Selvom det er * teknisk * muligt at konfigurere en virtuel hukommelsesstørrelse mindre end den fysiske RAM -størrelse, er det næsten aldrig tilrådeligt til generelle operativsystemer og moderne applikationer. Her er en sammenbrud af hvorfor:

Hvorfor der findes virtuel hukommelse i første omgang:

* kørende programmer større end RAM: Den primære årsag er at give programmer større end den tilgængelige fysiske RAM mulighed for at køre. Operativsystemet bytter dele af programmets hukommelse mellem RAM og harddisken (swap -plads/sidefil) efter behov. Uden virtuel hukommelse ville du være strengt begrænset til den mængde RAM, du har.

* Hukommelsesbeskyttelse og isolering: Virtuel hukommelse giver hver proces sit eget virtuelle adresserum. Dette forhindrer, at en proces ved et uheld (eller ondsindet) får adgang til eller ændrer hukommelse, der hører til en anden proces. Hver proces mener, at den har sin egen dedikerede hukommelse, der forenkler programmering og forbedring af systemstabiliteten.

* Effektiv hukommelsesallokering: Virtuel hukommelse giver OS mulighed for at tildele hukommelse i ikke-sammenhængende blokke i RAM. Når fysisk hukommelse tildeles direkte, kan du løbe ind i fragmenteringsproblemer, hvor der er tilstrækkelig total gratis RAM, men ikke nok sammenhængende blokke til en ny proces eller tildeling.

* Hukommelseskortlægning: Virtuel hukommelse muliggør hukommelseskortlægning af filer direkte i en process adresserum. Dette er en meget effektiv måde at læse og skrive store filer på, da OS håndterer indlæsning og besparelse af filindhold på sider efter behov.

Hvorfor det er dårligt at have en virtuel hukommelse end fysisk RAM:

* grænser Programstørrelse: Du lukker effektivt den maksimale størrelse på ethvert program, der kan køre til størrelsen på den virtuelle hukommelse. Dette er en betydelig begrænsning, især med dagens store applikationer og datasæt.

* øgede out-of-hukommelsesfejl: Selv hvis et programs kode og data * kunne * passe ind i RAM, kan operativsystemet stadig prøve at afsætte mere virtuel adresserum end tilgængeligt, hvilket fører til fejl uden for hukommelsen og programulykker.

* brudt hukommelsesbeskyttelse: Mens du stadig teknisk set har virtuelle adresserum, vil den grad, hvor OS kan bruge det virtuelle hukommelsessystem til at beskytte mod hukommelsesproblemer, være meget begrænset.

* hindrer systempræstation: Hvis du har masser af RAM, vil du have OS til at styre det effektivt. Begrænsning af virtuel hukommelse hindrer denne proces.

Hvornår kan det * virke * nyttigt? (Sjældne og specifikke tilfælde)

Der er ekstremt nichescenarier, hvor en meget mindre virtuel hukommelsesstørrelse * kan * overvejes, men de er meget specialiserede og ikke anbefales til generelle brugere:

* indlejrede systemer med ressourcebegrænsninger: I meget ressourcebegrænsede indlejrede systemer (f.eks. Mikrokontrollere), hvor RAM er ekstremt begrænset, og programstørrelsen vides at være lille, deaktiverende eller væsentligt begrænsende virtuel hukommelse kan være et designvalg for at reducere kompleksiteten og overhead for operativsystemet. Selv i mange indlejrede systemer er et minimalt virtuelt hukommelsessystem imidlertid ofte fordelagtigt.

* Specialiseret videnskabelig computing (meget sjælden): I nogle meget specifikke højtydende computing-scenarier, hvor hukommelsesadgangsmønstre er ekstremt forudsigelige og veloptimerede, og applikationen er omhyggeligt designet til at passe helt inden for RAM, kan * muligvis * være en teoretisk præstationsgevinst (meget mindre) ved at fjerne overheadet til virtuel hukommelsesoversættelse. Dette er dog en meget avanceret optimeringsteknik, og fordelene er sandsynligvis ubetydelige sammenlignet med de potentielle risici.

* debugging/testning (midlertidig): En mindre virtuel hukommelsesstørrelse kunne bruges * midlertidigt * under fejlsøgning eller test for at simulere hukommelsestryk og identificere hukommelseslækager eller andre hukommelsesrelaterede problemer i et program. Dette er ikke en konfiguration til normal brug.

Konklusion:

For næsten alle moderne computersystemer og applikationer anbefales det at have en virtuel hukommelsesstørrelse * i det mindste * lig med den fysiske RAM -størrelse. I de fleste tilfælde er det endnu bedre at have det markant større (f.eks. 1,5 til 2 gange den fysiske RAM) til at håndtere hukommelsesintensive opgaver og forhindre fejl uden for hukommelsen. Resultatfordelene ved virtuel hukommelse opvejer langt de potentielle ulemper i langt de fleste situationer. Medmindre du er en meget erfaren systemadministrator eller indlejrede systemudvikler, der arbejder på et højt specialiseret projekt, skal du holde dig til de standard virtuelle hukommelsesindstillinger leveret af dit operativsystem.