Det er en almindelig misforståelse, at stemme- og videotrafik primært sendes over TCP. Mens TCP stadig bruges i nogle tilfælde, er
UDP den dominerende protokol for realtidsstemme- og videokommunikation På dagens internet. Her er hvorfor:
* lav latenstid: UDPs forbindelsesløse natur giver mulighed for hurtigere transmission og mindre forsinkelse sammenlignet med TCPs tre-vejs håndtryk og genanvendelsesmekanismer. Dette er afgørende for realtidsapplikationer, hvor selv mindre forsinkelser kan påvirke kvaliteten af oplevelsen.
* Ingen overbelastningskontrol: UDP anvender ikke overbelastningskontrolmekanismer som TCP. Dette betyder, at det ikke bremser transmissioner, selv når netværksforholdene er dårlige, hvilket kan være fordelagtigt i realtidskommunikation.
* Effektivitet: TCP involverer overhead til fejlkontrol og videresendelse, hvilket kan være spildt for realtidsmedier, hvor noget pakketab er acceptabelt. UDP minimerer dette overhead, hvilket gør den mere effektiv til at transmittere store mængder data hurtigt.
TCP spiller dog stadig en rolle i nogle aspekter af stemme- og videokommunikation:
* Kontrolmeddelelser: Signalerings- og kontrolinformation, såsom sessionopsætning og nedrivning, bruger ofte TCP til dens pålidelighed.
* streaming applikationer: Nogle videostreamingtjenester bruger muligvis TCP til indledende opsætning og indholdslevering, især når båndbredden er begrænset eller pålidelighed prioriteres.
Den vigtigste takeaway er, at UDP er blevet den foretrukne protokol for realtidsstemme og video på grund af dens lave latenstid og effektivitet, mens TCP forbliver relevant for kontrol og specifikke streaming-scenarier.
Det er værd at bemærke, at avancerede teknologier som RTP (realtidstransportprotokol) er bygget oven på UDP og giver yderligere optimeringer og funktioner specifikt til multimediekommunikation.
