Daily Archives: April 5, 2014

Lille spytdrevet brændselscelle kan drive fremtidens biosensorer

Hvis man kan spytte, kan man også fremtrylle energi nok til at drive en mikrochip. Det kræver blot en nyudviklet brændselscelle, som forskere fra USA og Saudi-Arabien står bag. Forskerne beskriver brændselscellen i en artikel i tidsskriftet NPG Asia Materials.

Den mikrobiologiske brændselscelle leverer en effekt på næsten en mikrowatt, når cellens bakterier nedbryder det organiske materiale i menneskeligt spyt. Specielt glukosen i spyttet er guf for bakterierne.

Den beskedne effekt skulle være nok til at drive forskellige former for mikroelektronik, ikke mindst små, simple biomedicinske enheder. Forskerne forestiller sig for eksempel, at brændselscellen kan bruges i en ægløsningstest.


I prototypen sendes spyttet ind i den ene side af brændselscellen, og når bakterierne er færdige med måltidet og har skabt en elektrisk strøm, kan spyttet suges ud igen i den anden side. (Foto: Bruce Logan/Penn State)

Ledningsevnen for kvinders spyt ændrer sig nemlig fem dage før ægløsningen, så her kunne spyttet både bruges som biologisk prøve og som energikilde til sensoren og måske også en lille radiosender, der transmitterer resultatet til en mobiltelefon.

Spyttet rummer dog ikke de nødvendige bakterier, så de skal være i brændselscellen fra starten. Til gengæld behøver det ikke nødvendigvis at være spyt, der bruges i brændselscellen. Andre former for kropsvæsker skulle også kunne bruges.

Brændselscellen har en anode af grafen, mens luften fungerer som katode. Forskerne forsøgte sig også med en anode af kulstof i en mere konventionel form, men grafen i flere lag viste sig at være en meget mere effektiv anode.

Posted in computer.

Sådan måles lyd med laser

Posted in computer.

Ny metode måler lyds optiske fingeraftryk

Lasermåling af hastighed og vibrationer er et velkendt princip, som har været udnyttet i kommercielle systemer i årevis.

Nu har Antoni Torras Rosell fra Danmarks Nationale Metrologi­institut, DFM – et datterselskab til DTU – vist, at samme system også kan bruges til måling af lydfelter. Det har han gjort i et ph.d.-projekt gennemført i samarbejde med afdelingen for Lyd og Akustisk Tek­nologi ved DTU Elektro

Fordelen ved at lave lydmålinger med lasere er, at målingerne kan foregå uden at placere mikrofoner i lydfeltet – målingerne er ikkeinvasive. Det bliver blandt andet også uhyre let at lave både todimensionelle og tredimensionelle undersøgelser.

»Vi kan ikke helt hamle op med traditionel lydmåling med mikrofoner af høj kvalitet, men det er jo også en teknologi, som har et forspring på hundrede år,« siger Antoni Torras Rosell.

Han forklarer, at hans ph.d.-projekt først og fremmest har haft karakter af et proof-of-concept. Han er nu ved at videreudvikle teknikken ved DFM.

Akustooptisk effekt

Lyd og lys er begge bølgefænomener, men der er en række afgørende forskelle. Lydbølger er eksempelvis longitudinale bølger, mens lys og andre elektromagnetiske bølger er transversale bølger.

De to bølgefænomener er forbundet via den akustooptiske effekt.

Luft har et brydningsindeks på ca. 1,0003, men lydbølger i luften giver anledning til tæthedsfluktuationer, som ganske svagt vil ændre dette brydningsindeks.

Et lydtryk på 1 pascal (ca. 94 dB over den nedre grænse for det menneskelig øre på 20 mikropascal ved 1 kHz) vil eksempelvis give en ændring i luftens brydningsindeks på ca. 2 x 10^-9 og derved ændre udbredelsen af lys.

I Antoni Torras Rosells projekt sender et Laser Doppler Vibrometer (LDV) et lasersignal mod en vibrerende overflade og bestemmer vibrationerne ud fra den ændring af fasen af det modtagne lys, som reflekteres tilbage i instrumentet.

Lydbølgerne i luften vil på tilsvarende måde give anledning til en tilsvarende ændring i det modtagne signal.

Holdes den reflekterende overflade i ro, er det kun den akusto­optiske effekt, der påvirket LDV-­signalet.

I sit ph.d.-projekt har Antoni Torras Rosell vist, at det med en ma­tematisk transformation af dette signal er muligt at rekonstruere lydfeltet.

Foretager man målingerne i flere forskellige retninger, kan man rekon­struere både to- og tredimensionale lydfelter

Med en videreudvikling af teknologien vil det i mange tilfælde være muligt at bestemme lydfeltet i realtid som et alternativ til at opstille et stort system af mikrofoner.

Teknikken vil desuden kunne bruges, hvor det er vanskeligt at placere mikrofoner, f.eks. i områder med høj temperatur.

Retningsbestemmelse af lyd

Hvis man skal retningsbestemme, hvor en lyd eller støj kommer fra, er det en velkendt teknik at bruge flere mikrofoner placeret på en linje og måle faseforskelle mellem mikrofonerne.

Det er en teknik, der kaldes for beamforming.

Antallet af mikrofoner i det traditionelle system og dermed den afstand, der adskiller mikrofonerne fra hinanden, sætter en øvre grænse for den frekvens, man kan retningsbestemme.

Antoni Torras Rosell har eftervist, at lasermålingen i princippet fungerer som en måling med uendeligt mange mikrofoner placeret uendeligt tæt. Den har derfor ikke denne frekvensbegrænsning.

Måling af temperatur

Det er ikke kun lydfelter, der kan måles med lasersystemet.

»Princippet kan eksempelvis også udvides til at måle temperatur,« forklarer Antoni Torras Rosell.

Temperaturændringer vil nemlig også ændre luftens brydnings­indeks.

Et laserbaseret system til temperaturmåling kan bruges i forbindelse med overvågning af steder, der er udsat for brandfare, mener Antoni Torras Rosell.

Posted in computer.

Beskidte kloakrotter under hospitaler giver ny viden om antibiotikaresistens

Svarene på, hvorfor bakterier udvikler resistens over for bestemte typer antibiotika, skal formentlig findes under de danske hospitaler, langt væk fra den desinficerende håndsprit og de klinisk rene operationsstuer.

Derfor har danske forskere i disse kloakker hentet rotter, der hver dag bliver bombarderet med en usædvanlig cocktail af medicinrester og bakterier. Det gør deres tarme til en slags supergenetisk udklækningsanstalt for de plasmider, der overfører antibiotikaresistens, og håbet er, at ny viden om plasmiderne kan føre til nye behandlinger, hvor antibiotikaresistens f.eks. kan stoppes ved at ramme plasmiderne i stedet for bakterier.

»Vi vidste, der var meget høje koncentrationer af medicinrester i spildevandet under københavnske hospitaler, så for vores projekt var det et perfekt sted at skyde rotter,« siger den danske ph.d.-studerende Tue Sparholt Jørgensen fra Biologisk Institut på Københavns Universitet, der sammen med professorer fra universiteterne i København og Aarhus står i spidsen for projektet, der har fået støtte fra Lundbeckfonden.


En rotte under kniven i laboratoriet, hvor der udtages prøver til analyse.

I rotternes tarme sker der en hastig overførsel af plasmider mellem bakterier, fordi de konstant forsøger at tilpasse sig det skiftende miljø med nye stoffer. At koble antibio­tika­resistenskodende gener på sig er nemlig den måde, hvorpå bakterierne forsøger at beskytte sig mod antibiotikarester i kloakkerne.

Gener som legoklodser

Overførslen af antibiotikaresistente gener sker typisk ved brug af mindre plasmider, der er små cirkulære stykker dna, der kan koble gener på, som var det legoklodser. Plasmider er en slags værktøjskasse for bakterier, der kan samle gener op og smide andre ud. Derfor bruges de også hyppigt i biotekindustrien til at sætte gener ind i bakterier i stedet for at gøre det ved at koble dem til vira og lade dem trænge ind i cellerne.

Når overførslen af gener sker i rotternes tarmsystem, sker det typisk ved, at der bliver skabt en kanal mellem to bakterier i en proces, der kaldes konjugation. Plasmiderne bærer – i modsætning til kromosomer – kun på ikke-essentielle gener, men plasmiderne bærer til gengæld på alle gener, der gør dem i stand til at lave kopier af sig selv og kan bære dem fra en bakterie til en anden. Det kan f.eks. være små plasmider som de såkaldte R-plasmider, som har særlige egenskaber, som f.eks. antibiotikaresistens, og de kan hoppe med ind i den overførsel, der sker mellem bakterierne i en proces, der kaldes mobilisering.

De danske forskere har arbejdet på projektet de sidste to år og har brugt de nyeste såkaldte næstegenerations-gensekventeringsteknikker (NGS) på Biologisk Institut til at kortlægge de mange plasmider. Før sekventeringen har de adskilt plasmiderne fra resten af generne ved at bruge enzymet exonuklease, der nedbryder alt linært dna, og det var brugbart, da plasmider kun består af cirkulært dna.

»De første resultater fra rotternes tarmsystem viser overraskende hundredvis af ukendte plasmider,« siger Tue Sparholt Jørgensen.

Tretten rotter fra øde ø


Tue Sparholt Jørgensen er ph.d.-studerende ved Biologisk Institut på Københavns Universitet. Han håber, at hans forskning kan føre til nye våben mod antibiotikaresistente bakterier. (Privatfoto)

Indtil videre har Tue Sparholt Jørgensen kun analyseret plasmider fra en rotte skudt af Københavns Kommunes skadedyrsbekæmpere under et københavnsk hospital, men mængderne af rotter er steget voldsomt i hans laboratorium, og nu har han 11 rotter fra kloakkerne under to københavnske hospitaler og 13 fra fuldstændig øde øer blandt Falk­landsøerne.

Tue Sparholt Jørgensen kom nemlig i kontakt med amerikanske forskere fra Wyoming, der tilbød at tage tarmprøver fra rotter under en ekspedition. Prøverne vil den danske forsker bruge til at sammenligne med de danske.

»Ved at sammenligne med rotter fra et miljø, der ikke har været påvirket af mennesker i hundredvis af år, kan vi danne os et billede af den menneskelige påvirkning på plasmiderne, og jeg forventer at finde færre og anderledes typer plasmider,« siger Tue Sparholt Jørgensen.

Næste fase i projektet bliver at undersøge de enkelte plasmider og afgøre, hvilke der kan optage gener. Den viden kan f.eks. vise sig brugbar til at kurere sygdomme, hvor man kan målrette behandlingen mod plasmidet i stedet for sygdomsgenet.

Posted in computer.

Se, hvor håbløst det er at styre cyklen uden tyngdekraft

Der er jo ingenlunde tale om at ophæve tyngdekraften!

Uden tyngdekraften, ville hjulene slippe underlaget, så det er umuligt overhovedet at opnå centrifugalkraft.

Forestil jer at man sidder på en cykel i fart, og tyngdekraften pludselig ophæves. Dermed ophæves også friktionen mellem dæk og underlag, og den mindste ujævnhed vil få cyklen til at ændre retning OPAD, hvorefter man “svæver”, mens hjulene fortsætter med at rotere.

Hvis man læner sig til venstre, vil cyklen blot krænge sig til højre, for at opveje denne bevægelse, og hjulenes impulsmoment vil få cykel/cyklist til at rotere til højre om den lodrette akse – men cyklens/cyklistens massecentrum vil bevæge sig ligeud, hvormed ingen centrifugalkraft opstår.

Hvis cyklisten i stedet for at læne sig til venstre, drejer styret/forhjulet til venstre, så vil resten af cyklen rotore en lille smule til højre om den lodrette akse, for at opveje forhjulets bevægelse.

Forhjulets impulsmoment vil så tvinge cyklen til at krænge til venstre, hvorefter begge hjuls impulsmoment vil få cyklen til at rotere til venstre, over den lodrette akse.

Cykel/cyklist foretager dermed den helt korrekte bevægelse, for at kunne følge en kurve og skifte retning til venstre, hvis den havde vejgreb, men da den ikke har det, vil den stadig fortsætte ligeud.

Cyklisten vil kunne bevare krængningen, uden at vælte, da der hverken er tyngdekraft, til at trække den nedad, eller centrifugalkraft, til at den udad.

Cyklisten vil med andre ord, langt hen ad “vejen”, selv kunne regulere sin krængningsvinkel, blot ved at dreje på styret – men da der ikke er noget til at holde cykel/cyklist stabil over den tværgående akse, så vil cyklisten nok før eller siden miste kontrollen, og ende med at vende på hovedet ift udgangspositionen.

.
Modsat ovenstående scenarie, hvor der hverken er centrifugalkraft, tyngdekraft, vejgreb eller stabilitet over den tværgående akse, så er alle disse kræfter + en fjederkraft involveret i bricyklen, og cyklisten vil opfatte og reagere på dem alle.

Der er altså ingenlunde tale om at ophæve tyngdekraften, eller noget der vil opleves som sådan.

Man lægger blot en fjederkraft oveni centrifugalkraften, så den lodrette tyngdekraften ikke i sig selv er nok til at opveje den vandrette centrifugal+fjederkraft.

Dermed presser den samle centrifugal+fjederkraft cyklisten ud af det sædvanlige balancepunkt, og krænger dermed udad i svinget, indtil den når en vinkel hvor fjederkraften opvejer centrifugalkraften.

Det er ikke spor umuligt at styre en tre- eller firehjulet cykel, selvom hjulene og/eller cyklisten selv krænger udad – men som cyklist har man jo allerede tidligt i sin barndom optrænet en rutine, der gør at man følger hjulenes impulsmoment, og derfor reagerer ved at styre til samme side som krængningen.

Man kan desuden se på videoen, at cyklen har tendens til at vælte, hvis man forsøger at styre modsat krængningen, og derfor er nødt til at styre kontra, for ikke at vælte – hvad man jo altid vil reagere imod.

Men det skyldes jo bare at tyngdepunktet flyttes udover linjen mellem forhjulets og det yderste baghjuls støttepunkter.

Hvis sporviden mellem de yderste hjul lavet væsentligt, så vil den jo ikke have samme tendens vælte, og så er det jo bare at ignorere impulsmomentet og rutinen, og styre ind i svinget.

Posted in computer.

Galleri: Her er alle nyhederne du kan vente fra Microsoft

Digital assistent

Windows Phone 8.1: Den største nyhed i Windows Phone 8.1 er en talende assistent, der ved alt om dig og din færden ud fra, hvordan du bruger telefonen og ved at læse indholdet i dine mails.

Funktionen gemmer sig bag ikonet med cirklen.

Posted in computer.

Galleri: Her er alle nyhederne du kan vente fra Microsoft

Digital assistent

Windows Phone 8.1: Den største nyhed i Windows Phone 8.1 er en talende assistent, der ved alt om dig og din færden ud fra, hvordan du bruger telefonen og ved at læse indholdet i dine mails.

Funktionen gemmer sig bag ikonet med cirklen.

Posted in computer.

Test: Dødsenglen Malthael puster nyt liv i Diablo 3

Dæmonen Diablo er endelig besejret, og dens sjæl indespærret i den sorte sjælesten. Verden kan et øjeblik ånde lettet op, mens en gruppe af betroede bringer den skæbnesvangre sjælesten i sikkerhed.

Men sådanne øjeblikke er som altid flygtige – specielt når den faldne engel Malthael har besluttet sig for at vende tilbage til verden for at færdiggøre sin selvbestaltede opgave; at befri den fra alle dæmoniske væsner – og mennesker er netop i Malthael mørke øjne dæmoniske.

Malthael var oprindelig visdommens engel, men er i sin genopstandne skikkelse selve døden. En rolle som Blizzards designere har ønsket at underbygge ved at trække på spilverdenens eksisterende mytologi, der i forvejen er et sammensurium af elementer, som er på nippet til at virke bekendte, og så tilføje et godt lag mørke, grusomhed, kranier og æteriske englevinger, så Malthael føles som en decideret tilstedeværelse i Diablo 3: Reaper of Souls.



Diablo 3: Reaper of Souls’ nye figurklasse Crusader er primært designet til nærkamp suppeleret af enkelte magiske angreb.

Katastrofal lancering
Oprindeligt var lancering af Diablo 3 i 2012 helt katastrofal. Spilfans var fra starten ikke trygge ved Blizzards udmelding om, at Diablo 3 var et onlinebaseret spil forstået på den måde, at uanset om der skulle spilles single- eller multiplayer forgik selve spillet på Blizzards servere.

Placeringen af spiloplevelsen i skyen betyder, at spillet kræver en altid aktiv og stabil internetforbindelse, men det er samtidig en effektiv måde for spiludvikleren at forebygge piratkopiering på. Men på det mere teoretiske plan ændrer det også spil fra at være et produkt, som spilleren har et regulært ejerforhold til, og gør i stedet spillet til en tjeneste, som forbrugerne køber sig adgang til.

Den mere højtragende debat til side, så var faktum imidlertid, at Blizzard ikke havde tilstrækkelig styr på serverkapaciteten, og Diablo 3 derfor var så godt som uspilleligt de første par uger, spillet var på markedet.



Reaper of Souls svælger i udøde væsner og flirter med mytologierne omkring manden med leen.

Inflation i spilverdenen
Diablo 3 andet rigtig store problem viste sig hurtigt at blive det auktionshus for våben og udstyr, som Blizzard indbyggede i spillet. Auktionshuset var et forsøg på at komme det sorte marked til livs, som opstod i forbindelse med Diablo 2, der siden sin lancering har udviklet en helt parallel økonomi for handlen med grej i spillet.

Et af problemerne ved auktionshuset var imidlertid, at Blizzard ikke havde styr på de makroøkonomiske deltaljer i spilverdenen. Diablo 3 indeholder ikke nogen såkaldte Money Sinks, der er elementer i spillet, som trækker det virtuelle guld ud af spillets verden. Resultatet var selvfølgelig, at alle spillere konstant fik mere og mere guld mellem hænderne – det var rendyrket inflation med speederen i bund.

Men det største problem ved auktionshuset var, at det kvalte spillets primære gamplay-element – den evige jagt på nyt og bedre grej: rustninger, våben og magiske genstande. Det var langt sværere selv at finde noget brugbart udstyr i forhold til at opkøbe det via auktionshuset. Og Diablo 3 forvandlede sig fra at være en sjov jagt på skatte i en verden fyldt med monstre, til at blive en slæbende kendelig opgave med at skrabe nok guld sammen til at købe ind for.

Et nyt kapitel
Når udvidelsespakken Reaper of Spuls føjer et helt nyt femte kapitel til historien i Diablo 3, gør det muligt for spillerens figurer at nå hele vejen fra det tidligere niveau 60 til 70 og tilføjer den nye figurklasse Crusader – så er det faktisk det mindst væsentlige ved udgivelsen, der snarere fungerer som en vellykket kurskorrektion for hele Diablo 3-spiloplevelsen.

Blizzard lukkede ned for auktionshuset allerede i marts, og med Reaper of Souls indføres et helt nyt system for grej i spillet – et system kaldet Loot 2.0, som også kommer de spillere til gode, der ikke investerer i udvidelsespakken.

Med Loot 2.0 er der først og fremmest ændret på algoritmerne, så spillerne oplever at finde langt mere grej i Rare- og Legendary-kvaliteterne. Til tider føles det endda som om, der ligger lige lovlig meget grej og flyder rundt omkring i spilverdenen. Systemet er samtidig indrettet således, at det grej spillerne finder, i langt højere grad matcher figurklassen.

Matchet bliver mere udtalt jo højere niveau, der spilles på. Her vil spillere opleve at finde grej som ikke kun matcher deres figurklasse, men også har helt særlige egenskaber, der passer specifikt til en af figurklassens evner, hvilket meget nemt kan betyde at spilleren får lyst til at spille sin figur på en helt ny måde, ganske enkelt fordi grejet og dets egenskaber er så godt.



Diablo 3 er underholdende på egen hånd mens absolut sjovest og mere hæsblæsende sammen med en gruppe.

På nye eventyr
Med Reaper of Souls har Blizzard også tilføjet et helt nyt system af sværhedsgrader, så spillerene ikke som tidligere skal gennemspille Diablo 3′s histore hele tre gange for at nå frem til den hårdeste sværhedsgrad. I stedet er der nu fra start frit valg mellem ti forskellige sværhedsgrader – jo sværere spilleren vælger at gøre det for sig selv, jo større er belønningen også i form af grej og erfaringspoint.

Endelig er der i Reaper of Souls indført et regulært såkaldt End Game i form af spiltypen Adventuremode, der giver spillere noget fornuftigt at give sig til når udvidelsespakkens historie først er gennemspillet. I Adventuremode sendes spillerne ud i spilverden for at klare specifikke missioner – sædvanligvis for at slagte bestemte boss-monstre eller andre navngive monstre og høste en dusør.

Spillerne kan også vælge at drage ind i de særlige Nephalem Rifts, der udgøres af et til lejligheden genereret område fyldt med ekstra hårdføre monstre og en boss, der dropper endda endnu bedre grej.

Læs også:

Frem med smartphonen: 4 vanedannende spil du bare ikke kan slippe

Titanfall: Det regner med kamprobotter

Klik, klik og splat!
Diablo 3 er med lanceringen af Reaper of Souls blevet et langt bedre spil, hvor flow og tempo er godt afbalanceret med udbytte og grej. Men det er ikke pludselig blevet et spil, der åbner sig op for en helt ny målgruppe – Diablo 3 er fortsat et regulært actionrollespil, hvor monstrene i bund og grund skal klikkes ihjel med musen.

Posted in computer.

Test: Dødsenglen Malthael puster nyt liv i Diablo 3

Dæmonen Diablo er endelig besejret, og dens sjæl indespærret i den sorte sjælesten. Verden kan et øjeblik ånde lettet op, mens en gruppe af betroede bringer den skæbnesvangre sjælesten i sikkerhed.

Men sådanne øjeblikke er som altid flygtige – specielt når den faldne engel Malthael har besluttet sig for at vende tilbage til verden for at færdiggøre sin selvbestaltede opgave; at befri den fra alle dæmoniske væsner – og mennesker er netop i Malthael mørke øjne dæmoniske.

Malthael var oprindelig visdommens engel, men er i sin genopstandne skikkelse selve døden. En rolle som Blizzards designere har ønsket at underbygge ved at trække på spilverdenens eksisterende mytologi, der i forvejen er et sammensurium af elementer, som er på nippet til at virke bekendte, og så tilføje et godt lag mørke, grusomhed, kranier og æteriske englevinger, så Malthael føles som en decideret tilstedeværelse i Diablo 3: Reaper of Souls.



Diablo 3: Reaper of Souls’ nye figurklasse Crusader er primært designet til nærkamp suppeleret af enkelte magiske angreb.

Katastrofal lancering
Oprindeligt var lancering af Diablo 3 i 2012 helt katastrofal. Spilfans var fra starten ikke trygge ved Blizzards udmelding om, at Diablo 3 var et onlinebaseret spil forstået på den måde, at uanset om der skulle spilles single- eller multiplayer forgik selve spillet på Blizzards servere.

Placeringen af spiloplevelsen i skyen betyder, at spillet kræver en altid aktiv og stabil internetforbindelse, men det er samtidig en effektiv måde for spiludvikleren at forebygge piratkopiering på. Men på det mere teoretiske plan ændrer det også spil fra at være et produkt, som spilleren har et regulært ejerforhold til, og gør i stedet spillet til en tjeneste, som forbrugerne køber sig adgang til.

Den mere højtragende debat til side, så var faktum imidlertid, at Blizzard ikke havde tilstrækkelig styr på serverkapaciteten, og Diablo 3 derfor var så godt som uspilleligt de første par uger, spillet var på markedet.



Reaper of Souls svælger i udøde væsner og flirter med mytologierne omkring manden med leen.

Inflation i spilverdenen
Diablo 3 andet rigtig store problem viste sig hurtigt at blive det auktionshus for våben og udstyr, som Blizzard indbyggede i spillet. Auktionshuset var et forsøg på at komme det sorte marked til livs, som opstod i forbindelse med Diablo 2, der siden sin lancering har udviklet en helt parallel økonomi for handlen med grej i spillet.

Et af problemerne ved auktionshuset var imidlertid, at Blizzard ikke havde styr på de makroøkonomiske deltaljer i spilverdenen. Diablo 3 indeholder ikke nogen såkaldte Money Sinks, der er elementer i spillet, som trækker det virtuelle guld ud af spillets verden. Resultatet var selvfølgelig, at alle spillere konstant fik mere og mere guld mellem hænderne – det var rendyrket inflation med speederen i bund.

Men det største problem ved auktionshuset var, at det kvalte spillets primære gamplay-element – den evige jagt på nyt og bedre grej: rustninger, våben og magiske genstande. Det var langt sværere selv at finde noget brugbart udstyr i forhold til at opkøbe det via auktionshuset. Og Diablo 3 forvandlede sig fra at være en sjov jagt på skatte i en verden fyldt med monstre, til at blive en slæbende kendelig opgave med at skrabe nok guld sammen til at købe ind for.

Et nyt kapitel
Når udvidelsespakken Reaper of Spuls føjer et helt nyt femte kapitel til historien i Diablo 3, gør det muligt for spillerens figurer at nå hele vejen fra det tidligere niveau 60 til 70 og tilføjer den nye figurklasse Crusader – så er det faktisk det mindst væsentlige ved udgivelsen, der snarere fungerer som en vellykket kurskorrektion for hele Diablo 3-spiloplevelsen.

Blizzard lukkede ned for auktionshuset allerede i marts, og med Reaper of Souls indføres et helt nyt system for grej i spillet – et system kaldet Loot 2.0, som også kommer de spillere til gode, der ikke investerer i udvidelsespakken.

Med Loot 2.0 er der først og fremmest ændret på algoritmerne, så spillerne oplever at finde langt mere grej i Rare- og Legendary-kvaliteterne. Til tider føles det endda som om, der ligger lige lovlig meget grej og flyder rundt omkring i spilverdenen. Systemet er samtidig indrettet således, at det grej spillerne finder, i langt højere grad matcher figurklassen.

Matchet bliver mere udtalt jo højere niveau, der spilles på. Her vil spillere opleve at finde grej som ikke kun matcher deres figurklasse, men også har helt særlige egenskaber, der passer specifikt til en af figurklassens evner, hvilket meget nemt kan betyde at spilleren får lyst til at spille sin figur på en helt ny måde, ganske enkelt fordi grejet og dets egenskaber er så godt.



Diablo 3 er underholdende på egen hånd mens absolut sjovest og mere hæsblæsende sammen med en gruppe.

På nye eventyr
Med Reaper of Souls har Blizzard også tilføjet et helt nyt system af sværhedsgrader, så spillerene ikke som tidligere skal gennemspille Diablo 3′s histore hele tre gange for at nå frem til den hårdeste sværhedsgrad. I stedet er der nu fra start frit valg mellem ti forskellige sværhedsgrader – jo sværere spilleren vælger at gøre det for sig selv, jo større er belønningen også i form af grej og erfaringspoint.

Endelig er der i Reaper of Souls indført et regulært såkaldt End Game i form af spiltypen Adventuremode, der giver spillere noget fornuftigt at give sig til når udvidelsespakkens historie først er gennemspillet. I Adventuremode sendes spillerne ud i spilverden for at klare specifikke missioner – sædvanligvis for at slagte bestemte boss-monstre eller andre navngive monstre og høste en dusør.

Spillerne kan også vælge at drage ind i de særlige Nephalem Rifts, der udgøres af et til lejligheden genereret område fyldt med ekstra hårdføre monstre og en boss, der dropper endda endnu bedre grej.

Læs også:

Frem med smartphonen: 4 vanedannende spil du bare ikke kan slippe

Titanfall: Det regner med kamprobotter

Klik, klik og splat!
Diablo 3 er med lanceringen af Reaper of Souls blevet et langt bedre spil, hvor flow og tempo er godt afbalanceret med udbytte og grej. Men det er ikke pludselig blevet et spil, der åbner sig op for en helt ny målgruppe – Diablo 3 er fortsat et regulært actionrollespil, hvor monstrene i bund og grund skal klikkes ihjel med musen.

Posted in computer.