Der er ikke et enkelt "alfabet" i computerkode. Det afhænger af konteksten og hvad du taler om. Her er en sammenbrud:

1. Karakterkodning:

* ASCII (American Standard Code for Information Interchange): Dette er en standard for at repræsentere tekstfigurer, der bruger tal. Den bruger 7 bit (128 mulige kombinationer) til at repræsentere store bogstaver og små bogstaver, tal, tegnsætning og nogle kontrolpersoner. Dette er den mest almindelige kodning til engelsk tekst.

* unicode: En mere omfattende kodningsstandard, der kan repræsentere karakterer fra næsten ethvert sprog i verden. Den bruger flere bits end ASCII til at imødekomme et meget større udvalg af karakterer.

* UTF-8: Et populært kodningsskema, der bruger et variabelt antal byte til at repræsentere tegn. Det er kompatibelt med ASCII og kan repræsentere de fleste af figurerne i Unicode.

2. Programmeringssprog:

* Kildekode: Programmeringssprog bruger en kombination af bogstaver, tal og symboler til at oprette instruktioner. De tilladte specifikke karakterer afhænger af selve sproget. For eksempel bruger Python understregninger i variable navne, mens C ++ ikke gør det.

* Nøgleord: De fleste programmeringssprog har reserveret nøgleord, der har specifikke betydninger. Disse ord består typisk af bogstaver og tal.

* Identifikatorer: Dette er navne, der gives til variabler, funktioner og andre programmeringskonstruktioner. Reglerne for oprettelse af identifikatorer varierer mellem sprog.

3. Datakonstruktioner:

* strenge: Dette er sekvenser af tegn, som typisk er kodet ved hjælp af ASCII eller Unicode.

Kortfattet:

Der er ingen enkelt "alfabet" i computerkode. I stedet bruger forskellige systemer og kontekster forskellige repræsentationer til tekstfigurer. At forstå disse kodningsstandarder og de specifikke tegnsæt, der bruges i forskellige programmeringssprog, er afgørende for at arbejde med kode.