Den proces, der passerer periodiske kopier af routingborde fra router til router, kaldes routinginformationsprotokol (RIP) .

Sådan fungerer det:

1. Periodiske opdateringer: RIP -routere udsendte med jævne mellemrum hele deres routingtabel til alle deres direkte tilsluttede naboer. Dette sker som standard hvert 30. sekund.

2. afstandsvektor: RIP bruger en afstandsvektoralgoritme, hvilket betyder, at hver router opretholder en tabel med kendte destinationer og afstanden (hoptælling) for at nå dem.

3. Hoptælling: RIP bruger en hop count metric, hvilket betyder, at det tæller antallet af routere, en pakke skal passere for at nå sin destination. Det maksimale hoptælling er 15, hvorefter en rute betragtes som utilgængelig.

4. Ruteopdateringer: Når en router modtager en routingopdatering fra en nabo, sammenligner den de nye oplysninger med dens aktuelle routingtabel. Hvis en rute opdages med et lavere hopantal, opdaterer routeren sin tabel og annoncerer den nye rute til sine egne naboer.

5. konvergens: Gennem denne udveksling af routinginformation konvergerer RIP -routere gradvist efter et fælles overblik over netværkstopologien.

Fordele ved RIP:

* enkel at implementere og konfigurere: RIP er relativt ligetil at konfigurere og styre.

* let at forstå: Hop -tællingsmetrikken er let at forstå.

Ulemper ved RIP:

* Skalerbarhedsproblemer: RIP kan blive ineffektiv i store netværk på grund af udsendelsen af ​​hele routingborde.

* langsom konvergens: Ændringer i netværkstopologien kan tage lang tid at forplantes i hele netværket.

* looping: RIP kan lide af routingsløjfer i visse situationer, især med langsomme netværkslink.

alternativer til rip:

* OSPF (åben korteste sti først): OSPF er en mere avanceret routingprotokol, der bruger en link-state algoritme.

* BGP (Border Gateway Protocol): BGP er en Path-Vector-protokol, der bruges til routing mellem autonome systemer (ASS) på Internettet.

Mens RIP ikke er så vidt brugt som den engang var, anvendes den stadig i nogle mindre netværk.