Daily Archives: April 8, 2014

Skævslidte hjul er den mest sandsynlige årsag til de revner, der er opstået i akselkasserne på flere IC4- og IC2-tog. Det skriver DSB i sin foreløbige risikovurdering, som netop er offentliggjort på Trafikstyrelsens hjemmeside.

»Vibrationer fra hjul med materialeudfald anses for at være årsag til revnedannelse og efterfølgende brud. Dette understøttes af, at der ved de identificerede hændelser har været registreret materialeudfald på de aktuelle hjul,« står der i notatet.

Konklusionen er DSB kommet frem til efter at have undersøgt to andre muligheder:

• materialesvigt i aksellejekasserne

• mulig øget vægt af togsæt som følge af ombygning

• vibrationer fra hjul med ujævne hjulflader.

Se Ingeniørens fokus om IC4

Force Technology har undersøgt den første teori, men deres undersøgelser viser, at der ikke er tegn på fejl eller anormaliteter i det materiale, som lejeskålen er fremstillet af.

Vægten af togsættene er blevet tjekket af Ansaldobreda, som har vejet et af de ombyggede IC4-tog (nr. 5615). Et IC4-tog må maksimalt veje 163,1 ton og have en maksimal akselvægt på 17,411 ton. Undersøgelsen viser, at togsættet samlet vejede 161,455 ton, og at den maksimale akselvægt var 17,205 ton.

For at forhindre flere revner vil DSB intensivere inspektionen af hjulene og sørge for, at de bliver afdrejet/reprofileret så hurtigt som muligt. Derudover skal aksellejekasserne og svingningsdæmperne inspiceres for hvert syvende driftsdøgn – svarende til ca. 5.600 km +/- 10 procent.

Følg IC4-skandalen i din indbakke – tilmeld dig Ingeniørens nyhedsbrev

Hvorfor der er materialeudfald på hjulene, melder DSB’s notat intet om. Men de vil arbejde videre på at finde de bagvedliggende årsager til problemerne sammen med eksperter fra det tyske firma DB Systemtechnik. DSB forventer imidlertid først at få en tilbagemelding fra DB Systemtechnik 22. maj, når firmaet har haft tid til at gennemgå alle DSB’s oplysninger om fejlene.

DSB: Ingen risiko for afsporing

I notatet går DSB til modangreb på Trafikstyrelsens vurdering af, at revnerne i akselkassen kunne føre til en afsporing.

»[Den] nederste del af aksellejekassen … indgår (ikke) ved fiksering af aksel, og … den direkte risiko for afsporing … påvirkes ikke ved brud på denne komponent.«

Skævslidte hjul er den mest sandsynlige årsag til de revner, der er opstået i akselkasserne på flere IC4- og IC2-tog. Det skriver DSB i sin foreløbige risikovurdering, som netop er offentliggjort på Trafikstyrelsens hjemmeside.

»Vibrationer fra hjul med materialeudfald anses for at være årsag til revnedannelse og efterfølgende brud. Dette understøttes af, at der ved de identificerede hændelser har været registreret materialeudfald på de aktuelle hjul,« står der i notatet.

Konklusionen er DSB kommet frem til efter at have undersøgt to andre muligheder:

• materialesvigt i aksellejekasserne

• mulig øget vægt af togsæt som følge af ombygning

• vibrationer fra hjul med ujævne hjulflader.

Se Ingeniørens fokus om IC4

Force Technology har undersøgt den første teori, men deres undersøgelser viser, at der ikke er tegn på fejl eller anormaliteter i det materiale, som lejeskålen er fremstillet af.

Vægten af togsættene er blevet tjekket af Ansaldobreda, som har vejet et af de ombyggede IC4-tog (nr. 5615). Et IC4-tog må maksimalt veje 163,1 ton og have en maksimal akselvægt på 17,411 ton. Undersøgelsen viser, at togsættet samlet vejede 161,455 ton, og at den maksimale akselvægt var 17,205 ton.

For at forhindre flere revner vil DSB intensivere inspektionen af hjulene og sørge for, at de bliver afdrejet/reprofileret så hurtigt som muligt. Derudover skal aksellejekasserne og svingningsdæmperne inspiceres for hvert syvende driftsdøgn – svarende til ca. 5.600 km +/- 10 procent.

Følg IC4-skandalen i din indbakke – tilmeld dig Ingeniørens nyhedsbrev

Hvorfor der er materialeudfald på hjulene, melder DSB’s notat intet om. Men de vil arbejde videre på at finde de bagvedliggende årsager til problemerne sammen med eksperter fra det tyske firma DB Systemtechnik. DSB forventer imidlertid først at få en tilbagemelding fra DB Systemtechnik 22. maj, når firmaet har haft tid til at gennemgå alle DSB’s oplysninger om fejlene.

DSB: Ingen risiko for afsporing

I notatet går DSB til modangreb på Trafikstyrelsens vurdering af, at revnerne i akselkassen kunne føre til en afsporing.

»[Den] nederste del af aksellejekassen … indgår (ikke) ved fiksering af aksel, og … den direkte risiko for afsporing … påvirkes ikke ved brud på denne komponent.«

Lederambitioner kan være noget, man har. Men det kan også være noget, man udvikler under de rette betingelser. Sidstnævnte gjorde sig gældende for Steffen Hvidbjerg Laxby, der betegner sin vej til rollen som projektleder som ‘ret afslappet’:

»Jeg sammenligner det at blive ingeniør med at tage kørekort: Du lærer det først, når du kommer ud på vejene,« siger han.

Opret dit cv på Jobfinder – og lad arbejdsgiverne komme til dig.

Samme tilgang har Steffen Hvidbjerg Laxby haft til projektlederrollen. Han har ikke haft en stor, forkromet plan om at blive chef. I stedet har han taget en dag ad gangen, mens lysten til at få et større ansvar udviklede sig, i takt med at han fik testet sine evner i nogle projekter undervejs. Han tror, at man skal prøve ting af, før man ved, om det er noget, man har lyst til. Det gælder også ledelse:

»Man skal have oprigtig lyst til at være leder og ikke bare blive det, fordi man har en forestilling om, at det er den rigtige vej at gå.«

Ledelse i det små

Steffen Hvidbjerg Laxby begyndte som projektingeniør i en gruppe med tre andre, der alle havde forskellig baggrund og anciennitet. Det betød, at han fik stor indsigt i andres opgaver og roller samt en meget bred sparring. Næsten fra begyndelsen havde han en rolle som assisterende for gruppens leder, og han fik løbende lov at prøve kræfter med lederrollen, inden han begyndte at tage lederkurser i Niras.

På daværende tidspunkt havde han været ansat i virksomheden i cirka halvandet år.

»For mig var lysten til at blive leder en proces, der startede, da jeg begyndte i Niras. Især fordi jeg kom ind i en gruppe, hvor vejledningen var professionel, og fagligheden stor. Her fik jeg mulighed for at udvikle mig i et roligt tempo,« fortæller han.

Da han så begyndte at gøre opmærksom på, at han havde lysten til at blive leder, åbnede mulighederne sig. Efter at have gennemgået en række af lederkurser stod han i 2012 klar til at påtage sig sin første rolle som projektleder. På det tidspunkt var han 26 år.

Fremtiden er åben

Første projekt overtog Steffen Hvidbjerg Laxby fra sin tidligere leder, da han fik et nyt job. Dermed gik han fra at være projektingeniør til projektleder på et projekt, der skulle omdanne et dødt område i Københavns Havn til rekreativ havnepromenade. Et projekt, der desværre står i stampe, efter at entreprenøren, Pihl & Søn, gik konkurs.

Siden har Steffen Hvidbjerg Laxby været leder på en række vejprojekter, og selv om han nyder rollen, vil han også fortsætte med at dyrke fagligheden:

»Jeg vil gerne have fingrene i både det faglige og det ledelsesmæssige. Jeg er jo stadig ung og har en masse at lære. «

Det handler igen om at tage en dag ad gangen og udforske de muligheder, man har, så nye verdener åbner sig. Steffen Hvidbjerg Laxby mener, at man skal give sin lyst plads til at udvikle sig i alle retninger. Derfor vil han heller ikke tage stilling til, hvorvidt han i fremtiden vil have endnu større ansvar – ligesom han absolut heller ikke afviser det:

»Jeg vil ikke udelukke noget, og det er bestemt en mulighed, at jeg engang får øget lederansvar.«

Man kan altid blive bedre

»Jeg har en god evne til at kunne fungere og kommunikere med mange forskellige typer af mennesker,« svarer Steffen Hvidbjerg Laxby som det første, da han bliver spurgt til sine lederevner.

Han nyder opgaven med at få folk til at arbejde sammen og få tingene til at gå op i en højere enhed.

Steffen Hvidbjerg Laxby er ikke meget for at finde de store gloser frem, når han bliver bedt om at svare på, hvordan han klarer lederrollen. Han synes, at det går fornuftigt, når man tager i betragtning, at han kun har haft det store ansvar i et par år. Og generelt har tilbagemeldingerne fra chefer, bygherrer og samarbejdspartnere været positive.

»Men der er altid plads til forbedringer,« understreger han.

»Jeg skal især blive bedre til at give opgaver fra mig. Ofte sidder jeg både med leder- og projekteringshatten på, fordi jeg gerne vil det hele. Jeg skal acceptere, at jeg bliver nødt til at uddelegere arbejdsopgaver. «

Selv om Steffen Hvidbjerg Laxby har haft femårsjubilæum i Niras, er han stadig kun 28 år gammel. Alle muligheder er åbne, som han selv siger – og dem har han tænkt sig at udnytte til at lære og fortsætte med at lave det, han har mest lyst til.

Lederambitioner kan være noget, man har. Men det kan også være noget, man udvikler under de rette betingelser. Sidstnævnte gjorde sig gældende for Steffen Hvidbjerg Laxby, der betegner sin vej til rollen som projektleder som ‘ret afslappet’:

»Jeg sammenligner det at blive ingeniør med at tage kørekort: Du lærer det først, når du kommer ud på vejene,« siger han.

Opret dit cv på Jobfinder – og lad arbejdsgiverne komme til dig.

Samme tilgang har Steffen Hvidbjerg Laxby haft til projektlederrollen. Han har ikke haft en stor, forkromet plan om at blive chef. I stedet har han taget en dag ad gangen, mens lysten til at få et større ansvar udviklede sig, i takt med at han fik testet sine evner i nogle projekter undervejs. Han tror, at man skal prøve ting af, før man ved, om det er noget, man har lyst til. Det gælder også ledelse:

»Man skal have oprigtig lyst til at være leder og ikke bare blive det, fordi man har en forestilling om, at det er den rigtige vej at gå.«

Ledelse i det små

Steffen Hvidbjerg Laxby begyndte som projektingeniør i en gruppe med tre andre, der alle havde forskellig baggrund og anciennitet. Det betød, at han fik stor indsigt i andres opgaver og roller samt en meget bred sparring. Næsten fra begyndelsen havde han en rolle som assisterende for gruppens leder, og han fik løbende lov at prøve kræfter med lederrollen, inden han begyndte at tage lederkurser i Niras.

På daværende tidspunkt havde han været ansat i virksomheden i cirka halvandet år.

»For mig var lysten til at blive leder en proces, der startede, da jeg begyndte i Niras. Især fordi jeg kom ind i en gruppe, hvor vejledningen var professionel, og fagligheden stor. Her fik jeg mulighed for at udvikle mig i et roligt tempo,« fortæller han.

Da han så begyndte at gøre opmærksom på, at han havde lysten til at blive leder, åbnede mulighederne sig. Efter at have gennemgået en række af lederkurser stod han i 2012 klar til at påtage sig sin første rolle som projektleder. På det tidspunkt var han 26 år.

Fremtiden er åben

Første projekt overtog Steffen Hvidbjerg Laxby fra sin tidligere leder, da han fik et nyt job. Dermed gik han fra at være projektingeniør til projektleder på et projekt, der skulle omdanne et dødt område i Københavns Havn til rekreativ havnepromenade. Et projekt, der desværre står i stampe, efter at entreprenøren, Pihl & Søn, gik konkurs.

Siden har Steffen Hvidbjerg Laxby været leder på en række vejprojekter, og selv om han nyder rollen, vil han også fortsætte med at dyrke fagligheden:

»Jeg vil gerne have fingrene i både det faglige og det ledelsesmæssige. Jeg er jo stadig ung og har en masse at lære. «

Det handler igen om at tage en dag ad gangen og udforske de muligheder, man har, så nye verdener åbner sig. Steffen Hvidbjerg Laxby mener, at man skal give sin lyst plads til at udvikle sig i alle retninger. Derfor vil han heller ikke tage stilling til, hvorvidt han i fremtiden vil have endnu større ansvar – ligesom han absolut heller ikke afviser det:

»Jeg vil ikke udelukke noget, og det er bestemt en mulighed, at jeg engang får øget lederansvar.«

Man kan altid blive bedre

»Jeg har en god evne til at kunne fungere og kommunikere med mange forskellige typer af mennesker,« svarer Steffen Hvidbjerg Laxby som det første, da han bliver spurgt til sine lederevner.

Han nyder opgaven med at få folk til at arbejde sammen og få tingene til at gå op i en højere enhed.

Steffen Hvidbjerg Laxby er ikke meget for at finde de store gloser frem, når han bliver bedt om at svare på, hvordan han klarer lederrollen. Han synes, at det går fornuftigt, når man tager i betragtning, at han kun har haft det store ansvar i et par år. Og generelt har tilbagemeldingerne fra chefer, bygherrer og samarbejdspartnere været positive.

»Men der er altid plads til forbedringer,« understreger han.

»Jeg skal især blive bedre til at give opgaver fra mig. Ofte sidder jeg både med leder- og projekteringshatten på, fordi jeg gerne vil det hele. Jeg skal acceptere, at jeg bliver nødt til at uddelegere arbejdsopgaver. «

Selv om Steffen Hvidbjerg Laxby har haft femårsjubilæum i Niras, er han stadig kun 28 år gammel. Alle muligheder er åbne, som han selv siger – og dem har han tænkt sig at udnytte til at lære og fortsætte med at lave det, han har mest lyst til.

Mellem 1.100 og 1.200 betonpæle og 1.200-1.400 træpæle skal der til for at holde Silkeborgmotorvejen oven vande på den strækning, der bliver ført gennem Gubsø nordvest for Silkeborg. De mange pæle skal bankes 15 til 26 meter ned i våd mosebund, før de møder grund.

Silkeborgmotorvejen, der er en knap 29 kilometer lang, firesporet motorvejsstrækning mellem Funder og Låsby, er efter en lang og bøvlet beslutningsproces nu kommet godt i vej. Næste år åbner første etape af det 6,2 milliarder kroner dyre projekt, som fuldender motorvejen mellem Aarhus og Herning, og etapen mellem Funder og Hårup følger året efter.

Ved Gubsø er byggeriet af den 335 meter lange tvillingebro til motorvejens øst- og vestgående spor nu ved at gå i gang.

Sandet skal fjernes igen

Oprindelig skulle der have været anlagt en dæmning på stedet, men da det kom til stykket, viste jordbundsforholdene sig uegnede til det. Den bløde jord gør det imidlertid også nødvendigt at pælefundere broen.

Betonpælene skal støtte de 13 bropiller, som bærer brodækket. Træpælene, der skal støtte stilladset til brodækkets ‘støbeform’, bliver stående, når broen er bygget færdig. Men når de har gjort deres pligt, og brodækket er hærdet, bliver de kappet af under vandoverfladen, og så vil resten langsomt forgå.

For at sikre entreprenøren midlertidige adgangsveje i den våde mose ud til det område, hvor brosøjlerne skal støbes, er der netop blevet lagt store sandpuder ud til byggeriet. Puderne rummer i alt 10.000 m3 sand og bliver fjernet igen, så snart byggeriet er overstået, for at genere Gubsøs beskyttede dyrearter mindst muligt.

Netop store naturværdier spændte ben for at føre motorvejsstrækningen ud i livet. Men ud af de to oprindelige linjeføringer, ringvejslinjen igennem Silkeborg og Resendallinjen nord om Silkeborg, udviklede sig en kombiløsning, som bedst tog hensyn til Gudenådalens naturværdier.

Vandtæt igennem Silkeborg

Helt går byen heller ikke fri. Inde i Silkeborg er der larm og vibrationer, for den 300 meter lange tunnel, der skal føre trafikken under jorden, ligger under grundvandsniveau. Derfor er spunsvæggene i tunnelen og langs den nedgravede strækning hen imod Gudenåen svejset vandtætte, og bunden af vejen er gjort vandtæt med et 50 cm tykt lag armeret beton.

Også de pæle, der skal bære låget til overdækningen i vejens sydside, skal bankes i jorden, og det arbejde vil larme sommeren over, lover Vejdirektoratet.

Der er stor aktivitet på hele motorvejsstrækningen lige nu. Broer bygges færdige, der graves på livet løs, og trafikken lægges om flere steder for at give plads til motorvejsbyggeriet.

På første etape, dvs. strækningen mellem Hårup og Låsby, står alle broer nu færdigstøbte. Jordarbejdet er i fuld gang på hele strækningen, inden længe efterfulgt af arbejdet med at asfaltere.

Det samlede projekt omfatter etablering af 29 kilometer firesporet motorvej, syv tilslutningsanlæg, et rasteanlæg og 31 over- og underføringer af krydsende veje og stier.

Arbejdsskadestyrelsen skal formentligt på indkøb efter et helt nyt sagsbehandlingssystem som erstatning for det gamle system fra 1991, som styrelsen i dag benytter. Den planlagte afløser, det skandaleramte system Proask, ser ikke ud til at komme til at fungere.

»Hvornår bliver Proask færdigt? Det er jeg ikke sikker på, det bliver. Meget tyder på, at Proask ikke bliver implementeret som sagsbehandlingssystem i Arbejdsskadestyrelsen,« sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen på et åbent samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg tirsdag.

Den endelig beslutning om Proask-systemets skæbne er endnu ikke truffet. Ifølge Mette Frederiksen vil det først ske inden sommerferien.

Proask blev søsat som et stort it-projekt i 2008, men allerede i 2011 var der alvorlige problemer med forsinkelser, og da styrelsen formelt overtog systemet fra leverandøren Steria i december 2012, var der ikke tale om et system, som kunne tages i brug.

Budgettet voksede fra en oprindelig udviklingsbevilling på 108 millioner kroner i 2008 til i 2014 at kostet Arbejdsskadestyrelsen 164 millioner kroner. Leverandøren Steria har leveret systemet til en fast pris og har undervejs måttet betale bod for forsinkelser.

Grænseflader til andre it-systemer og ekstern rådgivning har imidlertid ført til den kraftige overskridelse af budgettet. Ud over de 164 millioner i udviklingsomkostninger kommer cirka 100 millioner kroner i renteudgifter og til drift af det ikke-fungerende Proask side om side med styrelsens gamle system. Alt i alt løber omkostninger til Proask altså op i mere end en halv milliard kroner.

»Den samlede udgift kender vi først, når vi har truffet den endelige beslutning om Proask. Det er ikke for-sjov-penge – det er penge, vi kunne have brugt på noget andet – penge vi kunne have brugt på at hjælpe dem, det handler om,« sagde Mette Frederiksen.

Hun understregede samtidig, at Arbejdsskadestyrelsen ifølge ministeriet formelt havde levet op til kravene om at holde Folketinget orienteret. Hun mener dog, at styrelsen burde have benyttet sig af muligheden for at give Folketinget en foreløbig orientering, selvom der ikke var grundlag for at skrive et decideret aktstykke til finansudvalget.

»Jeg mener, det var en fejl at vente. Det mener jeg, man kunne have gjort anderledes. Det vil være min anbefaling en anden gang. Det ændrer ikke ved, at udvalget blev orienteret korrekt,« sagde Mette Frederiksen.

Ifølge Mette Frederiksen var det først, da konsulentfirmaet Deloitte i januar 2014 var klar med en foreløbig rapport om Proask og anbefalede en nedlukning, at dén vurdering var kommet på tale. Ingen eksterne konsulenter havde tidligere vurderet, at Proask ikke kunne gennemføres.

»Det er først med rapporten fra Deloitte, at det ligger sort på hvidt, at Proask anbefales lukket. Jeg har ingen grund til at tro, at mine forgængere skulle have ladet Proask køre videre, hvis de havde haft forudsætning for at have handlet anderledes,« sagde Mette Frederiksen.

Til trods for løbende forhøjelser af budgetter og problemer med tidsplanen, lød det så sent som i foråret 2013 i en rapport fra Gartner Consulting, at Proask kunne gennemføres og i sidste ende give overskud.

»It-projekter er noget af det eneste, man som minister ikke har nogen forudsætninger for. Det er et område, hvor vi er afhængige af de faglige vurderinger,« sagde Mette Frederiksen.

Proask blev søsat i 2008 umiddelbart før det nyoprettede Statens it-projektråd fik til opgave at holde øje med de største statslige it-projekter. Ifølge Mette Frederiksen bør hele forløbet med Proask undersøges, så lignende sager kan undgås i fremtiden.

Det kan især blive aktuelt, hvis Arbejdsskadestyrelsen nu skal ud og investere i et helt nyt it-system.

»Ingen kan have interesse i, at vi starter et nyt projekt, som bliver forsinket og bliver en gentagelse. Jeg tror, vi skal have et nyt system i stedet for Proask. Det er umiddelbart svært at nå en anden konklusion,« sagde Mette Frederiksen.

Se optagelsen af beskæftigelsesudvalgets åbne samråd om Proask.

Arbejdsskadestyrelsen skal formentligt på indkøb efter et helt nyt sagsbehandlingssystem som erstatning for det gamle system fra 1991, som styrelsen i dag benytter. Den planlagte afløser, det skandaleramte system Proask, ser ikke ud til at komme til at fungere.

»Hvornår bliver Proask færdigt? Det er jeg ikke sikker på, det bliver. Meget tyder på, at Proask ikke bliver implementeret som sagsbehandlingssystem i Arbejdsskadestyrelsen,« sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen på et åbent samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg tirsdag.

Den endelig beslutning om Proask-systemets skæbne er endnu ikke truffet. Ifølge Mette Frederiksen vil det først ske inden sommerferien.

Proask blev søsat som et stort it-projekt i 2008, men allerede i 2011 var der alvorlige problemer med forsinkelser, og da styrelsen formelt overtog systemet fra leverandøren Steria i december 2012, var der ikke tale om et system, som kunne tages i brug.

Budgettet voksede fra en oprindelig udviklingsbevilling på 108 millioner kroner i 2008 til i 2014 at kostet Arbejdsskadestyrelsen 164 millioner kroner. Leverandøren Steria har leveret systemet til en fast pris og har undervejs måttet betale bod for forsinkelser.

Grænseflader til andre it-systemer og ekstern rådgivning har imidlertid ført til den kraftige overskridelse af budgettet. Ud over de 164 millioner i udviklingsomkostninger kommer cirka 100 millioner kroner i renteudgifter og til drift af det ikke-fungerende Proask side om side med styrelsens gamle system. Alt i alt løber omkostninger til Proask altså op i mere end en halv milliard kroner.

»Den samlede udgift kender vi først, når vi har truffet den endelige beslutning om Proask. Det er ikke for-sjov-penge – det er penge, vi kunne have brugt på noget andet – penge vi kunne have brugt på at hjælpe dem, det handler om,« sagde Mette Frederiksen.

Hun understregede samtidig, at Arbejdsskadestyrelsen ifølge ministeriet formelt havde levet op til kravene om at holde Folketinget orienteret. Hun mener dog, at styrelsen burde have benyttet sig af muligheden for at give Folketinget en foreløbig orientering, selvom der ikke var grundlag for at skrive et decideret aktstykke til finansudvalget.

»Jeg mener, det var en fejl at vente. Det mener jeg, man kunne have gjort anderledes. Det vil være min anbefaling en anden gang. Det ændrer ikke ved, at udvalget blev orienteret korrekt,« sagde Mette Frederiksen.

Ifølge Mette Frederiksen var det først, da konsulentfirmaet Deloitte i januar 2014 var klar med en foreløbig rapport om Proask og anbefalede en nedlukning, at dén vurdering var kommet på tale. Ingen eksterne konsulenter havde tidligere vurderet, at Proask ikke kunne gennemføres.

»Det er først med rapporten fra Deloitte, at det ligger sort på hvidt, at Proask anbefales lukket. Jeg har ingen grund til at tro, at mine forgængere skulle have ladet Proask køre videre, hvis de havde haft forudsætning for at have handlet anderledes,« sagde Mette Frederiksen.

Til trods for løbende forhøjelser af budgetter og problemer med tidsplanen, lød det så sent som i foråret 2013 i en rapport fra Gartner Consulting, at Proask kunne gennemføres og i sidste ende give overskud.

»It-projekter er noget af det eneste, man som minister ikke har nogen forudsætninger for. Det er et område, hvor vi er afhængige af de faglige vurderinger,« sagde Mette Frederiksen.

Proask blev søsat i 2008 umiddelbart før det nyoprettede Statens it-projektråd fik til opgave at holde øje med de største statslige it-projekter. Ifølge Mette Frederiksen bør hele forløbet med Proask undersøges, så lignende sager kan undgås i fremtiden.

Det kan især blive aktuelt, hvis Arbejdsskadestyrelsen nu skal ud og investere i et helt nyt it-system.

»Ingen kan have interesse i, at vi starter et nyt projekt, som bliver forsinket og bliver en gentagelse. Jeg tror, vi skal have et nyt system i stedet for Proask. Det er umiddelbart svært at nå en anden konklusion,« sagde Mette Frederiksen.

Se optagelsen af beskæftigelsesudvalgets åbne samråd om Proask.

Computeres regneenheder (CPU’erne) har efterhånden konvergeret mod en model, der kun varieres lidt: Man har 2^n bit per register, typisk 8, 16, 32 eller 64. Man har 2^n registre, hvoraf nogle få kan have specialfunktioner (såsom PC, stakpegepind eller konstant lig med 0). Heltal bruger tokomplement repræsentation og kommatal bruger IEEE-standarden. Men der har gennem tiderne været lavet mange underlige ting, der måske gav mening i sin tid, men som på darwinistisk vis er uddøde i kampen om overlevelse. Her er et par eksempler:

Skæve ordlængder

Tidlige computere havde ikke nødvendigvis ordlængder, der var toerpotenser. Vores hjemlige DASK havde for eksempel 40-bits ord, og GIER 42-bit ord, hvor de to sidste bit dog kun blev brugt til instruktionsindkodning (tal var altid 40 bit). Univac 1100, som var den computer, der blev brugt på DIKU, da jeg startede med at studere, havde 36-bit maskinord. Det havde den fordel, at man kunne dele et register op i to halve, tre tredjedele, fire fjerdedele eller seks sjettedele, som f.eks. blev brugt til at indkode seks Fieldata tegn i et register. Digitale signalprocessorer (DSP’er) har ofte skæve ordlængder, f.eks. 24 bit, så man havde lidt større præcision end 16 bit uden at betale hele prisen for 32 bit. Ofte var der et par ekstra bit i akkumulatoren, så man kunne have mellemresultater, der var lidt større end registrene ellers tillod. http://en.wikipedia.org/wiki/Word_%28computer_architecture%29 har en tabel over ældre maskiners ordlængder, hvoraf man blandt andet kan se, at Saturn V raketternes computer havde 26-bit ord. Hvor moderne computere er byte-addresserede (dvs. at adresser tæller 1 op for hver byte i lageret), ver det almindeligt i de tidlige computere, at der var et helt maskinord per adresse. Men det modsatte har også været forsøgt: Intels første forsøg på erstatning af x86, iAPX432, havde 32-bit maskinord, men havde en adresse for hvert bit i lageret, så man kunne f.eks. hente 32 bit startende fra bit 113 i lageret.

Alternative talindkodninger

Stort set alle moderne computere bruger tokomplement binær repræsentation til heltal. Men det har ikke altid være tilfældet. Den før omtalte UNIVAC 1100 brugte foreksempel etkomplementrepræsentation, hvor et tal negeres ved at vende alle bit. Hvis tallet 3 er indkodet i 8 bit som 00000011, er -3 indkodet som 11111100. Det gør nogle ting enklere, men der er underlige konsekvenser, f.eks. har 0 to forskellige indkodninger: 00000000 og 11111111, hvoraf den sidste ofte blev kaldt -0. Det gjorde også kredsløbende til addition lidt mere besværlige (subtraktion er nem nok, når man har addition: Man vender blot alle bit i den ene operand). Andre maskiner brugte fortegn + magnitude, hvilket stadig ses i kommatalsrepræsentationer, men der var flere muligheder. Det var ikke ualmindeligt, at computere brugte decimaltal: Hvert ciffer blev internt repræsenteret med fire bits (Binary-Coded Decimal), og aritmetik sørgede for at menteoverførsler fungerede som i decimal. Det gjorde man til dels for at understøtte COBOL, hvor taltyper var specificeret som et antal decimale cifre (både før og efter decimalpunktummet). x86 understøtter stadig BCD i hardware, men de fleste andre processorer overlader det til software. Men det kunne være endnu mere underligt: Den russiske Saturn computer brugte ternære tal: Cifre kunne være 0, +1 eller -1. Denne balancerede ternære repræsentation har nogle gode matematiske egenskaber: Negative tal er ikke specialtilfælde, negation er en tritvis (et ternært ciffer kaldet en “trit”) og det er den mest effektive talindkodning af alle, hvis man regner på følgende måde: Vi antager, at et ciffer “fylder” lineært i antallet af forskellige cifre. Da kræver det det log(n)/log(base) cifre, der hver koster base plads at indkode et tal n. Man skal altså minimere base/log(base). For base 2 (binær) er dette tal 2,885, for base 3 (ternær) er det 2,731, for base 4 er det 2,885 (ligesom for base 2), og derefter stiger værdien. Så base 3 er marginalt mindre pladskrævende end base 2. Desværre er elektronikken væsentligt mere kompliceret. I Saturn repræsenterede man f.eks. en trit som to bit, hvor en kombination ikke blev brugt, så i praksis var der ikke vundet noget. Der forskes dog stadig teoretisk med ternær logik for kredsløb, blandt andet i forbindelse med kvantecomputere. Hvem ved: Hvis et element i en fremtidig computer har tre naturlige tilstande i stedet for to, kan ternære tal komme på mode igen.

Stakcomputere

Moderne CPU’er bruger stort set altid registre til mellemresultater og lokale variabler, selv om mange virtuelle maskiner (JVM, CLI, osv) bruger stakke. Men tidligere var det ikke ualmindeligt at lave CPU’er, der eksplicit brugte en stak til mellemresultater. En af de mere kendte er Burroughs B5000 serien, som var bygget til Algol 60 (man brugte en variant af Algol kaldet ESPOL som assemblersprog). Et andet eksempel er den britiske Transputer, der var lavet til at understøtte sproget Occam, der var rettet mod parallelle og samtidige beregninger. Der er også hybride maskiner, f.eks. SPARC, der har en registerstak: 16 af de 32 heltalsregistre er et vindue ind i en større registerstak, der flyttes op eller ned ved funktionskald. Ideen var at mindske prisen for funktionskald ved at undgå, at der skal gemmes og hentes et større antal registre ved hvert kald. Intels mindre succesfulde Itanium brugte en lignede ide. En næsten modsat ide blev brugt i Texas Instruments’ TMS9900 16-bit processor (som blev brugt i hjemmecomputeren TI-99/4): Et WP (workspace pointer) register pegede på 16 16-bit ord i lageret, som blev brugt som registre. Udover WP var kun PC og statusregisteret egentlige on-chip registre, så alle beregninger skete via lageret, o det var almindeligt at organisere en stak i lageret og lade WP rykke op og ned ved funktionskald og retur.

Forbedringer in oversætterteknik har gjort stakmaskinernes fordel i forhold til enkel kodegenerering fra højniveausprog stort set irrelevant, og overhead til at gemme og hente registre ved funktionskald er minimeret dels gennem registerallokering og dels gennem hurtig primærcache. Så stort set ingen moderne CPU’er er egentlige stakmaskiner.

Andre underligheder

En tidlig mikroprocessor, RCA 1802 fra 1974, var ret usædvanlig: Den havde et akkumulatorregister D (16 bit) samt 16 16-bit registre, der kunne bruges som operander sammen med D til aritmetik og lagertilgang. Der var ikke nogen egentlig stakpegepind, ingen subrutinekaldinstruktion og ingen betingede hop, men enhver af de 16 registre kunne sættes til at være PC, så man kunne simulere disse ting med lidt snedighed. Alle instruktioner var 8 bit bestående af 4 bit opcode og 4 bit operandregister. På mange måder kan RCA 1802 siges at være en forløber for RISC-ideen.

Data General’s Nova computer (som Regnecentralen lavede en version af undre navnet RC7000) havde 16-bit registre og adresser. Men det ene bit i adressen havde en speciel funktion: Hvis det var sat, var lagertilgang eller hop indirekte, så man hentede ordet på adressen og brugte det som adresse. Hvis dette ord også havde indirektionsbittet sat (og det var en hopinstruktion), var denne adresse også indirekte, og så fremdeles, så man kunne have vilkårligt lange kæder af indirekte adresser. I de første versioner af computeren, kunne man ikke afbryde denne sekvens, så hvis man forsøgte at tilgå en cyklisk kæde af adresser, kom computeren i en uendelig løkke, som kun kunne afbrydes ved at slukke computeren. Senere modeller tilføjede en tæller, der afbrød kædefølgeriet efter et stykke tid.

Der har været adskillige processorer, der har været specialiseret til et bestemt højniveausprog. Jeg nævnte Burroughs B5000 serien og Algol samt Transputeren og Occam før, men der har også været lavet processorer specielt til sprog som LISP, Java, Forth m.m. De er for det meste blevet overflødige, fordi oversætterteknik har gjort implementering af disse sprog på traditionelle CPU’er lige så effektiv som på de specialiserede processorer.

Der er korte beskrivelser af flere bemærkelsesværdige processorer på Great Microprocessors of the Past and Present. Nogle af dem er underlige på forskellige måder, mens andre “blot” er klassikere.

Alle de ovenstående eksempler har været i kommerciel produktion, men der er utallige mærkelige CPU’er, der aldrig har forladt laboratorierne. Et eksempel på dette er Pendulum processoren, der implementer et reversibelt instruktionssæt: Et bit i processoren bestemmer, om programmet kører forlæns eller baglæns, og dette bit kan vendes i forbindelse med hop.

Computeres regneenheder (CPU’erne) har efterhånden konvergeret mod en model, der kun varieres lidt: Man har 2^n bit per register, typisk 8, 16, 32 eller 64. Man har 2^n registre, hvoraf nogle få kan have specialfunktioner (såsom PC, stakpegepind eller konstant lig med 0). Heltal bruger tokomplement repræsentation og kommatal bruger IEEE-standarden. Men der har gennem tiderne været lavet mange underlige ting, der måske gav mening i sin tid, men som på darwinistisk vis er uddøde i kampen om overlevelse. Her er et par eksempler:

Skæve ordlængder

Tidlige computere havde ikke nødvendigvis ordlængder, der var toerpotenser. Vores hjemlige DASK havde for eksempel 40-bits ord, og GIER 42-bit ord, hvor de to sidste bit dog kun blev brugt til instruktionsindkodning (tal var altid 40 bit). Univac 1100, som var den computer, der blev brugt på DIKU, da jeg startede med at studere, havde 36-bit maskinord. Det havde den fordel, at man kunne dele et register op i to halve, tre tredjedele, fire fjerdedele eller seks sjettedele, som f.eks. blev brugt til at indkode seks Fieldata tegn i et register. Digitale signalprocessorer (DSP’er) har ofte skæve ordlængder, f.eks. 24 bit, så man havde lidt større præcision end 16 bit uden at betale hele prisen for 32 bit. Ofte var der et par ekstra bit i akkumulatoren, så man kunne have mellemresultater, der var lidt større end registrene ellers tillod. http://en.wikipedia.org/wiki/Word_%28computer_architecture%29 har en tabel over ældre maskiners ordlængder, hvoraf man blandt andet kan se, at Saturn V raketternes computer havde 26-bit ord. Hvor moderne computere er byte-addresserede (dvs. at adresser tæller 1 op for hver byte i lageret), ver det almindeligt i de tidlige computere, at der var et helt maskinord per adresse. Men det modsatte har også været forsøgt: Intels første forsøg på erstatning af x86, iAPX432, havde 32-bit maskinord, men havde en adresse for hvert bit i lageret, så man kunne f.eks. hente 32 bit startende fra bit 113 i lageret.

Alternative talindkodninger

Stort set alle moderne computere bruger tokomplement binær repræsentation til heltal. Men det har ikke altid være tilfældet. Den før omtalte UNIVAC 1100 brugte foreksempel etkomplementrepræsentation, hvor et tal negeres ved at vende alle bit. Hvis tallet 3 er indkodet i 8 bit som 00000011, er -3 indkodet som 11111100. Det gør nogle ting enklere, men der er underlige konsekvenser, f.eks. har 0 to forskellige indkodninger: 00000000 og 11111111, hvoraf den sidste ofte blev kaldt -0. Det gjorde også kredsløbende til addition lidt mere besværlige (subtraktion er nem nok, når man har addition: Man vender blot alle bit i den ene operand). Andre maskiner brugte fortegn + magnitude, hvilket stadig ses i kommatalsrepræsentationer, men der var flere muligheder. Det var ikke ualmindeligt, at computere brugte decimaltal: Hvert ciffer blev internt repræsenteret med fire bits (Binary-Coded Decimal), og aritmetik sørgede for at menteoverførsler fungerede som i decimal. Det gjorde man til dels for at understøtte COBOL, hvor taltyper var specificeret som et antal decimale cifre (både før og efter decimalpunktummet). x86 understøtter stadig BCD i hardware, men de fleste andre processorer overlader det til software. Men det kunne være endnu mere underligt: Den russiske Saturn computer brugte ternære tal: Cifre kunne være 0, +1 eller -1. Denne balancerede ternære repræsentation har nogle gode matematiske egenskaber: Negative tal er ikke specialtilfælde, negation er en tritvis (et ternært ciffer kaldet en “trit”) og det er den mest effektive talindkodning af alle, hvis man regner på følgende måde: Vi antager, at et ciffer “fylder” lineært i antallet af forskellige cifre. Da kræver det det log(n)/log(base) cifre, der hver koster base plads at indkode et tal n. Man skal altså minimere base/log(base). For base 2 (binær) er dette tal 2,885, for base 3 (ternær) er det 2,731, for base 4 er det 2,885 (ligesom for base 2), og derefter stiger værdien. Så base 3 er marginalt mindre pladskrævende end base 2. Desværre er elektronikken væsentligt mere kompliceret. I Saturn repræsenterede man f.eks. en trit som to bit, hvor en kombination ikke blev brugt, så i praksis var der ikke vundet noget. Der forskes dog stadig teoretisk med ternær logik for kredsløb, blandt andet i forbindelse med kvantecomputere. Hvem ved: Hvis et element i en fremtidig computer har tre naturlige tilstande i stedet for to, kan ternære tal komme på mode igen.

Stakcomputere

Moderne CPU’er bruger stort set altid registre til mellemresultater og lokale variabler, selv om mange virtuelle maskiner (JVM, CLI, osv) bruger stakke. Men tidligere var det ikke ualmindeligt at lave CPU’er, der eksplicit brugte en stak til mellemresultater. En af de mere kendte er Burroughs B5000 serien, som var bygget til Algol 60 (man brugte en variant af Algol kaldet ESPOL som assemblersprog). Et andet eksempel er den britiske Transputer, der var lavet til at understøtte sproget Occam, der var rettet mod parallelle og samtidige beregninger. Der er også hybride maskiner, f.eks. SPARC, der har en registerstak: 16 af de 32 heltalsregistre er et vindue ind i en større registerstak, der flyttes op eller ned ved funktionskald. Ideen var at mindske prisen for funktionskald ved at undgå, at der skal gemmes og hentes et større antal registre ved hvert kald. Intels mindre succesfulde Itanium brugte en lignede ide. En næsten modsat ide blev brugt i Texas Instruments’ TMS9900 16-bit processor (som blev brugt i hjemmecomputeren TI-99/4): Et WP (workspace pointer) register pegede på 16 16-bit ord i lageret, som blev brugt som registre. Udover WP var kun PC og statusregisteret egentlige on-chip registre, så alle beregninger skete via lageret, o det var almindeligt at organisere en stak i lageret og lade WP rykke op og ned ved funktionskald og retur.

Forbedringer in oversætterteknik har gjort stakmaskinernes fordel i forhold til enkel kodegenerering fra højniveausprog stort set irrelevant, og overhead til at gemme og hente registre ved funktionskald er minimeret dels gennem registerallokering og dels gennem hurtig primærcache. Så stort set ingen moderne CPU’er er egentlige stakmaskiner.

Andre underligheder

En tidlig mikroprocessor, RCA 1802 fra 1974, var ret usædvanlig: Den havde et akkumulatorregister D (16 bit) samt 16 16-bit registre, der kunne bruges som operander sammen med D til aritmetik og lagertilgang. Der var ikke nogen egentlig stakpegepind, ingen subrutinekaldinstruktion og ingen betingede hop, men enhver af de 16 registre kunne sættes til at være PC, så man kunne simulere disse ting med lidt snedighed. Alle instruktioner var 8 bit bestående af 4 bit opcode og 4 bit operandregister. På mange måder kan RCA 1802 siges at være en forløber for RISC-ideen.

Data General’s Nova computer (som Regnecentralen lavede en version af undre navnet RC7000) havde 16-bit registre og adresser. Men det ene bit i adressen havde en speciel funktion: Hvis det var sat, var lagertilgang eller hop indirekte, så man hentede ordet på adressen og brugte det som adresse. Hvis dette ord også havde indirektionsbittet sat (og det var en hopinstruktion), var denne adresse også indirekte, og så fremdeles, så man kunne have vilkårligt lange kæder af indirekte adresser. I de første versioner af computeren, kunne man ikke afbryde denne sekvens, så hvis man forsøgte at tilgå en cyklisk kæde af adresser, kom computeren i en uendelig løkke, som kun kunne afbrydes ved at slukke computeren. Senere modeller tilføjede en tæller, der afbrød kædefølgeriet efter et stykke tid.

Der har været adskillige processorer, der har været specialiseret til et bestemt højniveausprog. Jeg nævnte Burroughs B5000 serien og Algol samt Transputeren og Occam før, men der har også været lavet processorer specielt til sprog som LISP, Java, Forth m.m. De er for det meste blevet overflødige, fordi oversætterteknik har gjort implementering af disse sprog på traditionelle CPU’er lige så effektiv som på de specialiserede processorer.

Der er korte beskrivelser af flere bemærkelsesværdige processorer på Great Microprocessors of the Past and Present. Nogle af dem er underlige på forskellige måder, mens andre “blot” er klassikere.

Alle de ovenstående eksempler har været i kommerciel produktion, men der er utallige mærkelige CPU’er, der aldrig har forladt laboratorierne. Et eksempel på dette er Pendulum processoren, der implementer et reversibelt instruktionssæt: Et bit i processoren bestemmer, om programmet kører forlæns eller baglæns, og dette bit kan vendes i forbindelse med hop.

»Jeg bliver ret irriteret over, at jeg får en mail om, at jeg skal gå ind og tjekke et eller andet, og så skal jeg først finde min NemID frem og logge ind. Så vil jeg meget hellere have det som e-mail. Det ville være meget nemmere, og så ville det være mig selv, der stod for opbevaringen i stedet for, at min post skal ligge et eller andet arbitrært sted.«

Sådan siger it-aktivist Christian Panton.

Christian Panton henvendte sig for nyligt til Digitaliseringsstyrelsen og spurgte om han kunne få leveret sin Digital Post som m/MIMS krypteret e-mail ligesom virksomheder kan. Det kunne han ikke. Mere om det senere.

Digital Post har været obligatorisk kommunikationskanal mellem virksomheder og offentlige myndigheder siden november 2013, og det bliver det samme for private borgere om lidt under syv måneder. Men hvad er egentlig Digital Post?

Usikkerheden har hersket i debattrådene under de fleste artikler om emnet. Er Digital Post ikke bare e-Boks?

Ikke helt men næsten. Ligesom e-Boks får man en mail om, at der er en besked fra det offentlige. Og ligesom med e-Boks skal man logge på med NemID for at læse beskeden. Men det er alligevel ikke helt det samme.

Hermed et forsøg på en forklaring: Digital Post er leveret af e-Boks A/S, og kort fortalt er det e-Boks beregnet til det offentlige – nu med tovejskommunikation. En grundlæggende forskel på e-boks og Digital Post er nemlig, at borgeren også kan svare det offentlige, når (næsten) alle myndighederne begynder at bruge Digital Post til at kommunikere med borgeren fra november.

Men hvis man både har e-Boks og Digital Post, så man kan man alle tingene begge steder – og behøver altså kun at gå et sted hen. Man kan således både vælge at modtage post fra private virksomheder på Digital Post eller post fra offentlige myndigheder på e-Boks. Så længe du har oprettet dem begge, kan du nøjes med at bruge den ene, lyder ræsonnementet på Århus Kommunes hjemmeside.

Ingen interesse hos privatpersoner

Virksomheder kan dog slippe for at logge på med NemID, hver gang der er post. De har nemlig mulighed for at få leveret deres Digital Post som e-mail via krypteringsstandarden m/MIMS. Men Christian Panton måtte erfare, at det samme ikke gør sig gældende for private borgere.

»Muligheden for at få videresendt Digital Post som s/MIME er kun for virksomheder,« lød svaret fra Digitaliseringsstyrelsen til Christian Panton med den tilhørende begrundelse, at behovet for løsningen er minimalt hos privatpersoner.

»Vi har ikke kendskab til andre, som har ønsket dette,« hedder det i en mail fra styrelsen.

Det fik Christian Panton til at lægge svaret på Twitter og spørge, om det nu også kan passe, at han er den eneste, der gerne vil have Digital Post på e-mail. Det ser det ikke ud til, at han er. Flere kom på banen og tilsluttede sig ønsket om at kunne læse vigtige meddelelser fra det offentlige via en e-mail-klient. Digitaliseringsstyrelsen lovede at tage det med i overvejelserne om fremdige opgraderinger af systemet, og det håber Christian Panton vil bære frugt.

»Mit argument er ikke, at det er noget, der skal trækkes ned over hovedet på folk, der ikke har lyst til det. Men når løsningen nu ligger der til virksomhederne, så forstår jeg ikke, hvorfor det ikke bare er muligt at tilvælge,« siger Christian Panton til Version2.

Ifølge it-aktivisten, der for nylig var i vælten, da han havde udviklet sin egen NemID-klient, er det ikke synderligt svært at sætte sin e-mail op til den krypteringsstandard som det offentlige bruger til virksomheders Digital Post.

»Man skal have en e-mail klient som Thunderbird eller Outlook, og så er der tale om nogle få ændringer i indstillingerne. Det er ikke særligt svært,« siger Christian Panton.

Vil du gerne have din Digital Post videresendt som krypteret e-mail? Hvis det er tilfældet, så skriv en kort begrundelse i kommentarfeltet, så vi kan gå videre med det.