En router bruger flere informationsstykker til at bestemme stien mellem en kilde- og destinationshost. Her er en sammenbrud:
1. Destination IP -adresse: Dette er den primære faktor. Routeren undersøger destinations -IP -adressen i pakkens header og bruger den til at slå den relevante rute op i dens routingtabel.
2. Routingtabel: Dette er hjertet i routerens beslutningsproces. Det indeholder poster til kendte netværk og deres tilknyttede næste humle (den næste router i stien). Routingtabellen er bygget igennem:
* Statisk routing: Manuelt konfigurerede ruter.
* Dynamisk routing: Automatisk lærte ruter ved hjælp af protokoller som RIP, OSPF eller BGP.
3. Netværksmaske: Netværksmasken bruges i forbindelse med destinations -IP -adressen til at identificere det specifikke netværk, som destinationsværten hører til. Dette hjælper routeren med at matche destinationsadressen til den korrekte post i dens routingtabel.
4. Interface: Routeren bestemmer den passende grænseflade til at videresende pakken igennem baseret på destinationsnetværket og routingtabelindgangen.
5. Metric: Til dynamisk routing kan routeren bruge en metrisk (som hoptælling eller båndbredde) til at prioritere forskellige ruter, der fører til den samme destination.
6. Servicekvalitet (QoS): Nogle routere kan prioritere trafik baseret på applikationstype eller andre faktorer. Dette kan have indflydelse på valg af sti til realtidsapplikationer som videokonferencer.
7. Pakkestørrelse og type: Selvom de er mindre almindelige, kan nogle routere overveje pakkestørrelse og type (f.eks. TCP eller UDP), når de beslutter den bedste sti, især hvis de har QoS -funktioner.
Kortfattet:
Routeren bruger destinations -IP -adressen som sin primære guide, der konsulterer dens routingtabel og tilhørende netværksmasker til at identificere den bedste sti. Den vælger derefter den passende grænseflade til videresendelse af pakken og kan overveje andre faktorer som metrisk, QoS eller Packet -egenskaber.
