Daily Archives: November 16, 2013

Samlesæt i megastørrelse: Se kampflyet F-35 blive til

Lockheed Martin producerer de første serier af kampflyet F-35 i Fort Worth, Texas, hvor eventuelle danske fly også skal samles fra 2020. Flyet består af fire store blokke, der alle samles på fabrikken, der er en gigantisk samlehal. Den forreste del af fuselagen og vingerne produceres af Lockheed i Texas, Bae Systems laver den bagerste del af flyet i Storbritannien, mens Northrop Grumman bygger midten af flykroppen i USA. Alle komponenter samles af Lockheed i Fort Worth. Fra 2020 vil 22 fly forlade frabrikken hver uge.

(PR-video fra Lockeed Martin)

Posted in computer.

Dårligt nyt for partikeljægerne: Elektronen er alt for rund

En ny ultranøjagtig måling af elektronens form er en spand koldt vand i hovedet på teorien om supersymmetriske partikler.

Gennem mange år har fysikere søgt at forbedre målinger af elektronens form, som kan udtrykkes med størrelsen af dens elektriske dipolmoment.

Britiske forskere fremlagde for to år siden målinger af elektronens dipolmoment. De kom frem til, at dipolmomentet var mindre end 10^-27 e centimeter, hvor e er elektronens ladning.

Det betød, at et eventuelt elektrisk dipolmoment for elektronen er mere end 16 størrelsesordner mindre end det magnetiske dipolmoment – og det betyder i praksis, at elektronen næsten er perfekt kuglerund.

Læs også: Overraskelse for forskere: Elektroner er kuglerunde


ACME står for Advanced Cold Molecule Electron EDM.

Det var ikke helt uventet, men nu er det amerikanske ACME-konsortium kommet med nye data, der viser, at dipolmomentet er mindre end 8,7 x 10^-29 e centimeter. ACME står for Advanced Cold Molecule Electron EDM.

Nu begynder målingerne at få alvorlige konsekvenser.

»Det er en overraskelse,« siger Ed Hinds fra Imperial College i London, der var en del af den britiske forskningsgruppe, der målte dipolmomentet for to år siden, til Scientific American.

»Hvorfor i alverden er resultatet nul,« spørger han.

Elektronen er en magnet, er den også et batteri?

Elektronen har masse og ladning, men den har i kvantemekanisk forstand hverken en størrelse eller en struktur. Alligevel kan man tillægge den en form ud fra den måde, hvorpå den vekselvirker med elektriske felter.

En god teoretiker kan lave en ny model på en halv time, som det tager eksperimentalfysikerne 20 år at slå ihjel.

Eugene Commins, University of California, Berkeley

Elektronen opfører sig som en lille stangmagnet med en nordpol og en sydpol, idet den mere præcist udtryk har et magnetisk dipolmoment.

Spørgsmålet er, om den også har et elektrisk dipolmoment, der svarer til, at den kan karakteriseres som et lille batteri med en positiv og en negativ batteripol.

Ifølge fysikernes standardmodel for partikler er svaret nej. Men da fysikerne er sikre på, at Standardmodellen vil bryde sammen ved meget høje energier, så er der foreslået en lang række udvidelser til Standardmodellen, der som konsekvens har, at elektronen har et svagt elektrisk dipolmoment.

Kan Standardmodellen udvides med supersymmetriske partikler?

Teorien om supersymmetriske partikler er en sådan udvidelse. Et af formålene med LHC ved Cern er nu at lede efter sådanne supersymmetriske partikler.

Jagten på de supersymmetriske partikler vil blive intensiveret, når acceleratoren i 2015 sættes i gang på ny og med dobbelt så stor energi i partikelsammenstødene som hidtil.

Teorien om supersymmetriske partikler er elegant og tiltalende for mange fysikere, men der har bredt sig en vis nervøsitet over, at de hidtidige eksperimenter ved LHC ikke har vist så meget som en svag antydning af, at teorien passer med virkeligheden. På den anden side har eksperimenter dog heller ikke kunnet udelukke teorien.

Læs også: Dansk fysikprofessor: »Fysikerne har et forklaringsproblem«

Den nye måling af det elektriske dipolmoment er dog ikke godt nyt for tilhængerne af supersymmetri.

Ed Hinds siger til Scientific American, at hvis supersymmetriske partikler eksisterer i det energiområde, hvor de kan findes med LHC, så ville konsekvensen være, at elektronens dipolmoment skulle være væsentligt over den grænse, som det amerikanske eksperiment nu har fundet.

Eugene Commins fra University of California, Berkeley tilføjer, at der findes et utal af forskellige supersymmetrimodeller. Det gør ikke livet lettere.

»En god teoretiker kan lave en ny model på en halv time, som det tager eksperimentalfysikerne 20 år at slå ihjel,« siger han.

Sådan måles elektronens dipolmoment


Forsøgsopstillingen ved ACME

I ACME benytter man molekyler af thoriummonoxid (ThO) til at måle elektronens dipolmoment.

Hvis elektronen har et elektrisk dipolmoment, vil den ikke rotere som en kugle, men mere slingre som et æg, når den udsættes for et elektrisk felt.

Forskerne måler en øvre grænse for denne form for slingring.

»Valget af molekylet er meget smart. Jeg vil ønske vi havde tænkt på det,« siger Jony Hudson fra den konkurrerende britiske gruppe, som benyttede terbiummonoflourid (YbF).

Det viser sig nemlig, at slingring i ThO er lettere at bestemme end i andre molekyler eller atomer.

Posted in computer.

Højteknologisk chokoladelaboratorium dufter sødt af vækst

»Det er godt nok noget andet end bedstemors chokoladefabrik,« bemærker fotografen tørt.

Og han har ganske ret. Godt nok dufter der af chokolade overalt i det lyse lokale, men vi er langt fra vandbade, overtræksgafler, beskidte køkkenplader og Mette Blomsterberg-hygge.

I stedet befinder vi os i Aasteds klinisk rene showroom for nye teknologier inden for chokoladeproduktion.

Her er en netop patenteret tempereringsmaskine, som tempererer 800 kg chokolade i timen, men med et energiforbrug, der er halvt så højt som konkurrenternes; her er en maskine, som via et hydraulikstyret stempel støber skaller til chokoladeæg ved minus 22 grader; og her er ultrasoniske knive, som skærer chokoladen ud i præcise tykkelser.

»Vores kunder har normalt produktionslinjer, der er 100 meter lange og to til tre etager høje. Det er den størrelsesorden, vi taler om. Men det her er, hvad jeg har mulighed for at have herinde,« halvvejs sukker, halvvejs griner seniorspecialist Dennis Holmud, der viser os rundt i Aasteds 2.500 m2 store teknologicenter.


En af Aasteds store sællerter er den såkaldte Energy-tempereringsmaskine, som tempererer chokoladen ved lavere energiforbrug end andre maskiner. Nøglen til energibesparelsen er en lille pumpe, som pumper en del af massen ud til særskilt behandling. (Foto: Das Büro)

Højautomatiserede anlæg

Det er han chef for i den familie­ejede virksomhed, som i al ubemærkethed er vokset til med egne ord at være en af verdens tre føren­de producenter af procesudstyr til primært chokoladebranchen, men også konfekture- og bagerindustrien.

Med ‘kunder’ mener Dennis Holmud globale brands som Nestlé og Mars, og det er lækkerier som M&M’s, chokoladebarer og fyldte chokolader fra Tom’s, der passerer gennem proceslinjer udviklet og samlet her på fabrikken i Farum.

Da Dennis Holmud kom til virksomheden for 15 år siden, var de 120 mand. I dag er de 300, og der er trængsel på parkeringspladsen. Årsregnskaberne har været så pæne i de seneste år, at Aasted i år for første gang kom med på Børsens liste over gazellevirksomheder.

Chokoladefremstilling er en milliardindustri med dertilhørende kæmpe produktionsanlæg, og som Dennis Holmud konstaterer, er det ikke mange menneskehænder, der efterhånden når at røre ved en chokoladebar, før du selv pakker den ud af papiret.

»Når vi kommer hen på anlægssiden, snakker vi vison og robotter – you name it. Der er vel efterhånden kun to operatører, som reelt betjener mange af de her anlæg.«

Gardinerne er trukket for

Foruden at være chef for teknologicentret er han samtidig nørden, der sidder og kigger på krystalstrukturer i chokoladefedtet. Ham, der er med til at udvikle morgendagens teknologier. Det eneste område på Aasteds grund, hvor der er adgang forbudt, er således den bageste ende af teknologicentrets fritstående bygning.

Her er gardinerne trukket for. Dennis Holmud og hans otte mand store besætning sidder nemlig og udvikler på fem helt nye patenter, som efter planen skal præsenteres til foråret.

Dem må vi ikke se. Til gengæld vil Niels Runge Nielsen, Aasteds tekniske konstruktionschef, gerne vise rundt i montagehallen bagved, som udgør en væsentlig del af grundens i alt 17.500 m2 store produktionsareal.

Han er med egne ord en af de godt 300 personer her i landet, som ikke kan lade være med at inspicere overtrækket for luftbobler, når de spiser et stykke fyldt chokolade.

I montagehallen samles og testes samtlige anlæg, inden de skippes ud til kunderne. De fleste reservedele og komponenter kommer fra underleverandører over hele verden, men anlæggene samles altid her – lige ved siden af det sted, hvor de er tegnet, understreger Niels Runge Nielsen.

Flere tusinde konstruktionstimer

Midt i hallen, under portalkranerne højt oppe under loftet, står to næsten færdige proceslinjer. De skal bare software- og stresstestes, inden de ryger af sted til kunden, en af verdens absolut førende chokoladeproducenter.

Netop ordentlige test og let konfiguration er nøgleparametre, når Aasteds anlæg skal sendes til så fjerne destinationer som New Zealand, Afrika eller Brasilien.

»Det skal virkelig fungere, når det sættes op første gang. Kunderne forventer mere og mere, at det er plug-and-play-løsninger, hvor anlægget bare fungerer lige fra starten. For 10-15 år siden var indkøringsfaser langt mere accepteret,« fortæller Niels Runge Nielsen, mens han guider rundt mellem anlæggene.

Hver af de to linjer er omkring 50 meter lange og knap syv meter høje fordelt på flere etager. Med en anslået kapacitet på mellem tre og fem ton i timen bliver det til rigtig mange chokolader pr. dag, men rent faktisk er der kun tale om anlæg af middelstørrelse.

»Nogle spørger sikkert: ‘Hvor svært kan det egentlig være at lave et stykke chokolade?’. Men bag anlæg som de her vil der ligge flere tusinde konstruktionstimer. Det er derfor, vi er så ingeniørtunge, som vi er,« siger Niels Runge Nielsen.

Så det kan du tænke på, næste gang du sætter tænderne i en Ferrero Rocher.

Posted in computer.

Ørsted-satellittens afløsere kan lette jagten på mineraler

Klokken 13.02 fredag 22. november skal de endelig op – de tre Swarm-satellitter, som skal måle på Jordens magnetfelt med en hidtil uset nøjagtighed.

Projektet skulle efter flere forsinkelser nu være helt på plads, og snart vil ESA-personalet sætte sig klar i kontrolrummet i Darmstadt i Tyskland for at følge affyringen fra raketstationen i Rusland af løfteraketten med de tre satellitter om bord.

Professor emeritus Eigil Friis-Christensen fra DTU Space vil også være til stede i Darmstadt. DTU’s rumforskningsafdeling har nemlig spillet en ikke uvæsentlig rolle i det projekt, som skal give alverdens forskere – måske hovedsageligt europæiske – nye og meget detaljerede informationer om magnetfeltet, der primært skyldes strømme i Jordens flydende kerne, og som er med til at beskytte os mod solstorme.

»I dag forstår vi ikke dette magnetfelt tilstrækkeligt godt, og selv om Ørsted har givet udmærkede målinger gennem 14 år, så har vi hele tiden vidst, at det kunne gøres bedre,« siger Eigil Friis-Christensen, der har været leder for det konsortium, der i 2004 vandt konkurrencen om denne femte mission i ESA’s jordobservationsprogram.

Han var også en af initiativtagerne til Ørsted-satellitten, der blev opsendt i 1999 og stadig bevæger sig rundt om Jorden og foretager målinger af magnetfeltet.

De tre Swarm-satellitter bliver sendt ud i tre forskellige kredsløb og vil ende i højder mellem 300 og 530 km. De to vil bevæge sig parallelt, mens den tredje på et tidspunkt vil flyve på tværs, og til sammen vil de kunne skabe et 3D-lignende billede af Jordens magnetfelt, så vidt muligt renset for Solens indflydelse.

»Vi troede først, at vi fik brug for mindst fire satellitter – måske flere, heraf navnet ‘Swarm’ eller sværm – men det viste sig, at vi kunne nøjes med tre og få næsten det samme ud af dem ved at optimere banerne. Ved at køre to satellitter parallelt kan vi få ‘stereosyn’,« siger Eigil Friis-Christensen.

At kende Jordens magnetfelt kan være ganske praktisk, fordi det er ændringer i magnetfeltet, der forårsager, at polerne rykker sig, og at navigationsudstyr derfor skal tilpasses. Det er desuden vigtigt at forstå de elektriske strømme, der bliver genereret i atmosfæren under solstorme, fordi de kan ødelægge højspændingsanlæg – især på høje breddegrader, hvor magnetfeltet ikke beskytter tilstrækkeligt.

Mere nøjagtige olieboringer

Og ikke mindst vil bedre kort af magnetfeltet i Jordens skorpe gøre det meget nemmere at finde mineraler og forbedre nøjagtigheden af olieboringer. Her har Ørsted-satellitten spillet en rolle, men Swarm kan gøre efterforskningen endnu mere detaljeret.

Satellitterne vil indeholde seks videnskabelige instrumenter, og DTU Space har været underleverandør på hovedinstrumentet, nemlig den optiske bænk, der indeholder vektorfelt-magnetometret sammenbygget med tre stjernekameraer, som holder styr på satellitternes retning ved at aflæse stjernehimlen.

Vektorfelt-magnetometret er selve den enhed, der måler på det magnetiske felt fra Jordens kerne, kappe, skorpe, atmosfæren og i havene. Det foregår ved hjælp af en kugle af viklede kobberspoler, igennem hvilke der går strømme, som hele tiden udligner Jordens magnetiske felt.

Tre sensorer måler derpå 50 gange i sekundet, hvor stor strømstyrke det kræver, og på den måde tegner sig et præcist billede af Jordens magnetfelt, som hele tiden ændrer sig på grund af satellittens bane omkring Jorden.

»Forstår du strømmene inde i Jordens flydende kerne, begynder du at forstå mekanismen bag den dynamo, der driver hele Jordens magnetfelt,« siger Eigil Friis-Christensen.

Posted in computer.

Næste år kommer der igen turbo på Formel 1

Når Kevin Magnussen kører ud til startgridden i sin McLaren-racer i Melbourne til det første Formel 1-løb i 2014-sæsonen, vil det være i en væsentlig anden bil end dem, som i år køres i pit efter det sidste løb i år i São Paulo. Motoren vil være mindre, men på rattet vil han med et enkelt tryk kunne aktivere 161 ekstra hestekræfter.

I et forsøg på at holde de store bilindustrier engageret i motorsportens kongeklasse, bliver det nemlig igen tilladt at sætte ekstra tryk på luftindtaget i motorerne. Dermed skulle Formel 1 være mere i tråd med den generelle udvikling inden for gadebiler, som i disse år er fokuseret på små motorer med turbo.

Turbo har ellers været forbudt i Formel 1 siden 1988. Dengang var mange af holdene endt med 1,5 liters V6-motorer, hvor et ekstremt højt ladetryk i visse tilfælde kunne levere helt op til 1.300 hk. De mange kræfter gav ikke nogen mening under selve løbet, men i kvalifikationen blev der skruet gevaldigt op for ladetrykket. Holdbarheden var dog yderst begrænset og motorerne holdt ofte kun til et enkelt løb. Under den sidste turbo-sæson i 1988 blev der også sat et loft over ladetrykket, så det ikke måtte overstige 2,5 bar.


Sådan kommer Mercedes’ 2014-motor til Formel 1 til at se ud. I stedet for otte styk i 2013-sæsonen, så vil hver bil kunne råde over fem motorer i en hel sæson. Hvis de skulle få brug for en sjette motor, så skal bilen startet løbet fra pitten.

I årene efter de glade turbo-dage, kunne Formel 1-ingeniørerne boltre sig med V8, V10 og V12 motorer. Kun langsomt er der sket en downsizing, som ellers har præget markedet for privatbiler i de senere år.

Læs også: Eksperter: Hemmelig teknik i Redbull-racer giver alle baghjul i Formel 1

I 2014 bliver motorstørrelsen så sat ned fra 2,4 liter V8 til bare 1,6 liter V6 og effekten ned fra 750 hk til 600 hk. Omdrejningerne skal også holdes på under 15.000 i minuttet. Samtidig skal motorerne holde til mindst 4.000 km mod tidligere 2.000 km. Hver bil har kun fem motorer til rådighed for hele sæsonen – et tal, der sættes yderligere ned til fire styk i 2015-sæsonen.

Men med bare 600 hk i selve motoren kunne man tro, at Formel 1 er gået en klasse ned, når det gælder fart – men det forholder sig lige omvendt. For samtidig med, at de mindre motorer indføres, ændres det kinetiske hybridsystem KERS til ERS-K. Nu er det ikke længere kun bremseenergien, som omdannes til el og giver føreren lidt ekstra saft at gøre godt med i et par sving. ERS-K udnytter også varmen fra turboen ved hjælp af det, Formel 1-organisation FIA i deres regelbeskrivelse kalder ‘Heat Motor Generator Unit’, men som må bestå af en termoelektrisk generator.


På selve bilen bliver den største forandring, at fronten bliver trykket ned, så spidsen maksimalt må være 18,5 cm over vejbanen mod 55 cm i 2013-sæsonen.

Her vil det være muligt at hente ekstra 161 hk ud af bremseenergi plus turbovarmen i modsætning til KERS’ 80 hk. Med KERS var det også kun muligt at udnytte den ekstra kraft i 6,7 sekund per omgang. Men ERS-K giver føreren hele 33,3 sekund per omgang med de ekstra 161 hk.

Med så meget ren el-energi, var det også planen, at bilerne skulle køre på ren el i pit-lane. Men det er foreløbig blevet udskudt efter pres fra motorproducenterne Mercedes, Renault og Ferrari.

Siden reglerne blev kendt, har alle teams og motor-leverandører været i gang med at opbygge nye motorer og biler. Det er nemlig en temmelig stor ombygning, for med turboen skal hele udstødningssystemet bygges om for at kunne opnå tilstrækkelig køling, uden at det går ud over aerodynamikken.

Læs også: Hvordan kan man genbruge bremseenergi?

De nye regler, som har været kendt siden 2011, kommer i kølvandet på flere års diskussioner omkring Formel 1’s relevans som teknologisk rugekasse. Får bilfabrikkerne i virkeligheden nok teknologisk pay-off, som kan bruges til udvikling af gadebiler? Det er vist ikke mange V8-sugemotorer, der i dag sendes ud på verdens landeveje. Til gengæld er der masser af små turboladede motorer med en eller anden form for hybridteknik.

Teknikere taler ligefrem om, at Formel 1 i 2014 bliver mere en konkurrence om, hvem der har den bedste motor, frem for hvem der er bedst til at bygge aerodynamiske biler. Som et kuriosum til aerodynamikken, så er det ikke længere tilladt at have små anordninger på biler til montering af kameraer. Flere teams brugte nemlig kamera-armen som en falsk vinge, der kunne forbedre aerodynamikken.

FIA bryster sig ligefrem med, at Formel 1 i 2014 går den grønne vej. Blandt andet bliver det kun det kun tilladt at sende 100 kg brændstof i timen gennem motoren, når omdrejningerne er over 10.500. Men mon ikke man først kan tale om en egentlig grøn vej, når de fossile brændsler bliver skiftet ud med noget andet – for eksempel el?

Posted in computer.

Spørg Læserne: Påvirker tyngdekraften vores vægt?

“Jeg har en ide om, at levende individer kun kan opnå en vis størrelse ved en given tyngdekraft.”

Lige præcis. Det har at gøre med den måde volumen og areal skalerer på. Volumen skalerer med tredje potens og areal kun med anden.

Dvs. at når et dyr bliver dobbelt så stort på alle leder og kanter, så bliver volumen og vægt af dyret 8 gange større mens tværsnitsarealet af de ben, der skal bære dyret, kun bliver 4 gange større. Det sætter en grænse for hvor stort et dyr kan blive, hvis dets ben stadigvæk skal kunne bære det.
Det er også grunden til at en myre kan klare sig med små tynde ben, der stritter ud til siden. Mens en elefant må have fire tykke søjler placeret godt inde under kroppen, og også derfor man aldrig ser en elefant springe ned fra en forhøjning i et lille fikst hop.
Hvor stort kan et landdyr så blive. Ja i hvert tilfælde så stort som en elefant (afrikansk!), og faktisk også så stor som en stor planteædende dinosaur (som 6-7 elefanter). Men skal man være større end det, så er man nødt til at slippe af med tyngdekraften ved at leve i vandet, og så kan man blive lige så stor som en hval.

Men selv en hval er stadigvæk underlagt loven at volumen skalerer med tredje potens og areal kun med anden. Så når en hval bliver dobbelt så stor, så bliver volumen og vægt 8 gange større, mens tværsnit af de blodårer der fører fra hjertet, og skal forsyne den 8 gange større vægt med blod, kun bliver 4 gange større.
Og tilsvarende med alle systemer i hvalens fysiologi. Forholdet mellem skalering af volumen og areal, sætter grænser for dyrs størrelse.
Små dyr kan optage ilt og næring direkte gennem dyrets overflade, mens større dyr er nødt til at have cirkulationssystemer, til at få det rundt i organismen. Insekter optager ilt direkte gennem overfladen, og deres størrelse er derfor begrænset af iltens evne til at diffundere ind i vævet.

Areal af den kropsåbning hvorigennem føde indtages (munden) skalerer også kun med anden potens, mens dyrets vægt skalerer med tredje potens. Så når dyret bliver tilstrækkeligt stort, så kan det simpelthen ikke nå at spise nok til at overleve, uanset om det så propper sig med mad døgnet rundt.

Et meget stort dyr ville derfor være nødt til at være organiseret f.eks. som en art blæksprutte (der har stort areal i forhold til volumen), hvor hver sugekop på armene fungerede som en selvstændig lokal mund. Foruden at der også måtte være flere lokale hjerter m.m., og sikkert også flere lokale hjerner og øjne, hvis dyret skulle kunne nå at reagere rettidigt på omgivelserne, da nervesignaler har en begrænset udbredelseshastighed.

Kort og godt. Store dyr er ikke særligt praktisk og svære at konstruere. Hvorfor vi aldrig vil se kæmpe orm, der som ormen i æble lever i en asteroide og spiser rumskibe.

Posted in computer.

Her er de fedeste maskiner fra 90′erne

AT&T EO Personal Communicator 440

AT&T EO Personal Communicator 440 (1993): EO var en håndholdt enhed fra den amerikanske telegigant AT&T.

Den var forsynet med trykskærm, og så kunne den klare både stemmeopkald, telefax og e-post.

Foto: Mark Richards

Posted in computer.

NOx-slugende parkeringsplads renser luften ved Københavns Lufthavn

Med en tilsyneladende enkel imprægnering af stenene på en 300 m2 stor parkeringsplads i Københavns Lufthavn, bliver langt over halvdelen af den giftige NOx-udledning fra biler omsat til skadelige salte.

Det er det danske firma, Photocat, som står bag forsøget i lufthavnen. Firmaet anvender fotokatalytisk-teknologi, imprægnering af overflader med titaniumdioxid, til at omdanne kvælstofoxider (NOx) til salte.

Teknologien har været kendt i årevis, og er især blevet udnyttet i Japan, men det er lykkedes det danske firma at udvikle teknologien, så den er mere lysfølsom. Den fotokatalytiske proces med at optage og omdanne NOx til salte, drives af solen og starter når lys rammer overfladen beklædt med titaniumdioxid.

Læs også: Dansk firma satser stort på NOx-ædende titaniumdioxid

Photocat har i dag afsluttet testen i lufthavnen. Målingerne viser, at 24 procent af NOx’en er fjernet i tidsrummet fra 10-20, hvor der er flest biler på parkeringspladsen. Samtidig er udledningen faldet med hele 67 procent, hvis man ser samlet over hele døgnet.

Teknologien anvendes allerede flere steder i verden. I alt er der etableret mere end 100 mio. m2 fotokatalytisk overflade i verden, hvoraf 80 procent er i Asien. Men i vores nabolande Sverige og Tyskland har man også forsøgt sig med teknologien flere steder.

Den luftrensende teknologi ifølge Photocat en stor gevinst for både sundheden og den grønne omstilling. Samtidig hæfter man sig også ved ‘et enormt besparelsespotentiale,’ fordi luftforurening ifølge en nylig rapport fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, koster Københavns og Frederiksbergs Kommune 500 mio. årligt i indirekte helbredsomkostninger.

Det anslås, at 540 mennesker i samme kommuner hvert år dør for tidligt som følge af luftforurening.

Posted in computer.

Ætsende rengøringsmidler får salgsforbud

73 ætsende rengøringsmidler er blevet fjernet fra hylderne hos landets byggemarkeder og farvehandlere, efter at Miljøministeriets Kemikalieinspektion har været forbi på kontrolbesøg.

De har kontrolleret i alt 161 produkter, og næsten hvert andet af dem har vist sig at have forkerte faresymboler og oplyser dermed ikke forbrugerne om risikoen for ætsning.

Der er derfor blevet nedlagt salgsforbud mod dem og udstedt påbud til firmaerne bag om at trække produkterne tilbage fra markedet.

Blandt produkterne med de misvisende faresymboler er trærens, toiletrens og ovnrens.

»Jeg er rystet over, at de firmaer, der står bag rengøringsmidlerne, ikke advarer forbrugerne om, hvor ætsende deres produkter er. Det hører jo ingen steder hjemme, at man risikerer at få skader på huden eller i øjnene, når man gør rent,« siger miljøminister Ida Auken ifølge en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

Miljøministeriet oplyser, at produkterne på nuværende tidspunkt er fjernet fra butikkerne.

Posted in computer.

Sådan ser indmaden i Playstation 4 ud

Æraen med Cell-processorer i Sonys spillemaskine Playstation er slut. I stedet er Sony nu med lanceringen af Playstation 4 skiftet til helt normale x86-processorer, som man også finder i Mac- og Windows-computere – og i ærkekonkurrenten Xbox One. Mere præcist en Jaguar-processor fra AMD med otte kerner, som er bygget sammen med en Radeon-grafikchip. Der er 1.152 kerner til grafikberegningerne.

På softwaresiden kører Playstation 4 på styresystemet Orbis OS, der skulle være baseret på open-source-systemet FreeBSD, som Version2-blogger Poul-Henning Kamp er med til at udvikle. Der er dog ingen tegn på, at man kan omdanne en Playstation 4 til en kraftig FreeBSD-maskine.

Læs også: PlayStation 4 kører open source-styresystemet FreeBSD

Playstation 4 kom på gaden i dag, og hos iFixit.com tog det ikke mange sekunder, før en maskine var indkøbt og skilt ad. Her kan du se lidt af indmaden:


Foto: iFixit.com

Harddisken i Playstation 4, en helt standard 2,5-tommer 500 gigabyte 5400 RPM-model, kan skiftes ud ganske let. Man skal blot fjerne en enkelt skrue, konstaterer iFixit, samt finde en ny harddisk, som har plads til mindst 160 gigabyte, og som ikke er over 9,5 millimeter tyk. Til gengæld kan man ikke tilslutte eksterne harddiske via USB til Playstation 4.


Foto: iFixit.com

Der er otte gigabyte RAM i alt – fire gigabyte på hver side af printkortet (markeret med orange). CPU og grafikchip er bygget sammen i en såkaldt APU fra AMD (rød markering).


Foto: iFixit.com

Processoren afleder varmen til denne solide radiator (heat sink), som sammen med en blæser sørger for, at maskinen ikke overopheder. Målet har været at få mindre larm fra køling end i Playstation 3.

Posted in computer.