Der er ikke en enkelt, universelt accepteret betegnelse for praksis for en organisation, der ikke bruger sit eget it -personale til at udvikle brugerdefineret software. Her er dog nogle udtryk, der beskriver denne praksis med forklaringer på deres nuancer:

1. Outsourcing: Dette er det mest generelle udtryk og dækker en bred vifte af scenarier, hvor en organisation kontrakter med en ekstern part til at udføre opgaver, der kunne udføres internt. Outsourcing af softwareudvikling kan involvere at ansætte et dedikeret team, deltage i en projektbaseret kontrakt eller bruge en platform som Upwork.

2. Offshoring: Dette henviser specifikt til outsourcing af arbejde til et firma beliggende i et andet land, ofte for omkostningsbesparelser.

3. Nearshoring: I lighed med offshoring, men arbejdet outsources til et firma i et naboland, ofte for at reducere kommunikationsbarrierer og kulturelle forskelle.

4. Software som en service (SaaS): Dette henviser til at bruge en skybaseret softwareløsning, der allerede er bygget og vedligeholdt af en tredjepartsudbyder. Mens de er teknisk ikke tilpasset udvikling, tilbyder nogle SaaS -platforme tilpasningsmuligheder.

5. Tredjepartsudvikling: Dette udtryk bruges ofte, når man henviser til at engagere et specifikt softwareudviklingsselskab eller agentur til at opbygge brugerdefineret software.

6. Ekstern softwareudvikling: Dette er et bredt udtryk, der dækker enhver situation, hvor softwareudviklingen udføres af en part uden for organisationens eget it -personale.

7. Vendor-ledet udvikling: Dette fremhæver specifikt sælgerens rolle i at lede softwareudviklingsprocessen.

Det bedste udtryk at bruge afhænger af den specifikke kontekst og arten af ​​forholdet til det eksterne parti.