Det anbefales ikke at bruge en Layer 2-switch i kernen af ​​et campusnetværk. Layer 2 switches fungerer ved datalinklaget i OSI-modellen og er ansvarlige for at videresende rammer baseret på MAC-adresser. De har ikke de avancerede routing-funktioner, der kræves i kernen af ​​et campus-netværk, såsom muligheden for at rute pakker baseret på IP-adresser og understøttelse af flere virtuelle LAN'er (VLAN'er).

I et campusnetværk er kernen ansvarlig for at forbinde flere bygninger eller afdelinger sammen og levere højhastighedsdataoverførsel. Layer 3 switche eller routere bruges typisk i kernen af ​​et campusnetværk, fordi de tilbyder mere fleksibilitet, skalerbarhed og pålidelighed. Layer 3 switches fungerer på netværkslaget og kan rute pakker baseret på IP-adresser, hvilket muliggør effektiv kommunikation mellem forskellige undernet eller VLAN'er. De understøtter også routingprotokoller såsom Open Shortest Path First (OSPF) eller Enhanced Interior Gateway Routing Protocol (EIGRP), som muliggør dynamisk routing og belastningsbalancering.

Brug af en Layer 2-switch i kernen af ​​et campusnetværk kan introducere begrænsninger og flaskehalse. Layer 2-switches kan kun videresende frames baseret på MAC-adresser, hvilket betyder, at de ikke kan dirigere trafik mellem forskellige IP-undernet. Dette kan give problemer, når man forsøger at kommunikere mellem forskellige afdelinger eller bygninger i campusnetværket. Derudover understøtter Layer 2-switches ikke avancerede funktioner såsom Quality of Service (QoS) og sikkerhedsfunktioner som adgangskontrollister (ACL'er), som er vigtige for at sikre pålidelig og sikker netværkskommunikation.

Derfor anbefales det at bruge Layer 3-switche eller -routere i kernen af ​​et campusnetværk for at sikre skalerbarhed, fleksibilitet og pålidelig kommunikation mellem forskellige dele af netværket.