Vi kender alle det klassiske dilemma mellem brugerne, der vil have fuld frihed til at udnytte mulighederne inden for IT, og IT-afdelingen, der forsøger at opretholde visse standarder og retningslinjer for, hvad brugerne kan og ikke kan. Inden for offentlig IT er der formentlig ikke noget område, hvor dette dilemma kommer tydeligere til udfoldelse end på kommunernes skole-it område. Det kan være så udtalt, at man kan ind imellem tænker, at skolefolk og it-folk faktisk slet ikke forstår hinanden, ikke taler samme sprog. Sat på spidsen står ’fronterne’ således:
Skolefolk: ”Vi skal have frie hænder til at benytte de programmer, nettjenester og det it-udstyr, som gavner pædagogikken. IT-afdelingen skal bare give os ’fuld skrue’ til det hele”.
IT-folk: ”Det kan ikke lade sig gøre”.
Skolefolket ser i den stedlige it-afdeling ikke bare en rigid holdning til brugerrettigheder, programudvalg og standarder for supporteret udstyr, de ser ofte også en grundlæggende mangel på forståelse hos it-folkene for de behov, der er på en skole, når IT skal inddrages i undervisningen.
IT-folkene på deres side betragter skolefolket som rene anarkister hvad angår IT. Deres adfærd er respektløs over for it-sikkerheden, og deres ustrukturerede krav og ønsker lægger et urealistisk pres på både netværks- og supportressourcer.
Det er således lidt af en udfordring at bygge et ’’et stort og flot tårn’’ sammen, når man taler helt forskellige sprog. Sagen er imidlertid, at de to fagfolk faktisk SKAL bygge noget godt og flot sammen i de kommende år. Digitaliseringen af folkeskolen står nemlig overalt meget højt på dagsordnen.
Jeg tror, at løsningen består af flere elementer. Her er to af dem, som jeg arbejder med pt.:
• It-folkene bør knibe sig selv i armen og spørge, om de vitterligt skal håndhæve et sikkerhedsniveau på skole-it-området på samme niveau som det, der gælder for den administrative it-anvendelse i kommunen. Mit eget svar er: Nej, det behøver vi nok ikke. Det er slet ikke nødvendigt at klassificere hovedparten af pædagogiske data på niveau med data fra administrative (personale-, økonomi- , eller sagsbehandlings-) systemer. Men en grundlæggende sikring af den daglige it-drift er selvfølgelig ligeså vigtig for den pædagogiske it-anvendelse som for den administrative. IT’en skal bare fungere, når timen starter. Det er fundamentet for den moderne skole. Derfor er der en opgave med at sikre skole-it mod alle trusler, der kan hindre en effektiv drift; det være sig vira, spam og deslige. Og ja, det kan betyde visse indskrænkninger i de ’kreative’ udfoldelsesmuligheder, og det er skolefolket efter min mening nødt til at anerkende.
• Organiseringen af kommunernes skole-it bør overvejes. De steder, som jeg har kendskab til, er drift og support af skolernes it gennem de sidste 5 – 10 år blevet konsolideret i den centrale it-afdeling på rådhuset. Det har været et nødvendigt skridt i udviklingen, men vi kan se nu, at det giver for stor afstand mellem skolefolk og it-folk – både fysisk og forståelsesmæssigt. Der er efter min mening behov for en organisering, hvor it-folkene rykker ud af rådhus-bunkeren og ud på den enkelte skole. Og nej, vi skal ikke tilbage til de tider, hvor hver skole har sin helt egen it-teknikker, der referer til skolelederen. Det giver for meget suboptimering og for lidt fremdrift på tværs af skolerne om fælles løsninger. Vi skal snarere over i en føderal model, hvor it-afdelingernes firstline support i forhold til skolerne ikke (kun) består af en servicedesk inde på rådhuset men i en fysisk tilstedeværelse på hver enkelt skole – til dagligt.
