Routere bruger to primære metoder til at lære om stier til destinationsnetværk:

1. Statisk routing: Denne metode involverer manuelt konfiguration af ruter på routeren. En administrator definerer specifikke stier til destinationsnetværk, inklusive den næste Hop -router og den tilhørende metrisk (omkostning).

* Fordele:

* Enkelt at implementere.

* Tilvejebringer forudsigelig og kontrolleret routing.

* Ideel til mindre netværk eller når der ønskes specifik routingadfærd.

* Ulemper:

* Kræver manuel konfiguration, som kan være tidskrævende og fejlberettet.

* Ikke skalerbar til store netværk.

* Mindre tilpasningsdygtig til netværksændringer.

2. Dynamisk routing: Denne metode anvender routingprotokoller som RIP, OSPF og BGP til automatisk at dele og lære routingoplysninger fra andre routere inden for netværket.

* Fordele:

* Automater ruteopdagelse og opdateringer.

* Meget skalerbar til store netværk.

* Tilpasses til netværksændringer dynamisk.

* Ulemper:

* Kræver konfiguration af routingprotokoller på alle routere.

* Kan være kompleks til at implementere og fejlfinde.

* Kan føre til routingsløjfer, hvis de ikke er konfigureret korrekt.

Sammenfattende er statisk routing en enklere tilgang med mere kontrol, men mindre fleksibilitet, mens dynamisk routing giver skalerbarhed og automatisk tilpasningsevne til prisen for kompleksitet. Valget mellem de to afhænger af de specifikke krav og størrelsen på netværket.