De tidligste vinduer var simple åbninger i bygningers vægge, uden glas eller anden belægning. Disse åbninger tillod lys og luft at komme ind, men de lukkede også regn, vind og støv ind. Til sidst begyndte folk at dække disse åbninger med dyreskind eller klæde for at holde elementerne ude.

I det 1. århundrede e.Kr. begyndte romerne at lave vinduer af glas. Glas var en luksusvare på det tidspunkt, så kun de velhavende havde råd til at have glasvinduer. Glasvinduer var også meget små, da det var svært at fremstille store glasstykker.

Med tiden blev produktionen af ​​glas mere effektiv, og glasvinduer blev mere almindelige. I det 13. århundrede blev glasvinduer brugt i kirker og slotte i hele Europa.

Den første store forbedring af vinduer kom i det 16. århundrede, da den venetianske opfinder Angelo Barovier udviklede en metode til fremstilling af klart glas. Dette gav mulighed for produktion af meget større vinduer, som lukkede mere lys ind og gjorde værelser mere rummelige.

I 1800-tallet gjorde udviklingen af ​​dobbelthængte vinduer vinduer mere energieffektive. Dobbelthængte vinduer består af to vinduer, der glider op og ned, hvilket giver mulighed for bedre ventilation og isolering.

I dag findes vinduer i en lang række forskellige stilarter og materialer. De er en væsentlig del af ethvert hjem og giver lys, ventilation og udsigt til omverdenen.