Et slavedrev eller slaveangreb var en militær praksis, der historisk blev brugt i mange områder af verden for at skaffe slaver. Det adskiller sig fra almindelige militære kampagner ved dets primære fokus på at tage menneskelige fanger frem for at erhverve territorium eller ressourcer.

Det blev praktiseret i Afrika at skaffe slaver, der skulle sælges til den arabisk/islamiske verden via trans-Sahara slaveruter; i Europa for at skaffe slaver i hedenske nationer til at sælge som slaver; af portugisiske, hollændere og andre slavere for at skaffe og transportere slaver fra Afrika til forskellige kolonier i den nye verden; af kristne nationer på Barbarykysten for at erobre fanger til galejslaveri; og af de osmanniske tyrkere for at skaffe en kilde til janitsjartropper og kvinder til deres harem.

Slaveangreb var en almindelig praksis for flere afrikanske kongeriger og folkeslag, herunder Dahomey, Akan, Oyo og Zulu-kongeriget, såvel som arabiske folk som Zanj, Zanzibar-sultanatet og flere omanske arabiske sheikdømmer.