61 sekunder. Ikke 60, ikke 62. Men præcis 61 sekunder. Så længe har den enkelte produktionsmedarbejder til at bolte eller skrue sin komponent på plads, inden rullebåndet kører karrosseriet videre til næste arbejdsstation lidt længere henne ad båndet.

Ingen af produktionsmedarbejderne står stille. De er i konstant bevægelse. Oven over vores hoveder er der lige så travlt. Her opbevares hundredvis af chassiser – også kaldet platforme – inden de kommer ned på gulvet, kraner transporterer motorer tværs gennem hallen, og komponenter suges gennem vaku­umrør i en evig jagt på sekunder.

Nede på gulvet går en supervisor, en mand i rød poloskjorte, rundt mellem mændene ved samlebåndet og inspicerer hver enkelt komponent minutiøst, inden karrosseriet sendes videre ned ad båndet.

Supervisoren har også kun præcis 61 sekunder at gøre godt med. Over 2.000 biler skal passere forbi her i døgnet, så der er ikke meget tid at gøre godt med.

Fokus på detaljen

Velkommen til en af klodens mest leanede bilfabrikker. Vi befinder os i den såkaldte final assembly-hal på Nissans fabrik i Sunderland, hvor de malede chassiser får hjul, instrumentbræt, motor med mere og bliver til rigtige biler.

Det er en fabrik, der fodrer det europæiske marked med 500.000 biler om året. Kombinationen af høj kvalitet og pertentligt fokus på detaljen har gjort denne 750 hektar store fabrik i det nordøstlige England til en af de mest anerkendte i branchen.

Alt kører efter lean og kust-in-time. Fra underleverandører over lager til produktion. Det var Henry Ford, der i sin tid opfandt samlebåndet, men her i det 21. århundrede er det bl.a.på fabrikker som denne, at metoden konstant forfines.

1.000 svejserobotter i ét rum

Final assemblys samlebånd er, som navnet antyder, sidste etape i den godt 24 timer lange produktionsproces. Processen begynder i pressehallen, hvor et ugentligt forbrug på 3.000 ton stål presses til karrosseriplader af syv semiautomatiske pressere. Op til fem processer kan der foregå inde i den største fem-tons presser, men lige da Ingeniøren kommer forbi, står den stille. Det er formiddag klokken 10 i England – tea time, fortæller rundviser Barry.

Anderledes gang i den er der i den tilstødende hal, hvor gnister fra svejsearbejdet fyger inde bag dusinvis af ståltrådsafskærmede robotbure. Det er the body shop, anden etape, hvor pladerne samles og svejses til chassiser.

Her er det robotter uden behov for ten o’clock tea, der laver 90 procent af arbejdet. Der findes hen ved 1.000 industrirobotter alene her i denne hal. Det er endda robotter, der automatisk inspicerer svejse­robotternes svejsepistol for hver 10. til 15. svejseopgave.

Den største robot har stået i næsten en halv million pund, godt og vel fem millioner danske kroner, men hovedparten af robotterne koster omkring 80.000 pund, fortæller Barry.

Skifter mellem modeller

Hver eneste bil, der passerer forbi os denne formiddag, er bestilt af en kunde et sted i Europa. Og i body shoppen udstyres hvert chassis med en elektronisk etiket med et nummer, som følger bilen den resterende vej gennem produktionen.

»Fra nu af er der ingen vej tilbage. Nu er det en bil med et ordrenummer, som en kunde har bestilt. Så nu skal den gøres færdig. Den er ikke længere bare en karrosseriplade, man kan smide væk,« forklarer rundviser Barry.

Alt er koblet op på fabrikkens computersystem. Biler, robotter, maskiner og endda det stempel, som supervisoren bruger, når han godkender hvert enkelt karrosseri. Også de mest centrale underleverandører er koblet op på systemet, så de med få timers varsel kan indlevere komponenterne.

I disse år er det modellerne Qashqai, Juke, Note og elbilen Leaf, fabrikken producerer. Denne uge på Linje 1 primært Qashqai, men hver tiende model i gennemsnit er en Leaf. Det kræver dog ingen omstillinger på linjen. Samtlige medarbejdere er trænet i at kunne skifte mellem de forskellige modeller.

Syv kilometer rundt

Efter the body shop ruller chassiserne videre til den tidsmæssigt længste delproces, nemlig maling.

Den proces har vi imidlertid ikke tid til at se. Barry leder os direkte over til sidste etape, final assembly-hallen, hvor vi indledte denne artikel. Måske er det godt det samme. Vil man følge bilen hele vejen rundt i malerhallen, skal man gå syv kilometer.

Når bilen er færdig, har processen i final assembly taget knap fem timer – 4 timer og 45 minutter for at være helt nøjagtig. Ligesom med de 61 sekunder. Sådan er det på fabrikken, hvor der jages sekunder, ikke minutter. På det tidspunkt har Ingeniørens udsendte befundet sig på fabrikken i 3,5 timer, og som nævnt når vi aldrig at se bilerne blive malet. Vi nåede faktisk kun at se ti procent af fabrikken.

Jens Vinther dyrker skove. Kulsorte miniatureskove, hvor stammerne står ganske tæt – faktisk så tæt, at der er plads til 80 milliarder af dem på en enkelt kvadratcentimeter.

Hvert træ i skoven er et kulstof­nanorør, der er blevet passet og plejet, så det har vokset sig en fjerdedel af en millimeter højt – hvilket er lidt af en bedrift for et rør, der blot er i omegnen af 10 milliontedele af en millimeter i diameter.

Som ude i naturen får stammerne i Jens Vinthers skove ikke lov at stå i fred, når de er udvoksede. De mange nanorør, der udelukkende består af kulstofatomer, bliver væltet, hvorefter de filtrer sig sammen og kan forvandles til plader af et stærkt letvægtsmateriale, som Jens Vinther lidt misvisende kalder nanostål.

I modsætning til de enkelte kulstof-nanorør, der er så ekstremt små, at de kun lader sig se i elektron­mikroskop, er nanostål til at tage og føle på. Og materialet har en række spændende mekaniske, elektriske, optiske og termiske egenskaber, som nu skal udforskes nærmere.

»Nanostål er fem gange så stærkt som stål, og det kan blive endnu stærkere. Det er en god elektrisk leder og en termisk isolator, og hvis det spindes til en tråd, kan tråden trækkes ud til dobbelt længde uden at miste ledeevnen. Det kan lyse, hvis man sætter strøm til det, og det kan fungere som en højttaler, fordi det kan opvarme luften omkring sig lynhurtigt,« fortæller Jens Vinther begejstret, mens han viser en af de allerførste prøver på en danskproduceret nanoskov frem:

»En nanoskov er ekstremt klæbende, omtrent på samme måde som fødderne på en gekko, og den kan bruges til vibrationsdæmpning. Den absorberer næsten alt det lys, der rammer den, så derfor kan den blandt andet bruges til supereffektive vakuumsolfangere, og den kan forhindre lys i at strejfe omkring i teleskoper. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænsen.«

Nanoskovene gror frem i en maskine, en speciel DVC-ovn, som Jens Vinther efter adskillige års tilløb nu endelig har fået samlet i et interimistisk laboratorium i Risskov ved Aarhus. Teknologien blev udviklet af forskere fra University of Texas i Dallas, som tilbage i 2005 beskrev den i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science.

Den artikel vakte Jens Vinthers nysgerrighed, og han besluttede at prøve kræfter med nanoteknologiens fagre nye verden. Han uddannede sig til diplomingeniør i nanoteknologi og fik kontakt til de amerikanske forskere, som han siden har haft et fint samarbejde med.

Eneste maskine i Europa

Jens Vinther har ikke den store forstand på penge og forretningsplaner, men han får god økonomisk opbakning af og sparring fra investoren Simon Skouboe. Nu er der endelig blevet råd til maskinen i Risskov, der er den eneste af sin slags i Europa. I den vokser de små nanoskove på jernbelagte siliciumplader, der er 8-10 cm i længden og cirka fire cm i bredden. Varm acetylengas leverer de kulstofatomer, der får nanorørene til at gro nedefra og op.

De flervæggede kulstofnanorør, der hver består af adskillige rør inde i hinanden, klæber sig meget gerne til andre materialer, så hvis man for eksempel tager et barberblad, fører det helt hen til udkanten af skoven og trækker det vandret væk igen, så følger nanorørene med. På den måde kan Jens Vinther trække en cirka 18 mikrometer tynd og mange meter lang film, der består af et net af sammenhængende kulstof-nanorør.

For hver tre meter lang film, man trækker ud, forsvinder kun en enkelt centimeter af nanorørskoven, og det tager kun et minut at trække syv meter ud. Den tynde, gennemsigtige film er en form for aerogel, der ikke er meget tungere end luft. En kvadratmeter vejer blot 27 milligram.

Filmen er elektrisk ledende og klæbende, og den klapper sammen til en langt tyndere film med en tykkelse på omkring 50 nanometer, hvis den for eksempel dyppes i ethanol, der bagefter får lov til at fordampe væk.

Langt stærkere end stål

En luftig film af kulstof-nanorør kan holde til en hel del, og endnu bedre bliver det selvfølgelig, hvis flere lag klistres sammen. De amerikanske forskere har målt en trækstyrke på 465 megapascal pr. gram pr. kubikcentimeter for et 18-dobbelt lag, og det er langt mere, end selv det stærkeste stål kan byde på.

Det er netop på grund af den populære sammenligning med styrken af stål, at Jens Vinther har valgt navnet nanostål, selv om de to materialer i øvrigt ikke har meget med hinanden at gøre. Nanostål er let og superstærkt, og det må da være interessant for mange virksomheder, mener Jens Vinther.

Heri bakkes han op af Kristian Oluf Sylvester-Hvid, der er faglig leder i Center for Nano- og Mikroteknologi på Teknologisk Institut:

»Nanoteknologi har et kæmpe potentiale i forhold til industrielle anvendelser. Der har ikke været mange eksempler på brugen af nanoteknologi i industrielle produkter, men det her har en meget direkte appel til ingeniører. Nu kan man lave tråde og garn, stof og væv af kulstof-nanorør, og det giver en kildende fornemmelse – nu begynder det at blive til noget rigtigt,« siger han og fortsætter:

»Det er i letvægtskonstruktioner, dette materiale er interessant. Alle de steder, hvor vægten har kritisk betydning i forhold til elektriske, termiske eller styrkemæssige egenskaber, er det værd at kigge på kulstofnanorør.«

Nanostål på testbænken

Teknologisk Institut er blandt de første kunder i butikken hos Jens Vinther og hans firma, Carbon Nano Europe. Nu skal det vise sig, om det nanostål, som produceres nord for Aarhus, også dur til noget.

»Vi har bestilt nogle prøver, og så vil vi teste dem og finde ud af, hvad de kan,« fortæller Kristian Oluf Sylvester-Hvid. Og han har et særligt projekt i tankerne:

»Vi kunne godt tænke os at fremstille ultralette tryktanke til lagring af brint i små helikoptere eller fly. Brinten skal bruges i en brændselscelle, og så er spørgsmålet, hvor let man kan lave en tank, der kan holde til et tryk på 700 bar. Tråde af kulstof-nanorør kunne have et potentiale her.«

Kristian Oluf Sylvester-Hvid har stor respekt for Jens Vinthers projekt, men han påpeger dog også, at der internationalt er stærke konkurrenter på markedet for plader og tråde af kulstof-nanorør, der kan trækkes på flere forskellige måder. Desuden er det endnu ret usikkert, i hvor høj grad lange tråde har samme fantastiske egenskaber som de enkelte nanorør, men det er jo netop det, der nu skal undersøges.

Det er ikke kun Teknologisk Institut, der har vist interesse for nanomaterialet, fortæller Jens Vinther:

»DTU Vindenergi ved Risø er interesseret. De vil gerne finde ud af, om man kan bruge nanostål til at forstærke de kompositmaterialer, der bruges til vindmøllevinger. Elforsk har også været på besøg, og de var meget interesserede i at støtte forskning og udvikling af nanostål som energibesparende lyskilde og finde ud af, hvor nanostål kunne bidrage til at gøre produkter mere energieffektive.«

Jens Vinther håber, at danske virksomheder vil få øjnene op for mulighederne i nanoteknologi, nu hvor de kan få fingre i danske vareprøver. Hvis industrien vender tommelfingeren opad og vil skyde penge i udvikling af materialet, vil han bygge en større maskine, der kan producere nanostål i døgndrift.

Om et halvt år vil Large Hadron Collider ved Cern igen være i fuld sving efter en større ombygning.

Med de store detektorer vil fysikerne fortsætte med at studere Higgs-bosoner og lede efter tegn på såkaldte supersymmetriske partikler. Nu med næsten dobbelt så megen energi i protonsammenstødene som før ombygningen.

En lille gruppe fysikere har et specielt håb om, at partikelkollisionerne kan give anledning til dannelse af magnetiske monopoler.

De har under ombygningen af acceleratorringen fået installeret udstyr ved den mindste af de fire store detektorer, LHCb, der sigter mod at detektere og indfange magnetiske monopoler. I modsætning til Higgsbosoner, hvis levetid er helt nede omkring 10^-22 sekunder, så er magnetiske monopoler stabile – hvis de vel at mærke eksisterer.

Eksperimentet hedder MoEDAL, som er en forkortelse for Monopole and Exotics Detector At the LHC.

Det har været diskuteret seriøst i mere end 80 år, om magnetiske monopoler findes. Om de i det hele taget kan dannes i LHC, hvis de altså eksisterer, anser mange ydermere for tvivlsomt, da mange teorier forudsiger, at deres masse er alt for stor til, at det er muligt.

Måneklipper hentet hjem med Apollomissionerne, meteoritter og den kosmiske stråling er forgæves blevet undersøgt for indhold af magnetiske monopoler.

En nylig analyse af klippemateriale fra Grønland og Island, bl.a. hentet fra danske arkiver fandt heller ingen og viste, at der højst kan være en magnetisk monopol pr. 10 kg klippemateriale.

Så oddsene er ikke alt for gode for MoEDAL-projektet.

»Det vil kræve, vi er heldige, men jeg mener, vi skal lede alle steder,« siger Joe Polchinski fra University of California, Santa Barbara, der ikke er en del af projektet, men som er en førende teoretiker på området.

Han tilføjer, at af alle de nye ting, som partikelfysikerne har beskrevet, men endnu ikke fundet – som supersymmetri og strengteori – så har han størst tiltro til magnetiske monopoler.

Diracs forudsigelse

De magnetiske egenskaber af magnetjernsten (magnetit, Fe3O4) blev studeret af de græske filosoffer for mere end 2.500 år siden – Magnesien, hvor disse sten er fundet, er en lille region i Grækenland.

Den første til at give en videnskabelig beskrivelse var dog franskmanden Petrus Peregrinus de Maricourt. I Epistola de Magnete fra 1269 beskrev han eksperimenter med magnetjernsten og forklarede, at magneter havde to poler, som han som den første kaldte nordpol og sydpol.

Da den skotske fysiker James Clerk Maxwell i 1864 udviklede en elektromagnetisk teori, som Oliver Heaviside efter Maxwells død reformulerede på smuk vis i de fire Maxwell-ligninger, udelod han isolerede magnetiske ladninger i sin teori, da man aldrig havde observeret sådanne. Det førte til en nyttig forenkling, men også til asymmetriske ligninger – som ikke alle var lige begejstrede for.

Den franske fysiker Pierre Curie beskrev således i 1894 ud fra symmetriovervejelser, at der sådan set ikke var nogen grund til, at frie magnetiske ladninger ikke kunne findes, uden at det var en garanti for, at dette også var tilfældet.

I 1931 viste Paul Dirac, at magnetiske monopoler var konsistent med kvantemekanikken.

Dirac havde i 1928 ligeledes på rent teoretisk grundlag postuleret eksistensen af elektronens antipartikel (positronen), som i 1932 blev observeret første gang som værende del af den kosmiske stråling, der rammer Jorden.

På denne baggrund fik Diracs nye forudsigelse af endnu en ikke kendt partikel ekstra stor opmærksomhed.

Det skyldtes ikke mindst, at Dirac også kunne vise, at eksistensen af magnetiske monopoler kunne forklare, hvorfor elektrisk ladning var kvantiseret – altså ikke kunne antage alle værdier.

Da der ikke fandtes andre forklaringer herpå, blev Diracs budskab godt modtaget.

Dirac kunne desuden vise, at den magnetiske ladning var n×137/2 gange så stor som elektronens ladning, hvor n er et heltal, som hans teori ikke tillod ham at bestemme nærmere, selv om Dirac nok hældte til, at n=1.

Dirac spekulerede selv lidt over årsagen til, at frie magnetiske poler aldrig havde været observeret.

Han mente, en forklaring kunne være, at den store værdi for den magnetiske ladning bevirkede, at de tiltrækkende kræfter mellem poler af modsat fortegn var (137/2)² = 4.692,25 gange større end tiltrækningskraften mellem en elektron og en proton (med n=1).

Analogier til magnetiske monopoler kendes inden for faststoffysik og atomfysik.

I eksotiske materialer som Dy2Ti2O7 har man en struktur, der minder om forholdene i is (H2O) og som derfor kaldes spin is. I dette materiale kan findes kvasipartikler, der teoretisk er en pendant til magnetiske monopoler.

I en ultrakold sky af rubiumatomer er der skabt en anden analogi til en magnetisk monopol, der opstår i forbindelse et fænomen, som matematisk minder så meget om et magnetisk felt, at det kaldes for et syntetisk magnetisk felt.

Monopolen er tung

Teoretikerne er dog siden hen kommet med et bedre bud på, hvorfor ingen magnetiske monopoler er observeret til dato:

Det er, at de er meget tunge.

Partikelfysikere gør ofte masse op i energienheden gigaelektronvolt, idet man omregner masse til energi ud fra Einsteins formel E=mc².

Protonen har på denne skala en masse meget tæt på 1 GeV. Higgsbosonen har en værdi på 125 GeV.

Tidligere forsøg hos Cern har stort set udelukket magnetiske monopoler op til 102 GeV, og forsøg ved Fermilab i USA har sat en nedre grænse ved 850 GeV.

Visse teorier sætter værdien for monopolens masse helt op til 10^15 GeV eller ca. 2 nanogram. Hvis massen er så høj, er der intet håb om at danne magnetiske monopoler i LHC.

Sådanne supertunge magnetiske monopoler kan kun være dannet i den allerførste brøkdel af et nanosekund efter Big Bang – på samme tid hvor astrofysikerne mener, at universet gennemgik en kortvarig, men voldsom udvidelse.

Magnetiske monopoler spiller ingen rolle for velkendte fænomener som magnetisme og magneter, der kan forklares på anden vis.

Som Ørsted viste i 1820, og Ampère beskrev mere præcist samme år, skaber en elektrisk strøm et magnetisk felt.

Mange elementarpartikler som bl.a. elektroner har et intrinsisk magnetisk moment, der er knyttet til kvantemekanikkens spin-begreb. Hvis de magnetiske momenter i et materiale kan ensrettes, bliver materialet magnetisk.

Af samme årsag er en magnetisk monopol ikke en isoleret nord- eller sydpol fra en stangmagnet, men en helt ny elementarpartikel.

Det er denne udvidelse eller inflationsproces, som får eksempelvis Joe Polchinski til at mene, at magnetiske monopoler kan have spredt sig så meget, at der muligvis kun er en enkelt inden for det synlige univers.

Blot en enkelt magnetisk monopol vil dog være nok til at forklare, hvorfor den elektriske ladning er kvantiseret.

Andre teorier sætter dog værdien i nærheden af 1.000 GeV eller 1 TeV. Hvis det er tilfældet, kan LHC måske producere monopolerne.

Passiv detektor

MoEDAL-detektoren er en såkaldt nuclear track detector (NTD), der indeholder en stak 25×25 cm store plastlag med en samlet overflade på 100 kvadratmeter.

Hvis en magnetisk monopol trænger ind i detektoren, vil den høje magnetiske ladning bryde de kemiske bindinger i polymeret. Størrelsen, formen og retningen for det spor, som partiklen sætter, vil give information om partiklen.

Andre partikler, der dannes i partikelsammenstødene, vil kun sætte svage spor og kan ikke gennembryde hele stakken som en magnetisk monopol.

I modsætning til opdagelsen af Higgs-bosonen, som krævede store datamængder for at udelukke statistiske fluktuationer i observationerne, vil selv et enkelt spor gennem hele stakken være nok til at være en opdagelse.

Detektoren indeholder desuden en magnetic monopole trapper (MMT), der kan tilbageholde magnetiske monopoler til efterfølgende undersøgelser.

NTD-stakken og MTT vil blive udskiftet en gang om året.

Der er tale om en fuldstændig passiv detektor, der ikke baserer sig på triggersystemer og de begrænsninger, der findes ved realtime elektronisk udlæsning fra de store detektorer ved LHC.

Ud over magnetiske monopoler vil det være muligt at detektere andre eksotiske partikler (E’et i MoEDAL) som dyoner, der er hypotetiske partikler, der rummer både en elektrisk og en magnetisk ladning.

Gottfrid Svartholm Warg, der er mistænkt i CSC-sagen, er blevet hacket. Det hævder forsvaret på baggrund af en antivirus-scanning, som politiet har foretaget af mistænktes computer.

Advokat Luise Høi afhører sin klient på retssagens tredje dag, og hun beder Gottfrid Svartholm Warg forholde sig til resultaterne af scanningen.

»Er der noget, der springer dig i øjnene ved resultatet?«

»Ja, det er det store antal af trojaner og vira. Trojanere kan gøre to ting, der er relevante i denne samenhæng. De kan skabe fjernadgang til computeren, og dels kan de overvåge aktiviteter på computeren,« svarer Warg.

Politiets antivirus-scanning viser også, at java-installationen på Wargs computer har downloadet et exploit, som har udnyttet et sikerhedshul i java.

»Den skaffer samme rettigheder som brugeren, som i dette tilfælde er administratoren. Så det giver adgang til alt på computeren,« tilføjer Warg.

Diskussionen af sikkerheden på den svenske mistænktes computer er central i sagen, da han hævder ikke kende noget til hackerangrebet, og at hans computer er blevet fjernstyret.

Center for Cybersikkerhed har kaldt det for ‘meget usandsynligt’, at det skulle være tilfældet, men forsvaret forsøger altså at sandsynliggøre det.

Gottfrid Svartholm Warg er tidligere blevet frikendt i en lignende sag i Sverige, netop fordi det ikke kunne udelukkes, at computeren blev fjernstyret af andre.

Det var dengang et vidneudsagn fra amerikaneren Jacob Appelbaum, der overbeviste retten om det forhold, og Appelbaum er også indkaldt af forsvaret i dene sag.

Anklagemyndigheden har forsøgt at udelukke amerikaneren fra at vidne – dog uden held.

Tidsplanen skrider og skrider

Jacob Appelbaum skulle efter planen have været ved vidneskranken i dag fredag, ligesom den danske mistænkte, JT, også skulle have afgivet forklaring.

Retten er dog hævet lidt over kl. 14 fredag eftermiddag, da forsvaret ikke mener, at der er tid til at afhøre JT nu. Blandt andet fordi, anklagemyndigheden i dag har fremlagt nye bilag vedrørende danskeren, som forsvaret ikke har haft tid til at gennemgå.

Retssagen blev forsinket med flere timer allerede på førstedagen i mandags – også da på grund af bilag fra anklagemyndigheden, som forsvaret ikke havde haft lejlighed til at gennemgå.

Sagen genoptages igen onsdag den 10. september , hvor det forventes at JT skal afgive forklaring for første gang. Også Jacob Appelbaum ventes at skulle vidne i næste uge.

Der er planlagt domsafsigelse ultimo oktober.

En bærbar pc og et antal USB-hukommelsesnøgler blev i august stjålet ved et indbrud på Skattesagskommissionens kontorer i Viborg. Pc’en indeholder angiveligt personfølsomme oplysninger om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, rapporter Radio24syv ifølge DR.

Skattesagskommissionen undersøger sagen om håndteringen af statsministerens skattesag, hvor oplysninger angiveligt endte hos flere medier.

Nu er oplysninger i sagen altså muligvis endt i de forkerte hænder på grund af tyveriet.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der ikke noget i efterforskningen, der tyder på, at indbruddet er politisk motiveret.

Datatilsynet oplyser til DR, at tilsynet foreløbig følger sagen, men foreløbig ikke har fundet anledning til yderligere tiltag.

Elektronikgiganten Samsung stopper nu helt med at sælge bærbare pc’er på det nordiske marked. I første omgang stod det klart, at Samsung droppede Chromebooks, men nu oplyser selskabet, at det gælder alle bærbare pc’er. Det skriver Digi.no.

Samsung har ikke oplyst salgstal eller nærmere årsager til, hvorfor det nu er slut med både Chromebooks og selskabets andre bærbare pc’er i Norden.

»Vi er et selskab, som altid forsøger at tilpasse os hurtigt efter brugernes behov og krav i markedet. Med den begrundelse har vi besluttet at afslutte salget af bærbare pc’er i Norden,« siger pressekontakt Erik Juhlin fra Samsung til Digi.no.

Stoppet gælder både salg til private og virksomheder. Selskabet vil fortsat sælge andre pc-relaterede produkter som eksempelvis skærme og printere, men det er foreløbig slut med pc’erne.

Norske Elkjøp, som i Danmark hedder Elgiganten, oplyser ifølge Digi.no, at Samsungs modeller i især den dyre ende af markedet for bærbare pc’er har været forholdsvis populære blandt kunderne.

Samsung vil i stedet satse mere på selskabets smartphones og tablets i Norden.