Daily Archives: April 13, 2014

Får danske virksomheder mest gavn af et ’ja’ eller et ’nej’, når der er folkeafstemning om en fælles europæiske patentdomstol 25. maj?

For ingeniørvirksomheder, der endda har erfaringer med patenter, er svaret langtfra entydigt. Faktisk svarer hver tredje ingeniørvirksomhed ’ved ikke’ i en ny stikprøveanalyse, som Ingeniøren og Ingeniørforeningen IDA har fået foretaget.

Fagfolk peger på, at usikkerheden skyldes, at et stort fælleseuropæisk patentsystem kan betyde flere sagsanlæg for patentkrænkelser fra udenlandske konkurrenter. Men også skepsis over for, om et ’ja’ reelt betyder sparet tid og penge, præger billedet.

Et nyt europæisk patentsystem betyder kort sagt, at danske inge­niørvirksomheder kun vil skulle udarbejde ét patent. Det vil som i dag blive udstedt af det europæiske patentkontor, EPO, men vil få retsvirkning i alle de lande, der tilslutter sig den europæiske patentløsning.

Usikkerheden blandt ingeniørvirksomheder, som både har god erfaring med patenter, og dem, som ikke har, undrer dog ikke Thomas Riis, der er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet. Han har i flere år forsket i europæiske patenter.

»Jeg tror, at nogle virksomheder kan have lige så meget glæde af det nuværende system, men det er svært at sige med sikkerhed, da vi endnu ikke ved, hvordan det nye system præcist kommer til at se ud. Derfor er det også svært at vide, om man kan spare tid og penge,« siger han:

»Vi taler også om en situation, hvor fordele og ulemper i høj grad følges ad. Eksempelvis får inge­niør­­virksomheder nemmere ved at håndhæve deres patenter i udlandet. Men det samme får udenlandske virksomheder også her i Danmark. Så besværet med et patentsystem ophører ikke. Det ændrer blot karakter og skaber nye former for usikkerhed for virksomhederne,« fortæller juraprofessoren.

IDA: et abstrakt område

Grundlæggende set er flertallet af de adspurgte i Ingeniøren og IDAs undersøgelse overvejende positive over for en eventuel kommende fælles europæisk patentdomstol og enhedspatenter.

Det kan skyldes, at virksomheder i højere grad kan målrette deres strategi, alt efter hvilket produkt de skal have patenteret, mener Thomas Riis. Hvis Danmark stemmer ’ja’, åbner det nemlig for en tredje ’patentplatform’ for virksomheder.

Et ’ja’ sikrer, at man nu både kan søge patent nationalt, et europæisk patent og et fælleseuropæisk.

De nationale patentmyndigheder bliver der ikke pillet ved. Man vil også fortsat kunne søge om patenter inden for de gældende europæiske regler, hvis man eksempelvis kun har brug for at patentere et produkt i to EU-lande.

Den tredje ’platform’, som dækker over det nye enhedspatent, lukker op for, at man får udstedt et patent af EU’s EPO, som har gældende retsvirkning i alle de lande, som deltager i det nye samarbejde.

Alt i alt ændrer det dog ikke ved, at processen med at få udarbejdet og godkendt et patent er lang og kan være økonomisk opslidende, viser Ingeniøren og IDAs undersøgelse.

Det problem anerkender Corne­lius Olesen, der er formand for IDAs erhvervsudvalg.

»Generelt tror jeg, at spørgsmålet om patentdomstolen for mange er lidt abstrakt og fjernt. Samtidig er spørgsmålet jo ikke lige relevant for alle virksomheder. Så alt i alt tror jeg, der gemmer sig mange bevæggrunde bag den store ‘ved ikke’-svargruppe i undersøgelsen,« siger Cornelius Olesen.
Ingeniøren og IDA afholder 30. april et seminar om patent­afstemningen. Læs mere på bit.ly/ingpatent.

Får danske virksomheder mest gavn af et ’ja’ eller et ’nej’, når der er folkeafstemning om en fælles europæiske patentdomstol 25. maj?

For ingeniørvirksomheder, der endda har erfaringer med patenter, er svaret langtfra entydigt. Faktisk svarer hver tredje ingeniørvirksomhed ’ved ikke’ i en ny stikprøveanalyse, som Ingeniøren og Ingeniørforeningen IDA har fået foretaget.

Fagfolk peger på, at usikkerheden skyldes, at et stort fælleseuropæisk patentsystem kan betyde flere sagsanlæg for patentkrænkelser fra udenlandske konkurrenter. Men også skepsis over for, om et ’ja’ reelt betyder sparet tid og penge, præger billedet.

Et nyt europæisk patentsystem betyder kort sagt, at danske inge­niørvirksomheder kun vil skulle udarbejde ét patent. Det vil som i dag blive udstedt af det europæiske patentkontor, EPO, men vil få retsvirkning i alle de lande, der tilslutter sig den europæiske patentløsning.

Usikkerheden blandt ingeniørvirksomheder, som både har god erfaring med patenter, og dem, som ikke har, undrer dog ikke Thomas Riis, der er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet. Han har i flere år forsket i europæiske patenter.

»Jeg tror, at nogle virksomheder kan have lige så meget glæde af det nuværende system, men det er svært at sige med sikkerhed, da vi endnu ikke ved, hvordan det nye system præcist kommer til at se ud. Derfor er det også svært at vide, om man kan spare tid og penge,« siger han:

»Vi taler også om en situation, hvor fordele og ulemper i høj grad følges ad. Eksempelvis får inge­niør­­virksomheder nemmere ved at håndhæve deres patenter i udlandet. Men det samme får udenlandske virksomheder også her i Danmark. Så besværet med et patentsystem ophører ikke. Det ændrer blot karakter og skaber nye former for usikkerhed for virksomhederne,« fortæller juraprofessoren.

IDA: et abstrakt område

Grundlæggende set er flertallet af de adspurgte i Ingeniøren og IDAs undersøgelse overvejende positive over for en eventuel kommende fælles europæisk patentdomstol og enhedspatenter.

Det kan skyldes, at virksomheder i højere grad kan målrette deres strategi, alt efter hvilket produkt de skal have patenteret, mener Thomas Riis. Hvis Danmark stemmer ’ja’, åbner det nemlig for en tredje ’patentplatform’ for virksomheder.

Et ’ja’ sikrer, at man nu både kan søge patent nationalt, et europæisk patent og et fælleseuropæisk.

De nationale patentmyndigheder bliver der ikke pillet ved. Man vil også fortsat kunne søge om patenter inden for de gældende europæiske regler, hvis man eksempelvis kun har brug for at patentere et produkt i to EU-lande.

Den tredje ’platform’, som dækker over det nye enhedspatent, lukker op for, at man får udstedt et patent af EU’s EPO, som har gældende retsvirkning i alle de lande, som deltager i det nye samarbejde.

Alt i alt ændrer det dog ikke ved, at processen med at få udarbejdet og godkendt et patent er lang og kan være økonomisk opslidende, viser Ingeniøren og IDAs undersøgelse.

Det problem anerkender Corne­lius Olesen, der er formand for IDAs erhvervsudvalg.

»Generelt tror jeg, at spørgsmålet om patentdomstolen for mange er lidt abstrakt og fjernt. Samtidig er spørgsmålet jo ikke lige relevant for alle virksomheder. Så alt i alt tror jeg, der gemmer sig mange bevæggrunde bag den store ‘ved ikke’-svargruppe i undersøgelsen,« siger Cornelius Olesen.
Ingeniøren og IDA afholder 30. april et seminar om patent­afstemningen. Læs mere på bit.ly/ingpatent.

Kvantemekanikken sætter meget overraskende en forholdsvis høj grænse for, hvor små termoelektriske enheder det er muligt at fremstille.

Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Robert Whitney fra Université de Grenoble og det franske nationale forskningscenter CNRS, som er offentliggjort i Physical Review Letters.

»Der er tale om en fundamental opdagelse, som kan få betydning for praktiske enheder,« forklarer David Sanchez fra Universitat de les Illes Balears i Palma de Mallorca til det amerikanske internettidsskrift Physics.

Først og fremmest viser Whitneys undersøgelse dog, at kvantemekanik kan give ny viden om et klassisk emne som termodynamik, som mange ellers har ment var godt forstået, og det giver ny indsigt i grænseområdet mellem kvanteverdenen og den makroskopiske verden.

Små kompakte enheder

I en termoelektrisk generator skabes en elektrisk strøm ved at elektroner diffunderer fra et varmt område til et koldt område.

Termoelektriske enheder har potentiale til at blive en nyttig energikilde eksempelvis i forbindelse med bilers varme udstødningsgasser.

Rumfartøjer som Mars-roveren Curiosity udnytter termoelektriske enheder, der giver en effekt på omkring 100 watt ved at omdanne varmen, der fremkommer ved radio­aktivt henfald af plutonium-238 til elektricitet.

Ikke mindst inden for rumteknologi er der et ønske om at lave små, kompakte enheder, men Robert Whitneys analyser viser, at der en forbavsende høj grænse for, hvor små enheder man kan lave, uden at effektiviteten falder.

Den britiske fysiker John Pendry, der i dag er mest kendt som teore­tikeren bag de såkaldte ‘usynlighedskapper’, viste allerede i 1983, at der var en grænse for, hvor smal en åbning kunne være, før elektronens bølgenatur ville forstyrre dens evne til at passere gennem åbningen.

Whitney forklarer, at det svarer lidt til trafikken på en vej, da der opstår en kø, når kanalen bliver smal i forhold til den effektive størrelse af elektronen, der er bestemt af dens kvantemekaniske bølgelængde.

Beregningen viste, at for en generator på 100 watt skal kanalen have et tværsnit på 0,4 kvadratcentimeter, hvis det er varmeforskellen på en dieselmotors udstødningsgas på ca. 700 kelvin og en omgivelsestemperatur på ca. 300 kelvin, der skal drive processen.

»Det er enormt sammenlignet med, at en glødelampe med et forbrug på 100 watt har en størrelse, der svarer til et menneskeligt hår,« forklarer Robert Whitney.

Whitney kan ikke give en god intuitiv forklaring på, hvorfor den mindste størrelse er så stor.

Kan man nøjes med en generator, der giver en effekt på 1 watt, bliver tværsnittet også 100 gange mindre, så skal man bygge termoelektriske enheder ind i nanomaskiner, skal maskinernes effektforbrug altså begrænses.

Kvantemekanikken sætter meget overraskende en forholdsvis høj grænse for, hvor små termoelektriske enheder det er muligt at fremstille.

Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Robert Whitney fra Université de Grenoble og det franske nationale forskningscenter CNRS, som er offentliggjort i Physical Review Letters.

»Der er tale om en fundamental opdagelse, som kan få betydning for praktiske enheder,« forklarer David Sanchez fra Universitat de les Illes Balears i Palma de Mallorca til det amerikanske internettidsskrift Physics.

Først og fremmest viser Whitneys undersøgelse dog, at kvantemekanik kan give ny viden om et klassisk emne som termodynamik, som mange ellers har ment var godt forstået, og det giver ny indsigt i grænseområdet mellem kvanteverdenen og den makroskopiske verden.

Små kompakte enheder

I en termoelektrisk generator skabes en elektrisk strøm ved at elektroner diffunderer fra et varmt område til et koldt område.

Termoelektriske enheder har potentiale til at blive en nyttig energikilde eksempelvis i forbindelse med bilers varme udstødningsgasser.

Rumfartøjer som Mars-roveren Curiosity udnytter termoelektriske enheder, der giver en effekt på omkring 100 watt ved at omdanne varmen, der fremkommer ved radio­aktivt henfald af plutonium-238 til elektricitet.

Ikke mindst inden for rumteknologi er der et ønske om at lave små, kompakte enheder, men Robert Whitneys analyser viser, at der en forbavsende høj grænse for, hvor små enheder man kan lave, uden at effektiviteten falder.

Den britiske fysiker John Pendry, der i dag er mest kendt som teore­tikeren bag de såkaldte ‘usynlighedskapper’, viste allerede i 1983, at der var en grænse for, hvor smal en åbning kunne være, før elektronens bølgenatur ville forstyrre dens evne til at passere gennem åbningen.

Whitney forklarer, at det svarer lidt til trafikken på en vej, da der opstår en kø, når kanalen bliver smal i forhold til den effektive størrelse af elektronen, der er bestemt af dens kvantemekaniske bølgelængde.

Beregningen viste, at for en generator på 100 watt skal kanalen have et tværsnit på 0,4 kvadratcentimeter, hvis det er varmeforskellen på en dieselmotors udstødningsgas på ca. 700 kelvin og en omgivelsestemperatur på ca. 300 kelvin, der skal drive processen.

»Det er enormt sammenlignet med, at en glødelampe med et forbrug på 100 watt har en størrelse, der svarer til et menneskeligt hår,« forklarer Robert Whitney.

Whitney kan ikke give en god intuitiv forklaring på, hvorfor den mindste størrelse er så stor.

Kan man nøjes med en generator, der giver en effekt på 1 watt, bliver tværsnittet også 100 gange mindre, så skal man bygge termoelektriske enheder ind i nanomaskiner, skal maskinernes effektforbrug altså begrænses.

Ingeniørerne Jesper Møller og Henrik Lynderup er ikke bange for at bruge store ord om den opgave, de står i spidsen for hos Siemens Wind Power: at udvikle en nyt og 40 pct. billigere koncept for havmøllefundamenter til vanddybder på 30 til 70 meter.

»At få reduceret den totale installerede pris væsentligt er utroligt vigtigt for off­shore-vindkraftens fremtid og for udbygningstakten med havvind,« siger fun­da­ments­eks­pert Henrik F. Lynderup.

Og chef for offshore-teknologi Jesper Møller supplerer:

»Selve vindmøllerne er faldet cirka 40 pct. i pris pr. tiår, mens der stort set intet er sket på fundamentsfronten, som nu næsten udgør en lige så stor del af prisen som vindmøllerne. Derfor har vi taget sagen i egen hånd og er gået i gang med at udvikle et helt nyt fundamentskoncept,« siger han.

Han understreger, at arbejdet ikke udspringer af en konkret idé, men af et behov og en tro på, at man i Siemens Wind Power vil kunne løse opgaven. Og at man i samarbejde med forskellige typer af rådgivere og eksperter efterhånden har fået afklaret, at konceptet kan bære.

Billige standard-rør

Fundamentet er som udgangspunkt en gitterkonstruktion – i fagsproget kaldet en jacket – og grundideen i konceptet er at bruge allerede tilgængelige og dermed billigere materialer, som for eksempel stålrør i standardlængder, der i forvejen sprøjtes ud i store mængder.

Produktion af fundamentet må ikke kræve etablering af store, hunde­dyre fabrikker til svejsning af de omkring 75 meter høje konstruktioner. I stedet designes konstruk­tionen som et kæmpestort samlesæt, der hurtigt kan boltes sammen på den selvsamme kaj, hvorfra møllerne skal udskibes.

Rørene tænkes samlet med specielt konstruerede knudesamlinger, som enten kan fremstilles i støbejern eller svejses op i fuldautomatiske svejsemaskiner. Man arbejder indtil videre med begge spor.

»Det er en udfordring at få branchen til at acceptere boltede løsninger til offshore-brug – blandt andet af hensyn til korrosion. Men vi mener, at der findes gode løsninger til at undgå korrosionsproblemer med,« siger Jesper Møller.

I projektet gennemgår man hele værdikæden – fra indkøb af stålrør, design af samleled og samleprocessen på kajen, til fundamentet sejles ud og sættes på plads. Altsammen for at få optimeret økonomien.

Dyre skibe er billigere

For eksempel har man analyseret sig frem til, at økonomien er bedre i at få bygget et stort specialskib til transport og montage af fundamenterne i stedet for at benytte små og langt billigere skibe til opgaven. Årsag: De store skibe kan arbejde i næsten al slags vejr og det opvejer den betydelige merinvestering.

Det er ligeledes et mål for projektet, at man skal kunne samle ét fundament på kajen om dagen, og at det skal kunne ske med mobilt udstyr, og uden at montørerne skal op at klatre i 75 meters højde. Til sammenligning tager det typisk en uge at svejse ét gitterfundament sammen.

At forkorte byggetiden med én måned betyder ifølge Siemens, at investorerne reducerer deres samlede parkomkostninger med 1 procent.

»I designet ser vi for eksempel også på, hvad man kan opnå ved at flytte på punktet for, hvor fundamentet slutter, og tårnet starter,« forklarer Henrik Lynderup.

Siemens regner med at have hovedstrukturen for fundamentet designet færdigt til næste sommer – godt hjulpet af et ingeniørfirma med stor offshore-erfaring.

Sideløbende arbejder den seks personer store gruppe i Siemens sammen med forskellige kommende leverandører om at udvikle delløsninger – for eksempel omkring samleteknikker.

»Vi ved nu, at kursen er rigtig,« siger Jesper Møller.

Om Siemens selv vil producere fundamenterne eller satse på underleverandører er ikke afgjort endnu.

I den forløbne uge har titusindvis af gæster fyldt de store haller på årets industrimesse i Hannover. Udstillervirksomhederne har kæmpet om opmærksomheden, ofte med gigantiske stande med kørende fabriksudstyr eller med mere eller mindre kreative påfund.

Et af de mere spændende kom fra automationseksperten Festo, som i al sin enkelhed har forsøgt at kopiere den måde, en lyslevende kænguru hopper på. Kænguruen er en meter høj og vejer syv kilo. Den kan hoppe 80 centimeter i længden og op til 40 centimeter i højden.

Udviklerne hos Festo har brugt to år på at overføre de samme principper for oplagring af kinetisk energi, som man i dag ved, at naturens egne kænguruer også bruger. Det vil sige, at kænguruens brug af achillessenens som energilager er blevet udført i en mekanisk konstruktion. Udviklerne har simpelthen installeret en elastisk sene i den kunstige kænguru, som kan spændes, før den skal hoppe og oplagre energi når den lander igen.

Selve energitilførslen er forsøgt opbygget med to forskellige systemer. I det ene bruges komprimeret luft i en beholder og i det andet system produceres den komprimerede luft af en lille kompressor. Et sæt lithiumpolymer-batterier står for den elektriske forsyning af processorer og ventiler.

Selve bevægelserne sker ved at aktivere en kombination af pneumatiske aktuatorer og eletriske servoer.

For at sætte kænguruen i gang er det blot nødvendigt, at vinke til den – hvis man altså har et specielt bånd på armen … Kænguruen registrerer din arms position og bevægelse via en bluetooth-forbindelse.

Det er dog ikke kun for sjov og show-off, at Festo bygger en robotkænguru. I kænguruen er man i stand til at demonstrere en lang række af virksomhedens specialiteter: for eksempel evnen til at sætte elektrisk og pneumatisk teknologi sammen i en meget lille pakke og koordinere funktionerne. Energispørgsmålet er også kommet højt på dagsordenen hos verdens industrivirksomheder og med kænguruen viser Festo, hvordan energi kan oplagres og genanvendes.

Men ikke mindst, så er kænguruen sjov at se på og tiltrækker potentielle kunder.

Se Festos egen demonstration af kænguruen her:

Ingeniørerne Jesper Møller og Henrik Lynderup er ikke bange for at bruge store ord om den opgave, de står i spidsen for hos Siemens Wind Power: at udvikle en nyt og 40 pct. billigere koncept for havmøllefundamenter til vanddybder på 30 til 70 meter.

»At få reduceret den totale installerede pris væsentligt er utroligt vigtigt for off­shore-vindkraftens fremtid og for udbygningstakten med havvind,« siger fun­da­ments­eks­pert Henrik F. Lynderup.

Og chef for offshore-teknologi Jesper Møller supplerer:

»Selve vindmøllerne er faldet cirka 40 pct. i pris pr. tiår, mens der stort set intet er sket på fundamentsfronten, som nu næsten udgør en lige så stor del af prisen som vindmøllerne. Derfor har vi taget sagen i egen hånd og er gået i gang med at udvikle et helt nyt fundamentskoncept,« siger han.

Han understreger, at arbejdet ikke udspringer af en konkret idé, men af et behov og en tro på, at man i Siemens Wind Power vil kunne løse opgaven. Og at man i samarbejde med forskellige typer af rådgivere og eksperter efterhånden har fået afklaret, at konceptet kan bære.

Billige standard-rør

Fundamentet er som udgangspunkt en gitterkonstruktion – i fagsproget kaldet en jacket – og grundideen i konceptet er at bruge allerede tilgængelige og dermed billigere materialer, som for eksempel stålrør i standardlængder, der i forvejen sprøjtes ud i store mængder.

Produktion af fundamentet må ikke kræve etablering af store, hunde­dyre fabrikker til svejsning af de omkring 75 meter høje konstruktioner. I stedet designes konstruk­tionen som et kæmpestort samlesæt, der hurtigt kan boltes sammen på den selvsamme kaj, hvorfra møllerne skal udskibes.

Rørene tænkes samlet med specielt konstruerede knudesamlinger, som enten kan fremstilles i støbejern eller svejses op i fuldautomatiske svejsemaskiner. Man arbejder indtil videre med begge spor.

»Det er en udfordring at få branchen til at acceptere boltede løsninger til offshore-brug – blandt andet af hensyn til korrosion. Men vi mener, at der findes gode løsninger til at undgå korrosionsproblemer med,« siger Jesper Møller.

I projektet gennemgår man hele værdikæden – fra indkøb af stålrør, design af samleled og samleprocessen på kajen, til fundamentet sejles ud og sættes på plads. Altsammen for at få optimeret økonomien.

Dyre skibe er billigere

For eksempel har man analyseret sig frem til, at økonomien er bedre i at få bygget et stort specialskib til transport og montage af fundamenterne i stedet for at benytte små og langt billigere skibe til opgaven. Årsag: De store skibe kan arbejde i næsten al slags vejr og det opvejer den betydelige merinvestering.

Det er ligeledes et mål for projektet, at man skal kunne samle ét fundament på kajen om dagen, og at det skal kunne ske med mobilt udstyr, og uden at montørerne skal op at klatre i 75 meters højde. Til sammenligning tager det typisk en uge at svejse ét gitterfundament sammen.

At forkorte byggetiden med én måned betyder ifølge Siemens, at investorerne reducerer deres samlede parkomkostninger med 1 procent.

»I designet ser vi for eksempel også på, hvad man kan opnå ved at flytte på punktet for, hvor fundamentet slutter, og tårnet starter,« forklarer Henrik Lynderup.

Siemens regner med at have hovedstrukturen for fundamentet designet færdigt til næste sommer – godt hjulpet af et ingeniørfirma med stor offshore-erfaring.

Sideløbende arbejder den seks personer store gruppe i Siemens sammen med forskellige kommende leverandører om at udvikle delløsninger – for eksempel omkring samleteknikker.

»Vi ved nu, at kursen er rigtig,« siger Jesper Møller.

Om Siemens selv vil producere fundamenterne eller satse på underleverandører er ikke afgjort endnu.

I den forløbne uge har titusindvis af gæster fyldt de store haller på årets industrimesse i Hannover. Udstillervirksomhederne har kæmpet om opmærksomheden, ofte med gigantiske stande med kørende fabriksudstyr eller med mere eller mindre kreative påfund.

Et af de mere spændende kom fra automationseksperten Festo, som i al sin enkelhed har forsøgt at kopiere den måde, en lyslevende kænguru hopper på. Kænguruen er en meter høj og vejer syv kilo. Den kan hoppe 80 centimeter i længden og op til 40 centimeter i højden.

Udviklerne hos Festo har brugt to år på at overføre de samme principper for oplagring af kinetisk energi, som man i dag ved, at naturens egne kænguruer også bruger. Det vil sige, at kænguruens brug af achillessenens som energilager er blevet udført i en mekanisk konstruktion. Udviklerne har simpelthen installeret en elastisk sene i den kunstige kænguru, som kan spændes, før den skal hoppe og oplagre energi når den lander igen.

Selve energitilførslen er forsøgt opbygget med to forskellige systemer. I det ene bruges komprimeret luft i en beholder og i det andet system produceres den komprimerede luft af en lille kompressor. Et sæt lithiumpolymer-batterier står for den elektriske forsyning af processorer og ventiler.

Selve bevægelserne sker ved at aktivere en kombination af pneumatiske aktuatorer og eletriske servoer.

For at sætte kænguruen i gang er det blot nødvendigt, at vinke til den – hvis man altså har et specielt bånd på armen … Kænguruen registrerer din arms position og bevægelse via en bluetooth-forbindelse.

Det er dog ikke kun for sjov og show-off, at Festo bygger en robotkænguru. I kænguruen er man i stand til at demonstrere en lang række af virksomhedens specialiteter: for eksempel evnen til at sætte elektrisk og pneumatisk teknologi sammen i en meget lille pakke og koordinere funktionerne. Energispørgsmålet er også kommet højt på dagsordenen hos verdens industrivirksomheder og med kænguruen viser Festo, hvordan energi kan oplagres og genanvendes.

Men ikke mindst, så er kænguruen sjov at se på og tiltrækker potentielle kunder.

Se Festos egen demonstration af kænguruen her: