Kontrastmidler, der bruges til computertomografi (CT) scanninger, kan kategoriseres i flere typer baseret på deres sammensætning og de billeddannelsesegenskaber, de giver:
1. Jodholdige kontrastmidler:
- Ioniske jodholdige kontrastmidler: Disse er de mest almindeligt anvendte kontrastmidler til CT-scanninger. De indeholder jodatomer bundet til en ionisk struktur. Ioniske jodholdige kontrastmidler giver god kontrastforøgelse i blodkar og forskellige organer.
- Non-ioniske jodholdige kontrastmidler: Disse kontrastmidler har en ikke-ionisk molekylær struktur, hvilket reducerer risikoen for bivirkninger sammenlignet med ioniske midler. De giver lignende forbedringsegenskaber, men er ofte dyrere.
2. Gadolinium-baserede kontrastmidler (GBCA):
- Lineær GBCA: Disse kontrastmidler består af gadoliniumioner chelateret til en lineær molekylær struktur. De bruges primært til at øge synligheden af blodkar og organer i hovedet, nakken og rygsøjlen.
- Makrocyklisk GBCA: Disse kontrastmidler har en makrocyklisk molekylær struktur, der binder gadoliniumionerne tættere. De tilbyder bedre vævsgennemtrængning og bruges ofte til at forbedre organer som lever, nyrer og hjerte.
3. Bariumsulfatkontrastmidler:
- Bariumsulfat bruges almindeligvis som et negativt kontrastmiddel ved CT-scanninger af mave-tarmkanalen. Det giver fremragende visualisering af spiserøret, maven og tarmene ved at blokere røntgenstråler og fremstå hvidt på billederne.
4. Luft- og gaskontrastmidler:
- Luft eller kuldioxidgas kan indføres i kropshulrum eller organer for at fungere som kontrastmidler. Disse gasser har lav røntgendæmpning, hvilket resulterer i mørke områder på CT-billeder og hjælper med at skelne strukturer i kroppen.
5. Særlige kontrastmidler:
- I nogle tilfælde kan specialiserede kontrastmidler bruges til specifikke formål. For eksempel jod-baserede midler designet til at forbedre visualiseringen af galdegange (cholangiografi) eller kontrastmidler, der anvendes i hjerte-CT-scanninger for at vurdere hjertefunktionen.
Valget af kontrastmiddel til en CT-scanning afhænger af forskellige faktorer, herunder den specifikke kropsregion, der afbildes, patientens sygehistorie og eventuelle potentielle allergier eller følsomheder. Radiologen eller lægen vil bestemme det passende kontrastmiddel til brug baseret på de nødvendige diagnostiske oplysninger og patientens sikkerhed.