efteråret kritiserede Rigsrevisionen den generelle it-sikkerhed i i politiet. Men Anne Birgitte Barsballe afviser, at den kritik har smittet af på jobbeskrivelsen for tjenestens nye it-chef.

“Vi er en efterretningstjeneste, og derfor vi i sagens natur en række regulativer og retningslinier, vi skal leve op til. Derfor er sikkerhed en vigtig komponent i det her job,” siger hun.

Så sent som sidste måned begyndte PET sin jagt efter en ny chef for sit særlige “Cyber Center”, som har til opgave at arbejde på tværs af PET forskellige afdelinger.

Læs også:

Vild stilling på spil: PET søger ny cyber-sherif – og der skal bruges flere it-folk

Regeringen afsætter en milliard kroner til stor it-overvågningspakke

I Skotland raser debatten omkring de såkaldte ‘stop and search’-kropsvisiteringer, som skotsk politi kan udføre på borgere, der er under mistanke for at udføre eller have udført kriminalitet.

Blandt andet går debatten på, at politiet udfører visitationer af børn under 12 år.

Derfor er det yderst uheldigt, at det nu kommer frem, at politiet har givet forkerte informationer til de tilsynsførende myndigheder om antallet af disse ‘stop and search’-undersøgelser.

Fejlinformationerne skyldes, at godt 20.000 filer ved en fejl er blevet slettet i perioden fra maj til juni i 2014.

Forklaringen fra skotsk politi angående de slettede filer går på, at ‘en computerprogrammør har trykket på den forkerte knap’.

Sådan forklarede politichef Wayne Mawson i hvert fald situationen overfor medlemmer af det skotske parlamentets justitskomité, skriver BBC.

Ikke 100 procent præcise
Det fremgår ikke af forklaringen, hvorfor det skotske politi ikke har taget backup af de mange filer, eller hvorfor det ikke har været umiddelbart muligt at genskabe filerne fra databasen.

“Data har ellers været lagt ind i systemet af betjente, der har stoppet og visiteret folk, men vi har mistet resultatet på grund af en programmeringsfejl,” lyder det fra Wayne Mawson, som fortsætter:

“Vi har arbejdet meget hårdt på at få genskabt data. Jeg har personligt fulgt udsendelsen af adskillige tusinde mails til betjente og opfølgende revisioner.”

Han siger samtidig, at politiet har arbejdet sammen med HMICS (skotsk politis kontrolgruppe, red.) for at kunne ses efter i sømmene. Og politichefen er derfor glad for at kunne meddele, at hovedparten er de tabte sager, nu er tilbage i systemet.

Tidligere har den allerøverste chef for skotsk politi, sir Stephen House, erkendt over for parlamentet, at politistyrkens statistikker over stop and search-sager ikke har været 100 procent præcise.

Fra 356 til 18 sager
En af de mest håndgribelige konsekvenser i denne noget spegede sag har været, at BBC Scotland har rapporteret om hundredvis af kontroversielle visiteringer af børn.

Politiet har ellers med baggrund i det noget fejlramte it-systemet påstået, at der kun har været 18 sager frem for 356 sager, som BBC Scotland hævder.

Medlem af parlamentet justitskomité Alison McInnes kan nærmest ikke fatte, at politiet har ændret antallet af sager fra 356 til 18.

“Det, jeg prøver at forstå, er, om det er inkompetence, eller om du har foragt for den skotske politimyndigheds autoritet,” lyder det retoriske spørgsmål fra liberal-demokraten Alison McInnes til sir Stephen House ifølge BBC.

Skotsk politi har gennem en længere periode lovet at skære ned i antallet af “stop and search”-undersøgelser.

Læs også:

Politichef lover: Danmark får cyberpoliti i verdensklasse

SAN FRANCISCO: Intel har netop løftet sløret for firmaets hemmelige våben, der skal give dets processorer større effektivitet.

Det hemmelige våben bliver præsenteret i denne uge på ISSCC (International Solid State Ciruits Conference) her i San Francisco.

Det hemmelige våben bliver præsenteret under den søvndyssende titel Adaptive and Resilient Domino Register File in 22nm Tri-Gate CMOS Featuring In-Situ Timing Margin and Error Detection for Tolerance to Within-Die Variation, Voltage Droop, Temperature and Aging.

Bag den title gemmer sig det faktum, at det er lykkedes Intel at fremstille en processor der bruger 67 procent mindre energi, samtidig med at effektiviteten stiger med 21 procent.

En traditionel processor spilder en masse energi, fordi der skal tages hensyn til fremstillingsvariationer, temperatursvingninger samt processorens ældning. Dette sker ved at lægge en række statistiske sikkerhedsmarginer ind, således at spændingen altid ligger inden for disse.

Intels opfindelse går ud på, at måle dynamisk, hvor disse marginer skal ligge, hvorfor spændingen kan sænkes aggressivt, hvilket medfører den øgede effektivitet. Samtidig giver en dynamisk måling af timingen mulighed for at øge ydeevnen.

22 nm procesteknologien – men ikke den nyeste
Processoren, som Intel har fremstillet, er designet i 22 nm procesteknologi, hvilket altså er en generation bagefter de nyeste processorer.

Intel har arbejdet på projektet i en række år og har tidligere vist fremskridt, som dog stort set er ignoreret af pressen på grund af projektets kedelige titel.

Som det fremgår af illustrationen, er det især den såkaldte “register file”, der er udfordringen.

Det er i denne, at alle processoren registre eksisterer. Disse består ad transistorer, der fungerer som hukommelse, mens alle andre transistorer fungerer som logiske transistorer. Og netop hukommelsestransistorerne er det store problem, da de kræver en meget mere nøjagtig spændingsforsyning. Men da de sidder midt blandt andre transistorer, kan de ikke få deres egen strømforsyning, således som det er tilfældet med de øvrige hukommelsestransistorer, der blandt andet udgør processorens cache.

Intel har endnu ikke implementeret teknologien i et kommercielt produkt, men vi har jo heller ikke set serverprocessorer i 14 nm teknologi endnu. Kommer teknologien ikke i spil her, kommer den helt sikkert, når vi om nogle år kommer til den 10 nm-baserede teknologi.

Motorolas Moto Maker er bestemt ikke Apples chefdesigner Jonathan Ives kop the.

Jonathan Ive kalder Toyota Echo for designmæssigt chokerende. Modellen er fra 2003 og den amerikanske udgave hatcbackudgave af Toyota Yaris.

“Det er forbløffende, er det ikke? Det er bare ikke noget og fadt,” siger han.

Der er efterhånden langt mellem de forfriskende offentlige slagsmål mellem giganterne i it-branchen.

For år tilbage var Oracles topchef Larry Ellison altid god for en nedrig bemærkning om især IBM.

Det kan du læse et eksempel på her:
Larry Ellison gør nar af IBM på OpenWorld

Men der har været stille på den front længe. Indtil nu. En ny front er etableret mellem Apple og Motorola.

Sir Jonathan Ive, Apples feterede chefdesigner, lader os i et nyt kæmpemæssigt inteview i The New Yorker vide, at Motorolas tilbud til kunderne om selv at vælge vigtige designdetaljer som eksempelvis farven og materialet på bagsiden af deres nye telefonen, er helt i skoven. Fra et designmæssigt synspunkt i hvert fald.

Jonathan Ive vil ikke nævne Motorola ved navn, men ingen er i tvivl om, at det, han sigter til med sin kritik, er Motorolas såkaldte Moto Maker-funktion, som blev lanceret i 2013.

Ive: Motorola flygter fra sit ansvar
“Deres value proposition var: Du kan gøre den til det, du vil, og vælge hvilken farve, du ønsker. Det svarer til at opgive dit ansvar som designer”, siger Jonathan Ive.

Det fik Rick Osterloh, president og COO for Motorola, til at svare igen i et interview med BBC.

Han forsvarer Moto Maker-konceptet og siger blandt andet, at Motorola tror på, at slutbrugeren skal involveres direkte i processen med at designe produkter, og at Motorola i øvrigt gør det stik modsatte af Apple i forhold til markedet.

Motorola: Apples priser er uhyrlige
“Vi ser store modsætninger på markedet for mobiltelefoner, hvor der er nogle som Apple, som tjener virkelig mange penge og forlanger uhyrlige priser. Det tror vi ikke, der er fremtid i”, siger Rick Osterloh.

Motorola, der nu er ejet af kinesiske Lenovo, mener, det i stedet handler om at tilbyde kunderne produkter, der giver tilsvarende ydelse og oplevelse som Apples produkter, samtidig med at kunderne får en masse valgmuligheder. Og det hele skal ske i et prisniveau, som er tilgængeligt for alle.

Rick Osterloh siger til BBC, at mobilproducenternes største fejltagelse også er deres største mulighed.

“Det handler om at fremstille rigtig gode telefoner, som er til at betale for folk, der ikke vil spendere alverden på det. En god smartphone og den gode oplevelse af mobilt internet bør ikke være en dyr luksus men et enkelt valg for alle”, siger han.

Så vidt Rick Osterloh. Foreløbig er der ikke noget, som tyder på, at Apple er ved at nå til samme konklusion.

Apple tjener ganske rigtigt “virkelig mange penge”, så hvorfor forlade strategien?

Det kan du læse mere om her:
Apple slår alle rekorder: Aldrig nogensinde har et firma tjent så mange penge på et enkelt kvartal

Også kritik af Toyota
Jonathan Ive åbner i øvrigt også en anden front i interviewet i The New Yorker. Toyota får en ordentlig bredside for selskabets bildesign. Ive kalder Toyota Echo for designmæssigt chokerende. Modellen er fra 2003 og den amerikanske udgave hatcbackudgave af Toyota Yaris.

“Det er forbløffende, er det ikke? Det er bare ikke noget og fadt,” siger han.

Toyota vil i følge BBC ikke kommentere kritikken.

Det ved vi nu om Ive og Apple
Flere medier har søgt at destillere alt det, som de 17.000 ord i artiklen i The New Yorker fortæller om Apple og Jonathan Ive.

Blandt andet er der nu sluppet en del detaljer ud om Apple Watch.

Det kan du læse mere om her:
Apples chefdesigner har lige afsløret syv detaljer om Apple Watch

The Guardian hæfter sig blandt andet ved følgende facts om Apple og Jonathan Ive:

• Jonathan Ives kontor har glasvægge og er cirka 13 kvadratmeter stort.
• Han har tidligere designet ting som et badekar, en håndvask og et toilet.
• Apple har ansat tre rekrutteringseksperter, som ansætter designere – og de hyrer kun én om året.
• Ive havde en opsigelse i lommen, da Steve Jobs vendte tilbage til Apple i 1997.
• Ive er stærkt optaget af detaljer – især afrundede hjørner.
• Ives besættelse af detaljer betyder, at Apples nye hovedkvarter får fantastiske knapper i elevatorerne – Ive er i øvrigt med til at designe det nye hovedkvarter.
• Ive er ikke begejstret for designet af kameraobjektivet på iPhone 6, som ikke er plant med kabinettet.

Stemningen i den lille landingskapsel er vædet af adrenalin og lugten af våbenolie, som den drøner ned gennem atmosfæren mod planeten Shears overflade, hvor en mørk, våd og absolut ikke ufarlig jungle er klar til at tage imod de fire passagerer.

Fire svært bevæbnede jægere med hvert deres speciale, som sammen har til opgave at jage og nedlægge et helt bestemt bytte. En såkaldt Goliath – et regulært monster af et væsen – som ikke har tænkt sig frivilligt at agere målskive.

Tværtimod søger monstret junglens beskyttende omfavnelse for at søge føde og et sted at forpuppe sig. For nok er en Goliath en formidabel modstander for de fire jægere, men når det først for lov at udvikle sig, forvandles det fra en trussel til et regulært dødbringende mareridt.

Hvis du ender med at have alene tid med monsteret, så bør du have skrevet dit testamente på forhånd

Slut med at jagte zombier

Evolve er den amerikanske spiludvikler Turtle Rock Studios seneste bud på et multiplayer actionspil med et såkaldt asymmetrisk gameplay – et actionspil, hvor de kæmpende parter ikke bare spejler hinanden, men i stedet har vidt forskellige udgangspunkter.

Det er en genre, som Turtle Rock Studios har god erfaring med fra actionspillet Left 4 Dead, som de udviklede for spiludgiveren Valve i 2008. Her skulle fire spillere i multiplayer tage kampen op mod en hær af computerstyrede zombier samt fire helt særlige af slagsen, som blev styret af fire andre spillere – en opgave der på begge sider fordrede samarbejde og sammenhold.

Evolve følger nogle af de samme takter. De fire jægere er nødt til at kommunikere og koordinere i jagten på monstret. Der er spor og skræmte fugleflokke at holde øje med i forsøget på at finde byttet, mens et kendskab til omgivelserne ligeledes er en stor fordel. Det er en jagt, hvor spillerne må holde sammen og drage fordel af hinandens forskellige evner, hvis ikke monsteret skal sønderflænse dem en for en.

Når jægerne først arbejder sammen for alvor, så er det skidt dag at være monster

Der leges med maden

Spillets femte deltager træder ind i kamzonen i rollen som et af Evolves tre forskellige monstre, der hver især har sine styrker og svagheder. Det gælder i første omgang om at undslippe jægerne, finde mad og ro til at gennemgå en udviklingen fra sårbar til dødbringende og til sidst gennemføre banens mål, inden tiden rinder ud.

Nok har Evolve en singleplayer-funktion, hvor med- og modspillere håndteres af spillets kunstige intelligens. Men det er mest af alt en funktion, som kan bruges til at lære spillet at kende – det rigtige spil er det der udvikler sig sammen med andre spillere.

Det er her det såkaldte metaspil opstår. Hvor hver enkel spiller finder sine måder at være monster på, og hvor grupper af jægere finder en dynamik, som gør det muligt rent faktisk at nedlægge byttet. Det er en dynamik, som ændrer sig væsentligt i forhold til, om der spilles med tilfældige eller en fast gruppe af venner.

Netop selve metaspillet i en udgivelse som Evolve er interessant at følge. Endnu er spillet så nyt, at det sprog, som efterhånden opstår spillerne imellem, stadig er ved at finde sin form. Men finder spillet sit publikum, opstår der undervejs en intern forståelse af, hvordan gruppen af jægere for eksempel reagerer i forhold til monsteret.

På en måde kan det indforståede metaspil udvikle sig i en retning, hvor hærdede dedikerede spillere oplever en ekstra dimension ved Evolve – lidt på samme måde som en fasttømret gruppe af Bridge-spillere også har deres helt eget sprog – hvilket så desværre også kan betyde, at nye spillere får svært ved at finde sig til rette.

Men det er spilteoretisk snak. Som Evolve står netop nu, er det et skud solid, adrenalinfremkaldende underholdning, som er godt til den hurtige actionoplevelse med vennerne, uden der er krav om for alvor at skulle dykke ind i en omslukkende fiktion for at kunne følge med.

Nå ja … og så er det altid sjovt at være et kæmpe, menneskeædende monster.

Læs også: Tre danske spil der fortjener en ekstra chance

Stemningen i den lille landingskapsel er vædet af adrenalin og lugten af våbenolie, som den drøner ned gennem atmosfæren mod planeten Shears overflade, hvor en mørk, våd og absolut ikke ufarlig jungle er klar til at tage imod de fire passagerer.

Fire svært bevæbnede jægere med hvert deres speciale, som sammen har til opgave at jage og nedlægge et helt bestemt bytte. En såkaldt Goliath – et regulært monster af et væsen – som ikke har tænkt sig frivilligt at agere målskive.

Tværtimod søger monstret junglens beskyttende omfavnelse for at søge føde og et sted at forpuppe sig. For nok er en Goliath en formidabel modstander for de fire jægere, men når det først for lov at udvikle sig, forvandles det fra en trussel til et regulært dødbringende mareridt.

Hvis du ender med at have alene tid med monsteret, så bør du have skrevet dit testamente på forhånd

Slut med at jagte zombier

Evolve er den amerikanske spiludvikler Turtle Rock Studios seneste bud på et multiplayer actionspil med et såkaldt asymmetrisk gameplay – et actionspil, hvor de kæmpende parter ikke bare spejler hinanden, men i stedet har vidt forskellige udgangspunkter.

Det er en genre, som Turtle Rock Studios har god erfaring med fra actionspillet Left 4 Dead, som de udviklede for spiludgiveren Valve i 2008. Her skulle fire spillere i multiplayer tage kampen op mod en hær af computerstyrede zombier samt fire helt særlige af slagsen, som blev styret af fire andre spillere – en opgave der på begge sider fordrede samarbejde og sammenhold.

Evolve følger nogle af de samme takter. De fire jægere er nødt til at kommunikere og koordinere i jagten på monstret. Der er spor og skræmte fugleflokke at holde øje med i forsøget på at finde byttet, mens et kendskab til omgivelserne ligeledes er en stor fordel. Det er en jagt, hvor spillerne må holde sammen og drage fordel af hinandens forskellige evner, hvis ikke monsteret skal sønderflænse dem en for en.

Når jægerne først arbejder sammen for alvor, så er det skidt dag at være monster

Der leges med maden

Spillets femte deltager træder ind i kamzonen i rollen som et af Evolves tre forskellige monstre, der hver især har sine styrker og svagheder. Det gælder i første omgang om at undslippe jægerne, finde mad og ro til at gennemgå en udviklingen fra sårbar til dødbringende og til sidst gennemføre banens mål, inden tiden rinder ud.

Nok har Evolve en singleplayer-funktion, hvor med- og modspillere håndteres af spillets kunstige intelligens. Men det er mest af alt en funktion, som kan bruges til at lære spillet at kende – det rigtige spil er det der udvikler sig sammen med andre spillere.

Det er her det såkaldte metaspil opstår. Hvor hver enkel spiller finder sine måder at være monster på, og hvor grupper af jægere finder en dynamik, som gør det muligt rent faktisk at nedlægge byttet. Det er en dynamik, som ændrer sig væsentligt i forhold til, om der spilles med tilfældige eller en fast gruppe af venner.

Netop selve metaspillet i en udgivelse som Evolve er interessant at følge. Endnu er spillet så nyt, at det sprog, som efterhånden opstår spillerne imellem, stadig er ved at finde sin form. Men finder spillet sit publikum, opstår der undervejs en intern forståelse af, hvordan gruppen af jægere for eksempel reagerer i forhold til monsteret.

På en måde kan det indforståede metaspil udvikle sig i en retning, hvor hærdede dedikerede spillere oplever en ekstra dimension ved Evolve – lidt på samme måde som en fasttømret gruppe af Bridge-spillere også har deres helt eget sprog – hvilket så desværre også kan betyde, at nye spillere får svært ved at finde sig til rette.

Men det er spilteoretisk snak. Som Evolve står netop nu, er det et skud solid, adrenalinfremkaldende underholdning, som er godt til den hurtige actionoplevelse med vennerne, uden der er krav om for alvor at skulle dykke ind i en omslukkende fiktion for at kunne følge med.

Nå ja … og så er det altid sjovt at være et kæmpe, menneskeædende monster.

Læs også: Tre danske spil der fortjener en ekstra chance

Stadig flere brugere dropper den eksterne harddisk til fordel for at opbevare personlige filer på Dropbox og lignende tjenester, og musik- og video-streaming overtager langsomt den fysiske lagring af video- og lydfiler i mange digitale hjem, men der er også en tendens i den modsatte retning.

Frem for at tiltro en cloud-serviceudbyder deres dyrebare data, foretrækker nogle selv at have mest mulig kontrol.

Samtidig vil der nogle gange være tale om så mange gigabyte, at det ikke giver mening at synkronisere data online.

Så er det langt mere effektivt at have en “lokal cloud”, hvor kun dit hjemmenetværk sætter hastighedsgrænsen, når du befinder dig inden for hjemmets fire vægge.

Derfor er NAS-serveren (Network Attached Storage, på dansk ‘netværkslagerenhed’) fortsat højaktuel, og her kæmper producenter såsom Synology, QNAP, Asus-ejede Asustor, Thecus, Buffalo Technology, Seagate og Netgear for at vinde din gunst.

NAS-servere er meget mere end datalagring
Serverne, der både fås i varianter til privat og virksomhedsbrug i vidt forskellige prisklasser, kan i dag meget mere end at fungere som et sikkert og lettilgængeligt lager til dine filer.

De aktuelle modeller udfylder bl.a. også rollen som medieserver, og flere – lidt dyrere – modeller kan sågar smække mediecenter-softwaren XBMC direkte op på stuealteret.

Servere i de lavere prisklasser kan som minimum sende lyd og billede direkte til tv’er med såkaldt smart-tv-funktionalitet – og i nogle tilfælde også tablet-computere, smartphones, spillekonsoller m.m.

Serverne er, kort fortalt, i stand til at centralisere næsten enhver form for it i dit hjem, uanset om der er tale om printerstyring, iTunes-server, IP-overvågningskameraer eller noget helt fjerde.

Lækkerbisken til virksomheder
De dyrere modeller, som vi har inviteret til denne test, spiller desuden en dobbeltrolle, idet de ud over hjemmebrugere også går efter SOHO-markedet (Small Office/Home Office) med avancerede funktioner til virksomheder.

For mange virksomheder giver brugen af en NAS god mening målt på flere parametre.

Har din virksomhed allerede anskaffet en NAS, kan en ekstra NAS tilkøbes og placeres på en anden matrikel med henblik på backup – og dermed fungere som en slags “geo-redundans lite” til små penge.

Dertil er NAS-serveren attraktiv for mange virksomheder, da den kan udfylde rollen som print- og filserver til en meget overkommelig pris og samtidig tilbyde synkroniseringsfunktioner til centraliseret backup.

En anden væsentlig funktionalitet er virtualisering.

Den giver mulighed for at oprette virtuelle maskiner, som brugere kan logge på via en browser.

Administrativt og sikkerhedsmæssigt giver det rigtig god mening især på SMB-markedet.

Der er mindre vedligeholdelse, og der er tale om centraliserede systemer, hvor brugerne benytter det, man kalder “tynde klienter”.

Nogle NAS-modeller er desuden certificeret til virtualisering med teknologier såsom Citrix, VMware og HyperV.

Det vil nok være et fåtal af virksomheder, der vælger at afvikle virtuelle servere fra en NAS, da den ofte ikke har de fornødne hestekræfter, men det kan være et nyttigt kort at have i hånden for virksomheder, der blot vil afprøve funktionaliteten uden at skulle gøre en ekstra investering.

Virtualisering kan desuden bruges til nødstilfælde: Hvis eksempelvis virksomhedens SAN (Storage Area Network – læs mere på Wikipedia) skulle gå ned, kan virksomheden starte de vigtigste systemer op på NAS-serveren, mens SAN’et repareres eller erstattes. Altså mindre nedetid for brugerne.

Opsummerende byder NAS-serverne på et væld af interessante funktioner, hvad enten de skal bruges til at fodre hjemmets enheder med digitalt indhold eller indgå i it-driften hos en mindre eller mellemstor virksomhed.

Testens 3 modeller
Testens kandidater hører til blandt toppen af markedet for private brugere og mindre virksomheder målt på funktionalitet.

Der er tale om en trio af modeller i prislejet fra 4.000 til godt 8.000 kroner – uden harddiske: 

• QNAP TS-453 Pro-8G (læs mere | tjek prisen)
• Synology DS-415+ (læs mere | tjek prisen)
• Asustor AS7004T (læs mere | pris: set til 8.399 kr. på Komplett.dk) 

Umiddelbart kunne en indvending lyde, at det ikke giver mening at sammenligne modeller med så stor spredning prismæssigt.

Vi har dog valgt at gøre det alligevel, da forbrugeren eller virksomheden oftest vil blive mødt med samme udfordring.

Samtidig er der en relativt stor paritet hvad angår funktionaliteten på tværs af de tre kandidater, så det skal blive spændende at se, hvorvidt man egentlig får mere ved at lægge et par tusinde ekstra på bordet.

1. Synology DS415+
Blot få skridt inde i konfigurationen står det klart, at Synology kan sit kram og stadig er lidt foran konkurrenterne hvad angår brugervenlighed.

Selve opsætningen var i fuld gang blot to minutter efter opstart, og efter godt 2½ time var vores RAID-konfiguration – baseret på fire velvoksne Western Digital Red-diske på hver seks terabyte – komplet.

NAS-serveren valgte selv Synologys egen Hybrid RAID-opsætning, der kan opfattes som en forbedret form for RAID 5, og vi kunne læse og skrive til drevet, selv mens filsystemet blev bygget op.

Brugergrænsefladen er intuitiv og på et, for det meste, overbevisende dansk – det er kort sagt et imponerende styresystem.

Man kan godt mærke, at Synology er den nok mest erfarne NAS-producent – og tilbyder en af testens mest veludviklede brugergrænseflader. Konkurrenterne ånder dog Synology i nakken. Klik for større billede.

Synology tilbyder læssevis af apps, både egenudviklede såvel som fra deres partnere, der kan udvide NAS-serverens funktionalitet som en anden schweizerkniv, der konstant viser nye sider af sig selv. Mobilapps fås også til dine iOS- og Android-enheder, så du kan fjernstyre din NAS, uanset hvor du er. Det gælder i øvrigt alle tre testkandidater. Klik for større billede.

Den fysiske installation af vores diske gik som en leg – det er bogstaveligt talt “klik på og gå” – mens de øvrige NAS-servere kræver, at vi finder skruetrækkeren frem, hvilket i vores øjne burde være unødvendigt.

DS415+ har, som navnet antyder, plads til fire harddiske eller SSD-diske, både i 2,5- og 3,5-tommers format.

Med Intels nye Atom-processor, C2538 – udstyret med fire kerner og en taktfrekvens på 2,4 gigahertz – samt to gigabyte DDR3-hukommelse i tillæg er ydelsen fin til både krævende hjemmebrug såvel som en del af de funktioner, mindre eller mellemstore virksomheder efterspørger.

Synology DS415+ er en stilren og ganske støjsvag NAS. Konstruktionen fremstår en anelse plastikagtig, dog uden at der går discount i den. Klik for større billede.

To blæsere sørger for at køle serverens indre. Klik for større billede.

Samtidig er det målte strømforbrug knap 15 watt, når harddiskene går i standby, og knap 33 watt, når du overfører data fra eller til drevet.

Det er en yderst begrænset post i budgettet.

Kølingen varetages af to blæsere på bagsiden, der ikke gjorde meget væsen af sig i løbet af testperioden.

Bagsiden er i øvrigt bestykket med to USB 3.0-stik, eSATA, to RJ45-netstik, et Kensington-låsehul såvel som strømstikket.

Forsiden er udstyret med et USB-stik, så det er nemt at tage backup af data fra fx USB-nøgler og digitalkameraer.

USB 2.0 går an, men det havde pyntet med en opgradering til USB 3.0-standarden, der understøtter fire-fem gange højere overførselshastigheder.

Kræver smart-tv
Modsat QNAP og Asustor har Synology valgt at overlade mediecenter-funktionaliteten til en dedikeret enhed, du skal anskaffe dig separat, fx Raspberry PI, Chromecast eller en indbygget “smart-feature” i dit fladskærms-tv. NAS-serveren er altså ikke født med udgang til skærm (HDMI).

Til gengæld er prisen noget lavere end testens øvrige to kombattanter.

Har du allerede et smart-tv, kan du læne dig mageligt tilbage i sofaen og fx streame videoer fra DS415+ via DLNA-standarden eller ved at benytte en app som Plex e.l.

Det fungerede helt uproblematisk i vores test, selv om den indledende opsætning af Plex godt kan være en udfordring selv for mere rutinerede brugere.

Testens øvrige NAS-servere lokker med Chrome-browser, YouTube-app og andre herligheder direkte på fladskærmen, men for at udnytte det hele må du i givet fald leve med en NAS i stuen og de støjgener, det kan give.

Det er ikke nødvendigvis den ideelle løsning for alle, og samtidig kan den lavere pris give Synology førerpositionen hos de brugere, der enten ikke ønsker eller behøver de ekstra multimediefunktioner.

Det afhænger helt og holdent af netop dine præferencer og behov.

Samlet set har Synology leveret en fremragende NAS-server, der imponerer – lige fra “klik på og gå”-tilgangen til ydelse og daglig brug.

2. Asustor AS7004T
Asustor, der er et datterselskab af den taiwanske elektronikgigant Asus, har på ganske få år formået at fabrikere en NAS-platform, der efterhånden matcher alternativerne fra Synology og QNAP.

Med det mener vi, at brugergrænsefladen fortjener ros, selv om den endnu ikke er helt på niveau med Synology og QNAP, og at alle grundlæggende funktioner såvel som adskillige nyttige apps er på plads.

På underholdningsfronten er Asustor endda i front sammen med QNAP hvad angår funktionalitet. Det kommer vi nærmere ind på om et øjeblik.

Asustor har måske ladet sig inspirere af QNAP – det meste af kabinettet er i hvert fald fremstillet i aluminium, der sikrer et indtryk af kvalitet. Klik for større billede.

Asustor er “klassens frække dreng” på bagsiden, hvor en stor blæser på 120 millimeter sørger for at køle herlighederne. Det er ensbetydende med ret støjsvag drift. På bagsiden er der desuden to RJ45 gigabit Ethernet-stik, to USB 2.0- og to USB 3.0-stik, to eSATA-stik, Kensington-låsehul og optisk, digital S/PDIF-udgang. Klik for større billede.

Installationen af harddiske i dette NAS-monster kræver, at du finder skruetrækkeren frem.

Det er et af vores meget få kritikpunkter, for i det store hele er serveren nem at komme i gang med.

Det eneste andet konkrete kritikpunkt må være, at det krævede en opdatering af NAS-serverens firmware, før dansk var tilføjet til sprogmulighederne.

4K-video uden hakken
Lad det være sagt med det samme: Med Core i3 4330-processoren på 3,5 gigahertz og to gigabyte hukommelse kunne Asustors bæst af en NAS nok være under mistanke for identitetsforvirring, for er det i grunden en com

puter-konfiguration eller en NAS, vi har med at gøre? AS7004T er den kraftigste NAS, vi hidtil har lagt vores hænder på, og endda også en af de kraftigste modeller på markedet overhovedet i dette prisleje.

Som benchmark-resultaterne afslører, giver de mange hardware-hestekræfter primært mening for dig, hvis du er video-entusiast med smag for den smule 4K-indhold, der findes på markedet i dag, og det er alligevel nok et ret snævert udsnit af hjemmene, der indtil videre har udstyret stuen eller kontoret med 4K-skærm.

Det skader dog aldrig at være forberedt på fremtiden, og hvis du alligevel går med tanker om at købe et 4K tv, er Asustor AS7004T en yderst kompetent makker.

Til almindelig brug, hvor der eksempelvis sendes enkelte video-streams i 720p eller 1080p rundt til hjemmets enheder og flyttes rundt på filer, vil forskellen i ydelse ikke være markant nok til at retfærdiggøre merprisen på egen hånd.

NAS-serverens evne til at streame 4K-video direkte til tv’et uden at hakke i afspilningen er altså et af de mest slagkraftige argumenter for, at du skal overveje Asustor-modellen.

Modsat modellen fra Synology kan Asustors NAS-server omdannes til et standalone mediecenter, der via HDMI-kablet kobles direkte til fladskærmen.

Dernæst er det en smal sag at tilgå XBMC, YouTube og Google Chrome via Asustors portal, der fx også lader dig logge direkte ind på NAS-serveren i web-interfacet.

Mange vil dog nok møde deres første udfordring, når de sætter NAS-serveren til fladskærmen og tænder, for hvor er XBMC, når Asustors medieportal toner frem?

Svaret er, at softwaren først skal installeres, før du kan komme i gang (se evt. processen i Asustors video her).

Det er ikke videre intuitivt, og det illustrerer, at Asustor godt kan arbejde videre med brugervenligheden på mediecenterportalen, før det imponerer os for alvor.

Gør det selv-it-folk vil nok ikke brokke sig, men for alle andre er det et ekstra krumspring, der burde være unødvendigt – ikke mindst fordi markedets andre producenter lægger et stort arbejde i at levere NAS-servere, der er komplet driftsklare, så snart de tages ud af kassen.

XBMC fungerer dog fremragende på AS7004T, når det først er installeret og konfigureret.

Mediecenter-softwaren XBMC – her afviklet direkte på Asustors NAS. Pressefoto fra producenten. Klik for større billede.

Vi styrede NAS-serveren med mediecenter-tastaturet Logitech K830.

Et andet alternativ er at købe en særskilt fjernbetjening fra Asustor eller benytte Asustors fjernbetjenings-app, der fås til Android og iOS.

Vi afprøvede appen på en iPhone 5S, og det fungerede overraskende godt at navigere rundt med “musemarkøren” med en netværksforsinkelse, der var så lille, at den næsten ikke kunne mærkes i praksis.

Vi afspillede både almindelige 720- og 1080p-videoklip i forskellige formater helt uden problemer.

Det har ellers voldt problemer på visse ældre NAS-generationer, hvor hardwaren ikke helt kunne følge med, men denne models potente ydelse sikrer, at selv krævende 4K-videoklip (2160p) kan afspilles uden vrøvl.

Samtidig er det en fornøjelse at konstatere, at fremvisning af krævende videoklip via HDMI samtidig med streaming af video til hjemmets tv via netværket såvel som flere samtidige data-overførsler ikke gør NAS-serveren nævneværdigt langsommere og ej heller påvirker videoafspilningen.

AS7004T er altså også et godt valg til miljøer, hvor der er flere samtidige brugere.

Asustors brugergrænseflade – inden vi ændrede sproget til dansk. Klik for større billede.

I lighed med testkandidaten fra QNAP er Asustors AS7004T i stand til at konvertere videoformater i realtid, dvs. mens den afspilles. Funktionen kaldes video transcoding og gør det kort fortalt muligt at omsætte enhver videofil til et format og en kvalitet/båndbredde, som din afspiller (f.eks. Apple TV) eller dit smart-tv understøtter.

En vigtig funktion for det mere audiofile publikum, der er unik for Asustors NAS, er den optiske, digitale S/PDIF-udgang på NAS-serverens bagside. Fordelen ved en separat optisk lydudgang er, at du dermed kan bruge AS7004T som standalone lydafspiller med SoundsGood-app’en eller iTunes-server – læs evt. mere her.

Overordnet set har Asustor begået en glimrende, højtydende NAS-server, hvis pris muligvis er en smule for pebret til at falde i alles smag.

Stiller du ekstreme krav til ydelse og responstid, og har du allerede taget springet til 4K, så er AS7004T lige noget for dig. Og befinder du dig i den kategori, så er prisskiltet på 8.000 kroner måske ikke det, der får dig til at anlægge et nervøst smil.

Er du derimod ikke 4K-entusiast, men ønsker du stadig XBMC gennem HDMI-stikket, kan du med fordel overveje alternativet fra QNAP i stedet og spare knap 2.500 kr. Og vi har faktisk heller ikke oplevet problemer med afvikling af 4K-video på QNAP’s NAS til trods for, at dens Celeron-processor på papiret ikke når Core i3-modellen til sokkeholderne.

3. QNAP TS-453 Pro-8G
TS-453 Pro-8G er en opgraderet særudgave af basismodellen TS-453 Pro, hvor hukommelsen er øget fra to til otte gigabyte DDR3L. Det giver ydelsesmæssigt overskud til afvikling af virtuelle maskiner, til at køre mediecentersoftwaren XBMC og til mange samtidige brugere. Det kommer vi mere ind på om lidt.

NAS-serverens ydre har et klassisk QNAP-design, hvor aluminium frem for plast er i højsædet.

QNAP TS-453 Pro-8G. Klik for større billede.

Gode tilslutningsmuligheder på bagsiden. Klik for større billede.

Softwareopsætningen er ligetil – når altså først harddiskene er skruet i monteringsrammen, som efterfølgende installeres i NAS-serveren, og den halvsløve boot-proces er gennemført: Du kan enten benytte QNAP’s applikation til at finde serverens IP-adresse på netværket og starte opsætningen, eller du kan følge vejledningen i den medfølgende manual og konfigurere serveren via den oplyste webadresse, der peger direkte ind på din NAS.

På forsiden byder TS-453 Pro-8G på ét USB 3.0-stik og et LCD-display, mens der på bagsiden foruden strømstik er fire gigabit netværksstik, to USB 3.0- og to USB 2.0-stik samt HDMI.

Hestekræfter med fordele
En Celeron-processor på 2,0 gigahertz med fire kerner, der i pressede situationer kan strække sig til hele 2,4 gigahertz, betyder, at denne NAS praktisk talt placerer sig relativt tæt på Asustor – selv om der er et stykke op til i3-processorens teoretiske formåen.

Vores testeksemplar er opgraderet til den maksimale hukommelsesmængde på otte gigabyte og er derfor prissat knap 1.200 kr. højere end basismodellen. Det er i vores øjne meget pebret for 6 GB ekstra hukommelse, og vi håber, at en prisreduktion snart kommer på tale, da det p.t. er noget mere attraktivt selv at foretage opgraderingen.

Med otte gigabyte hukommelse er der grobund for at afvikle virtuelle maskiner – til dette formål er to gigabyte lige i underkanten. Til en “komplet” virtuel Windows 7-installation er fire gigabyte eksempelvis tilrådeligt.

Virtualiseringsfunktionen understøtter kørsel af flere virtuelle maskiner samtidigt (QNAP anbefaler maks. to), uanset om de er baseret på Windows, Linux eller Unix. QNAP kalder funktionen Virtualization Station, og den kan være interessant for virksomheder med et fåtal af ansatte: I en nystartet virksomhed kan de ansatte fx bruge virtualiserede maskiner til installation af ukendte programmer uden at sætte it-sikkerheden over styr.

QNAP TS-453 Pro-8G er den eneste af testens tre kandidater, der tilbyder en programpakke/app, der gør det nemt og ligetil at virtualisere styresystemer.

Takket være den kraftfulde processor kan QNAP TS-453 Pro-8G – i lighed med Asustor AS7004T – konvertere HD-video i realtid – i langt de fleste tilfælde uden at tabe pusten fuldstændig, selv om processoren nogle gange belastes med 70-80 % og nogle gange sågar mere.

Vil du eksempelvis se en Blu-ray-film fra NAS-serveren på din fladskærm med Chromecast, kan du nemt skrue ned for kvaliteten i en app som fx Plex, så du undgår hakkende billedafvikling, fordi Chromecast-enheden og det trådløse netværk bliver flaskehalse. Det kan i nogle tilfælde volde besvær på Synologys model, da Atom-processoren ikke er skabt til løbende videokonvertering.

Software og apps
QNAP’s styresystem, QTS, findes i skrivende stund i version 4.1.2, og det er et lækkert og brugervenligt styresystem, der er proppet med funktioner i lighed med testens øvrige konkurrenter.

Det er nemt at multitaske, og QNAP er med i front, når det gælder om at udbyde et økosystem af apps, der kan udvide NAS-serverens funktionalitet. Du kan se det fulde udbud af apps/plugins her.

QNAP’s brugergrænseflade er overskuelig og let at komme i gang med, men under de enkelte menupunkter gemmer sig nærmest en overflod af funktioner, som kan få selv garvede it-folk til at trække på smilebåndet. Klik for større billede.

Rollen som mediecenter
I lighed med Asustors NAS-server koblede vi ogs

å QNAP TS-453 Pro-8G direkte til fladskærmen og eksperimenterede med XBMC, og overordnet var det en god oplevelse. QNAP kunne dog med fordel fjerne nogle af de mere ligegyldige apps i form af dårlige discount-spil, der er placeret på mediecenter-portalen HD Station, som er QNAP’s svar på Asustor Portal.

Vi deaktiverede dem efter kort tid i selskab med NAS-serveren. Samtidig står det klart for os, at det ikke er alle apps, der er optimeret lige meget til stuealteret rent visuelt – blandt andet Chrome-browseren og en særskilt browser, der bruges til at logge på NAS-serverens administrationsmodul fra fladskærmen, gør ikke nogen særlig god figur.

Der var også andre småproblemer.

Vi var bl.a. nødt til at installere en såkaldt codec-pakke, så QNAP TS-453 Pro-8G kunne håndtere og transcode flere videoformater.

Indledningsvis fejlede installationen gang på gang, men da vi havde fået fat i en opgradering til version 4.1.2 af styresystemet QTS, lykkedes det omsider.

Kort sagt er basisfunktionaliteten som mediecenter på plads, men det ville pynte med lidt finpudsning, så QNAPs NAS-server er 100 % klar til brug, så snart den tages ud af kassen.

Flot femtal til QNAP
Til trods for de få minusser er QNAP’s TS-453 Pro-8G en gennemført NAS både for krævende hjemmebrugere og mindre virksomheder.

Prismæssigt lander den mellem de øvrige to testkandidater – og i vores overordnede vurdering ender den a point med Synology DS-415+.

QNAP-serveren vil ramme plet hos dem, der ønsker HDMI-stik med XBMC, løbende transcoding af video og professionelle funktioner såsom virtualisering.

Er der behov for sidstnævnte kaster det naturligt nok en højere pris af sig, og de to NAS-modeller har altså i allerhøjeste grad hver deres eksistensberettigelse.

Den noget høje pris på 8G-modellen betyder dog, at vi vil anbefale interesserede købere at anskaffe sig den almindelige TS-453 Pro – der koster knap 4.200 kr. – og selv opgradere hukommelsen.

4. Benchmarks
Vi har testet ydeevnen med en konfiguration bestående af et kabelbaseret gigabit-netværk, en stationær test-pc og testens tre NAS-servere.

En kraftig router med gigabit-hastighed på den indbyggede switch er et minimum, hvis testens NAS-servere skal udnyttes fuldt ud. Her ses den benyttede Netgear Nighthawk X4 802.11ac-kompatible WiFi-router. Klik for større billede.

Fire Western Digital Red-diske på seks terabyte giver os den til dato største kapacitet, det er muligt at opnå, når NAS-serveren har fire drevpladser. Samtidig giver det ro i maven, at diskene er godkendt til 24/7-brug netop i NAS-servermiljøer. Klik for større billede.

Netgears router, AC2350, sikrer optimal gigabit-netværksydelse, mens lagerpladsen leveres af fire 3,5-tommers Western Digital Red-harddiske på hver seks terabyte (modelnummer WD60EFRX), der er beregnet specifikt til brug i NAS-servere, og blandt andet er godkendt til 24/7-brug.

I en RAID 5-konfiguration giver det os en effektiv kapacitet på godt 16 terabyte, da redundansen i RAID 5, der gør det muligt at undgå datatab, hvis en enkelt harddisk skulle gå i stykker, samtidig har den bivirkning, at vi må nøjes med godt 75 procent effektiv lagerkapacitet.

Vores stationære testmaskine er desuden baseret på følgende hardware:

• Processor: Intel Core i7-4790K
• RAM: 2x Kingston HyperX Beast HX324C11T3K2/16 DDR3-2400 (32GB)
• Bundkort: Asus Sabertooth Z97 MARK 2
• Primært lager: Samsung 850 EVO SSD 500 GB
• Styresystem: Windows 7 Ultimate x64 Service Pack 1
• Grafik: MSI R290X Gaming OC 4G
• Strømforsyning: Fractal Design Edison M 750W
• Kabinet: Fractal Design Define R5
• Processorkøler: Fractal Design S36

Vores benchmark-målinger er foretaget vha. det i Windows indbyggede værktøj til filadministration, Microsoft Robocopy.

Vi kopierede hhv. en stor ISO-fil på 8,74 gigabyte samt en mappe med små filer af varierende størrelse på i alt 1 gigabyte til og fra serverne.

Alle test er foretaget tre gange, og resultaterne herunder gennemsnitsværdierne.

Vi har ikke tweaket og tunet netværksindstillingerne og eksempelvis eksperimenteret med de såkaldte Jumbo Frames eller iSCSI-tilslutninger, som har potentialet til at sparke ydelsen yderligere i vejret i visse scenarier.

Nedenstående resultater er altså, hvad du vil kunne forvente dig som standard med et lignende hjemmenetværk:

Læse-testen giver serverne mulighed for at folde sig helt ud, og Gigabit-interfacet må se sig presset til det yderste. Med adskillige små filer af varierende størrelse bliver processoren af større betydning: QNAP og Asustor spurter foran Synology – til gengæld også til højere priser. Klik for større billede.

Skrivetesten, hvor filer kopieres fra vores testcomputer til NAS-serverne, viser ikke de store ydelsesforskelle. De vil i praksis ikke kunne mærkes. Det er dog påfaldende, at testens billigste model sniger sig op på en andenplads i denne test. Klik for større billede.

Vores målte strømforbrug afspejler hardwaren i de tre servere. Strømforbruget i drift er næsten dobbelt så højt for Asustor sammenlignet med Synology. Klik for større billede.

Benchmark-resultaterne herover viser desværre ikke det fulde billede, for alle testkandidater har kræfter nok til at presse en gigabit-netværksforbindelse til det yderste.

Vi kunne have tilkoblet to netværkskabler til hver NAS og fået LAN-kablerne til at samarbejde i såkaldt Link Aggregation-tilstand med en maksimal teoretisk båndbredde på to gigabit per sekund.

På QNAP’s server er det endda muligt at lægge beslag på hele fire LAN-forbindelser og opnå en teoretisk båndbredde på hele fire gigabit per sekund.

Det ville have sat yderligere skub i de i forvejen hurtige overførsler.

Til gengæld stiller det krav om en betydeligt dyrere router, der primært vil være henvendt til erhvervsmarkedet.

For at presse hver enkelt NAS-server yderligere kunne vi også have tilkoblet flere computere til hver af dem og målt hastigheden til og fra hver enkelt maskine ved adskillige simultane overførsler.

NAS-servere er dog netop designet til at kunne håndtere flere samtidige brugere, QNAP påstår eksempelvis, at den samlede læse- og skrive-hastighed i begge tilfælde lyder på hele 420 megabyte per sekund, hvis fire computere presser NAS-serveren til det yderste på samme tid – under optimale forudsætninger. 

Om sådanne resultater kan genskabes hos almindelige brugere er uvist, men dataoverførselshastighederne bør under alle omstændigheder ikke blive en hæmsko for de fleste lige foreløbig.

5. Konklusion

Lenovo er ude at svømme på dybt vand.

Lenovos computere er altid kommet med en irriterende mængde bloatware, som tilsyneladende ikke har andet formål end at give Lenovo lidt ekstra håndører og brugerne lidt ekstra gener.

Men de seneste dage har det vist sig, at Lenovo ikke bare sælger dig en computer med “20 gigabyte ekstra Dropbox” eller en Amazon-app.

Nej, selskabet sælger dig også en computer med en indbygget bagdør. Og det er skidt.

Superfish hedder det program, som rent kategorisk må befinde sig et sted mellem bloatware og malware.

Programmet tillader, at der kommer reklamer ind på hjemmesider via et man-in-the-middle angreb. Superfish efterlader et usikkert root-certifikat på computeren, der opfanger HTTPS-krypteret data.

Det betyder, at Superfish opsnapper den krypterede trafik og indsætte reklamer på sider, som ellers burde være krypterede i browseren.

Men værre endnu viser det sig ifølge flere sikkerhedseksperter, at root-certifikatet er usikkert.

RSA1024-bit nøgle, som certifikatet benytter, anses i dag for at være usikker, og der er også allerede flere sikkerhedseksperter – og hackere – som har vist, at det er muligt at få presset nøglen ud af root-certifikatet.

Det betyder, at der er en åben dør for hackere og andre it-kriminelle til alle, som har Superfish på computeren.

Altså en kæmpe bagdør.

I teorien kunne en hacker lave en kopi af en banks hjemmeside, som browseren vil se som sikkerhedsgodkendt, netop fordi Superfishs certifikat godkender det.

Og Lenovo har installeret dette på din computer uden at fortælle dig om det.

Sådan fjerner du det
Lenovo fortæller i eget forum og på egen blog, at Superfish kun er installeret på bestemte Lenovo-computere – og kun i månederne fra september 2014 til februar 2015.

Superfish er blevet slået fra på serversiden – og Lenovo lover også, at det ikke vil være på Lenovo-produkter i fremtiden.

Ikke desto mindre skal du fjerne Superfish, hvis du har en Lenovo-enhed, hvor det er installeret.

Først slettes selve programmet på din computer. Dette gøres simpelt igennem Tilføj/fjern programmer (add/remove programs), hvor du sletter Superfish Inc. VisualDiscovery.

Foto: Lenovo

Men det egentlige problem ligger i det usikre root-certifikat – og det slettes ikke ved at slette programmet.

Åben din startmenu og søg på certmgr.msc og åben det.

Tillad at få adgang til programmet, hvis du bliver spurgt om administratorrettigheder.

Klik på Trusted Root Certification Authorities og åben certifikater.

Find certifikater der omtaler Superfish Inc.

Højreklik og tryk slet.

Foto: Lenovo

Flere sikkerhedseksperter foreslår også, at du kører en virusscanning, hvis du benytter dig af et antivirusprogram. Flere af de store antivirusfirmaer har nemlig sat certifikatet som en virus, hvilket kan være behjælpeligt for at fjerne det.

Du kan benytte denne hjemmeside til at se, om du har Superfish eller ej. I øjeblikket har vi her på Computerworld en Lenovo Yoga Pro 3, og den har ikke Superfish.

Preinstalleret software er et kæmpe problem
Programmer som Superfish går ind og piller ved hele vores tillid til SSL, som penetreres ved et så usikkert certifikat som dette. Superfish har blandt andet indsat reklamer over billeder og tekst på sider, hvor der absolut ikke skulle være reklamer – blandt andet på Googles egne sider.

Forudinstalleret bloatware – eller crapware, som forudinstalleret software ofte kaldes af utilfredse brugere – er også et brugermæssigt problem – og langtfra noget nyt.

Vi har tidligere testet en Acer-computer, som faktisk var en ganske god computer, men som var så overfyldt med ubrugeligt crapware, at det trak meget ned.

Det samme ser vi på Lenovo Yoga Pro 3, som har så meget crapware installeret, at det har fået sin egen fane på Windows start-skærmen: “Lenovo Apps”.

Lenovo har sågar installeret en ekstra pc-butik, som både kan være en ekstra home-knap og en ekstra butik fyldt med HTML-apps.

Hvorfor?

Fordi det giver producenterne ekstra penge per solgt computer.

I en periode solgte Microsoft produkter, som var “100 procent” uden crapware. Google har gjort det samme på mobilfronten med Android-telefoner, som blev solgt som “Google Play Editions” – telefoner med et rent Android uden producenternes til tider ligegyldige pillerier.

Læs også: Her er it-skandalerne som ikke kunne ties ihjel

Ifølge lækkede dokumenter fra whistlebloweren Edvard Snowden har de amerikanske og britiske efterretningstjenester været forbi verdens største simkort-leverandør, Gemalto, og her har de stjålet krypteringsnøgler.

Med disse krypteringsnøgler i hånden har efterretningstjenesterne i flere år kunnet lytte og læse med, når mobilbrugere med et Gemalto-simkort har snakket eller skrevet med hinanden.

Aflytningen og aflæsningen har således kunnet finde sted, uden den britiske efterretningstjeneste GCHQ eller amerikanske NSA har haft brug for kontakt til teleselskaber eller indhentet dommerkendelser først.

Bruges hos Telia og Telenor
Nu viser det sig, at to af skandinaviens største teleselskaber, svenske TeliaSonera og norske Telenor, begge har købt simkort hos Gemalto igennem en årrække.

Med en samlet mobilkundegruppe på 3,3 millioner brugere i Danmark, er der derfor millionvis af danske mobiltelefoner, der kan have været aflyttet af den britiske efterretningstjeneste GCHQ eller amerikanske NSA.

“Vi har købt hovedparten af vores simkort fra Gemalto. Derfor er informationerne omkring de hackede simkort også meget bekymrende,” forklarer TeliaSoneras mediamanager Iréne Krohn til Computerworld.

“Vi er derfor gået i gang med at undersøge, om TeliaSonera også er berørt, hvis det viser sig, at historien er sand. Nu må vi først tale med Gemalto, og samtidig er vores egen sikkerhedsafdeling gået i gang med undersøgelser,” fortsætter hun.

TeliaSonera kan på nuværende tidspunkt uden en forudgående undersøgelse ikke udtale sig om, hvorvidt konkrete Telia-kunder i Danmark eller i andre skandinaviske lande har været udsat af spion-overvågning fra udenlandske efterretningstjenester.

Vil have styr på fakta
Også hos Telenor har man uddelt Gemalto-simkort til kunderne i stor stil.

“Telenor har købt simkort hos blandt andre Gemalto, og vi er nu i gang med at følge op på sagen. Lige nu vil vi ikke gå ind i spekulationer om det ene og andet, fordi det naturligvis er vigtigt, at vi får styr på, hvad der er fakta i denne sag,” forklarer Telenors kommunikationschef Maria Vilhardt til Computerworld.

Telenor lover at følge sagen til dørs, men selskabet vil ikke gisne om, hvorvidt og hvordan selskabets kunder eventuelt kan være blevet overvåget fra udlandet.

“Vi lægger meget stor vægt på sikkerhed, og mere ønsker vi ikke at sige på nuværende tidsspunkt,” lyder det fra Telenors presseafdeling.

Hos TDC fortæller man, at der ikke bliver købt simkort hos Gemalto.

Teleselskabet 3 med en million danske mobilkunder fortæller derimod i lighed med TeliaSonera og Telenor, at selskabet køber simkort hos den muligvis hackede simkort-gigant.

“Vi er i tæt dialog med Gemalto lige nu,” lyder budskabet fra 3′s presseafdeling, som ikke har yderligere at tilføje.

Stor, intern undersøgelse
Efter historien om de stjålne krypteringsnøgler til simkortene er kommet ud på online-mediet The Intercepts, har Gemalto – der har en årlig produktion på to milliarder simkort – selv reageret og lagt en pressemeddelelse ud på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at Gemalto er gået i gang med en stor, intern undersøgelse af et eventuelt hack.

Indtil videre har man ifølge pressemeddelelsen ikke fundet noget tegn på indbrud af udenlanske efterretningstjenester, selvom ansatte i Gemalto har udtrykt stor forundring over indbruddet i den første artikel om sagen.

Computerworld har kontaktet Gemalto for at høre, hvordan det går med undersøgelsen, og hvordan selskabet vil tage til genmæle mod efterretningstjenesterne, hvis krypteringsnøglerne rent faktisk er blevet stjålet. 

Selskabet er dog endnu ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.

Nærmer sig Watergate
Såfremt de lækkede dokumenter om CGHQ’s tyveri af krypteringsnøglerne er sande, og efterretningstjenesterne rent faktisk sidder med nøglerne til milliardvis af simkort, kan millionvis af danskere potentielt være blevet aflyttet direkte fra deres samtaler eller via deres chat-beskeder.

Det fortæller Knud Erik Skouby fra Aalborg Universitets institut for Elektroniske Systemer i København.

“Med krypteringsnøglerne i hånden vil jeg umiddelbart vurdere, at efterretningstjenesterne har adgang til folks beskeder i klar tale og i klar tekst,” siger teleprofessoren til Computerworld.

Han fortæller, at aflytningen forudsætter, at efterretningstjenesterne opsætter master til aflytning i de område, som de er interesserede i.

Eksempelvis har norske og svenske myndigheder for nyligt fundet uautoriserede telemaster omkring deres parlamentsbygninger, som kunne bruges til aflytning af folks samtaler og data-beskeder.

“Med Snowden-afsløringerne er vi jo efterhånden oppe på Watergate-niveau, hvor vi har at gøre med myndigheder, der bryder ind i private firmaer i andre lande for at kunne aflytte telefonsamtaler. Det er jo imod alle spilleregler,” lyder det fra Knud Erik Skoubye.

Læs også:

Krypteringsnøgler til milliarder af simkort er blevet stjålet

NSA kan have plantet avanceret spion-kode på din harddisk – næsten umulig at opdage og fjerne