I Linux er en underrutine, ofte omtalt som en funktion eller procedure, en kodeblok designet til at udføre en bestemt opgave og kan kaldes fra andre dele af et program. Subrutiner giver mulighed for bedre kodeorganisering, modularitet og kodegenanvendelighed. Her er en generel oversigt over, hvordan en subrutine fungerer i Linux:
1. Funktionserklæring :Subrutinen deklareres først, med angivelse af dens navn, returtype (hvis nogen) og typen og antallet af dens parametre (hvis påkrævet). I det C-programmeringssprog, der almindeligvis bruges i Linux, ser en funktionserklæring typisk ud som:
```c
return_type funktionsnavn(parameterliste);
```
2. Funktionsdefinition :Underrutinen defineres ved at levere dens implementering, som består af den kode, der udfører den ønskede opgave. Det starter typisk med tegnet '{' og slutter med '}'. Funktionsdefinitionen inkluderer de udsagn og logik, der kræves for at udføre opgaven.
3. Funktionskald :For at udføre en underrutine skal du kalde den inde fra dit program. I C kan du kalde en funktion ved at bruge dens navn efterfulgt af de relevante argumenter inden for parentes:
```c
resultat =funktionsnavn(argument1, argument2);
```
4. Udførelse af funktioner :Når en funktion kaldes, overføres programstyringen til funktionens kodeblok. De argumenter, der sendes til funktionen, evalueres og gemmes i funktionens lokale variable. Funktionen udfører sine udsagn og udfører sin tilsigtede opgave.
5. Returerklæring :Hvis funktionen forventes at returnere en værdi (f.eks. et heltal eller en streng), skal den bruge "retur"-sætningen efterfulgt af den værdi, der skal returneres. Når en 'retur'-sætning stødes på, afsluttes funktionen med det samme, og programstyringen vender tilbage til det punkt, hvorfra funktionen blev kaldt.
6. Lokale variabler :Underrutiner kan have lokale variable erklæret inden for deres omfang. Disse variabler er kun tilgængelige i funktionen og er ikke synlige uden for den. De bliver ødelagt, når funktionen vender tilbage.
7. Beståede argumenter :Subrutiner kan videregive argumenter på forskellige måder, såsom ved værdi (en kopi af argumentet sendes) eller ved reference (den faktiske placering i hukommelsen videregives). I Linux sendes argumenter typisk efter værdi, medmindre andet udtrykkeligt er angivet.
8. Rekursion :Subrutiner kan kalde sig selv, en teknik kendt som rekursion. Dette giver mulighed for, at komplekse opgaver kan opdeles i mindre delproblemer, der kan løses sekventielt. Rekursion bør dog bruges omhyggeligt for at undgå stak overløb og sikre effektiv programudførelse.
Sammenfattende er underrutiner i Linux funktioner eller procedurer, der udfører specifikke opgaver og kan kaldes fra forskellige dele af et program. De forbedrer kodeorganisering, modularitet og genbrugbarhed, hvilket gør det muligt for udviklere at skabe mere effektive og vedligeholdelige programmer.
