Automatisk vævsbehandling henviser til brugen af ​​automatiseret udstyr til at behandle biologiske vævsprøver til histologisk analyse, såsom mikroskopi. Dette involverer forskellige trin til at forberede vævet til indlejring i paraffinvoksblokke, hvilket giver mulighed for at skabe tynde sektioner, der kan farves og undersøges under et mikroskop.

De vigtigste trin i automatisk vævsbehandling omfatter typisk:

1. Vævsfiksering: Vævsprøver nedsænkes i et fikseringsmiddel, såsom formalin, for at bevare deres cellulære strukturer.

2. Dehydrering: Det fikserede væv dehydreres gennem en række graderede ethanol- eller isopropanolopløsninger for at fjerne vand fra vævet.

3. Rydning: Efter dehydrering behandles vævet med et rensemiddel, såsom xylen eller toluen, for at fjerne alkoholen og gøre den gennemsigtig.

4. Infiltration: Det rensede væv infiltreres derefter med smeltet paraffinvoks, som gradvist erstatter rensningsmidlet i vævet. Dette trin udføres ofte i et vakuumkammer for at lette voksinfiltration.

5. Indlejring: Vævet infiltreret med paraffinvoks placeres i en form og får lov til at afkøle og størkne, hvilket danner en paraffinblok med vævet indlejret i det.

6. Sektionering: Tynde sektioner (typisk 5-10 mikrometer tykke) skæres fra paraffinblokken ved hjælp af en mikrotom, et præcisionsinstrument, der kan producere ensartede snit. Disse sektioner monteres derefter på glasplader.

7. Farvning: Vævssektionerne på objektglassene farves med farvestoffer eller reagenser for at fremhæve specifikke cellulære komponenter eller strukturer af interesse. Almindelige farvningsteknikker omfatter hæmatoxylin og eosin (H&E) farvning, som giver grundlæggende vævsmorfologi.

8. Dækglas: Et dækglas er monteret over den farvede vævssektion for at beskytte den og bevare farvningen.

Brugen af ​​automatiserede vævsprocessorer giver standardiseret og effektiv behandling af vævsprøver, hvilket reducerer menneskelige fejl og sikrer konsistens i forberedelsen af ​​højkvalitets histologiske snit til mikroskopisk analyse. Denne automatisering er afgørende i kliniske laboratorier, patologimiljøer og forskningsmiljøer, hvor høj prøvegennemstrømning og pålidelighed er afgørende.