Daily Archives: November 9, 2013

Universet forekommer at være et sted, hvor kemiske reaktioner vil vantrives. Det er koldt, tomt og ensformigt.

I det interstellare rum er temperaturen typisk 10-50 kelvin. Antallet af partikler pr. kubikcentimeter ligger mellem tusind og en million – i en kubikcentimeter flydende vand er der til sammenligning 10^22 molekyler. I mælkevejen med mere end 100 milliarder stjerner udgør hydrogen og helium 97,9 procent af massen – kun 0,1 procent er oxygen, og kulstof udgør det halve heraf.

Alligevel myldrer det med kemiske forbindelser i rummet. Hen ved 180 forskellige er allerede fundet.

»Vi lever i et molekylært univers,« forklarer astrokemikeren Lucy Ziurys på sin hjemmeside på University of Arizona.

De mest almindelige grundstoffer i de kemiske forbindelser er hydrogen, kulstof, nitrogen og oxygen, men også jern, titan og andre grundstoffer er fundet i molekyler.

De fleste forbindelser, der er fundet til dato, indeholder kun to eller tre atomer, men der kendes også organiske molekyler med 10 og flere atomer.

Molekylerne detekteres med radioastronomi eller infrarød spektroskopi, da deres vibrations- eller rotationstilstande giver anledning til absorption og emission ved bestemte bølgelængder. På den måde sætter molekylerne karakteristiske fingeraftryk i de signaler, der modtages fra rummet.

Komplekse molekyler med mange atomer sætter dog kun ganske svage aftryk og er derfor vanskelige at identificere.

Kulstof og sukker

Nogle af forbindelserne er fundet i områder af universet, der er forholdsvis varme, og hvor koncentrationen af partikler er høj.

Det er eksempelvis tilfældet for de største molekyler, der er observeret i rummet, de fodboldformede kulstofmolekyler C60 og C70.

Jan Cami fra University of Western Ontario i Canada beskrev sammen med tre medforfattere for tre år siden i Science, hvordan de havde observeret disse i en gassky, en såkaldt planetarisk tåge – 6.500 lysår fra jorden.

Opdagelsen blev gjort med Nasas Spitzer-rumteleskop.

Sukkermolekylet glycolaldehyd (HCOCH2OH) er et andet interessant lidt større molekyle, der er fundet i rummet.

Sidste år kunne Jes K. Jørgensen fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet berette i Astrophysical Journal Letters, at han ved brug af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der nu består af 66 antenner i Chile, havde fundet det i nærheden af en ung stjerne, af samme type som vores egen sol, 400 lysår borte.

Ydermere var molekylerne på vej ind i solsystemet omkring stjernen. Det er interessant, for molekylet indgår i processer, der danner mere komplekse molekyler af relevans for biologisk aktivitet.

Støvskyen, der danner solsystemet, har en temperatur omkring 10 kelvin. Når stjernen er dannet, bliver støvskyen varmet op til omkring stuetemperatur.

Der findes flere alternative processer til, hvordan glycolaldehyd kan dannes, men Jes K. Jørgensen noterede i artiklen, at observationerne var konsistente med, at det var opstået ved en reaktion, der involverede methanol (CH3OH) og carbonoxid (CO) i forbindelse med ultraviolet stråling.

Aminosyrer er nøglen til livet

Aminosyrer er særligt interessante at finde i universet, da de så at sige er livets byggeblokke.

Der var igennem mange år usikkerhed om, hvorvidt den mindste aminosyre, glycin (NH2CH2COOH), var detekteret i rummet.

I 2008 opdagede tyske forskere dog en forløber for glycin, amino-acetonitril (NH2CH2CN), i et område nær mælkevejens centrum kaldet Sagittarius B2. Endelig kunne Nasa i 2009 bekendtgøre, at der var fundet glycin i halen fra kometen Wild 2, da Stardust-missionen opsamlede materiale under en passage i 2004.

Spørgsmålet er så, hvordan aminosyrer dannes i universet. På jorden sker det gennem en lang kæde af komplekse reaktioner i planter og dyr, som understøttes af enzymer, der er udviklet til dette formål gennem millioner af år.

Ralf Kaiser fra University of Hawaii har genskabt betingelser i laboratoriet, der minder om det kolde univers.

Herved har han vist, at processen i universet forløber nogenlunde som Strecker-syntesen, der har været anvendt industrielt siden 1800-tallet, hvor man blander aldehyd, ammoniak og cyanid, varmer det op og tilfører syre.

I rummet kommer energien fra ioniserende stråling, og processen sker i forbindelse med isbelagt kosmisk støv indeholdende bl.a. kulstofdioxid og ammoniak.

Reaktionen kræver mindre energi, når den sker på overfladen af støvpartiklerne, som også opsamler den overskudsenergi, der bliver frigivet.

Ralf Kaiser undersøger nu i laboratoriet, om to aminosyrer kan reagere på støvet og danne et dipeptid, som er et lille protein.

Tunneleffekten hjælper til

Støv hjælper dog ikke alle kemiske processer.

Sidste år opdagede astronomer methoxy-molekyler indeholdende kulstof, hydrogen og oxygen i en molekylær sky omkring 600 lysår fra jorden. Det var umuligt at skabe dette molekyle i laboratoriet ved hjælp af støvkorn.

Ved et tilfælde opdagede Dwayne Heard fra University of Leeds dog, at reaktionshastigheden for hydroxyl-radikaler ikke fulgte den forventede kurve, så reaktionerne forløb langsommere og langsommere, når temperaturen blev sænket.

I en nylig artikel i Nature Chemistry er beskrevet, at reaktionshastigheden omkring 70 kelvin er 100 gange så hurtig som reaktionshastigheden ved 200 kelvin og omkring 10 gange så hurtig som reaktionshastigheden ved 500 kelvin.

»Gosh! Der må foregå noget andet,« siger han til New Scientist.

Det andet er kvantemekanik og tunneleffekten.

Ved de lave temperaturer er det muligt for molekylerne at være i kontakt med hinanden i relativ lang tid. Det gør det muligt for reaktionen at gennembryde energibarrieren for den kemiske reaktion via tunneleffekten, som er et kvantemekanisk fænomen, der også udnyttes i bl.a. halvlederelektronik.

Effekten er størst for små atomer og derfor særligt relevant for processer, hvor der indgår hydrogen, beskrev Johannes Kästner fra Universität Stuttgart mere indgående i en nylig artikel i Computational Molecular Science.

Tunneleffekten gør det derfor muligt for hydrogenatomer i reaktionen mellem methanol (CH3OH) og hydroxylradikalet (OH) at danne et methoxyradikal (CH3O).

Fjerner man et hydrogenatom herfra, får man formaldehyd (CH2O), som via yderligere reaktioner kan danne mere komplekse organiske molekyler. Om det rent faktisk sker i universet, vides dog ikke endnu.

Der er således stadig en lang række uafklarede forhold om kemien i kosmos, men kemikere og astronomer har for alvor sat gang i forskningen om det molekylære univers.

I dag bliver invasive arter ført rundt på verdenshavene i handelsskibenes ballasttanke og påfører lokalt varige skader, når skibene lader ballastvandet fosse ud i havnen i takt med, at de tager last ombord.

Snart er det imidlertid slut. Industrien forventer, at IMO i år ratificerer en konvention, som bestemmer, at skibene senest fra 2015 skal have anlæg ombord, der kan rense ballastvandet.

Et verdensmarked med en samlet handelsflåde på mere end 60.000 eksisterende skibe samt et årligt nybygningsmarked på mellem 1.400 og 2.000 skibe er dermed ved at åbne sig for et dansk firma, der kan levere det produkt, skibene skal bruge.

Det dansk udviklede såkaldte in-tank system fra virksomheden Bawat tager i al sin enkelhed vandet fra ballasttanken, varmer det kortvarigt op og pasteuriserer det. Procesvarmen bliver trukket fra overskudsvarmen i skibets kølevand. Og i modsætning til markedets eksisterende modeller, der baserer sig på filtre, uv-stråling og kemikalier, og som fungerer, når skibet har lagt til kaj og tager vand ind, foregår den dansk-udviklede opvarmnings- og pasteuriseringsproces til søs, forklarer Kim Diederichsen, direktør for Bawat:

»Når fragten bliver losset ved kajkanten, tager skibet samtidig ballastvand ind og stævner med fyldte ballasttanke mod næste havn. På rejsen går recirkuleringsprocessen i gang, hvor vandet fra ballasttanken bliver suget ind over anlægget, ilten fjernet, og vandet sendt tilbage i tanken, efter at bakterier og plankton er slået ihjel. Det foregår i et loop og bliver recirkuleret et par gange. På den måde behandler vi tanksæt for tanksæt.«

Kim Diederichsen er selv uddannet skibsfører og ved af erfaring, at skibets besætning i forvejen har nok at se til med at losse og laste:

»Derfor ser rederne en klar fordel i ikke at tilføre flere opgaver under losning og lastning og i stedet rense vandet, når skibet har forladt havnen og er på vej mod næste havn,« siger Kim Diederichsen og tilføjer, at systemet har den indbyggede fordel, at det i kraft af rensningsprocessen beskytter mod rust i ballasttankene og derved forlænger skibets levetid.

På sin vej gennem certificeringsprocessen gennemgår Bawats system pt. land- og søbaserede test med støtte fra Den Danske Maritime Fond. To af tre planlagte test er gennemført under sejlads på gastankskibet Henrietta Kosan som led i en samarbejdsaftale med Lauritzen Kosan fra Lauritzen-rederiet. Til forskel fra andre systemer fungerer Bawats teknologi med alle typer vand, dvs. saltvand, brakvand og ferskvand. Og Kim Diederichsen vurderer, at systemet er certificeret inden næste sommer og derefter klar til salg.

Som en tommelfingerregel udgør ballastvandskapaciteten knapt 40 procent af de relevante skibes tonnage, der ligger mellem 1.000 og 320.000 ton dødvægt.

Forhistorien er, at IMO i 2004 vedtog en resolution, der er ved at blive ratificeret. Industrien venter, at ratificeringsprocessen er afsluttet i år eller næste år.

Indtil da pumper verdens tusinder af handelsskibe mellem 500 og 100.000 m3 ballastvand ud, hver gang de tager last ombord.

Den årlige dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der varer indtil 17. november, præsenterer film om blandt andet Stephen Hawking, Higgs-bosonen og internettets kulturelle omvæltninger.

Stephen Hawking blev for alvor berømt, da hans bog ’A Brief History of Time’ om universets oprindelse udkom i 1988. Bogen er solgt i mere end ti millioner eksemplarer og oversat til mere end 40 sprog. Den beskrives af og til som verdens mest solgte, men mindst læste bog.

Stephen Finnigans film om Hawking er et ordspil på bogens titel. Fortælleren i ’A Brief History of Mine’ er Hawking selv med sin karakteristiske syntetiske stemme.

Stephen Hawking er fysikkens rock star, den mest kendte og lettest genkendelige videnskabsmand. Han beskrives jævnligt som den klogeste mand på Jorden, selv om et sådant udtryk nu forekommer meningsløst.

Under sine første studieår var Stephen Hawking en flittig selskabsløve, der også involverede sig i universitetets sportsaktiviteter som styrmand i robådene, men i øvrigt ikke brugte megen tid på sine studier, som det var helt almindeligt ved Oxford University omkring 1960.

Allerede da han var 20 år, opstod de første tegn på sygdom. Filmen giver et godt indtryk af Hawkings liv og hans kamp mod sygdommen, der i dag har lænket ham til en kørestol, hvor han med egne ord er fanget i sine egne tanker.

Hawking har optrådt i talrige tv-shows og sammenhænge, som det ikke bekommer andre topforskere. I filmen erkender han nøgternt, at berømmelsen nok i mindst lige så høj grad skyldes hans kørestol og sygdom som hans forskning.

Men han nyder berømmelsen. »Det har sine fordele at være en berømt person,« siger Hawking.

Filmen giver et godt indblik i et ekstraordinært liv. Ud over Hawking selv optræder en lang række topforskere og kendte personer i filmen. Men det er hans ekskone, Jane Hawkings, kærlige og ærlige kommentarer, der står stærkest, når filmen er slut. Filmen er dog først og fremmest Hawkings egen fortælling. Det forhold er også filmens største problem. Selvportrætter er sjældent lige så interessante som portrætter.

Partikelfeber hos Cern

Fillmen ’Particle Fever’ følger jagten på Higgs-bosonen ved Cern. Den er instrueret af Mark Levison, som har en ph.d. i teoretisk fysik fra University of California. Han har fulgt arbejdet med opbygningen af Large Hadron Collider (LHC), igangsætningen af acceleratoren i 2008 og det efterfølgende uheld med en af magneterne, der førte til næsten to års forsinkelse.

Vi følger fysikeres og teknikeres begejstring og frustrationer undervejs og slutter med de helt store emotionelle udbrud ved Cerns annoncering af opdagelsen af Higgs-bosonen 4. juli 2012.

Ud over superflotte billeder fra LHC og lækre animationer er filmens styrke, at den giver indblik i fysikernes tanker og arbejdsproces både på Cern og hos teoretikere på afstand som amerikaneren af iransk afstamning Nima Arkani-Hamed fra Institute for Advanced Studies i Princeton, der er en af de helt store stjerner blandt den yngre generation af fysikere.

Man skal ikke forvente at blive informeret eller belært om detaljer i partikelfysikken. Det kan man alt efter smag vælge enten at betragte som en styrke eller svaghed ved filmen. Er man blot en lille smule betaget af LHC, går man dog ikke galt i byen med denne film.

Opbrud hos kulturen

To film sætter fokus på, hvordan internettet har forandret gamle brancher og tænkemåder.

Ben Lewis fortæller i ’Google and the World Brain’ om Googles projekt med at scanne alle bøger i verden og skabe et universelt bibliotek – en tanke, som H.G. Wells fremsatte i 1937 og kaldte en ‘World Brain’, men som hovedidé kan føres flere tusinde år tilbage.

Filmen fortæller om kultursammenstødet mellem Googles ingeniører og den etablerede biblioteksverden verden over, som kulminerede i en retssal i New York i 2011. Den stiller spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en demokratisering af viden eller om et nyt monopol. Det er en god klassisk dokumentarfilm.

Alex Winter beretter i ’Downloaded’ om, hvordan Napster forandrede den måde, vi lytter til musik på, og hvordan den kommercielle musikindustri totalt fejlbedømte udviklingen og forretningsmulighederne.

Historien begynder i slutningen af det forrige århundrede, mens Dotcom-boblen blev blæst større og større op.

I størstedelen af filmen hører vi aktørerne fortælle deres historie i korte sammenklip. Et meget højt tempo i fortællestilen kommer dog til at virke lidt rodet og faktisk lidt kedeligt i længden. Der er for megen gentagelse.

Det mest interessante kommer til sidst, hvor der berettes om Napsters betydning for tjenester som iTunes og Spotify og tages fat på spørgsmålet om, hvorvidt man skal kæmpe mod ny teknologi eller tilpasse sig.

Ifølge Lawrence Lessig fra Safra Foundation Center for Ethics ved Harvard University var forsøget på at kriminalisere en hel generation, der ville hente deres musik via internettet, en komplet fejltagelse. De eneste økonomiske vindere blev advokaterne. Det blev kulturens Vietnam.

Tidens dilemma

Endelig er der også mulighed for at se en film om tid.

Tidsbegrebet har interesseret fysikere og filosoffer i hundredvis af år. Augustin (354-430) er berømt for citatet: ‘Hvad er ’tid’? Hvis ingen spørger mig om det, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det til en, der spørger, ved jeg det ikke’.

For Newton var tiden en absolut størrelse, Einstein gjorde den relativ. I dag diskuterer fysikere ivrigt, om tid er en fundamental størrelse, eller om den automatisk opstår på grund af mere fundamentale fysiske principper.

‘Die Zeit vergeht wie ein brüllender Löwe’(Tiden går som en brølende løve) er en filosofisk og meget personlig film om tid af 41-årige tyske Philipp Hartmann, der lider af kronofobi – frygt for tidens gang.

Filmen, hvis titel er et udtryk, Philipp Hartmann hørte af sin bedstemor, inkluderer et besøg hos PTB i Braunschweig, der udsender et 77,5 kHz signal, som holder styr på tiden i Tyskland og store dele af Europa.

Der bliver også flettet lidt ind om Einsteins tvillingeparadoks, men det er nu ikke for de videnskabelige eller teknologiske elementer, man skal se filmen. Det er først og fremmest den visuelle oplevelse, der gør den til en speciel og meget anderledes oplevelse.

Torino
I Torino har selskabet BetaRenewables gjort det, som mange i biobrændstofbranchen kun har drømt om – nemlig bygget et fuldskala-anlæg til produktion af andengenerations (2G) bioethanol, der kører på strå og halm fra lokalt dyrket hvede, majs, ris og enkelte energiafgrøder.

Og vel at mærke et anlæg, som – ifølge selskabets karismatiske direktør – årligt vil kunne producere op til 75 millioner liter bioethanol til en konkurrencedygtig pris.

Anlægget anvender Novozymes’ nyeste enzymer, og Novozymes har i 2012 købt sig ind i BetaRenewables med 10 procent, så det er med tydelig stolthed og glæde, at topledelsen i Novozymes en grå oktoberdag fremviser det skinnende, blanke bevis på, at kommerciel 2G-bioehanol-produktion er en realitet.

Kapacitet: 60.000 ton bioethanol/år

Biomasseforbrug: 270.000 ton/år

Udbytte: 1 t biomasse = 200 kg bioethanol

Produktionspris: 2,40 kr. pr. liter

Restprodukt: Lignin og vand

Energiforbrug: 4 MW pr. time

Antal medarbejdere: 40-50

Pris: 1,1 mia. DKK

Selskabet: BetaRenewables ejes af teknologivirksomheden Chemtex, den amerikanske investeringsfond TPG samt Novozymes.

»Vi ser nu det tidlige stade af kommercialisering af teknologien, hvor store spillere begynder at bygge 2G-anlæg. Markedet har brug for færdige løsninger, og derfor går vi ind i samarbejder som dette med BetaRenewables og hjælper dem med at udvikle så effektive koncepter som muligt. Det er ikke længere nok bare at sælge enzymer,« forklarer Sebastian Soderberg, Vice President i Biomass Conversion hos Novozymes.

Vil levere turnkey-anlæg

Forretningsmodellen for BetaRenewables er nemlig ikke at eje fabrikker og producere bioethanol, men at levere totalløsninger til kunder ‘med biomasse og penge’, så køberen blot skal sørge for finansiering og for salg af biobenzinen. Ifølge administrerende direktør Guido Ghisolfi har man allerede indgået tre sådanne kontrakter i Sydamerika og Mexico. Målet for selskabet er 15-25 kontrakter frem til 2017.

Men tilbage til det store og imponerende procesanlæg, der har kostet godt 1,1 milliarder kroner at bygge, og som officielt blev indviet 9. oktober. Vi starter rundturen pædagogisk, dér hvor råvaren – som foreløbig er halm – kommer ind og bliver snittet og varmebehandlet, før det dampende føres over i den enhed, hvor Novozymes’ avancerede CTec-enzymer kommer til fadet. De plukker sukrene fri fra ligninen (et biologisk polymer i halmen), således at gæren kan komme til at gøre sit arbejde i den efterfølgende gæringsproces.

Enzymer befrier al sukkeret

Novozymes’ CTec-enzymer kan frigøre begge de to sukkerarter C6 og C5 fra halmen, hvilket øger bioethanoludbyttet pr. ton biomasse betydeligt i forhold til tidligere, hvor man kun kunne udnytte C6-sukrene og dermed fik et melassebiprodukt ud af processen. Det var for eksempel tilfældet i den produktionsproces, som det danske Inbicon-anlæg har benyttet.

Efter gæringen fyldes væsken, som nærmest er en slags øl, på store tanke, hvorfra den går til traditionel destillering. De store mængder vand, der anvendes til processen – cirka lige så store mængder som mængden af tilført biomasse – renses i fabrikkens eget store rensningsanlæg, hvor man laver biogas af spildevandet undervejs og genanvender vandet til sidst.

Så er ethanolen færdig og klar til salg. Ifølge selskabet vil fabrikationsprisen være 500-570 dollars pr. ton, når anlægget er fuldt optimeret, hvilket skal sammenlignes med en benzinpris på 900 kr. pr. ton.

Spildproduktet i processen er lignin-fibrene, som anvendes i fabrikkens kraftværk, der har en effekt på 13 MW. BetaRenewables gør meget ud af, at anlægget er selvforsynende med procesenergi, men da vi besøger stedet, er brændslet dog træflis, og rundviseren forklarer, at man kun lige er gået i gang med at se på, hvordan man kan skille ligninen ud efter forbehandlingen.

Godt betalt grøn strøm luner

Kraftværket er med sine 13 MW bygget rigeligt stort og kan producere tre gange så meget strøm, som fabrikken behøver. Grøn strøm er nemlig rigtig godt betalt i Italien, så salg af grøn strøm til nettet giver et pænt bidrag til økonomien i bioethanolfremstillingen. En ledende medarbejder afviser dog, at bidraget er afgørende for bioethanolproduktionens business case.

Selvom anlægget nu er i drift, så regner man med at skulle bruge resten af i år og næste år på at optimere og teknisk raffinere processerne i anlægget, før man kommer op på den maksimale produktion på 75 millioner liter bioethanol med anvendelse af 270.000 ton biomasse pr. år.

Nye enzymer gør forskel

For Novozymes er biomasseomsætning ved hjælp af enzymer et af fire strategisk vigtige forretningsområder. Og et område, som selskabet allerede har investeret mange penge i ud fra en forventning om, at markedet bliver rigtig stort, når eller hvis det kommer. Her satser man derfor på et tidligt samarbejde med alle de vigtigste spillere på markedet for at kunne høste fordel af at være først. Konkret er målet at levere enzymer til mindst 15 kommercielle bioethanolanlæg i løbet af de næste tre år.

Novozymes’ nye administrerende direktør Peder Holk Nielsen giver teknologiudviklingen inden for netop enzymer sin del af æren for, at udbyttet pr. ton biomasse er øget væsentligt, og at 2G-teknologien dermed er kommet tættere på markedet:

»I dag kan vi gøre ting, vi slet ikke troede muligt for bare fem år siden. For eksempel kan vi nu designe unikke enzymer til de enkelte, unikke kunder og den proces, de nu har valgt,« siger han.

Se Novozymes’ egen video om projektet her:

Tre amerikanere præsenterer i en ny artikel en idé om et nyt måleprincip til detektion af partikler af mørkt stof.

»Det vil være forholdsvist enkelt at konstruere og bruge,« noterer de i deres artikel.

Jagten på universets mørke stof, hvis eksistens blev forudsagt for omkring 80 år siden, er blevet intensiveret de seneste år. Hidtil uden resultat, som det bl.a. fremgik af de første observationer fra et nyt amerikansk eksperiment for nylig.

Nu er det dog vigtigt at huske, at absence of evidence ikke er det samme som evidence of absence, så eftersøgningen fortsætter i mange laboratorier rundt omkring i verden.

Et af problemerne er dog, at man ikke ved, hvilke partikler man leder efter.

Det eneste, der skal gælde for partikler af mørkt stof, er, at de først og fremmest vekselvirker med sædvanlige partikler via tyngdekraften og kun i meget sjældne tilfælde via de andre fundamentale naturkræfter.

Wimps eller axioner

De fleste eksperimenter i dag leder efter partikler, som kaldes Wimps (weakly interacting massive particles).

Wimps er som navnet siger tunge partikler – måske 10-100 gange så tunge som protoner eller neutroner.

Men der foreligger også den mulighed, at partiklerne er af en anden type, der kaldes axioner. Det er (foreløbigt) hypotetiske partikler, der blev foreslået allerede i 1977 for at løse et problem inden for kernefysikken.

Da axioner, hvis de findes, har masse og kun vekselvirker svagt med elektromagnetisk stråling er de oplagte kandidater til at være mørkt stof.

I modsætning til Wimps vil axioner have meget lav masse, der er milliard gange mindre end protonens masse eller lavere – måske helt ned til en milliard milliard gange lavere.

Planer om nye eksperimenter

Der findes flere eksperimenter, der leder efter axioner, bl.a. ADMX (Axion Dark Matter eXperiment) ved University of Washington i Seattle, USA.

Her søger man med avanceret udstyr i form af mikrobølgeresonatorer og superledende magneter at finde axioner i den sky af koldt mørkt stof, som de fleste astrofysikere mener, omslutter Mælkevejen.

Det eksperimentelle udstyr er for tiden ved at blive opgraderet til det, som kaldes det ’definitive eksperiment’ i eftersøgningen af axioner.

Det er dog ikke mere definitivt, end at der også i år er fremlagt et forslag om et nyt internationalt axionobservatorium (IAXO).

David Tanner og to kollegaer fra University of Florida præsenterer nu et nyt forslag til at finde axioner.

Hovedprincippet, som også benyttes i ADMX er, at axioner i et stærkt magnefelt kan omdannes til fotoner.

Denne proces vil generere en oscillerende strøm, som ligeledes fører til et svagt magnetfelt.

Dette magnetfelt vil Tanner forstærke og detektere med et simpelt elektrisk kredsløb bestående af en kondensator og en spole – et LC-kredsløb.

Forskerne forklarer, at det vil være særdeles velegnet til at finde eventuelle axioner i det meget lave masseområde, som det ikke er muligt med ADMX i dag.

Tanner og Co. beskriver mere indgående i deres artikel, hvordan denne detektor kan inkorporeres i AMDX og et eventuelt kommende IAXO.

Jeg er snublet over sitet codewars.com og det er vanedannende. Det har på få dage gjort mig til en bedre JavaScript-programmør. Dels fordi jeg har lavet små algoritmer, jeg ellers ikke laver så meget af til hverdag, og dels fordi jeg har kigget andre dygtige programmører over skulderen.

Codewars går i alt sin enkelhed ud på, at man får stukket små programmøringsopgaver ud, som man så løser. Når man har løst sin opgave får man de andres, nogle gange geniale, løsninger at se.

Der er selvfølgelig et ranking-system, up-votes af løsninger, diskussioner og man kan også lave sine egne opgaver, kaldet kataer.

Konkrete tricks

Her er nogle eksempler på JavaScript-tricks. Nogle kendte jeg i forvejen og nogle har jeg lært eller fået genopfrisket på codewars.

Du skal være opmærksom på, at hvis det skal virke i alle browsere skal du nok have fat i en shim. Alle tricks virker out-of-the-box i node.js.

Hvis du gerne vil checke en http-responskode, kan du gøre det med:

Når du gerne vil bruge nogle af de nye funktioner på arrays, som forEach, indexOf, map, reduce, filter, every, some, find osv. Så virker de ikke på et array hvor du bare angiver længden i new. Hvis du for eksempel skal lave et array med værdierne 0 til 9:

 //VIRKER IKKE
var a = new Array(10).map(function (value, index){
    return index;
});
//a er lig [undefined, ..., undefined]
//fordi map ikke bliver kørt rigtigt
 
//VIRKER
a = Array.apply(null, new Array(10)).map(function (value, index){
   return index;
});
//a indeholder [0, 1, 2, 3, 4, 5 ,6 ,7, 8, 9]

Hvis du gerne vil filtrere alle falsy værdier (undefined, null, nul (0), tom streng, NaN, false) fra et array, kan du gøre det således:

Hvis du har en if-sætning, hvor du skal checke om en variabel er lig en af to eller flere strenge, kan du gøre det sådan:

Hvis du er rigtig fræk udnytter du at 0 (nul) er falsy. Det vil jeg dog umiddelbart ikke gøre i kode jeg skal vedligeholde, men til codewars er det fint.

Hvis du vil have den største tal-værdi fra et array, kan du gøre det sådan:

var max = Math.max.apply(Math, [0, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9]);
//max er lig 9

Hvid du vil lave en streng om til et array af de enkelte tegn, kan du gøre det sådan:

Hvis du vil lave en if-sætning, hvor koden kun kører hvis et array har indhold, kan du gøre det med:

Der er mange andre tricks, det her var blot nogle få.

Hvad med dig? Har du et JavaScript-trick du vil dele i kommentarerne?

Ellers vil jeg anbefale at du hopper over på codewars.com, så lærer du helt sikkert noget nyt.

»Det er stort. Det er et gennembrud på sundheds-it-området.«

Sådan beskriver vicedirektør i NNIT Jan Kold fredagens nyhed om, at den amerikanske it-leverandør Epic sammen med NNIT har vundet et milliardstort udbud om en sundhedsplatform til Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Da nyheden kom, samlede Jan Kold teamet, der har arbejdet på at lave tilbuddet og de folk, der er afsat til opgaven og åbnede en flaske bobler.

»Vi har ikke fejret det som sådan. Det er selvfølgelig en stor milepæl, men på ingen måde en kulmination. For det er først nu, arbejdet begynder,« siger Jan Kold til Version2.

»Personligt har jeg det lidt todelt. Selvfølgelig er jeg meget glad, men jeg er også meget ydmyg over for opgaven, der bliver en af verdens største sundhed-it-platforme,« fortsætter Jan Kold.

Hvad er udsigterne til, at sådan et kæmpe projekt kommer i mål til tiden og på budgettet?

»Vi skal huske på, at det er Epic og ikke NNIT, der har vundet ordren. De har nogle rigtig store installationer rundt om i verden – og også nogle, der er større end denne. De har en historik med at levere on time on budget, så jeg har en stor tiltro til, at det er det, der kommer til at ske,« lyder det fra Jan Kold.

Samarbejdet mellem Epic og NNIT er i øvrigt ikke den klassiske leverandør/underleverandør-relation.

»Vi kommer til at arbejde helt integreret i Epics team, så vores medarbejdere kommer til at arbejde som nære kolleger i de kommende år.«

Hvor mange medarbejdere taler vi om?

»Jeg har ikke lyst til at sætte tal på endnu,,« siger Jan Kold, der heller ikke ønsker at sige noget om økonomien i ordren.