Fra februar 2013 og frem til nytår 2014 betaler ejere af olie- og naturgasfyr samt fjernvarmekunder på kul, naturgas og affald omkring to milliarder kroner i den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift.

Nu skal afgiften afskaffes, fordi politikerne ikke kunne blive enige om, hvordan denne afgift skulle lægges på biomasse. Det var ellers aftalt i energiforliget i 2012.

Men ifølge lovforslaget om tilbagerulning, som i øjeblikket er i høring, får de mange forbrugere, som allerede har betalt afgiften, ikke betalt deres afgift tilbage. Det bekræfter Skatteministeriet over for Ingeniøren.

For eksempel har naturgasselskabet HMN’s cirka 250.000 privatkunder betalt omkring en halv milliard kroner i afgifter, når året er gået.

Afskaffelse af forsyningssikkerhedsafgiften skal efter planen træde i kraft fra 1. januar 2015, hvor alle altså slipper for den ekstra afgift og i stedet skal betale afgift uanset om de bruger biomasse, affald eller fossile brændsler.

Hos brancheorganisationen Dansk Fjernvarme finder man, at staten burde betale forsyningssikkerhedsafgiften tilbage til forbrugerne:

»Meningen med afgiften var jo, at alle varmekunder skulle bidrage. Det kom ikke til at ske, og derfor er det eneste rigtige at gøre jo at betale pengene tilbage til de, som har betalt, før reglerne blev rullet tilbage,« siger adm. direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme og tilføjer, at det vil regeringen åbenbart ikke.

»Men vi glæder os over, at det fremadrettet er slut med denne skævvridning af konkurrencesituationen mellem opvarmningsformerne,« siger han.

Ideen med forsyningssikkerhedsafgiften var at skaffe penge til statskassen til at dække ind for det dalende provenu som følge af øget anvendelse af biomasse, som ikke var afgiftsbelagt.

Ifølge forslaget skal pengene i stedet skaffes ved at hæve personskatten for os alle og reducere den grønne check.

Samtidig med at forsyningssikkerhedsafgiften fjernes fra de fossile brændsler, fjernes også en afgift fra forårspakken 2.0, så forholdet mellem prisniveauet for biomasse og fossile brændsler bliver det samme, som hvis forsyningssikkerhedsafgiften også var indført på biomasse – sådan som det oprindeligt var planlagt.

Lov om massemediers informationsdatabaser gør det muligt for medier at blive undtaget bestemmelser i persondataloven, hvis medierne anmelder deres informationsdatabaser til Datatilsynet. Loven er fra 1994 og har til formål at beskytte ytringsfriheden.

Og i den forbindelse behøver der set fra brugerens side hverken være SQL eller tabeller involveret, før der er tale om en informationsdatabase. Ifølge professor i medieret ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller, så er noget så almindeligt som en kontaktliste på en mobiltelefon eller i et e-mailsystem også at betragte som en informationsdatabase, og dermed anledning til at rette henvendelse til Datatilsynet, hvis altså mediet ønsker at blive undtaget Persondatalovens bestemmelser. Bestemmelser som Politiken tidligere har fortalt betyder, at alle personer ret til at få udleveret og slettet eventuel information, som er blevet gemt om dem.

»Det vil jeg mene. Det er en database. Når det fungerer på den måde, at man kan søge digitalt, så er det efter min opfattelse en database. Det er ikke noget, domstolene har taget stilling til, men det må det være. Hvad skulle en database ellers være?«

Og ud fra den præmis, så gør alle massemedier vel i udgangspunktet klogt i at anmelde, at de har informationsdatabaser til Datatilsynet?

»Det vil jeg bestemt mene.«

Sten Schaumburg-Müller påpeger, at et medie – for at være omfattet af Lov om massemediers informationsdatabaser – også skal træffe fornødne sikkerhedsforanstaltninger i forhold til databasen. Eksempelvis kode på mobiltelefoner med kontaktlister.

Og desuden fremgår det af loven, at en redaktionel informationsdatabase – i dette tilfælde en kontaktliste på en mobiltelefon eller et mail-system – ikke må være tilgængelig for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere. Og desuden står der, at journalister og redaktionsmedarbejdere må ikke få adgang til eller benytte informationsdatabasen til andet end journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Den del tolker Sten Schaumburg-Müller som, at kilder ikke må kontaktes i andre sammenhænge end professionelle.

»Meningen er, at du ikke må bruge oplysningerne til alle mulige andre ting, som du ellers går og laver. Hvis du eksempelvis er med i en eller anden frimærkeklub, og du så ringer til dem.«

Sten Schaumburg-Müller understreger dog også, at lovteksten kan tolkes som, at telefonen hvis telefonen både indeholder private kontakter og professionelle kontakter, så kan Lov om massemediers informationsdatabaser ikke finde anvendelse. Han tvivler dog på, at en dommer vil opfatte det således.

I Datatilsynet kan chefkonsulent Maiken Christensen ikke sige med sikkerhed, hvorvidt kontaktliste på en mobiltelefon er en informationsdatabase i journalistisk sammenhæng, som skal anmeldes til tilsynet for at blive fritaget Persondataloven.

»Det har vi i Datatilsynet ikke haft anledning til at tage stilling til. Det må komme an på en konkret vurdering.«

Maiken Christensen har heller ikke noget entydigt bud på, hvilke regler der gælder, hvis der både optræder journalistiske kilder og private kontaktpersoner i en mobiltelefon. Det afhænger af, hvem der er dataansvarlig for oplysningerne.

»Så må man vurdere i den konkrete sag, om massemediet er den dataansvarlige for kontaktlisten eller ej.«

Hvordan afgør man, hvem der er dataansvarlig?
»Man skal groft sagt se på, hvem der afgør, hvad oplysningerne må anvendes til,« siger Maiken Christensen

Kan du se ligheden mellem disse to billeder, som er malet med 80 års forskel?

Kunsthistorikerne har ikke tidligere bemærket, at Norman Rockwells amerikanske maleri ‘Shuffleton’s Barber Shop’ fra 1950 (th.) har så mange ligheder med Frederic Bazilles ‘Studio 9 Rue de la Condamine’ fra 1870, at der kan være tale om en direkte påvirkning.

Denne opdagelse er foretaget af en computeralgoritme udviklet af forskere ved Rutgers University i New Jersey, USA.

De gule ringe viser sammenlignelige objekter i de to billeder. De røde linjer angiver kompositionen, og de blå firkanter viser ens strukturelle elementer.

Er det tilfældigt? Et præcist svar får vi aldrig, for Norman Rockwell døde i 1978.

I takt med, at computertekno­logi vinder indpas på flere og flere områder, har Ahmed Elgammal sammen med Babak Saleh og to andre af sine studerende inden for området computervision set på muligheden for at udvikle algoritmer, der automatisk kan finde eksempler på, hvordan kunstmalere har ladet sig inspirere af andre.

De har beskrevet deres metode i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Multimedia Tools and Applications i august 2014.

Fyld sækken med ord

Når man skal sammenligne malerier, er det nødvendigt at omsætte den kunstneriske fremstilling til information, som kan lagres og behandles af computere.

Elgammal og Saleh benytter her en metode, som for nogle år siden er udviklet af forskere fra Dartmouth College i New Hampshire, USA og Microsofts forskningscenter i Cambridge, England, som foretager en automatisk beskrivelse af et billede ud fra 2.659 såkaldte klassemer, som er et udtryk hentet fra semiotikken (studiet af tegn). Klassemer dækker over almindelige ord som mand, hus, kniv, farver samt begreber som stående, gående osv.

Metoden med at lade billeder beskrive med ord kaldes også ‘bag-of-word’, som er et begreb, der normalt anvendes inden for computervision.

Når man først har samlet information om, hvilke klassemer og hvor mange af hver der optræder i et billede, kan man danne en vektor for hvert billede. Der findes en række forskellige teknikker til at beregne, hvor nært eller fjernt disse vektorer (og dermed billeder) ligger fra hinanden.

Elgammal og Saleh har benyttet forskellige af disse beregningsteknikker på malerier, hvor kunsthistorikere i forvejen er enige om, at der er stort sammenfald mellem billederne – og fundet frem til, hvilke af disse der er bedst til at finde de i forvejen accepterede slægtskaber mellem billeder og malere.

De har dernæst ladet en computer finde klassemer for 1.710 malerier malet af 66 forskellige kunstnere i perioden 1412-1996. Malerierne repræsenterer 13 forskellige genrer (ekspressionisme, impressionisme, kubisme, renæssance osv).

På denne måde har de kunnet sammenligne billeder parvis med hinanden og fundet den hidtil oversete lighed mellem malerierne af Bazille og Rockwell.

Forskerne har også sammenlignet malerne indbyrdes, og computeren har eksempelvis kunnet se, at den tyske maler Max Beckmann (1884-1950) er inspireret af den norske maler Edvard Munch (1863-1944), som det er velkendt var tilfældet.

De har desuden fremstillet et kort, der mere præcist viser, hvordan de 66 kunstnere har påvirket hinanden.

Computerforskerne fra Rutgers University skriver i deres konklusion, at de kun har ‘ridset lidt i lakken’ på problemstillingen om, hvordan man kan automatisere studiet af, hvordan malere har ladet sig inspirere af hinanden. De bemærker, at der er meget, som kan forbedres.

Derudover er der mange måder, hvorpå kunstnere kan påvirke hinanden, og det gør det til et vanskeligt emne at behandle, erkender Elgammal og Saleh afslutningsvis i deres videnskabelige artikel.

Kunsthistorikere afviser

Til trods for disse forbehold er kunsthistorikere ikke umiddelbart begejstrede. Nærmest tværtimod.

Jamie Edwards, der er ph.d.-studerende ved University of Birmingham i England, afviser på The Golovine, den officielle blog for universitetets institut for kunsthistorie, at computere nogensinde kommer til at sende kunsthistorikere ind i køen af arbejdsløse.

‘Mennesker fremstiller kunstværker, ikke computere, så hvis to kunstværker af to kunstnere ikke for de menneskelige øjne synes ens, så er det tvivlsomt, om der nogensinde har været en meningsfuld relation mellem dem, selv om matematisk trolddom og algoritmer kan udpege relationer, der er undgået den menneskelige opfattelsesevne,’ skriver han.

Han nævner videre, at når ingen kunsthistorikere tidligere har gjort opmærksom på, at Bazille og Rockwells billeder har et slægtskab, er det nok, fordi de i virkeligheden ikke ligner hinanden særligt, og der højst er tale om en tilfældig relation.

»Men det betyder ikke, at Rockwell var direkte inspireret af Bazilles maleri,« er hans konklusion.

Griselda Pollock, der er professor i kunsthistorie ved University of Leeds, England, er også stærkt kritisk.

Hun gør i netmediet The Conversation opmærksom på, at kunsthistorie er meget andet og mere end at finde sammenligninger mellem kunstværker og bemærker, at når der er en brændeovn i både Bazilles og Rockwells billeder, lærer vi kun noget om, hvordan indendørs opvarmning foregik i gamle dage.

Hun skriver desuden, at Rockwell malede i en amerikansk folkelig stil, som var i opposition til den europæiske modernisme, som Bazille var en tidlig del af.

Om Edwards og Pollock får ret i deres nærmest totale afvisning af den ‘matematiske trolddom’, må tiden vise. Andre brancher og områder er tidligere løbet ind i problemer, fordi de har negligeret den teknologiske udvikling.

Forbud mod besøg på MRSA-smittede svinefarme, screening af samtlige avlsbesætninger og forskning for at afdække den antibiotikaresistente stafylokokbakteries smitteveje.

Der var helt nye toner fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) 27. august, da de begge var indkaldt til samråd i Folketinget for at redegøre for indsatsen mod den stigende forekomst af svine-MRSA hos mennesker.

De nye tiltag kommer bare to måneder efter, at fødevareministeren fremlagde sin fempunktsplan for bekæmpelse af MRSA. Planen blev kritiseret bredt af forskere og læger for i store træk at begrænse sig til krav til landmændene om at vaske hænder, før de forlader stalden.

Professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital Hans Jørn Kolmos glæder sig over den nye kurs fra ministrene. Han har længe efterlyst en indsats, som tager fat i problemet og ikke går ud på at gemme det væk, som han siger.

23. januar 2013 Prøver viser, at 77 procent af svinene på de danske slagterier bærer MRSA, Methicillin-resistent Staphylococcus aureus, af den særlige undertype CC398, der kan smitte videre til mennesker. Daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) nedsætter en arbejdsgruppe, der skal standse spredningen af bakterien.

April 2013 Arbejdsgruppen anbefaler screening af samtlige svinefarme og som minimum en screening af de dengang 26 avlsbesætninger. Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer modsætter sig anbefalingerne.

Oktober 2013 Styregruppen beslutter, at der kun skal stikprøve­testes, og en screening af to procent af svinefarmene sættes i gang.

Januar 2014 Antallet af danskere smittet med MRSA CC398 steg ifølge Statens Serum Institut fra 164 i 2011 til 232 i 2012. Læger og eksperter i resistente bakterier advarer om en fortsat stigning, hvis ikke der sættes ind blandt de svin, der er kilde til smitten.

6. maj 2014 En overlæge afslører under en retssag om retten til aktindsigt i adresser på svinefarme, som er inficeret med den smitsomme bakterie, at blodforgiftninger forårsaget af MRSA CC398 har kostet tre danskere livet.

19. maj 2014 Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at antallet af danskere smittet med svine-MRSA næsten er tredoblet fra 2012 til 2013. 648 personer var i 2013 smittet.

4. juni 2014 Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) indkaldes til samråd i Folketinget for at redegøre for indsatsen mod svine- MRSA. Dagen inden fremlægger Dan Jørgensen en fempunktsplan, der skal holde smitten inden for stalddørene. Planen omfatter en rådgivningstjeneste, lovkrav til landmænd om håndvask og tøjskifte, hygiejne-forskning samt stramning af antibiotikaforbrug og flokmedicinering.

30. juni 2014 En kortlægning foretaget af Ingeniøren viser, at der er 13 gange så stor risiko for at blive smittet med MRSA CC398, hvis man bor i en kommune med mange svin. Ny kritik af fødevareministerens fempunktsplan.

27. august 2014 Ministrene er atter indkaldt til samråd. Sundhedsministeren vil nu forbyde åbne gårdbesøg på svinefarme, der har MRSA-smitte. Fødevareministeren meddeler, at Fødevarestyrelsen formoder at finde mindst 50 procent af svinefarmene positive for MRSA, når resultaterne af stikprøve-screeningen er klar. Dét set i sammenhæng med, at antallet af danskere med smitten i løbet af årets første seks måneder allerede nærmer sig det samlede antal smittede i hele 2013, fik ministrene på samrådet til at ville revurdere, om de har lagt den rette strategi på området.

»Nu erkender sundhedsministeren endelig, at risikoen for smitte skal tages alvorligt. Og for første gang åbner fødevareministeren op for faktisk at finde ind til, hvor spredningen af bakterien sker,« siger overlægen.

Men det har lange udsigter, før føde­vareministerens nye tiltag vil føre til en reducering af den udbredte svinebakterie, påpeger Hans Jørn Kolmos:

»Det er klart et skridt på vejen, at Dan Jørgensen nu har indset, at de må kende smittevejene, før der kan gøres noget. Men så skal de også være parate til at handle på den nye viden, der må komme,« siger han.

Åbner for screening

Yvonne Agersø, der er seniorforsker ved DTU’s afdeling for epidemiologi og genomisk mikrobiologi, hilser også fødevareministerens nye indstilling til bekæmpelsen velkommen. Hun er en af de forskere, som har anbefalet den screening af avlsbesætningerne, som nu bliver indført:

»Problemet bliver bare ikke løst ved at screene de 27 besætninger. Så skal vi jo undersøge videre ned igennem produktionsleddene for at finde ud af, om smitten bliver videreført,« siger Yvonne Agersø.

Siden hun i 2012 blev en del af regeringens arbejdsgruppe til bekæmpelse af MRSA, har skiftende fødevareministre afvist at tjekke og dermed kunne udelukke eller stoppe, at bakterierne blev spredt allerede i første led af svineproduktionen.

Men selvom fødevareministeren nu åbner de 27 stalddøre hos avlsbesætningerne for test, fastholder han stadig, at kun to procent af de resterende svinefarme – svarende til omkring 200 besætninger – skal have foretaget en stikprøve.

Et andet medlem af MRSA-arbejdsgruppen, Jens Peter Nielsen, der er professor i klinisk veterinærmedicin ved Københavns Universitet, bifalder også, at hans anbefaling om screening af avlsbesætningerne nu bliver imødekommet.

»Det er bestemt rigtig godt, at ministeren nu følger vores anbefalinger på det punkt. Hvad angår de andre undersøgelser, ved jeg ikke nok til at vurdere, hvilken effekt de vil kunne få,« siger Jens Peter Nielsen.

Smitteveje skal undersøges

Undersøgelserne af bakteriens smitteveje, som fødevareministeren annoncerede på samrådet, skal da også først tilrettelægges af Veterinærinstituttet på DTU, oplyser Fødevareministeriet.

På samrådet nævnte Dan Jørgensen dog en række områder, som ville være vigtige at få undersøgt. Det er eksempelvis, hvor meget bakterien bliver spredt, når dyrene transporteres, om gylle og støv fra stalden kan overføre smitten, og hvorvidt det har betydning, om svine­farmene ligger tæt eller spredt.

Disse områder har alle været ubekendte faktorer, som Fødevareministeriet har henvist til som begrundelse for ikke at sætte direkte ind i staldene for at bekæmpe smitten blandt svinene, før bakterien bliver overført til mennesker.

Overlæge Hans Jørn Kolmos undrer sig over, at fødevareministeren ikke også lægger op til at undersøge muligheden for smitteoverførsel gennem svinekød. Fødevarestyrelsen har senest i 2011 undersøgt forekomsten af bakterien i kød, men går i øvrigt ikke ud fra, at svine­kødet udgør en smitterisiko, da alle, som spiser det, ellers ville være smittet, lyder rationalet fra styrelsen.

»Jo større udbredelsen er i kød, des større vil smitterisikoen være. I 2011 var 10 procent af dansk­produceret svinekød forurenet med MRSA, men hvordan er situationen i dag?« spørger Hans Jørn Kolmos.

En anden ekspert i resistente bakterier, professor ved DTU Fødevareinstituttet Frank Møller Aarestrup, har også efterspurgt en afklaring af svinekødets smitterisiko. Han udtrykker imidlertid bekymring for, om forskningsprojekterne bliver en måde at udskyde handling på.

‘Hvis det bare ender i forskning uden reelle forsøg på nedbringelse af smitten, forbedrer det ikke sundheden,’ skriver han i en mail til Ingeniøren.

Hovedstadens veje blev i weekenden omdannet til floder flere steder. Da omkring 100 mm regn i løbet af få timer hamrede ned over København, gav kloakkerne op, og vandet kunne ikke sive fra overfladen på grund af byens høje befæstelsesgrad. Vand i gader, kældre, på S-togs-banen og i parkerede biler var resultatet.

Billederne lignede kopier af, hvad vi har set i byer over hele landet i de senere år. Men vejene og fortovene behøver ikke være en del af problemet: I tre igangværende udviklingsprojekter er forskere, rådgivere, entreprenører og byggematerielproducenter gået sammen om at udvikle nye typer vejopbygninger, fliser og asfalt, som kan begrænse skaderne, når himlen åbner sluserne.

»Vores tanke er, at vi omdanner vejkassen til et kæmpestort forsinkelsesbassin, hvorfra vandet enten kan nedsives eller drænes til kloakker,« fortæller projektleder Thomas Pilegaard Madsen fra Teknologisk Institut (TI). Sammen med Vej­direktoratet, Asfaltindustrien, NCC A/S, Rødovre Kommune og Hofor A/S arbejder TI i projektet Klima­vejen på at udvikle en ny vejtype med en opbygning, der bevarer bæreevnen, selvom den er fyldt med vand, og en asfaltbelægning, som vandet kan trænge igennem, og som samtidig virker støjdæmpende.

Løser to problemer

»I byerne er der mange steder problemer med både vand og vejstøj. På grund af porerne i slidlaget virker de permeable asfalter som udgangspunkt også støjreducerende, men vi skal finde den optimale størrelse af porerne. Mængden af hulrum skal gerne op for at reducere støj fra luftpumpning. I tillæg vil man ofte vælge en lille maksimal kornstørrelse for at dæmpe vibra­tionsstøjen. Lille maksimal kornstørrelse og små hulrum/porer medfører dog en risiko for, at vejen skal renses oftere, fordi porerne hurtigere stoppes til af det organiske materiale, der lander på vejen. Desuden skal vi sikre, at porerne er store nok til at dræne store vandmængder,« siger Thomas Pilegaard Madsen

I et tidligere projekt har nogle af projektpartnerne eksperimenteret sig frem til nogle materialer, der fungerer sammen, og flere steder i landet – blandt andet i Billund Lufthavn – er teknologien allerede taget i brug. Det er imidlertid stadig uafklaret, om den mest optimale løsning – nedsivning direkte fra vejkassen – vil kunne lade sig gøre.

»Vi har en udfordring omkring forurening fra vejvandet – vi ved ikke, hvor alvorligt et problem det kan være – kun at vi kan forhindre det ved at fore vejkassen med bentonit og lede vandet til kloak. Desuden er vinterbekæmpelse en udfordring, for saltet bliver jo ikke liggende på overfladen ligesom på almindelige veje. Og du vil heller ikke have for meget salt ned i vejkassen, fordi det kan virke forurenende i sig selv,« forklarer Thomas Pilegaard Madsen.

Udfordringerne skal løses de kommende år – før teknologien forhåbentlig kan blive testet i fuld skala. Partnerne mener dog allerede nu at kunne sige, at deres løsning samlet set vil være billigere end alternativet: at udvide kloakkerne. Samme løfte kommer fra en anden projektgruppe, der desuden vil give vejene flere funktioner.

I det treårige projekt Vandvejen, som støttes af Realdanias program Klimaspring, foreslår projektpartnerne, at vandet opsamles i midten af vejprofilet. I dag hælder vejene oftest fra midten mod siderne, så vandet kan løbe af vejen eller ned i riste i vejkanten, men Colas Danmark A/S, Envidan A/S, arkitektfirmaet Schul­ze+Grassov, Middelfart Spildevand og Middelfart Kommune vil vende profilet, så det hælder mod midten. Det betyder, at vandet vil løbe væk fra bygningerne langs vejen og i stedet blive opsamlet i et modul under vejmidten, som enten kan være en faskine eller et forsinkelsesbassin.

»Vi designer et fleksibelt system, som enten kan være åbent eller tildækket med riste, så man kan køre over det. Det vil være relativt billigt at installere, hvis du alligevel skal lægge slidlag på, fordi du kun ændrer profilet og graver modulerne ned i midten af vejen. Desuden vil det være hurtigere og dermed billigere at montere sammenlignet med traditionelle kloakrør,« siger projektleder Simon Toft Ingvertsen fra Envidan. Metoden skal testes i Middelfart, hvor kraftige regnskyl kan oversvømme husene, når det på overfladen løber ned mod havnen gennem den gamle bydel.

En fleksibel løsning

Selvom Vandvejen også indeholder muligheden for nedsivning, er Simon Toft Ingvertsen ikke så bekymret for forureningsrisikoen:

»Det er en bekymring, vi ofte bliver mødt med, og der er ingen tvivl om, at vejvand kan udgøre en forureningsrisiko. Vi vil løse problemet ved at gøre vejsystemet så fleksibelt som muligt i forhold til både kendte og kommende renseløsninger. Og hvis man i en kommune er meget nervøs for risikoen, kan man lave en løsning, der blot fungerer som forsinkelsesmagasin og derefter leder vandet til kloakken.«

Projektets andet mål er at gøre vandhåndteringen mere synlig for borgerne.

»Vi vil gerne lave moduler, der kan så meget som muligt – eksempelvis ved at nogle af dem er åbne, så man kan se vandet. En permeabel belægning giver ikke noget ekstra til vejen, men vi vil gerne kunne tilføre byrummet noget nyt,« forklarer Simon Toft Ingvertsen.

I hovedstadsområdet er kommunerne og forsyningerne i København og Tårnby også gået sammen om at indbyde virksomheder til at komme med nye innovative løsninger på regnvandshåndtering, men vinderne af udbuddet er endnu ikke offentliggjort.

Københavns 700 km fortove kan i fremtiden blive landets største faskine.

Deltagerne i projektet Klimaflisen – Tredje Natur, Aco Nordic, Wevers, Teknologisk Institut, Kollision og Orbicon – arbejder nemlig på et koncept, hvor vandet kan trænge ned mellem fliserne. Under fliserne skal der være en faskine, så man bogstaveligt talt går på vandet. De steder, hvor man enten ikke kan nedsive eller af andre årsager ikke ønsker det, skal faskinen fungere som forsinkelsesbassin og billig terrænnær kloak, der kan lede regnvandet enten til havnen, et grønt område eller det almindelige kloaksystem.

Det vigtigste perspektiv er imidlertid, at de almindelige fliser nogle steder vil kunne udskiftes med moduler, hvor vandet er synligt, og andre steder med en slags plantekasser til træer, buske og bede. En tredje mulighed, som kræver lidt mere udvikling, er at lave et modul med små pumper med indbygget rensningsanlæg, så man kan pumpe vandet op til overfladen i en kvalitet, så børn og voksne kan lege med det uden at blive syge.

Realdanias støtteprogram Klima­spring har netop besluttet at støtte udviklingen med 4,5 mio. kr. Det samlede budget for de kommende tre år er i alt 8 mio. kr.

Antallet af solcelleanlæg er i kraftig vækst i hele verden, for solceller er blevet markant billigere. Den samlede pris for en installeret Watt er dog ikke faldet tilsvarende, for montagen er stadig dyr.

Direktør for det nystartede selskab SunTube Aps Peter Vesborg forklarer:

»Tidligere var det selve solcellekomponenten, der udgjorde den største andel af de samlede omkostninger til et solcelleanlæg. I dag udgør solcellekomponenten kun 20 procent, så omkostningerne til et solcelleanlæg er primært bestemt af de øvrige omkostninger,« siger han.

De øvrige omkostninger omfatter blandt andet glas, der beskytter solcellerne, stål til at bygge de stativer, som solcellepanelerne skal monteres på, og arbejdstimer til selve montagen.

SunTube deltager i Danish Tech Challenge, hvor 20 virksomheder, der alle arbejder med fysiske produkter, konkurrerer om at blive Danmarks bedste start-up i et forløb på fire måneder.

Under forløbet tilbydes virksomhederne gratis kontorplads på Scion DTU, adgang til prototypeværksted, mentorer, rådgivere, finansieringsstrategi og ikke mindst muligheden for at vinde hovedpræmien på 500.000 kr. til brug i deres virksomhed.

17 etablerede virksomheder og organisationer har meldt sig som rådgivere og vejledere til iværksætterne, blandt dem finder man IDA, Delta og Damvig Develop. Bag Danish Tech Challenge står Industriens Fond.

Nyt maskinelt koncept

SunTube har derfor udviklet og patentanmeldt et helt nyt koncept for solcellemoduler, der gør det muligt at installere modulerne maskinelt direkte på jorden uden at skulle bruge en masse mandskabstimer eller dyre materialer.

Sammen med sine partnere, Rasmus Haahr og Jakob Lind Olsen, har han etableret SunTube ApS, og virksomheden skal nu med støtte fra det energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogram EUDP bygge et 5 kW pilotanlæg sammen med partnerne Energi Midt, DTU og elektronikvirksomheden Faktor 3.

»Hvis solenergi skal gøre en forskel i verden, så skal der installeres flere terawatt og solcelleparkerne skal laves i mega- eller gigawatt-størrelser. Det er den eneste måde, det kan konkurrere med kul på,« siger Peter Vesborg. Han regner med, at prisen skal ned på én dollar per installeret Watt i et solcelleanlæg.

»Så grundideen er at lave nogle moduler, som kan lægges ud maskinelt. Solcellerne bliver holdt fast i den rigtige vinkel til solen via ballastkamre. På den måde slipper vi for stålstativerne. Samtidig slipper vi af med det dyre glas. I stedet bruger vi en tynd UV-bestandig polymerfilm,« forklarer han.

Inden jul vil SunTube have det første lille modul klar til de indledende test, og når EUDP-projektet er færdigt, skulle der gerne stå et pilotanlæg klar.

Forestil dig en sværm af undersøiske, autonome robotter, som i flok inspicerer en havvindmølles fundament for revner på 40 meters dybde efter en kraftig efterårsstorm i Nordsøen.

Robotterne behøver aldrig komme ind på land. De lades op og repareres på et moderskib i nærheden af havvindmølleparken. Deres inspektionsdata sendes ind på land via trådløs kommunikation.

Sådan et scenarie kan lyde som science fiction, men står det til en forskningsgruppe på DTU Elektro under ledelse af professor Mogens Blanke og lektor David Johan Christensen, er offshore-branchen ikke særlig mange år fra at kunne benytte autonome robotter til de i dag ekstremt dyre og tidskrævende inspektioner af eksempelvis havvindmøllers fundament eller – længere ude i fremtiden – en olieplatforms ditto.

Farligt for dykkere

Dong Energy måtte eksempelvis i 2011 allokere to milliarder kroner til reparation af Siri-platformen, efter at en rutineinspektion havde fundet revner i næsen på en olietank på havbunden.

Den slags inspektioner klares enten af dykkere eller såkaldte ROV’er; Remotely Operated Underwater Vehicles. Altså fjernstyrede under­vandsrobotter, som styres fra havoverfladen via et kabel og sender et videolink tilbage til operatøren. De har dog deres ulemper, forklarer David Johan Christensen:

»Rigtig mange af de undervandsrobotter, der findes i dag, er meget store og beregnet til at finde utætheder i for eksempel rørledninger. De kan svømme meget langt, men de kan ikke komme ind snævre steder. Så hvis man vil lave en inspektion af et fundament på en boreplatform eller en vindmølle, har man brug for robotter, der kan navigere rundt i menneskeskabte forhold.«

Han tilføjer, at dykkere ofte er meget dyre, og at de ikke altid kan komme ned på de dybder, der er påkrævet – ikke mindst pga. de betydelige sikkerhedsrisici. Det er her, at forskningsgruppens autonome, agile robotter kommer ind i billedet. Tankegangen bag er inspireret af blandt andet det arbejde, der i disse år foregår inden for bionics – robotter inspireret af biologien – hvor man i eksempelvis EU-projektet Swarmanoid har udviklet et team af robotter med hver deres kompetencer, som kan arbejde sammen om at lokalisere og afhente objekter såsom en bog på en reol.

Ifølge David Johan Christensen er det ikke så meget mekanikken, der er udfordringen. Her kan forsknings­gruppen læne sig op ad de ROV-konstruktioner, der allerede findes. Planen er at udvikle robotterne i open source-platformen ROS (Robot Operating System), som i forvejen bruges af universiteter over hele verden.

Udfordringen ligger snarere i at få robotterne til arbejde sammen og sensorteknologierne til at fungere.

Sensorudfordringer

Én af udfordringerne er for eksempel at få robotterne til at orientere sig under vandet i miljøer, der ikke er præcist kortlagte i forvejen, og hvor magnetfeltet kan blive stærkt påvirket.

Her har DTU i et netop overstået specialeprojekt haft to studerende til at teste potentialet i den såkaldte Slam-software (Simultaneous Localization And Mapping), der blandt andet anvendes i Googles førerløse bil.

Teknologien går ud på, at en bil, robot eller anden autonom enhed kan kortlægge sine omgivelser i realtid og orientere sig efter denne kortlægning, men det er en teknologi, der stadig skal arbejdes meget med.

Norsk professor ser marked

I første omgang er DTU’s robotter tiltænkt havvindmøller og skibsvrag, hvor sikkerhedskravene ikke er lige så strenge som på boreplatforme.

»Sådan nogle robotudviklingsprojekter tager altid lang tid, men inden for en årrække vil man kunne begynde at lave inspektioner af havvindmøller. Man vil nok ikke se et reelt kommercielt produkt før om fem-ti år, men det er så til gengæld også helt realistisk, ville jeg mene,« siger David Johan Christensen.

DTU Elektro arbejder sammen med flere aktører i offshore­branchen, men det har ikke været muligt at få dem til at give en kommentar til denne artikel.

Ifølge Ingrid Schjølberg, som er professor ved Norwegian Institute of Science and Technology i Trondheim, er udviklingen af autonome robotter til offshore et stort forskningsområde, som kan blive en vigtig problemløser for branchen.

»Inspektion, vedligehold og reparationsomkostninger skal reduceres betydeligt for at nedbringe driftsomkostninger og forbedre lønsomheden. I dag er det både tidskrævende og kompliceret at gennemføre den slags operationer, idet de foregår i krævende omgivelser og kræver bemandede supportfartøjer,« siger Ingrid Schjølberg.

Hun tilføjer, at kommunikation, styring og sensorsystemer er tre teknologiske hurdler, der skal løses, men også kan løses.

Mitsubishi solgte sin sidste vesteuropæiske bilfabrik i Holland for 1 euro. Mercedes’ seneste af slagsen blev placeret i Ungarn, ikke i Tyskland. Og Volvo måtte fyre medarbejdere i tusindvis, da finanskrisen brød ud i 2008. Den ikoniske svensker – nu med kinesiske ejere – har rejst sig igen, men der er ingen tvivl om, at de senere år har været op ad bakke for de fleste vesteuropæiske bilproducenter.

Men for Nissans fabrik i Sunderland i det nordøstlige England har de seneste 15 år været det rene cabriolet-cruise under en blå himmel. Fabrikken har i den periode markeret sig som en af de mest effek­tive af sin slags i Vesteuropa – der findes ingen sammenlignelige data i dag, men en benchmark-rapport udnævnte i 2003 fabrikken til den mest produktive i Europa – blandt andet ved konstant at forsøge at kappe sekunder af produktionstiden.

»Vi er nødt til at fokusere massivt på vores interne produktionsprocesser, ellers bliver vi ikke tildelt koncernens næste model. Hvis ikke vi leverer hver eneste dag, får vi ikke den næste model,« som produk­tions- og kvalitetschef Colin Lawther udtrykker den hårde konkurrence på markedet, herunder internt i Nissan.

Hold dine venner tæt på dig

Men hvad er så formlen på succes? Den er naturligvis ikke helt enkel, fortæller Colin Lawther, men den japanske koncerns traditioner for lean og just-in-time-princippet er selvfølgelig en del af det.

En anden ingrediens er en grundig, flerleddet rekrutteringsproces, også hvad angår ufaglært arbejdskraft. Hver produktionsmedarbejder skal kunne beherske mindst tre arbejdsprocesser ved linjen for at sikre fuld fleksibilitet, og tilsvarende skal der være minimum tre medarbejdere, der behersker hver proces.

Geografi er også en faktor. Dels kunne Nissan ved etableringen midt i 80’erne håndplukke arbejdskraft fra regionens overskudslager af industriarbejdere, dels er fabrikken beliggende meget tæt på Port of Tyne, den lokale dybhavshavn, hvorfra de færdige biler let kan sendes videre til resten af Europa. Geografien spiller tilsvarende en vigtig rolle i forhold til fabrikkens knap 700 underleverandører. De vigtigste komponenter, fortæller Colin Lawther, produceres enten inde på fabrikkens areal eller højst 15 kilometer væk for at reducere lagerplads og minimere logistik.

Nabofabrikken er således en af Nissans stempelleverandører. Og én af sædeleverandørerne befinder sig to kilometer væk, en anden 15.

Men nærhedsprincippet handler også om kvalitet. En komponent som bremseslanger sendes eksem­pelvis ubøjede til Sunderland, hvorefter en underleverandør bøjer og forarbejder dem direkte på fabriks­arealet.

Det optimale miks

Manuel arbejdskraft tegner sig i alt for godt 15 procent af arbejdet i Sunderland, automationsgraden ligger p.t. på cirka 85 procent. Det kan lyde af meget, men er rent faktisk lavere end flere af de tyske bilfabrikker, der er tæt på at have en 100 procents automatiseringsgrad.

Spørgsmålet er, om det overhovedet ville give mening at automatisere yderligere.

»Det er et evigt spørgsmål for os, vil jeg sige. Set fra vores synspunkt er vi så godt som optimeret ved en automationsgrad på 85 procent. På det niveau har du stadig nok mennesker, der overvåger processen og sikrer, at tingene ikke går galt. Så 85 procent er nok det rette miks for os,« siger Colin Lawther.

Han og resten af ledelsen er dog i gang med at kigge på, hvilke teknologier der kan øge effektiviteten yderligere. Næste skridt er en optimering af den stadig meget traditionelle maleproces. Fra 2018 skal ny teknologi skære tre timer af processen, blandt andet ved at fjerne den ene af de to energitunge ovnprocesser. Men også små, fleksible industrirobotter a la Universal Robots kan meget vel være på vej ind bag hegnet, fortæller han.

Anderledes arbejdsdeling

Kry Herholdt, chefkonsulent hos Teknologisk Institut, har besøgt Sunderland-fabrikken over ti gange i forbindelse med inspirationsture, som Teknologisk Institut arrangerer for danske virksomheder.

»Dem, jeg har haft med, siger, at de er blevet enormt inspireret af mange forskellige små og større ting. Nogle bliver inspireret af det, at man kan arbejde tættere sammen med underleverandøren, andre har bidt mærke i måden, man rekrutterer på for at sikre, at det er den rigtige medarbejder, der bliver ansat.«

Kry Herholdt nævner fabrikkens fortolkning af arbejdslederrollen som et eksempel på en funktion, der varetages anderledes end i Danmark. Hvor det herhjemme ikke er ualmindeligt, at en arbejdsleder eller værkfører har 30 til 70 mand under sig, har en teamleder på fabrikken i Sunderland 8 til 15 ansatte under sig. Teamlederen sørger for oplæring af nye medarbejdere og træder til ved sygdom. For hver fem til syv teamledere er der så en supervisor, som har ansvaret for stort set alle skift i sit ansvarsområde.

Med til historien hører, at det engelske arbejdsmarked giver mulighed for at organisere arbejdet på en anden måde end med danske overenskomster. Fagforeninger er der kun én af, og ikke særligt mange af de ansatte er medlem, lød meldingen ved Ingeniørens besøg.